,

Gud og barnet: Seks forskellige syn på børn

Måden vi ser på og forstår børn har betydning for måden vi er sammen med dem på.

Det er også sandt i kirken og i den opdragelse, der er blevet anbefalet af kristne igennem tiderne. Måden teologer og kristne forældre har set på barnet kan ikke nødvendigvis skilles fra den tid, de levede på. Alle mennesker er produkter af deres samtid – så har der været særlige tendenser, har det sandsynligvis også smittet af på kirkens måde at forstå børn på.

Marcia Bunge har forsket i teologers syn på børn igennem tiderne, og hun er kommet frem til seks forskellige syn på børn, der har præget kristendommen gennem tiderne. Ikke nødvendigvis i rækkefølge eller adskilt fra hinanden.

Grundliggende er man kommet frem til 6 overordnede syn på børn igennem kristendommens historie. De er alle sammen væsentlige, fordi de alle sammen stadig påvirker os og findes i dag. Grunden til, at det er væsentligt for os i dag at bruge krudt på at forstå hvordan man tidligere har forstået, hvad et barn var, er at det påvirker måden vi arbejder med børn i kirken og i familien nu også. Hvis vi tror, at børn er som tomme krukker, der skal fyldes op, så vil vi naturligt bruge mere tid på at overføre viden, end hvis vi tror, der har brug for vejledning i at administered et, de allerede ved. Den respect vi viser børn er også et udtryk for, om vi tror børn er mennesker som voksne, eller om de endnu ikke er “rigtige” mennesker.

Børn er Guds gaver og en kilde til glæde
Mange forældre og bedsteforældre kan nikke genkendende til denne måde at se på børn. Børn giver glæde og deres tilstedeværelse er en kilde til glæde. Det positive ved denne forståelse af børn er, at det anerkender barnet som en velsignelse og et udtryk for Guds ønske om, at dette menneske skal findes.

Det negative bliver, om børn kun ses som uskyldige ude af stand til at træffe egne valg kan det umyndiggøre børnene og føre til passivitet, fordi børn ikke ses som værende i stand til at træffe valg eller have meninger, der er værd at lytte til andet end som cute-faktor og underholdning.

Er det sådan børn bliver set, bliver de voksne let til serviceorganer, beundrere og cheer-leaders af barnet, hvis det tipper over.

Børn er syndfylde væsener og i stand til at træffe moralske valg
Lige sådan kan de fleste forældre genkende, at børn langt fra altid gør, hvad der ville være godt for dem selv eller andre.

Anerkendelsen af, at børn er i stand til at træffe egne valg gør det muligt at give børn ansvar for egne handlinger. Det positive ved denne forståelse er, at børn får lov til at bære vægt og har betydning for beslutninger i deres egne liv eksempelvis.

Det negative er, at denne forståelse af børn historisk set (og desværre stadig nogle steder) har ført til en forståelse af, at børn fra fødslen først og fremmest var syndige og at den voksnes opgave var at knægte den syndige vilje eller simpelthen banke synden ud af barnet.

Er dette synet på barnet kan den voksnes opgave være at stoppe eller tæmme syndigheden.

Børn er i udvikling og har brug for støtte og vejledning
Denne forståelse af barnet lægger vægt på, at børn ikke er færdige mennesker fra fødsels, men er i stadig udvikling. Dette kan forstås som at det voksne menneske alene er målet for barnets vækst, og at den voksne er “færdig” – hvilket kan betyde, at den voksne glemmer, at vi også er på vej og ikke er færdige med at lære.

Positivt lægger denne forståelse vægt på, at barnet får muligheder for at lære, undersøge og at den voksne skal være med til at vejlede og støtte op om barnets udvikling. Negativt set kan barnet blive set som værende ufuldstændigt og derfor ikke “rigtigt”. Dette kan igen betyde, at barnets stemme ikke behøver blive hørt.

