, , ,

Dåb i England: Olie, vand og ild

Jeg havde håbet på, at jeg ville kunne lugte den: røgelsen. Jeg ved godt, det er lidt fjernt fra den spartanske indretning i de flest kirke herhjemme uanset om de er fri-, valg-, eller folkekirkemenigheder sådan ligefrem at dekorere luften. Men i den anglikanske kirke gør man det gerne. De er selvfølgelig også i en slags fætter-kusine relation til katolikkerne. Duften får mig til at føle mig hjemme med det samme. Måske fordi det er duften af Taizé og retræte. Måske bare fordi jeg er skabs-anglikaner. 
Under alle omstændigheder var den der: Den søde, krydrede duft af røgelse svøbte sig om os, så snart vi trådte ind i kirkerummet i den lille anglikanske kirke. 
Et af glasmosaikkerne i kirken forestillede Maria og Jesus som barn.

Vores nevø F. skulle døbes i den anglikanske kirke, hvor han hører til og er et lille kendt ansigt. Jeg har nok været i anglikanske kirker før, og holder af deres måde at gøre ting på. Alligevel var jeg spændt på at opleve en dåb ikke bare på engelsk men også i en anden kirketradition end den, jeg kender. 
Dåb er altid noget særligt. Uanset om det er voksne eller børn, der skal døbes. Uanset om den, der skal døbes er vidende om det, bevidst deltagende eller er der, fordi deres forældre har bestemt det. Der sker noget særligt i dåbshandlingen. Det gør der – jeg har hørt flere andre præster sige det samme. Også selvom det er udefinerligt. 
Den lille kirke var udsmykket efter alle kunstens regler – helt anderledes end de danske vægmalerier jeg har set. Til gengæld lignede dåbsbarnet kjole til forveksling en dansk en af slagsen. 

Ritualet var smukt – præsten var i stand til at usynligt at flette det skrevne sammen med egne forklaringer og uddybninger. Med sikker hånd førte han os igennem en liturgi (det kan man også kalde de ord og handlinger, der udgør en gudstjeneste), der kunne have virket ukendt og firkantet. 
Først var der olien: Helt almindelig olie, hvis oprindelse var uden betydning. “Ligesom du og jeg er den ikke noget særligt. Det, der gør den særlig er det, vi gør med den”. F. fik tegnet korsets tegn i panden med olien. “Om lidt forsvinder den igen med vandet. Det gør ikke handlingen ligegyldig. Men det viser, at det ikke er nok at vi her gør et tegn – det er med jeres fremtidige handlinger at I er med til at gøre F. i stand til selv at træffe gode beslutninger og gøre gide handlinger.” 
Forældre og faddere spillede en centralrolle hele vejen igennem dåben, ikke bare én gang men flere gange skulle de reageres på spørgsmål og bønner. Også menigheden blev bedt om at tage vare på F. med bønner og som forbilleder. Overraskende nok (for mig) skulle forældre og faddere svare på de samme spørgsmål. Her var ikke forskel på, om man var forælder eller fadder, når det kom til spørgsmålet om at lede F. ind i kirkens fællesskab og den kristne tro. 


 

Døbefonten var gammel og hugget ud i samme sten som selve bygningen. Den var dyb og her var ikke lagt noget fint guld fad henover, fordi man ikke længere dypper hele barnet ned i fonten. Det virkede smukt at der var alt for meget vand, synes jeg. Og pudsigt nok var der sat en prop i bunden af den… Det gav associationer til badekar, og det er vel ikke et helt tosset billede i forbindelse med dåb?

Ved vandet bad vi (oversættelsen er min egen):

Kærlige Fader,
vi takker dig for din tjener Moses, 
som ledte dit folk igennem det Røde Havs vande
til frihed i den forjættede land. 
Vi takker dig for din Søn Jesus, 
som gik igennem dødens dybe vande
og åbnede vejen til frelse for alle.
Send nu din Ånd, 
så de, der er vaskede i dette vand
må dø med Kristus og oprejses med ham,
for at finde sand frihed som dine børn,
levende i Kristus for evigt. Amen.

Tre gange tog præsten så vandet med skallen og øste det over F.s hoved i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Gudstjenesten sluttede med at dåbsfamilien fik et lys, som blev tændt ved et stort lys, der stod ved alteret, og som var blevet tændt første gang påskemorgen sidste år. 
Lyset blev fulgt med disse ord (igen er oversættelsen min): 
Gud har udfriet os fra mørkets magt
og har givet os en plads i lyset med helgenerne. 

Du har modtaget lyset fra Kristus; 
gå i dette lys alle dage af dit liv.
Skin som et lys i verden
til Gud Faders ære.

Det var ikke bare luften, der var tungt dekoreret men også selve gudstjenesten var fyldt med symbolik og betydning: olie, vand og ild er tre tegn, der går igen i den kristne historie. Bibelen er fyldt med historier, hvor de tre elementer på en eller anden måde spiller en væsentlig rolle. Måden hvorpå de blev inddraget som en del af dåben var utrolig smuk, synes jeg. Måske fordi jeg har den baggrund jeg har, så jeg var i stand til at fange referencerne. 
Måske er jeg anglikansk i det skjulte? 

, , , , ,

Husk, jeg elsker dig – samtale med min egen mor

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg. 

Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå.

Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach.

Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?
Først tænker jeg, at det ikke er nok at sige det, men at det skal vises.
Det gør man f.eks. som forælder ved at sætte grænser for sit barn og ved at passe på det. Det er eksempelvis ved at bestemme, hvornår ens barn skal i seng. Så kan det godt være, der er en konflikt i det lige ved sengetid, men så kan man senere sætte ord på og forklare, at “vi passer på dig, fordi vi elsker dig så meget. Vi ved, det er vigtigt at sove nok, når man skal lære og lege godt, og vi vil gerne have, at du har det godt, for vi elsker dig.” Eller at forklare, hvorfor vi spiser sundt, eller rydder op. Så får barnet en forståelse af at grunden til at vi gør, som vi gør, er for vores bedste, altså under forstået fordi jeg er elsket.
Åh, grænser. Alle forældre ved, at børn ikke reagerer med glædeshyl over at få sat grænser. Ind imellem kan det føles direkte hårdt og trælst også for forælderen at skulle holde fast og bestemme på tværs af konflikt. 
Hvorfor er det så vigtigt for børns selvværd, at jeg som forælder holder fast i, at det mig, der bestemmer?
 
Jeg tror, forældre som udgangspunkt gør, hvad de gør for og mod deres børn, fordi de elsker dem. Så er der selvfølgelig undtagelser som overgreb og misbrug. 

Men det er vigtigt med grænser, fordi et barn, der er vant til at få dets behov og ønsker dækket lige med det samme, kommer til at sætte lighedstegn mellem “at være elsket” og “at jeg får min vilje”. Hvis et barn har det sådan, så bliver det svært at være andre steder, hvor voksne eller andre bestemmer. Når for eksempel de voksne i børnehaven elller andre steder vil bestemme, så kan barnet opleve det, som at den voksne ikke kan lide barnet. Eller hvis de andre børn ikke vil lade barnet bestemme i en leg, betyder det så, at de ikke kan lide mig?  

Dét er ikke en rar oplevelse for et barn for frustration over ikke at føle sig elsket udløser afmagt. Og den afmagt kan igen være det, der gør at barnet kommer til at slå, fordi barnet ikke synes, det har andre muligheder for at få sin vilje og på den måde føle sig elsket.

Så grænser giver barnet en måde at mærke, at de er elskede – og på den måde også muligheden for at mærke sig elsket udenfor hjemmet. Er der andet, man som forælder kan gøre? 

Kærlighed for et barn er også at forældrene sørger for, at der er skiftetøj og udetøj i børnehaven eller vuggestuen. Ikke fordi børn opfatter manglende tøj, som at mor og far ikke holder af mig. Men et barn, der mangler skiftebusker, hvis bukserne blev våde af at lege med vand bliver forkert. Hvis det barnet femte gang den uge lige dét barn skal have lånetøj på, så kommer følelsen måske af “hvorfor sørger mor og far ikke for mig?” Det er ikke tydelige tanker hos et barn, men snarere følelser, som dukker op. 
 
For hvis dem, der er sat på jorden for at passe på mig ikke gør det, hvem kan jeg så stole på? Det er ikke bevidste tanker, men noget, der er ligger som en utryghed i barnets bevidsthed. Det sker selvfølgelig ikke ved at forældre glemmer vanterne en enkelt gang eller to, men hvis det sker gentagne gange. 
 
