Ribs i min turban – til dig, der har fået nok

Jeg har en bøn til dig, der føler dig trængt. Den fik mig til at trække på smilebåndet. Måske fordi jeg kan genkende billedet, der beskriver. Måske fordi jeg selv har haft reaktionen: Jeg finder mig ikke i det! Måske fordi det er befriende at vide, at andre har og har haft det som jeg har?

Bønnen er fra “Himlen i mine fodsåler”, som indeholder et  væld af fantastiske, poetiske og nutidige bønner.

Her den – en bøn til dig, der har fået nok.

Ribs i min turban

Hvordan kan det være, Gud
at det som falder som appelsiner i de andres turban
skal jeg klatre op ad kilometerlange stiger for at få?
Og så er det ikke engang appelsiner jeg finder
men små ribs

Jeg er træt i benene, Gud
Hvad har du egentlig tænkt dig?
Jeg finder mig ikke i det.

Så kom bare an, Gud!
Lad os lægge arm!

, ,

Gud og barnet – er det nu nødvendigt?

Sidst uge tog jeg hul på at skrive om Gud og barnet. Jeg synes, emnet er voldsomt vigtigt og spændende. Faktisk var det netop for at skrive om børn og tro, at denne blog overhovedet kom til. Der er mange, der er optaget af at give den kristne tro videre til børn – især deres egne. Og det er godt. Mærkeligt nok har der hidtil været meget lidt focus på, hvordan teologi og kirkeforståelse har påvirket vores syn på børn eller på børnenes mulighed for at tro og tage del i kirken. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på.

I mit indlæg i sidste uge slog jeg fast, at voksne og børn er lige overfor Gud. Ofte er det her teologer stopper deres tankerække – vi er lige overfor Gud, derfor behøver vi ikke lave særlig teologi for eller omkring børn. (Bare se her, for eksempel).

Problemet ved at stoppe der er, at der er forskel på at være voksne og på at være barn. Som jeg også skrev i sidste uge, er det, at vi har lige værd overfor Gud, ikke ensbetydende med at voksne kan fralægge sig ansvaret overfor børn. Der er forskel på at være en voksen, der ikke alene er I stand til at tage ansvar for sit liv og sine handlinger og på at være et barn, der endnu ikke er følelsesmæssigt, motorisk eller sprogligt udviklet og som ikke har mulighed for eller kræfter til at handle på egne vegne. For slet ikke at nævne besværet ved at være eks. en pige på 7, der skal forholde sig til Jesus, en mand på 30.

Selvom vi ikke altid er bevidst om hvordan forståelsen af børn har været historisk, påvirker den alligevel vores måde at opfatte børn på og vores måde at agere omkring dem. Det gælder også i det kristne fællesskab.

Et eksempel kunne være tanken om, hvorvidt mennesket er født med eller uden relation til Gud? Fødes mennesket som grundliggende ondt? Ja, så giver tidligere tiders opdragelse med (bogstaveligt talt nogle gange) at forsøge at banke synd og ondskab ud af barnet mening – viljen skulle knægtes, fordi den førte til fordærv og ødelæggelse.

Fødes mennesket til gengæld med større indsigt i Guds vilje, fordi det endnu ikke er blevet korrumperet af verden, ja, så giver det mening at beskytte barnet mod verden og måske endda lade barnet råde og vejlede.

Kloge mennesker har brugt tid på at læse teologer fra de sidste 2000 års kristendom og finde frem til nogle forskellige retninger, der har præget vores tankegang og stadig gør det. Det er f.eks. Jerome Berryman og Marcia Bunge. Næste uge kigger jeg på Marcia Bunges seks retninger. Denne gang får du de tråde, som Jerome Berrymand, der er ophavsmand til Godly Play har lagt frem:

Berryman mener at kunne spore fire forskellige tråde i den kristne kirkes forståelse og forhold til børn.

  • Ambivalens

Her er tale om modsatrettede følelser. På den ene side er børn en velsignelse, på den anden side anses de for at være en prøvelse. Mange teologer var fædre (mødrene havde sjældent uddannelse og mulighed for at forske), og personligt har de måske ikke haft noget i mod børn. Men teoretisk har der alligevel været en modstand at spore.

  • Dobbelthed

Her er tale om modsat rettede tanker om børn, fordi “børn” kan forstås både som konkrete børn men også som en symbolsk figur, der lige så godt kunne pege på en voksen, der bare endnu ikke var åndeligt moden.

  • Ligegyldighed

Her er både tale om en ligegyldighed, der kan være neutral, men også den ligegyldighed, der kan blive kold og distancerende. Teologerne har ikke beskæftiget sig synderligt med børn uanset hvorfor.

  • Nåde

Endelig er der forståelsen af barnet som et redskab for nåde. Fordi det er barnet, der har båret troen videre fra en generation til den næste. Men mest af alt, fordi Jesus sagde, at når vi tager imod et barn tager vi imod Ham. Børn er på sin vis et nådemiddel, fordi vi lærer om Kristus gennem dem.

Berryman skriver på et tidspunkt at: “børn kender Gud på deres uspecificerede måde, og det skal de respekteres for. Det, de har brug for hjælp til af voksne, er at lære, hvordan man identificerer denne oplevelse og udtrykker, rafinerer, navngiver, vurderer og undrer sig over den på den mest passende sprog og måde.” *

Den måde at tænke på den voksnes rolle i forhold til barnets åndelighed og tro, synes jeg godt om – her er respekt for det, barnet oplever og erfarer, men samtidig forståelse for, at den voksnes erfaring er en nødvendig hjælp for barnet.

Børn kan ikke og skal ikke være alene om at opdage verden – heller ikke den del, der har med det åndelige at gøre. Der er forskel på at være barn og på at være voksen. Også når det kommer til det åndelige, selvom forskellene muligvis ikke er, som nogle har ment.

Jo, det er nødvendigt at tænke teologi for og med børn – ellers risikerer vi at overse dem negligere deres åndelighed og potentialet for tro i deres liv. Og skal vi tro Jesus’ ord, så risikerer vi endda at overse Ham selv.

*Jerome Berryman, Clearing the Way for Grace

Søndagsklumme: Velkommen hjem

Jeg kom hjem sent fredag aften efter at have været afsted siden søndag på uddannelse i England.

Da jeg landede i England stod min svoger, svigerinde og lille nevø med et fint skilt: ”Auntie Anne”. Hjemmelavet med en to-årigs krusseduller var der ikke finere eller dejligere skilt i lufthavnen den dag! Og synet af det krøllede skilt i min nevøs buttede hænder gjorde mig varm om hjertet af kærlighed til ham (og forældrene) og glæde over at være elsket og blive budt velkommen på den måde.

Det er noget pudsigt noget, det med at være velkommen eller føle sig velkommen. For det slår mig, at det er forskellige ting i forskellige situationer, der gør forskellen. Det, der virker naturligt i én situation gør det måske ikke i en anden. Nogle gange skal der ganske lidt til, før jeg føler mig godt tilpas. Ofte har det at gøre med at blive set af et andet menneske: Det kan være en bemærkning, en henkastet bemærkning, eller den andens væremåde. Det har sjældent noget med chokolade på hovedpuden eller en rød løber at gøre.

Ikke fordi den slags ikke også kan være rart. På skolen, hvor jeg har tilbragt den sidste uge var der rent, hvidt sengetøj på sengen og the-brevene var fyldt op på bakken inde på værelset. Det er trods alt England, så ingen ordentligt værelse uden adgang til keddel, the og mælk! Det er ikke nogen hjemlig fornemmelse at komme ind et sted med snehvide lagener og håndklæder anretttet i lige firkanter. Værelset var upersonligt, som det er på konferencecentre og hoteller – men mit navn stod på den kuvert, der hang på døren. Jeg var ventet, og der var gjort klar til at jeg skulle være der. Så på sin vis følte jeg mig alligevel velkommen.

Men den bedste velkomst kom sent fredag nat og igen lørdag morgen: Hjemme efter 5 døgn afsted.

Da jeg kom hjem, var der mørkt og stille i huset – det var over midnat, så alle var gået i seng. Alligevel følte jeg mig velkommen; fødderne fandt selv vej op ad trappen, ligesom mine hænder også i mørket kunne finde dørhåndtag og knagerækker. Hunden rejste sig søvnigt for med logrende hale at komme og byde mig velkommen, før hun igen lagde sig til at sove. Inde fra den ældstes værelse lød en søvnig stemme: ”Mor?!”

Jeg fik kysset, nusset og kigget på både den store og den lille, før jeg selv krøb i seng. Lørdag morgen er jeg blevet budt mere end velkommen hjem: Da den to-årige sidst på natten kom oevr i sengen og opdagede, at han kunne putte sig ind til sin mo-ar. Siden da har mine arme haft ham indenfor rækkevidde det meste af tiden. Det var vi vist begge to haft brug for. Den store er kommet og har snakket, vi har spillet spil og hygget. Og noget af det, der virkelig har gjort det tydeligt, hvor velkommen, savnet og elsket jeg er: Badeværelset.

Jeg kunne ikke få lov til at være alene derude lørdag formiddag. I de fleste andre sammenhænge er det ikke lige det, du håber på. Faktisk ville det voldsomt grænseoverskridende, hvis det havde været på skolen i England, at nogen syntes, de skulle med mig bad. Det ville have været både ubehageligt og upassende. Men efter en uges adskillelse fik det mig til i den grad at føle mig hjemme, at døren skulle stå på klem og at et lille hoved af og til tittede ind med et ”Muar?”, som for at sikre sig, at jeg stadig var der. (måske skal man være forælder, for at det giver mening!)

Hvor er det godt at høre til! Hvor er det fantastisk, når der bliver gjort plads til én – om det så bare er et andet menneske, der rykker sig lidt i bussen eller én, der smiler i køen i Netto.

”I min fars hus er der mange boliger”, sagde Jesus til sine venner, før han døde og opstod. Han sagde det i et forsøg på at forklare dem og os, hvad han skulle, når han gik i forvejen for os. ”Jeg går for at forberede en plads til jer”, sagde han. (Du kan læse om det i Johannes evangeliet kapitel 14) Jeg kan godt lide tanken om, at der er gjort en plads klar til både dig og mig på den anden side – uanset hvad ”den anden side” måtte være. Jeg er sikker på, Jesus talte om den anden side af døden. Men jeg tror også nogle gange, at han gør det samme på den anden side af det, der ligne en lille død for mig:

Hver gang jeg oplever noget, der for mig er en afslutning, et stop, et farvel – så er der på den anden side et sted, hvor der er rart at være, hvor jeg kan komme videre fra.

Lige nu er jeg godt tilpas og hjemme hos mig selv. Jeg ved ikke, om du er det samme. Eller om du føler dig velkommen der, hvor du er. Det håber jeg. Og ellers håber jeg, at du kan låne min tro på, at der er Én, der går foran dig og gør klar til dig ”på den anden side”.

Selv kommer jeg til at nynne et lille salmevers:
”Foran mig er en vej jeg ikke kender, en sti hvorom i dag jeg intet ved. Jeg aner ikke hvad i morgen hænder, om dagen bringer kampe eller fred. Men ét jeg ved, mit liv er i Guds hænder, og Gud er evig kærlighed!”

,

Gud og barnet

Både børn og voksne kan finde på at snakke om hinanden, som om vi er to helt forskellige arter, der intet har med hinanden at gøre. Nogle gange stiller vi endda barndom og voksen-liv op som kontraster (børn leger og roder, voksne er alvorlige og ordentlige; børn har det sjovt og er nysgerrige, voksne er kedelige og fantasiløse – prøv bare at lægge mærke til, hvordan reklamer fremstiller os.)

Det betyder, at voksne let forfalder til at tale, som om Gud må tale et fuldstændigt anderledes sprog når og hvis Han interesserer sig for børn.

Historisk set har teologer ikke brugt meget tid på at fundere over betydningen af deres teologier for børn, og derfor kommer det sikkert heller ikke som en overraskelse, at Guds indstilling til børn ikke har haft den store bevågenhed. Det kommer jeg til at skrive mere om over de næste uger, for der findes faktisk en del teologi og tænkning, der har og har haft betydning for vores syn på børn og vores forståelse af deres betydning.

Lad mig sige med det samme: Jeg tror, Gud har præcis samme kærlighed til og ønske om at snakke med børn, som har Han har til voksne. Det er muligt, Han kan være tavs, men Han er ikke fraværende.

Jeg tror, at børn har værdi i og af sig selv for Gud, og at Han ønsker et levende venskab med dem præcis som med voksne (selvom det muligvis kan se anderledes ud), fordi børn – ligesom voksne – er skabt i Hans billede.

Over de næste uger vil jeg én gang om ugen skrive et blog indlæg om teologi, der forholder sig til Gud og børn og derigennem forsøge at vise, at børn ikke (kun) er passive i forhold til Gud og at de er fuldt ud i stand til at tro på Gud og have en levende tro. Jeg vil vise, hvordan Jesus selv henvendte sig til børn og vil forsøge at vise, at Guds kommunikation kan blive ødelagt eller hindret af voksne – uanset om det er intentionen eller ej.

Med tiden håber jeg, at vi kan kigge på, hvordan børn reagerer eller endda svarer på Guds henvendelser, ligesom jeg synes, det kan være rigtig spændende at se på, hvordan vi som voksne kan forsøge at IKKE stå i vejen for børns forhold til Gud.

Som udgangspunkt er alene det, at menneskets begynder som børn, at børn er, findes og vokser et tegn på at Gud ønsker det sådan, eftersom det er Gud, der – ifølge den kristne tro – er altings Skaber. Hvis du gerne vil læse i Bibelen om det, så er salme 139 et godt sted at starte – her står, hvordan Guds kald til at være starter i livmoderen og fortsætter efter fødslen af et menneske.

Som kristne henvender vi os til Gud som forælder (bare tænk på fadervor), og beskriver dermed Gud som forælder for os alle sammen –uanset om vi er voksne eller børn. På den måde er der allerede i måden vi taler om os selv og børn på, en anerkendelse af at overfor Gud er vi lige: Han er den voksne, vi er børnene. Det ændrer ikke ved at vi som voksne bærer ansvaret både overfor børns generelle trivsel og i relationen til det enkelte barn. Men når det kommer til Gud, er der ingen af os, der slår mere eller mindre til
. Vi er børn, der er afhængige af en andens kærlighed, omsorg og vejledning.

, ,

Søndagsklumme: Når evigheden rører øjeblikket

Kender du fornemmelsen af, at øjeblikket pludselig udviddes? At nuet bliver større? Som om lige nu og her bliver så stort, at det rummer meget mere end ellers? Som om evigheden bøjer sig ind over dig og kysser dig på panden, så det, der ligger i fremtiden eller gemmer sig af godt i fortiden pludselig også er virkelige eller reelle i dét nu, hvor du er?

Måske kender du så også det modsatte. Fornemmelsen af, at tiden ligesom strammer til om halsen på dig? At der ligesom ikke er plads nok i tiden omkring dig?

Jeg genkender begge dele. Den første kan jeg bedst lide – det er den, der sker, når glæden pludselig bobler op i mig over livets storhed og skønhed. Eller når øjeblikkets skønhed rammer mig mellem øjnene og jeg bliver nærværende på en måde, som jeg ikke ellers er altid. Over morgenmaden. I en samtale. Midt i skoven.

Der findes øjeblikke i mit liv, der står lysende klart fordi nuet blev større og indeholdt elementer af noget Andet: En eftermiddag i solen da jeg som barn var på vej hjem til mine forældre efter spejder, hvor glæden ved at være til blev kæmpestor. En aften på en lejr, hvor den jeg kalder Gud kom tæt på, og jeg forstod mig selv på en ny måde. En nat under månen med en mand, der kiggede dybt i mine øjne og sagde, at det skulle være os to. En eftermiddag sammen med ham og to drenge, hvor jeg lige dér i øjeblikket vidste, hvor rig jeg er fordi disse to børn på forunderligvis blev vores.

Jeg kender også følelsen af at nuet er for småt. At det strammer til om halsen på mig og tiden er for trang. Det har været, når jeg har haft alt for meget om ørene og alt for lidt energi. Eller da min mand (ham under månen) blev pludseligt og alvorligt syg.. Eller da vi ikke selv kunne lave børn, og vi måtte vente på at komme på en venteliste til adoption – her stod tiden simpelthen i vejen for mig: Tiden stod imellem mig og det, der var vigtigt. Det var så småt, at det ikke var til at være i. Det var ved at kvæle mig.

Mere dagligdags kan det være, når træthed efter endnu søvnløs nat med børn, irritation over legoklodser på gulvet eller noget andet hverdags-trummerum vokser sig for stort.

Heldigvis ved jeg også af erfaring, at de øjeblikke, der er for små kan løsne deres tag og give os plads til at trække vejret. Det kan være en ven, der ringer og opmuntrer. Eller en solstråle, der kilder og får én til at løfte blikket. Måske er det en hjælpende hånd. Nogen, der giver aftensmad eller et godt grin.

Kunne det være evigheden, der rører ved øjeblikket og får det til at udvidde sig?

Kunne det være Gud, der drypper lidt evighed ned i et nu, når øjeblikket udvidder sig?

Det giver så god (for ikke at sige smuk) mening for mig. Det er forfatteren Anne Lamott, der har lånt mig tanken. Jeg tror, hun har ret, når hun siger, at det er noget Gud (eller hvilket ord du nu bruger) giver os. At det er en gave, når det sker at tiden bliver større.

Dels giver det mening, fordi Gud er gavmild og godt kan lide os – og hvem kan lide at se nogen sprælle rundt i et alt for snert øjeblik? Men det giver særligt mening ud fra den betragtning, at Guds tid er anderledes end vores tid. Det må den være, eftersom vi er begrænsede og kun lever ét minut ad gangen, mens Gud er evig og uden begrænsninger. Guds tid, tror jeg, er så meget større end vores, at vores tid er fuldstændigt omsluttet at Guds tid. Hvis vores tid er lineær er Guds …. mange-dimensionel.

Det er da en smuk tanke. At Guds putter lidt evighed ind i vores minutter.

Kan det være evigheden giver os tålmodighed? Jeg husker, da det gik op for mig, at tålmodighed ikke bare er at vente på at tiden går, men at vente roligt med … nå ja, tålmodigt. At vente mens man tripper rundt, pruster og stønner og forsøger at skynde på tiden eller hive den tættere på er ikke tålmodighed. Det er utålmodighed.

Jeg har en fornemmelse af, at tålmodighed kan hænge sammen med tillid – tillid til, at tingene nok skal ordne sig, falde i hak og ske, som det skal. Tillid til at der er Én, der er større end mig, der har styr på det, og at den Éne er god, som jeg ser det.

Når man er ved at blive kvalt, fordi man ikke kan være i sin længsel. Eller er ved at blive splittet i atomer, fordi nuet trykker så meget, at man ligesom presses ud af alle sprækker. Så har man – efter min erfaring – brug for hjælp til at gøre nuet mere tåleligt. Det kommer ikke af sig selv. Og så er tanken om, at Gud drypper lidt evighed ned i vores minutter befriende, synes jeg:

”Anne, jeg kan se, tiden strammer dig lidt om halsen. Her. Prøv lige med en dråbe af det her. Så, nu sidder det hele lidt løsere, ikke? Tag lige en dyb indånding. Så skal du se. Det hele går nok endda.” Aaah, så kan skuldrene falde på plads og tingene må ske, som de sker.

Har jeg tillid til fremtiden, så er der ingen grund til at skynde på den – så kommer den, når den kommer – og det er godt. Lige sådan betyder tillid til fremtiden også at der ikke er nogen grund til at gå og bekymre sig for det, der skal ske. Fremtiden er ikke skræmmende og den er ikke tom eller meningsløs.

Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i minutterne, så det øjeblik, der før var trangt og utåleligt bliver stort nok til at trække vejret i. Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i et øjeblik, så det bliver udviddet og genspejler den evighed, der indeholder alt godt fra både fortid og fremtid – og pludselig er øjeblikket ikke længere bare her og nu – det er i stedet mættet med nærvær og forbinder os med en verden, der er så meget større.

Det mindede mig om denne salme:

Jeg kender en Gud, den ene,
en kunstner som maler liv.
Et ord, og evighed skabes,
Alt som ved det første ”bliv”.

Jeg kender en Gud, den ene,
som menneskesøn han var.
Med kærlighed vil han åbne,
en evighed indefra.

Jeg kender en Gud, den ene,
en ånd, et mysterium.
Som opfylder evigheden
og åbner mit indre rum.

(Thomas Boström, oversat af Henning Clausen)