Forskning for 30 millioner – eller hvordan skindet bedrager

I går brugte jeg en del af min dag i et tog – frem og tilbage over Fyn og Sjælland for at blive klogere på et hjemmeside-system.

Det spændende ved at køre med tog er altid de mennesker, man kommer til at sidde ved siden af eller i nærheden af, synes jeg. Det er sikkert ikke særligt høfligt, men jeg kan ikke lade være med at sidde og læse dem over skulderen for at se, hvilken bog de læser, hvilken film de ser eller hvilket fag de mon studerer.

I går sad jeg bl.a. ved siden af en midaldrende dame med smilende øjne og krøllet hår. Hun hev en blok frem af tasken, og gav sig til at skrive på den med blyant – sirlig skråskrift fyldte hurtigt siden. Hun skrev både på dansk og på engelsk.

Hun fangede mit blik, da jeg forsøgte at tyde, hvad der stod, og jeg måtte med et smil bekende, at jeg jo synes, det er spændende, alt det andre kan beskæftige sig med, men som ikke nødvendigvis giver mening for mig.

“Puha, jeg håber sandelig, det her giver mening!” sagde hun. “Jeg er ved at lave en forskningsplan til 30 millioner kroner.”

Så blev jeg stille et øjeblik.

“Hvad arbejder du da med?” spurgte jeg den venlige dame, der stadig smilede bag brillerne.

“Matematik, statistik og computer science. Vi har allerede brugt 25 millioner kroner på projektet, og nu forsøger vi så at få de næste 30, så vi kan nå helt i land. Jeg arbejder på Århus universitet.”

Godt så. Det eneste jeg kunne finde på at sige til det, var; “Spændende!” Hvilket var ganske oprigtigt ment, men også var fordi jeg ikke kunne komme på andet at sige. Den havde jeg slet ikke set komme! At den midaldrende dame med smilende øjne, krøllet hår og smart taske var forsker med noget så hard core!

Da jeg gik ud af toget ønskede jeg held og lykke. Hun grinede og viftede lidt med en hånd. Helt ærligt, så synes jeg, det var lidt fedt at blive “snydt” på den måde af mine egne forud indfattede meninger.

, , , , ,

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

, , , , , , , , ,

Påskehaven

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større. 
Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus’ fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig. 
Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes – hvordan kan man der gøre?  



Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos A Holy Experience. Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fandt sted, ligesom det var i haven at kvinderne opdagede den tomme grav og Maria Magdalena første gang så Jesus som opstanden. 
Idéen er så, at lave en lille have med en grav, en sten, og hvad man nu ellers synes, hører sig til. Fælles for de haver, jeg har fundet, er, at her er noget levende, et lys og gerne en sti hen til graven. 
A Holy Experience laver sin have med levende planter, hun køber færdige, og som børnene så hjælper med at placere. De finder også sten sammen. 
Sun Hats & Wellie Boots laver haven med tre kors og jord, hvor hun sår små frø sammen med sine børn.  
Contended Sparrow har også lavet en have med købte planter, og har fået børnene til at hjælpe med at fylde jord op og sætte planterne og graven på plads. 
Kristen på We are That Family har en rigtig fin beskrivelse af, hvordan hendes familie laver deres påskehave – eller faktisk flere haver, eftersom hendes børn ville lave hver deres.

Det er første gang i år jeg laver en påskehave. Og jeg skriver med vilje “jeg” – Samuels interesse kunne lægge på et meget lille sted.
Til gengæld oplevede jeg det, som en vældig andagtsfuld ting at lave en lille have som ramme for påsken.

Jeg har valgt jord og frø fra i år. Symbolikken i jorden og de små frø, der spirer, er rigtig flot. Men af praktiske hensyn blev det et stykke grønt filt. Der var muligvis ikke får i hverken Getsamene eller i nærheden af Jesus’ grav, men jeg har fået fåret her af en veninde, og jeg synes, det passer godt på påskens symbolik på rigtig mange måder.

Jeg havde også en lille flakon, som mindede mig om, da Maria Magdalenas kærlighed blev udtrykt med olie og tårer. Den virkede også passende. Efter billederne er taget er et lille kors kommet til.

Pynter du særligt op til påske?

, , ,

Økodag – Køer på græs

Forår er mange ting – og egentlig er i dag jo Palmesøndag, så vi kunne forventeligt have været i kirke alle sammen. Meen så var det, onklen og tanten fortalte, at de skulle til økodag for at se dansende køer. 
En smule fødevarer politisk har man vel lov at være, særligt når det gælder dyrevelfærd, og det skulle være noget helt særligt at se køerne komme ud i den friske luft og få græs under klovene efter en hel vinter i stalden. Så Samuel og jeg satte os i bilen for at komme frem til den udvalgte gård. 

Og det var noget af et syn, at se store, voksne køer løbe og té sig som om, de var kalve – hvilket både deres størrelse og deres yvere vidner om, at de IKKE er. I stivblæst stod vi spændte og ventede på at køerne kom dundrende.
Vi blev ikke skuffede – der var hoppen, puffen og kåde spjæt, da køerne kom frem. I konventionelle landbrug er der ikke noget krav om, at køer – hverken kalve, ungdyr eller malkekøer – skal på græs. De kan selvfølgelig komme det, men da det er lettere at styre malkeproduktionen, hvis dyrene bliver inde, lever nogle køer hele deres liv i staldene.

Her kan de sikkert have det fint. Køer er ikke de, det går værst ud over med konventionelt landbrug – det er grisene og hønsene. Der er business i landbrug, og jeg ved, at de fleste landmænd gør, hvad de kan for at deres besætning har det godt – uanset hvordan de driver deres landbrug.
Men idealisten og naivisten i mig kan nu bedst lide, at dyrene har plads og får frisk græs i munden. Og jeg vil gerne, at mit barn skal have en idé om, hvor maden kommer fra – og at de dyr, der producerer vores mad er levende og skal behandles med respekt. Ligesom at der findes mennesker, der tjener deres levebrød ved at lave vores mad.

 Retfærdigvis skal det siges, at jeg tvivler på, at det var de pointer Samuel tog med sig hjem. Han elskede, at der var traktorhjul så store, at han kunne sidde inden i dem! Så er en maskine virkelig stor!
Herligt, at der findes mennesker, som vil åbne deres virksomhed for os andre, så vi kan blive klogere på vores mad. Og bare få en god oplevelse.

Det største landbrugsønske blev også opfyldt: Vi fik lov til “ægte” at malke en ko og drikke mælken direkte fra yveret. Mellem de dansende køer, høet vi ku’ klatre i, traktordæk og legetraktorer og den kop kaffe med quiz vi voksne fik, så var det malkningen, der virkelig tog kegler!

Har du været til økodag? Hvad var den bedste del af jeres besøg?

, , , ,

Traktor Tom er altså bare legetøj

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn.

I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den.

Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe:
Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: “Sådan, min skat”
Barnet svarer prompte og sikkert: “Nej, ikke skat.”
Voksen: “Nå, er du ikke en skat?”
Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: “Jeg er ikke skat, jeg er V…!”

Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke:
Præst: “Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag – er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?” siger præsten, og peger på de biler en af drengene har taget med.
Drengen: “Det er altså bare legetøj!”

Det er ikke altid børn og voksne taler samme sprog. Nogle gange er det, fordi barnet endnu ikke kender alle nuancer i det fælles sprog.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det mon også er fordi børnene i virkeligheden ofte er tilfredse med tingene som de er – hverken mere eller mindre, mens vi voksne gerne vil fylde ord, forklaringer, stemninger på?

Jeg ved det ikke. Har du mon oplevet lignende samtaler?