, , , , ,

Nærmest klar

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om mennesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.

Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
 have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men …. 
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad! 
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika! 
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.  

Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores 
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os. 
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!) 
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og  hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde! 

En mand er vel en mand?!

Små mennesker er altså dejlige. Ja, det er de store da også. Men børns umiddelbarhed er befriende og godtgørende, synes jeg. De overrasker og kan få én til at huske ting, man troede man havde glemt og viser én verden fra en anden vinkel.

Vi har haft besøg af flere små mennesker for nyligt. Vi holder af at have dem omkring os. Billederne her viser en situation, som jeg har moret mig meget over og nu altså gerne vil dele med jer andre. Det ene billede er Dina og alle hendes fine barbirdukker. Prinser og prinsesser i flok her på rad og 
række. Og det andet er Sigurd. Sigurd, der beviste at en mand er en mand – uanset om han er 15 måneder gammel eller næsten 30 år.
 Ham og Duncan – de forstår hinanden. Fluks da Duncan hentede lidt værktøj lyste Sigurds ansigt op i et stort smil og gik lige hen for at reparere cyklerne. 
Dybt koncentreret fik han cykelpumpen til at fungere og drejede lidt med den fine skruetrækker, som siger en god lyd. 
Jo, en mand kan noget med værktøj! Og jeg var helt solgt, for sjældent har jeg da set noget så sødt! 

Uden Sorgen er jeg alene

“Han anses for at vær en skidt fyr. Godt nok er han ikke ligefrem festens samlingspunkt, og de fleste han omgås påvirkes også af hans selskab. Det er sjældent, han bliver opsøgt med entusiasme. Men når man lærer at kende ham sådan rigtigt, viser han sig at være meget venlig og nærværende, Sorgen. 
Da jeg begyndte at ses sammen med ham, prøvede Man at tale mig til Fornuft. Men jeg ville ikke se Fornuft. Man prøvede at pege på Glæden, men jeg genkendte ikke Glæden. Glæden og jeg havde intet tilfældes. Fornuften kunne ikke sætte sig i mit sted, og jeg kunne ikke holde Glæden ud. 
Sorgen kendte jeg. Vi forstod hinanden. Sorgen vidste, hvor det gjorde ondt, han forstod hvorfor jeg sad stille, hvorfor tårerne kom tilsyneladende uden grund. 
Men Sorgen gør sig som oftest ikke godt i større forsamlinger. Det bliver lidt akavet at have ham på slæb. Man undgår ham helst, affejer og lytter ikke til det han siger. 
I nogle sammenhænge bliver han simpelthen bedt om at blive hjemme: ”Her er der ingen grund til at være ked af det”, ”Nu skal vi glæde os på deres vegne”, ”I det store perspektiv er alt jo godt.” 
Men når Sorgen er den eneste jeg kan holde ud at være sammen med, den eneste jeg kan være mig selv med, og han bliver nægtet indgang, så bliver jeg ensom. Når jeg ikke må følges med Sorgen, står jeg for mig selv.
Tag ikke Sorgen fra mig – uden ham er jeg alene.” 

Forbundet i Kristus

For flere år siden lærte en gammel ven mig hvad det betyder at være “forbundet i Kristus”. Det betyder at der kan være mennesker, som jeg er forbundet med, ikke gennem familie og heller ikke gennem venskab. Men mennesker, som jeg hører sammen med, hænger sammen med og kender, fordi vi begge hører Kristus til. Meget smukt, synes jeg.

I dag har jeg bisat et menneske, som jeg netop kendte på den måde. Uden at jeg var klar hvor over hvor tæt, vel at mærke.
Det er Ellen Bhutho som døde i onsdags. Hun var gift med Hans Kristian, som var præst i Metodistkirken. De betjente bl.a. kirken i Strandby, som jeg jo kommer ud af. Og der startede de spejderarbejdet. Hvordan kom jeg ind i kirken? Joeh, det gjorde jeg som end gennem spejderarbejdet i Strandby! 
Så der stod jeg i dag og sagde “Af jord er du kommet, til jord skal du blive…” over et menneske, som indirekte, har bragt mig til tro og til kirke. Er det ikke forunderligt? 
Jeg blev meget ydmyg. “Forbundet i Kristus” 
, , ,

Fasten er igang

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig – og det jeg er i Ham.

Det handler om “askese” som er et græsk ord som egentligt betyder “at øve sig”. I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for ….
Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne “sundheds fascisme”, som får folk til at fornægte alt godt for sundhedens skyld?
Nej, for den kristne faste er en periode, og den handler om i et stykke tid at lade være med noget så andre kan få penge til at spise for eller så man selv bliver mere taknemmelig for det, man til dagligt omgiver sig med.
Hvor den “sundheds fascisme”, som f.eks. sangen “Hold dig på måtten” oponerer imod, siger nej til al nydelse for sundhedens (og pengenes) skyld, siger den kristne fase “nej tak” i en periode for hele tiden at kunne sige helhjertet “ja”.
Fasten vi nu går ind i handler ikke om at få ret til at disciplinere andre, fordi jeg kan disciplinere mig selv. “Altså om kontrol i en tid, som ellers er ude af kontrol.” Det handler kun om det, der er mellem mig selv og mig selv og i mellem mig selv og Gud.
Faste stiller ikke spørgsmål ved den enkeltes ret til at give sig hen til mad, musik, sex, film, tandsmør eller dans. Tvætimod sætter faste mennesket fri til – i eget tempo – at sige ja til alt det. Og til at være taknemmelig for det!
(Læs en spændende artikel om emnet her i Samvirke)