, , ,

Håbet 3 – Om en vedkommende fremtid

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.
 

Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold – og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden.

Håbet, som den kristne kan have, er ikke afhængigt af, om livet er en succes, eller om alt går glat. Glæden ved at være i live og tilliden til, at der er godt i vente, er ikke betinget af, at vi lever op til det, der dikteres omkring os. Du kan være kronisk syg, skilt, barnløs, gammel, arbejdsløs og meget mere og alligevel leve i håb, for det ikke har noget med omstændigheder at gøre. Det har derimod at gøre med den sprække, som Jesus efterlod i forhænget mellem os og Guds rige, da han gik ind bag forhænget i himmelen, for at forankre os dér.
 
(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. De foregående dele kom her og her.)

, ,

Håbet 2 – Om sprækker i virkeligheden

Når vi håber, er det ikke sikkert, at det vi håber på, faktisk kommer til at ske.
Hvis du er forelsket, håber du på, at den, du er forelsket i også vil elske dig – men du kan ikke forvente det. Som forelsket er man nødt til at leve  i håbet om, at den anden også elsker dig – for alle, der har været forelskede ved, at gengældelsen af en forelskelse ikke kan kontrolleres eller fremprovokeres.

Håbet bygger heller ikke på prognoser. Det er ikke muligt at spekulere i udkommet af et håb. Forventning og håb er altså ikke det samme. Du kan håbe din kærlighed bli’r gengældt, men du kan ikke forvente det, og du kan ikke lave et estimat for, hvor sandsynligt det er, at forelskelsen bli’r gengældt. Det er kun muligt at håbe, hvis du har tillid til, at fremtiden har godt i vente.

Det gælder alt håb, men det gælder i særdeleshed det kristne håb. Paulus beskriver håbet på Kristus’ opstandelseskraft som “et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind”(Hebræerbrevet 6:19) Det kristne håb strækker sig ind bag det forhæng, som døden er. Ud over livet på jorden og ind i himlen efter Jesus, der opfor til himmels efter sin opstandelse.   

De øjeblikke, hvor håbet mærkes, kalder Bertel Nygaard for “sprækker i virkeligheden”, fordi det fra den virkelighed, vi befinder os i, bliver muligt at se ind i en mulig fremtid. Det kristne håb må i så fald være en sprække fra virkeligheden og ind i Guds rige.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Første del kan du læse her, sidste kan du læse her.)

, , ,

Håbet 1 – Om at have en fremtid

Håbet er lysegrønt, siger vi i Danmark. Men i virkeligheden er det nok mere spraglet, for alle håber. Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King håbede på et Amerika uden racisme, og mange håber på godt vejr i morgen.

Ifølge håbshistoriker Bertel Nygaard ved Aarhus Universitet er håbet historisk foranderligt, skifter med livsbetingelser og eksistensbetingelser. Håbet er den drivkraft, som skaber mening og sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid. “Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen,” skriver han i sin bog “Håb”.

Håb er livsvigtigt, for det er håbet, der gør os i stand til at se ud over den aktuelle situation og dens mangler. Håbet er en process, vi befinder os i; det er væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt.

Forskning i psykologi og sociologi viser, at mennesker i den vestlige verden mangler erfaringen af håb. For håb drejer sig ikke om nutiden, men om fremtiden – ikke blot den fremtid som umiddelbart kan skrives i kalenderen, men den fjernere fremtid, som ikke lader sig indfange af femårsplaner. Sådan er det sandsynligvis, fordi vores fokus oftest ligger på umiddelbare behov, på instant, nu-og-her og forudsigelige planer.

Håbet er netop ikke knyttet til det forudsigelige, men derimod overraskende og ikke-kontrollerbart.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Anden del af artiklen kan du læse her, mens den tredje og sidste del er her.)

, , , , ,

Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?

, , , , ,

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.