,

At komme hjem

Det er vigtigt at vide, hvor man har hjemme. Særligt for børn, fordi tryghed er en grundsten i udviklingen af en lang række væsentlige ting i et menneskes liv.

Som udgangspunkt har alle børn, der bliver adopteret, som minimum haft to svigt: det første, da deres forældre gik fra dem (uanset grunden og måden), det andet, da forældrene kom, og tog dem fra børnehjemmet. Selvom det sidste brud er nødvendigt for at børnene kan få en familie og et “forever” hjem, er det ikke desto mindre et brud, som i hvert fald til at starte med opleves som et svigt af barnet. Nogle børn har oplevet flere flyt fra børnehjem til børnehjem eller fra børnehjem til en plejefamilie. Hvert eneste flyt er en bekræftelse i, at verden er usikker, og at voksne kan forsvinde igen.

Det er klart, der er stor forskel på, hvordan børn reagerer på disse brud. Det kommer helt an på en række faktorer, som kan varieres lige så mange gange som der findes børn, der adopteres: personlighed, alder, familiebaggrund, hvor længe barnet blev i familien eller hos moderen/faderen, hvordan familien/moderen/faderen fungerede, hvor gammelt barnet var og hvordan forholdene på børnehjemmet/plejefamilien måtte være, overdragelse til forældrene og den første tid. Det er en myte, at alder og reaktion på brud og svigt er afhængigt af alder. Det følger ikke nødvendigvis at, spædbørn er så små, at de ikke oplever et svigt, mens et ældre barn vil tage det tungt. Selv spæde børn registrerer ufatteligt mange ting i en krisereaktion. Nogle – men langt fra alle – ældre børn kan have været længere tid hos deres oprindelige familie, og kan derfor have fået en grundforståelse af, at forældre og voksne generelt er til at stole på. Et helt spædt barn, der bliver forladt i de første dage, har derimod ingen anden erfaring end at det er sådan verden grundlæggende er.

Fordi svigt, brud og meget foranderlige forhold er en del af den erfaring børn, der adopteres har fået selv i ung alder, er det naturligvis en af de største udfordringer ved at blive forældre til sådan et barn, at ændre den erfaring. Det er alt afgørende for barnets fremtidige trivsel, at forældrene får skabt dybe og trygge rammer og forhold til barnet. Barnets fremtidige evne til at indgå i sociale relationer som at have venner, kæreste og engang familie kan knytter sig til den proces. Lige sådan kan indlæring, uddannelse og senere arbejdsfastholdelse afhænge af, hvordan barnet og forældrene bliver familie.

Det er derfor adoptivforældre er strikse med hvem, der besøger deres barn i den første tid, og holder øje med at ingen andre trøster, giver mad eller putter end mor eller far. Det er også derfor det kan være voldsomt angstprovokerende for at barn at skulle lægge sig til at sove. For i søvnen er vi adskilt, og det ved selv små børn instinktivt; når jeg sover, kan jeg ikke holde øje med dig, og så kan du forsvinde fra mig.

Selvom vi siger de vigtige ord “Mor og far går ikke fra dig, Samuel. Vi passer på dig, for det er den en mor og en far gør.” Så ved Samuel, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. For han har oplevet det modsatte. Hans erfaring siger ham, at en mor og en far kan blive væk, de kan gå og måske kommer de aldrig tilbage. Selvom vi siger: “Nu besøger Samuel, mor og far sådan og sådan, og så skal vi hjem igen sammen.” Så siger Samuels erfaring ham, at man ikke kan være sikker på at komme med igen, når man kommer et nyt sted hen. Det er ikke enestående for Samuel, det er et vilkår for adoptivbørn: deres erfaring er én, men som forældre ønsker vi at give dem en anden. Og dét er en stor (meget voldsomt vigtig) opgave. For om et barn får det godt – uanset familie og baggrund- handler om tryghed, gode rammer og tillid til mor og far. Som forælder til et adoptivbarn er den største og første opgave, at knytte barnet til sig, så det kan få de bedste betingelser for at vokse og udvikle sig som børn skal. Det er en stor opgave, som koster mange kræfter, søvnløse nætter, tårer og smil særligt i den første lange tid. Og det giver ufattelig stor glæde, når de små tegn på at vi er på rette vej viser sig.

Derfor blev jeg så helt igennem glad og rørt, da Samuel forleden legede en ny leg med Legopigen Sally: Indtil nu har vi puttet hende i bilen, dyttet, vinket og sagt “Hej hej”. Sådan som vi gør, når mor, far eller en anden går. Den anden dag sagde han pludselig “Jem”. “Kommer pigen hjem igen?”, spurgte jeg. “Ja!” kom det med overbevisning.

Når Legopigen kan komme hjem igen er der en chance for, at mor og far også gør. Og når de gør det, så skal Samuel også nok komme hjem til sig selv!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *