Velkommen til dig+mig+vi tro

Idéen har levet med mig i mere end et år. Måske snarere mere end to år, hvilket egentlig er mærkeligt, for jeg tænker om mig selv, at jeg har kort fra tanke til handling. Men ikke denne gang.
Faktisk har adressen “digogmigogvitro.dk” været min i et år, men det er altså først nu, jeg er klar til at sætte ord på bloggen.

Velkommen til min nye blog om at være mor, om børn og om børns åndelige liv.

Dig+mig+vitro skal være et sted at gøre af de tanker jeg gør mig om at være mor, om børn, om troen på Gud og om at dele den tro med mit eget og andre børn. Det skal være et sted at gemme idéer til at forklare kristendommen for børn (og mig selv) både der hjemme og i børnekirken. Bloggen skal indeholde min samling af gode børnebøger, links til steder og mennesker, der har forstand på børn og deres indre liv. Og endelig håber jeg, at det kan blive en platform jeg kan bruge til at få gode råd og andres erfaringer med på vejen. Det sidste kan kun lade sig at gøre, hvis du vil være med – så det håber jeg, du vil!

Continue Reading

Mindfulness, tyngdekraft og accept

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:

 

“Acceptér rejsen..
 Acceptér den, du er..
 Acceptér alt, hvad der er til.. “

– Susan Jeffers: Dans med livet 

Det fik mig til at lægge denne kommentar:
“Åh, et kæmper jeg altså lidt med…. Måske kommer det af at have et “kamp”sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er – hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at “sådan er det nu” og at det ikke er det samme som “og sådan skal det altid være” eller “og det er helt i orden”? Hmm, måske sku’ jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)”


I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha’ så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg “og sådan var det”, for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige “sfærer” i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: “Nuvel. Jeg bli’r vred over “X”. Fint nok. Jeg reagerer “Y” under alle omstændigheder.” Eller “Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden.”

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du – eller en ved siden af dig – bliver overfaldet “for sådan er det jo bare” lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem – og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om “accept”, grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?

Continue Reading

Jeg turde ikke se det

Jeg så ikke TV2s udsendelse “Mercy mercy” om adoption i går. Jeg turde ikke. Var simpelthen bange for at få alt for ondt i maven over, hvor slemt nogle små mennesker har det her i verden. Og fordi debat om adoption kommer tæt på – for var det ikke for international adoption, lå der ikke en dejlig dreng og sov fredeligt i sin seng her hos mig…

Det er godt, vi undersøger forholdene omkring adoption. Ikke bare den virkelighed der er, når/hvis et barn modtages af en familie i Danmark, men sandelig også det, der foregår for at undgå at barnet nogensinde skal bortadopteres fra sin oprindelige familie eller sit land
Det er vigtigt, at vi sikre børn de bedste betingelser, for barndommen er med til at tegne resten af vores liv – uanset om vi vil det eller ej. Og det er et svært vilkår at blive adopteret – lige gyldigt hvordan vi vender og drejer det, er det adskillelsen fra de oprindelige forældre et svigt for barnet.

Hvad jeg synes er interessant, når jeg sådan lukker lidt ned for mine egne mor-følelser, er, hvordan det kan være, vi bliver så forargede over børns vilkår i forbindelse med international adoption, når vi tilsyneladende ikke har den samme forargelse på børn født på dansk jords vegne? AC Børnehjælps direktør Margrethe Primdahl skriver i en kommentar til TV2 dokumentar: “I udgangspunktet anser AC Børnehjælp længerevarende institutionsanbringelse som en rettighedskrænkende foranstaltning overfor de fleste børn.” (Undtagelsen er de børn, der er så skadede at de ikke ville kunne fungere i en familie.)  Dels er det en vigtig pointe i forbindelse med international adoption. For for mange børn er alternativet til international adoption en opvækst på et børnehjem eller i en plejefamilie. Og at prisen for de fleste børn er højere ved at leve som institutionsbarn eller anbragt barn er højere, end at blive adopteret af en permanent familie, er der vist generelt ingen tvivl om.

Men når det gælder børn født i andre lande end Danmark, så gælder det vel også her?! Børn født på dansk jord, har det vel også bedst og bliver mindst traumatiseret af at blive adopteret af permanente familier? Hvordan kan det så være, at vi er så hurtige til at se på forholdene omkring adoption, mens vi tilsyneladende accepterer at danske børn må have lov til at leve i familier og under vilkår, hvor vi sætter forældre med manglende forældrevnes rettigheder højere end barnets tarv? Hvordan kan det være, vi vil have myndigheder i andre lande til at tale med forældre om bortadoption, når deres resourcer eller forældre-evne ikke rækker til at give barnet et liv uden varige mén, når vi herhjemme ikke vil operere med tvangsadoption? Og så har vi knap taget hul på debatten omkring fertilitetsbehandling og de etiske faldgruber, der er i den forbindelse.

Manner! Det er ikke let. Hele området omkring adoption er komplekst. Derfor er det også nødvendigt med dygtige organisationer som AC børnehjælp og politikere, der vil sætte sig grundigt ind i stoffet og handle efter det, kloge mennesker råber op om, er nødvendigt.

Én ting som gør adoption komplekst er, som Margrethe Primdahl også skriver om, adotionstrekanten. (Og nu hvor vi alle sammen har lært ord, der hører til i fertilitetsbehandlingens verden, så lad os lære nogle adoptionsrelaterede ord også!) Adoptionstrekanten lever vi i hver dag. Selvom vi aldrig har mødt Samuels oprindelige forældre og måske aldrig kommer til det. Ikke desto mindre er det en realitet at de findes, og at de er vigtige også for os. Har du lyst til at læse om mine tanker om mit barns biologiske forældre kan du læse det her: “Min søns mor

Continue Reading

Min morfar og Nelson Mandela

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.

Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.

At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.

Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.

Continue Reading

Kan man være racist, når man har adopteret?

Artikel til “Adoption og samfund” april 2012 om racisme:

 

Mit spørgsmål kommer sig af, at jeg fornylig har ryddet op i et gammelt arkiv med bl.a. ting fra hjælpearbejde i Asien og Afrika. Her stødte jeg på en mængde indsamlingsbøsser. Én af dem fik mig særligt til at stoppe op. Den lille figur, der satte tankerne i gang, er omkring 15 cm. høj. Den er beregnet som indsamlingsbøsse til støtte af arbejde i Afrika formentlig af en kirkelig organisation fra omkring år 1900. Figuren er lavet af bly, der er malet brun, sort og hvid, og den forestiller et afrikansk barn: En dreng med sort, krøllet hår, stritører og store øjne. Han smiler og viser derved sine hvide tænder i en mund omkranset af store, røde læber. Han har pænt tøj på: en hvid skjorte, en rød jakke og en mellemting mellem et slips og en butterfly. 
Indsamlings-barnet er mekanisk. Den lille dreng holder sin hånd frem, og når en mønt bliver lagt i hånden, har der bagpå været en lille stang, som af indsamleren kunne bevæges, for at føre drengens hånd op til munden. Her forsvandt mønten så ind gennem munden og ned i maven. Billedet er tydeligt: dine penge bliver til mad for det sultne barn. 
Som mange andre på min alder (jeg er født omkring 1980) har jeg både fået læst højt af “Lille sorte Sambo” og Strudsen Rasmus, og jeg har somend også fået sunget “Elefantens vuggevise” til godnat-sang. Dengang spekulerede jeg næppe over, at de potentielt lærte mig, at mennesker fra andre kulturer og med andre hudfarver end min egen, var mig underlegne. 
Ikke desto mindre bliver bøgerne om “Lille sorte Sambo” og strudsen Rasmus, der kommer til at bo i Københavns zoologiske have sammen med nogle små kinesiske børn, begge anset for at udstille et menneskesyn, der gør forskel på mennesker. Og “Elefantens vuggevise” er blevet ændret fra at love den lille elefant en niggerdreng som rangle til nu at være enten “en negerdukkedreng” eller “en kokosnød”. 
På den tid, hvor indsamlingsbøssen er fra, var der stor forskning også i Danmark om menneskeracernes indbyrdes forskelligheder. Man forstod, at den hvide, ariske race var stærkere og mentalt overlegen i forhold til vilde, ucivilicerede racer som afrikanere, asiatere, indere og samer. Samtidig var det kristne Europa klar over, det ansvar viden om sygdom og mad gav for at hjælpe de ukristelige mennesker, der ikke havde samme grad af oplysning, levestandard og forståelse som os. Vi omtalte andre mennesker som “vilde” og “uciviliserede”. Og også Danmark havde kolonier med slavearbejde, hvorfra sukker, rom og bomuld blev importeret.
Fascinationen af andre mennesker og kulturer levede selvfølgelig også dengang, og da mulighederne for at rejse ud ikke var særligt store, importerede bl.a. zoologisk have i København mennesker fra eksempelvis Kina, Indien, Kirgistan og samer fra Finland for at udstille dem. Et tegn på, at der var tale om “ægte vilde” var f.eks. at kvinderne ammede deres egne børn: borgerskabet herhjemme gjorde ikke den slags vulgære ting, for børn skulle ikke se bryster – og slet ikke andre voksne mennesker. Det var alment accepteret, at racerne ikke burde blandes.
Alt dette skete inden 2. Verdenskrig og Hitlers udrensning til fordel for den ariske race. Rædslerne fra koncentrationslejrenes forskningsklinikker forskrækkede verden så meget, at hele raceforskningen blev mere eller mindre skrinlagt. Da borgerrettighedsbevægelsen så også havde bølget i Amerika omkring 1960, blev verdens opfattelse, at “sorte” og “hvide” – i hvert fald officielt – er ligeværdige. Sydafrikas apartheid blev set ned på fra europæisk side, fordi adskillelsen af forskellige kulturer og farver på baggrund af tanken om den hvides races overlegenhed ikke blev fundet acceptabel.  
 
Jeg tog den lille indsamlingsfigur med hjem, for at kigge nærmere på den. Indsamlingsbøssens udseende er steretoypt. Den er antikvarisk som et fint portræt af “lille sorte sambo”. Som jeg sidder med den her i min stue er det let at få en vis afstand til den. Havde man de rette evner til at style, kunne man som end nok få indsamlingsbøssen til at se trendy og tilforladelig ud – som en kuriøs ting fra et loppemarked. Men den fortæller en historie, som ikke er til café latte. Omend det samtidig også er en historie om menneskers gavmildhed og ønske om at hjælpe andre mennesker, som ganske givet havde brug for hjælp.
Har vores forståelse af, om der er forskel på menneskene her i verden ændret sig siden raceforskningen, kolonierne og udstillingerne i zoologisk have? Jeg tror det, men måske er den ændring ikke så rodfæstet endnu, som vi gerne vil tænke, at den er.  2. Verdenskrig er trods alt ikke langt væk historisk set. Og måske har vores forskrækkelse over, hvad tanken om forskelle mellem mennesker kunne føre til, gjort, at vi ikke har taget stilling til vores egen del af dén historie: fordi vi har haft travlt med at lægge afstand til de uhyrligheder som både slaveri, racehygiejne og racisme bød på. 
I Sydafrika taler man nu om det, der kaldes “white guilt”: hvide menneskers skyld og skam over, at have været med til at opretholde et uretfærdigt og diskriminerende samfund. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vi også har en anelse “white guilt” i Danmark? Mange kan i hvert fald nikke genkendende til at holde umiddelbare reaktioner tilbage overfor mennesker med en anden etnisk baggrund af frygt for at blive misforstået. Det kan være den voksne, der ikke reagerer med samme autoritet over for drenge med kurdisk baggrund, eller chefen, der ikke udbeder samme standard for den ansatte med polsk baggrund, begge af frygt for at blive stemplet som racister. 
Spørgsmålet til mig selv, som jeg sidder overfor den stereotype barne-figur er, om man kan være racistisk, når man selv har et barn med mørk hud? Jeg tror det. I hvert fald er det muligt at have dybt forankrede fordomme, der lugter af racisme, for racisme bunder dels i vores fælles kultur og dels i vores personlige kendskab til og frygt for det ukendte. Så selvom jeg, der er mor gennem adoption, ikke er fremmed overfor mit barn, så kan jeg stadig have fordomme overfor andre kulturer, overfor mennesker, der ser fremmede ud, og sågar overfor det land mit barn kommer fra. Måske er det væsentligste ikke om vi har fordomme, men hvordan vi håndterer de fordomme, vi opdager hos os selv. 
Der vil altid være en form for nysgerrighed overfor mennesker, vi ikke kender; er de ligesom os? Er der noget de kan eller gør, vi ville ønske, vi kunne eller gjorde? Eller er det ting, vi ikke forstår, og aldrig ville drømme om selv at gøre? En af de sværeste udfordringer må derfor være, hvordan vi opfører vi os naturligt og nysgerrigt overfor hinanden på trods af fordomme? Kan vi tro på, at det, at synes forskellighed er okay, og endda at kæmpe for andres mulighed for at holde fast i deres eget særkende, ikke er ensbetydende med sympati for eller accept af alt og alle? 
Som forælder til et barn, der er adopteret har jeg et ansvar for, at mit barn får et sundt selvværd, også selvom han/hun ser anderledes ud end så mange andre i børnehaven eller skolen. Samtidig har jeg som alle andre forældre ansvar for, at mit barn også lærer at rumme andres forskellighed. Vi kan påvirke vores børn i deres tankemønstre og adfærd overfor andre. Ikke kun overfor dem selv og deres egen historie og udseende, men også – og synes jeg, lige så vigtigt – deres indstilling og imødekommenhed overfor det, der er fremmed for dem.
Skal en lille figur, som den jeg fandt, gemmes, glemmes og fornægtes? Selvom det er fristende, så tror jeg ikke, det er den bedste løsning: hvis vi glemmer, kan vi ikke lære af det. Selvom det lyder banalt, er det sandt, at det, der er skjult, ofte får større magt og bliver mere farligt, end det, der er frit fremme. Og under alle omstændigheder kan vi hverken tage stilling til eller være sammen om det, vi ikke ved, hvad er. 
Jeg glæder mig ikke til, at snakken falder på slaveriet og kolonierne med min søn, og jeg ikke har lyst til, at han nogensinde skal vide, der er mennesker, som mener, han er mindre værd end dem. Men sådan har jeg det også med massakren på Utøya, børnemishandling og krig. Jeg kommer aldrig selv til at forstå eller acceptere disse ting, men jeg er alligevel nødt til at finde en måde at snakke med andre om det på – inklusive mit barn. I bund og grund er det vel en væsentlig ting at lære sine børn: at mennesker kan tage fejl, gøre grimme ting ved hinanden og ikke altid forstår at tage sig af hinanden – endda til tider selvom de har de bedste intentioner. For på den anden side er netop en indsamlingsfigur som den lille dreng et tegn på, at selvom vi mennesker af og til har nogle mærkelige tilgange til ting, så kan vi samtidig være styret af en vilje til at hjælpe, hvor der reelt er behov, og lyst til at se andre mennesker som med-mennesker, selvom vi ikke altid forstår hinanden. 
Jeg vil stadig synge om kokosnødden i “Elefantens vuggevise” for min søn, når han falder i søvn, for som dansker er den sang nu engang en del af hans historie. 
 
“Menneskeudstilling” af Rikke Andreassen, Tiderne Skifter 2012

 

Continue Reading