,

Eftermiddag i eget selskab

En eftermiddag i mit eget selskab. Dejligt – havde jeg forestillet mig.

Men der gik ikke længe før jeg ikke var alene mere. Tomheden kom snigende. Og med sig havde hun Ensomheden. Jeg forstod det ikke. Godt nok stiftede Tomheden og jeg bekendtskab gennem hendes søster, Længsel, men jeg havde forstået det sådan, at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre.
“Udemærket”, tænkte jeg, og rykkede mig lidt i sofaen, så der blev plads. Jeg har før prøvet at forestille at have travlt med andet, men det nytter ikke når de kommer.
Efter nogen tid gik Ensomheden ud for at ringe efter sin ven – en skidt fyr – som kom indenfor et par minutter. Tomheden gør ondt og Ensomheden er kold. Men Modløsheden er ikke til at holde ud at være sammen med, for han skal absolut snakke. “Det går jo ikke det her. Hvad skal det til for? Hvad nytter det?” Og det er ikke til at få ørenlyd.
Tilslut skrider Modløsheden, tårene kommer og Ensomheden og Tomheden siver ud ad døren. Tilbage sidder jeg med mig selv, og min gamle ven Længsel.
“Jeg gi’r dig mine tomme hænder. Min tomme mave, mit tomme hul. Det eneste jeg har er min længsel.”
, ,

Advents kalender

Noget udover adventskransen kan jeg også godt lide at have en adventskalender. Det er gerne en bog til lejligheden jeg læser. IDe sidste år har jeg læst Joyce Hugget’s “Windows of Joy”, hvilket er en rigtig god lille bog. Men i år faldt jeg over “In my heart I carry a star”- jeg faldt pladask for titlen. Og bogen er heldigvis rigtig god. Der er en kort betragtning til hver dag og en bøn.
Bl.a. fortæller Derek Maul en fantastisk historie om hvordan de i deres familie et år oplevede at krybbespillet blev levende. Deres børn var henholdvist 4 år og 2 1/2 år. Det hele startede da Jesus og de vise mænd med deres kameler forsvandt. Jesusbarnet var som sunket i jorden, men de vise mænd dukkede op i husets fjerneste ende og blev placeret ved krybbespillet igen. Hvorefter de igen prompte forsvandt, for at dukke op i den anden ende af huset. Det gentog sig i nogle dage, indtil Dereks kone bemærkede at de vise mænd og deres kameler faktisk kom nærmere krybben for hver dag. De bestemte sig derfor for at lade dem være, og se hvad der skete. Og ganske rigtigt: for hver dag kom de vise mænd og deres kameler en lille smule nærmere krybben. De rejste langsomt, nogle gange med kamelerne bagerst. De rejste forsigtigt og holdt sig under borde og tæt på stoleben. Og til slut skyndte de sig forbi terassedøren for de sidste nætter at slå sig ned på åbent gulv, hvor de kunne betragte gaverne, der lå lige øst for krybbespillet.
Derek besluttede sig for at gemme sig og se hvordan de vise mænd ankom til krybben. Da de juleaften gik i kirke kiggede de vise mænd stadig på gaverne. Men da han kom hjem og så ind i stuen, var de ankommet til krybben, hvor Jesus på magisk vis nu også var at finde.
Jeg synes det er en rigtig dejlig historie, der viser hvordan julen kan være levende!

Et andet godt sted at følge med i advent, hvis du har lyst til en kalender, er på www.theadventdoor.com Her skriver Jan Richardson, som er kunstner og præst om advent. Hun bruger collager og de tekster, der hører advent og julen til i metodistkirkens tekstrække, til sine funderinger. Og de er værd at følge med i!
God fornøjelse

En blogger bøn

Jeg har fundet følgende blogger bøn, skrevet af andrew jones .

Our Father, who lives above and beyond the dimension of the internet
Give us this day a life worth blogging,
The access to words and images that express our journey with passion and integrity,
And a secure connection to publish your daily mercies.
Your Kingdom come into new spaces today,
As we make known your mysteries,
Posting by posting,
Blog by blog.
Give this day,
The same ability to those less privileged,
Whose lives speak louder than ours,
Whose sacrifice is greater,
Whose stories will last longer.

Forgive us our sins,
For blog-rolling strangers and pretending they are friends,
For counting unique visitors but not noticing unique people,
For delighting in the thousands of hits but ignoring the ONE who returns,
For luring viewers but sending them away empty handed,
For updating daily but repenting weekly.

As we forgive those who trespass on our sites to appropriate our thoughts without reference,
Our images without approval,
Our ideas without linking back to us.
Lead us not into the temptation to sell out our congregation,
To see people as links and not as lives,
To make our blogs look better than our actual story.
But deliver us from the evil of pimping ourselves instead of pointing to you,
From turning our guests into consumers of someone else’s products,
From infatuation over the toys of technology,
From idolatry over techology
From fame before our time has come.
For Yours is the power to guide the destinies behind the web logs,
To bring hurting people into the sanctuaries of our sites,
To give us the stickiness to follow you, no matter who is watching or reading.
Yours is the glory that makes people second look our sites and our lives,Y
ours is the heavy ambience,
For ever and ever,
Amen

Man har et standpunkt….

Jens Otto Kragh har givet os alle sammen talemåden “Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Og det er sikkert også meget rigtigt at det er sådan det er. Meninger og holdninger ændrer sig jo i takt med at vi får nye indsigter og større forståelse af hvad vi har med at gøre i forskellige situationer. Alligevel kommer her et lettere frustreret spørgsmål: Kan man ikke også have en holdning, som uanset følelser, der påvirkes af situationen, danner grundlag for ens handlinger?Skal man partout være i sine følelsers vold? Jeg spørger fordi jeg nu to gange i den sidste uge har oplevet mennesker i autoritet fortælle mig at “det skifter du nok mening om”. Men hvad nu hvis jeg gerne vil at min tro danner grundlag for mine handlinger? Jeg tror faktisk på, at vi ikke kun skal lytte til vores nu-og-her længsel efter lykke. For hvad er det jeg dybest set gerne vil? Hvad er den dybeste længsel?
Men så er vi selvfølgelig inde på et område hvor religion påvirker min politiske/offentlige ageren – og det er ikke så velset nu om stunder. Eller hvad?!

Here rests Sophia

Det har været umanerligt godt at være på ferie – dels i dejlige nordjylland, og særdeles i det smukke Peak District hvor Duncan og jeg mødte hinanden. Det er første gang siden vi rejste til Danmark at vi har været der. Og med udsigter som det her var det rigtig godt at komme “hjem” igen. Noget af det, som er godt ved at komme tilbage til et sted man holder af synes jeg er at genopdage det gode. Derfor var vi blandt andet inde på den lokale anglikanske kirkegård fordi jeg absolut måtte have et billede med hjem af Sophias gravsten. Jeg ved ikke hvem Sophia var, blot at hun har et smukt navn, og at hun ligesom jeg troede på opstandelsen. Og at jeg i øvrigt engang gerne vil have en lignende indskrift på min grav. Jeg synes det er smukt: “Her hviler Sophia til Han kommer igen”.