Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.
Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.
At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.
Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2012-05-12 15:31:002012-05-12 15:31:00Min morfar og Nelson Mandela
Artikel til “Adoption og samfund” april 2012 om racisme:
Mit spørgsmål kommer sig af, at jeg fornylig har ryddet op i et gammelt arkiv med bl.a. ting fra hjælpearbejde i Asien og Afrika. Her stødte jeg på en mængde indsamlingsbøsser. Én af dem fik mig særligt til at stoppe op. Den lille figur, der satte tankerne i gang, er omkring 15 cm. høj. Den er beregnet som indsamlingsbøsse til støtte af arbejde i Afrika formentlig af en kirkelig organisation fra omkring år 1900. Figuren er lavet af bly, der er malet brun, sort og hvid, og den forestiller et afrikansk barn: En dreng med sort, krøllet hår, stritører og store øjne. Han smiler og viser derved sine hvide tænder i en mund omkranset af store, røde læber. Han har pænt tøj på: en hvid skjorte, en rød jakke og en mellemting mellem et slips og en butterfly.
Indsamlings-barnet er mekanisk. Den lille dreng holder sin hånd frem, og når en mønt bliver lagt i hånden, har der bagpå været en lille stang, som af indsamleren kunne bevæges, for at føre drengens hånd op til munden. Her forsvandt mønten så ind gennem munden og ned i maven. Billedet er tydeligt: dine penge bliver til mad for det sultne barn.
Som mange andre på min alder (jeg er født omkring 1980) har jeg både fået læst højt af “Lille sorte Sambo” og Strudsen Rasmus, og jeg har somend også fået sunget “Elefantens vuggevise” til godnat-sang. Dengang spekulerede jeg næppe over, at de potentielt lærte mig, at mennesker fra andre kulturer og med andre hudfarver end min egen, var mig underlegne.
Ikke desto mindre bliver bøgerne om “Lille sorte Sambo” og strudsen Rasmus, der kommer til at bo i Københavns zoologiske have sammen med nogle små kinesiske børn, begge anset for at udstille et menneskesyn, der gør forskel på mennesker. Og “Elefantens vuggevise” er blevet ændret fra at love den lille elefant en niggerdreng som rangle til nu at være enten “en negerdukkedreng” eller “en kokosnød”.
På den tid, hvor indsamlingsbøssen er fra, var der stor forskning også i Danmark om menneskeracernes indbyrdes forskelligheder. Man forstod, at den hvide, ariske race var stærkere og mentalt overlegen i forhold til vilde, ucivilicerede racer som afrikanere, asiatere, indere og samer. Samtidig var det kristne Europa klar over, det ansvar viden om sygdom og mad gav for at hjælpe de ukristelige mennesker, der ikke havde samme grad af oplysning, levestandard og forståelse som os. Vi omtalte andre mennesker som “vilde” og “uciviliserede”. Og også Danmark havde kolonier med slavearbejde, hvorfra sukker, rom og bomuld blev importeret.
Fascinationen af andre mennesker og kulturer levede selvfølgelig også dengang, og da mulighederne for at rejse ud ikke var særligt store, importerede bl.a. zoologisk have i København mennesker fra eksempelvis Kina, Indien, Kirgistan og samer fra Finland for at udstille dem. Et tegn på, at der var tale om “ægte vilde” var f.eks. at kvinderne ammede deres egne børn: borgerskabet herhjemme gjorde ikke den slags vulgære ting, for børn skulle ikke se bryster – og slet ikke andre voksne mennesker. Det var alment accepteret, at racerne ikke burde blandes.
