, ,

Vi venter

Vi venter. Først venter vi på godkendelse i fase 1, så i fase tre. Så venter vi på på en liste, så venter vi på udrejse og endelig venter vi på at  komme hjem.

At skulle være forældre er for alles vedkommende en process med indlagt ventetid. For forældre, der skal adoptere, er ventetiden delt op i flere faser. Og hver fase byder på deres egne glæder, usikkerheder og frustrationer. Præcis som i en graviditet, dog med den store og afgørende forskel, at hvor forældre, der venter på at barnet skal fødes, ved, at  de står med deres guldklump inden for nogle uger (med mindre moder og barn har tænkt sig at skrive historie, (eller det værste sker)), så kan ventetiden for forældre, der skal adoptere deres barn, strække sig i uger, måneder eller år.

Det er hårdt. Og alle må tage deres egne forsvarsmekanismer i brug. Særligt hvis man står på en venteliste, hvor giver-landet laver regler, love eller procedurer om. Eller er værter for VM i fodbold, har ekstra lang sommerferie eller flytter dommer-kontorer. Der er så meget, der kan spænde ben og gøre ventetiden yderligere lang. Uden at man som forælder kan gøre hverken fra eller til.

I sidste uge fik nogle af vores venner den gode nyhed: De skal være forældre! Til den dejligste dreng. Så nu er endnu en ventetiden gået i gang: hvornår får de lov at rejse ud og hente ham hjem? Vi ved det ikke endnu. Men vi ved, han er velkommen og savnet. Vi ved, han hører til. Vi ved, han har et hjem. Og vi ved, han kommer.

Nu må vi så gøre, hvad vi kan for at de kommende nybagte forældre kommer så godt som muligt gennem de næste uger og måneder. Vi be’r der ikke kommer til at gå urimeligt lang tid. Og vi takker for, at det lige nu er forældrene det gør mest ondt på. Drengen savner givetvis at have sin egen familie – det tror jeg, børn gør instinktivt – men han ved heldigvis ikke, der sidder en mor og far og venter på ham ligenu. Men han skal hjem så hurtigt som muligt, for det er det, der er bedst for vores børn. Hvis der er noget vi som forældre i en adoptionsprocess redder vores børn fra overhovedet, så må det være ikke at have en familie.

Så vi venter. På at endnu en familie bliver hel.

, ,

At hente og bringe

Jeg nåede på posthuset i dag. Med havde jeg en stor kuvert, som ikke er uvæsentlig. Anden omgang – here we come. For når man skal adoptere anden eller tredje gang, skal man igennem alle undersøgelser og interviews igen. Det eneste man ikke skal er at tage på det forberedende kursus. Hvis sagsbehandleren ellers mener man har styr på den del af det. Så nu er vores papirer altså på vej til statsforvaltningen. Der går sandsyligvis en rum tid inden vi hører mere. Det er ikke fordi vi har travlt med at gøre Samuel til storebror – eller fordi vi kan overskue to børn lige nu. Det er fordi ventelisten til Sydafrika er blevet temmelig lang. Så for ikke at blive trætte af det i den anden ende, har vi besluttet at gå igang med forberedelserne igen.

 

Med mig hjem fra posthuset havde jeg forårsløg fra Vild med blomster. Dét bli’r spændende hvordan de ser ud om et halvårstid. Det er noget nemmere at forholde sig til, end brevet jeg sendte. Og en proces, som er noget mere konkret at følge med i!

Fra løg til blomst, fra brev til barn. Det hele spirer og bli’r til liv.

, ,

“Vi har fået en retsdato!”

Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt.

Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud.

Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli’r større. Jeg be’r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små  fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år.

Men da vi i dag blev ringet op af et vennepar, der målløse kunne fortælle, at ventetiden er forbi, kunne jeg mærke det. Jeg ved, hvad det betyder at sige: “Vi har fået en retsdato!” Gennem huden, ned i maven og helt ind i knoglerne kunne jeg mærke suset af glæde, overvældelse og usikkerhed. “Nu er det nu! Om lidt bli’r vi forældre. Vi skal have vores barn hjem til os.”

Jeg følger de gravides bekymringer, tankerne om at blive mor måske for første gang og glæden ved den lille, der skal komme. Meget af det kan jeg genkende. Men telefonopkaldet, rejsen og det lille billede på køleskabet – det kan jeg alt sammen mærke.

Åh! hvor jeg glæder mig til at tage imod i lufthavnen.

, , ,

Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage – ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.
Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med “i”, når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.
Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?
Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?
Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.
Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.
, , , , ,

Nærmest klar

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om mennesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.

Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
 have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men …. 
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad! 
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika! 
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.  

Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores 
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os. 
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!) 
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og  hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde!