, , , , ,

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

, , , , , , , ,

Godly Play – en introduktion

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play. Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play, noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen.

For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman, og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprindeligt var det levende, talte ord mellem to mennesker, der var overfor hinanden. Derfor bliver bibelhistorier fortalt og vist samtidigt. Kropssproget er også inddraget, da det jo netop er en stor del af vores måde at tale sammen – og afkode det, vi hører.

Udover selve bibelformidlingen er det også en stor del af Godly Play, at der efter Ordet (bibel historien) er mulighed for at reagerer på det, man nu har hørt. Dels er der tid til sammen at undre sig over det, man nu har hørt. Dels er der tid til at tegne, male, bygge, lege som respons.

Jeg har forgæves forsøgt at forklare herhjemme, hvad jeg oplevede – og må vist erkende, at uanset hvor begejstret jeg lyder eller hvor meget jeg svinger med armene, så er det svært at forstå uden at opleve det. Derfor er videoen her fra Tyskland god. Den både viser og fortæller om Godly Play i kirken sammen med børn og redegør også for nogle af tankerne bag.

Herhjemme er det Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der kan undervise i Godly Play. De har også en fin artikel om, hvad det er her.

Kender du til Godly Play? Og hvsi du gør, hvad er så dine erfaringer med det?