Helligtrekonger er en lille, men fantastisk mærkedag

Helligtrekongers lys

Der knytter sig et væld af traditioner og historier til Helligtrekonger fra forskellige lande og traditioner, og det er en stor rigdom at låne af dem for at skabe mening og traditioner, der passer i jeres egen familie. 

Her kommer seks idéer til at markere Helligtrekonger: 

Helligtrekongers lyset

Helligtrekongerslyset er tre lys, der mødes til ét. En gang kunne man få lys med krudt støbt ind, hvor lysenes mødtes. Det betød, at der lød et brag, når flammen nåede midten. Når braget lød, var julen slut. 

Lyset, der brænder ned i løbet af nogle timer, kan købes eks. i museumsbutikker. 

Pakke julen sammen 

Helligtrekongersaften (d. 5. januar) er julen slut. 

Herhjemme pakker vi julepynt ned d. 5. om eftermiddagen (eller som det nu passer!), mens helligtrekongerslyset brænder. Og så sætter vi os med de sidste småkager og slikrester og guffer for sidste gang. 

Det virker fortrinligt som motivation for alle til at få nedpakningen overstået, at juleslikket lokker en sidste gang! 

Hvis vi er heldige, er der endda overskud til at spille et spil imens.

Det triste ved at pakke sammen

Selvom det kan føles befriende at få julepynten væk, så er der også noget af et antiklimaks – måske især for de små – at alt det, der var at glæde sig til i advent, jul og nytåret er overstået. Det kan føles mærkeligt tomt og måske endda trist. Og hvad stiller man op med det? 

Jeg er rigtig glad for bogen om Alfons Åberg, der synes, det er så trist, så trist at julen er ovre. Heldigvis er Alfon’s farmor ved godt mod; hun er sikker på, at det næste gode allerede er på vej. 

Den er god at bruge til at snakke om, hvad det næste vi kan glæde os til mon er.

Galettes des Rois 

Helligtrekongerskagen Galette des Rois en fransk tradition, hvor en bønne eller mandel eller mønt bages ind i en kage. Man mener den danske tradition med at finde en mandel i risalamanden stammer herfra, for det gælder om at få det stykke af kagen, hvor bønnen gemmer sig. Den, der er heldig at få bønnen, kåres som dagens konge. 

I indlægget her hos Marinas mad kan du læse, hvordan traditionen med kagen bliver brugt i deres familie.

La Befana – helligtrekongers heksen 

Børn i Italien vågner op til guld slik d. 6. om morgenen, fordi La Befana har været forbi i nattens løb, i sin søgen efter kongebarnet, der er blevet født. 

Jeg har skrevet historien om La Befana her. 

Velsignelse af døren

Helligtrekongers dag tegner vi på døren herhjemme. Det er en tradition fra katolske lande særligt i Sydeuropa, hvor man bruger de vise mænds forbogstaver, årstallet og korsets tegn til at velsigne ens hjem med.
20+C+M+B+24 

Jeg har skrevet om det her.

Det er en nem lille ting at gøre – især hvis man har gadekridt liggende fra sidste sommer. 
Traditionen er oplagt at bruge til at snakke om, hvad vi ønsker os for vores hjem og familie.

Tre opmuntringer

Hvis du indimellem spekulerer over, om dit arbejde med børn i kirken batter noget, er du ikke alene. Hvis du af og til rammes af et ønske om at kunne se ind i fremtiden for at kunne se, om det du laver bærer frugt, vil jeg gerne give dig tre små opmuntringer. 

Den første er et eksempel fra en bog jeg læser. Den anden er en historie fra mit eget liv. Den tredje og sidste er et kinesisk ordsprog. 

  1. Eksemplet fra bogen jeg læser: 
    I bogen ”Growing Young” fortæller Kara Powell, Jake Mulder og Brad Griffin historien om, hvordan en præst for 50 år siden lagde en ny retning for sin kirke. Præsten Roger blev ansat i 1960’erne, hvor menigheden var i fare for at lukke. Han værdsatte børn, unge og familier. Han involverede dem i kirkens lokale og internationale mission og han fik menigheden til at inkludere unge mennesker på alle niveauer af menighedens liv og ledelse. I 2014 bliver en ung pige, Isabella, smidt ud hjemmefra. Hun kommer i tanke om et par, der tidligere havde hjulpet en veninde, der havde det svært. Et par, der kommer i kirken, hvor Roger engang var præst. En kirke, som stadig holder fast i den retning, hans ledelse udpegede, og som for Isabella kom til at betyde, at hun fandt en ny familie og blev kristen. 
  2. Historien fra mit eget liv:
    En af de første begravelser jeg selv stod for som helt ung præst – jeg har været 23 år, så rimelig ung – var en gammel kvinde, der havde være præstekone. Mens jeg sidder og forbereder talen, går det op for mig, at hendes arbejde i kirken, har betydet, at jeg er blevet kristen. Hun var nemlig med til at starte spejderarbejdet i den menighed, hvor jeg blev spejder, blev døbt, blev optaget som medlem og blev kandidat til præst. 

    Igennem hendes liv og tjeneste har hun helt sikkert mødt mange mennesker, som hun havde gjort en forskel for. Men det, hun betød for mig, fandt hun aldrig ud af. 

    Som jeg sad der med min begravelsestale føltes det, som om en flig af en større sammenhæng blev åbenbaret for mig. Jeg fik et glimt af, hvordan vores liv hænger sammen på kryds og tværs, og hvordan det arbejde ét menneske gør på ét tidspunkt, kan være en betydningsfuld brik i en anden liv langt senere. 
  3. Det kinesiske ordsprog: 

    Ordsproget her har jeg fået fra Martyn Atkins, der var min lærer i bl.a. teologi historie og kirkehistorie, da jeg læste i England. Jeg mødte ham i Estland på en konference for snart 4 år siden. Der brugte han det følgende ordsprog, som jeg bad om lov til at tage med videre. Det lyder: 

    ”Du kan tælle, hvor mange kerner, der er i et æble. 
    Du kan ikke tælle, hvor mange æbler, der er i en kerne.”

Oversat til din og min virkelighed: 
Du kan tælle, hvor mange børn, der er i din børnekirke, juniorklub eller familie. Du kan ikke tælle, hvor mange børn (eller voksne), der vil opleve at møde Gud, tro på Jesus, få deres liv forandret til det bedre på grund af de børn, der er foran dig. 

Dit arbejde med børn, deres tro og deres menighedsliv er vigtigt og værdifuldt. Også selvom du ikke ved selvsyn kan se, hvilken betydning det har for det enkelte barn. Også selvom du ikke kan se, hvordan de bibelhistorier du fortæller eller det fællesskab, de er en del af, påvirker dem og deres liv fremover. 

Du kan se, hvilke børn, unge og familier, der kommer i din sammenhæng. Måske er det ikke mange. Måske er det kun en håndfuld. Det betyder ikke, at det er betydningsløst eller lige meget. For du aner ikke, hvilket betydning de har eller vil få andre steder. Du kender ikke rækkevidden af din egen indflydelse.

Bibelhistorie med fagter: Salomons store byggerier

Historien om Salomons store byggerier

At fortælle en bibelhistorie med fagter er en sjov måde at fange opmærksomheden gennem en historie.

Konge: lav en krone på hovedet
Bygge: knyttede hænder ovenpå hinanden
Gud: cirkel bevægelse
Tempel/slot/telt/palads: lav et tag med hænderne

For længe siden i et land langt herfra var der en konge, som var meget klog og betænksom. Han var den konge, som byggede et kæmpestort tempel til Gud.

Han hed Salomon og hans var havde også være en konge – faktisk den bedste konge, der nogensinde havde været. Han var nemlig gode venner med Gud.

Hvem er Gud, spørger du? Gud er alt kærlighed – ikke bare den, du kan mærke for nogen eller som dine forældre har for dig. Eller den du kan føle for en god ven. Gud er den kærlighed som AL kærlighed i hele verden kommer fra.

Gud er alt godt, der findes som mod, glæde, fred og retfærdighed. Ikke bare det vi kender eller kan se, men det gode, som alt andet godt kommer fra.

Sådan er Gud. Derfor kan vi også kalde Gud den Levende Gud, fordi alt levende kommer fra Gud.

Og Salomons far var gode venner med den Levende Gud. Og det var Salomon også.

Det gik rigtig godt for Salomon som konge. Og derfor ville han gerne sige tak til sin ven, Gud.

Derfor foreslog han Gud, at Salomon byggede et tempel til Gud at være i.

Det havde Salomons far også foreslået. Men Gud var godt tilfreds med sit lille telt, som menneskene havde lavet, da de gik i ørkenen og havde brug for at se på noget, der mindede dem om, at Gud altid var hos dem.

Det var lidt fjollet. For Gud, der jo er den alt levende, alt kærlighed, alt godt kommer fra – kan jo ikke bo i en bygning. Uanset hvor stor, den er. Det er Gud alt for stor, alt for meget til.

Nej, sagde Gud, du skal ikke bygge mig et hus. Du skal bygge dig selv et hus først. Jeg er godt tilfreds med mit lille telt. Jeg har ikke brug for vægge eller tag for at være stor eller være hos jer.

kong Salomon byggede et kæmpe slot, et palads, til sig selv. Med smukke søjler og lange gange, men flotte haver og fine stuer. Med guld og marmor og fine sten.

Da paladset var færdigt og kong Salomon var flyttet ind med sin kæmpe familie sad han igen og syntes, at det virkede forkert, at han boede på et stort og smukt palads og Gud boede i et telt.

kong Salomon foreslog IGEN, at han byggede et tempel, en kæmpestor kirke, til Gud.

Denne gang sagde Gud ja. ”Du må gerne bygge et sted, så I kan huske, at jeg altid er at finde. Bare I husker, at det ikke er for min skyld. Jeg har ikke brug for tag over hovedet.”

Så gik kong Salomon og hans mænd i gang med at bygge. De hamrede og de savede. De byggedestore søjler og lange gange. De byggede høje lofter og smukke mønstre.

Det blev verdens største og smukkeste tempel. Det tog dem 7 år at bygge færdigt! Templet kom til at stå i 400 år.

Jeg tror, at Gud var godt tilfreds med templet. I hvert fald fortæller dem, der var der, at der kom et helt særligt lys i templet.

I dag er det stadig sådan at mennesker har brug for at bygge særlige steder, hvor vi kan møde Gud. Det er stadig lidt skørt, for Gud er for stor til kun at være ét sted. Samtidig er det meget fint. For mennesker kan være ét sted af gangen, og vi har godt af at blive mindet om, at lige præcis der hvor vi er, der kan vi også finde Gud.

Så når vi er i kirker eller andre særlige steder, så er det for at minder de særlige steder os om, atGud ikke bor på særlige steder, men alle steder er særlige, fordi Gud er der.

For det sted Gud, der er den alt godt, alt levende, alt kærlighed kommer fra, allerbedst kan lide at være – det er faktisk inde i vores hjerter, i vores tanker.

Vi behøver heldigvis ikke bygge templer eller store kirker for at møde Gud. For Gud er altid hos os.

,

Kirke for og med børn mellem 0 og 3 år

Hvordan er I kirke for og med små børn? Det er værd at tænke over, for selvom børn under 3 år kan virke svære at lave egentligt program for i eks. børnekirke, hvis forældrene skal kunne være med til gudstjenesten.

Nogle kirker løser dette ved at lave rum ved siden af kirkerummet, hvor børn og forældre kan være. De forældre jeg har talt med, giver udtryk for, at lige så velment som sådan et rum er, ligeså meget betyder det, at forældrene oplever, at de lige så godt kunne blive hjemme.

Vi hjælper altså hverken forældre eller deres små børn til at være en del af menighedens gudstjeneste fællesskab ved at lave separate lokaler, hvor forældrene ikke interagerer med andre voksne. Heller ikke selvom der er lyd og skærm fra kirkerummet.

Hvordan kan I invitere forældre med små børn ind og være en del af fællesskabet?

Små børn kan være urolige. Det er sandt. Men oftest er små børn ikke mere urolige, end at det er til at håndtere i et kirkerum. Spørgsmålet er for hvis skyld, vi er bange for, at små børn kan høres?

Børn i alderen 0-5 er afhængige af deres voksne. Især hvis de skal føle sig trygge og godt tilpas. Det kan også være, at børnene ikke er trygge ved at gå fra mor og far – uanset hvor glade de i øvrigt er for at være i kirken. Derfor er der en opgave med at gøre det let at være mor og far med børn i kirken. Jo mere afslappede og godt tilpasse mor og far er, jo mere tilpasse og trygge bliver børnene oftest.

Dertil kommer, at børn og voksne er skilt fra hinanden i hverdagene – måske er det en fordel at familien i kirken kan få lov til at være sammen i kirken?

