5 praktiske og lige-til-at-gå-til råd, når du skal holde børnekirke (eller andet med børn)

Det er ikke alle, der finder det let at tale med eller til børn i børnekirke eller en børnetale. Men det behøver ikke være indviklet eller svært. Rådene her under kan måske virke indlysende. Godt, hvis de er det, for mere indviklet end det er det ikke, at begynde at gøre kirken til et børnevenligt fællesskab.

Her kommer 5 nede-på-jorden råd:

  1. Hils på børnene, når de kommer ind i kirken.
  2. Lær deres navne at kende.
  3. Sæt dig ned i børnehøjde, når du skal snakke med dem – både før og under program. Alle kan lide at blive talt til i øjenhøjde.
  4. Brug dit kropssprog aktivt – vis, at det er en spændende historie, du er ved at fortælle. Begejstring smitter og drager børn (og voksne) ind i det, du vil formidle.
  5. Tal normalt, men børnevenligt. Lad være med at bruge store ord, du ikke forklarer.

God fornøjelse med arbejdet!

,

Hvordan taler vi med børn om tragedier?

Nyhederne kan være overvældende og hjerteskærende. Nogle gange komme de tættere på end andre – også for voksne kan det, der sker i verden og som serveres gennem medierne være svært at ryste af sig.

Børn skal ikke være ret gamle, før de også tager del i nyhedsstrømmen – uanset om du skærmer dem eller ej. De går i skole, hvor kammerater ved og snakker om ting; de kan overhøre andre voksne tale sammen; og har de en telefon og måske en profil på sociale medier er der også ting dét, som de forholder sig til.

Så hvordan taler vi bedst muligt med vores børn, når der sker tragedier eller der foregår ting, som kan være svære at forstå?

Her er dels nogle gode råd til samtalerne og dels nogle bud på, hvad der kan være en hjælp at komme ind på:

Tag dit barns bekymringer alvorligt.
Uanset alderen på dit barn og uanset om deres bekymring virker realistisk, så tag den alvorligt. Husk at dit barn (afhængigt af alder) ikke har den samme forståelse af sammenhænge, konsekvenser og afstande, som du har. Børn har heller ikke samme erfaring som dig med at håndterer viden om kriser og tragedier andre steder.

Så selvom du godt ved, at et skoleskyderi i USA er en usandsynlig begivenhed i Danmark af et utal af grunde, så lyt til dit barns bekymringer.

Forsøg at forstå
Det lyder måske oplagt, men forsøg at forstå, hvad dit barns bekymring eller uro handler om. Er det simpelthen sorg og chok over, at en tragedie kunne ske? Måske er barnet bekymret for at noget lignende kan ske for dem eller nogen, de kender.

Undgå at komme med simplificerede svar.
Fordi tragedier og svære begivenheder kan være uoverskuelige eller smertelige også for voksne, kan det være let at komme med et oversimplificeret svar: ”Det skal du ikke bekymre dig om” eller ”Det kommer ikke til at ske her” eller ”Bare rolig, det sker ikke for os. Gud passer på os”.

Det kan måske være en hjælp lige her og nu, men på sigt hjælper det ikke barnet med at forholde sig til svære ting.

Desuden rejser det helt nye spørgsmål: Passede Gud ikke på de andre og hvorfor ikke? Hvad nu, hvis jeg ikke kan lade være med at bekymre mig, så gør jeg også noget forkert?

I forhold til barnets alder er det både legalt og fint at give udtryk for dine egne følelser: ”Jeg synes også, det er forfærdeligt”. ”Det gjorde mig ked af det, da jeg læste det.” ”Jeg forstår heller ikke, hvordan det kan ske/mennesker kan gøre sådan.”

Og hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det.

Forklar og fortæl så sandfærdigt som muligt
Forklar og fortæl dit om det, der er sket så sandfærdigt som muligt. For mindre børn skal forklaringerne være så enkle, som muligt og uden blodige detaljer.

Men find fakta: kig på et kort, hvor i verden det er; læs om stedet eller befolkningen; læs om sygdommen/jordskælv/osv.

