Nåden

Den sidste måneds tid ikke været det sjoveste jeg har oplevet. Og ligenu er batterierne noget flade på faktisk alle områder. Jeg har brugt meget tid på at spekulere over om det, at noget gør ondt og er svært betyder at det ikke kan være godt at være til. Det er en tanke, der ikke er ny, men som er vendt tilbage gennem de sidste år da der var krise i menigheden i Vejle og da Duncan var syg med stress.

Kan man have det godt selvom det er svært at være til? Er livet godt selvom det gør ondt? Jeg har tænkt nej. For jeg har syntes det gode skulle findes i det store billede. I de overordnede ting. Hvis helbredet, retfærdigheden, freden ikke er i orden, hvordan kan livet så være godt? Jeg talte for måneder siden med et klogt menneske, som sagde at hun mener, man skal kigge på de nære ting. For det er dem, der bærer. Jeg forstod det ikke. Syntes, det var for let. Hvis bare det her og nu er i orden, er det lige meget der er krig i Irak?! Eller at små børn dør af sult, eller at arbejdet ikke fungerer, eller at min mand er syg?!

Men nu er der alligevel sket noget, som gør, jeg tror, hun har ret. For nu mens Duncan har været syg, har jeg opdaget, at selvom alt roder, alt gør ondt, alt er svært, så kan der være ting eller øjeblikke, som er gode. Livet er også godt, selv når det gør ondt. Og det er i nuet, jeg er. Det er der, jeg findes og lever livet.

Og så var det jeg kom i tanke om Johannes Møllehaves salme:

“Nåden er din dagligdag,
hverdagen det nære,
mennesker at leve med.
Nåden er at være.
Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag,
som binder dig til livet.
Nåden er et ord fra Gud,
over alle dage.
Nåden er når alt er tabt,
at få alt tilbage.
Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
der står op af døde.
Uden tro og uden Gud
la’r vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun nåde.”

Hund i mit vindue

Lidt efter lidt vender tingene tilbage til normalen. Er det ikke forunderligt hvordan det sker? Indtil videre er det tydeligst fordi jeg forbereder gudstjeneste til på søndag. Men ikke mindst fordi Holly efter en længere eksil nu er kommet hjem igen. Hun har strakts indtaget sin plads i vinduet, hvor hun holder et vågent øje med verdens gang. Duncan har det efterhånden så godt, at han kan gå indtil flere små ture hver dag. Og det er jo godt både for ham og Holly.

,

To Panodiler

“Giv ham to Panodiler, og så kan du ringe igen om en time, hvis det ingen virkning har haft.” Der er ting panodiler ikke virker imod. Sprængt blindtarm, for eksempel. For det viste sig jo, det var det, Duncan havde. Efter at lægerne fra fredag til onsdag havde gået og kigget på hans mave og undret sig over han havde så ondt. Jeg har aldrig før oplevet at stå ved siden af én jeg elsker have ubeskriveligt ondt. Jeg har aldrig før holdt én jeg elsker i hånden, og vidst jeg ingen verdens ting kunne gøre, der ville hjælpe ham betydeligt. Jeg har aldrig før stået hos én jeg elsker og mærke dem miste styrken. Se kræfterne forsvinde og øjnene blive fjerne. Det er angstprovokerende. Det er forfærdeligt. Det er det værste jeg har oplevet endnu.
Nu er han heldigvis på vej tilbage til livet. Han går, han spiser, alle hans slanger bliver lige så stille taget fra ham. Alle de moderne hjælpemidler, der gjorde at han stadig er her. Men eftersom kroppen ikke er mere moderne nu end for 100 år siden, kommer det til at tage tid inden han igen er sig selv.
I dag er det en uge siden han blev opereret. I dag er det en uge siden jeg forstod hvor alvorligt det var blevet. I dag er det en uge siden det vendte.
Mennesker spørger hvor Gud er når det forfærdelig og meningsløse sker. Jeg ved ikke hvor Han var. Men jeg ved Han var der et sted midt i det hele. Jeg ved han sørgede for at jeg var klar og nærværende for Duncan. Jeg ved Han sørgeede for at de rigtige mennesker kom til os på de rigtige tidspunkter. Både sygeplejersker, læger, venner og familie. Og jeg ved det er Guds skyld at livet vender tilbage og gi’r glød i kinderne og styrke i kroppen. “Det er forår, alting springer ud….”
,

Ramadanen – om børns religionsfrihed

Ramadanen er i gang – og god faste til dem, der praktiserer det!

Jeg hørte igår at der i en af kommunerne nær mig bliver gjort en indsats for at børn, der går i skole bliver spist godt af inden de kommer i skole, så de ikke går sukkerkolde i løbet af dagen. En meget fornuftig ordning, som virker efter hensigten. I øvrigt er det jo sådan at muslimerne, ligesom alle andre religioner der praktiserer faste har det, har retningslinjer også for sikkerheden i forbindelse med faste. F.eks. frarådes det syge, gravide og småbørn at faste.

Nå, men i indslaget hørte man en kommunel leder på området, som fortalte at tiltaget hjalp, men at man i øvrigt aldrig har oplevet problemer med børn i ramadanen. “Alligevel”, sagde rapporteren “fremsætter Dansk Folkeparti forslag om at forældre straffes økonomisk hvis deres børn som følge af fasten har særligt koncentrationsbesvær.”

Her er jeg nødt til at sige fra. Hvis det er af hensyn til børnene, hvorfor skal de forældre som ugentligt sender børn afsted uden morgenmad og ordentlig madpakke så ikke straffes?!

For mig lugter det langt væk af endnu et indgreb i religionsfriheden. Til religionsfriheden hører friheden til at opdrage sine børn ifølge den tro og praksis man følger. Og til religionsfrihed hører også at børn har ret til at lære om de handlinger og højtider som hører til deres religion og kultur. Hvis muslimerne skal straffes økonomisk for at følge deres faste, så forventer jeg også at kristne inden påsken skal pålægges særlige sanktioner. Det er vel bare rimeligt?!

…for der imellem kommer fasten …

Idag er det Askeonsdag – bvegyndelsen på fasten. Igår var det pandekage dag. Noget som Kop og Kande IKKE har opfundet, selvom det nemt kommer til at lyde sådan i en dansk kontekst. Pandekage dag handler ikke om køkkenudstyr, men om at holde fest før fasten. Hvor vi i Danmark spiser fastelavnsboller og slår katten af tønden, så spiser man f.eks. i England pandekager til den store guldmedalje tirsdag inden fasten går igang. (Ifølge Duncan gælder det om at spise flest når man er barn, så man kan prale i skolen dagen efter) Igår spiste vi pandekager en mass. Og fordi jeg synes det er snyd at en køkkenbutik skal få det til at lyde som om fasten handler om dem, så lavede jeg også små pandekager til både små og store gospelkor i Vejle i går. Og fortalte om Pandekage dag, og om fasten. For fasten er en god ting, selvom vi måske ikke synes det at skulle faste inden en operation eller undersøgelse er så rart, så er det her noget helt andet. Og selvom vi i andre situationer ikke kan forstå, hvorfor vi ikke må få det vi gerne vil have NU, så handler fasten om frivilligt at give afkald på noget – for at få øje på hvad der er vigtigst. I andre lande hedder fastelavn karneval, og det betyder ret beset “farvel til kødet”, for traditionelt har det været kød man fastede fra fra Askeondag til påske. Men måske er det noget andet, du gerne vil give slip på i en periode for at markere at det ikke er vigtigst? Men at Ham, som giver os alting, er vigtigst af alt.