,

Tomme arme

Jeg har netop set en video, sendt til mig af et meget omsorgsfuldt menneske, som jeg meget gerne vil dele med jer. Den er lavet af en kvinde, som gennem flere år, har kæmpet med barnløshed. Hun har lavet videoen, som hedder Empty Arms, for i første omgang at forklare venner og bekendte, hvad det er for en rejse hun og hendes mand har været igennem med barnløshed
Det er en utrolig smuk, enkel og rammende præsentation. Hun har nu lavet denne mere generelle video, som alle kan se – ikke bare deres egne venner og familie. 
Noget af det, der gav genlyd i mig var dels navnet: “Tomme arme” for er der et sted jeg til stadighed kan mærke længslen efter et barn og har kunnet det længe, så er det netop i armene, hænderne og brystet – der hvor barnet skal holdes og passes og kærtegnes, men som nu er tomt. Og så er det hvad hun skriver om at det ikke er selviskhed, der får barnløse par til at  melde fra til dåb, børnefødselsdage eller lign. Det er selv-beskyttelse.
Her er den: Empty Arms
Det er muligt du skal have fat i et lille lommetørklæde…..  
, ,

The Love of Christ

Thea Jarvis er en fantastisk kvinde! Intet mindre. “Jeg gør det her arbejde, fordi jeg tror på, Gud har skabt mig til at gøre det.” Sådan forklarer hun, hvad der fik hende til at starte arbejdet med de mindst og mest udsatte mennesker i Sydafrika, der lider under vold, fattigdom og sygdom: børnene.

På børnehjemmet The Love of Christ Ministries (TLC) bor der 46 små børn – fra ganske få måneder gamle til omkring 4 år. Derudover har Thea og hendes voksne børn selv store familier med adopterede børn, fordi dem, det ikke har været muligt at finde andre hjem, ikke skal ud i et system, der sender dem videre til et nyt børnehjem omkring hvert 3. år. 
Et sted omkring 50 mennesker var vi samlede for at høre og se Thea fortælle om TLC, børnene, arbejdet med at køre så stort et sted, på en måde så alle børn får mad og kærlighed nok. Der var tid til spørgsmål, og allerbedst var det at der var andre mennesker i vores situation. Andre, der lige har fået deres papirer sendt til Sydafrika, og som nu venter med spænding på at få telefonopkaldET
Billedet af den lille fod er fra TLCs hjemmeside. Og skulle du kende nogen, der har lyst til at rejse ud i verden og gøre en forskel, så er TLC en mulighed. For der er mange små børn, som har brug for nogen – unge som gamle – der har tid til at skifte ble, vaske flasker, made, lege og nusse! TLC formidler kun børn til lokale familier og til familier i Danmark…. Så åh jo, måske har vi lige mødt vores barns Big Mama!
, ,

Et skridt frem og…

De fleste vil vide at adoptionsprocessen kan være hård. Nogle synes det er urimeligt at de, der skal adoptere, skal interviewes og undersøges i alskens retninger. Andre synes det er for meget at man skal betale for en adoption. De fleste adoptanter (det hedder dem, der adopterer) synes vist at det er ventetiden der er værst. Først ventetiden på at blive kaldt til samtale i statsforvaltningen, så ventetiden på at få svar fra samtalen, så ventetiden på at komme på kursus, og derefter ventetiden på at skulle til de sidste samtaler. For endelig at vente på at samrådet mødes og beslutter hvorvidt man skal godkendes til adoption eller ej. Da vi kom dertil troede jeg at ventetiden, der nu ventede var “rigtig” ventetid – for nu er det jo barnet og ikke procedurer vi venter på – og at det derfor ville føles anderledes.

Det havde jeg også ret i… og alligevel ikke. Vi har valgt at adoptere fra Sydafrika, og det betyder at ventetiden også her er brudt op. Til nogle lande kan man med det samme indsamle de attester og dokumenter, som skal bruges ved retssagen i det pågældende land. Det kan man ikke til Sydafrika, der skal man vente til man (almindeligvis) er omkring nr. 25. på ventelisten. Herefter bliver sagen så sendt til Sydafrikas formidlende organisation. Herefter kommer så en ventetid, hvor mobiltelefonen skal holdes tæt på kroppen. For i Sydafrika er ventelisten ikke kronologisk. Her matches børn og forældre med hinanden, så at man er nr. 2 betyder ikke nødvendigvis man får barn før nr. 9.
Ventetid er noget meget mærkeligt noget. Vi har det jo godt som vi har det. Og alligevel er der en utålmodighed efter noget vi ikke ved hvad er. Én vi ikke ved hvem er, men som vi alligevel elsker og venter på med spænding. For hvert ryk der sker på ventelisten kommer vi tættere på. Og alligevel ved vi ikke hvor meget tættere – eller hvor lang tid, der går inden vi er har “termin”. Vi er nærmere nu end for 5 måneder siden. Det er klart. Men om vores ventetid er halvvejs nu eller om vi er en tredjedel af vejen ved vi ikke. Vi kender ikke vores termin. Vi aner ikke,  hvornår vi kan forvente fødslen er ovre.
Så vi venter. Med spænding. Med tiltagende spænding og glæde. Forventning begynder at vokse nu. Vi begynder at kunne forberede en lille smule. Jo, ventetiden er den værste. Og vi har endda ikke ventet særligt længe. Vi har nærmest ventet ingenting i adptionssammenhæng endnu. Men nu er vi så langt at jeg har købt de første stofbleer 🙂
, ,

Jeg drømte mig en drøm i nat

Jeg drømte om mine børn i nat. Det sker af og til. De skifter udseende, men de er altid mine. I nat var de koreanske. Den mindste var omkring halvandet, den store omkring fire år.

I nat fik jeg børnene af deres forældre, som senere kom og tog dem fra mig igen. Men da børnene blev syge, var det mig de kaldte efter, og derfor kom forældrene efter mig igen. De var dårlige og klynkede…. Da jeg vågnede kunne jeg stadig mærke fornemmelsen af den lille dreng i mine arme. Hans varme og vægt imod mig efterhånden som han faldt til ro…
Det er vældig mærkeligt at drømme på den måde. Det er bittersødt. På én gang er det så dejligt endelig at være mor. På den anden side er det så tomt når jeg vågner og opdager de er væk. Det er en underlig tom fornemmelse, som nogle gange kan vare til langt op ad dagen. Måske er det bare sådan når man venter sig? Måske er det bare længslen, der rører på sig, så man ved den findes? Måske er det en gave at kunne elske sine børn inden de findes og er hos én? 
Billedet er Duncan med alle de papirer vi nu har afleveret til AC børnehjælp

Jeg er nummer sjok

Da jeg var lille havde vi en bog som hed “Hvalp nummer sidst”, som handlede om en lille hundehvalp som altid var den sidste af sit kuld. Den var den sidste til at blive født, til at få æjne, til at lære at spise selv, til at blive solgt… Altid den sidste, altid lidt for sent, og altid ked af det. Sådan har jeg også haft det. Og det har været en uvant følelse.

Der er ikke meget jeg ikke kan hvis jeg sætter mig for det. Almindeligvis kan jeg få ting til at hænge sammen, hvis jeg virkelig prøver. Men jeg har ikke kunnet blive gravid.
I stedet har jeg set hvordan kvinder er blevet gravide rundt om mig. I starten på samme tid som mig, men efterhånden blev jeg også overhalet…. Jeg var hvalp nummer sidst.
Nu er jeg sidst igen. Men det er på ventelisten til adoption. Og det er en helt anden følelsel. Selvom jeg er nummer sjok!