Ofte har børn spørgsmål af flere omgange. Det er helt okay og helt almindeligt. Når de har snakket med dig om det, de har på hjerte én gang, kan de sagtens komme tilbage efter et stykke tid og have brug for igen at vende det. Det kan være for at få gentaget forklaringer og fakta eller fordi, der er kommet nye spørgsmål til. Så tag snakket én gang til.

Ved at tage imod barnets spørgsmål viser du, at det er trygt at komme til dig med de spørgsmål barnet måtte have. Det kan være en hjælp også i andre sitatuioner.

Se efter hjælperne
Noget af det, der sker hos os uanset hvor gamle vi er, når vi ser eller hører om ulykker er, at vi oplever os som magtesløse. Derfor kan én måde at hjælpe os selv og vores børn være at finde frem til muligheden for at handle. Det er ikke sikkert, det er os selv, der kan gøre noget. At se andre tage fat kan også være en hjælp.

I de fleste ulykkelige situationer er der nogen, som hjælper. Der er nødhjælpsarbejdere, brandfolk, politi, frivillige eller noget helt andet. Hjælp dit barn med at få øje på hjælperne.

Måske kan I donere penge til deres arbejde eller organisation? Måske er der nogen i nærheden, der gør et lignende arbejde, som I kan bage en kage til eller sende et kort til for at sige tak for deres vigtige arbejde?

Det kan også være, I kender mennesker, der er berørt af situationen – tag over til dem med en blomst eller en kage (Men tjek lige på forhånd hvor berørte de er, så børnene ikke bliver mere triste over at besøge dem).

Fortæl dine børn hvad I gør i jeres familie for at støtte op om gode initiativer eller hvordan ting I gør i forvejen, er med til at støtte op om demokrati, sikkerhed, venskaber, nødhjælpsarbejde eller noget helt femte.

Peg på det større håb
Der er altid håb. Også midt ulykken. Hvis I tror på Gud, så ved du, at der er håb og hjælp at hente udover tragedier og ulykker. Det kan være svært at se, men det er der, for det viser sig på en anden måde end det, vi kan se nyheder på sociale medier og i overskrifter.

Gud kæmper for os, vil os og er med os også midt i det frygtelige. Selv når menneskers kræfter og evner ikke rækker, er Gud med os.

Det betyder ikke, at livet er let eller lykkeligt. Men det betyder, at mennesker ikke er alene og at vi kan stole på Gud.

Dét håb er værd at holde fast i både for os og vores børn.

Uanset hvor meget vi kan ønske for vores børn, at de aldrig skal opleve svære ting, så vil de det. Sådan er livet. Derfor er det at tale med børn om det svære, der sker i verden, er med til at lære dem at håndtere livet ikke bare nu og her som børn med på sigt også som voksne. Det er med til at holde dem fast i tillid til livet og ikke mindst til Gud og dem selv.

,

Bed med din telefon

Har du også tit din telefon i hånden? Har du nogen sinde tænkt over, at du kan bruge den til at bede med? Jeg tænker ikke på en bibel-, meditations- eller bønneapp, som kan være rigtig gode, men om du bruger selve telefonen som udgangspunkt for bøn?

For noget tid siden så jeg på facebook en bøn fra Sanctaury First over apps på telefonen. ”Den må vi have på dansk”, tænkte jeg. ”Og den skal være visuel”. Så her er den:

Tag din telefon i hånden og gør dig klar til at bede. Sig måske ”Kære Gud” eller ”Kom, Helligånd”.

Tryk så din kode ind. Registrer dit baggrundsbillede. Måske har du familie, et særligt sted, et smukt stykke kunst der?

Tjek, hvor meget strøm du har på. Hvor og hvordan lader du selv op? Har du steder, tider eller mennesker, der giver dig energi og overskud?

Har du wifi eller god forbindelse til internettet? Hvordan er din egen forbindelse med Gud, med andre mennesker – med dig selv?

Åben for dit galleri og se på dine billeder. Brug lidt tid på at sige Gud tak for de mennesker og minder, der gemmer sig herinde. Bed for dine venner og din familie.

Gå ind i dit foretrukne sociale medie. Bed for det første menneske, dine øjne falder over. Bed for dem, du (ofte) scroller forbi.