Alt dette skete inden 2. Verdenskrig og Hitlers udrensning til fordel for den ariske race. Rædslerne fra koncentrationslejrenes forskningsklinikker forskrækkede verden så meget, at hele raceforskningen blev mere eller mindre skrinlagt. Da borgerrettighedsbevægelsen så også havde bølget i Amerika omkring 1960, blev verdens opfattelse, at “sorte” og “hvide” – i hvert fald officielt – er ligeværdige. Sydafrikas apartheid blev set ned på fra europæisk side, fordi adskillelsen af forskellige kulturer og farver på baggrund af tanken om den hvides races overlegenhed ikke blev fundet acceptabel.
Jeg tog den lille indsamlingsfigur med hjem, for at kigge nærmere på den. Indsamlingsbøssens udseende er steretoypt. Den er antikvarisk som et fint portræt af “lille sorte sambo”. Som jeg sidder med den her i min stue er det let at få en vis afstand til den. Havde man de rette evner til at style, kunne man som end nok få indsamlingsbøssen til at se trendy og tilforladelig ud – som en kuriøs ting fra et loppemarked. Men den fortæller en historie, som ikke er til café latte. Omend det samtidig også er en historie om menneskers gavmildhed og ønske om at hjælpe andre mennesker, som ganske givet havde brug for hjælp.
Har vores forståelse af, om der er forskel på menneskene her i verden ændret sig siden raceforskningen, kolonierne og udstillingerne i zoologisk have? Jeg tror det, men måske er den ændring ikke så rodfæstet endnu, som vi gerne vil tænke, at den er. 2. Verdenskrig er trods alt ikke langt væk historisk set. Og måske har vores forskrækkelse over, hvad tanken om forskelle mellem mennesker kunne føre til, gjort, at vi ikke har taget stilling til vores egen del af dén historie: fordi vi har haft travlt med at lægge afstand til de uhyrligheder som både slaveri, racehygiejne og racisme bød på.
I Sydafrika taler man nu om det, der kaldes “white guilt”: hvide menneskers skyld og skam over, at have været med til at opretholde et uretfærdigt og diskriminerende samfund. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vi også har en anelse “white guilt” i Danmark? Mange kan i hvert fald nikke genkendende til at holde umiddelbare reaktioner tilbage overfor mennesker med en anden etnisk baggrund af frygt for at blive misforstået. Det kan være den voksne, der ikke reagerer med samme autoritet over for drenge med kurdisk baggrund, eller chefen, der ikke udbeder samme standard for den ansatte med polsk baggrund, begge af frygt for at blive stemplet som racister.
Spørgsmålet til mig selv, som jeg sidder overfor den stereotype barne-figur er, om man kan være racistisk, når man selv har et barn med mørk hud? Jeg tror det. I hvert fald er det muligt at have dybt forankrede fordomme, der lugter af racisme, for racisme bunder dels i vores fælles kultur og dels i vores personlige kendskab til og frygt for det ukendte. Så selvom jeg, der er mor gennem adoption, ikke er fremmed overfor mit barn, så kan jeg stadig have fordomme overfor andre kulturer, overfor mennesker, der ser fremmede ud, og sågar overfor det land mit barn kommer fra. Måske er det væsentligste ikke om vi har fordomme, men hvordan vi håndterer de fordomme, vi opdager hos os selv.
Der vil altid være en form for nysgerrighed overfor mennesker, vi ikke kender; er de ligesom os? Er der noget de kan eller gør, vi ville ønske, vi kunne eller gjorde? Eller er det ting, vi ikke forstår, og aldrig ville drømme om selv at gøre? En af de sværeste udfordringer må derfor være, hvordan vi opfører vi os naturligt og nysgerrigt overfor hinanden på trods af fordomme? Kan vi tro på, at det, at synes forskellighed er okay, og endda at kæmpe for andres mulighed for at holde fast i deres eget særkende, ikke er ensbetydende med sympati for eller accept af alt og alle?
Som forælder til et barn, der er adopteret har jeg et ansvar for, at mit barn får et sundt selvværd, også selvom han/hun ser anderledes ud end så mange andre i børnehaven eller skolen. Samtidig har jeg som alle andre forældre ansvar for, at mit barn også lærer at rumme andres forskellighed. Vi kan påvirke vores børn i deres tankemønstre og adfærd overfor andre. Ikke kun overfor dem selv og deres egen historie og udseende, men også – og synes jeg, lige så vigtigt – deres indstilling og imødekommenhed overfor det, der er fremmed for dem.
Skal en lille figur, som den jeg fandt, gemmes, glemmes og fornægtes? Selvom det er fristende, så tror jeg ikke, det er den bedste løsning: hvis vi glemmer, kan vi ikke lære af det. Selvom det lyder banalt, er det sandt, at det, der er skjult, ofte får større magt og bliver mere farligt, end det, der er frit fremme. Og under alle omstændigheder kan vi hverken tage stilling til eller være sammen om det, vi ikke ved, hvad er.
Jeg glæder mig ikke til, at snakken falder på slaveriet og kolonierne med min søn, og jeg ikke har lyst til, at han nogensinde skal vide, der er mennesker, som mener, han er mindre værd end dem. Men sådan har jeg det også med massakren på Utøya, børnemishandling og krig. Jeg kommer aldrig selv til at forstå eller acceptere disse ting, men jeg er alligevel nødt til at finde en måde at snakke med andre om det på – inklusive mit barn. I bund og grund er det vel en væsentlig ting at lære sine børn: at mennesker kan tage fejl, gøre grimme ting ved hinanden og ikke altid forstår at tage sig af hinanden – endda til tider selvom de har de bedste intentioner. For på den anden side er netop en indsamlingsfigur som den lille dreng et tegn på, at selvom vi mennesker af og til har nogle mærkelige tilgange til ting, så kan vi samtidig være styret af en vilje til at hjælpe, hvor der reelt er behov, og lyst til at se andre mennesker som med-mennesker, selvom vi ikke altid forstår hinanden.
Jeg vil stadig synge om kokosnødden i “Elefantens vuggevise” for min søn, når han falder i søvn, for som dansker er den sang nu engang en del af hans historie.
“Menneskeudstilling” af Rikke Andreassen, Tiderne Skifter 2012
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2012/05/Figurfrasiden.jpg?fit=240%2C320320240Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2012-05-08 09:05:232017-02-10 09:33:12Kan man være racist, når man har adopteret?
D. 21. marts er både FNs dag for poesi og for oplysning om racisme. I den anledning blev nedenstående pressemeddelelse opslået på facebook siden for Adoption og Samfund. En lille men aktiv forening, der gør, hvad de kan, for at gøre opmærksom på de blinde vinkler, der findes i forhold til adoption i Danmark.
“I dag d. 21. marts er det racismedag. En sådan mærkedag har vi for at gøre et stop i vores travle hverdag og reflektere et øjeblik over, om vi nu helt fordomsfrit omgås vore medborgere uden skelen til hudfarve, religion, kultur, religiøs, sproglig, etnisk og politisk orientering eller national herkomst. Desværre oplever rigtig mange adopterede børn, unge, voksne og adoptivfamilier, at de bliver behandlet dårligt fordi de fx har en anden hudfarve end hvid. Derfor denne pressemeddelelse på racismedagen.
Omkring 25.000 børn, unge og voksne danskere er adopteret. Langt de fleste er født i andre lande som Etiopien, Kina, Korea, hvor de har mistet deres forældre, været på børnehjem og er blevet bortadopteret til forældre i Danmark. Adoption betyder ”at tage til sig som sin egen” og det lykkes for heldigvis for langt de fleste forældre og adoptivbørn at skabe gode og sunde familier. Det synes derimod langt sværere for det danske samfund og øvrige borgere at se på adopterede og adoptivfamilier som det ”danske samfunds egne, og dette viser sig ofte som hverdagsracisme på flere niveauer. En ung flot fyr adopteret fra Etiopien blev gang på gang forhindret adgang til et diskotek mens hans hvide kammerater måtte gå ind. Adopterede med mørk hud oplever gang på gang, at etnisk hvide ikke vil sidde ved siden af dem i bussen, eller at de bliver kaldt neger, skævøje eller andre nedsættende ord – blot pga. deres hudfarve. På samfundsplan oplever eneadoptanter, at de ikke er berettiget til det særlige børnetilskud, som alle andre enlige forældre med biologiske børn får tildelt, og voksne adopterede, der kom til Danmark som seksårige eller ældre, skal helt grotesk vurderes efter 26 -årsreglen, for at få vurderet deres tilknytning til Danmark, hvis de ønsker at gifte sig med en ikke-eu-borger. Adoption & Samfund og Adoption & Samfunds Ungdom repræsenter 3.500 adoptivfamilier. Vi ønsker på denne racismedag, at få dig til at stoppe op et øjeblik og reflektere over, hvad du kan gøre for at standse hverdagsracismen overfor adoptivfamilier, så alle adopterede kan føle sig 100 % DK”
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2012-03-21 09:05:262017-02-10 09:34:11Adoption og hverdagsracisme
Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske?
Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?
Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på?
En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel.
Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger:
“Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte.
Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet – hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen.
Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning.
Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid.
Hænderne her er Samuels, mine og min mormors.
Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til – i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.
De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika – de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.
Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget – også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved – ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.
Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige “Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt.”
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2012-01-08 20:52:002020-12-04 07:24:35Her og nu om 60 år
Kender du nogen med AIDS? Jeg gør ikke – tror jeg. Desværre er det sådan, at AIDS og HIV er nogle af de sygdomme, som bærer på så mange tabuer, at det kan være svært åbent at tale om at være smittet.
Derudover er AIDS og HIV bl.a. på det afrikanske kontinent et enormt problem, fordi så mange voksne er smittede, at den voksne del af befolkningen nogen steder nærmest er udryddet. Mange børn vokser op med syge og svækkede forældre eller helt uden forældre fordi den medicin og behandling, der findes, ikke er tilgængelig.
Derfor er World Aids Day, som det er i dag, en vigtig dag. Dels for at gøre opmærksom på konsekvenserne af ubehandlet AIDS/HIV men også i et forsøg på at komme tabuerne til livs. AIDS-Fondet i Danmark har lanceret en kampagne, som skal gøre op med danskernes fordomme overfor AIDS – Rytteriet har lavet et par ret sjove videoer, og så er der en test, der kan vise graden af ens AIDS-fobi. Jeg lider af AIDS-fobi i let grad, og er bange for at det bunder i uvidenhed som de fleste andre fordomme gør.
For mig er AIDS dagen vigtig, fordi der bliver større fokus på adoption af børn med HIV og AIDS. Fordi man kan leve så godt med AIDS og HIV, når bare det er velbehandlet, er der ingen grund til hvorfor smittede børn ikke også skal have lov til at få en familie. Det kan du læse mere om på AC børnehjælps hjemmeside. AC børnehjælp hjælper blandt ved at støtte børnehjem i Etiopien for HIV smittede børn.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2011-12-10 09:05:332017-02-10 09:41:04World Aids Day
Min morfar og Nelson Mandela
Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.
Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.
At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.
Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.
Kan man være racist, når man har adopteret?
Artikel til “Adoption og samfund” april 2012 om racisme:
Adoption og hverdagsracisme
D. 21. marts er både FNs dag for poesi og for oplysning om racisme. I den anledning blev nedenstående pressemeddelelse opslået på facebook siden for Adoption og Samfund. En lille men aktiv forening, der gør, hvad de kan, for at gøre opmærksom på de blinde vinkler, der findes i forhold til adoption i Danmark.
“I dag d. 21. marts er det racismedag. En sådan mærkedag har vi for at gøre et stop i vores travle hverdag og reflektere et øjeblik over, om vi nu helt fordomsfrit omgås vore medborgere uden skelen til hudfarve, religion, kultur, religiøs, sproglig, etnisk og politisk orientering eller national herkomst. Desværre oplever rigtig mange adopterede børn, unge, voksne og adoptivfamilier, at de bliver behandlet dårligt fordi de fx har en anden hudfarve end hvid. Derfor denne pressemeddelelse på racismedagen.
Omkring 25.000 børn, unge og voksne danskere er adopteret. Langt de fleste er født i andre lande som Etiopien, Kina, Korea, hvor de har mistet deres forældre, været på børnehjem og er blevet bortadopteret til forældre i Danmark. Adoption betyder ”at tage til sig som sin egen” og det lykkes for heldigvis for langt de fleste forældre og adoptivbørn at skabe gode og sunde familier. Det synes derimod langt sværere for det danske samfund og øvrige borgere at se på adopterede og adoptivfamilier som det ”danske samfunds egne, og dette viser sig ofte som hverdagsracisme på flere niveauer.
En ung flot fyr adopteret fra Etiopien blev gang på gang forhindret adgang til et diskotek mens hans hvide kammerater måtte gå ind. Adopterede med mørk hud oplever gang på gang, at etnisk hvide ikke vil sidde ved siden af dem i bussen, eller at de bliver kaldt neger, skævøje eller andre nedsættende ord – blot pga. deres hudfarve. På samfundsplan oplever eneadoptanter, at de ikke er berettiget til det særlige børnetilskud, som alle andre enlige forældre med biologiske børn får tildelt, og voksne adopterede, der kom til Danmark som seksårige eller ældre, skal helt grotesk vurderes efter 26 -årsreglen, for at få vurderet deres tilknytning til Danmark, hvis de ønsker at gifte sig med en ikke-eu-borger.
Adoption & Samfund og Adoption & Samfunds Ungdom repræsenter 3.500 adoptivfamilier. Vi ønsker på denne racismedag, at få dig til at stoppe op et øjeblik og reflektere over, hvad du kan gøre for at standse hverdagsracismen overfor adoptivfamilier, så alle adopterede kan føle sig 100 % DK”
Her er Adoption og Samfunds hjemmeside.
Her og nu om 60 år
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til – i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.
De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika – de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.
Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget – også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved – ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.
Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige “Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt.”
World Aids Day
Kender du nogen med AIDS? Jeg gør ikke – tror jeg. Desværre er det sådan, at AIDS og HIV er nogle af de sygdomme, som bærer på så mange tabuer, at det kan være svært åbent at tale om at være smittet.
Derudover er AIDS og HIV bl.a. på det afrikanske kontinent et enormt problem, fordi så mange voksne er smittede, at den voksne del af befolkningen nogen steder nærmest er udryddet. Mange børn vokser op med syge og svækkede forældre eller helt uden forældre fordi den medicin og behandling, der findes, ikke er tilgængelig.
Derfor er World Aids Day, som det er i dag, en vigtig dag. Dels for at gøre opmærksom på konsekvenserne af ubehandlet AIDS/HIV men også i et forsøg på at komme tabuerne til livs. AIDS-Fondet i Danmark har lanceret en kampagne, som skal gøre op med danskernes fordomme overfor AIDS – Rytteriet har lavet et par ret sjove videoer, og så er der en test, der kan vise graden af ens AIDS-fobi. Jeg lider af AIDS-fobi i let grad, og er bange for at det bunder i uvidenhed som de fleste andre fordomme gør.
For mig er AIDS dagen vigtig, fordi der bliver større fokus på adoption af børn med HIV og AIDS. Fordi man kan leve så godt med AIDS og HIV, når bare det er velbehandlet, er der ingen grund til hvorfor smittede børn ikke også skal have lov til at få en familie. Det kan du læse mere om på AC børnehjælps hjemmeside. AC børnehjælp hjælper blandt ved at støtte børnehjem i Etiopien for HIV smittede børn.