Lad mig bare starte med at slå fast, at jeg synes, børne- og undervisningsminister Mathias Tesfayes’ brug af den selvopfundne-diagnose PDO (Pisse Dårlig Opdragelse) er både nedladende overfor børn og forældre, og at det ikke er nogen opbyggende måde at gå ind i en debat om børn og læreres trivsel og muligheder i folkeskolen. Som forælder, der på egen krop har prøvet, hvor frustrerende det er, når ens barn reagerer uhensigtsmæssigt og ingen forstår hvorfor (inkl. forældrene og barnet selv), gjorde udtalelsen mig både vred og ked af det. 

Men da jeg læste en artikel på DR om både Tesfayes udtalelser og reaktionerne på den fra både skoleforskere, Børns Vilkår og Danmarks Lærerforening, slog min børne-teolog hjerne til: For det, vi ser, er også en brydning mellem forskellige børnesyn eller forskellige forståelser af, hvad et barn er. 

I teologien taler vi om, hvad barnets natur er – er barnet uskyldigt eller grundlæggende syndigt; kan barnet træffe egne valg; hvad er den voksnes opgave i forhold til barnet? 

Måske har du hørt mig tale om eller du har læst indlæggene om forskellige teologiske perspektiver på børn? I hele kirkens historie er der (mindst) seks forskellige perspektiver på barnet og dets natur: Barnet er en kilde til glæde og en gave; barnet er en synder og et handlekraftigt væsen; barnet er vores næste med behov for barmhjertighed; barnet er rollemodel for voksne i troen; barnet er fuldt og helt menneske skabt i Guds billede; barnet er i fortsat udvikling og har brug for vejledning og opdragelse. 

Teologien findes ikke i vakuum, men i samtale med det omkringliggende samfund. Derfor findes de her perspektiver også i samfundet omkring os, om end ordene selvfølgelig er nogle andre. Og det er dét man kan se i debatten om Mathias Tesfayes udtalelser. 

Er barnet fuldstændigt uskyldigt og gør altid sit bedste? Er barnet i stand til at handle uhensigtsmæssigt eller ligefrem med vilje opføre sig dårligt? Har barnet brug for voksnes vedledning også ift. opførsel, eller kan barnet selv? 

 Marcia Bunge, som er kommet op med definitionen af de seks strømninger, mener, at kirke (og min påstand her er at det samme gælder for samfundet) har gjort overlast på børn, når én af de seks perspektiver får lov at stå alene. Når forståelsen af barnet som syndigt og handlekraftigt har fået lov til at stå alene, har kirken og kristne familier brugt korporlig afstraffelse; børn er blevet forstået som små vilde, der skulle rettes til efter samfundet og kirkens normer. Når forståelsen af barnet som gave har fået lov til at stå alene, er barnet blevet opfattet som fuldstændigt uskyldig, og det har derfor ikke været set som nødvendigt at tage barnets meninger alvorligt, fordi det blot var sødt, ligesom det ikke var nødvendigt at opdrage barnet til at passe på eller være i stand til at begå sig. 

Jeg tror, at det vi ser lige nu, er brydning af forståelsen af barnet som værende fuldstændig uskyldigt og barnet som korrumperet. I hvert fald er det de stemmer, som får lov til at fylde mest i overskrifterne. 

For nedenunder overskrifterne på de etablerede medier er der på sociale medier voksne og unge, som fortæller, hvordan de blev behandlet som børn, der led af PDO – og hvad der lå under af uopdagede diagnoser som autisme og ADHD eller forældre, der ikke magtede at drage omsorg for deres børn på grund af misbrug, sygdom eller fattigdom. 

En af de forståelser af børn, vi med fordel kan trække frem og bruge, er forståelsen at, at børn også er vores næste, der har brug for barmhjertighed. Ser vi ikke bag børnenes opførsel, bliver vi ikke i stand til at hjælpe børnene med det, der skaber deres problemer – uanset om det fattigdom, der gør, at man ikke har madpakke med (et af Tesfayes eksempler) eller om det skyldes, at der er en diagnose, som ikke er givet endnu. Gør vi ikke det, er vi i fare for også som samfund at stille børn dårligt på grund af Mathæus–effekten.

Mathæus-effekten henviser til  Jesus’ ord om, at til den der har skal der gives(Mat. 25:29), men bruges også i alle mulige andre sammenhænge til at forklare, hvorfor rigdom, social kapital osv. har tendens til at samles. I pædagogisk sammenhæng bruges det til at beskrive, hvordan børn, der har det godt og er i trivsel også får mere goodwill end barnet, der kommer med beskidt tøj, uden madpakke og viser tegn på mistrivsel pga. sociale belastninger i hjemmet, der hurtigere bliver set som problematisk.

For det er ikke alle udfordringer, der kan løses i klasselokalet. Nogle skal løses med hjælp fra kommunens familieafdeling, nogle af beslutninger i skolebestyrelsen, med hjælp fra skolepsykologen, af lokale politikere eller endda af Tesfaye selv. 

At give børn og lærerne hele ansvaret for at løse problemer i klasselokalet overser, at børn ikke kun er sig selv, men hænger sammen i en større organisme af familie og samfund. Og hvis vi glemmer dét, falder vi i grøften med at se barnet alene som individ. 

I teologien er barnet både i stand til at handle skadeligt for sig selv og andre af alle mulige grunde. Men barnet er OGSÅ skabt i Guds billede og helt og fuldt menneske allerede. Det første betyder, at vi som voksne og som fællesskab skal tage ansvar for at skabe betingelser for, at barnet bliver lært om rigtigt og forkert og får mulighed for at øve sig. De betingelser er også at barnets voksne har mulighed for at skabe en tilværelse, der er til gavn for barnet. Det ikke er begrænset til klasselokalet – det gælder også dagpengereformer, kvotienter i daginstitutionerne og priser på madvarer. 

Det sidste betyder, at barnet i sig selv har værdighed og skal behandles med kærlighed og respekt – uanset hvordan de opfører sig og hvilke betingelser, de har med hjemmefra. 

Hvis teologien lærer os noget om børn, så er det, at barnet er helt og fuldt menneske allerede; at barnet er en del af den store organisme, som samfundet er; og at det er de voksnes opgave at behandle barnet med kærlighed, værdighed og respekt, så det har mulighed for at trives og vokse.
Og ikke mindst at vi har brug for at holde balancen i vores børnesyn.