Forælder og leder – interview med Rachel Turner

At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.

Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.

Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.

Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.

Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.

Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?

Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.

”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.

Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”

Hvordan er vi kirke MED vores børn? 
”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”

Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.

Det ér anderledes
”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.

”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”

”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”

”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”

Vi kan gøre det her!
”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!

Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”

”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”

”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:

Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.

En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.

Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken. 

Beskyttelse: Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.

Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”

Nemmere er ikke det samme som bedre
”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”

”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”

Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.

Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.

/0 Kommentarer/af
,

”Opdag troen med børnene” – præsentation af materiale

Korskirken, som er en baptistkirke i Herlev, har udarbejdet ”Opdag troen med børnene”, som er et materiale i til familier med børn i alderen 3-8.  Jeg har snakket med familie- og børnemedarbejder i Korskirken, Trine Berg Hansen, om tankerne bag materialet og hele processen omkring det:

”Projektet er startet op i samarbejde med min kollega Ole Lundegaard, som er seniorpræst i Korskirken. Han har skrevet flere bøger med inspiration til daglig trospraksisser som eks. bøgerne ”Hjertesprog”, ”Det Generøse liv”. Han er også med på facebook-siden ”Et Skridt.nu”.

”I sensommeren 2019 testede vi materialet på 15 interesserede trospraktiserende familier. Materialet dækker 14 dage og blev afprøvet i PDF og print til familier med børn på 3-8 år. I efteråret fulgte vi op med evaluering. Vi håber fremadrettet at kunne udvide samarbejdet om det fortsatte trosudviklingsprojekt til familier.”

Hvilke tanker gjorde I jer, som fik jer til at gå i gang med at lave et materiale specifikt til familier?
”Vores tanker bag trosudviklingsprojektet handler om en fælles forpligtigelse til at bidrage til trosdannelse i hver baptistmenighed lokalt og som fælles vision for Baptistkirken i Danmark nationalt.”

“Og så handler det om et fælles ansvar for at hjælpe voksne og børn i familierne med at vokse i tro på en overkommelig måde i en travl hverdag. Således at familier vokser i daglig trospraksis, som forhåbentlig bliver til en god vane og fornyet Gudslængsel.”

Hvem har I haft i tankerne?
”Materialet er målrettet familier med børn i alderen 3 – 8 år. Ikke mindst fordi studier viser, at trosudvikling ofte sker i de helt tidlige år. Og samtidig peger studier på familiens privilegerede rolle som trosopdrager.”

“Dog deler vores materiale udfordringen om, hvordan vi bedst stimulere til tro i daglige doser i familien på tværs af alder, køn, traditioner, præferencer, erfaring og tid til rådighed.”

”Vores testforsøg i 2019 har vist, at ikke alle familier får taget materialet i brug. Mange var interesserede, men var alligevel for travle. Dem, som testede det, ville gerne fortsætte med praksissen. Nogle havde andre behov, som denne form ikke dækker.”

Trine holder en pause, før hun uddyber: ”Familieliv leves jo forskelligt. Vores mål var at undgå, at materialet blev for ambitiøst og smittede med dårlig samvittighed. Så hellere stimulere og involvere familien i små bidder – i håb om at skabe medejerskab for fælles trosvandring på tværs af alder.”

Så hvad er det for vaner, I gerne vil hjælpe med og opmuntre til at familierne tager til sig?
”Med formen har vi ønsket at stimulere til daglig bibellæsning, samtale, aktivitet og bøn til gavn for relationen til Gud, hinanden, sig selv og næsten på en måde, som er sjov, legende og lærerig. Og som samtidig giver anledning til nærværende og opbyggeligt samvær i familien.”

”Der er lige adgang til Gud for barn og voksen. Og dialogen forventer inddragelse af alle parter uanset alder og tros- eller livserfaring. Et perspektiv i tråd med Jesus, som inddrog børn som en nødvendighed for at forstå Guds riget.”

Udover de gode vaner i familien – hvad håber I så at få ud af ”Opdag troen med børnene”?
”Familier i dag lever tit travle liv. Og gudstjenestefælleskab i kirken om søndagen er ikke blevet nemmere at prioritere. Alligevel findes længslen hos mange familier om fortsat at vokse i tro og give troen videre til sine børn. Vi mener, det er menighedens fælles ansvar at samarbejde om dette med forældre, børn og unge. Vi håber, at vi hver for sig og sammen kan bevares i livet med Jesus, som Hans efterfølgere. Materialet her er blot én form for trosudvikling i et større netværk af muligheder for trosdannelse på tværs af alder til gavn for den enkelte, familien og menighedslivet.”

Ole og Trine er blevet kontaktet af Liselotte Spårre fra Equmeniakyrkan i Sverige om en oversættelse af materialet til svensk. Liselotte har selv gode erfaringer med “Opdag troen med børnene”, og fortæller, at det er første gang hendes børn selv er kommet og har bedt om at familien holder andagt sammen.

”Opdag troen med børnene” ligger frit tilgængeligt på korskirken.dk som en PDF-fil. Du finder materialet her.

/0 Kommentarer/af
,

Pandekagedag

Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder
i Den Evangeliske Frikirke, Randers 
I morgen er det international pandekagedag og det fejres fordi det var her hvor man i “gamle dage” begyndte en 40 dages faste frem til påske. I fasten var alle “hvide” ingredienser totalt forbudt, så derfor lavede man pandekager for at få tømt ud i de hvide varer som mel, æg og mælk – Lige netop de ingredienser der bliver brugt i en pandekage. Dagen ligger fast hver år, som den første tirsdag efter fastelavn, og i folkemunde blev den ofte kaldt “hvide tirsdag”.
Selvom vi ikke længere faster frem til Påske, så er det stadig en måde at starte nedtællingen, ligesom vi fra 1. advent starter nedtællingen til jul.
I vores familie har vi ikke tidligere fejret international pandekagedag, men det skal vi da i år, for helt ærligt, pandekager på en tirsdag det bliver da ikke meget bedre. Så tirsdag står den på pandekager til aftensmad, leg og en snak om faste.
Ide til leg “Pust, pust, pust – legen”.
Alle får en ballon og en plastik kop. Bordet skal være ryddet så I kan spille. I stiller jer i den ene ende af bordet, hvor I placerer koppen foran jer på bordet. Nu gælder det ved brug af ballon at få jeres kop pustet ned i den anden ende. Den kop der først falder ud over kanten i den modsatte ende, har vundet. I må kun flytte koppen ved at puste ballonen op og lukke luft ud, når der ikke er mere luft i ballonen, pustes den op igen. Falder ens kop ud over siden på bordet starter man forfra.
Har I små børn kan det at puste ballon op være noget af en kraftanstrengelse, her kan I i stedet bruge en lille vatkugle, som pustes til ved brug af munden. Ryk evt ned på gulvet og lav en start- og en slutlinje.
Faste
I Esajas bog kap. 58 vers 6-7 står der “Nej, den slags faste jeg ønsker, er, at I sætter de uretfærdigt anklaget fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker, at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har og i det hele taget gør, hvad I kan for at hjælpe de behov, der findes lige omkring jer.”
Spørgsmål til snak derhjemme:
  • Har du prøvet at faste fra- eller for noget så del din historie og dine erfaringer med din familie i et sprog, omfang og dybde der matcher børnenes udvikling.
  • Hvorfor tror I at Gud så brændende ønsker at vi skal være gode ved hinanden og vise hinanden kærlighed og omsorg?
  • Hvilke behov kan I se omkring jer, i jeres hverdag. Måske I som familie har lyst til at gøre noget sammen…
Find opskrift på klassiske tynde pandekager hos Valdemarsro  eller sunde bananpandekager hos Mummum eller køb dem færdige – hurtigt og nemt i dit supermarked!
/0 Kommentarer/af
,

Læs den: Undersøgelse om tro i familien

Hvis du ikke allerede har læst familielaboratoriets  undersøgelse om forældres behov og udfordringer i forhold til at give troen videre til deres børn kommer hermed en opfordring til at gøre det! Rapporten udkom i foråret på baggrund af en række interviews med forældre fra efteråret 2018.

Hvis du har det mindste med forældre i en kristen sammenhæng at gøre er undersøgelsen ikke bare spændende, den er er også vigtig.

 

Der findes ikke ret mange undersøgelser på det her felt, og slet ikke på dansk, så her er et rigtig godt indblik i en gruppe mennesker behov og udfordringer, som du som leder eller medarbejder i en kristen organisation med garanti vil have glæde af at vide mere om.

Er du forælder, kan du sikkert også nikke genkendende til meget af det, undersøgelsen peger på.

Familielaboratoriet er en afdeling af BUO, og derfor afspejler undersøgelsen naturligvis de mennesker, som kommer i deres fællesskaber*. Ikke desto mindre mener jeg, her er så meget fuldt at hente, at du sagtens kan overføre fundene fra samtalerne til din egen sammenhæng.

Tro i familien
Undersøgelsen for familielaboratoriet er lavet af Merete Dalsgaard, som er familie konsulent for Børn- og Unge Oase.

Noget af det første, som Merete Dalsgaard påpeger i sin undersøgelse er, at der er ”et enormt behov for, at vi som kirker, kristne organisationer og institutioner giver en kristen respons på de behov og spørgsmål, der stilles af familier i vores tid. Ikke på en måde, hvor forældre påføres ekstra byrder og oplevelse af utilstrækkelighed, men gennem nådefuld inspiration og opmuntring, hvor forældre hjælpes til et bevidst kompetent forældreskab og sundt familieliv.”

Dalsgaard understreger desuden det dobbeltsidige i at være forældre med kristendommen som rygstød: På den ene side kan det være forbundet med endnu flere udfordringer og bekymringer, for hvad nu hvis troen ikke slår rødder i barnet? På den anden side kan den kristne tro være en ressource for den kristne forælder, fordi den værdi, kærlighed og nåde, vi har fået givet af Gud, kan forme forældreskabet med de samme stærke værdier overfor vores børn.

Baggrundsspørgsmålet for undersøgelsen er spørgsmålet: ”Hvordan kan jeg være kristen forælder på en måde, så mine børn også ønsker at være det?”  Ud fra interviewene med fokusgrupperne bestående af 42 forældre har Merete Dalsgaard fundet frem til 7 nøglefund, som det er værd at dykke ned i:

Ved hver nøglefund peger Merete Dalsgaard på ting som BOU kan gøre i forhold til dette. PÅ baggrund af Meretes forslag forsøger jeg at tage den længere ud til hvad vi kan gøre i andre sammenhænge også.

1) Forældre ønsker at give troen videre
Det kan godt være dette virker banalt, men det er alligevel vigtigt at holde for øje, for hos nogle familier kan det være skjult også for menigheden, at dette er et reelt ønske. Nogle familier er distancerede fra fællesskabet, men ønsker ikke desto mindre, at deres børn lærer Jesus at kende.

Der kan være flere grunde til at familier distancerer sig fra fællesskabet i menigheden. Dalsgaard peger på:
-Forældre og børn er utrygge eller af forskellige grunde ikke føler at de passer ind i fællesskaber
-Dårlig samvittighed fra forældrenes side om ikke selv at ”gøre” troen godt nok.
– At hverdagen i øvrigt er travl og at det er svært at komme afsted. (og her kan vi jo spørge os selv om, hvad kan vi tilbyde alene-forældre, der ikke har pasning om aftenen?)
– Forældre, der ikke selv er vokset op som kristne, kan have svært ved, hvad de skal gribe og gøre i for konkret at vise børn at tro.

Det, vi kan gøre, er:
– At motivere forældrene til at være i kontakt med deres egen længsel for deres barn. Vi kan spørge ”Hvorfor ønsker du at give troen videre til dit barn” i stedet for at springe direkte til ”Hvordan kan du give troen videre?”
– Vi kan give forældrene tro på, at de allerede har, hvad der skal til! Ingen børn har brug for perfekte forældre, men derimod troværdige forældre.

2) Det er svært at prioritere – også forældrenes egen tid med Gud
Forældrene Dalsgaard interviewede giver udtryk, at det er svært at prioritere mellem alle de behov og vigtige opgaver, de har i hverdagene. Det gælder i forholde til familiens liv, arbejdsliv og kirkeliv.

Grundspørgsmålet for de fleste forældre er:  ”Gør jeg det godt nok?”

Mange spørger sig selv, hvordan kan de være et forbillede deres barn, når deres eget Gudsforhold er ikke-eksisterende eller nedprioriteret? Her er brug for hjælp til at gøre op med dårlig samvittighed, ikke mindst fordi det først er, når den dårlige samvittighed og evt. skam er lukket ned, det er muligt at være åben overfor inspiration, hjælp og samtaler med andre forældre.

Vi kan ikke lave om på, at forældrenes egen tro og Gudsforhold er grundlæggende for at kunne give troen videre. Desværre har mange forældre store forventninger til sig selv – måske særligt -og det her er min betragtning – fordi mange bliver forældre relativt sent i livet og derfor kan sammenligne, hvad de kan nu med hvad de kunne før, de fik børn?

Det, vi kan gøre, er:
– Vi kan være med til at støtte forældrene i deres egen tro og spiritualitet. Og måske skal vi overveje, hvordan vi bedst gør det i travle og fyldte og trætte hverdage?
– Og vi kan sætte forældrene fri til først og fremmest at tjene i deres egen familie i de perioder, hvor tid og energi er udfordret. Det vil sige at understrege vigtigheden af at tage sig af sin egen familie først og fremmest.

Som en mor siger i undersøgelsen:

”Jeg har virkelig meget brug for hele tiden at sige til mig selv ’Du har små børn.’ Det er dem, du er sendt til lige nu. Fordi jeg bliver ved med at høre om alle dem, jeg er sendt til – de kriminelle, de fattige, flygtninge… Det er måske lige så meget mig selv, men det med at blive frigivet i familien, mens man har de små børn, det har vi brug for.” (Mor) 

3) Der er behov for ærlige forældresamtaler
”Vi ønsker at blive mødt i livets udfordringer og hjælp til ”blot” at VÆRE en kristen familie med ALT hvad det indebærer. Jeg vil bare sige: Mere nåde til familien, tak!” (Mor)

Vi vil så gerne inspirere og vejlede forældre, desværre kan det virke overvældende eller som uopnåelige idealer for forældre, der i forvejen bærer følelsen af ikke at slå til. Her har vi som kirke noget værdifuldt at tilbyde som modgift til skammen – nemlig nåden!

Det, vi kan gøre, er:
-Forkynde Guds nåde ind i familielivet med alle dets udfordringer:
– Vi kan understrege at til syvende og sidste kan ingen andre end Gud kan sikre troen hos nogen.
– Vi kan understrege at intet menneske kan være alt for nogen andre. Ikke engang forældre for deres børn.
– Vi kan facilitere nådefulde forældrefællesskaber, hvor forældre sammen kan være ærlige og sårbare omkring livets udfordringer. Hjælpe hinanden til at se de små og gode ting, der allerede fungerer, som afsæt for det næste lille skridt i familiens udvikling.
-Give frihed til forskellighed: Ingen familier er ens og dermed findes der heller ikke én måde at være kristen familie på.

4)Der er behov for fællesskaber, hvor hele familien kan høre til
En del af de familie Dalsgaard har interviewet oplever det som en udfordring at finde ind i et fællesskab, som kan rumme hele familien. Jeg forestiller mig, det er det noget de fleste af os kan genkende. Halvdelen af familierne i undersøgelsen var med i smågrupper (klynger) for hele familien en gang om måneden. Resten kom i gudstjenestefællesskabet.

