,

Anmeldelse: Tryg i mørket

Natten er en mærkelig størrelse. Putning kan være noget af det hyggeligste, og alligevel har de fleste forældre haft samtaler med deres børn, der kredser om utryghed ved mørket. Det kan være svært at være alene i mørket.

Det er de samtaler, der har affødt Rachel Turners bog “Tryg i mørket”. Rachel fortæller, hvordan forældre igen og igen har talt med hende om børn, der er bange for mørket eller har mareridt. Hvordan hjælper man bedst børn til at være trygge i mørket? Det gik op for hende, at der tilsyneladende ikke er nogen, der har beskæftiget sig med en teologi om mørket: om, hvordan Gud er i mørket og om natten.

“Tryg i mørket” er genfortællinger fra Bibelen om mørket og natten alle sammen med et barn som udgangspunkt. Historierne fortæller, hvordan Gud er med også i mørket. Budskabet er, at Gud stadig er Gud selvom det er mørkt og nat.

“Tryg i mørket” er ikke som Rachel Turners øvrige bøger henvendt til voksne. Derimod er historierne laver som godnathistorier, som kan bruges ved sengekanten til oplæsning. Efter hver historie er der forslag til spørgsmål, der kan bruges til at åbne for en samtale med barnet om, hvordan vi kan vide med sikkerhed, at Gud er med os også i mørket og om hvem Gud er i mørket.

En af de første historier handler om Malah, der ligger i et telt ude i ørkenen og er bange. Hun og hendes lillesøster opdager, at Gud, der var sammen med dem om dagen som en søjle af støv ikke er blæst væk, men nu er en søjle af ild: En kæmpestor nat-lampe. Denne historie er blevet hos mig, måske fordi jeg ved, hvordan det er at ligge i et telt om natten eller fordi jeg husker trygheden, ved at ligge i min egen seng som barn med en stråle af lys fra gangen.

Mørket og natten er vigtige emner, fordi det ikke blot handler om natten og søvnen. Mørket er også for børn beskrivende for det, der er større og mere farligt. I mørket gemmer usikkerheden, døden og det farlige sig. Derfor kan historierne om, hvordan Gud er sammen med os i mørket og om, hvordan Han er om natten også være indgange til samtaler om, hvordan Gud er sammen med os, når det ikke er let eller sjovt at være til. Hvordan er Gud med os, når vi er bange? Dét er en vigtig samtale at have.

Derfor får “Tryg i mørket” min anbefaling – som godnat læsning eller som inspiration til genfortællinger af historier om, hvordan Gud er med os altid – også om natten og i mørket!

Tryg i mørket af Rachel Turner er udgivet hos ProRex og koster kr. 149,95.

Læs om lanceringen af “Tryg i mørket” her.

Tryg i mørket – indtryk fra en boglancering

“Det bedste ved en bog er ikke det, der står i den, men de tanker den sætter i gang”

Så fint åbnede Else Marie Larsen, ejer af forlaget ProRex, en surprise fest for at lancere Rachel Turners seneste bog på dansk: “Tryg i mørket”.

Det er sjældent en mindre forlag som ProRex har mulighed for at lancere en bog, der er oversat, med forfatteren tilstede. Derfor var det en fest at kunne overraske Rachel Turner med at lancere “Tryg i mørket” med hele holdet omkring bogen: illustrator, oversætter og forlagsejere Else Marie og Christian Larsen.


Oversætter Heidi Brobjerg har også oversat Rachels bøger “Tro i børnehøjde” og “Selvværd i børnehøjde” til dansk, og fortalte, at hun havde takket ja til at oversætte denne bog også, fordi Rachel Turners bøger har bevæget hende personligt også. Heidi Broberg fortalte også, at der i oversættelsesarbejdet altid er ét ord, der bøvler: ét kerne-ord, som ikke umiddelbart lader sig oversætte til dansk. Når Rachel i “Tro i børnehøjde” i den engelske bog taler om “the need to catch what God is saying”; hvad er “catch” så? Er det at fange eller at gribe? Eller i bogen “Selvværd i børnehøjde”, hvor det engelske ord “confidence” kan betyde 1000 forskellige ting, og som derfor skal oversættes forskelligt på dansk hver gang det bruges.

Illustrator Maria Friis Schmidt var tydeligt rørt over at være med. “Tryg i mørket” er den første bog af en anden forfatter, hun har illustreret. Else Marie Larsen introducerede omslaget som bogens indpakning. Billedet, som Maria har malet i akvarel, lyste bogstavelig talt op i originalet, som blev givet til Rachel Turner som gave. Der var både glæde, forundring og taknemmelig tegnet på forfatterens ansigt, da hun fik lov at se originalen tæt på.

Spurgt om, hvad de særligt lagde mærke til ved billedet nævnte de, der var med omfavnelsen mellem mor og barn; at dynen er som en sky; at gardinerne er som englevinger; korset i vinduet; at bogen nærmest lyser; at der en bamse. Bamsen, fortalte Maria Friis Schmidt, er ikke en tilfældig bamse, men et billede af den bamse hun selv havde som barn.

Det var en tydeligt glad og bevæget Rachel Turner, som til sidst fik ordet. Først med et stort tak “I have actually never had a launch before,” fortalte hun – selvom hun på engelsk har skrevet flere bøger end de tre, der er oversat til dansk, var dette hendes første boglancering overhovedet!

“Tryg i mørket” er ikke som Rachels andre bøger henvendt til voksne – dette er godnat historier til børn alle. “Så tit, når jeg taler med forældre fortæller de mig, at deres børn er bange for mørket. Og det gik op for mig, at vi ikke virkede til at have en teologi om mørket – om hvordan Gud er i mørket. For Gud er jo også Gud om natten.”

Derfor satte hun sig for at skrive en bog med historier om Gud i mørket. Hver eneste historie i “Tryg i mørket” er historier fra bibelen om natten og mørket. Budskabet er at når du ligger alene i mørket, så er Gud sammen med dig.

Aftenen sluttede med festlig servering, snak og en laang kø til at få signeret bøger af en overvældet, stolt og glad forfatter.

Læs min anmeldelse af “Tryg i mørket” her.

,

Bed med hele kroppen

, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikelmin facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

Hvad kan vi undvære?

Hvad kan vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Det er et af undringsspørgsmålene Godly Play bruger til at åbne nogle af bibelens historier med. I virkeligheden er det et spørgsmål som sagtens kan overføres til andet end bibelhistorier. I søndags fortalte jeg om den hellige familie, og her kom spørgsmålet […]