Man har et standpunkt….

Jens Otto Kragh har givet os alle sammen talemåden “Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Og det er sikkert også meget rigtigt at det er sådan det er. Meninger og holdninger ændrer sig jo i takt med at vi får nye indsigter og større forståelse af hvad vi har med at gøre i forskellige situationer. Alligevel kommer her et lettere frustreret spørgsmål: Kan man ikke også have en holdning, som uanset følelser, der påvirkes af situationen, danner grundlag for ens handlinger?Skal man partout være i sine følelsers vold? Jeg spørger fordi jeg nu to gange i den sidste uge har oplevet mennesker i autoritet fortælle mig at “det skifter du nok mening om”. Men hvad nu hvis jeg gerne vil at min tro danner grundlag for mine handlinger? Jeg tror faktisk på, at vi ikke kun skal lytte til vores nu-og-her længsel efter lykke. For hvad er det jeg dybest set gerne vil? Hvad er den dybeste længsel?
Men så er vi selvfølgelig inde på et område hvor religion påvirker min politiske/offentlige ageren – og det er ikke så velset nu om stunder. Eller hvad?!

Here rests Sophia

Det har været umanerligt godt at være på ferie – dels i dejlige nordjylland, og særdeles i det smukke Peak District hvor Duncan og jeg mødte hinanden. Det er første gang siden vi rejste til Danmark at vi har været der. Og med udsigter som det her var det rigtig godt at komme “hjem” igen. Noget af det, som er godt ved at komme tilbage til et sted man holder af synes jeg er at genopdage det gode. Derfor var vi blandt andet inde på den lokale anglikanske kirkegård fordi jeg absolut måtte have et billede med hjem af Sophias gravsten. Jeg ved ikke hvem Sophia var, blot at hun har et smukt navn, og at hun ligesom jeg troede på opstandelsen. Og at jeg i øvrigt engang gerne vil have en lignende indskrift på min grav. Jeg synes det er smukt: “Her hviler Sophia til Han kommer igen”.

En erindring …

En erindring om Eden

Jeg tror, vi alle sammen har en erindring om Edens have. Jeg tror, vi husker berøringen fra Paradiset indeni. At vi har et minde om hvordan alting var tænkt til at være. Og jeg tror det er er denne erindring, denne viden, der får os til at reagere imod uretfærdighed og meningsløshed. Det er grunden til vi råber “hvorfor?!” med smerte og sorg. Det er fordi vi ved, vi er beregnet til evigheden at vi bliver vrede, at vi bliver fyldte med tårer og uforståenhed når et liv bliver taget – for tidligt. Når et barn sulter, når et menneske lider.
Jeg tror, vi er skabt til evigheden. Du og jeg er skabt til at leve evigt. Vores liv er ikke beregnet til at være korte, vores væren er ikke ment som et kort mellemspil. Jeg tror, vi er skabt til relationer og kærlighed – den evige af slagsen. Jeg tror, at Gud er den evige kærlighed, og jeg tror, vi er skabt i hans billede. Og fordi vi er skabt i hans billede længes vi efter evigheden.
Og jeg tror, at når vi græder med smerte og sorg, så græder Gud med os. “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Joh. 11:36, Matt. kap. 26-28) For det var ikke sådan han ville vi skulle leve. Jeg tror, han ønsker at genskabe os til evigheden. Jeg tror, at det evige liv er for os. Og jeg tror, det er en virkelighed som gælder alle!
(Skrevet sidste år 2. juli da Peter døde. Men jeg tror det stadig…)

Bøn for skønhed

Vi er så småt ved at gøre klar til at skulle flytte. Derfor har jeg brugt lidt tid på at samle alle (!) mine gamle dagbøger/notesbøger. Jeg opdagede at jeg siden 1990 har skrevet tanker, digte, citater, bønner og alverdens andre ting ned. Bl.a. fandt jeg bønnen nedenfor igen. Jeg har noteret at den er traditionel, men ikke hvorfra. Synes den er meget smuk og passende her i pinsetiden og forsommeren:

O Son of God, hear my prayer:
Your Spirit composes the song of the birds
and the buzz of the bees.
I ask only one more miracle:
Beautify my soul.

Åh, Guds Søn, hør min bøn:
Din Ånd komponerer fuglenes sang
og biernes summen.
Jeg be’r blot om ét mirakel mere:
Gør min sjæl smuk.

Jeg har et brist

Jeg har et brist. Et brist som er tilnærmelsesvist både tilgiveligt og sødt hos mænd, men som hos kvinder – har jeg lært – anses som en smule anstrengende. Jeg kan ikke huske fødselsdage og mærkedage! De hænger simpelthen ikke ved. Der er ganske få fødselsdage jeg uden problemer kan huske. Min egen. Min mors og min brors fordi de kommer i halen af hinanden og altid var i den uge hvor vi startede i skolen igen da jeg gik i folkeskolen. Min fars, fordi det var en af de sidste dage inden juleferien i folkeskolen. Min farmors fordi den ligger dagen efter Sankt Hans. Alle andres har bare svævet rundt i det fri. Først som voksen voksen er det lykkedes mig at holde nogle andres fast. Men selv Duncans fødselsdato flagrer ind imellem.
Jeg har præsteret at glemme en fødselsdag to gange (den samme venindes vel at mærke!), og i panik skrevet en “Jeg er så ked af at have glemt din fødselsdag” til en anden veninde efter at første veninde skældte mig ud for at have glemt hendes fødselsdag. For så at få at vide af den anden veninde at det da var sødt af mig med mine løkønskninger – men “min fødselsdag er først i næste måned, dame!”. I torsdags gjorde jeg det igen. Min svigermor ringede sent om aftenen fordi Duncan tidligere på dagen havde forsøgt at få fat i hende. Nej, han er ikke hjemme. Nå, I har været ude at spise? Nå, Yvonne og Alan var på besøg? Hvor hyggeligt. Først ved samtalens afslutning gik det op for mig hvorfor: Hun fyldte 60!
Suk. Heldigvis havde vi i forvejen arrangeret gave til hende. Men sådan er det. At jeg har købt gave eller sidste år fejret nogen betyder ikke jeg husker det et år eller en uge senere. Så: en rundhåndet undskyldning til alle, der føler sig forbi gået. Er det vigtigt så giv mig et vink med en vognstang.
Jeg HAR investeret i en evighedskalender. Men som jeg har erfaret de sidste par uger i flytning og kasser: Sådan en virker kun hvis man læser i den!