Må dine børn se Onkel Reje?

Er onkel Reje for børn? Det er et spørgsmål, som af og til kommer op, når vi forældre taler om hvad vores børn ser – og hvad vi synes, de må se. Der er forskellige holdninger til onkel Reje. Nogen synes, han er sjov og harmløs, andre synes, han er befriende ligeglad med politisk korrekthed og andre igen mener, onkel Rejes og Brilles univers med mormor er ødelæggende. Holdningerne til det, vores børn må se spænder vidt – uanset om du taler med kristne forældre eller ej.

Jeg er ambivalent
Selv har jeg det ambivalent med onkel Reje. Jeg syntes, han var langt ude i brevkassen, hvor Brille desperat forsøgte at svare på spørgsmål og Reje fortalte den ene røverhistorie efter den anden. På den anden side delte jeg ikke mine ældre kollegers indvendinger mod hans smadrekasse (jeg kan godt huske glæden ved ”Det muntre køkken”, når spejderne holdt marked). Og jeg morede mig gevaldigt, da han i Cirkus Summarum havde et lidet flattereden nummer, hvor han alt andet end elegant klatrede op i et stort glas for så at kalde det ”Reje cocktail”. Til gengæld syntes jeg, det var vildt ulækkert i sørøvershowet, at han (eller var det Brille?) skulle spise bussemænd for at komme forbi en eller anden, som jeg ikke kan huske hvem var. Onkel Reje er en form for satire, der kan være svær at holde af. Og måske er det netop meningen?

Skyggesider
Der er ingen tvivl om at figuren Onkel Reje er en figur, der ikke passer ind i skabelonen som politisk korrekt undervisende TV. Onkel Reje er en anti-helt, der på finurligvis måske netop derfor understreger, det, der ikke er god opførsel. Som Bamse, der aldrig rigtig er god eller retfærdig i sin opførsel overfor Kylling. Eller Bjørnen Bruno, der i dén grad er politisk ukorrekt i sine indstillinger til fællesskabet, voksne og sine omgivelser i det hele taget (for slet ikke at tale om hans noget ensidige kost af pommes friter)

På en måde er både bamserne og onkel Reje en slags ”comic relief” – klovnene, der får os til at grine af det, der ellers er både tabu og pinligt. Som prutter, selviskhed og lysten til aldrig at spise grøntsager. Man kan måske sige, at Bamses selvoptagethed, Brunos manglende tilpasningsevne til at gå i skole eller Onkel Rejes lede ved grøntsager giver barnet en stemme, som voksne ellers lukker ned for. Ikke fordi den stemme skal ophøjes til ret og rimeligt, men fordi det netop er klovnen eller narrens rolle at sige det højt, som alle ved, ikke får et ben til jorden, men som vi alligevel kan have brug for at høre, grine af eller græde over. Det er klovnen og narrens rolle at pege på vores skyggesider.

Pagt med djævelen
Nu har debatten om onkel Reje så fået mere vand på møllen, fordi den seneste serie handler om heavy metal-musik, hvor onkel Reje og Brille sammen med drengen Krølle forsøger at få succes som band til Heavy MGP. Brille er så opsat på succesen, at han er parat til at lave en pagt med djævelen eller blive satanist. (Det sker i afsnit 5 og 6 af serien).

Det sidste har mødt kritik. Måske forståeligt nok, eftersom satanisme ikke er noget at spøge med. Ligesom en pagt med djævelen altid har været omgivet med historier om ulykke. Så forskellige kilder som folkeeventyr og musikhistorien har beretninger om mennesker, der solgte deres sjæl til djævelen for til gengæld at kunne spille fantastisk, danse eller få deres elskede – det endte aldrig godt. Hvilket netop var pointen med historierne.

Onkel Reje kommer i øvrigt også frem til, at han ikke vil lave en pagt med djævelen – hans far skriver i et brev, at det er en dårlig ide. Han bliver heller ikke satanist, for nok kan han spise en regnorm, men han vil ikke vaske sine hænder. Brille har været derhjemme, og har bedt Fadervor for sine venner.

Serien om Onkel Reje, Krølle og Heavy-bandet er ikke slut endnu, så vi ved ikke, hvordan det ender. Men redaktør for Ramasjang, Pelle Møller, har været ude og sige, moralen med historien vil blive afsløret i det sidste afsnit.

