Halloween er en vanskelig størrelse, og holdningerne er mange. Nogen familier tager afstand fra Halloween, andre omfavner traditionerne og nogen har fundet en vej midt imellem. Det er så vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er én rigtig vej her, og at den samme løsning ikke passer alle familier – du som forældre ved bedst hvad der fungerer hjemme hos jer.
Jeg stødte for alvor på Halloween for et par år siden, da mine børn gik i børnehave. Jeg har forsøgt at ignorere og nedtone Halloween – men uden held, det sniger sig ligesom mere og mere ind på os som familie, så jo ældre mine børn bliver, jo mere tydeligt bliver det, at de har brug for, at vi sammen finder en vej.
Hvad er Halloween?Halloween, som vi kender det i dag, er en blanding af flere forskellige traditioner herunder den keltiske årsfest, som havde til hensigt at ære de døde og fejre høsten (d. 31. oktober), Alle Helgene (d. 1. november) og De dødes dag, som er en mexicansk tradition (d. 2. november).
Min største udfordring
Min største udfordring med Halloween er det, at vi så nemt kommer til at fejre uhyggen og ondskaben og derved give frygten plads til at vokse i os. Ondskaben er en realitet i vores verden, så det er ikke fordi vi eller vores børn naivt skal lukke øjnene for den dimension, men med ondskaben er det for mig vigtigt, at mine børn kender lyset. At de ved, at Gud er vores håb, at han er mægtigere end mørket, og at han altid er hos os.
I min søgen efter hvordan andre håndterer Halloween, er jeg stødt på konceptet lys-fester, og dette har vi som familie valgt at lade os inspirere af.
Et forklaringsværktøj ”Lys i mørket” er ikke tiltænkt som et kristent alternativ til Halloween; det er for mig at se et forklaringsværktøj. Jeg mener, at børn har brug for, at vi som forældre rammesætter det, der sker omkring dem. Sådan hjælpes de til at forstå deres verden, og kan dermed navigere i den og på sigt selv træffe gode valg i deres liv.
Jeg blev mindet om verset i Johannesevangeliet 1:5 ”Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Mørke, uhygge, ondskab og sågar døden er en barsk realitet og et vilkår for os alle. Men midt i mørket er der et håb, midt i mørket er der et lys. Ja, mørket er der, og i perioder føles det overvældende. Men Gud ønsker at tænde lys midt i mørket.
Så hjemme hos os ønsker vi, at bruge denne dag på at byde lyset velkommen. Om formiddagen vil vi skære græskar, ikke med uhyggelige ansigter men med hjerter. Nu har jeg piger, så hjerter sælger ret fint her, men det kan også være ansigter som smiler eller med små budskaber a la LYS og HÅB. Tanken er, at når nabobørnene senere på aftenen ringer på døren, bliver de mødt af lyset frem for mørket. Man kan også allerede her pynte op med lyskæder på husets facade eller med lanterner i haven.
Ingen fest uden kage, så vi skal naturligvis også bage, pynte og dekorere – kun fantasien (og evnerne) sætter grænser. Om aftenen kommer der helt sikkert børn forbi, og i år vil jeg ikke være den nederen type, der siger ”Her holder vi ikke Halloween, så vi deler ikke slik ud”, men i stedet give dem slik og en stjernekaster eller et knæklys med bibelverset fra Johannesevangeliet.
Vi vil i stearinlyset skær læse en historie sammen f.eks. fra bogen “Tryg i mørke” af Rachel Turner, mindes dem vi har mistet ved at tænde lys for dem eller lytte til sangen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Mulighederne er mange.
Hvad I gør, er naturligvis fuldstændig op til jer, men mit håb er, at I får lyst til at tage snakken der hjemme og bevidst træffe nogle valg – og derved ikke blot lade jer rive med af “det gør alle andre”.
Har I lyst til at læse mere kan jeg varmt anbefale et kig rundt her på digogmigogvitro.dk
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/10/Lysfest-billede.png?fit=964%2C542542964Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2021-10-09 06:15:572021-10-09 06:15:57Lysfest: En fest for lyset midt i mørket
Hvad kan vi gøre for at børn og unge får en tro på Jesus, der er deres egen og som er slidstærk og brugbar i det virkelige liv?
Der er flere vigtige aspekter i et godt svar. Ét er, at vi skal huske, at den kristne tro er afhængig af både erfaring og viden. Erfaring, fordi det er det at erfare ting, der gør troen virkelig og levende for et menneske. Viden, fordi den kristne tro har bestemte kendetegn og indhold, det er nødvendigt at kende for at kunne være rodfæstet i netop den kristne tradition.
Man kan sige, at erfaringen er det personlige og viden er det, der binder os sammen med en større helhed: Med Kirken og de mennesker, der er gået før os. Det er viden, der giver os ord for det, vi selv erfarer.
Den kristne tradition kan være med til at skabe mening i vores indtryk og give os sammenhænge at putte vores egne erfaringer ind i. Viden om troen handler med andre om at skabe orden i erfaringerne med troen; i det, vi oplever (uanset om vi er børn eller voksne).
Vi skal efter min overbevisning have begge dele med i arbejdet med børn. Vi kan ikke nøjes med at tænke, at børn er tomme krukker, der ingen erfaringer har, og som vi skal have fyldt en masse viden i. Vi er nødt til at se børn, som krukker, der allerede har et indhold, de skal have hjælp til at sortere og finde orden i – børn har erfaringer med eksistentielle spørgsmål og åndelige oplevelser, som de skal have hjælp til at sætte ord på og forstå.
Rigtig tit tager vi udgangspunkt i, at børn er tommer og skal fyldes op.
Derfor handler vores arbejde med børn i kirken om at give børnene viden – vi fortæller historier og stiller spørgsmål, som tjekker om og hvordan børnene har forstået indhold og sammenhænge – om de husker navne, steder og pointer. Det er ikke særlig tit vi giver plads til at børnene selv finder frem til svarene eller finder forståelse – for slet ikke om at skabe rum til at børn kan bearbejde det, de allerede har oplevet i lyset af den kristne historie.
Måske fordi der er så mange andre sammenhænge, hvor det er afgørende, at vores børn lærer reglerne udenad uanset om de forstår det. Som i trafikken for eksempel. Eller med hvad, der kan stoppes i munden i skoven. Eller hvem, man må gå med hjem fra legepladsen.
Der er masser af situationen i livet mellem børn og voksne, hvor børn skal lære at indgå i en allerede etableret orden, og hvor der ikke er plads til, at barnet stiller spørgsmålstegn ved de regler, der allerede findes. Det dur simpelthen ikke i trafikken.
Men det dur, når det gælder livet med Gud.
For nok er der givet viden i kristendommen, som vi gerne vil berige vores børn med. Men børn er også allerede i gang med at sanse verden og stille eksistentielle spørgsmål helt af sig selv. Så vi behøver ikke lære børnene at tænke over livets meningen eller at mennesker er forskellige. I stedet skal vi skabe rum, hvor børn kan skabe mening af og med Gud.
Vi skal skabe rum til teologi; Guds-læring.
Viden handler om indhold – erfaring handler om at opleve.
Meget for børn i kirken handler om at give børnene viden – men det er erfaringen, der gør troen på Gud levende. Det er gennem erfaring at vi hver især får et forhold til Jesus. Og det er kun når det forhold er etableret at troen bliver levende og holdbar.
Så. Hvad nærer erfaring: Så hvordan skaber vi rum for at børn selv kan gøre sig erfaringer med Gud. Eller giver mulighed for at børn lærer metoder, de selv kan bruge i deres hverdag, når de møder det åndelige?
Rigtig meget børne-arbejde (også) i kirker er hurtigt, højt og farverigt. Det tenderer underholdning og er sjældent en reel en mulighed for at reflektere eller være fordybet.
De fleste børn (og voksne) oplever stilhed, undren og at blive inddraget i samtale, tilbedelse eller arbejde som steder, hvor de nemmere kan erfare Guds nærvær.
Så hvordan kan du bedst skabe mulighed for at børn kan opleve stilhed, undres og blive inddraget i musikken, fællesskabet eller arbejdet på en måde, der skaber rum for Gud til at møde barnet?
Her er en række ting, der nærer erfaring:
Bed med hele kroppen
Gør stilheden mellem hver bevægelse længere og længere over tid. Begynd med 2 sekunder og byg op. Som så meget andet er stilhed som en muskel, der skal øves.
Stil åbne spørgsmål til bibelhistorierne:
Det kunne eksempelvis være inspireret af Godly Play: Hvad synes du, var det vigtigste? Hvad kunne vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Hvordan tror du X havde det da…? Hvilken del af historien handler om dig?
På den måde er du også med til at lære børnene, hvordan man reflekterer over en bibeltekst, så den bliver relevant for én selv.
Lær børnene at snakke med Gud
Rachel Turner har lært os om at ”gribe” fra Gud. Lad børnene ligge eller sidde og stil forskellige spørgsmål, som de inden i deres hoved kan stille Gud. De skal ikke sige noget højt – de skal inden i dem selv have en samtale med Gud. På den måde øver de sig i at høre, hvad Gud siger med deres ører, deres krop, deres sanser, deres fantasi. Læs mere om “at gribe fra Gud” hos Parenting for Faith:
Brug tid på at forundres og undre sammen
Noget af de mest fantastiske er at blive overvældet og benovet over verden. At have tid til at forundres over et sneglehus, en vandpyt eller noget helt tredje. Det behøver ikke være en aktivitet som sådan, det kan også bare være noget du tænker ind, når du fortæller en bibelhistorie eller I har en aktivitet sammen. ”Gad vide hvor meget…” ”Prøv lige at forestille dig….” ”Prøv en gang at se …”
Skal troen blive slidstærk og brugbar skal viden om troen kombineres med erfaring af troen. Det kan godt lade sig at gøre at skabe mulighed for at børn kan skabe mening af og med Gud.
Hvad er dine favorit tips til at give mulighed for at erfare Guds nærvær?
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Det-dur-simpelthen-ikke-i-trafikken.-Men-det-dur-når-det-gælder-livet-med-Gud.-2.png?fit=1080%2C108010801080Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2021-08-25 19:27:052021-08-30 19:13:12Viden er godt, erfaring er nødvendigt.
”Næste gang du går en tur, så prøv at lægge mærke til, hvor Gud sådan er på spil…” Med den opfordring sætter seneste CD fra BUO ”Virkelig vind” i gang i en poppet melodi, der fik mine fod til at vippe i takt helt af sig selv.
Det er altid et godt tegn, når kroppen helt af sig selv rammes af musikken. Og her er efter min mening tale om musik af god kvalitet. Det er primært henvendt til børn, men som voksen tager jeg absolut ikke skade af at lytte med! Her sprøde rytmer og lækre vokaler af børn og voksne. Teksterne har både god rim, rammende vendinger og fine billeder på livet med Gud og Guds væsen.
Her er flere fængende melodier, man kan gå og nynne med på – som både barn og voksen!
Det store plus for mig er, at der med Joachim Hejslets musik som altid er tale om sund teologi, der kan synges ind. Det vigtige om Gud bliver formidlet på et let forståeligt sprog, der gør, at det vækker genklang og tilbyder forståelse, jeg kan gøre til min egen. Jeg skriver med vilje ikke ”for børn”, for jeg synes i og for sig, at vi alle sammen har brug for god, moderne musik med gedigen teologi, der kan informere vores tro og liv.
”Virkelig Vind” sender mig længer ud end min egen næsetip og rækker op efter Gud. Det er en af en af styrkerne ved albummet. Det gør den med linjer som ”der er ingen, der skal græde alene” og ”Guds vind kæmper for den gode sag” – en god pointe i en tid, hvor særligt børn og unge er optagede klimakrise og opgør med racisme.
En anden styrke er, at sangene ikke blot handler om glæde, lys og gode ting. Her er plads til både tvivl, uro og dårlige dage som i det virkelige liv. Det gælder bl.a. sangene”Altid” og ”Det bliver godt igen”.
I ”Langt fra normalen” er der plads til alle (os), der ikke synes, vi passer helt ind i normalen. Her bliver i den grad gjort op med perfektionskulturen, som vores børn og unge lever i.
”Fri fantasi” leder tankerne hen på en blanding af Kaj og Andrea og Sigurd Barret – her er fart over feltet og masser af fjol.
Min favorit, som muligvis afspejles af livet med tre børn, er ”Jeg sætter mig langsomt her”, der med sit smukke klaverspil sagtens kunne blive et hit til stilletid!
Den musik BUO får produceret og deler med os, er en gave, der kan være med til at give troen rødder og vinger, fordi vi får lov til at synge troen ind. Alle tekster, noder og becifringer findes gratis hos buo.dk her.
Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?
Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.
Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.
Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.
Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.
Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.
Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.
Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.
Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)
Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.
https://i1.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/01/2020-01-Toothbrush-1.jpg?fit=4000%2C248024804000Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2021-05-13 08:00:582021-05-14 07:07:39Tænk på tro som at børste tænder
(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu (januar 2019)
I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”
Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.
I følge “Den store danske” er der indoktrinering, “det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”
Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.
Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?
Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?
For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.
Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.
Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.
Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.
Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke. Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.
Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.
Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.
https://i1.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/05/opdragelse-eller-indoktrinering.png?fit=1640%2C9249241640Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2021-05-13 07:50:182021-05-14 10:27:27Indoktrinering eller opdragelse?
Lysfest: En fest for lyset midt i mørket
Skrevet af Charlotte Frederiksen, Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke
Halloween er en vanskelig størrelse, og holdningerne er mange. Nogen familier tager afstand fra Halloween, andre omfavner traditionerne og nogen har fundet en vej midt imellem. Det er så vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er én rigtig vej her, og at den samme løsning ikke passer alle familier – du som forældre ved bedst hvad der fungerer hjemme hos jer.
Jeg stødte for alvor på Halloween for et par år siden, da mine børn gik i børnehave. Jeg har forsøgt at ignorere og nedtone Halloween – men uden held, det sniger sig ligesom mere og mere ind på os som familie, så jo ældre mine børn bliver, jo mere tydeligt bliver det, at de har brug for, at vi sammen finder en vej.
Hvad er Halloween?
Halloween, som vi kender det i dag, er en blanding af flere forskellige traditioner herunder den keltiske årsfest, som havde til hensigt at ære de døde og fejre høsten (d. 31. oktober), Alle Helgene (d. 1. november) og De dødes dag, som er en mexicansk tradition (d. 2. november).
Min største udfordring
Min største udfordring med Halloween er det, at vi så nemt kommer til at fejre uhyggen og ondskaben og derved give frygten plads til at vokse i os. Ondskaben er en realitet i vores verden, så det er ikke fordi vi eller vores børn naivt skal lukke øjnene for den dimension, men med ondskaben er det for mig vigtigt, at mine børn kender lyset. At de ved, at Gud er vores håb, at han er mægtigere end mørket, og at han altid er hos os.
I min søgen efter hvordan andre håndterer Halloween, er jeg stødt på konceptet lys-fester, og dette har vi som familie valgt at lade os inspirere af.
Et forklaringsværktøj
”Lys i mørket” er ikke tiltænkt som et kristent alternativ til Halloween; det er for mig at se et forklaringsværktøj. Jeg mener, at børn har brug for, at vi som forældre rammesætter det, der sker omkring dem. Sådan hjælpes de til at forstå deres verden, og kan dermed navigere i den og på sigt selv træffe gode valg i deres liv.
Jeg blev mindet om verset i Johannesevangeliet 1:5 ”Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Mørke, uhygge, ondskab og sågar døden er en barsk realitet og et vilkår for os alle. Men midt i mørket er der et håb, midt i mørket er der et lys. Ja, mørket er der, og i perioder føles det overvældende. Men Gud ønsker at tænde lys midt i mørket.
Så hjemme hos os ønsker vi, at bruge denne dag på at byde lyset velkommen. Om formiddagen vil vi skære græskar, ikke med uhyggelige ansigter men med hjerter. Nu har jeg piger, så hjerter sælger ret fint her, men det kan også være ansigter som smiler eller med små budskaber a la LYS og HÅB. Tanken er, at når nabobørnene senere på aftenen ringer på døren, bliver de mødt af lyset frem for mørket. Man kan også allerede her pynte op med lyskæder på husets facade eller med lanterner i haven.
Ingen fest uden kage, så vi skal naturligvis også bage, pynte og dekorere – kun fantasien (og evnerne) sætter grænser. Om aftenen kommer der helt sikkert børn forbi, og i år vil jeg ikke være den nederen type, der siger ”Her holder vi ikke Halloween, så vi deler ikke slik ud”, men i stedet give dem slik og en stjernekaster eller et knæklys med bibelverset fra Johannesevangeliet.
Vi vil i stearinlyset skær læse en historie sammen f.eks. fra bogen “Tryg i mørke” af Rachel Turner, mindes dem vi har mistet ved at tænde lys for dem eller lytte til sangen ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Mulighederne er mange.
(Her kan du læse en anmeldelse af “Tryg i mørket”)
Hvad I gør, er naturligvis fuldstændig op til jer, men mit håb er, at I får lyst til at tage snakken der hjemme og bevidst træffe nogle valg – og derved ikke blot lade jer rive med af “det gør alle andre”.
Har I lyst til at læse mere kan jeg varmt anbefale et kig rundt her på digogmigogvitro.dk
Viden er godt, erfaring er nødvendigt.
Hvad kan vi gøre for at børn og unge får en tro på Jesus, der er deres egen og som er slidstærk og brugbar i det virkelige liv?
Der er flere vigtige aspekter i et godt svar. Ét er, at vi skal huske, at den kristne tro er afhængig af både erfaring og viden. Erfaring, fordi det er det at erfare ting, der gør troen virkelig og levende for et menneske. Viden, fordi den kristne tro har bestemte kendetegn og indhold, det er nødvendigt at kende for at kunne være rodfæstet i netop den kristne tradition.
Man kan sige, at erfaringen er det personlige og viden er det, der binder os sammen med en større helhed: Med Kirken og de mennesker, der er gået før os. Det er viden, der giver os ord for det, vi selv erfarer.
Den kristne tradition kan være med til at skabe mening i vores indtryk og give os sammenhænge at putte vores egne erfaringer ind i. Viden om troen handler med andre om at skabe orden i erfaringerne med troen; i det, vi oplever (uanset om vi er børn eller voksne).
Vi skal efter min overbevisning have begge dele med i arbejdet med børn. Vi kan ikke nøjes med at tænke, at børn er tomme krukker, der ingen erfaringer har, og som vi skal have fyldt en masse viden i. Vi er nødt til at se børn, som krukker, der allerede har et indhold, de skal have hjælp til at sortere og finde orden i – børn har erfaringer med eksistentielle spørgsmål og åndelige oplevelser, som de skal have hjælp til at sætte ord på og forstå.
Rigtig tit tager vi udgangspunkt i, at børn er tommer og skal fyldes op.
Derfor handler vores arbejde med børn i kirken om at give børnene viden – vi fortæller historier og stiller spørgsmål, som tjekker om og hvordan børnene har forstået indhold og sammenhænge – om de husker navne, steder og pointer. Det er ikke særlig tit vi giver plads til at børnene selv finder frem til svarene eller finder forståelse – for slet ikke om at skabe rum til at børn kan bearbejde det, de allerede har oplevet i lyset af den kristne historie.
Måske fordi der er så mange andre sammenhænge, hvor det er afgørende, at vores børn lærer reglerne udenad uanset om de forstår det. Som i trafikken for eksempel. Eller med hvad, der kan stoppes i munden i skoven. Eller hvem, man må gå med hjem fra legepladsen.
Der er masser af situationen i livet mellem børn og voksne, hvor børn skal lære at indgå i en allerede etableret orden, og hvor der ikke er plads til, at barnet stiller spørgsmålstegn ved de regler, der allerede findes. Det dur simpelthen ikke i trafikken.
Men det dur, når det gælder livet med Gud.
For nok er der givet viden i kristendommen, som vi gerne vil berige vores børn med. Men børn er også allerede i gang med at sanse verden og stille eksistentielle spørgsmål helt af sig selv. Så vi behøver ikke lære børnene at tænke over livets meningen eller at mennesker er forskellige. I stedet skal vi skabe rum, hvor børn kan skabe mening af og med Gud.
Vi skal skabe rum til teologi; Guds-læring.
Viden handler om indhold – erfaring handler om at opleve.
Meget for børn i kirken handler om at give børnene viden – men det er erfaringen, der gør troen på Gud levende. Det er gennem erfaring at vi hver især får et forhold til Jesus. Og det er kun når det forhold er etableret at troen bliver levende og holdbar.
Så. Hvad nærer erfaring:
Så hvordan skaber vi rum for at børn selv kan gøre sig erfaringer med Gud. Eller giver mulighed for at børn lærer metoder, de selv kan bruge i deres hverdag, når de møder det åndelige?
Rigtig meget børne-arbejde (også) i kirker er hurtigt, højt og farverigt. Det tenderer underholdning og er sjældent en reel en mulighed for at reflektere eller være fordybet.
De fleste børn (og voksne) oplever stilhed, undren og at blive inddraget i samtale, tilbedelse eller arbejde som steder, hvor de nemmere kan erfare Guds nærvær.
Så hvordan kan du bedst skabe mulighed for at børn kan opleve stilhed, undres og blive inddraget i musikken, fællesskabet eller arbejdet på en måde, der skaber rum for Gud til at møde barnet?
Her er en række ting, der nærer erfaring:
Gør stilheden mellem hver bevægelse længere og længere over tid. Begynd med 2 sekunder og byg op. Som så meget andet er stilhed som en muskel, der skal øves.
Det kunne eksempelvis være inspireret af Godly Play: Hvad synes du, var det vigtigste? Hvad kunne vi undvære og stadig have alt det, vi har brug for? Hvordan tror du X havde det da…? Hvilken del af historien handler om dig?
På den måde er du også med til at lære børnene, hvordan man reflekterer over en bibeltekst, så den bliver relevant for én selv.
Rachel Turner har lært os om at ”gribe” fra Gud. Lad børnene ligge eller sidde og stil forskellige spørgsmål, som de inden i deres hoved kan stille Gud. De skal ikke sige noget højt – de skal inden i dem selv have en samtale med Gud. På den måde øver de sig i at høre, hvad Gud siger med deres ører, deres krop, deres sanser, deres fantasi. Læs mere om “at gribe fra Gud” hos Parenting for Faith:
Noget af de mest fantastiske er at blive overvældet og benovet over verden. At have tid til at forundres over et sneglehus, en vandpyt eller noget helt tredje. Det behøver ikke være en aktivitet som sådan, det kan også bare være noget du tænker ind, når du fortæller en bibelhistorie eller I har en aktivitet sammen. ”Gad vide hvor meget…” ”Prøv lige at forestille dig….” ”Prøv en gang at se …”
Skal troen blive slidstærk og brugbar skal viden om troen kombineres med erfaring af troen. Det kan godt lade sig at gøre at skabe mulighed for at børn kan skabe mening af og med Gud.
Hvad er dine favorit tips til at give mulighed for at erfare Guds nærvær?
Virkelig Vind – en anmeldelse
Det er altid et godt tegn, når kroppen helt af sig selv rammes af musikken. Og her er efter min mening tale om musik af god kvalitet. Det er primært henvendt til børn, men som voksen tager jeg absolut ikke skade af at lytte med! Her sprøde rytmer og lækre vokaler af børn og voksne. Teksterne har både god rim, rammende vendinger og fine billeder på livet med Gud og Guds væsen.
Her er flere fængende melodier, man kan gå og nynne med på – som både barn og voksen!
Det store plus for mig er, at der med Joachim Hejslets musik som altid er tale om sund teologi, der kan synges ind. Det vigtige om Gud bliver formidlet på et let forståeligt sprog, der gør, at det vækker genklang og tilbyder forståelse, jeg kan gøre til min egen. Jeg skriver med vilje ikke ”for børn”, for jeg synes i og for sig, at vi alle sammen har brug for god, moderne musik med gedigen teologi, der kan informere vores tro og liv.
”Virkelig Vind” sender mig længer ud end min egen næsetip og rækker op efter Gud. Det er en af en af styrkerne ved albummet. Det gør den med linjer som ”der er ingen, der skal græde alene” og ”Guds vind kæmper for den gode sag” – en god pointe i en tid, hvor særligt børn og unge er optagede klimakrise og opgør med racisme.
En anden styrke er, at sangene ikke blot handler om glæde, lys og gode ting. Her er plads til både tvivl, uro og dårlige dage som i det virkelige liv. Det gælder bl.a. sangene”Altid” og ”Det bliver godt igen”.
I ”Langt fra normalen” er der plads til alle (os), der ikke synes, vi passer helt ind i normalen. Her bliver i den grad gjort op med perfektionskulturen, som vores børn og unge lever i.
”Fri fantasi” leder tankerne hen på en blanding af Kaj og Andrea og Sigurd Barret – her er fart over feltet og masser af fjol.
Min favorit, som muligvis afspejles af livet med tre børn, er ”Jeg sætter mig langsomt her”, der med sit smukke klaverspil sagtens kunne blive et hit til stilletid!
Den musik BUO får produceret og deler med os, er en gave, der kan være med til at give troen rødder og vinger, fordi vi får lov til at synge troen ind. Alle tekster, noder og becifringer findes gratis hos buo.dk her.
Du kan i øvrigt også se en musikvideo med “Virkelig Vind” hos BUO.
Du kan købe CD’en hos NOVIA her.
Tænk på tro som at børste tænder
Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?
Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.
Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.
Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.
Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.
Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.
Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.
Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.
Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)
Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.
Indoktrinering eller opdragelse?
(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu (januar 2019)
I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”
Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.
I følge “Den store danske” er der indoktrinering, “det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”
Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.
Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?
Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?
For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.
Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.
Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.
Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.
Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke. Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.
Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.
Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.
Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”