, , , , , , , ,

Godly Play – en introduktion

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play. Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play, noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen.

For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman, og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprindeligt var det levende, talte ord mellem to mennesker, der var overfor hinanden. Derfor bliver bibelhistorier fortalt og vist samtidigt. Kropssproget er også inddraget, da det jo netop er en stor del af vores måde at tale sammen – og afkode det, vi hører.

Udover selve bibelformidlingen er det også en stor del af Godly Play, at der efter Ordet (bibel historien) er mulighed for at reagerer på det, man nu har hørt. Dels er der tid til sammen at undre sig over det, man nu har hørt. Dels er der tid til at tegne, male, bygge, lege som respons.

Jeg har forgæves forsøgt at forklare herhjemme, hvad jeg oplevede – og må vist erkende, at uanset hvor begejstret jeg lyder eller hvor meget jeg svinger med armene, så er det svært at forstå uden at opleve det. Derfor er videoen her fra Tyskland god. Den både viser og fortæller om Godly Play i kirken sammen med børn og redegør også for nogle af tankerne bag.

Herhjemme er det Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der kan undervise i Godly Play. De har også en fin artikel om, hvad det er her.

Kender du til Godly Play? Og hvsi du gør, hvad er så dine erfaringer med det?

, , , ,

1 års fødselsdag

I søndags fejrede Klub Børnekirke 1 års fødselsdag i Metodistkirken i Vejle, hvor jeg kommer sammen med min familie. Jeg er en af lederne i børnekirken, og har været med til at starte Klub Børnekirke. 
Der har været børnekirke i mange år samtidig med gudstjenesten, sådan at børnene kunne opleve kirken på deres egne præmisser. Sidste år besluttede vi, at gøre det anderledes med håber om, at Klub Børnekirke kunne være med til at gøre kirken mere nærværende for børnene. Det gør vi bl.a. ved at sende invitationer direkte til børnene med posten, så de også føler sig inviterede og velkomne. 

I søndags fejrede vi så 1 års fødselsdag for Klub Børnekirke – og ingen fødselsdag uden fine invitationer, flag ved døren, kage og gaver. For at gøre det ekstra festligt for børnene havde vi lagt “den røde løber” ud, så den førte fra indgangshallen direkte ind i børnekirken. I praksis er det den gamle løber fra kirkerummet – men den gør sig fint som løber!

Jeg elsker at være med i børnekirken – her er utøjlet begejstring, oprigtige udbrud og dybtfølte spørgsmål. Der var én, der havde kæmpet mod hoste og feber hele ugen, for hun ville SÅ gerne være med til fødselsdag. Det er ikke til at stå for! Når det så ovenikøbet bliver ledsaget af jubel i hele kroppen, bliver jeg glad.

Der var gaver til alle børnene – en lille pose med nogle flag, en ballon og et får med en lille mark. Inden vi delte gaverne ud fortalte jeg, hvordan Jesus forklarede, hvem han er, ved at kalde sig selv den gode hyrde. Jeg gjorde det i store træk ud fra Godly Play manuskriptet, dog med får som dem børnene også fik. På den måde håber jeg, de fik et stykke af historien med hjem. 

Fortællingen er en blanding af Jesus’ lignelser om den gode hyrde, fåret, der væk og af salme 23. Da et af de tre små får bliver væk udbryder et af børnene med forbavselse: “Hvor er det sidste får?!” Og et par af de andre skyndte sig at pege på det, og forsikre ham om, at det altså ikke var rigtigt væk.

Det er meget at gøre ud af en formiddag for 11 børn (+ de, der var inviteret, men ikke kunne). Men det er herligt – det giver glæde både til os, der gør det, og til dem, der tager imod. Og hvem kan ikke lide at blive vist, at man betyder noget?

Velkommen til dig+mig+vi tro

Idéen har levet med mig i mere end et år. Måske snarere mere end to år, hvilket egentlig er mærkeligt, for jeg tænker om mig selv, at jeg har kort fra tanke til handling. Men ikke denne gang.
Faktisk har adressen “digogmigogvitro.dk” været min i et år, men det er altså først nu, jeg er klar til at sætte ord på bloggen.

Velkommen til min nye blog om at være mor, om børn og om børns åndelige liv.

Dig+mig+vitro skal være et sted at gøre af de tanker jeg gør mig om at være mor, om børn, om troen på Gud og om at dele den tro med mit eget og andre børn. Det skal være et sted at gemme idéer til at forklare kristendommen for børn (og mig selv) både der hjemme og i børnekirken. Bloggen skal indeholde min samling af gode børnebøger, links til steder og mennesker, der har forstand på børn og deres indre liv. Og endelig håber jeg, at det kan blive en platform jeg kan bruge til at få gode råd og andres erfaringer med på vejen. Det sidste kan kun lade sig at gøre, hvis du vil være med – så det håber jeg, du vil!

, ,

Mindfulness, tyngdekraft og accept

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:

 

“Acceptér rejsen..
 Acceptér den, du er..
 Acceptér alt, hvad der er til.. “

– Susan Jeffers: Dans med livet 

Det fik mig til at lægge denne kommentar:
“Åh, et kæmper jeg altså lidt med…. Måske kommer det af at have et “kamp”sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er – hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at “sådan er det nu” og at det ikke er det samme som “og sådan skal det altid være” eller “og det er helt i orden”? Hmm, måske sku’ jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)”


I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha’ så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg “og sådan var det”, for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige “sfærer” i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: “Nuvel. Jeg bli’r vred over “X”. Fint nok. Jeg reagerer “Y” under alle omstændigheder.” Eller “Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden.”

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du – eller en ved siden af dig – bliver overfaldet “for sådan er det jo bare” lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem – og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om “accept”, grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?

Jeg turde ikke se det

Jeg så ikke TV2s udsendelse “Mercy mercy” om adoption i går. Jeg turde ikke. Var simpelthen bange for at få alt for ondt i maven over, hvor slemt nogle små mennesker har det her i verden. Og fordi debat om adoption kommer tæt på – for var det ikke for international adoption, lå der ikke en dejlig dreng og sov fredeligt i sin seng her hos mig…

Det er godt, vi undersøger forholdene omkring adoption. Ikke bare den virkelighed der er, når/hvis et barn modtages af en familie i Danmark, men sandelig også det, der foregår for at undgå at barnet nogensinde skal bortadopteres fra sin oprindelige familie eller sit land
Det er vigtigt, at vi sikre børn de bedste betingelser, for barndommen er med til at tegne resten af vores liv – uanset om vi vil det eller ej. Og det er et svært vilkår at blive adopteret – lige gyldigt hvordan vi vender og drejer det, er det adskillelsen fra de oprindelige forældre et svigt for barnet.

Hvad jeg synes er interessant, når jeg sådan lukker lidt ned for mine egne mor-følelser, er, hvordan det kan være, vi bliver så forargede over børns vilkår i forbindelse med international adoption, når vi tilsyneladende ikke har den samme forargelse på børn født på dansk jords vegne? AC Børnehjælps direktør Margrethe Primdahl skriver i en kommentar til TV2 dokumentar: “I udgangspunktet anser AC Børnehjælp længerevarende institutionsanbringelse som en rettighedskrænkende foranstaltning overfor de fleste børn.” (Undtagelsen er de børn, der er så skadede at de ikke ville kunne fungere i en familie.)  Dels er det en vigtig pointe i forbindelse med international adoption. For for mange børn er alternativet til international adoption en opvækst på et børnehjem eller i en plejefamilie. Og at prisen for de fleste børn er højere ved at leve som institutionsbarn eller anbragt barn er højere, end at blive adopteret af en permanent familie, er der vist generelt ingen tvivl om.

Men når det gælder børn født i andre lande end Danmark, så gælder det vel også her?! Børn født på dansk jord, har det vel også bedst og bliver mindst traumatiseret af at blive adopteret af permanente familier? Hvordan kan det så være, at vi er så hurtige til at se på forholdene omkring adoption, mens vi tilsyneladende accepterer at danske børn må have lov til at leve i familier og under vilkår, hvor vi sætter forældre med manglende forældrevnes rettigheder højere end barnets tarv? Hvordan kan det være, vi vil have myndigheder i andre lande til at tale med forældre om bortadoption, når deres resourcer eller forældre-evne ikke rækker til at give barnet et liv uden varige mén, når vi herhjemme ikke vil operere med tvangsadoption? Og så har vi knap taget hul på debatten omkring fertilitetsbehandling og de etiske faldgruber, der er i den forbindelse.

Manner! Det er ikke let. Hele området omkring adoption er komplekst. Derfor er det også nødvendigt med dygtige organisationer som AC børnehjælp og politikere, der vil sætte sig grundigt ind i stoffet og handle efter det, kloge mennesker råber op om, er nødvendigt.

Én ting som gør adoption komplekst er, som Margrethe Primdahl også skriver om, adotionstrekanten. (Og nu hvor vi alle sammen har lært ord, der hører til i fertilitetsbehandlingens verden, så lad os lære nogle adoptionsrelaterede ord også!) Adoptionstrekanten lever vi i hver dag. Selvom vi aldrig har mødt Samuels oprindelige forældre og måske aldrig kommer til det. Ikke desto mindre er det en realitet at de findes, og at de er vigtige også for os. Har du lyst til at læse om mine tanker om mit barns biologiske forældre kan du læse det her: “Min søns mor