Små børn med store interesser
Undersøgelser af børns interesser på 3-6 år lavet af Ramasjang viser ikke overraskende, at børn i denne aldersgruppe også er optaget af store og vanskelige emner som død, ensomhed, kærlighed og familie, men også ting som bandeord, musik, pirater og prinsesser. Selv små børn kan med andre ord ikke spises af med historier alene om søde venner og en ukompliceret tilværelse. Selv små børn er klar over, at der er grimme ting, sjove ting og svære ting ved at være til. Og det har de brug for hjælp til at forstå og håndtere.

Måske er det vigtigt for os at huske, at børn netop forstår verden ved at lege med forskellige roller: De smager på ord, prøver en identitet og klæder sig måske ud. På den måde afprøver de forskellige muligheder – og ofte er det nok at afprøve det i legen. Nogle gange skal ord afprøves ikke bare i skolegården eller på legepladsen i børnehaven, men også derhjemme – for at børnene kan se, hvordan mor og far reagerer. Det er den eneste måde de kan finde ud af, om denne her måde at være på, også er i orden hjemme hos os.

Forældre skal hjælpe med at forstå
Af netop den grund har Ramasjang en del seere over 25 år. For som forældre er vi nødt til at snakke med vores børn om det, de ser. Vi skal være med til at oversætte, det, de ser. Vi skal hjælpe med at reflektere over det. Og nogle gange er det eneste vi skal at høre børnene genfortælle det, de ser. Som forældre har vi en vigtig rolle i at vores børn forstår verden- også den de møder gennem skærmen. Vi skal være med til at styrke deres fantasi og nysgerrighed.

Hvorvidt dine børn må se Onkel Reje eller ej er op til dig: Du kender dine børn; du ved, hvordan I får snakket om tingene derhjemme. Måske skal du tage dig tiden til at se, hvad det hele handler om på Ramasjang app’en, så du kan danne dig din egen mening.

Uanset hvad du synes om Onkel Reje, Bjørnen Bruno eller Bamse, så er dette endnu et eksempel på, at blot fordi et program er sat til en bestemt aldersgruppe eller er tilbudt gennem en bestemt platform er det ikke det samme, som at indholdet er passende eller egnet for dine børn.

Satanisme er ikke at spøge med. Det er fyrværkeri heller ikke, og Onkel Rejes omgang med dét er alt andet end sikker. Det giver måske netop udgangspunktet for at tale med vores børn om emner, der ellers ikke kommer op i børnefjernsyn, men som ikke desto mindre kan være væsentlige. Meningerne om Onkel Reje er næppe blevet mindre delte efter denne her serie. Og det er måske meget godt. Så har vi noget at snakke om, der kradser lidt mere i overfladen end så meget andet gør. Og som Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje,: Så længe der er klager, vækker Onkel Reje debat, og det er vil han gerne.

Kilder:
Kristoffer Kristensen: Kritik: Fjernsyn om satanisme er ikke for børn. 14. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kritik-fjernsyn-om-satanisme-er-ikke-boern)Læst 15. februar 2019

Pelle Møller: Ramasjang-redaktør: ”Onkel Rejes Heavyband” er meget langt fra at opfordre børn til satandyrkelse. 15. februar 2019 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/onkel-reje-er-underholdning-opfordrer-langtfra-boern-til-satandyrkelse) Læst d. 16. februar 2019

Ramasjang-chef om hurtigt børne-tv: “Vi vil vise indhold, der inspirerer”(https://www.dr.dk/nyheder/indland/ramasjang-chef-om-hurtigt-boerne-tv-vi-vil-vise-indhold-der-inspirerer) Læst 15. februar 2019

Ida Weis Jacobsen: Spilproducenternes Dag havde børns læring i fokus(https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/spilproducenternes-dag-havde-boerns-laering-i-fokus) Læst 15. februar 2019

Marie Carsten Pedersen: Bomstærk Ramasjang fortjener et tak. 10. marts 2013 (https://politiken.dk/kultur/medier/art5625725/Bomstærk-Ramasjang-fortjener-et-tak) Læst 15. februar 2019

Simon Roliggaard: ”Onkel Reje: »Børnene må følge med, hvis de kan« 24. december 2014 (https://politiken.dk/kultur/art5744178/»Børnene-må-følge-med-hvis-de-kan«)Læst 15. februar 2019

Kathrine Hornstrup Yde: ”Onkel Reje: I min barndom var børnekultur noget, man selv skabte” 17. juli 2016 (https://politiken.dk/kultur/art5629573/Onkel-Reje-I-min-barndom-var-børnekultur-noget-man-selv-skabte) Læst 15. februar 2019

,

Ternet Ninja – en anbefaling mod min vilje

Som så mange andre har vi tradition i familien for at gå i biografen i julen. I år tog den ældste søn og jeg alene afsted.

Jeg havde forestillinger om, at vi skulle se Mary Poppins. Det stod hurtigt klart, da vi hjemme sad og så forfilm på mulige emner, at det IKKE var i overensstemmelse de forventninger sønnike havde til en film. Vi skulle se ”Ternet Ninja”. I traileren til ”Ternet Ninja” skorter det ikke på bandeord, kraftudtryk og ja, alt muligt andet, der ikke lyder lige skønt. Mine protester om dårligt sprog og voldsomme ting blev fejet væk af Samuels bemærkning om at ”Mor, jeg kan godt kende forskel på film og virkelighed.”

Og lad mig bare slå fast: Der er en del grimt sprog i Ternet Ninja, men størstedelen blev afleveret i traileren. I hvert fald blev det ikke værre end det. Til gengæld blev jeg positivt overrasket over handlingen og dybden i filmens plot.

Om handlingen
Ternet Ninja starter i Thailand på en fabrik med børnearbejdere, hvor den danske ejer er på besøg. Under besøget kommer en lille dreng ved et uheld til at sy ejerens cashmere halstørklæde om til dragt på den ninja-dukke, han syr på. Den danske ejer ender med at tærske drengen ihjel. Så er scenen ligesom sat med social uretfærdighed og verdens skævvridning!

Hjemme i Danmark har vi så Aske i 7. klasse, der er forelsket i Jessica fra 8. klasse. Askes temmelig alternative mor er flyttet sammen med Jørn, der har sønnen Sune. Ingen af de to behandler Aske særlig pænt. Sune udnytter Aske til at lave sine lektier og presser Aske med sin viden om hans forelskelse i Jessica.

Askes onkel er Stuart (som vi kender fra Terkel i knibe), der sejler på de store have. Han kommer i besiddelse af dukken fra Thailand, der på mystisk vis er blevet levende. Dukken havner hjemme hos Aske, der bliver ninjaens medsammensvorne i forsøget på at finde den danske ejer af fabrikken. Ninjaen vil have hævn. På vejen mod hævn får ninjaen også hjulpet Aske med nogle af hans problemer – på måder, som ikke umiddelbart virker særligt hjælpsomme, men som viser sig at være det.

Ternet Ninja er beskidt og barsk – men sådan er verden jo også. Den er – for mig at se – også et opråb om at tage ansvar for vores færden og om at kæmpe for retfærdigheden. Både i det små og store.

Og så er den spækket med god musik – ørenfængende melodier og gode tekster (vi synger eksempelvis om pesto herhjemme).

Modvillig anbefaling
Samuel kunne godt lide humoren i filmen. Da jeg spurgte, hvad han mente filmen handlede om, var hans bud, at den handler om, at man skal holde det, man lover.

Dét er slet ikke en tosset pointe, men jeg synes, det stak dybere endnu. Flere gange i filmens løb går en kommentar igen fra de, der træffer dårlige valg: ”Hvis ikke jeg gør det, er der bare nogle andre, som gør”. Det siger ejeren af fabrikken i Thailand, hans tolk og pusheren. De dækker sig alle sammen ind under, at det, de gør, ikke er særligt slemt, for hvis ikke det var dem, var det bare nogen andre. Som om det gør dem mindre ansvarlige for deres egne valg. På den anden side er ninjaen, som siger ”Hvis ikke jeg gør det, er der ikke andre, der gør”, når han tager et slag for retfærdigheden. Det bliver også Askes sidste replik i filmen.

Så for mig handler Ternet Ninja om, at vi har nogle valg at træffe i vores liv – børn som voksne – og at vi kan vælge, om vi vil være modige og stå ved os selv med integritet, eller om vi vil være feje og lægge ansvaret fra os.

Ternet Ninja får derfor min modvillige anbefaling: historien er god, musikken spiller og pointen er én, der kan tåle at blive tygget på og efterlevet. At der så er hårdt sprog og vold – ja, det kan vi jo så bruge som en anledning til at snakke om forskellige (og ligheder!) mellem film og virkelighed.

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu.)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

, , , ,

1-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre

Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.

For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.

1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen

Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?

Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.

Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.

Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.

Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.

Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.

Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.

Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!

Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?

Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.

De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!

Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.

Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.