,

Børn og medier: Aldersgrænser

“Men mor! De andre må gerne have facebook/spille CS:GO / se den film…”

“Far, hvornår må jeg få instagram?”

Har du også den slags samtaler med dine børn?

Jeg har. Derfor handler det her indlæg om børn og medier om aldersgrænser. Film, spil, sociale medier og apps har vejlende aldersgrænser sat på. Men de er vejledende og ikke forbud.

For eksempel er aldersgrænserne på Snapchat, Facebook og Instagram sat efter amerikansk lovgivning, fordi de sociale medier indsamler data på brugeren, som kan sælges og bruges til at målrette reklamer. I USA er det forbudt at indsamle den slags data på mennesker under 13 år. Det samme gør sig ikke gældende i Danmark.

Det er altså amerikansk lovgining, der er baggrunden for aldersgrænserne på disse medier og ikke dansk lovgivning. Du bryder derfor strengt taget ingen lovgivning ved at lade dit barn bruge facebook før det er 13 år, men derfor kan det godt være, at du ikke mener, det er hensigtsmæssigt for dit barn at gebærde sig på et medie, hvor reklamer bliver brugt målrettet, eller hvor det indhold, som kommer frem kan være skadeligt for mindre børn, eftersom mediet primært henvender sig til voksne.

(Et eksempel herhjemme fra er denne episode, hvor min søn kiggede med på mit facebook feed)

Noget lignende gør sig gældende for film og spil: Her er tale om vejledende aldersgrænser, som handler om eventuelle skadevirkninger. Men retningslinjerne tager hverken stilling til egnetheden eller sværhedsgraden for mindreårige børn. Det vil sige at eksempelvis et almindeligt skak-spil vil blive bedømt som en aldersgrænse 3, fordi der hverken er vold, stødende sprog eller nøgenhed i spillet. Men det betyder jo ikke, at sværhedsgraden af spillet gør det egnet til en 3årig.

I Europa har vi det, der kaldes PEGI (Pan Europæisk Game Information) som 37 lande – her iblandt Danmark – er tilsluttet. Det betyder at alle spil og apps forpligter sig til at oplyse en vejledende aldersgrænse for spil. Da PEGI er vejledende og ikke lovgivende, betyder det også, at eksempelvis fritidsklubber godt kan tilbyde et computerspil, som vejleder til en anden aldersgrænse end det børnene i klubben er. Den fritidsklub min søn går på gør derfor det helt rigtige ved at bede mig som forældre om at tagestillig til, hvorvidt min søn må spille Fortnite og CS:GO.

Det er os som forældre, der er nødt til at tage kritisk stilling til, hvad vi mener, vores børn kan og skal have adgang til. Det er os, der hver især kender vores egne børn bedst, og vi derfor de bedste til at bedømme, hvad der er rimeligt i vores familie.

Det er kun os som forældre, der ved, hvad vi synes, det er okay, at vores barn bliver præget af. For bare fordi noget er givet en vejledende aldersgrænse, der passer til vores barn, er det ikke sikkert, at vores barn hverken kan eller skal forholde sig til indhold af et givent spil eller socialt medie.

En far fortalte f.eks. at han ikke ville have at hans datter så VeggieTales på Netflix, selvom indholdet var alderssvarende og Netflix foreslog det. Han mente ikke, der var passende, fordi det har tydeligt kristent indhold. Du kan være enig eller uenig i, om VeggieTales er passende eller upassende, men jeg synes, han peger på en vigtig pointe: Som forældre kan vi have tendens til at tro, at fordi vi har givet barnet adgang til et afgrænset område som Netflix eller Ramasjang, er der ikke mere at tage stilling til. Men der kan stadig være indhold, som sætter tanker i gang hos vores barn, som er for svære eller indhold, som ikke passer overens med det, vi gerne vil vores barn skal se om af og af verden. Et afgrænset område på internettet er ikke det samme som egnet eller passende indhold.

Med samme pointe i tankerne er der  forældre, som ikke lader deres børn være på YouTube, fordi algoritmerne på YouTube er så uigennemskuelige, at barnet på ganske få klik kan komme ind til indhold, som er upassende for børn (eller alle mennesker alt efter indstilling).

