Lav en påskehave

Lav en lille påskehave derhjemme og får historierne om Jesus med hjem i stuen. En påskehave er god at pege på og tage udgangspunkt i, når vi taler om og forklarer, hvad vi fejrer i påsken. Lidt ligesom en julekrybbe bliver en påmindelse om, hvad julen handler om, er påskehaven en synlig ting, som man (måske) endda kan røre ved, så sanserne også kommer i spil og påskehistorien kommer ind i stuen.

Der er ingen faste regler for, hvad en påskehave skal indeholde – udover at det handler om Jesus’ sidste dage.

Find et fad, en kurv eller noget andet, som er stort og åbent nok til at have flere ting i. Overvej, om du skal have sand, stof eller noget helt andet som underlag.

Til palmesøndag har kan du bruge nogle æsler (eks. fra legetøjet) og nogle palmeblade klippet ud af filt eller papir.

Til Skærtorsdag kan det være noget at spise og drikker. Det kunne også være et lille vandfad, for at symbolisere fodvaskningen.

Til Langfredag kan du finde et kors, eller gå ud for at samle kviste og grene, som du kanbinde korsene af. Du kunne også finde store søm, en tornekrone eller sølv penge og lægge her.

Til søndag kan du lave en grav og finde en sten til at lægge foran. (En grav kan sagtens være en urtepotte, der ligger ned). Du kan finde et stykke hvidt stof til at ligge i graven, en blomst eller en engel.

Du kan lægge alle tingene frem på én gang, eller I kan finde ting frem hver dag og tale lidt om det hen advejen. Du kan også gøre én ting i år og noget andet næste år.

Måske er det en god metode for dig og din familie at læse beretningerne fra påsken i en børnebibel og så sammen snakke om, hvilke ting I har, der kan fortælle om historien og derudfra lave jeres påskehave. På den måde får I også ting, der udover påske kan minde om fortællingerne om Jesus.

Prøv dig frem! Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Og HUSK! det vigtige er ikke, hvordan haven ser ud eller om der er særlige symboler der i. Det vigtige er at skabe en anledning til at tale om påsken og dens betydning for jer. Påskehaven er en konkret måde at gøre Jesus’ død og opstandelse levende også i din familie.

Du skal ikke blive ked af, hvis det hverken tager lang tid at stille op eller tale om. To minutter kan være lang tid for et barn, og måske er det ikke lige i dag, interessen er der. Måske kommer den en anden dag. Eller næste år.

Det er ikke afgørende, at det bliver på en bestemt måde, men at I hygger jer og får anledningen til at tale om påsken. En del af det at lave en påskehave er, at du viser, at påsken har betydning også for dig, og at du giver dit barn mulighed for at stifte bekendtskab med historierne om Jesus.

Hvis du har lyst, kan du google “easter garden” eller “resurrection garden” for at se flere eksempler. Her er også to eksempler på påskehaver jeg har lavet her og her.

,

Teologien hjælper

Mit store ønske er at være med til at skabe forståelse for HVORFOR’et i arbejdet med og for børn i kirker og kristne organisationer. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvad er grundene til, at vi skal tage børn alvorligt? Hvorfor skal vi poste ressourcer ikke bare i arbejdet med unge men også med børn?

For mig var det en øjenåbner at får min teologi med. Jeg er uddannet i teologi og har beskæftiget mig med dåbsteologi og frelsesteologi, men det var først under min uddannelse på Cliff College, jeg for alvor dykkede ned i teologien om børns åndelighed, deres trosudvikling og deres plads i Kirken.

Det overbeviste mig om, at vi, der arbejder hands-on med børn og unge i vores menigheder og organisationer, har brug for at blive skarpe på teologien om børn. Nogle af grundene er, at teologien hjælper os med at blive opmærksomme på vores blinde pletter. Nok så vigtigt er det, at den kan give os ord, når vi skal tale børnene og de unges sag i menigheden eller vores organisation. Derudover kan teologien give os en forståelse af, hvordan Gud er på færde hos og med børn og unge.

Når vi lærer og læser bredt om børn og forståelsen af børn, får vi et mere balanceret syn på vores børn og unge. En balance, som kan gøre os i stand til at forholde os til de helt almindelige, komplekse og skønne børn, vi møder i vores arbejde på en måde, som befrier os fra at have et idealiseret syn på, hvordan et børn bør være eller hvordan det bør være med deres tro. Og dét vil gøre vores praksis meget bedre.

Når vi har et balanceret teologisk syn på børn, kan vi undgå at falde i grøfter, hvor vi …

  • overser barnet (de er alligevel ikke ”rigtigt” mennesker (eller kristne) endnu
  • umyndiggør barnet, fordi vi kun vil glædes over dem og synes, at de er nuttede, når de beder, kommer med ord fra Gud eller påpeger fejl hos os.
  • er unødigt hårde ved dem, fordi vi kun ser barnet som én, der skal oplæres eller have synden i sig knægtet.
  • afskærer vores fællesskab fra de input børn og unge har, fordi de også kan være forbilleder for os i troen og livet med Gud.
  • ikke prioriterer ressourcer til børnene og de unge i kirkens budgetter, personale eller lokalefordeling, fordi vi glemmer, at de som væsner under udvikling har brug for støtte, hjælp og voksne til at hjælpe dem på vej.
  • svigter børnene, fordi vi glemmer vores ansvar overfor dem, der ikke har deres egen stemme.

