,

Nu begynder julens arbejde

Vi har pakket julepynten ned i dag. I går sluttede julen. I dag er det Helligtrekongersdag.

Jeg faldt over en bøn af den afro-amerikanske teolog og borgerrettighedsforkæmper Howard Thurman, som jeg har oversat. På smuk og enkel vis får han fortalt hvordan julens arbejde nu kan gå i gang; hvordan alt det Jesu’ fødsel har af betydning skal omsættes til virkelighed:

Når englenes sang er blevet stille,
når stjernen på himlen er forsvundet,
når konger og prinser er hjemme,
når hyrderne er tilbage med deres flokke, 
da begynder julens arbejde: 
at finde de fortabte,
at helbrede de syge,
at give mad til de sultne,
at sætte fanger fri,
at genopbygge nationer
at bringe fred til mennesker,
at skabe musik i hjertet.

Må vi være med til at arbejde med det også gennem vores liv og vores bønner!

, , ,

Min juleprædiken: Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv

Teksten til juleaften er (selvfølgelig) Lukas 2: 1-21 – som vi også kalder juleevangeliet. 

Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv. Det er det mysterium, vi fejrer i julen.

Kristendommens største fester – julen og påsken – drejer sig begge om Jesus Kristus og to meget menneskelige begivenheder i hans liv: Hans undfangelse og fødsel og hans død og opstandelse. Menneskelige og så alligevel ikke.

Kristendommen påstår, at Gud selv blev menneske. At den Gud, vi kalder treenig, som fandtes før noget af det vi kender blev til, den Gud, som skabte alting, den Gud, som er evig, almægtig og kærligheden selv – dén Gud blev menneske og lod sig føde på jorden præcis som alle andre mennesker fødes til livet.

Der er så stor en kontrast – paradoks, nok nærmere – i den påstand, at det er svært at begribe. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, for det handler jo om tro, om eksistens, om det, vi ikke kan tage og føle på, så selvfølgelig er det svært at holde med tanken.

Jeg fandt for leden nogle billeder, som NASA har taget og offentlig gjort af universet:

Jeg har ikke nok forstand på universet til at se, hvad det er andet end at det er stort.

Og at det får mig til at føle mig lille.

Det fortælles om en tidligere præsident i Amerika (Eisenhower, måske?), at han om aftenen fik ud på terrassen og kiggede op i stjernehimlen. Efter at have stået der et stykke tid, sagde han: ”Så, nu kan vi godt gå ind – jeg er blevet lille nok nu.”

Den Gud, som skabte universets uendelige stjernevrimmel, blev foster, blev et menneske-barn og blev født som menneske i Betlehem af Maria.

Gud blev menneske.

Det er som en bevægelse, der indsnævres – det er det mærkelige ved den kristne Gud. Bevægelsen i den kristne åndelighed er indad, nedad. Fra det uendelige og almægtige til det begrænsede og uvidende. Fra stort til mindre – til at starte med. Fra diffust til konkret.

Derfor er det måske også let at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden.

Jo, vi ser tilbage, for en fødsel er et bestemt tidspunkt og dette barn, som blev en mand, blev også født et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Men det er er ikke hele på historien om det, der skete, da Kristus blev født.

Det er derfor jeg holder så meget af den hellige familie, som vi har tager herind i dagens anledning. Egentlig står den altid i børnekirken.

Billedet her får I, så I kan se, hvad den hellige familie er – ved gudstjenesten var den med “live”.

Her er Maria og Josef, koen hvis trug blev brugt til seng. Her er de vise mænd, som havde forstand på stjernehimlen, og en hyrde som repræsentant for alle hyrderne.

Og så er der den lille baby, som strækker sine arme ud, som for at give os et knus.

Som noget helt særligt er en del af denne opstilling også ham her (tag fat i den opstandne Kristus) som står bag krybben med barnet og bag Maria og Josef.

Det er den opstandne Kristus, som spejler babyens udstrakte arme. For da babyen blev en voksen mand døde han, og selvom det var trist, var det også glædeligt, fordi han opstod og blev levende igen – og nu er i stand til at give alle på jorden et knus.

Læg mærke til, at det ikke er et kors, som står her. Det er ikke døden, men opstandelsen, der markeres og er en del af historien om Kristi fødsel:

De to største fester i kristendommen, der begge peger på begivenheder i mennesket Jesus Kristus’ liv.

På den måde ser vi, at kristendommens kernehistorier udfoldes i et menneskes liv. Det hele er indeholdt i mysteriet julenat. Franciskanerne (og jeg er tilbøjelig til at være enig med dem) siger at Kristi fødsel er en del af frelsen. At det også er frelsen.

Nu er det juleaften, og vi er samlet om barnet i krybben. For her bliver den store, almægtige og evige Gud som vi – og fordi Jesus blev alt det, vi er, kan vi blive alt det, han er.

Julen minder os om, at det er i menneskers liv, Guds historie udfoldes – også i vores liv. Vi får lov til at ane det store ved at være menneske.

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Så som Marias barn. Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt, så kan vi fejre juleaften hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder mit i blandt os.

Den kristne tro udfoldes i menneskers liv – fra barnet til den voksne kvinde eller mand.

Lad mig slutte med at læse det mellemste vers af den salme, vi skal synge herefter. Det er Charles Wesleys kendte ”Hør, hvor englesangen toner!”

Mens jeg læser, får I endnu et af NASAs billeder – denne gang af jorden set fra rummet:

”Krist, Guds Søn i Himmerige,
evig i sin guddomspragt.
ville til det lave stige
i en fattig tjenerdragt.
Gud i kød blev åbenbaret,
Lovsangsbåret og forklaret!
Nu blandt mennesker han bor,
Vor Imanuel på jord!
Hør, nu bruser engles kor:
Ære være kongen stor! ”

Må Jesus Kristus også fødes hos os, og må vi give Hans kærlighed hænder og fødder til gavn for mennesker og til ære for Gud!

Amen

GemGem

, ,

Der er forskel på Guds tid og vores: Idé til aktivitet

Her kommer en idé til aktivitet, der kan hjælpe med at snakke om menneskers tid i forhold til Guds tid.

Jeg har brugt idéen i en gruppe af børn fra 0.-3. klasse. I en anden udformning har jeg brugt det til en gudstjeneste. Formålet er at give en bedre forståelse for nogle af forskellene mellem Gud og os mennesker. Derudover ville jeg gerne særligt med børnene i Klubben, give mulighed for at se deres egne liv i en større sammenhæng, fordi jeg tror på, at det er med til at give os fodfæste og perspektiv på både os selv og mennesker omkring os, når vi forstår, at vi en del af et større hele.

Der er forskel på vores tid og Guds tid. Vores tid er begrænset, vi kan have travlt og vores ”nu” er væk, før vi kan blinke med øjnene.

Det kan være svært at begribe (for voksne såvel som for børn) at det ikke netop er den tid, dette øjeblik, hvor vi lever, der er historiens udgangspunkt og centrum.

En tidslinje kan konkretisere, at vores liv blot er en del af en større historie.

Først bad jeg børnene om at tegne en tegning af dem selv som babyer – gerne med dato og årstal på for deres fødselsdag (eller fra deres finde-dag, hvis de er adopterede…)

Tidslinjen begynder med en planche fra SKALK med krybbe og kors. Det blev vældig synligt, hvordan Jesus blev en del af menneskets historie.

Vi er så heldige at have ruller med papir, så sådan en rullede jeg ud på gulvet og skrev årstal fra 2000-2017. Jeg gik ikke længere tilbage, fordi børnene der var med ikke er mere en 11 år gamle.

Herefter bad jeg dem om at lægge deres tegning af dem selv som babyer på, der hvor de blev født. Så kunne vi let se det, vi allerede vidste, nemlig at den og den er ældre end den og den.

Herefter lagde vi en masse billeder og loger på tidslinjen, som jeg på forhånd havde printet ud. Jeg havde været inde på alverdens tidslinjer for at finde vigtige opfindelser (især teknologi som børnene – se længere nede), betydningsfulde mennesker (nogle politikkere som eks. Barack Obama og Angela Merkel), kendisser (som Marcus og Martinus – fødselsår og første udgivelse).

Undervejs snakkede vi lidt om de forskellige ting, og hvad de havde betydet. Eller vi undrede os over, at tingene ikke var ældre. Min med-leder og jeg fortalte om, hvordan vi huskede at få DVD eller møde internettet første gang.

Da alt det var på plads, satte børnene sig, så de kunne se hele tidslinjen. Jeg fortalte kort om, at vi lever inde i tiden. Og at kristendommen er helt speciel, fordi vi tror, at Gud kom IND i tiden på samme vilkår som os, da Kristus blev født i Jesus. Vi tror, at Gud blander sig helt fysisk og konkret i historien,e og at Gud derfor er en del af den samme historie som os – at vores historie jo egentlig begynder før vi bliver født.

