Det er ikke pandemiens skyld

Pandemien gjorde ikke, at børn og forældre holdt op med at gå i kirke. Men pandemien lærte kirkerne, at de kunne række ud til forældrene.

Noget i den retning læste jeg for nyligt på en engelsk blog. Det gav genklang, for mere end én gang har jeg hørt spørgsmålet ”Vores familier kommer ikke til gudstjenester” efter genåbning og de sidste restriktioner er forsvundet.

Det kan være mange grunde til, at børnefamilier ikke kommer til gudstjenester i samme omfang, som de gjorde før nedlukningen: De kan være kommet ud af vanen; de kan have opdaget, at det gør godt med en stille dag derhjemme; måske trænger de til at være sammen hele familien på én gang? Måske har de glemt, hvor godt det kan være, at gå i kirke eller måske kom de aldrig i gang? Halvandet år er længe i et liv med mange forandringer, og der er mange forandringer i livet i en børnefamilie. Vores rytme skifter med børnenes alder og deres interesser. Så måske skal flere familier end vi lige tror ikke så meget genoptage en vane, som tilegne sig en. Hvordan hjælper vi dem med det?

For vi vil jo gerne være kirke for og med børnefamilierne. Derfor gør mange noget ud af at være attraktive med gode tiltag, spændende gudstjenester og relevante tilbud. Det er både godt og på sin plads.

Problemet er bare, at vi (måske) forsøger at give en ydelse, som familierne omkring er optagede af, fordi der er andre ting, der er mere relevante og presserende for dem.

Under corona-nedlukningen opdagede kirker landet over, hvordan de kunne være i kontakt med børn og familier på mange forskellige måder, hvor det var menigheden, der var den udfarende del med kirke-to-go, online indhold og formidling af, hvordan troen kan integreres i hverdagen med børn.

Vi skal ikke droppe de gode tiltag i kirken. Men vi må for alt i verden heller ikke glemme det, vi lærte under nedlukningen: Kirken kan og skal være opsøgende overfor børnefamili
er. Vi skal formidle værktøjer og muligheder for at lukke troen op derhjemme, så børn og forældre kan integrere den i deres hverdag.

Pandemien fik ikke børnefamilierne til at holde op med at gå i kirke. Den tendens var allerede i gang. Nu er opgaven så at finde ud af, hvordan vi kan række ud og være kirke for og med børnefamilierne – også derhjemme.

,

Johans julekrybbe – det begyndte i Betlehem

Billedbogen ”Johans julekrybbe”, der er skrevet af Bodil Sangill, er netop udkommet. Her fortæller Bodil om sine tanker bag bogen og hvor idéen til netop denne bog overhovedet kom fra:

Det hele begyndte med en julekrybbe fra Betlehem.

Bodil Sangill var på studietur til Israel, og købte en julekrybbe med hjem. Efter opholdet på højskolen hun rejste med, blev hun ansat som pædagog i en børnehave.

”Året efter tog jeg julekrybben med i børnehaven, hvor den blev stille op, alt imens vi legede og snakkede os igennem juleevangeliet. Det blev hurtigt til en skik jeg gentog år efter år, så ofte det lod sig gøre. Senere er det blevet mine egne børn og børnebørn, der har brugt den.”

Men hvorfor lige en børnebog om juleevangeliet?

”Min erfaring er, at selv om førskolebarnet ikke rent intellektuelt forstår dybden og omfanget af, at verdens frelser blev født julenat, så er barnet udstyret med en sensitivitet, der gør at det i høj grad kan fornemme og tilegne sig beretningens glæde og tryghed. Barnet registrerer, at her er der noget helt særligt på færde.”

Billedbogen ”Johans julekrybbe” handler om drengen Johan, der sammen med sin mor stiller julekrybben frem og samtidig leger sig igennem historien om Jesus’ fødsel.

”Efter min mening har tegneren Susanne Lodahl Siggaard formået med sin varme og trygge streg at møde førskolebarnets tanker og følelser helt perfekt. Jeg elsker den illustration, hvor Johan bliver bedt om at stille Jesusbarnet ind i stalden – og hvor Johan så først bliver siddende med Jesusbarnet i hånden en tid og kigger kærligt på det.

På den sidste side i bogen har jeg valgt, at der ingen tekst skal være – kun et billede af Jesusbarnet i krybben. Det er mit håb at førskolebarnet (og den voksne) dermed kan få en lille meditativ stund sammen med Jesus. Det er i al fald min overbevisning og erfaring at Guds kærlighed igennem Jesus Kristus kan nå alle aldersgrupper – også førskolebarnet.”

Bogen er skrevet, så også børn på 2-3 år kan være med. 

”Jeg har valgt at skrive en meget enkel tekst, da jeg ønsker at børn fra 2-3 år alderen også skal kunne være med. Det er også et bevidst valg, at der kun er én illustration per opslag. Det gør det lettere for de helt små at forholde sig til det de hører og ser, og den voksne oplæser har dermed også mulighed for i ro og mag at føje flere nuancer til teksten alt efter barnets alder og udvikling.”

”Når jeg sender en billedbog ud som “Johans julekrybbe”, er det fordi jeg fornemmer, at der er et behov for netop sådan en bog. December måned er for de fleste børnefamilier tæt pakket med en masse gode juleforberedelser – så mange, at julens helt store budskab, uden man næsten opdager det, kan gå hen og få en meget lille plads. Det håber jeg, at “Johans julekrybbe” kan lave lidt om på.

”Måske kan bogen ovenikøbet inspirere til, at læserne selv får lyst til at stille en julekrybbe op i lighed med Johan og hans mor og dermed skabe en ny tradition i familien. Det håber jeg.”

”Johans julekrybbe” er netop udkommet på forlaget mellemgaard.

32 sider. 149,95 kr.

Om Bodil
Bodil Sangill (1951) er uddannet børnehavepædagog i 1974. I 1982 sagde Bodil jobbet op for at passe egne børn, og har været frivillig medarbejder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i 27 år. Fra 2004 har Bodil skrevet på fuld tid.

Bodil debuterede som forfatter i 1977 med en række billedbøger for førskolebørn (inspireret af børnene i børnehaven). Senere er det blevet til adskillige børnebøger, et par novellesamlinger og en række romaner. Læs mere på www.bodilsangill.dk

,

Tre ting børn siger om Halloween – og et godt råd

Forleden holdt kirken, hvor jeg er præst, efterårsaktiviteter for børn. Mens vi sad og skar græskarhoveder, snakkede vi om alt fra efterårsferie til navnes betydning. Undervejs spurgte jeg, hvad børnene egentlig synes, som halloween?

Jeg spurgte, fordi jeg er nysgerrig efter at høre børnenes egne tanker om den her højtid, der er kommet ind fra højre siden jeg selv var barn. Som jeg før har skrevet, har jeg flyttet mig i forhold til halloween, men jeg synes stadig, det er for meget, at der hænger skeletter på kaffebaren eller ligger mumier i bagerdisken. Græskarene på gader og stræder ser fint ud. Faklerne og lyset har vi brug for. Men uhyggen og det ulækre? Det kunne jeg godt være foruden. Så jeg vil gerne lære mere om, hvad børn egentlig tænker og synes om halloween.

Til min store overraskelse svarede de forskellige børn og grupper uden tøven, som med en stemme: ”Det er sjovt.”

Da jeg spurgte ind til, hvad der er sjovt ved det, fik jeg tre svar:

Det er sjovt, fordi der er slik; fordi man klæder sig ud; og fordi man er sammen om det.

Mine umiddelbare refleksioner over de tre ting:

Det er sjovt, fordi der er slik
Slik er dejligt (usundt, ja, men det smager godt) og det er fantastisk at få. Ikke bare at få slik, men at få noget givet i det hele taget.

En del af Halloween er at gå ud at rasle (eller lave ”slik eller ballade”), ligesom vi gjorde til fastelavn, da jeg selv var barn. Børnene får ikke penge, men slik, og for mange børn er det, at få noget, der er deres eget og som de ovenikøbet selv har skaffet en stor ting.

Man kunne overveje, om det her handler om selvstændighed. Men egentlig hælder jeg mest til, at de fleste børn bare godt kan lide slik.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Sanserne er en kæmpe del af måden, vi oplever verden på
  • Slik er sødt og nydelsesfuldt; hvad er rart og hvornår bliver det usundt? God anledning til at tale om, at ikke alt, er godt i lige store mængder. Det er også en måde at lære at skelne mellem det gode og det, der er skidt på.
  • Måske har Gud opfundet slikket, fordi han også godt kan lide det? Hvad mon Jesus’ yndlingsslik er?

Det er sjovt, fordi man klæder sig ud
Udklædning er en leg. Her er tale om fantasi og at få lov til at lege – endda med de voksnes hjælp. At klæde sig ud er at lade som om: Når man er klædt ud (om det så kun er med en lille maske eller et par handsker) kan man prøve, at være en anden. At tage tøj på som en prinsesse, en ninja eller hvad det måtte være- også skøre eller uhyggelige ting – er at låne en andens identitet. Børn kan med andre ord øve sig i andre ting end dem, de selv har tilgængelige som børn. Det kan være frøens evne til at springe eller abens til at klatre. Det kan være ninjaens mod eller prinsessens ynde. Udklædning er sjovt, fordi det spiller på alle mulige tangenter i forhold til sanser, identitet og fantasi.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Børn lærer gennem leg, så at lege at være et dyr, en person eller en figur er en måde at lære noget på. Vær nysgerrig efter, hvad det er, der optager barnet ved det, de gerne vil klæde sig ud som.
  • Mulighed for at tale sammen om hvorfor mon Gud har givet alle dyr og mennesker forskellige evner, egenskaber og kræfter?
  • At vide hvem man selv er, er en lang proces, som vi aldrig helt bliver færdige med. Det er en del af det spændende ved at være menenske, at Gud har skabt os, så vi forandrer os og lærer hele livet igennem.
  • Hvis du skulle vælge en person fra Bibelen og klæde dig ud som eller lege, at du var – hvad skulle det så være?

Det er sjovt, fordi man er sammen om det.
Til halloween pynter mange op udenfor indgangen til deres huse. Skoler, instituioner og klubber laver pynt og holder græskarfester/lanternefester mm. Der, hvor jeg bor, pyntes hele midtbyen op til halloween, og der er særlige aktiviteter i en længere periode. Så når børnene fremhæver, at det er noget vi er sammen om, så er det jo rigtigt, at halloween på lige fod med eksempelvis fastelavn og jul er noget, vi fejrer sammen. Måske mere, fordi det ikke som sådan er en religiøs fest, og derfor deles af alle i klassen.

Det peger for mig at se på to dybe ting i børn: Den første er, at børn elsker det, når voksne leger med dem. Den anden er, at børn længes efter at være en del af større fællesskaber.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Hvordan kan I være fælles om at pege på lyset? (se eks. den her måde at fejre lysfest på)
  • Hvordan kan I lege sammen derhjemme på andre tidspunkter eller holde fester eller andet, hvor alle er sammen om det?
  • Peg på, hvordan Gud ved at blive menneske, viste, at han gerne vil være sammen med mennesker.

Det uhyggelige er ikke i sig selv det vigtige
Min konklusion på min lille ikke-videnskabelige undersøgelse blev, at Halloween for børn handler meget lidt om det uhyggelige. Jeg siger ikke, at det ikke spiller en rolle, eller at de ikke bliver påvirkede af det. Men det er tilsyneladende ikke det uhyggelige eller groteske, der i sig selv optager dem mest, når de skal forklare, hvad halloween er.

For mig er det en pointe, fordi det betyder, at vi sagtens kan gå med på Halloween og BÅDE gøre det børnene synes er sjovt OG pege på det, der er godt. Vi kan med andre ord godt finde veje i Halloween, der kan give vores børn plads til at tage del i det sjov og samtidig bruge det som afsæt til at snakke med børn om det, der kan være uhyggeligt også i det virkelige liv, så de får ord for det.

Børnenes sidste tip: 
I øvrigt fik jeg også et rigtig godt råd med på vejen, hvis man nu skal ud og rasle, men ikke vil gøre nogen kede af det (Det var nemlig nogle meget betænksomme børn, vi havde på besøg i kirken):

Man skal være opmærksom på hvem, man ringer på hos, for ikke alle kan lide det. Så børnenes råd var, at man aftaler på forhånd, at man kommer eller kun går ind hos dem, der har græskar eller andet pynt ude selv. Dét råd er hermed givet videre!

Lysfest: En fest for lyset midt i mørket

Skrevet af Charlotte Frederiksen, Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke

Halloween er en vanskelig størrelse, og holdningerne er mange. Nogen familier tager afstand fra Halloween, andre omfavner traditionerne og nogen har fundet en vej midt imellem. Det er så vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er én rigtig vej her, og at den samme løsning ikke passer alle familier – du som forældre ved bedst hvad der fungerer hjemme hos jer.

Jeg stødte for alvor på Halloween for et par år siden, da mine børn gik i børnehave. Jeg har forsøgt at ignorere og nedtone Halloween – men uden held, det sniger sig ligesom mere og mere ind på os som familie, så jo ældre mine børn bliver, jo mere tydeligt bliver det, at de har brug for, at vi sammen finder en vej.

Hvad er Halloween?Halloween, som vi kender det i dag, er en blanding af flere forskellige traditioner herunder den keltiske årsfest, som havde til hensigt at ære de døde og fejre høsten (d. 31. oktober), Alle Helgene (d. 1. november) og De dødes dag, som er en mexicansk tradition (d. 2. november).

Min største udfordring
Min største udfordring med Halloween er det, at vi så nemt kommer til at fejre uhyggen og ondskaben og derved give frygten plads til at vokse i os. Ondskaben er en realitet i vores verden, så det er ikke fordi vi eller vores børn naivt skal lukke øjnene for den dimension, men med ondskaben er det for mig vigtigt, at mine børn kender lyset. At de ved, at Gud er vores håb, at han er mægtigere end mørket, og at han altid er hos os.

I min søgen efter hvordan andre håndterer Halloween, er jeg stødt på konceptet lys-fester, og dette har vi som familie valgt at lade os inspirere af.

Et forklaringsværktøj
”Lys i mørket” er ikke tiltænkt som et kristent alternativ til Halloween; det er for mig at se et forklaringsværktøj. Jeg mener, at børn har brug for, at vi som forældre rammesætter det, der sker omkring dem. Sådan hjælpes de til at forstå deres verden, og kan dermed navigere i den og på sigt selv træffe gode valg i deres liv.

Jeg blev mindet om verset i Johannesevangeliet 1:5 ”Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Mørke, uhygge, ondskab og sågar døden er en barsk realitet og et vilkår for os alle. Men midt i mørket er der et håb, midt i mørket er der et lys. Ja, mørket er der, og i perioder føles det overvældende. Men Gud ønsker at tænde lys midt i mørket.

Så hjemme hos os ønsker vi, at bruge denne dag på at byde lyset velkommen. Om formiddagen vil vi skære græskar, ikke med uhyggelige ansigter men med hjerter. Nu har jeg piger, så hjerter sælger ret fint her, men det kan også være ansigter som smiler eller med små budskaber a la LYS og HÅB. Tanken er, at når nabobørnene senere på aftenen ringer på døren, bliver de mødt af lyset frem for mørket. Man kan også allerede her pynte op med lyskæder på husets facade eller med lanterner i haven.

Ingen fest uden kage, så vi skal naturligvis også bage, pynte og dekorere – kun fantasien (og evnerne) sætter grænser. Om aftenen kommer der helt sikkert børn forbi, og i år vil jeg ikke være den nederen type, der siger ”Her holder vi ikke Halloween, så vi deler ikke slik ud”, men i stedet give dem slik og en stjernekaster eller et knæklys med bibelverset fra Johannesevangeliet.

Vi vil i stearinlyset skær læse en historie sammen f.eks. fra bogen “Tryg i mørke” af Rachel Turner, mindes dem vi har mistet ved at tænde lys for dem eller lytte til sangen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Mulighederne er mange.

(Her kan du læse en anmeldelse af “Tryg i mørket”)

Hvad I gør, er naturligvis fuldstændig op til jer, men mit håb er, at I får lyst til at tage snakken der hjemme og bevidst træffe nogle valg – og derved ikke blot lade jer rive med af “det gør alle andre”.

Har I lyst til at læse mere kan jeg varmt anbefale et kig rundt her på digogmigogvitro.dk

Viden er godt, erfaring er nødvendigt.

Hvad kan vi gøre for at børn og unge får en tro på Jesus, der er deres egen og som er slidstærk og brugbar i det virkelige liv?

Der er flere vigtige aspekter i et godt svar. Ét er, at vi skal huske, at den kristne tro er afhængig af både erfaring og viden. Erfaring, fordi det er det at erfare ting, der gør troen virkelig og levende for et menneske. Viden, fordi den kristne tro har bestemte kendetegn og indhold, det er nødvendigt at kende for at kunne være rodfæstet i netop den kristne tradition.

Man kan sige, at erfaringen er det personlige og viden er det, der binder os sammen med en større helhed: Med Kirken og de mennesker, der er gået før os. Det er viden, der giver os ord for det, vi selv erfarer.

Den kristne tradition kan være med til at skabe mening i vores indtryk og give os sammenhænge at putte vores egne erfaringer ind i. Viden om troen handler med andre om at skabe orden i erfaringerne med troen; i det, vi oplever (uanset om vi er børn eller voksne).

Vi skal efter min overbevisning have begge dele med i arbejdet med børn. Vi kan ikke nøjes med at tænke, at børn er tomme krukker, der ingen erfaringer har, og som vi skal have fyldt en masse viden i. Vi er nødt til at se børn, som krukker, der allerede har et indhold, de skal have hjælp til at sortere og finde orden i – børn har erfaringer med eksistentielle spørgsmål og åndelige oplevelser, som de skal have hjælp til at sætte ord på og forstå.

