,

Ruth – lille og livlig

Ruth skal siges på engelsk. Ruth er Duncans gamle bedstemor, som er et livstykke af en anden verden. Smilende, optimistisk og glad. Som tiltrækker mennesker, på en måde jeg ikke har set andre gøre det. Og som 92 årig har et netværk større end de fleste på facebook. (Altså, ikke at hun er på facebook) Hun spiller klaver, og har indtil for ganke nyligt spillet orgel i diverse kirker til pantomimer, begravelse og bryllupper. Hun lever af en engelsk pension, og kunne for indtil for et par år siden (mens hun stadig spillede meget) finde på at sige “I need a funeral or two…. Naughty little me!” Hun rejste som 83 årig alene til New Zealand og besøgte sidste forår os her i Danmark. Hun er lille, og smiler, så hendes øjne forsvinder. Hun be’r dagligt for alle hun kender, og sender omkring 200 julekort i december.

For snart tre år siden var hun med til min ordination, og faldt dagen inden hun skulle have været hjemme og brækkede sit bækken. Hun lå på Hjørring sygehus halvanden uge, og var
hele afdelingens yndling. Sygeplejerskerne stod i kø for at sige farvel til hende. Hun gør indtryk, og har en varme, et gå på mod og en glæde ved livet, der smitter. Og når jeg bli’r gammel håber jeg at være
lige sådan!
, ,

Børnefødselsdag

Weekenden bød på den første børnefødselsdag på den ene side af familien i …. ja, mange mange år. Den lille Andreas har været i familien i et helt år. Og han er blevet så stor og glad en lille dreng. Det er godt igen at have små børn i familien – det giver noget helt andet, når vi alle sammen er sammen.

Jeg må indrømme at have været lidt spændt på at skulle med til børnefødselsdag. I mens vi har tumlet rundt med vores barnløshed har vi modsat så mange andre vi kender, været så heldige at der ikke rigtigt har været nogle små børn tæt på os. Derfor har vi ikke siddet til børnefødselsdage, hvor vi knapt har kunnet smile, eller været nødt til at melde afbud, for at passe på os selv. Der har været mennesker, der blev gravide, og det har været svært nok. Der kom små mennesker til i menighederne, og det gjorde ondt nok.
Jeg tænkte, at det ville være noget andet nu, hvor jeg jo er godkendt til adoption og står på venteliste, og det virkelig kun kan være et spørgsmål om ikke ret lang tid inden vi bliver forældre. Sådan har jeg oplevet det når vi har været sammen med gravide – der er vi nærmest på samme sted. Det var en hyggelig eftermiddag. Men for første gang i meget lang tid kunne jeg igen mærke den der følelse af at være lidt ved siden af det hele. Fordi hele fokus var på et barn. Og jeg ikke havde en at tage mig af. Og fordi det er en påmindelse om hvor længe det har været sådan at den lille Andreas nærmest-nevø nu er blevet et helt år, og jeg stadig ikke har nogen lille at holde.
Når han bli’r to har vi en nærmest-kusine/fætter med, det ved jeg. Men indtil må jeg åbenbart stadig finde mig at følges med Længsel og ind i mellem Ensomheden også…
, , ,

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.

Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig med at den mærkelige følelse af ikke at ane hvornår vi bliver forældre også spiller ind: Er det det rigtige tidspunkt at stille noget op eller gøre ret meget klar? Hvad nu hvis det ikke er vores tur før om et halvt år, kan jeg så holde ud at gå og se på en lille seng eller et puslebord i al den tid?
Og så er der glæden. Glæden ved endelig at kunne være en af de kommende mødre. Endelig at kunne tale med om tanker, bekymringer, forhåbninger og drømme om at blive mor. Om hvordan det bli’r at holde et barn der er ens eget, og ansvaret der følger med.
A-ordet er for mig et ord jeg bærer med mig, som en glæde og som en længsel, der ind imellem gør ondt i al sin modsatrettethed….
, ,

The Love of Christ

Thea Jarvis er en fantastisk kvinde! Intet mindre. “Jeg gør det her arbejde, fordi jeg tror på, Gud har skabt mig til at gøre det.” Sådan forklarer hun, hvad der fik hende til at starte arbejdet med de mindst og mest udsatte mennesker i Sydafrika, der lider under vold, fattigdom og sygdom: børnene.

På børnehjemmet The Love of Christ Ministries (TLC) bor der 46 små børn – fra ganske få måneder gamle til omkring 4 år. Derudover har Thea og hendes voksne børn selv store familier med adopterede børn, fordi dem, det ikke har været muligt at finde andre hjem, ikke skal ud i et system, der sender dem videre til et nyt børnehjem omkring hvert 3. år. 
Et sted omkring 50 mennesker var vi samlede for at høre og se Thea fortælle om TLC, børnene, arbejdet med at køre så stort et sted, på en måde så alle børn får mad og kærlighed nok. Der var tid til spørgsmål, og allerbedst var det at der var andre mennesker i vores situation. Andre, der lige har fået deres papirer sendt til Sydafrika, og som nu venter med spænding på at få telefonopkaldET
Billedet af den lille fod er fra TLCs hjemmeside. Og skulle du kende nogen, der har lyst til at rejse ud i verden og gøre en forskel, så er TLC en mulighed. For der er mange små børn, som har brug for nogen – unge som gamle – der har tid til at skifte ble, vaske flasker, made, lege og nusse! TLC formidler kun børn til lokale familier og til familier i Danmark…. Så åh jo, måske har vi lige mødt vores barns Big Mama!
, ,

Et skridt frem og…

De fleste vil vide at adoptionsprocessen kan være hård. Nogle synes det er urimeligt at de, der skal adoptere, skal interviewes og undersøges i alskens retninger. Andre synes det er for meget at man skal betale for en adoption. De fleste adoptanter (det hedder dem, der adopterer) synes vist at det er ventetiden der er værst. Først ventetiden på at blive kaldt til samtale i statsforvaltningen, så ventetiden på at få svar fra samtalen, så ventetiden på at komme på kursus, og derefter ventetiden på at skulle til de sidste samtaler. For endelig at vente på at samrådet mødes og beslutter hvorvidt man skal godkendes til adoption eller ej. Da vi kom dertil troede jeg at ventetiden, der nu ventede var “rigtig” ventetid – for nu er det jo barnet og ikke procedurer vi venter på – og at det derfor ville føles anderledes.

Det havde jeg også ret i… og alligevel ikke. Vi har valgt at adoptere fra Sydafrika, og det betyder at ventetiden også her er brudt op. Til nogle lande kan man med det samme indsamle de attester og dokumenter, som skal bruges ved retssagen i det pågældende land. Det kan man ikke til Sydafrika, der skal man vente til man (almindeligvis) er omkring nr. 25. på ventelisten. Herefter bliver sagen så sendt til Sydafrikas formidlende organisation. Herefter kommer så en ventetid, hvor mobiltelefonen skal holdes tæt på kroppen. For i Sydafrika er ventelisten ikke kronologisk. Her matches børn og forældre med hinanden, så at man er nr. 2 betyder ikke nødvendigvis man får barn før nr. 9.
Ventetid er noget meget mærkeligt noget. Vi har det jo godt som vi har det. Og alligevel er der en utålmodighed efter noget vi ikke ved hvad er. Én vi ikke ved hvem er, men som vi alligevel elsker og venter på med spænding. For hvert ryk der sker på ventelisten kommer vi tættere på. Og alligevel ved vi ikke hvor meget tættere – eller hvor lang tid, der går inden vi er har “termin”. Vi er nærmere nu end for 5 måneder siden. Det er klart. Men om vores ventetid er halvvejs nu eller om vi er en tredjedel af vejen ved vi ikke. Vi kender ikke vores termin. Vi aner ikke,  hvornår vi kan forvente fødslen er ovre.
Så vi venter. Med spænding. Med tiltagende spænding og glæde. Forventning begynder at vokse nu. Vi begynder at kunne forberede en lille smule. Jo, ventetiden er den værste. Og vi har endda ikke ventet særligt længe. Vi har nærmest ventet ingenting i adptionssammenhæng endnu. Men nu er vi så langt at jeg har købt de første stofbleer 🙂