Det her er spændende sager, og – mener jeg – helt nødvendigt for os at dykke ned i.

Jeg har skrevet mere udførligt om de seks overordnede syn på børn, som teologen Marcia Bunge har identificeret her (og som er det infografen herunder giver et overblik over.) Du kan også søge på teologi i søgefeltet og se, hvad der dukker op.

Der er brug for Englesang

Englesang er en ny youtube-kanal med kristne børnesange. Bag kanalen står Therese og Daniel Eichenwald, der fik idéen efter at have hørt venner efterlyse kristne børnesange på en tidssvarende platform. Sammen med Martin Bjørnskov, der har forstand på det tekniske i at lave video og animation, er det lykkedes dem at producere musikvideoer med kendte kristne børnesange, der på har fået stor opmærksomhed.

”En del venner med mindre børn fortalte, at de manglede de kristne sange, som de selv var vokset op med. Eller andre, der ikke selv kendte nogen børnesange og ikke kunne finde dem nogen steder, men som gerne ville kunne synge om Gud med deres børn.”

”Ja, fortsætter Therese, vi begyndte at undersøge det nærmere. For kunne det virkelig passe, at de her sange ikke var kommet ”med” online? Vi lavede noget research og opdagede at der slet ikke var så meget at finde, som vi havde ønsket os.”

Omfavn det nye format
”Men tiderne er skiftet. Det er ikke længere en CD, man sætter på for at høre musik med sine børn. Det er youtube og streaming. Det var vi faktisk ikke selv klar over, før vi passede andres børn og så, hvordan de bruger youtube. Det er jo det, man bruger i dag. Men hvis musikken ikke er tilgængelig i de formater, som børnene og deres familier bruger, hvordan skal de så lære dem at kende?”

”Vi blev enige om, at så kunne vi lige så godt omfavne youtube-formatet helt med video og animation.”

”Mange kender nok Popsi og Krelle, og vi kunne se hos dem, hvordan Youtube-formatet kan give musikken flere dimensioner. Vi blev enige om, at vi jo i hvert fald lige så godt kunne prøve.”

Corona gav luft til at handle
Musikken er ikke taget ud af den blå luft. Daniel har læst musikvidenskab på Aarhus Universitet, og deres tjeneste i kirken, hvor de kommer, er lovsang. Idéen til Englesang har længe boet hos Therese og Daniel, der til dagligt er lærere på Efterskolen Kildevæld. Med hjemsendelsen fra efterskolen på grund af corona, blev der pludselig luft til at gøre noget ved idéen.

”Med hjemsendelsen fik vi både tiden til at gøre noget ved idéen, men vi opdagede også, at behovet var der. Så man kan sige, at hjemsendelsen var det spark, der skulle til. På den måde er der for os kommet noget positivt ud af corona og nedlukning for os. Det er dejligt med en positiv historie lige nu!”

”Vi har faktisk ingen erfaring med børn. Vi er ikke en del af børnekirken, men er lovsangere,” fortæller Daniel.

Sange fra barndommen
Alligevel føltes det rigtigt at gå ind i arbejdet med en kanal henvendt til børn. Daniel og Therese kommer begge fra kristne familier og har derfor også de gamle sange med sig fra barndommen. Til trods for at de kommer fra forskellige kristne sammenhænge fra forskellige steder i landet var børnesangene noget af det, de havde til fælles. Og som de også oplever at have tilfælles med andre venner nu. ”Vi er kendt med at stå i skel mellem forskellige kirkeretninger Der har vi opdaget, at børnesangene er noget af det, vi har tilfælles. Det er megagodt, at der er så meget fælles i børnesangsuniverset,” siger Daniel og fortsætter: ”Det vil glæde mig, hvis dem, der er børn nu fra forskellige kirker og steder i landet, også kan synge de samme sange en gang. På den måde hylder vi med Englesang vores fælles arv.”

”Ja, for vi tænker jo tilbage med glæde på, at det er noget vi har fået med. Børnensangene videreformidler om noget den kristne tro på en enkel måde.”

”Jeg kan huske, at min mormor sang,” fortæller Therese. ”De sange kan jeg også synge nu. Når vi har sunget nogle af de sange og har skullet tjekke teksten, så kan jeg jo se, at jeg kan huske dem endnu. Også selvom jeg var lille, da jeg lærte dem.”

Musik og børn
Jeg spørger dem, hvad det er musik kan med børn?

Daniel er hurtig til at svare: ”Glæde! Musik er en enorm glædesformidler. Det skaber fællesskab. Og virker dragende. Kroppen sætter i gang, når musikken spiller – man skal i hvert fald være meget kedelig, hvis man kan lade være!”

Therese falder ind: ”Musik er nemt at huske – ord bliver husker bedre, når musik kobles med. Og så er de her kristne børnesange jo med til at forme et Guds billede: Når vi synger om Guds kærlighed, der er hele vejen rundt om os, så er det jo en Gud, der elsker mig. På den måde er sangene med til at give et sprog for troen og relationen til Gud.”

”Musikken kan tale igennem det, vi forsøger at forstå. Musikken kan komme ind og tale til noget af det, der er dybere i os.” forklarer Daniel, før han fortsætter: ”Jeg kan ikke huske, hvordan jeg som barn forholdt mig til troen i de sange, vi sang. Men jeg har jo båret dem med mig, og så de er nået dybere ind og har sat deres aftryk i mig.”

”Sangene får lov at tale til krop, sjæl og følelser, så troen bliver plantet på et andet plan.”

”For os har musik altid fyldt meget. Og for mig,” siger Daniel ”har musikken altid været mit sprog. Der er nogen, der siger, at et billede siger mere en 1000 ord. For mig er det musikken, der kan det.”

Håb for fremtiden
Så hvad er håbet med Englesang?

”I første omgang er kanalen tænkt som et værktøj for kristne forældre. Ligesom børnekirker kan bruge det som en ressource. Vi vil gerne hjælpe, så de her sange bliver en naturlig del af dagligdagen for familier, fordi de ligger på en platform, som folk er vant til at bruge.”

”Vi er blevet positivt overraskede over, hvor meget det vokser, og hvor langt det når ud – og hvor hurtigt. Det gør det hele værd. For vi har haft ret i, at der var et behov!”

Therese fortæller, hvordan hun vågnede en nat i juleferien: ”Jeg kunne bare mærke, at det var NU vi skulle rykke på det her med Englesang. Jeg ved ikke, om man kan kalde det et kald, men jeg er sikker på, at Gud har inspireret os og velsigner det.”

Hun holder en kort pause, før hun siger: ”Også den måde vi selv bliver velsignet af arbejdet. Vi bliver glade af det, vi hygger os med det, og vi bliver selv fyldt på af det.

Det føles rigtigt. Og det er den rigtige tid til det.”

”Vi gør, hvad vi kan, for at det skal være godt. Vi har lagt ud med en ny sang om ugen. Vi kan godt se allerede nu, at det er meget, hvis det skal fortsætte i det tempo, for det er jo bare en sidebeskæftigelse.”

”Vi håber da, at vi kan fortsætte med at lægge ud og med at vedligeholde. Men vi gør det, fordi det giver mening. Og det giver mening, når vi modtager videoer af børn, der danser foran fjernsynet. Fagterne og glæden smitter.”

Der er en pause i samtalen.

Så siger Daniel: ”Før vi lagde de første videoer ud, havde vi overhovedet ikke tænkt over, hvordan Englesang så ud om to år. Det kan da godt være, at vi kommer til at skulle det.”

Therese venter parrets første barn. Og som Daniel tørt konstaterer: ”Det skal vi da nok bruge 14 dage på!” Hvor meget tid, der bliver til Englesang og hvad Englesang bliver til, må tiden vise. Men at Therese, Daniel og Martin har set rigtigt, da de så et behov, er der i hvert fald ikke tvivl om!

Du kan følge med hos Englesang på facebook her.

Du finder Youtube-kanalen Englesang her

Babes in Christ – barnet er fuldkomment, men ikke færdigt

Som jeg sad og ammede min datter, faldt jeg i staver over hendes lillebitte men perfekte hånd. Tænk, at noget så småt, kan være så fint og fuldstændigt.

Det var noget af det, der slog mig første gang jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, at det kan være i to arme. Så lille, og dog er alting, som det skal være.

John Wesley bruger det billede, når han skal forklare, hvordan nye kristne kan være fuldkomne i deres Guds-forhold og deres kristentro, selvom de ikke er modne eller udviklede som kristne, der har mange års erfaring i livet med Gud.

Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog.

Skønt Wesley brugte tanken om at være spæd hos Kristus og stadig fuldkommen om voksne, mener jeg, at tanken kan overføres til børn og unge.

For børn er, som de skal være både som nyfødte, når de er fem og når de er tolv. De er hverken færdige, fuldt udviklede eller modne endnu – men de er hele.

Præcis sådan er det også med børns tro og åndelighed (og vores andres). Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud, kan være fuldkommen – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og blive hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole. Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. De skal vokse og udvikle sig. Det ønsker vi for dem.

Lige sådan ønsker vi for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil at de skal udvikle sig på alle andre områder. Alligevel er deres tro, som den skal være allerede.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Hvis vi bruger Wesleys tanke om “babes in Christ” om vores børn, kan det hjælpe os med at forstå noget væsentligt om børns tro og åndelighed: Det gør os i stand til at fastholde børn som værende umodne men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro. Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede, men at det også har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

Kilder:
Thaarup: ”Med venner i lys vi tale. John Wesleys og NFS Grundtvigs konvergerende teologier.” Forlaget Trofast, 2016. S. 361.

Læs mere om teologi om børn bl.a. i indlægget om “Gud og barnet – seks forskellige syn på barnet” 

,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org