Min historie begynder med min mor og far, og eftersom deres hænger sammen med deres forældres gør min det også. På den måde er tiden længe før vores fødsel betydningsfuld for os.

Jeg placerede den lille baby-Jesus og hans krybbe, vi har i børnekirken og et kors i begyndelsen af vores tidslinje.

På samme måde kan tiden herefter også være betydningsfuld, fordi der er en masse, som vi endnu ikke ved noget om endnu. Men som kristne tror vi også, at tiden ender hos Gud. Vi tror, at Jesus kommer igen som konge over alting, og at alting skal blive godt sammen med ham. Derfor er fremtiden ikke farlig og vi behøver ikke være bange for den. Jeg placerede en kongekrone i den anden ende af vores tidslinje.

På den måde kan vi sige, at vi lever mellem krybben, korset og kongekronen. Det er dér vores liv udfoldes. Men Guds tid er ikke som vores tid. For Gud er ikke begrænset, som vi er. Han er evig. Han er grænseløs. Så Guds tid bevæger sig ikke, som vores gør. Hans ”nu” er ikke kort, som vores – Gud er så stor, at hans ”nu” er hele vores historie. Vi kalder Guds tid ”evig”.

Gud bare ”er” – derfor er der ikke noget, der er fortid eller fremtid på samme måde for ham, som der er for os. Gud nu er ”altid”.

Måske, kan man sige (som C.S. Lewis forklarer i ”Det er kristendom”), at Guds tid går på tværs af vores – så Gud slet ikke bevæger sig i samme retning som os?

Jeg fortalte børnene den korte bøn fra Kristuskransen: ”Du er grænseløs, du er lys og jeg er din.”

Vi sluttede af med at bede over tidslinjen ved at sige tak. Jeg lagde nogle små træklodser frem, som jeg bad dem lægge ved de personer, ting eller opfindelser, de gerne ville sige Gud tak for. Der var ingen begrænsninger på antal – de fik lov til at lægge lige så mange, som de ville.

Tidslinjer med årstal, billeder og træklodser som takkebønner – også kaldet likes.

Det brugte vi en del tid på. Bagefter sagde én til en anden: ”Jeg likede også da du blev født”. Jeg synes, det var en herlig omskrivelse af taknemmelighed til et sprog, de er bekendt med. Selvfølgelig er det at placere en lille klods ved nogens billede, det samme som at give et thumbs up på de sociale medier.

Det fungerede godt at få kædet vores egne liv sammen med verden omkring os og også koble det sammen med Guds historie. Med mindre børn skal man nok begrænse antallet af opfindelser, mennesker og kendisser, så den del ikke bliver for langtrukken.

Men vigtigt er det, tror jeg, at hjælpe både børn og voksne med at se og forstå eller i det mindste forsøge at begribe hvordan vores historie hænger sammen med Guds historie og det store perspektiv. Det, tror jeg, gør os mere jordbundne og mere sikre på os selv: Når vi ved, hvor vi hører til og hvor vi skal hen er der ikke noget at være bange for.

Liste med de årstal jeg brugte

1990             World Wide Web (internettet) blev introduceret
1994             Justin Bieber blev født
1995             DVD’en blev lanceret
Harry Potter – hurtigst sælgende bog
2000             Bluetooth kom frem
2001             11. september
Wikipedia begynder
Ipod MP3 afspiller
George Bush bliver valgt ind i USA
2002             Euroen kommer på markedet
Marcus & Martinus bliver født
2003             Skype bliver opfundet
Irak bliver invaderet
Vi sætter kursen mod Mars
2004             Facebook starter
2005             YouTube starter
Angela Merkel vælges ind som forbundskansler i Tyskland
2006             Twitter starter
Nintendo Wii kommer frem
2007             Apple: Iphone
2008             Spotify
4 G netværk
Justin Bieber udgiver sin første sang
2009             Barack Obama vælges som USA’s præsident
Cirkus Summarum begynder
Ramasjang går i luften
Der er 1 million mennesker i Afrika
2010             Den første Ipad
Der findes bevis for at homosapiens og neandertalerne levede sammen
2011              Snapchat lanceres
MineCraft kommer frem
2012             Den første førerløse bil opfindes
Marcus&Martinus er med i det norske MGP
2013             DR Ultra går i luften
2014             Musical.ly kommer frem
2015             Der findes spor af vand på Mars
2016             Donald Trump vælges som præsident i USA

Du skal bruge:
En tidslinje – jeg brugte en rulle papir
Diverse logoer, billeder o.a. til tidslinjen
En krybbe med Jesusbarn, et kors og en krone
Post-its og noget at skrive med
Klodser eller andet til at sige ”tak” med.

