En erindring …

En erindring om Eden

Jeg tror, vi alle sammen har en erindring om Edens have. Jeg tror, vi husker berøringen fra Paradiset indeni. At vi har et minde om hvordan alting var tænkt til at være. Og jeg tror det er er denne erindring, denne viden, der får os til at reagere imod uretfærdighed og meningsløshed. Det er grunden til vi råber “hvorfor?!” med smerte og sorg. Det er fordi vi ved, vi er beregnet til evigheden at vi bliver vrede, at vi bliver fyldte med tårer og uforståenhed når et liv bliver taget – for tidligt. Når et barn sulter, når et menneske lider.
Jeg tror, vi er skabt til evigheden. Du og jeg er skabt til at leve evigt. Vores liv er ikke beregnet til at være korte, vores væren er ikke ment som et kort mellemspil. Jeg tror, vi er skabt til relationer og kærlighed – den evige af slagsen. Jeg tror, at Gud er den evige kærlighed, og jeg tror, vi er skabt i hans billede. Og fordi vi er skabt i hans billede længes vi efter evigheden.
Og jeg tror, at når vi græder med smerte og sorg, så græder Gud med os. “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Joh. 11:36, Matt. kap. 26-28) For det var ikke sådan han ville vi skulle leve. Jeg tror, han ønsker at genskabe os til evigheden. Jeg tror, at det evige liv er for os. Og jeg tror, det er en virkelighed som gælder alle!
(Skrevet sidste år 2. juli da Peter døde. Men jeg tror det stadig…)

Bøn for skønhed

Vi er så småt ved at gøre klar til at skulle flytte. Derfor har jeg brugt lidt tid på at samle alle (!) mine gamle dagbøger/notesbøger. Jeg opdagede at jeg siden 1990 har skrevet tanker, digte, citater, bønner og alverdens andre ting ned. Bl.a. fandt jeg bønnen nedenfor igen. Jeg har noteret at den er traditionel, men ikke hvorfra. Synes den er meget smuk og passende her i pinsetiden og forsommeren:

O Son of God, hear my prayer:
Your Spirit composes the song of the birds
and the buzz of the bees.
I ask only one more miracle:
Beautify my soul.

Åh, Guds Søn, hør min bøn:
Din Ånd komponerer fuglenes sang
og biernes summen.
Jeg be’r blot om ét mirakel mere:
Gør min sjæl smuk.

Jeg har et brist

Jeg har et brist. Et brist som er tilnærmelsesvist både tilgiveligt og sødt hos mænd, men som hos kvinder – har jeg lært – anses som en smule anstrengende. Jeg kan ikke huske fødselsdage og mærkedage! De hænger simpelthen ikke ved. Der er ganske få fødselsdage jeg uden problemer kan huske. Min egen. Min mors og min brors fordi de kommer i halen af hinanden og altid var i den uge hvor vi startede i skolen igen da jeg gik i folkeskolen. Min fars, fordi det var en af de sidste dage inden juleferien i folkeskolen. Min farmors fordi den ligger dagen efter Sankt Hans. Alle andres har bare svævet rundt i det fri. Først som voksen voksen er det lykkedes mig at holde nogle andres fast. Men selv Duncans fødselsdato flagrer ind imellem.
Jeg har præsteret at glemme en fødselsdag to gange (den samme venindes vel at mærke!), og i panik skrevet en “Jeg er så ked af at have glemt din fødselsdag” til en anden veninde efter at første veninde skældte mig ud for at have glemt hendes fødselsdag. For så at få at vide af den anden veninde at det da var sødt af mig med mine løkønskninger – men “min fødselsdag er først i næste måned, dame!”. I torsdags gjorde jeg det igen. Min svigermor ringede sent om aftenen fordi Duncan tidligere på dagen havde forsøgt at få fat i hende. Nej, han er ikke hjemme. Nå, I har været ude at spise? Nå, Yvonne og Alan var på besøg? Hvor hyggeligt. Først ved samtalens afslutning gik det op for mig hvorfor: Hun fyldte 60!
Suk. Heldigvis havde vi i forvejen arrangeret gave til hende. Men sådan er det. At jeg har købt gave eller sidste år fejret nogen betyder ikke jeg husker det et år eller en uge senere. Så: en rundhåndet undskyldning til alle, der føler sig forbi gået. Er det vigtigt så giv mig et vink med en vognstang.
Jeg HAR investeret i en evighedskalender. Men som jeg har erfaret de sidste par uger i flytning og kasser: Sådan en virker kun hvis man læser i den!

Nåden

Den sidste måneds tid ikke været det sjoveste jeg har oplevet. Og ligenu er batterierne noget flade på faktisk alle områder. Jeg har brugt meget tid på at spekulere over om det, at noget gør ondt og er svært betyder at det ikke kan være godt at være til. Det er en tanke, der ikke er ny, men som er vendt tilbage gennem de sidste år da der var krise i menigheden i Vejle og da Duncan var syg med stress.

Kan man have det godt selvom det er svært at være til? Er livet godt selvom det gør ondt? Jeg har tænkt nej. For jeg har syntes det gode skulle findes i det store billede. I de overordnede ting. Hvis helbredet, retfærdigheden, freden ikke er i orden, hvordan kan livet så være godt? Jeg talte for måneder siden med et klogt menneske, som sagde at hun mener, man skal kigge på de nære ting. For det er dem, der bærer. Jeg forstod det ikke. Syntes, det var for let. Hvis bare det her og nu er i orden, er det lige meget der er krig i Irak?! Eller at små børn dør af sult, eller at arbejdet ikke fungerer, eller at min mand er syg?!

Men nu er der alligevel sket noget, som gør, jeg tror, hun har ret. For nu mens Duncan har været syg, har jeg opdaget, at selvom alt roder, alt gør ondt, alt er svært, så kan der være ting eller øjeblikke, som er gode. Livet er også godt, selv når det gør ondt. Og det er i nuet, jeg er. Det er der, jeg findes og lever livet.

Og så var det jeg kom i tanke om Johannes Møllehaves salme:

“Nåden er din dagligdag,
hverdagen det nære,
mennesker at leve med.
Nåden er at være.
Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag,
som binder dig til livet.
Nåden er et ord fra Gud,
over alle dage.
Nåden er når alt er tabt,
at få alt tilbage.
Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
der står op af døde.
Uden tro og uden Gud
la’r vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun nåde.”

Hund i mit vindue

Lidt efter lidt vender tingene tilbage til normalen. Er det ikke forunderligt hvordan det sker? Indtil videre er det tydeligst fordi jeg forbereder gudstjeneste til på søndag. Men ikke mindst fordi Holly efter en længere eksil nu er kommet hjem igen. Hun har strakts indtaget sin plads i vinduet, hvor hun holder et vågent øje med verdens gang. Duncan har det efterhånden så godt, at han kan gå indtil flere små ture hver dag. Og det er jo godt både for ham og Holly.