, , , ,

Alt det jeg ikke kalder mig selv.

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger “Du er for hård ved dig selv” eller “Er du okay?” eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv.

Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende “sådan én”. Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være “sådan én”.
Men hvad gør man, når man nu er “sådan én”? Kvinden i historien var “sådan én”, som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være “sådan én”, men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed – for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være “sådan én”, der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var “sådan en kvinde” til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være “sådan én”. Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
 
, ,

Børnefødselsdag

Weekenden bød på den første børnefødselsdag på den ene side af familien i …. ja, mange mange år. Den lille Andreas har været i familien i et helt år. Og han er blevet så stor og glad en lille dreng. Det er godt igen at have små børn i familien – det giver noget helt andet, når vi alle sammen er sammen.

Jeg må indrømme at have været lidt spændt på at skulle med til børnefødselsdag. I mens vi har tumlet rundt med vores barnløshed har vi modsat så mange andre vi kender, været så heldige at der ikke rigtigt har været nogle små børn tæt på os. Derfor har vi ikke siddet til børnefødselsdage, hvor vi knapt har kunnet smile, eller været nødt til at melde afbud, for at passe på os selv. Der har været mennesker, der blev gravide, og det har været svært nok. Der kom små mennesker til i menighederne, og det gjorde ondt nok.
Jeg tænkte, at det ville være noget andet nu, hvor jeg jo er godkendt til adoption og står på venteliste, og det virkelig kun kan være et spørgsmål om ikke ret lang tid inden vi bliver forældre. Sådan har jeg oplevet det når vi har været sammen med gravide – der er vi nærmest på samme sted. Det var en hyggelig eftermiddag. Men for første gang i meget lang tid kunne jeg igen mærke den der følelse af at være lidt ved siden af det hele. Fordi hele fokus var på et barn. Og jeg ikke havde en at tage mig af. Og fordi det er en påmindelse om hvor længe det har været sådan at den lille Andreas nærmest-nevø nu er blevet et helt år, og jeg stadig ikke har nogen lille at holde.
Når han bli’r to har vi en nærmest-kusine/fætter med, det ved jeg. Men indtil må jeg åbenbart stadig finde mig at følges med Længsel og ind i mellem Ensomheden også…
, ,

Halloween

Egentlig er det jo i aften, der er Halloween (= all hallows eve = alle helgens aften), fordi det er Alle Helgen d. 1. november. Men i Vejle fejrede vi Halloween i går med mad med mærkelige navne: Næseblod, syltede månestråler, maddiker og troldetænder var bare nogle af delikatesserne. Der var pyntet SÅ flot op med sorte sække over bordene, orange servietter, flagermus og ander kryb, der var med til at sætte en “u”hyggelig stemning. For de modige børn var der Fangerne i kirken løb med sækkeløb, ulækre ting at stikke hænderne i og et mørkt tingfinderløb i kirken. Flere var mødt op i uhyggelige kostumer som Sascha. Vi fejrer Halloween fordi Alle Helgen er vigtig, men børn efterhånden bedre kan forholde sig til ordet “halloween” om højtiden. Vi fejrer Halloween fordi det er vigtigt at kigge på det uhyggelige som vores egen død, fordi det minder os om at livet er vigtigt. Vi fejrer Alle Helgen for at mindes vores egne døde, og for at takke fordi vi alle er sammen selvom vi ikke længere sidder ved siden af hinanden: I Guds hænder er vi ikke adskilt af døden. Og vi fejrer Alle Helgen fordi det er godt at blive mindet om at døden, krigen, fattigdommen, sulten og alt det andet grumme og uhyggelige ikke har det sidste ord. Heller ikke i vores liv!

Du ønskes en glædelig Alle Helgen eller Halloween!
, , ,

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.

Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig med at den mærkelige følelse af ikke at ane hvornår vi bliver forældre også spiller ind: Er det det rigtige tidspunkt at stille noget op eller gøre ret meget klar? Hvad nu hvis det ikke er vores tur før om et halvt år, kan jeg så holde ud at gå og se på en lille seng eller et puslebord i al den tid?
Og så er der glæden. Glæden ved endelig at kunne være en af de kommende mødre. Endelig at kunne tale med om tanker, bekymringer, forhåbninger og drømme om at blive mor. Om hvordan det bli’r at holde et barn der er ens eget, og ansvaret der følger med.
A-ordet er for mig et ord jeg bærer med mig, som en glæde og som en længsel, der ind imellem gør ondt i al sin modsatrettethed….

England – mit andet land

England er landet, som ligger ved siden af Danmark, men som vi ikke længere tænker så meget på som naboer, som vi gjorde en gang vi var søfarerer. Første gang jeg besøgte Englang var i 10. klasse med min efterskole klasse. Det var vildt spændende – og mærkeligt at skulle bo i en fremmed familie helt alene og ikke helt forstå hvad de sagde, eller hvorfor de opførte sig som de gjorde ind i mellem. F.eks. husker jeg en samtale med manden i huset om at pigerne midt i november i primary school havde nederdel og små strømper på – og ikke strømpebukser eller bare bukser, som jeg var vant til at små piger havde på når temperaturen faldt. Jeg var i praktik i en primary school og det gjorde et vist indtryk at skulle have nederdel på i skolen, og at man gjorde mere ud af at være velklædt til daglig, end vi gør i Danmark. Selvom fruen i huset omgående skiftede til joggindragt når hun trådte ind af døren derhjemme.

Anden gang jeg var i England var fordi jeg skulle læse teologi. Jeg boede der i tre år. Ikke i London, men oppe mellem Manchester og Sheffield. I det smukkeste bakkede område med klipper, får og stendiger. Her blev jeg forelsket. Dels fordi jeg mødte min mand. Og dels fordi Derbyshire, som området vi læste i hedder, er blevet mit andet “hjem”. Jeg føler mig hjemme deroppe. Jeg bliver glad af at lugte bakkeluften – som er så forskellig fra den havluft, jeg holder af herhjemme.

England er der, hvor halvdelen af min familie bor. Her har jeg svigerforældre, bedsteforældre, en svoger og svigerinde, fætre og kusiner derovre. Det er trælst at være så langt fra dem. Og det er dejligt at komme derover og være sammen med dem. I England havde Duncan og jeg vores første hjem sammen. Det var her vores første år som ægtefolk fandt sted.
England er landet, hvor forkælelserne gemmer sig. Fordi der er ting, jeg holder af i England, som ikke er de samme eller som ikke fås i Danmark, bliver det endnu mere særligt når vi er derovre. Der er god chokolade, fantastisk cheddarost. Der er masser af høje hæle, billige bøger, blomster og haver og de er eminente til at

lave desserter 🙂 Man kan altid finde en pub med god mad og en god øl. Her er smukke gamle, anglikanske kirker og katedraler og kirkelivet er anderledes rigt end det er herhjemme. Her er smukke landskaber med alt fra skove til bjerge. Og der er aldrig nogen, der synes det er underligt at man trænger til en pause for at få noget at drikke – især ikke hvis det er en kop te, man trænger til.
E står for England. Mit andet land. Måske jeg engang igen kommer til at bo der. Ellers fortsætter jeg med at nyde det på afstand.