Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu (januar 2019)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

,

Aldersgrænser for påsken – sådan fortæller du om påsken på en alderssvarende måde

Fortællingen om Jesus’ sidste dage kan være voldsom. Dramaet er stort, temaerne er tunge og alvoren er stor. Hvis du hertil lægger en levende fantasi, bogstavelig forståelse eller angst for døden kan det blive rigtig svært.

På den ene side skal vi ikke gemme realiteterne om hverken livet eller beretningerne om Jesus for børn, på den anden side skal vi præsentere tingene på en måde, så de børn, vi har med at gøre kan håndtere og forholde sig til dem uanset om det er vores egne børn derhjemme eller børn vi har i børnekirken.

Allerførst nogle helt generelle overvejelser
– Det er dig, der kender dit barn bedst.
– Følg dit barns interesse og spørgsmål.
– Jo yngre børn, jo mindre realisme, intensitet og jo færre detaljer.
– Det er vigtigere, at påsken er en god erfaring end at barnet får serveret alle detaljer med det samme – lad tiden og gentagelser være din ven.

Brug Disney metoden
Disney er eminente til at fortælle svære ting uden at gå i unødvendige detaljer. I en Disney film kan personerne godt både lide og dø – men vi ser det ikke. Hvis nogen dør klipper filmen væk eller det bliver mørkt, og vi ser kun den livløse krop. Gør det samme med korsfæstelsen. Mange børnebibler viser heller ikke Jesus lide, fordi det særligt for mindre børn kan virke meget voldsomt, at se nogen have ondt og være kede af det uden at kunne hjælpe.

Vi kan godt opleve både sorg og tab uden at se lidelse.

Spørg ind til spørgsmål
Hvis dit barn stiller spørgsmål til det, der sker i påsken, så start med at spørge ”Hvad tror du?” eller ”Hvad tænker du om det?”

For det første er det kneb en måde at blive klogere på, hvad det præcist er barnet gerne vil vide, så du ikke risikerer at give detaljer barnet ikke efterspørger eller svarer på noget, som barnet slet ingen interesse har i.

For det andet giver det mulighed for at finde ud af, hvad barnet allerede ved – og du kan svare ved at bekræfte og uddybe en smule.

For det tredje får dit spørgsmål barnet til at tænke dybere over tingene.

Hvis du ikke kender svaret på spørgsmålet, så er det helt legalt at sige ”Det ved jeg ikke”. Så kan I undersøge det sammen. At vise dit barn, at der er ting, du ikke ved at en måde at vise, hvordan tro også virker – og hvordan vi undersøger, bliver klogere og lærer om os selv og Gud. Det viser også barnet, at spørgsmål er velkomne og en del af livet med Gud.

Mere specifikt
Her kommer nogle forslag til det, du kan være opmærksom på til forskellige alderstrin: 

Børn op til skolealderen: Fantasien lever
Mindre børn har først og fremmest brug for at blive bekræftet i (og vist) at Gud er god, og at de kan være trygge i verden. De bruger alle deres sanser, og har en god fantasi, når de nærmer sig skolealderen. Børn – også små børn – ved godt, at døden er en del af livet.

  • ”Jesus døde og hans venner var kede af det” fortæller kort og godt, hvad der skete Langfredag.
  • Lad være med at komme med realistiske deltaljer om, hvordan Jesus døde.
  • I det hele taget er grund-budskabet til børn i denne alder, at Gud er god, han har skabt os og han elsker dig og mig. Jesus vil være din ven.

Børn på 6—9 år: De mange spørgsmål
Børn i indskolingsalderen er nysgerrige og kan stille et væld af spørgsmål. I denne alder vil børn rigtig gerne forstå sammenhænge, og derfor kan det være et godt tidspunkt at lære om rækkefølgen i påskens begivenheder. Ofte er børn i denne alder meget optagede af retfærdighed, og derfor kan det være spørgsmålet om hvorfor Jesus skulle dø fylde.

  • Fokuser på, at der var mennesker, som ønskede Jesus skulle dø, fordi de syntes, han truede deres magt i stedet for at forklare, at Jesu skulle dø for andres skyld. Forståelsen af retfærdighed er i denne alder sort/hvid, så det kan være svært at stole på Gud, der vil at hans Søn skulle dø.
  • Du skal stadig holde igen med grafiske deltaljer om tilfangetagelse og korsfæstelsen.
  • I det hele taget er grund-budskabet til børn i denne alder, at Gud er god, han har skabt os og han elsker dig og mig. Jesus vil være din ven.

Børn på 10-14 år: En intens alder
Betweens begynder at tage skridt til selvstændighed og øver sig i at blive deres egne – også når det gælder deres trosliv. Følelserne kan være intense og meget kan opleves dramatisk.

  • Et godt fokus på påskens beretninger for denne alder er de forskellige person historier både med Judas, Peter før opstandelsen og kvinderne, Maria Magdalene, Emmausvandrerne og Thomas bagefter. Historier om mennesker, der mødte Jesus er med til at gøre påsken til noget, der ikke kun har med Jesus men også andre mennesker at gøre.
  • Fortæl om påsken og beskriv, hvad der skete, men uden at gå i realistiske detaljer. Du kan godt fortælle om tilfangetagelsen, at Jesus bar sit eget kors osv., men gør det kort uden at udpensle det.
  • Et grund-spørgsmål i denne alder er ”Hvad har det her med mig at gøre?” og det gælder også Gud. Fortæl evt. hvad opstandelsen, Jesus’ død ellers påsken betyder for dig. Spørg, hvad det betyder for dem. På den måde hjælper du dit barn til at reflektere over, hvad det betyder for hende eller ham.