Rigtig tit tager vi udgangspunkt i, at børn er tommer og skal fyldes op.

Derfor handler vores arbejde med børn i kirken om at give børnene viden – vi fortæller historier og stiller spørgsmål, som tjekker om og hvordan børnene har forstået indhold og sammenhænge – om de husker navne, steder og pointer. Det er ikke særlig tit vi giver plads til at børnene selv finder frem til svarene eller finder forståelse – for slet ikke om at skabe rum til at børn kan bearbejde det, de allerede har oplevet i lyset af den kristne historie.

Måske fordi der er så mange andre sammenhænge, hvor det er afgørende, at vores børn lærer reglerne udenad uanset om de forstår det. Som i trafikken for eksempel. Eller med hvad, der kan stoppes i munden i skoven. Eller hvem, man må gå med hjem fra legepladsen.

Der er masser af situationen i livet mellem børn og voksne, hvor børn skal lære at indgå i en allerede etableret orden, og hvor der ikke er plads til, at barnet stiller spørgsmålstegn ved de regler, der allerede findes. Det dur simpelthen ikke i trafikken.

Men det dur, når det gælder livet med Gud.

For nok er der givet viden i kristendommen, som vi gerne vil berige vores børn med. Men børn er også allerede i gang med at sanse verden og stille eksistentielle spørgsmål helt af sig selv. Så vi behøver ikke lære børnene at tænke over livets meningen eller at mennesker er forskellige. I stedet skal vi skabe rum, hvor børn kan skabe mening af og med Gud.

Vi skal skabe rum til teologi; Guds-læring.

Viden handler om indhold – erfaring handler om at opleve.

Meget for børn i kirken handler om at give børnene viden – men det er erfaringen, der gør troen på Gud levende. Det er gennem erfaring at vi hver især får et forhold til Jesus. Og det er kun når det forhold er etableret at troen bliver levende og holdbar.

Så. Hvad nærer erfaring:
Så hvordan skaber vi rum for at børn selv kan gøre sig erfaringer med Gud. Eller giver mulighed for at børn lærer metoder, de selv kan bruge i deres hverdag, når de møder det åndelige?

Rigtig meget børne-arbejde (også) i kirker er hurtigt, højt og farverigt. Det tenderer underholdning og er sjældent en reel en mulighed for at reflektere eller være fordybet.

De fleste børn (og voksne) oplever stilhed, undren og at blive inddraget i samtale, tilbedelse eller arbejde som steder, hvor de nemmere kan erfare Guds nærvær.

Så hvordan kan du bedst skabe mulighed for at børn kan opleve stilhed, undres og blive inddraget i musikken, fællesskabet eller arbejdet på en måde, der skaber rum for Gud til at møde barnet?

Her er en række ting, der nærer erfaring:

  • Bed med hele kroppen
    Gør stilheden mellem hver bevægelse længere og længere over tid. Begynd med 2 sekunder og byg op. Som så meget andet er stilhed som en muskel, der skal øves.
  • Stil åbne spørgsmål til bibelhistorierne:
    Det kunne eksempelvis være inspireret af Godly Play: Hvad synes du, var det vigtigste? Hvad kunne vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Hvordan tror du X havde det da…? Hvilken del af historien handler om dig?
    På den måde er du også med til at lære børnene, hvordan man reflekterer over en bibeltekst, så den bliver relevant for én selv.
  • Lær børnene at snakke med Gud
    Rachel Turner har lært os om at ”gribe” fra Gud. Lad børnene ligge eller sidde og stil forskellige spørgsmål, som de inden i deres hoved kan stille Gud. De skal ikke sige noget højt – de skal inden i dem selv have en samtale med Gud. På den måde øver de sig i at høre, hvad Gud siger med deres ører, deres krop, deres sanser, deres fantasi. Læs mere om “at gribe fra Gud” hos Parenting for Faith:
  • Brug tid på at forundres og undre sammen
    Noget af de mest fantastiske er at blive overvældet og benovet over verden. At have tid til at forundres over et sneglehus, en vandpyt eller noget helt tredje. Det behøver ikke være en aktivitet som sådan, det kan også bare være noget du tænker ind, når du fortæller en bibelhistorie eller I har en aktivitet sammen. ”Gad vide hvor meget…” ”Prøv lige at forestille dig….” ”Prøv en gang at se …”

Skal troen blive slidstærk og brugbar skal viden om troen kombineres med erfaring af troen. Det kan godt lade sig at gøre at skabe mulighed for at børn kan skabe mening af og med Gud.

Hvad er dine favorit tips til at give mulighed for at erfare Guds nærvær?