Find en bank app eller MobilePay. Bed for din økonomi. Sig Jesus tak for det, du har. Og fortæl ham om dine bekymringer.

Åben en nyhedsapp. Bed for menneskene bag den første overskrift, der fanger din øjne.

Måske har du spil på din telefon. Kig lidt på dem, og sig Gud tak for leg og rekreation. For afslapning og kreativitet.

Er du som jeg, er det også her, du skal undskylde for unødvendige overspringshandlinger og tidsspild. (Måske er det i stedet et socialt medie eller en nyhedsapp for dig)

Slut af med dit kamera. Tænd for det og vend det ud mod verden. Bed Gud om at åbne dine øjne for verden omkring dig. Bed ham åbne dine sanser for det, der omgiver dig.

Vend kameraet, så det er klar til at tage en selfie. Bed Helligånden vise dig, hvordan Gud ser dig.

”Store Gud. Mind os om, at vores værd ikke spejles i nettes algoritmer, men i dine øjne. Hjælp os, så vores likes, delinger og kommentarer viser din kærlighed. Sæt os fri fra at trolle og hate på andre. Og hjælp os tilgive dem, der troller og hater på os. Amen”

Pointen er ikke, at du skal holde dig til de apps, jeg foreslår. I stedet skal du lade dig inspirere og bruge din egen fantasi til at bruge de apps, der siger dig noget, til bøn. Brug det, du så ofte har i hænderne til at møde Gud. Lad det device, som forbinder dig med mennesker på kryds og tværs af verden, forbinde dig med Gud selv.

Jeg har også en app til skoleintra på min telefon – den kan bruges tila t bede for børnene, deres klasse, undervisningen, lærerne. Måske har du apps, der hjælper med at holde styr på din menstruationscyklus, på din motion, på noget helt andet.

Alt kan bruges – selvfølgelig kan det det, for Gud er jo Gud i alt og kan mødes os der, hvor vi er. Og når vi nu er så meget på vores telefoner, kan vi lige så godt aktivt bruge dem til også at opsøge Gud.

,

Genfortælling af forklarelsen på bjerget med rekvisitter

I søndags til fastelavnsgudstjenesten havde vi naturligt nok en del spændte børn (og voksne). Derfor tænkte vi, da vi skulle planlægge gudstjenesten, at det ikke duede med en “sæt-dig-og-lyt”-prædiken. Istedet lavede vi en genfortælling af forklarelsen af bjerget, hvor Jesus tog sine venner Peter, Johannes og Jakob med. Her så de et glimt af hvem Jesus også var udover et menneske: en del af Gud selv.

For at give børnene (og andre kreative sjæle) noget meningsfuldt at gøre frem mod prædikenen, var en del af genfortællingen, at der blev tegnet rekvisitter, som skulle bruges i genfortællingen. Det her var ikke et teaterstykke, så ingen havde øvet sig, og det var ikke meningen, at deltagerne skulle kunne noget udenad. Istedet skulle de gøre, hvad jeg fortalte (jeg var fortæller), og når Jesus, Peter eller Gud skulle sige noget, sagde jeg det først, og derefter gentog “skuespilleren” det.

Genfortællingen gik rigtig godt, og både børn og voksne morede sig undervejs. Så her kommer den, så du kan bruge den i din sammenhæng (og lav endelig om i de, så I kan bruge den!)

Genfortælling af forklarelsen på bjerget
(Lukas 9:28-36)

Medvirkende:  Jesus
Peter
Guds stemme
Fortæller

Rekvisitter:      Tegninger af en folkemængde (med syge)
Tegninger af Johannes og Jacob som Peter har med
Tegninger af Moses og Elias som Jesus har med
Hvidt tøj til Jesus
Sydvest til Peter (eller andet, der viser, at Peter er fisker)

Jesus har efterhånden gået rundt for at fortælle om Guds rige og vise mennesker Guds kærlighed et stykke tid. (Jesus går rundt, folkemængden følger efter) Hvor længe ved vi ikke. Men længe nok til, at der er begyndt at være snak om, hvem han egentlig er?