På den anden side kan der også være grunde til at give sit barn lov til at bruge medier, som det ikke er alderssvarende til. En mor gjorde mig ved et seminar opmærksom på, at der kan være forskellige grunde til at et barn gerne vil have adgang til eksempelvis snapchat eller Facebook – hendes søn deltog i en fritidsaktivitet, hvor al information blev delt i en gruppe Facebook. For at være opdateret om det, der foregik både praktisk og socialt, skulle drengen have en profil på Facebook. Men udover fritidsaktiviteten var han ligeglad med, hvad der foregik på Facebook. Andre eksempler kan være at en større flok i en klasse har snapchat, og at det at være med på det sociale medier er en del af det sociale i klassen. Af samme grund har den 10årige herhjemme fået snapchat, men vi har slået den funktion fra, der gør det muligt at se hvor billeder bliver taget. Vi mener ikke, der er grund til at andre skal kunne se, hvor han befinder sig på et givent tidspunkt.

Aldersgrænser er med andre ord alene vejledende og ikke lovgivende. Retningslinjerne fortæller ikke nødvendigvis, hvad der er passende i din familie eller for dit barn. Det er derfor helt okay at sige til et barn, der gerne vil have et nyt spil, en ny app eller profil på et socialt medie, at du skal have tid til at undersøge det først. Afhængigt af alderen på dit barn kan I gøre det sammen.

Snak med barnet om, hvad det er, der virker tiltrækkende: Måske er der andre spil, som kan det samme? Måske er det klubben, der har en gruppe på facebook? Måske er det slet og ret ikke noget du som forælder vil have, at dit barn skal være med i?

Har I nogle kriterier, som I går ud fra, når I vælger spil, film og sociale medier til jeres børn? Har du valgt indhold fra på dine børns vegne?

Indlægget her er bl.a. baseret på folderen fra Medierådet for Børn og Unge: “Børn, unge og computerspil – en forældreguide”

 

 

, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

 

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.

, , ,

Søndagsklumme: En ærlig bøn fra et liv med børn

Denne bøn Inspireret af samtaler med veninder og andre mødre om livet med børn. Inspireret af frustrationer med sammenligning med mig selv for 10 år siden, og det jeg ser andre uden børn kunne nu. Inspireret af mit liv med børn kommer her en bøn om at kende Gud midt i det hele:

Gud, jeg knæler ikke så ofte foran dig i bøn mere. Når jeg knæler er det for at samle legetøj op. Eller for at tørre op efter én, der har blevet spildt.

Gud, jeg våger ikke i mørket for bede længere. Når jeg våger i mørket er det over et sygt barn eller én, der skal puttes igen efter et mareridt.

Gud, jeg faster ikke, som jeg gjorde en gang. Når jeg ikke får spist er det fordi min egen mad er mindre vigtig end en andens søvn, en andens næse, en andens ble.

Gud, jeg sidder ikke stille om morgenen længe nok til at læse min bibel eller min bønnebog, som jeg gjorde en gang. Når jeg sidder ned, så er det for at bygge togbaner, smage luft-kager eller putte nogen .

Gud, jeg synger sjældent salmer og sange for dig. Når jeg synger, så er det for én, der skal nynnes i søvn eller fordi nogen elsker præcis dé fagter, der viser at hjulene på bussen drejer rundt.

Gud, der var en gang jeg meldte mig som frivillig for at servere suppe for fremmede. Nu serverer jeg havregrød , madpakker og fredagsslik for mine egne børn.

Gud, en gang græd jeg over verdens uretfærdighed og lidelser i fjerne lande. Nu knuses mit hjerte over historier fra mit barns klasse; over gråden i mit barns øjne.

Gud, du elsker mig, som du altid har gjort. Men jeg elsker dig på en anden måde nu.

For at være mor har givet mig et mikroskopisk glimt af, hvordan din kærlighed må være for mig og andre. Når jeg mærker små arme om min hals, så mærker jeg også din glæde over mig. Når jeg mærker bekymringen rive i mig eller lettelsens vrede bølge ind over mig, så hører jeg dine irettesættelser med en anden forståelse: Du vil mig det bedste. Du ved bedst. Når jeg baner mig vej gennem pokemon kort, sværd, lege-mad og bamser, bliver jeg taknemmelig over alt det du har givet mig.

Tak Gud, fordi du lærer mig at se dig også midt i vasketøj og forældredage. Når jeg af og til bliver frustreret – for det gør jeg – vil du så nænsomt minde mig om, at der ikke findes noget større end at give sit liv for en anden. Også selv den anden er et barn på 9 eller et barn på 2 år, og det, der gives er mad, tøj, kærlighed i spandevis og endnu en søvnløs nat?

Amen 

, , , ,

Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet – klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: “Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske.” 
 
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .
Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem – det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.
Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. “Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret.” 
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: “Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt.” Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 
 
Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige – de skal være forældre. 

 

Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!