Håbet 1 – Om at have en fremtid

Håbet er lysegrønt, siger vi i Danmark. Men i virkeligheden er det nok mere spraglet, for alle håber. Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King håbede på et Amerika uden racisme, og mange håber på godt vejr i morgen.

Ifølge håbshistoriker Bertel Nygaard ved Aarhus Universitet er håbet historisk foranderligt, skifter med livsbetingelser og eksistensbetingelser. Håbet er den drivkraft, som skaber mening og sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid. “Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen,” skriver han i sin bog “Håb”.

Håb er livsvigtigt, for det er håbet, der gør os i stand til at se ud over den aktuelle situation og dens mangler. Håbet er en process, vi befinder os i; det er væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt.

Forskning i psykologi og sociologi viser, at mennesker i den vestlige verden mangler erfaringen af håb. For håb drejer sig ikke om nutiden, men om fremtiden – ikke blot den fremtid som umiddelbart kan skrives i kalenderen, men den fjernere fremtid, som ikke lader sig indfange af femårsplaner. Sådan er det sandsynligvis, fordi vores fokus oftest ligger på umiddelbare behov, på instant, nu-og-her og forudsigelige planer.

Håbet er netop ikke knyttet til det forudsigelige, men derimod overraskende og ikke-kontrollerbart.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Anden del af artiklen kan du læse her, mens den tredje og sidste del er her.)

Continue Reading

Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?

Continue Reading

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.

Continue Reading

Forskning for 30 millioner – eller hvordan skindet bedrager

I går brugte jeg en del af min dag i et tog – frem og tilbage over Fyn og Sjælland for at blive klogere på et hjemmeside-system.

Det spændende ved at køre med tog er altid de mennesker, man kommer til at sidde ved siden af eller i nærheden af, synes jeg. Det er sikkert ikke særligt høfligt, men jeg kan ikke lade være med at sidde og læse dem over skulderen for at se, hvilken bog de læser, hvilken film de ser eller hvilket fag de mon studerer.

I går sad jeg bl.a. ved siden af en midaldrende dame med smilende øjne og krøllet hår. Hun hev en blok frem af tasken, og gav sig til at skrive på den med blyant – sirlig skråskrift fyldte hurtigt siden. Hun skrev både på dansk og på engelsk.

Hun fangede mit blik, da jeg forsøgte at tyde, hvad der stod, og jeg måtte med et smil bekende, at jeg jo synes, det er spændende, alt det andre kan beskæftige sig med, men som ikke nødvendigvis giver mening for mig.

“Puha, jeg håber sandelig, det her giver mening!” sagde hun. “Jeg er ved at lave en forskningsplan til 30 millioner kroner.”

Så blev jeg stille et øjeblik.

“Hvad arbejder du da med?” spurgte jeg den venlige dame, der stadig smilede bag brillerne.

“Matematik, statistik og computer science. Vi har allerede brugt 25 millioner kroner på projektet, og nu forsøger vi så at få de næste 30, så vi kan nå helt i land. Jeg arbejder på Århus universitet.”

Godt så. Det eneste jeg kunne finde på at sige til det, var; “Spændende!” Hvilket var ganske oprigtigt ment, men også var fordi jeg ikke kunne komme på andet at sige. Den havde jeg slet ikke set komme! At den midaldrende dame med smilende øjne, krøllet hår og smart taske var forsker med noget så hard core!

Da jeg gik ud af toget ønskede jeg held og lykke. Hun grinede og viftede lidt med en hånd. Helt ærligt, så synes jeg, det var lidt fedt at blive “snydt” på den måde af mine egne forud indfattede meninger.

Continue Reading

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

Continue Reading