Med denne forståelse bliver den voksnes rolle enten at fylde på barnet eller at støtte barnet i den process, det er i gang med mod voksenlivet.

Børn er fuldt og helt mennesker og skabt i Guds billed
Her er forståelsen af barnet, at det er et færdigt og helt menneske, skønt det endnu vokser. Dette anses ikke som værende et udtryk for mindreværd, fordi barnet er skabt i Guds billede, og derfor allerede har værdi som det er.

Den negative tendens i denne forståelse kan være, at børn ikke kan gøre noget forkert, eller ikke har noget at lære, fordi det allerede har indsigt og helhed.

Den voksnes rolle er her at vejlede og gå sammen med barnet, som en mere erfaren vejviser.

Børn er forældreløse, næste’r og fremmede, der har brug for retfærdighed og barmhjertighed.

Forståelsen af barnet som én, der har brug for hjælp kan virke fremmed, indtil vi ser mediernes portrættering af børn: overskrifterne viser os børn, der lider, sulter, fryser, flygter i alle retninger verden over. Ofte er børn ofre for det, der sker i de voksnes verden. Børn er udsatte og sårbare, fordi de er så afhængige af mennesker omkring dem.

Positivt set giver denne forståelse af børnene mandate og grund til at hjælpe børn med behov for hjælp af alskens art.

Negativt kan dette syn på børn betyde, at alle børn altid er ofre, der ses som ude af stand til at handle på egne vegne eller til egen fordel. Barnet blvier med andre ord let magtesløs og uden vægt.

Den voksnes rolle her bliver da at hjælpe og sørge for barnet.

Ikke enten-eller, men både-og
Virkeligheden er at børn – ligesom os andre – ikke er enten-eller, men både-og. Børn er ikke kun syndere, men også skabt i Guds billede. Børn er ikke kun en kilde til glæde, de har også brug for barmhjertighed. Børn har brug for støtte og vejledning, og de er skabt i Guds billede.

Det er heller ikke alle børn, der har det på samme måde: I nogle situationer kan et barn have brug for barmhjertighed, i andre skal det stoppes fra at gøre skadelige ting. Ét barn kan have behov for støtte og vejledning i én situation, mens det i andre kan tale sandhed til andre omkring det.

Ingen – heller ikke børn – er enten eller. Vi er alle sammen sammensatte, komplekse mennesker, der påvirkes af vores omgivelser og fungerer I samspil med dem, der er omkring os.

Det betyder vi kan glæde os over børn, fordi de er Guds gave, skabt i Hans billede samtidig med at vi kan rette vores børn og hjælpe dem, når de ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres egne handlinger.

Måden vi forstår børn på, påvirker måden vi går til opgaven med at give den kristne tro videre til vores børn derhjemme, i kirken eller hvor vi ellers måtte arbejde med børn. Derfor er det vigtigt at vi er opmærksomme på og reflekterer over vores syn på børn, for ellers kan vi ikke blive reflekterede og velfunderede i vores praksis.

Hvordan er dit syn på børn? Og hvordan ser du din egen rolle i forhold til dem?

,

Søndagsklumme – Lidt om at bede

Hvordan mon du har det med bøn? Beder du? Måske beder du regelmæssigt. På bestemte tider og bestemte steder. Måske gør du det spontant af og til. Måske gør du slet ikke. Eller også tænker du ikke på det som bøn?

Jeg skrev for længe siden, at jeg ofte beder som et barn. Som du også kan se her på bloggen beder jeg også regelmæssigt, med andres ord og på et bestemt sted – det hjæ
per mig til at finde ro og holde fokus. Det er en metode til at komme tilbage til centrum.

I sommer læste jeg en kvinde fortælle, hvordan hendes bedste og mest brugte bønner er: ”Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig!” og ”Tak, tak, tak”. Hun beskrev, hvordan den første bøn ”Hjælp mig” oftest var en bøn, hun sendte afsted som pile, når hun var i knibe. Og at den anden ”Tak” kom både når ”hjælp mig”-bønnen blev besvaret, men også hvordan ”tak” opstod ved glæde og taknemmelighed.

Hun fortalte, at hendes veninde om morgenen bad: ”Whatever”. Og om aftenen: ”O well”. Først synes jeg, det var nogle mærkelige bønner, men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere giver det mening. Ved dagens begyndelse giver det god mening at være åben overfor hvad som helst, der ligger forude. Og uanset hvad dagen har bragt er der stor nåde i at kunne sige ”nå ja”, når det hele er sluttet. Der er stor frihed i at kunne give slip på det, der måske ikke gik, som man havde håbet. Egentlig tror jeg, det er en vældig sund åndelig øvelse: at tage imod – og at give slip.

Lidt ligesom vores åndedræt. Ind. Ud.

Det, der har hjulpet mig allermest til at finde min egen måde at bede på er, da nogen sagde: ”Snak med Gud, som du ville tale til en god ven.” Bøn som et udtryk for tro eller som en praksis til at finde næring til et liv i kærlighed, fred, ligevægt og mod kan ikke være stiv eller formel. Det er nødt til at være åbenhjertigt og ærligt. Du er nødt til at være personlig, hvis Gud skal kunne komme dig ved.

Hvis vi ønsker, at Guds energi skal fylde os, trøste os, opmuntre os, styrke os – os, som de mennesker vi er, med alt det, vi er – så er vi nødt til at vove at være ærlige og sårbare. Ellers gemmer vi os, og gemmer vi os kan Gud ikke vise os, hvad vi har brug for at se.

Min erfaring med Gud er, at der ikke er nogen grund til at gemme sig – selv om jeg kan have lyst til at gemme mig fra smerte, skam eller angst for at se mig selv, som jeg (også) er, så er Gud nådig og kærlig. Det betyder ikke, at det ikke kan være hårdt, men det er altid kærligt. For Han er jo min ven – og venner taler pænt til hinanden. Også hvis sandheden er svær og tung. Måske især, når noget er svært.

Teresa af Avila, der levede som nonne i 1500-tallet, har sagt, at bøn i hendes øjne ikke er andet end samtale mellem to venner. Den tanke kan jeg godt lide.

Hvordan mon du beder? Måske har du lyst til at bede, men ved ikke hvordan. Så lad Teresas ord være en vejledning: Sæt dig et roligt og behageligt sted – og snak til Gud, som du ville til en god ven.

Fortsat god søndag!

,

Søndagsklumme: Man får et frø, når man drømmer om en blomst

Forleden delte jeg en bøn om at få ribs i stedet for appelsiner. Som sagt vagte den genklang i mig. Som så mange andre har jeg bedt inderligt om noget; håbet og længtes; gjort hvad jeg kunne og så alligevel oplevet, at det ikke blev, som jeg havde ønsket mig.

Sådan har det været med mit arbejde, det at få børn, troen, helbreddet… En gang skrev jeg en slags bøn op, fordi jeg syntes, den var poetisk og fin:

Jeg klippede en gang et citat ud, der lød noget i den her retning:

”Jeg bad om styrke og Gud sendte mig prøvelser, der kunne styrke mig.

Jeg bad om indsigt, og Gud gav mig problemer at forstå.

Jeg bad om fremgang, og Gud gav mig arbejde og muligheder.

Jeg bad om mod, og Gud gav mig farer at overkomme.

Jeg bad om tålmodighed, og Gud satte mig i situationer, hvor jeg var nødt til at vente.

Jeg bad om kærlighed, og Gud gav mig udsatte mennesker at elske.

Jeg fik intet af det jeg bad om.
Jeg fik alt det, jeg bad om.”

Det viser sig, at det ikke bare er fine ord – det er også sande ord. I hvert fald på den måde at forstå, at vi ikke altid får det, vi gerne vil have, men at det ikke betyder, vi ikke får hvad vi har brug for eller det, der er godt.