Udfordringerne med at være med som en hel familie består bl.a. af:
– at det kan være svært at komme afsted til eks. smågruppe efter sengetid. Hvordan kan alle være med?
– at det er ikke alle hjem, der kan huse mere end to familier.
-at børn og teenagere ikke er inddraget aktivt i fællesskabet
-at det kræver mere end det giver i en travl hverdag som familie at skulle afsted.

Familier skal inddrages i fællesskaber, der ikke kun taler til intellektet, men som også videregiver og udvikler værdier i en udvidet familie.

Det, vi kan gøre, er:
– At opmuntre til fællesskaber som vigtige – for hele familien
-Aktivt eksperimentere med forskellige former for samvær, som kan være inspirerende for forældre. Understrege at fællesskab skal handle om mere end intellektet.

5)Forældre vil ikke være etiske svarautomater
På den ene side ønsker forældrene at være etiske vejledere for deres børn, og på den anden side udtrykker de en bekymring for at komme til at presse værdier og holdninger ned over deres børn, skriver Dalsgaard i undersøgelsen.

Denne her bekymring er en, der generelt går igen, hvis du taler med forældre om at give tro videre. ”Det skal de selv have lov til at vælge” er blevet et motto, som er forståeligt nok, men som kan resultere i, at vi tror, at ”ikke-påvirkning” faktisk findes. Hvilket den ikke gør. Heller ikke, når det kommer til det religiøse (se eks. Carsten Hjort Pedersens ”Påvirk med respekt”).

Forældre vil gerne have vejledning til at udvikle samtalerne i hjemmet, og mangler på nutidigt sprog for seksualitet, og til hvordan de kan tale med deres børn om de ting, som er svære at forstå, forklare eller acceptere i relation til troen.

Det, vi kan gøre, er:
– at forsøge at give et nutidigt sprog til at tale om eks. seksualitet, alkohol og stoffer, forbrug.
– at hjælpe forældrenes frimodighed ved at fremhæve det gode og livsfremmende ved kristen etik.
– holde fast på og opmuntre forældre ved at stå ved, at de gerne vil påvirke deres børn positivt.

6) Vejledning til at finde værdier og retning for familielivet – også i tidens udfordringer.
I samtalerne med de 42 forældre blev der spurgt ind til, hvilke familier, de gerne ville være og hvilke værdier, der var vigtige for dem.

Interessant nok var der også modstand på at fastsætte og benævne faste værdier. Enten fordi man i forvejen var træt og bange for at sætte nye mål, man ikke kunne leve op til; fordi man ikke anede, hvor man skulle begynde.

Dalsgaard skriver: ”En af USA’s førende familieeksperter, Bruce Feiler, peger på, at de tydeligste fællesnævner for glade familier er, at de har formuleret en missionserklæring. Altså, en beskrivelse af familiens centrale værdier, og hvordan disse udleves i praksis. Men netop en decideret formulering har en del forældre modstand på. Nogle udtrykker, at de ikke ønsker at sætte flere mål og idealer op for sig selv, som de kan slå sig selv i hovedet med. Andre ønsker at undgå besnærende rammer om det kristne familieliv, som kan blive for snæver for barnet. Det gælder især ift. familiens andagtsliv.”

Det, vi kan gøre, er:
– At hjælpe familier/forældre til at formulere værdier og ønsker for familie livet som afsæt for at kunne træffe sunde valg og prioriteringer i familien.
– At inddrage værdier i forkyndelsen og eksemplificere den i vores illustrationer.
– At hjælpe forældre med at blive bevidste om, hvad de ønsker skal være retningsgivende for deres familie, så de slipper for presset af at skulle kunne leve op til værdier eller forventninger, som måske slet ikke er i overensstemmelse med deres egne værdier eller ønsker.

7) Det klassiske andagtsliv i familien fungerer ikke
Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt kristne familier som flertal er ens i udgangspunktet med de interviewede forældre, fordi hovedparten her er vokset op med bibellæsning og bøn i forbindelse med et måltid derhjemme som familie. Ikke desto mindre tror jeg, konklusionen holder også i min egen kontekst: Det fungerer sjældent at holde andagt med en bog, stilhed og samtale.

”Jeg synes, det er en udfordring derhjemme, når vi hiver en andagtsbog frem, og børnene siger ”det gider vi ikke”, og det skaber dårlig stemning. Det bliver nemt noget kaos, synes jeg. Hvordan gør vi det til noget positivt?” (Far)

Der er også hos de adspurgte en modstand mod faste rammer og ”SKAL” i forbindelse med praksis. Alligevel er der et ønske om at finde en hverdagspraksis i familien, som inddrager Gud

Det, vi kan gøre, er:
-at lade være med at skrue op for inspiration for andagtsmaterialer, men understrege at børn (især mindre) lærer tro ikke gennem intellekt men stemninger og atmosfære.
-at tale nådigt om at rammer og strukturer kan være negativt
– og omvendt at rammer, traditioner, rytmer også kan blive brugt som en metode til at skabe faste holdepunkter i en travl hverdag – og dermed give liv til både familiens fællesskab og relationen til Gud.

”Tro i familien. En undersøgelse af forældres behov og udfordringer i opgaven med at give troen videre” er et arbejdsredskab ind i BUOs eget arbejde, men kan absolut også være det for os andre.

Læs den – og gå ind og følg med på familielaboratoriets blog ved sammen lejlighed!

Kilder:
Dalsgaard, M. 2019 Mere Nåde til forældre, tak. https://www.buo.dk/mere-naade-til-foraeldre-tak/ Udgivet: ukendt. Læst d. 5.10.2019

Dalsgaard, M., 2019, Tro i familien – Undersøgelse af forældres behov og udfordringer i opgaven med at give troen videre, https://www.buo.dk/fileadmin/Filer/Ressourcer/BUO/Tro_i_familien.pdf Udgivet af Familielaboratoriet. Læst d. 5. oktober 2019

Pedersen, C. H., 2018, Påvirk med respekt, Fredericia: LogosMedia

Turner, R., 2015, Tro i børnehøjde. Christiansfeld: ProRex

 

*På side 6 i undersøgelsen kan du læse, hvordan man har forsøgt at sikre på stor bredde i fokusgrupperne som muligt.

/0 Kommentarer/af
,

Hvordan taler vi med børn om tragedier?

Nyhederne kan være overvældende og hjerteskærende. Nogle gange komme de tættere på end andre – også for voksne kan det, der sker i verden og som serveres gennem medierne være svært at ryste af sig.

Børn skal ikke være ret gamle, før de også tager del i nyhedsstrømmen – uanset om du skærmer dem eller ej. De går i skole, hvor kammerater ved og snakker om ting; de kan overhøre andre voksne tale sammen; og har de en telefon og måske en profil på sociale medier er der også ting dét, som de forholder sig til.

Så hvordan taler vi bedst muligt med vores børn, når der sker tragedier eller der foregår ting, som kan være svære at forstå?

Her er dels nogle gode råd til samtalerne og dels nogle bud på, hvad der kan være en hjælp at komme ind på:

Tag dit barns bekymringer alvorligt.
Uanset alderen på dit barn og uanset om deres bekymring virker realistisk, så tag den alvorligt. Husk at dit barn (afhængigt af alder) ikke har den samme forståelse af sammenhænge, konsekvenser og afstande, som du har. Børn har heller ikke samme erfaring som dig med at håndterer viden om kriser og tragedier andre steder.

Så selvom du godt ved, at et skoleskyderi i USA er en usandsynlig begivenhed i Danmark af et utal af grunde, så lyt til dit barns bekymringer.

Forsøg at forstå
Det lyder måske oplagt, men forsøg at forstå, hvad dit barns bekymring eller uro handler om. Er det simpelthen sorg og chok over, at en tragedie kunne ske? Måske er barnet bekymret for at noget lignende kan ske for dem eller nogen, de kender.

Undgå at komme med simplificerede svar.
Fordi tragedier og svære begivenheder kan være uoverskuelige eller smertelige også for voksne, kan det være let at komme med et oversimplificeret svar: ”Det skal du ikke bekymre dig om” eller ”Det kommer ikke til at ske her” eller ”Bare rolig, det sker ikke for os. Gud passer på os”.