Kilder:
Den røde trød
Det er bare en fase 
Easter conversations with kids af Melinda Shunk

Lav en påskehave

Lav en lille påskehave derhjemme og får historierne om Jesus med hjem i stuen. En påskehave er god at pege på og tage udgangspunkt i, når vi taler om og forklarer, hvad vi fejrer i påsken. Lidt ligesom en julekrybbe bliver en påmindelse om, hvad julen handler om, er påskehaven en synlig ting, som man (måske) endda kan røre ved, så sanserne også kommer i spil og påskehistorien kommer ind i stuen.

Der er ingen faste regler for, hvad en påskehave skal indeholde – udover at det handler om Jesus’ sidste dage.

Find et fad, en kurv eller noget andet, som er stort og åbent nok til at have flere ting i. Overvej, om du skal have sand, stof eller noget helt andet som underlag.

Til palmesøndag har kan du bruge nogle æsler (eks. fra legetøjet) og nogle palmeblade klippet ud af filt eller papir.

Til Skærtorsdag kan det være noget at spise og drikker. Det kunne også være et lille vandfad, for at symbolisere fodvaskningen.

Til Langfredag kan du finde et kors, eller gå ud for at samle kviste og grene, som du kanbinde korsene af. Du kunne også finde store søm, en tornekrone eller sølv penge og lægge her.

Til søndag kan du lave en grav og finde en sten til at lægge foran. (En grav kan sagtens være en urtepotte, der ligger ned). Du kan finde et stykke hvidt stof til at ligge i graven, en blomst eller en engel.

Du kan lægge alle tingene frem på én gang, eller I kan finde ting frem hver dag og tale lidt om det hen advejen. Du kan også gøre én ting i år og noget andet næste år.

Måske er det en god metode for dig og din familie at læse beretningerne fra påsken i en børnebibel og så sammen snakke om, hvilke ting I har, der kan fortælle om historien og derudfra lave jeres påskehave. På den måde får I også ting, der udover påske kan minde om fortællingerne om Jesus.

Prøv dig frem! Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Og HUSK! det vigtige er ikke, hvordan haven ser ud eller om der er særlige symboler der i. Det vigtige er at skabe en anledning til at tale om påsken og dens betydning for jer. Påskehaven er en konkret måde at gøre Jesus’ død og opstandelse levende også i din familie.

Du skal ikke blive ked af, hvis det hverken tager lang tid at stille op eller tale om. To minutter kan være lang tid for et barn, og måske er det ikke lige i dag, interessen er der. Måske kommer den en anden dag. Eller næste år.

Det er ikke afgørende, at det bliver på en bestemt måde, men at I hygger jer og får anledningen til at tale om påsken. En del af det at lave en påskehave er, at du viser, at påsken har betydning også for dig, og at du giver dit barn mulighed for at stifte bekendtskab med historierne om Jesus.

Hvis du har lyst, kan du google “easter garden” eller “resurrection garden” for at se flere eksempler. Her er også to eksempler på påskehaver jeg har lavet her og her.

,

Teologien hjælper

Mit store ønske er at være med til at skabe forståelse for HVORFOR’et i arbejdet med og for børn i kirker og kristne organisationer. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvad er grundene til, at vi skal tage børn alvorligt? Hvorfor skal vi poste ressourcer ikke bare i arbejdet med unge men også med børn?

For mig var det en øjenåbner at får min teologi med. Jeg er uddannet i teologi og har beskæftiget mig med dåbsteologi og frelsesteologi, men det var først under min uddannelse på Cliff College, jeg for alvor dykkede ned i teologien om børns åndelighed, deres trosudvikling og deres plads i Kirken.

Det overbeviste mig om, at vi, der arbejder hands-on med børn og unge i vores menigheder og organisationer, har brug for at blive skarpe på teologien om børn. Nogle af grundene er, at teologien hjælper os med at blive opmærksomme på vores blinde pletter. Nok så vigtigt er det, at den kan give os ord, når vi skal tale børnene og de unges sag i menigheden eller vores organisation. Derudover kan teologien give os en forståelse af, hvordan Gud er på færde hos og med børn og unge.

Når vi lærer og læser bredt om børn og forståelsen af børn, får vi et mere balanceret syn på vores børn og unge. En balance, som kan gøre os i stand til at forholde os til de helt almindelige, komplekse og skønne børn, vi møder i vores arbejde på en måde, som befrier os fra at have et idealiseret syn på, hvordan et børn bør være eller hvordan det bør være med deres tro. Og dét vil gøre vores praksis meget bedre.

Når vi har et balanceret teologisk syn på børn, kan vi undgå at falde i grøfter, hvor vi …

  • overser barnet (de er alligevel ikke ”rigtigt” mennesker (eller kristne) endnu
  • umyndiggør barnet, fordi vi kun vil glædes over dem og synes, at de er nuttede, når de beder, kommer med ord fra Gud eller påpeger fejl hos os.
  • er unødigt hårde ved dem, fordi vi kun ser barnet som én, der skal oplæres eller have synden i sig knægtet.
  • afskærer vores fællesskab fra de input børn og unge har, fordi de også kan være forbilleder for os i troen og livet med Gud.
  • ikke prioriterer ressourcer til børnene og de unge i kirkens budgetter, personale eller lokalefordeling, fordi vi glemmer, at de som væsner under udvikling har brug for støtte, hjælp og voksne til at hjælpe dem på vej.
  • svigter børnene, fordi vi glemmer vores ansvar overfor dem, der ikke har deres egen stemme.

Det her er spændende sager, og – mener jeg – helt nødvendigt for os at dykke ned i.

Jeg har skrevet mere udførligt om de seks overordnede syn på børn, som teologen Marcia Bunge har identificeret her (og som er det infografen herunder giver et overblik over.) Du kan også søge på teologi i søgefeltet og se, hvad der dukker op.