, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.

, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

,

Genfortælling af flugten gennem det røde hav

I sommer har jeg været i ørkenen – eller. Det vil sige, ørkenen var temaet for den børnelejr, som Metodistkirken holdt for en flok børn. Vi fulgtes med det israelitiske folk gennem ørkenen og ind i Jeriko, da de endelig fik en by at bo i igen. Jeg brugte flere historier fra Rachel Turners “Tryg i mørket” som udgangspunkt for fortællingerne til morgensamlingerne. Men jeg lavede også et par stykker selv, som manglede. Her kommer min version af flugten gennem det Røde Hav. Det er en dramatisk fortælling. Særligt, synes jeg, når man forsøger at forstille sig, hvordan børnene, der var med, må have haft det. Børn er altid de mest udsatte….:

Der er så mange store og vigtige ting i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan, der er.

Vi har ikke plads til hele ørkenen herinde. Det her er bare en lille smule. (Jeg havde en skål med sand, som jeg tog en håndfuld sand fra, der løb gennem mine fingre.)

Ørkenen er et farligt sted. Den ændrer sig hele tiden, så det er svært at vide, hvor du er.

Der er ikke meget vand, og hvis du ikke kan finde vand nok, kan du dø af tørst. Der vokser næsten heller ingenting, så der er kun lidt at spise. I løbet af dagen er det varmt, og solen brænder din hud. Om natten bliver det koldt. Når vinden blæser stikker sandet dig.

Mennesker er nødt til at klæde sig godt på, for at beskytte sig mod både sol og sand.

Ørkenen er farlig.

Folk går ikke derud, hvis de ikke er nødt til det.

Så du kan godt forstå, at ikke brød sig om det, da deres forældre tog dem med ud i ørkenen, selvom det betød, at de ikke længere var slaver.

Derude i ørkenen var de ikke alene. De var sammen med deres forældre. Og Gud selv gik også sammen med dem: Om dagen gik Gud som en søjle af støv foran dem, så solen ikke brændte på dem. Om natten stod Gud som en søjle af ild udenfor lejren, og lyste alting op, så der var trygt og godt at være. På den måde var det ikke så slemt at være der. Det var egentlig trygt nok.

Alligevel var børnene ikke rigtig glade. For forældrene var trætte. Og kede af det. Og nervøse. Kender I det, når voksne prøver at vise, at de er modige og ved, hvad der skal ske, men at du samtidig kan mærke, at det nok ikke er helt rigtigt?

Sådan var det for børnene ude i ørkenen i den israelitiske lejr. “Selvfølgelig skal det nok gå!”, sagde de voksne. Men børnene hørte, hvordan de hviskede sammen, når de voksne troede, at de legede. De kunne se, at de voksne også synes, at alt det nye var mærkeligt.

Men Gud var der. Som en søjle, og derfor var det okay. En dag ikke så lang tid efter flugten fra Egypten sagde Moses: “Gud siger, vi skal slå lejr her ved havet.”

Så nu havde de slået lejr her med ørkenen på den ene side og havet på den anden side. Nu kunne de få lidt fisk til maden.

Børnene badede. Og legede i strandkanten. Det var rart.

Lige indtil én så sig tilbage og fik øje på en støvsky i horisonten. Og så noget, der blinkede….

“Farao kommer” lød råbet. Voksne råbte, hev fat i deres børn. Små børn græd. Større børn blev stille. Ingen vidste, hvad de skulle. “Hvad har vi dog gjort?” spurgte nogle af de voksne. Andre blev vrede på Moses: “Synes du ikke, det var godt nok at dø som slave? Synes du, det var finere for os at dø af Faraos sværd?! Hvorfor lod du os ikke bare være slaver?! “

Og de kastede sig ned og bad til Gud om at redde dem.

Støvskyen og de blinkende sværd kom nærmere. Efterhånden kunne de også høre hestehovene buldre som torden. Det var hestenes hove og krigsvognenes hjul, der fik støvskyen til at rejse sig.

Moses, som var en voksen mand, sagde, så både børn og voksne kunne høre ham: “I skal ikke være bange! Gud kæmper for jer. Han beskytter jer.”

Så fik de voksne travlt med at tage deres telte ned. Det var ved at blive aften. Men der var ingen, som blev puttet eller fik læst godnathistorier den aften.

Istedet så de, hvordan Guds sky, som ellers havde været foran dem, flyttede sig, så den nu var imellem israelitterne og egypternes hær. Den spærrede simpelthen vejen for Faraos hær.

Moses gik ned til havet og rakte sin vandrestav ud over vandet… Og det skiltes. Vandet skiltes, så der blev en vej igennem det. Dér gik israelitterne over havet. Børn og voksne fulgtes ad over – mens havet stod som store murer omkring dem. Mange gange højere end selv de højeste mænd var vand-muren. 

Ingen havde i deres vildeste fantasi troet, at det var muligt at komme over et helt hav uden både. Men det var det nu.

Om morgenen var hele lejren kommet over på den anden side – uden så meget som at få våde fødder!

Guds sky stod stadig på den anden side af vandet og holdt egypterne væk. Men nu flyttede den sig.

Og de egyptiske soldater for frem med deres hestevogne – ud i havet efter israelitterne.

Børnene så, hvordan Moses trak sin stav til sig igen: Da han gjorde dét faldt vand-muren sammen, og alle soldaterne faldt i vandet.

Egypternes hær var væk.

Da isralitterne så dét blev de målløse. Og så priste de Gud og sang: “Vores Gud er så STOR og mægtig. Der er intet, som er umuligt for ham!”

En gammel jødisk legende fortæller, at himmelens engle jublede, da Gud ødelagde egypterne. Først da de førstefødte døde og igen da Faraos hær gik under i havet. Men Gud græd. Og så tungt på englene og sagde: “Der er ingen grund til glæde. Forstår I, de er også mine børn.”

Dén afslutning kan jeg godt lide at have med, fordi det minder os om, at vores lykke kan være forbundet med andre ulykke, og at dét ikke er noget at glæde sig over. Derfor mindes jøderne også stadig de egyptere, der måtte lade livet for, at de selv kunne slippe ud af Egypten.

Skal en blogger være ekspert?