Børn og digitale medier – 8 gode links

Når det drejer sig om børn og digitale medier er der rigtig meget hjælp at hente rundt omkring på nettet. Her kommer 8 links, der er gode at kende:

Red Barnet
Red Barnet er rigtig skarpe på at  børn og medier med bl.a. kampagner henvendt til børn, men også hjælp til voksne, der gerne vil hjælpe børn til sikker adfærd på nettet.

Fra Red Barnet er der:

Sikkerchat.dk
Red Barnet har lavet og samlet en masse materiale om sikker, digital adfærd. Dels til undervisningsbrug men også til hjælp og almindelig oplysning.

Slet det
RedBarnets guide til, hvordan du sletter profiler eller indhold fra nettet.

Sikkerchat – leksikon
Et leksikon, som løbende opdateres, med forklaringer på udtryk og beskrivelser af apps, spil mm.

Medierådet for børn og unge

Medierådet for børn og unge udgiver løbende materiale med vejledninger til forældre. Meget af det Medierådet udgiver er baseret på undersøgelser om børn og unges adfærd, så her kan du også lære om, hvordan børn og unge forholder sig til den digitale verden.

Sociale medier
Medierådet for børn og unge har en del materiale om sociale medier. Her er både små film om, hvor dumt voksne kan opføre sig på nettet, om skjult reklame og om hvordan det kan være svært at “snakke sammen” over sociale medier. Her er også undervisningsmateriale, som sagtens kan tilpasses andre sammenhænge end en skoleklasse.

Er du okay på nettet?
Et af de undervisningsmaterialer, der særligt fint kan bruges i andre sammenhænge end i skolen, er “Er du okay på nettet?”. Et undervisningsmateriale, som henvender sig særligt til børn med bl.a ADHD, autisme o.a., fordi man ved, at disse børn kan have svært ved at tolke adfærd på sociale medier.

“Er du okay på nettet?” kommer bl.a. ind på hvad en god profil er, hvordan man bedst håndterer vrede online og hvilke billeder, man godt må dele.

Commonsense Media
Kan du klare dig rimelig godt på engelsk er Commonsense Media en god side, fordi her ikke alene er indlæg om undersøgelser og tips til godt forældreskab på nettet, her er også generelle anbefalinger samt anmeldelser af diverse spil, apps og diveces

12 tips til digital dannelse
Undervisningsministeriets Undervisningsportal har samlet 12 tips til digital dannelse, som man sagtens kan blive klog af at snakke sammen om som forældre. De 12 tips kan også bruges som en slags tjekliste over det, der er godt at tænke over i forbindelse med børn og medier derhjemme.

Guide til sikker digital hverdag
Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen står bag denne hjemmeside, der samler informationer om informationssikkerhed. Lidt tung, men meget informativ.

, , , ,

Hvad kan børn lære dig om Kristus som konge?

Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase:

,

Børn og medier: Aldersgrænser

“Men mor! De andre må gerne have facebook/spille CS:GO / se den film…”

“Far, hvornår må jeg få instagram?”

Har du også den slags samtaler med dine børn?

Jeg har. Derfor handler det her indlæg om børn og medier om aldersgrænser. Film, spil, sociale medier og apps har vejlende aldersgrænser sat på. Men de er vejledende og ikke forbud.

For eksempel er aldersgrænserne på Snapchat, Facebook og Instagram sat efter amerikansk lovgivning, fordi de sociale medier indsamler data på brugeren, som kan sælges og bruges til at målrette reklamer. I USA er det forbudt at indsamle den slags data på mennesker under 13 år. Det samme gør sig ikke gældende i Danmark.

Det er altså amerikansk lovgining, der er baggrunden for aldersgrænserne på disse medier og ikke dansk lovgivning. Du bryder derfor strengt taget ingen lovgivning ved at lade dit barn bruge facebook før det er 13 år, men derfor kan det godt være, at du ikke mener, det er hensigtsmæssigt for dit barn at gebærde sig på et medie, hvor reklamer bliver brugt målrettet, eller hvor det indhold, som kommer frem kan være skadeligt for mindre børn, eftersom mediet primært henvender sig til voksne.

(Et eksempel herhjemme fra er denne episode, hvor min søn kiggede med på mit facebook feed)

Noget lignende gør sig gældende for film og spil: Her er tale om vejledende aldersgrænser, som handler om eventuelle skadevirkninger. Men retningslinjerne tager hverken stilling til egnetheden eller sværhedsgraden for mindreårige børn. Det vil sige at eksempelvis et almindeligt skak-spil vil blive bedømt som en aldersgrænse 3, fordi der hverken er vold, stødende sprog eller nøgenhed i spillet. Men det betyder jo ikke, at sværhedsgraden af spillet gør det egnet til en 3årig.