Hvad er han for et menneske, der kan gøre mennesker raske? Hvad er det for en mand, der tager sig af tiggere, ludere, toldere og andre, ingen vil have med at gøre? Er han overhovedet et almindeligt menneske?

Jesus har også hørt noget af snakken. Han spørger derfor Peter (holder tegningerne frem af Jakob og Johannes) og de andre: ”Hvem siger folk, at jeg er?”

Peter fortæller: ”Der er mange bud – nogen tror, du er Johannes Døberen eller Elias. Andre tror, du er en af de gamle profeter.”

(Johannes Døberen, der var Jesus’ fætter, døbte Jesus og blev halshugget af kongen. Elias var en de virkelig store profeter, som havde fortalt om Gud, fra fortiden. Folk trode altså ikke, Jesus var et levende menneske, men en slags genfærd.)

Jesus kiggede på Peter, Johannes, Jakob og de andre venner. ”Hvad med jer?” spurgte han ”Hvem siger I, at jeg er?”

De tænkte sig om. Det blev Peter, der svarede: ”Vi tror, du er Guds udvalgte.”

Så fortalte Jesus dem, at han ville komme til at lide meget. At han ville blive slået ihjel. Han advarede dem om, at det ville blive hårdt og svært også for dem at følge med ham. Han sagde ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må miste sin sjæl?!”

Måske var det derfor Peter sagde, som han gjorde otte dage efter …

Otte dage efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på et bjerg for at bede.

Jesus må have bedt og været stille i lang tid. Peter, Johannes og Jakob faldt i hvert fald i søvn.

(Jesus skifter til det hvide tøj)

Mens Jesus bad, skiftede han udseende. Hans ansigt ændrede sig. Og hans tøj blev blændende hvidt.

Sammen med ham kom to mænd til syne: Det var Moses, ham, der havde ført israelitterne ud fra Egypten, og Elias, der var blevet taget ind i himmelen af en ild-vogn. (Jesus tager tegningerne frem af Elias og Moses)

Peter, Johannes og Jakob vågnede. De gned deres øjne, og så, at Jesus ikke var alene.

Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, sagde Peter:  ”Jesus, det er godt vi er her! Lad os bygge tre hytter. Én til jer hver.”

I det samme kom der en sky for solen, der også dækkede bjerget, og de blev bange.  Inde fra skyen sagde en stemme: ”Dette er min udvalgte søn. Følg ham!” (om muligt, så få Gud bag i kirken)

Så snart stemmen talte var Moses og Elias væk. Kun Jesus var tilbage.

Peter, Johannes og Jakob var stille. De sagde ikke en gang noget om det til de andre disciple, da de kom ned af bjerget. Ikke før Jesus havde været død og var blevet levende igen.

Hvorfor mon?

Peter, Johannes, Jakob og de andre vidste inden oplevelsen på bjerget, at Jesus var noget særligt – anderledes end andre mennesker. Noget mere end et menneske.
På bjerget fik de et glimt af, hvem han også er: Gud. Én, der binder fortiden og nutiden sammen. Én, der kender fremtiden.
Peter kunne godt lide at være der. ”Det er godt, at vi er her.” Men det var ikke meningen, de skulle blive der.

Nogle gange taler vi om, at vi også må ned fra bjerget – når vi har haft en fantastisk oplevelse og det bliver hverdag igen.

I dag klæder vi os ud. Vi leger og slå katten af tønden. Det er sjovt. Og vi har brug for både at lege og have det sjovt. Ikke kun som børn, men også som voksne.

Inde bag vores masker er vi os selv. Hvem siger andre, at vi er? Hvem siger dem, der kender os, at vi er?

Og hvem siger vi, at Jesus er? Og hvad tror du, han siger om dig?

I kirken her tror vi, at mennesker kan møde Gud på en måde, så vi bliver sikre på inden i os, at Gud elsker os, at Jesus levede, døde og opstod også for vores skyld. Vi tror på, at vi kan få en helt sikker erfaring af, hvem Jesus er, og hvem han siger, vi er.

, ,

Mine børn lærer mig om Gud

Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.

Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).

Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.

Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.

Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten!