,

Ternet Ninja – en anbefaling mod min vilje

Som så mange andre har vi tradition i familien for at gå i biografen i julen. I år tog den ældste søn og jeg alene afsted.

Jeg havde forestillinger om, at vi skulle se Mary Poppins. Det stod hurtigt klart, da vi hjemme sad og så forfilm på mulige emner, at det IKKE var i overensstemmelse de forventninger sønnike havde til en film. Vi skulle se ”Ternet Ninja”. I traileren til ”Ternet Ninja” skorter det ikke på bandeord, kraftudtryk og ja, alt muligt andet, der ikke lyder lige skønt. Mine protester om dårligt sprog og voldsomme ting blev fejet væk af Samuels bemærkning om at ”Mor, jeg kan godt kende forskel på film og virkelighed.”

Og lad mig bare slå fast: Der er en del grimt sprog i Ternet Ninja, men størstedelen blev afleveret i traileren. I hvert fald blev det ikke værre end det. Til gengæld blev jeg positivt overrasket over handlingen og dybden i filmens plot.

Om handlingen
Ternet Ninja starter i Thailand på en fabrik med børnearbejdere, hvor den danske ejer er på besøg. Under besøget kommer en lille dreng ved et uheld til at sy ejerens cashmere halstørklæde om til dragt på den ninja-dukke, han syr på. Den danske ejer ender med at tærske drengen ihjel. Så er scenen ligesom sat med social uretfærdighed og verdens skævvridning!

Hjemme i Danmark har vi så Aske i 7. klasse, der er forelsket i Jessica fra 8. klasse. Askes temmelig alternative mor er flyttet sammen med Jørn, der har sønnen Sune. Ingen af de to behandler Aske særlig pænt. Sune udnytter Aske til at lave sine lektier og presser Aske med sin viden om hans forelskelse i Jessica.

Askes onkel er Stuart (som vi kender fra Terkel i knibe), der sejler på de store have. Han kommer i besiddelse af dukken fra Thailand, der på mystisk vis er blevet levende. Dukken havner hjemme hos Aske, der bliver ninjaens medsammensvorne i forsøget på at finde den danske ejer af fabrikken. Ninjaen vil have hævn. På vejen mod hævn får ninjaen også hjulpet Aske med nogle af hans problemer – på måder, som ikke umiddelbart virker særligt hjælpsomme, men som viser sig at være det.

Ternet Ninja er beskidt og barsk – men sådan er verden jo også. Den er – for mig at se – også et opråb om at tage ansvar for vores færden og om at kæmpe for retfærdigheden. Både i det små og store.

Og så er den spækket med god musik – ørenfængende melodier og gode tekster (vi synger eksempelvis om pesto herhjemme).

Modvillig anbefaling
Samuel kunne godt lide humoren i filmen. Da jeg spurgte, hvad han mente filmen handlede om, var hans bud, at den handler om, at man skal holde det, man lover.

Dét er slet ikke en tosset pointe, men jeg synes, det stak dybere endnu. Flere gange i filmens løb går en kommentar igen fra de, der træffer dårlige valg: ”Hvis ikke jeg gør det, er der bare nogle andre, som gør”. Det siger ejeren af fabrikken i Thailand, hans tolk og pusheren. De dækker sig alle sammen ind under, at det, de gør, ikke er særligt slemt, for hvis ikke det var dem, var det bare nogen andre. Som om det gør dem mindre ansvarlige for deres egne valg. På den anden side er ninjaen, som siger ”Hvis ikke jeg gør det, er der ikke andre, der gør”, når han tager et slag for retfærdigheden. Det bliver også Askes sidste replik i filmen.

Så for mig handler Ternet Ninja om, at vi har nogle valg at træffe i vores liv – børn som voksne – og at vi kan vælge, om vi vil være modige og stå ved os selv med integritet, eller om vi vil være feje og lægge ansvaret fra os.

Ternet Ninja får derfor min modvillige anbefaling: historien er god, musikken spiller og pointen er én, der kan tåle at blive tygget på og efterlevet. At der så er hårdt sprog og vold – ja, det kan vi jo så bruge som en anledning til at snakke om forskellige (og ligheder!) mellem film og virkelighed.

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu.)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

, , , ,

1-2-3 kroner for dig: Gud befrier, så vi kan lege videre

Ved gudstjenesterne i den menighed, hvor jeg er præst, er der altid det, vi kalder børnehjørnet. Her bliver børnene inviteret op foran, og der er som regel en kort samtale med dem. Herefter er der gerne børnekirke.

For nogle uger siden stod Charlotte Strand for gudstjenesten, og hendes børnehjørne var så godt, at jeg synes, det skal med her – måske kan det give en idé til aktivitet i klubben, børnekirken eller du kan bruge Charlottes børnehjørne som inspiration til at snakke med dine egne børn om, hvordan Gud hjælper dem.

1-2-3 kroner: Gud kommer susende, så vi kan være med i legen igen

Husker du mon legene fra skolegården, legepladsen, vendepladsen eller idrætstimen? Lege som stikbold? Eller 1-2-3 kroner? Eller ståtrold?

Det er forskellige slags tik/fangelege, hvor du bliver fanget og skal stå stille som ”frossen” på det sted, du bliver fanget. Så skal du stå der, indtil en eller anden kommer og sætter dig fri, og du kan igen deltage i fangelegen.

Vores liv og hverdag kan være en ordentlig omgang fangeleg, hvor vi skal navigere mellem mange forskellige situationer, udfordringer og valg vi skal træffe.

Nogle gange står vi noget, som vi fortryder og ønsker Guds hjælp til at komme ud af, og måske endda Hans tilgivelse for. Det kan ikke undgås, at vi kommer i de situationer, uanset hvor gode vi er.

Men så står vi der, stivnet, frosset, fanget, hjælpeløse. Og venter på at blive sat fri.

Og præcis som i skolegården, hvor kammeraterne var dine redningsmænd eller kvinder, så er der også hjælp at hente i vores liv idet hele taget. Gud kommer dig til undsætning.

Han sætter dig fri igen – ligesom i fangelegen hvor én kravler gennem benene på dig eller klapper dig på skulderen. På den måde sætter Han dig tilbage til dit spil, dit liv og din hverdag.

Ender vi i samme situation igen, og vi bliver fanget i legen, så er Gud på pletten igen, og igen og igen. Ligesom i ståtrold er det ikke kun én gang man kan fryse fast eller blive reddet!

Hvorfor skal vi snakke med børn om at være “fanget” nogle gange?

Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at børnene også ved at Gud kommer i deres liv og sætter dem fri, når der er brug for det.

De kender til at stå i situationer hvor man hverken ved op eller ned, og bare føler sig… fanget!

Og bare fordi man er et barn, så er den følelse ikke mindre frustrerende.

Så er det rart at vide, at man kan bede til Gud og få Hans hjælp, Hans tilgivelse. At vide at Han kommer susende fra skjulestedet bag buskene, eller den anden ende af gymnastiksalen, klapper dig på skulderen og sætter dig tilbage i legen.

Hvornår har Gud fødselsdag? Juleprædiken 2018

Hvornår har Gud fødselsdag?

Det spørgsmål blev min børnekirke kollega Dorthe stillet for et par uger siden i sin børnekirke.

Det er et virkelig godt spørgsmål. Præcis som børn er gode til: på samme tid konkret og filosofisk; dybt og svært at svare på.

Hvornår har Gud fødselsdag?

Dorthe delte spørgsmålet i en gruppe for mennesker, der arbejder med børn i forskellige kirker. Og hun spurgte, hvordan vi ville have besvaret spørgsmålet:

Jeg skrev sådan her:

“Jeg tror, jeg ville sige noget i retningen af, at Gud ikke har fødselsdag – mærkeligt nok, fordi han altid har været og altid vil være. At det er det, vi mener, når vi kalder ham Evig.

MEN at da Gud blev menneske i Jesus, så fik han en fødselsdag. Så den treenige Gud har ingen fødselsdag, men den del af Gud, som vi kender som Jesus har en fødselsdag. Vi fejrer ham d. 24./25. december, men vi ved faktisk ikke helt, hvornår han blev født.

Og så kunne der måske komme en snak om, hvordan det mon var aldrig at have fødselsdag, aldrig at blive ældre og aldrig at skulle ønske sig noget?”

Jeg spurgte også, hvad Dorthe faktisk svarede. Her er Dorthes svar, som jeg synes, er fantastisk:

“Gud har fødselsdag hver dag, vi ved ikke, hvornår han blev født, så derfor kan vi fejre ham hver dag.
Så kom vi ind på Guds ønsker? Jeg sagde at Guds største ønske er at vi er sammen med ham hver dag.”

Gud har fødselsdag hver dag. Selvfølgelig – sådan må det være, når man er evig. Vi kan altid fejre ham.

Så er der spørgsmålet om, hvornår det er Jesu’ fødselsdag? Det er et godt spørgsmål.

Årstallet for Jesu’ fødsel (altså det vi i dag kalder år O) blev først fastsat i 600tallet, og blev først rigtigt udbredt i 800tallet. Det er altså ikke noget de, der skrev evangelierne vidste eller fandt væsentligt at viderebringe. Ikke engang Lukas, der har skrevet den mest detaljerede beretning af Jesus’ fødsel, når det kommer til undfangelse og graviditer.

Men kronologien har ikke været væsentligt for de, der skrev evangelierne. Deres ærinde var teologisk.

I dag mener man, at Jesus er blevet født et sted mellem 4-7 år efter år 0.

Der er nemlig generel enighed blandt forskere om, at Lukas tager fejl mht. folketællingen. I stedet mener man, at Jesus blev født det år Herodes den store dør, hvor der ikke var nogen folketælling.

Forskere er også enige om, at Maria sandsynligvis fødte sin førstefødte i september eller i marts (i vores forståelse af måneder). Det kommer man frem til ved at gå ud fra Johannes Døberens fødselsdag.

Johannes’ fødselsdag kan man nemlig regner sig frem til, fordi vi ved, hvornår hans far Zakarias havde tjeneste i templet. Zakarias var præst, og de jødiske højtider og kalendere fortæller hvilke præster, der havde tjeneste hvornår.

Vi ved så fra Lukas, at Maria besøgte Elisabeth, da denne var 6 måneder henne. Går vi ud fra at Maria gik til Elisabeth næsten med det samme hun blev gravid, så kommer man frem til september måned som mest sandsynlig.

Hvis Jesus blev født i september, giver det også mening, at hyrderne lå på marken.

Hvis Jesus blev født i september vil det også betyde, at Jesus blev født i forbindelse med den jødiske festival “sukkot”, hvor jødernes minder hinanden om, hvordan Gud sørgede for dem, mens de vandrede 40 år i ørkenen. “Sukkot” kan oversættes med “telt” eller tabernakkel.

Så måske er det dét Johannes hentyder til i sin indledning om Jesus’ fødsel, hvor han skriver:

Og Ordet blev kød og tog bolig (eller: slog sit telt op) i blandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld og nåde og sandhed.”(Joh. 1:14)

Johannes vil nemlig så gerne, at vi forstår, at Jesus var Gud fra starten og at han derfor var i kontrol hele vejen fra undfangelse, fødsel og død.

Så det kan du sige til de, der fortæller dig, at julen er placeret ved solhverv og en gammel hedensk fest. Det ved vi godt; det er old-news; teologien og ikke kronologien er det vigtigste.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvornår har Gud fødselsdag?

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Det er det, vi siger i den nikænske trosbekendelse: “Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen ved hvem alt er skabt.”

Så som Marias barn; Jesus.

Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt kan vi fejre “juleaften” (altså, Jesus’ fødselsdag) hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Præcis som i Dorthes svar: Gud – Jesus – har fødselsdag altid. Dorthes svar er spot on!

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker, og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder midt i blandt os.

Og dog er julen så hurtigt overstået omkring os. Jeg var i Føtex i torsdags, altså d. 20., og der var nytårshattene allerede fundet frem, og juletingene sat længere tilbage i butikken.

Men for kristne og i kirken begynder julen først d. 24. og slutter egentlig aldrig. Det er først i aften, julen tager fat.

For kristne er det er snarere sådan, at når festerne og sammenkomsterne er ovre; den sidste mad skrabet af tallerkenerne; når juletræerne er sat udenfor døren og julepynten er pillet ned, lagt i kasser og sat på loftet: Så begynder julens egentlige arbejde.

Jeg faldt over en bøn af den afro-amerikanske teolog og borgerrettighedsforkæmper Howard Thurman, som jeg har oversat, og som jeg vil læse for jer.

På smuk og enkel vis får han fortalt, hvordan julens arbejde nu kan gå i gang; hvordan alt det Jesu’ fødsel har af betydning skal omsættes til virkelighed:

Når englenes sang er blevet stille,
når stjernen på himlen er forsvundet,
når konger og prinser er vendt hjem,
når hyrderne er tilbage med deres flokke, 
da begynder julens arbejde: 

at finde de fortabte,
at helbrede de syge,
at give mad til de sultne,
at sætte fanger fri,
at genopbygge nationer,
at bringe fred til mennesker,
at skabe musik i hjertet.

Lad os nyde festlighederne! Lad os endelig lytte efter englesangen og tage imod strålerne fra stjernen. Lad os forundres over, at det hellige og det almindelige kan findes på én og samme gang på ét og samme sted.

Og lad os så blive inspireret af det og smøge ærmerne op, så vi kan tage del i julens egentlige arbejde:

At sprede lyset i verden, så mørket mindskes
At arbejde for retfærdighed også for mennesker, der ikke ligner os.
At være venner for de, der er ensomme.
At være hjælpsomme for de, der har brug for en hånd.
At tale håb og fremtid til de, der ikke ser vejen frem.

Og lad os huske på, at vi også hver især har brug for, at andre bringer julens arbejde til os!

Må vi være med til at arbejde med på julen, så jorden kommer nærmere himlen med vore handlinger og jorden nærmere himlen med vores bønner. Lad os på den måde fejre Jesu’ fødselsdag hver dag.

Glædelig jul   – og god arbejdslyst.
Amen