I Europa har vi det, der kaldes PEGI (Pan Europæisk Game Information) som 37 lande – her iblandt Danmark – er tilsluttet. Det betyder at alle spil og apps forpligter sig til at oplyse en vejledende aldersgrænse for spil. Da PEGI er vejledende og ikke lovgivende, betyder det også, at eksempelvis fritidsklubber godt kan tilbyde et computerspil, som vejleder til en anden aldersgrænse end det børnene i klubben er. Den fritidsklub min søn går på gør derfor det helt rigtige ved at bede mig som forældre om at tagestillig til, hvorvidt min søn må spille Fortnite og CS:GO.

Det er os som forældre, der er nødt til at tage kritisk stilling til, hvad vi mener, vores børn kan og skal have adgang til. Det er os, der hver især kender vores egne børn bedst, og vi derfor de bedste til at bedømme, hvad der er rimeligt i vores familie.

Det er kun os som forældre, der ved, hvad vi synes, det er okay, at vores barn bliver præget af. For bare fordi noget er givet en vejledende aldersgrænse, der passer til vores barn, er det ikke sikkert, at vores barn hverken kan eller skal forholde sig til indhold af et givent spil eller socialt medie.

En far fortalte f.eks. at han ikke ville have at hans datter så VeggieTales på Netflix, selvom indholdet var alderssvarende og Netflix foreslog det. Han mente ikke, der var passende, fordi det har tydeligt kristent indhold. Du kan være enig eller uenig i, om VeggieTales er passende eller upassende, men jeg synes, han peger på en vigtig pointe: Som forældre kan vi have tendens til at tro, at fordi vi har givet barnet adgang til et afgrænset område som Netflix eller Ramasjang, er der ikke mere at tage stilling til. Men der kan stadig være indhold, som sætter tanker i gang hos vores barn, som er for svære eller indhold, som ikke passer overens med det, vi gerne vil vores barn skal se om af og af verden. Et afgrænset område på internettet er ikke det samme som egnet eller passende indhold.

Med samme pointe i tankerne er der  forældre, som ikke lader deres børn være på YouTube, fordi algoritmerne på YouTube er så uigennemskuelige, at barnet på ganske få klik kan komme ind til indhold, som er upassende for børn (eller alle mennesker alt efter indstilling).

På den anden side kan der også være grunde til at give sit barn lov til at bruge medier, som det ikke er alderssvarende til. En mor gjorde mig ved et seminar opmærksom på, at der kan være forskellige grunde til at et barn gerne vil have adgang til eksempelvis snapchat eller Facebook – hendes søn deltog i en fritidsaktivitet, hvor al information blev delt i en gruppe Facebook. For at være opdateret om det, der foregik både praktisk og socialt, skulle drengen have en profil på Facebook. Men udover fritidsaktiviteten var han ligeglad med, hvad der foregik på Facebook. Andre eksempler kan være at en større flok i en klasse har snapchat, og at det at være med på det sociale medier er en del af det sociale i klassen. Af samme grund har den 10årige herhjemme fået snapchat, men vi har slået den funktion fra, der gør det muligt at se hvor billeder bliver taget. Vi mener ikke, der er grund til at andre skal kunne se, hvor han befinder sig på et givent tidspunkt.

Aldersgrænser er med andre ord alene vejledende og ikke lovgivende. Retningslinjerne fortæller ikke nødvendigvis, hvad der er passende i din familie eller for dit barn. Det er derfor helt okay at sige til et barn, der gerne vil have et nyt spil, en ny app eller profil på et socialt medie, at du skal have tid til at undersøge det først. Afhængigt af alderen på dit barn kan I gøre det sammen.

Snak med barnet om, hvad det er, der virker tiltrækkende: Måske er der andre spil, som kan det samme? Måske er det klubben, der har en gruppe på facebook? Måske er det slet og ret ikke noget du som forælder vil have, at dit barn skal være med i?

Har I nogle kriterier, som I går ud fra, når I vælger spil, film og sociale medier til jeres børn? Har du valgt indhold fra på dine børns vegne?

Indlægget her er bl.a. baseret på folderen fra Medierådet for Børn og Unge: “Børn, unge og computerspil – en forældreguide”

Instagram – mit sociale medie på en øde ø

Jeg er rigtig glad for instagram. Hvis jeg skulle have ét socialt medie med på en øde ø ville det være et let valg. Jeg kan godt lide opbygningen af instagram, fordi der kun er én ting af forholde sig til ad gangen – og fordi det mest er billedbåret. Der bliver flere ord, men det er stadig billederne, der kommer i første række. Generelt er stemningen også bedre, synes jeg – ellers også har det at gøre med hvem, jeg følger.