Senere har jeg læst en anden viis kvinde sige: ”Der er blevet grædt flere tårer over hørte bønner end de, der ikke bliver svaret.” Det skal nok passe.

Hvorfor? Jo, fordi vi ikke genkender det vi får, som det, vi har bedt om altid.

Fordi nogle gaver ikke er cashmere men prikkende, kløende uld. Fordi nogle gaver er praktiske, når det var forkælelse, man ønskede sig. Fordi nogle gaver ikke ligner den blomst, vi havde ønsket os, men bare er et lille snoldet frø.

En veninde sagde en gang om hendes liv: ”Ingenting er blevet som jeg forestillede mig. Men det er bedre end jeg kunne drømme om.”

Ofte er det vel netop sådan? At vi forestiller os én ting, men at det sjældent bliver sådan. Og at det vi får nogle gange er så anderledes eller tager så lang tid om at folde sig ud, at det kan være svært overhovedet at se, hvad det skal blive til? Man får et frø, når man beder om en blomst…

Billederne her kom bare til mig. Det gav mening i forhold til flere ting i min egen erfaring. Måske kan du også genkende nogle af følelserne bag det lille menneske, der beder om en blomst, og bliver så skuffet over frøet. Men som alligevel ender med at falde på knæ af taknemmelighed, fordi frøet netop blev til en blomst.

Det er min erfaring, at livet tager tid om at folde sig ud. Og at det, der ligner et lille frø ikke nødvendigvis bliver ved med at være det. Der er altid håb. Gud er stadig den levende Gud, der skaber ”noget” ud af ingenting; der får orden ud af kaos; der får liv ud af det, der ser dødt ud.

Med ønsket om en god søndag.

Ribs i min turban – til dig, der har fået nok

Jeg har en bøn til dig, der føler dig trængt. Den fik mig til at trække på smilebåndet. Måske fordi jeg kan genkende billedet, der beskriver. Måske fordi jeg selv har haft reaktionen: Jeg finder mig ikke i det! Måske fordi det er befriende at vide, at andre har og har haft det som jeg har?

Bønnen er fra “Himlen i mine fodsåler”, som indeholder et  væld af fantastiske, poetiske og nutidige bønner.

Her den – en bøn til dig, der har fået nok.

Ribs i min turban

Hvordan kan det være, Gud
at det som falder som appelsiner i de andres turban
skal jeg klatre op ad kilometerlange stiger for at få?
Og så er det ikke engang appelsiner jeg finder
men små ribs

Jeg er træt i benene, Gud
Hvad har du egentlig tænkt dig?
Jeg finder mig ikke i det.

Så kom bare an, Gud!
Lad os lægge arm!

, ,

Gud og barnet – er det nu nødvendigt?

Sidst uge tog jeg hul på at skrive om Gud og barnet. Jeg synes, emnet er voldsomt vigtigt og spændende. Faktisk var det netop for at skrive om børn og tro, at denne blog overhovedet kom til. Der er mange, der er optaget af at give den kristne tro videre til børn – især deres egne. Og det er godt. Mærkeligt nok har der hidtil været meget lidt focus på, hvordan teologi og kirkeforståelse har påvirket vores syn på børn eller på børnenes mulighed for at tro og tage del i kirken. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på.

I mit indlæg i sidste uge slog jeg fast, at voksne og børn er lige overfor Gud. Ofte er det her teologer stopper deres tankerække – vi er lige overfor Gud, derfor behøver vi ikke lave særlig teologi for eller omkring børn. (Bare se her, for eksempel).

Problemet ved at stoppe der er, at der er forskel på at være voksne og på at være barn. Som jeg også skrev i sidste uge, er det, at vi har lige værd overfor Gud, ikke ensbetydende med at voksne kan fralægge sig ansvaret overfor børn. Der er forskel på at være en voksen, der ikke alene er I stand til at tage ansvar for sit liv og sine handlinger og på at være et barn, der endnu ikke er følelsesmæssigt, motorisk eller sprogligt udviklet og som ikke har mulighed for eller kræfter til at handle på egne vegne. For slet ikke at nævne besværet ved at være eks. en pige på 7, der skal forholde sig til Jesus, en mand på 30.

Selvom vi ikke altid er bevidst om hvordan forståelsen af børn har været historisk, påvirker den alligevel vores måde at opfatte børn på og vores måde at agere omkring dem. Det gælder også i det kristne fællesskab.

Et eksempel kunne være tanken om, hvorvidt mennesket er født med eller uden relation til Gud? Fødes mennesket som grundliggende ondt? Ja, så giver tidligere tiders opdragelse med (bogstaveligt talt nogle gange) at forsøge at banke synd og ondskab ud af barnet mening – viljen skulle knægtes, fordi den førte til fordærv og ødelæggelse.

Fødes mennesket til gengæld med større indsigt i Guds vilje, fordi det endnu ikke er blevet korrumperet af verden, ja, så giver det mening at beskytte barnet mod verden og måske endda lade barnet råde og vejlede.

Kloge mennesker har brugt tid på at læse teologer fra de sidste 2000 års kristendom og finde frem til nogle forskellige retninger, der har præget vores tankegang og stadig gør det. Det er f.eks. Jerome Berryman og Marcia Bunge. Næste uge kigger jeg på Marcia Bunges seks retninger. Denne gang får du de tråde, som Jerome Berrymand, der er ophavsmand til Godly Play har lagt frem:

Berryman mener at kunne spore fire forskellige tråde i den kristne kirkes forståelse og forhold til børn.

  • Ambivalens

Her er tale om modsatrettede følelser. På den ene side er børn en velsignelse, på den anden side anses de for at være en prøvelse. Mange teologer var fædre (mødrene havde sjældent uddannelse og mulighed for at forske), og personligt har de måske ikke haft noget i mod børn. Men teoretisk har der alligevel været en modstand at spore.

  • Dobbelthed

Her er tale om modsat rettede tanker om børn, fordi “børn” kan forstås både som konkrete børn men også som en symbolsk figur, der lige så godt kunne pege på en voksen, der bare endnu ikke var åndeligt moden.

  • Ligegyldighed

Her er både tale om en ligegyldighed, der kan være neutral, men også den ligegyldighed, der kan blive kold og distancerende. Teologerne har ikke beskæftiget sig synderligt med børn uanset hvorfor.

  • Nåde

Endelig er der forståelsen af barnet som et redskab for nåde. Fordi det er barnet, der har båret troen videre fra en generation til den næste. Men mest af alt, fordi Jesus sagde, at når vi tager imod et barn tager vi imod Ham. Børn er på sin vis et nådemiddel, fordi vi lærer om Kristus gennem dem.

Berryman skriver på et tidspunkt at: “børn kender Gud på deres uspecificerede måde, og det skal de respekteres for. Det, de har brug for hjælp til af voksne, er at lære, hvordan man identificerer denne oplevelse og udtrykker, rafinerer, navngiver, vurderer og undrer sig over den på den mest passende sprog og måde.” *

Den måde at tænke på den voksnes rolle i forhold til barnets åndelighed og tro, synes jeg godt om – her er respekt for det, barnet oplever og erfarer, men samtidig forståelse for, at den voksnes erfaring er en nødvendig hjælp for barnet.

Børn kan ikke og skal ikke være alene om at opdage verden – heller ikke den del, der har med det åndelige at gøre. Der er forskel på at være barn og på at være voksen. Også når det kommer til det åndelige, selvom forskellene muligvis ikke er, som nogle har ment.

Jo, det er nødvendigt at tænke teologi for og med børn – ellers risikerer vi at overse dem negligere deres åndelighed og potentialet for tro i deres liv. Og skal vi tro Jesus’ ord, så risikerer vi endda at overse Ham selv.

*Jerome Berryman, Clearing the Way for Grace