Det kan måske være en hjælp lige her og nu, men på sigt hjælper det ikke barnet med at forholde sig til svære ting.

Desuden rejser det helt nye spørgsmål: Passede Gud ikke på de andre og hvorfor ikke? Hvad nu, hvis jeg ikke kan lade være med at bekymre mig, så gør jeg også noget forkert?

I forhold til barnets alder er det både legalt og fint at give udtryk for dine egne følelser: ”Jeg synes også, det er forfærdeligt”. ”Det gjorde mig ked af det, da jeg læste det.” ”Jeg forstår heller ikke, hvordan det kan ske/mennesker kan gøre sådan.”

Og hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det.

Forklar og fortæl så sandfærdigt som muligt
Forklar og fortæl dit om det, der er sket så sandfærdigt som muligt. For mindre børn skal forklaringerne være så enkle, som muligt og uden blodige detaljer.

Men find fakta: kig på et kort, hvor i verden det er; læs om stedet eller befolkningen; læs om sygdommen/jordskælv/osv.

Ofte har børn spørgsmål af flere omgange. Det er helt okay og helt almindeligt. Når de har snakket med dig om det, de har på hjerte én gang, kan de sagtens komme tilbage efter et stykke tid og have brug for igen at vende det. Det kan være for at få gentaget forklaringer og fakta eller fordi, der er kommet nye spørgsmål til. Så tag snakket én gang til.

Ved at tage imod barnets spørgsmål viser du, at det er trygt at komme til dig med de spørgsmål barnet måtte have. Det kan være en hjælp også i andre sitatuioner.

Se efter hjælperne
Noget af det, der sker hos os uanset hvor gamle vi er, når vi ser eller hører om ulykker er, at vi oplever os som magtesløse. Derfor kan én måde at hjælpe os selv og vores børn være at finde frem til muligheden for at handle. Det er ikke sikkert, det er os selv, der kan gøre noget. At se andre tage fat kan også være en hjælp.

I de fleste ulykkelige situationer er der nogen, som hjælper. Der er nødhjælpsarbejdere, brandfolk, politi, frivillige eller noget helt andet. Hjælp dit barn med at få øje på hjælperne.

Måske kan I donere penge til deres arbejde eller organisation? Måske er der nogen i nærheden, der gør et lignende arbejde, som I kan bage en kage til eller sende et kort til for at sige tak for deres vigtige arbejde?

Det kan også være, I kender mennesker, der er berørt af situationen – tag over til dem med en blomst eller en kage (Men tjek lige på forhånd hvor berørte de er, så børnene ikke bliver mere triste over at besøge dem).

Fortæl dine børn hvad I gør i jeres familie for at støtte op om gode initiativer eller hvordan ting I gør i forvejen, er med til at støtte op om demokrati, sikkerhed, venskaber, nødhjælpsarbejde eller noget helt femte.

Peg på det større håb
Der er altid håb. Også midt ulykken. Hvis I tror på Gud, så ved du, at der er håb og hjælp at hente udover tragedier og ulykker. Det kan være svært at se, men det er der, for det viser sig på en anden måde end det, vi kan se nyheder på sociale medier og i overskrifter.

Gud kæmper for os, vil os og er med os også midt i det frygtelige. Selv når menneskers kræfter og evner ikke rækker, er Gud med os.

Det betyder ikke, at livet er let eller lykkeligt. Men det betyder, at mennesker ikke er alene og at vi kan stole på Gud.

Dét håb er værd at holde fast i både for os og vores børn.

 

Uanset hvor meget vi kan ønske for vores børn, at de aldrig skal opleve svære ting, så vil de det. Sådan er livet. Derfor er det at tale med børn om det svære, der sker i verden, er med til at lære dem at håndtere livet ikke bare nu og her som børn med på sigt også som voksne. Det er med til at holde dem fast i tillid til livet og ikke mindst til Gud og dem selv.

/1 Kommentar/af