GemGemGemGem

,

Boganmeldelse: Den mor jeg var

Læs den! Det er den korte version af denne her anmeldelse.

”Den mor jeg var” er skrevet Lotte Lyngby og handler om hendes liv som mor til drengen og pigen. Det er en poetisk, rørende og dyb refleksion og beskrivelse af hendes rejse med moderskabet fra hun første gang havde tanken om, hvorvidt hun kunne være blevet gravid til nu, hvor hun er mor til voksne børn med deres egne liv. ”At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig”, skriver Lotte Lyngby selv.

Selvom ”Den mor jeg var” er både personlig og går tæt på Lotte Lyngbys liv, så er den hverken privat eller plat. Lotte formår på fineste vis også at værne om hendes børns privat-liv. F.eks. hører vi aldrig navnene på børnene; de hedder slet og ret drengen og pigen gennem hele bogen. Lotte skriver heller ikke til dem, fortæller hun i forordet. De klarer sig fint uden. Bogen er derimod dedikeret til alle mødre og til den mor, hun er.

Jeg kan selv have det sådan, at det gør godt at se andre forældre i øjnene og blive bekræftet i at livet som familie, livet med børn er både godt og hårdt. At det er svært at være forælder, men det hele værd. Jeg har brug for at blive mødt med forståelse og opmuntring; at selvom jeg ikke altid gør det optimale, men det bedste jeg kan, så er det godt nok; at mine børn klarer sig ikke altid på grund af men også på trods af mig. Det er det Winnicot, der var sociolog, kaldte ”den gode nok mor” – at den mor, der ikke kan alt, er et barns eneste mulighed for at kunne vokse op og udvikle sig til et helt menneske. Den opmuntring og det skulderklap er ”Den mor jeg var”

Lotte Lyngby mener, vi har brug for at være ærlige om bagsiderne af livet sammen med vores børn. Vi skal stå ved, at der også revner og pletter og tårer og hårde ord. Det gør hun. Med kærlighed ikke bare til børnene, men også til den mor hun var. Her er ingen belæringer med referencer til forældre-eksperter eller bedrevidende opstød fra ”jeg-kan-godt-huske-hvordan-det-var-og-det-er-slet-ikke-så-hårdt-i-dag”. Og mange tak for det! Det er der rigeligt af.

I stedet er her en levende, ærlig og enkel bog om at være mor med op og ned tur. Om glæden ved ”at mærke længslen efter et barn blafre i sig”; om at aflevere sine børn til fremmede; om at blive én, der deler sine børn; om at have en kort lunte; om ikke at kunne men at skulle alligevel.

Oveni formår Lotte Lyngby også at stille mødre fra Bibelen univers ind som spejl overfor hendes egen historie gør det – i mine øjne – absolut ikke dårligere. Måske især fordi hun gør det så enkelt og ligetil, at det ikke bliver tungt eller støvet. Det er levende kvinders historier, som hun sammenholder med sine egne og dermed åbner op for både hendes egen og deres historier– præcis som det sker, når vi deler vores historier med mennesker, som vi kan stole på.

Dermed bliver Lotte Lyngbys historie om den mor hun var også et spejl, der hjælper med at kaste nyt lys over det, der er min historie.

Den stærkeste del af bogen, synes jeg, er den sidste del, hvor vi ikke længere følger den mor, Lotte Lyngby var, drengen og pigen kronologisk men i stedet med overordnede penselstrøg under overskrifter som hønemor, bekymringsmor, emsig mor. Især i denne del af bogen synes jeg, refleksionerne over at være ”en god nok-mor” virkelig folder sig ud. Her er ikke noget forsvar for at være curling mor, men snarere en konstatering af, at sådan er det. Her er på én gang erkendelse af, at det ikke dur og samtidig accept af, at det en mors byrde at ville sine børn det bedste.

”Jeg er nu en mor med hænderne fri. Jeg får aldrig hjertet fri Navlestrengen er ved at blive klippet. Hjertestrengen kan ikke kappes over.” Sådan skriver Lotte Lyngby mod slutningen af ”Den mor jeg var”.

