, ,

Bogudgivelse: Endelig!

I foråret 2019 sad jeg og skrev og skrev og skrev. Og gjorde noget af det, som jeg rigtig godt kan lide: Jeg fordybede mig i et emne, læste om det, kogte forskellige menneskers tanker sammen og skrev om det. Det blev til to artikler, som nu er blevet udgivet som en del af bogen “NPM:03 The younger generations and their walk with God”. Titlen er hverken mundret eller kort, til gengæld er indholdet vigtigt. “NPM” står for “Nordic Perspectives on Methodism” og er dette er den tredje bog i rækken af bøger, der har til hensigt at opmuntre til teologi fra et nordisk perspektiv.

I processen med den tredje bog opstod tanken, om det overhovedet kunne blive til en bog. Som redaktøren, min kollega Christina Preisler siger: “Det ser ud til, at vi har ramt et emne som vi som Metodistkirke har brug for at lære mere om, for det er ikke så tit, at Metodister er så stille som de har været i denne process.”

Derfor er det naturligvis så meget desto mere vigtigt (og modigt) at arbejdsgruppen og redaktøren holdt fast i, at bogen skulle udkomme.

Jeg kunne være bange for, at det ikke kun er Metodistkirken, der skal lære på dette område, men det er en helt anden historie.

Lige nu og her er der grund til at glæde sig over, at bogen nu findes. Dels som fysisk bog og om lidt også som e-bog på amazon.

De to kapitler jeg har skrevet er: “Building blocks for a strong theology on children and childhood”, hvor jeg forsøger at gøre op med et simplificeret syn på børn og barndom og samtidig give byggeklodserne, der kan hjælpe os til at skabe en solid teologi om børn og barndom.

Det andet kapitel hedder “Never a static way of being”. Heri forsøger jeg at undersøge hvordan helliggørelse, som er en grundlæggende metodistisk teologisk tanke, forholder sig til børn. Jeg rejser langt flere spørgsmål end jeg har svar, og det var egentlig ret spændende at give sig selv lov til det.

Udover det fantastiske ved at holde et stykke arbejde i hænderne, så er noget af det, der virkelig gør mig glad bogen grafiske udtryk. Fiskene er fra bogens omslag – er de ikke fantastiske?!

Bogen er på engelsk. Og den kan købes hos redaktøren Christina Preisler (christina.preisler@metodistkirken.dk) til 20 euro (som svarer til ca. 150 kr.) + porto. Den kommer desuden også til at finde som bog på amazon.

,

Hvem er “Du”? – noget om min tatovering

Jeg har en tatovering. Det kommer som en overraskelse for mange. Den ses heller ikke særligt tydeligt, og det er helt med vilje. Den kommer egentlig ikke andre end Vorherre og mig ved. Nogen får en tatovering for at den skal ses – også som en trosbekendelse, der kan starte samtaler, eller som tydeligt viser, hvor man hører til.

Min tatovering er også en trosbekendelse af en slags. Den sidder på højre fod, og det er derfor, den ses så sjældent. Den er et lille uddrag af salme 16 fra det Gamle Testamente (Du kan læse salmen her). Den salme var min redningskrans igennem min depression for år tilbage. Det er svært at forklare, hvordan den var det, men det var den. Ordene gav mig trøst og håb og mod til at fortsætte.

Ordene på min fod er: ”Du lærer mig livets vej”

Det er et løfte fra Gud om at vise mig den vej i livet eller den måde at leve på, der gør mig til et levende menneske. Det er samtidig et løfte fra mig til både mig selv og Gud om at lytte indad og gør mig umage med at følge den stille stemme, der peger på det, der giver liv.

Forleden talte jeg med én om at blive klogere med årene. Han sagde noget med at gå på livets landevej, og jeg svarede, at det var præcis det, jeg har stående på min fod.

Han kiggede på ordene og sagde så spørgende både til mig og sig selv: ”Hvem er ”Du”?”

Jeg sagde – lettere klodset – at for mig er ”Du” Jesus. Bagefter tænkte jeg over, at selvom det er rigtigt, så er det også et utilstrækkeligt svar. For hvem er Jesus?

At jeg siger ”Jesus” fortæller dig intet om den, der hjalp mig eller om nænsomhed, vedholdenhed eller det nærvær, der omringede mig.

Det slog mig, at hvem Jesus er kommer an på, hvem du spørger. Ikke fordi Gud eller Jesus forandres, men fordi Han* er så stor, så fuldkommen og vi er så små og så forskellige, at det ikke kan være det samme vi ser, oplever eller ligger liv til.

Hvem ”Du” er kommer simpelthen an på, hvem du spørger:

For David var ”Du” den gode hyrde. David skrev en af sine stærkeste digte om ”Herren er min hyrde”.

For Paulus var Jesus højdepunktet i Guds løfte om at velsigne hele verden gennem Abrahams slægt.

For Johannes er ”Du” den, der giver os lov til at være Guds børn.

For kvinden ved brønden er ”Du” den, der gav hende værdighed og understregede at sand hengivenhed ikke handler om geografi men om indstilling.

For kvinden, der led af kronisk menstruation, var ”Du” den, der helbredte hende og igen gav hende adgang til samfundet og et almindeligt liv.

For Zakæus var Jesus den, der brød hans isolation og gjorde ham gavmild.

En mand, der var født blind, og som blev helbredt af Jesus med lidt mudder sagde det aller bedst, synes jeg: ”Jeg kan ikke sige, hvem han er. Men jeg ved, at jeg var blind før, og nu kan jeg se.”

Med andre ord: ”Jeg ved ikke, hvad han er. Men jeg kan fortælle dig, hvad han har gjort for mig.”

Er det ikke sådan det er? Vi kan ikke definere Jesus, Gud, det hellige fuldstændigt. Men vi kan fortælle vores egen historie. Vi kan fortælle, hvilken forskel Han har gjort i vores liv.

For mig er Jesus den, der satte sig ved siden af mig i bilen, da jeg skulle køre alene en mørk aften til hospitalet efter min mand havde været igennem en livsvigtige operation.

For mig har Jesus betydet tålmodighed, barmhjertighed og helbredelse i og fra en depression.

Jeg kan ikke fortælle dig helt, hvem Jesus er. Men jeg ved, at jeg nu er mor til to trods alle odds. Jeg har min mand endnu. For mig er ”Du” den, der hjalp mig med at overkomme en svær depression; den, der har hjulpet mig med at turde livet igen; den, der har givet mig håbet tilbage.

”Du” er alt det. Og meget mere. Og måske mere endnu. For Jesus, Gud er altid mere. Hans historie kan ikke indeholdes eller defineres af ét menneskes liv eller forståelse, tror jeg.

Og alligevel får vi lov til at dele vores historier med ham og lægge liv til Hans.

Hvis jeg spørger dig, hvem er ”Du” så?

*Jeg skriver Han, fordi Jesus var en mand. Gud som skaber og Helligånd; Gud som treenighed tror jeg ikke, vi kan sætte på køn. Jeg tror Gud overskrider alle vores ord. Samtidig tror jeg, at Gud er personlig og ønsker at indgå i en relation med os. Og det kan man kun, hvis det er en ”nogen” man er sammen med. Derfor bruger jeg ”Han” om Gud. Selvom jeg er fuldtud klar over at der findes masser af billeder, der forklarer Gud i Bibelen, der handler om at være kvinde, mor eller feminin. Jeg kan også godt lide at tale om og tænke på især Helligånden som ”hun”.

5 praktiske og lige-til-at-gå-til råd, når du skal holde børnekirke (eller andet med børn)

Det er ikke alle, der finder det let at tale med eller til børn i børnekirke eller en børnetale. Men det behøver ikke være indviklet eller svært. Rådene her under kan måske virke indlysende. Godt, hvis de er det, for mere indviklet end det er det ikke, at begynde at gøre kirken til et børnevenligt fællesskab.

Her kommer 5 nede-på-jorden råd:

  1. Hils på børnene, når de kommer ind i kirken.
  2. Lær deres navne at kende.
  3. Sæt dig ned i børnehøjde, når du skal snakke med dem – både før og under program. Alle kan lide at blive talt til i øjenhøjde.
  4. Brug dit kropssprog aktivt – vis, at det er en spændende historie, du er ved at fortælle. Begejstring smitter og drager børn (og voksne) ind i det, du vil formidle.
  5. Tal normalt, men børnevenligt. Lad være med at bruge store ord, du ikke forklarer.

God fornøjelse med arbejdet!

,

Hvordan taler vi med børn om tragedier?

Nyhederne kan være overvældende og hjerteskærende. Nogle gange komme de tættere på end andre – også for voksne kan det, der sker i verden og som serveres gennem medierne være svært at ryste af sig.

Børn skal ikke være ret gamle, før de også tager del i nyhedsstrømmen – uanset om du skærmer dem eller ej. De går i skole, hvor kammerater ved og snakker om ting; de kan overhøre andre voksne tale sammen; og har de en telefon og måske en profil på sociale medier er der også ting dét, som de forholder sig til.

Så hvordan taler vi bedst muligt med vores børn, når der sker tragedier eller der foregår ting, som kan være svære at forstå?

Her er dels nogle gode råd til samtalerne og dels nogle bud på, hvad der kan være en hjælp at komme ind på:

Tag dit barns bekymringer alvorligt.
Uanset alderen på dit barn og uanset om deres bekymring virker realistisk, så tag den alvorligt. Husk at dit barn (afhængigt af alder) ikke har den samme forståelse af sammenhænge, konsekvenser og afstande, som du har. Børn har heller ikke samme erfaring som dig med at håndterer viden om kriser og tragedier andre steder.

Så selvom du godt ved, at et skoleskyderi i USA er en usandsynlig begivenhed i Danmark af et utal af grunde, så lyt til dit barns bekymringer.

Forsøg at forstå
Det lyder måske oplagt, men forsøg at forstå, hvad dit barns bekymring eller uro handler om. Er det simpelthen sorg og chok over, at en tragedie kunne ske? Måske er barnet bekymret for at noget lignende kan ske for dem eller nogen, de kender.

Undgå at komme med simplificerede svar.
Fordi tragedier og svære begivenheder kan være uoverskuelige eller smertelige også for voksne, kan det være let at komme med et oversimplificeret svar: ”Det skal du ikke bekymre dig om” eller ”Det kommer ikke til at ske her” eller ”Bare rolig, det sker ikke for os. Gud passer på os”.

Det kan måske være en hjælp lige her og nu, men på sigt hjælper det ikke barnet med at forholde sig til svære ting.

Desuden rejser det helt nye spørgsmål: Passede Gud ikke på de andre og hvorfor ikke? Hvad nu, hvis jeg ikke kan lade være med at bekymre mig, så gør jeg også noget forkert?

I forhold til barnets alder er det både legalt og fint at give udtryk for dine egne følelser: ”Jeg synes også, det er forfærdeligt”. ”Det gjorde mig ked af det, da jeg læste det.” ”Jeg forstår heller ikke, hvordan det kan ske/mennesker kan gøre sådan.”

Og hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det.

Forklar og fortæl så sandfærdigt som muligt
Forklar og fortæl dit om det, der er sket så sandfærdigt som muligt. For mindre børn skal forklaringerne være så enkle, som muligt og uden blodige detaljer.

Men find fakta: kig på et kort, hvor i verden det er; læs om stedet eller befolkningen; læs om sygdommen/jordskælv/osv.

Ofte har børn spørgsmål af flere omgange. Det er helt okay og helt almindeligt. Når de har snakket med dig om det, de har på hjerte én gang, kan de sagtens komme tilbage efter et stykke tid og have brug for igen at vende det. Det kan være for at få gentaget forklaringer og fakta eller fordi, der er kommet nye spørgsmål til. Så tag snakket én gang til.

Ved at tage imod barnets spørgsmål viser du, at det er trygt at komme til dig med de spørgsmål barnet måtte have. Det kan være en hjælp også i andre sitatuioner.

Se efter hjælperne
Noget af det, der sker hos os uanset hvor gamle vi er, når vi ser eller hører om ulykker er, at vi oplever os som magtesløse. Derfor kan én måde at hjælpe os selv og vores børn være at finde frem til muligheden for at handle. Det er ikke sikkert, det er os selv, der kan gøre noget. At se andre tage fat kan også være en hjælp.

I de fleste ulykkelige situationer er der nogen, som hjælper. Der er nødhjælpsarbejdere, brandfolk, politi, frivillige eller noget helt andet. Hjælp dit barn med at få øje på hjælperne.

Måske kan I donere penge til deres arbejde eller organisation? Måske er der nogen i nærheden, der gør et lignende arbejde, som I kan bage en kage til eller sende et kort til for at sige tak for deres vigtige arbejde?

Det kan også være, I kender mennesker, der er berørt af situationen – tag over til dem med en blomst eller en kage (Men tjek lige på forhånd hvor berørte de er, så børnene ikke bliver mere triste over at besøge dem).

Fortæl dine børn hvad I gør i jeres familie for at støtte op om gode initiativer eller hvordan ting I gør i forvejen, er med til at støtte op om demokrati, sikkerhed, venskaber, nødhjælpsarbejde eller noget helt femte.