Det er jeg nemlig meget bevist om på instagram: Jeg følger kun mennesker og organisationer, der gør (eller gerne vil gøre) mig til en bedre version af den, jeg er. Derfor dropper jeg ret konsekvent mennesker, butikker eller organisationer, der giver mig mindreværd, gør mig misundelig eller gør mig i tvivl om mig selv ligesom jeg stopper med at følge dem, der ikke opmuntrer, som opfordrer til at udelukke nogen eller som ikke er reflekterede i deres holdninger (også selvom de kan være forskellige fra mine.)

Det betyder ikke, at det nødvendigvis er mennesker eller organisationer, der stryger mig med hårene – det er ikke  kun pæne billeder, der fortæller mig, at jeg er dejlig, som jeg er eller har ret til alverdens ting. (Bl.a. derfor er andre medier også gavnlige – f.eks. gammeldagsaviser, radio og pdocasts) Jeg kan bedre lide dem, der får mig til at tænke over, hvem jeg er og hvordan jeg tager del i livet.

Jeg bruger instagram som inspirations boost, som refletionsrum eller som kirkerum, om du vil. Det er her jeg øver mig i alt det, jeg gerne vil, at mine børn også kommer til at tænke over på sociale medier og andre steder: Hvem lader du påvirke dig? Hvem lader du fortælle dig om verden, dine medmennesker og dig selv?

Jeg følger forskellige humanitære organisationer som bl.a. @verdensbedstenyheder, der peger på alle de steder, hvor der sker positiv udvikling i verden både med uddannelse, sundhed og natur.

I samme boldgade – men fuldstændig anderledes – er @upworthy, som deler små og store historier om mennesker og bevægelser, som gør en forskel for andre under #bestofhumanity.

Jeg følger@savethechildren og @wwf også selvom her begge steder kan være hårde, er det samtidig en reminder om, at der findes mennesker, som kæmper for vigtige emner.

Jeg bruger instagram til at blive dygtigere (eller bare inspireret) på det, jeg beskæftiger mig med og på at holde mit fokus. Derfor følger jeg @christinacaine, der er en fantastisk prædikant fra Australien. @craiggroeschel, der er en dygtig underviser om ledelse og om at følge Jesus. @orangeleaders, fordi de er gode til også at have fokus på børn. @rethinkchurch, fordi de sætter kirke i et andet perspektiv. Dertil kommer en del kolleger og kirker fra forskellige kirker i både Danmark og andre lande.

@jenhatmaker, @jordanleedooley og @annvoskamp følger jeg, fordi de er dygtige til at kommunikere både på skrift og tale.

@hopewriters giver mig inspiration til at skrive.

@prayasyougo_official er den bedste bønne-prompter, jeg har fundet.

@onbeing har et væld af spændende artikler og podcasts og deres citater på instagram er gode at blive eftertænksom af.

Børn, familie liv og tjeneste i kirken med børn er også noget jeg bruger instagram til at informere mig om. Derfor følger jeg @parentcue, som er de bedste (hvis du spørger mig) til at give idéer til at åbne samtaler med sine børn. Det danske @blackbird_institute er nye for mig, men er gode til at give viden om børn, børneliv og familieliv. Jeg følger også @heatheravis, som har adopteret tre børn, hvoraf to har downs syndrome – hun har også @theluckyfewofficial, hvor hun forsøger at gøre opmærksom på børn med særlige behov.

Jeg forsøger at blive klogere på kvinders rettigheder og ligestilling ved at følge @unwomen , @malalafund  @emmwatson (som også kan fortælle om bæredygtig mode). @kvinfo – så er vi inde på dansk kønspolitisk område. @kritiskpynt er sjov, kritisk og feministisk. @rebelgirlsbook deler opfordringer af alskens art til at give piger forbilleder, som smadrer glaslofter på forskellige områder.

Og så følger jeg flere have-entusiaster som @havedagbogen@clausdalby og @signewenneberg. Garn-entusiaster som min lokale garnpusher @garniskovhytten @kitcouturecph og @alleelskeragnes.

Bøger har jeg som bekendt svært ved at få nok af og det gælder også på instagram, hvor jeg er særligt glad for at følge @annebogel, @whatshouldireadnext, @julesrules, @rejsendeibørnelitteratur og @bogblogger.

Hvem følger du og hvilke kriterier har du for, om du holder op eller begynder med at følge nogen?

, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.