Her er nogle ting at overveje:

  • Hvordan taler I om børn i gudstjenesten? Kan I berolige forældrene, så de slapper af ved at have deres børn med? Det kan være helt små ting som at sige, at børn er velkomne, når I hilser på familien; det kan være i den generelle velkomst, at det bliver sagt højt, at det er dejligt, at der er børn til stede; det kan være at skrive på sangarket eller en slide, at Gud har skabt børn med nysgerrighed og lyst til leg og derfor er børn selvfølgelig velkomne, som de er hos jer.
  • Kan I gøre det indbydende for børnene at være i kirkerummet? Det kan eksempelvis være ved at lave et bestemt område i kirken, hvor børn kan være på gulvet. Vel at mærke med et tæppe eller lignende, så små børn ikke skal ligge, sidde eller lege direkte på et koldt gulv.
  • Er der legetøj, der ikke larmer unødigt, som børnene kan bruge og måske endda tage med ned til deres forældre? Det kunne være små kufferter med tegne ting, bamser, bøger mm.
  • Har I et sted, hvor forældre kan varme mad og vand, så børnene kan få mad, mens de er i kirken?
  • Har I stole til babyer og mindre børn?
  • Små børn skal pusles og have hjælp på toilettet. Kan I lave et puslebord, hvor det er rart at være med en baby, der skal pusles? Er der varme på?

Små børn husker ikke nødvendigvis, hvad der er blevet fortalt til dem i en gudstjeneste eller en børnekirke. Det, de husker, er først og fremmest, om det var rart at være i kirken, og om de var velkomne.

At være kirke for små børn og deres forældre er en fantastisk mulighed for hele menigheden i at øve sig i at give Guds kærlighed konkret udtryk i mødet mellem mennesker.

Kilder:
Det er bare en faste
Den røde tråd
Babies and Toddlers – Nurturing your child’s spiritual life, Rachel Turner

Det er ikke pandemiens skyld

Pandemien gjorde ikke, at børn og forældre holdt op med at gå i kirke. Men pandemien lærte kirkerne, at de kunne række ud til forældrene.

Noget i den retning læste jeg for nyligt på en engelsk blog. Det gav genklang, for mere end én gang har jeg hørt spørgsmålet ”Vores familier kommer ikke til gudstjenester” efter genåbning og de sidste restriktioner er forsvundet.

Det kan være mange grunde til, at børnefamilier ikke kommer til gudstjenester i samme omfang, som de gjorde før nedlukningen: De kan være kommet ud af vanen; de kan have opdaget, at det gør godt med en stille dag derhjemme; måske trænger de til at være sammen hele familien på én gang? Måske har de glemt, hvor godt det kan være, at gå i kirke eller måske kom de aldrig i gang? Halvandet år er længe i et liv med mange forandringer, og der er mange forandringer i livet i en børnefamilie. Vores rytme skifter med børnenes alder og deres interesser. Så måske skal flere familier end vi lige tror ikke så meget genoptage en vane, som tilegne sig en. Hvordan hjælper vi dem med det?

For vi vil jo gerne være kirke for og med børnefamilierne. Derfor gør mange noget ud af at være attraktive med gode tiltag, spændende gudstjenester og relevante tilbud. Det er både godt og på sin plads.

Problemet er bare, at vi (måske) forsøger at give en ydelse, som familierne omkring er optagede af, fordi der er andre ting, der er mere relevante og presserende for dem.

Under corona-nedlukningen opdagede kirker landet over, hvordan de kunne være i kontakt med børn og familier på mange forskellige måder, hvor det var menigheden, der var den udfarende del med kirke-to-go, online indhold og formidling af, hvordan troen kan integreres i hverdagen med børn.

Vi skal ikke droppe de gode tiltag i kirken. Men vi må for alt i verden heller ikke glemme det, vi lærte under nedlukningen: Kirken kan og skal være opsøgende overfor børnefamili
er. Vi skal formidle værktøjer og muligheder for at lukke troen op derhjemme, så børn og forældre kan integrere den i deres hverdag.

Pandemien fik ikke børnefamilierne til at holde op med at gå i kirke. Den tendens var allerede i gang. Nu er opgaven så at finde ud af, hvordan vi kan række ud og være kirke for og med børnefamilierne – også derhjemme.