Egentlig vil jeg mene, at det et barn har allermest brug for er troværdige voksne. Med “troværdige voksne” mener jeg voksne, som gør det, de siger og mener det, de siger. 


Når det handler om børn og deres tanker og følelser kan vi ikke vide fuldstændigt, hvordan det er. Så jeg ved ikke, om det er – det er min tolkning.


Hmm. Jeg kan godt se, hvad du beskriver. Og nu sidder jeg her og spekulerer over, hvor mange gange jeg mon har glemt Samuels vanter eller ikke har sørget for hans blyanter var blevet spidsede. 
Nogle gange så bliver jeg så træt, for der kommer gode råd, sure opstød og forskning ind fra højre og venstre om, hvordan man er en god forælder. Jeg – og de forældre jeg kender – vil jo gerne gøre det godt. Og jeg synes tit, jeg oplever, at tvivlen om hvorvidt vi nu gør det godt nok fylder en del. Du har en gang sagt, at vi moderne forældre skal glemme vores hoveder og være forældre med hjerte – hvad betyder det i denne her sammenhæng? 


I denne sammenhæng betyder det, at for mig at se ville det være godt, hvis forældre selvfølgelig tænker sig om, men også forholder sig til det de inderst inde godt ved, er det bedste for barnet.  
 
Jeg tror mange forældre i dag er pressede. Af både deres egne og andres forventninger. De 
skal helst gøre alt det, de plejede at gøre, før de fik børn. De skal se godt ud, ha’ alt det nyeste, rejser og så videre. 
Rigtig mange forældre har konstant dårlig samvittighed. Jeg møder den ofte. Det er som om det er blevet en måde at vise, at man kærer sig om sit barn. De ønsker alle at gøre det bedste, men de får ikke mærket efter, hvad der er det bedste. 
 
I virkeligheden er der nok mange forældre, der gerne ville være mere sammen med deres børn, men det passer ikke sammen med alt det andet, der “hører sig til “, og så vælger de det alle andre synes og glemmer at prioritere det, de inderst inde helst vil.
~ Og nu bevæger vi os hen imod ” mor tilbage til kødgryderne”, men det er ikke det jeg mener. Jeg synes bare, man skal ha’ det godt med de beslutninger man træffer. Ellers skal man træffe nogle andre! 
 
Da vi slutter samtalen siger hun: “Og Anne, husk at jeg elsker dig!” 



Hvordan har du det med at sætte grænser for dit barn? Altså når det skaber konflikt? Og hvad med den dårlige samvittighed – kender du også den? 
, , , ,

Husk, jeg elsker dig!

“Husk, jeg elsker dig!”

Jeg siger det til vores søn hver dag – nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et “Det ved jeg godt” tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige “Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved.” Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til:

At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne.

Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elsket, kan du bevæge dig frit og med værdighed – og du kan behandle andre med den samme respekt.
Jeg ved godt, at det naturligvis ikke altid er sådan at være menneske – der er ingen af os, der altid og hele tiden er selvsikre med selvværdet i top hverken som børn eller voksne. Jeg ved også godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det foregår i en skolegård. Men jeg tror på, at det langt hen af vejen er sådan det er.

Af samme grund lægger jeg også så meget vægt på i kirken, at børn (og mennesker i det hele taget) først og fremmest skal erfare og vide, at Gud elsker os. For hvis vi først forstår og erfarer, at vi er elskede ikke bare af vores familie eller venner men af Gud selv, så kan vi bevæge os med en anden sikkerhed og værdighed i verden:

Lever vi som Guds elskede børn er der så meget andet, vi ikke behøver at tage bestik efter. Der er så meget andet, som vi ikke behøver bruge som målestok for vores værdi. Vægten og formen bliver ligegyldige i forhold til vores værdi som mennesker, om ikke for vores sundhed. Opsparing og størrelsen på vores lønindkomst bliver ikke afgørende for, om vi har en berettigelse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Baggrund og uddannelse bestemmer ikke, om vi må tage del i livet. Og andres mening om mangt eller meget behøver vi ikke beskæftige os med.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at mine børn kan leve med værdighed. Så jeg bliver ved med at sige “Jeg elsker dig – husk det nu!”  – Selvom jeg nok skal lade være med at råbe det efter den ældste ind i skolegården.

 

(Nogle dage efter dette indlæg blev skrevet snakkede jeg med min mor om, hvorfor det er så vigtigt at vide sig elsket som barn. Det kan du læse her.)

, ,

En mors bøn #2 Fri mig fra dårlig samvittighed!

Den dårlige samvittighed kan veje tungt. Nærmest fysisk kan den hvile på skuldrene eller ligge som en klump i maven. Hvis du kender fornemmelsen er du ikke alene. Særligt forældre er modtagelige overfor den dårlige samvittighed.
Det spænder vidt både i alvor og i emne. Jeg mener, der er den dårlige samvittighed over noget, der ikke vejer særlig tungt, og så er der den dårlige samvittighed, som virkelig kan nage én. Emnerne spænder fra den mad, vi serverer for vores børn – eller ikke servere – til mængden af tid foran Ipads eller TV. Det drejer sig om manglende gåture i skoven, skæld ud, nærvær, mulig udsættelse for skadelige kemikalier eller at vi afleverer vores dyrebare børn til “fremmede” i en institution. 
Og hvis vi ikke har det dårligt med det vi gør, kan vi få dårlig samvittighed over det vi ikke gør. For vi ved godt, at alle valg vi træffer medfører fravalg. 
Det betyder ikke, at vi tror, der kun findes én god eller rigtig måde at gøre tingene på. Snarere tværtimod. Når jeg tænker over det, så det nærmest en større udfordring netop fordi vi ved, der ikke kun er én måde men mange måder at være forældre og familie på. For hvad er så den allerbedste måde? Hvordan sikrer vi vores barn/børn de bedste betingelser ikke bare lige nu men også på lang sigt i tilværelsen? 
Den dårlige samvittighed er udtryk for en konstant tvivl om, hvorvidt vi vælger ikke bare det rigtige, men det bedste. Den er udtryk for et ønske om at gøre det allerbedste vi kan. 

Den gode nyhed er, at det faktisk ikke er fordi vi er hysteriske, at den dårlige samvittighed – eller tvivlen – er blevet en trofast følgesvend for så mange af os. Vi er bare moderne mennesker, der er over-informerede. Kloge hoveder (bl.a. sociologen D.W. Winnicot) mener faktisk, at den grundlæggende tvivl er blevet et grundvilkår for moderne mennesker. For vi ved, at alting kan gøres på flere måder. Vi er udemærket klar over, at der findes flere muligheder, andre løsninger, forskellige scenarier i alle situationer. Og det er dét, der giver os ondt i samvittigheden. 

Det kan vi ikke lave om på. Udfordringen er bare, at den dårlige samvittighed – eller den nagende tvivl om, hvorvidt vi nu gør tingene godt nok – kommer til at spærre for udsigten til det, der er og som er godt. Når vi har ondt i samvittigheden risikerer vi at blive ubeslutsomme, og ude af stand til at fokuserer på det gode ved måden vi nu har valgt at gøre tingene på.
Derfor kan vi have brug for at bede Gud fri os fra dårlig samvittighed. Ikke fordi vi skal slippe for at stå ved vores valg, men netop fordi vi skal kunne koncentrere os alene om de valg, vi faktist har truffet og ikke dem vi også kunne have valgt.
“Gud, fri mig fra den dårlige samvittighed, så jeg kan være tilstede, hvor vi er. Fjern den nagende tvivl om, hvorvidt jeg har valgt godt nok. Lad mig i stedet hvile i, at jeg gør det, så godt jeg formår, og at du ser mine intentioner og min længsel efter at gøre mitt allerbedste for mine børn og min familie. Hvor er det heldigt, at din kærlighed bærer os alle sammen!”
PS: Hvis du har dårlig samvittighed over noget, som du ved, du har gjort galt, er den dårlige samvittighed selvfølgelig på sin plads – så er den ligesom en forstuvning, der skal heles igen, før du får det godt igen. Så er den dårlige samvittighed din ven. Bed om tilgivelse (også hos dig selv), sig undskyld og gør hvad du kan, for at ændre situationen. Så skal samvittigheden nok komme sig!

, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage førto dage før og dagen før afrejseSå tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!