At være mor holder aldrig op. Der er altid nyt land i forældre-verdenen, som må indtages. Så snart, der er et barn, er der en mor (og en far) som var, er og bliver. Kærlighed og bekymring følges ad hele vejen. Og heldigvis er det som oftest sådan, som Lotte Lyngby også konkluderer; børnene vokser lige så stille op og bliver til fine mennesker, mens deres forældre forsøger det bedste de har lært.

Jeg læser og ved, at om nogle år er det mig, der ikke længere har små børn eller bare halv-store børn mellem hænderne. Om nogle år – bare ganske få år – så er der ikke flere bleer, ikke flere skrabede knæ. Så er det ikke mere mig, der er udgangspunktet for deres verden. Og det gør ondt. Men også godt. Det er det hele på én og samme tid.

Jeg forstår godt Lotte Lyngby: At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig. Det er allermest det bedste.

”Den mor jeg var” af Lotte Lyngby, 199 kr., 170 sider, er udgivet på Eksistensen. Læs den!

GemGem

GemGemGemGem

,

Søndagsklumme: Før flitterstads tager overhånd

Før glitter, julepynt og gavebånd får flitterstads får overhånd. Så vil jeg minde dig om, at både du og jeg har værdi uden pynt, forbrug og overskud af nogen art.

Det er ikke fordi jeg har noget imod hverken glitter, julepynt eller gavebånd. Overhovedet, faktisk. Så giv bare los. Det er mere fordi jeg kan se en tendens til,at vi gerne vil pynte på alting – også os selv og hinanden – for at kunne synes, at det har nogen værdi.

Jeg kom til at tænke over det i eftermiddags, da jeg var ude at gå en tur. Jeg bor i en by, der gør rigtig meget ud af lys i gaderne og træerne her op til jul. Det er rigtig smukt. Jeg nyder det. Og det kunne jeg høre andre også gjorde.

Der er kommet sådan en ting med, at man skal lægge mentalt glitter på ting og stille dem på kaminhylden. Det forstår jeg godt. Vi skal holde fast i det, der er godt, smukt, sandt, ædelt og så videre. Det har vi brug for. For skidt og sorte tanker kan hurtigt nok få sit tag i os. Også uden at tænde for fjernsynet. Mørket, skyggerne og nullermændende kommer listende helt af sig selv. De skal ikke have hjælp.

Lyset kommer også af sig selv. Og det er stærkere end mørket. Det kan man jo se bare ved sådan en gåtur, som jeg tog i eftermiddags: Et træ med lys i stråler og overdøver mørket omkring det.

Men eftersom vi er afhængige af lyset for at leve, så det er dét vi skal lægge os på sinde. Ikke bare rent fysisk men også i overført betydning.

Der er bare det ved det, at glitter og flitter stads sjældent er tingenes egentlige tilstand – det er sjældent jeg befinder mig i en tilstand af ophøjet glitter og glamour. Mit liv er mere noget med nullermænd, havregrød og Duplo over det hele. Og det er fint. (Med undtagelse af de alt, alt for tidligere morgener!) Men hvis vi fortæller hinanden, at der skal glitter på alting før det må stå fremme – i overført betydning – så kan et almindeligt hverdagsliv hurtigt miste værdi og betydning.

Og vi har værdi og betydning. Ikke på grund af pynt. Ikke på grund af det, vi gør, men fordi vi er. Vi har værdi som mennesker alene fordi vi er født.

På en retræte i Sverige for år tilbage “mødte” jeg en salme, som jeg synes er meget smuk. Den sætter nogle fine ord på, hvordan det er at hvile i at være menneske i lyset fra en kærlig Gud.

Jeg håber, du kommer godt i gang med december med glitter, lys og gavebånd. Bare husk igennem det hele, at du er elsket. Og at du kan øve dig i at leve i tillid!

I Guds tavshed må jeg være,
ordløs, stille, uden krav.
Klare vidder, åbne dage:
på en strand ved nådens hav.

I Guds kærlighed vil jeg hvile,
vide mig ønsket, elsket, set.
Jeg øver mig i barnets tillid,
prøver højden og dybden og bredden.

I Guds Ånd kan jeg ånde:
bøn gi’r liv hvor død er svar.
Øjeblikkets nærhed rummer
alt som bli’r og er og var.

Ved Guds hjerte er jeg bådet,
indesluttet i hans favn.
Medens hemmeligheden uddybes
hvisker Faderen mit navn.
J. Johnson 1984