Peg på det større håb
Der er altid håb. Også midt ulykken. Hvis I tror på Gud, så ved du, at der er håb og hjælp at hente udover tragedier og ulykker. Det kan være svært at se, men det er der, for det viser sig på en anden måde end det, vi kan se nyheder på sociale medier og i overskrifter.

Gud kæmper for os, vil os og er med os også midt i det frygtelige. Selv når menneskers kræfter og evner ikke rækker, er Gud med os.

Det betyder ikke, at livet er let eller lykkeligt. Men det betyder, at mennesker ikke er alene og at vi kan stole på Gud.

Dét håb er værd at holde fast i både for os og vores børn.

Uanset hvor meget vi kan ønske for vores børn, at de aldrig skal opleve svære ting, så vil de det. Sådan er livet. Derfor er det at tale med børn om det svære, der sker i verden, er med til at lære dem at håndtere livet ikke bare nu og her som børn med på sigt også som voksne. Det er med til at holde dem fast i tillid til livet og ikke mindst til Gud og dem selv.

,

Bed med din telefon

Har du også tit din telefon i hånden? Har du nogen sinde tænkt over, at du kan bruge den til at bede med? Jeg tænker ikke på en bibel-, meditations- eller bønneapp, som kan være rigtig gode, men om du bruger selve telefonen som udgangspunkt for bøn?

For noget tid siden så jeg på facebook en bøn fra Sanctaury First over apps på telefonen. ”Den må vi have på dansk”, tænkte jeg. ”Og den skal være visuel”. Så her er den:

Tag din telefon i hånden og gør dig klar til at bede. Sig måske ”Kære Gud” eller ”Kom, Helligånd”.

Tryk så din kode ind. Registrer dit baggrundsbillede. Måske har du familie, et særligt sted, et smukt stykke kunst der?

Tjek, hvor meget strøm du har på. Hvor og hvordan lader du selv op? Har du steder, tider eller mennesker, der giver dig energi og overskud?

Har du wifi eller god forbindelse til internettet? Hvordan er din egen forbindelse med Gud, med andre mennesker – med dig selv?

Åben for dit galleri og se på dine billeder. Brug lidt tid på at sige Gud tak for de mennesker og minder, der gemmer sig herinde. Bed for dine venner og din familie.

Gå ind i dit foretrukne sociale medie. Bed for det første menneske, dine øjne falder over. Bed for dem, du (ofte) scroller forbi.

Find en bank app eller MobilePay. Bed for din økonomi. Sig Jesus tak for det, du har. Og fortæl ham om dine bekymringer.

Åben en nyhedsapp. Bed for menneskene bag den første overskrift, der fanger din øjne.

Måske har du spil på din telefon. Kig lidt på dem, og sig Gud tak for leg og rekreation. For afslapning og kreativitet.

Er du som jeg, er det også her, du skal undskylde for unødvendige overspringshandlinger og tidsspild. (Måske er det i stedet et socialt medie eller en nyhedsapp for dig)

Slut af med dit kamera. Tænd for det og vend det ud mod verden. Bed Gud om at åbne dine øjne for verden omkring dig. Bed ham åbne dine sanser for det, der omgiver dig.

Vend kameraet, så det er klar til at tage en selfie. Bed Helligånden vise dig, hvordan Gud ser dig.

”Store Gud. Mind os om, at vores værd ikke spejles i nettes algoritmer, men i dine øjne. Hjælp os, så vores likes, delinger og kommentarer viser din kærlighed. Sæt os fri fra at trolle og hate på andre. Og hjælp os tilgive dem, der troller og hater på os. Amen”

Pointen er ikke, at du skal holde dig til de apps, jeg foreslår. I stedet skal du lade dig inspirere og bruge din egen fantasi til at bruge de apps, der siger dig noget, til bøn. Brug det, du så ofte har i hænderne til at møde Gud. Lad det device, som forbinder dig med mennesker på kryds og tværs af verden, forbinde dig med Gud selv.

Jeg har også en app til skoleintra på min telefon – den kan bruges tila t bede for børnene, deres klasse, undervisningen, lærerne. Måske har du apps, der hjælper med at holde styr på din menstruationscyklus, på din motion, på noget helt andet.

Alt kan bruges – selvfølgelig kan det det, for Gud er jo Gud i alt og kan mødes os der, hvor vi er. Og når vi nu er så meget på vores telefoner, kan vi lige så godt aktivt bruge dem til også at opsøge Gud.