,

Ramadanen – om børns religionsfrihed

Ramadanen er i gang – og god faste til dem, der praktiserer det!

Jeg hørte igår at der i en af kommunerne nær mig bliver gjort en indsats for at børn, der går i skole bliver spist godt af inden de kommer i skole, så de ikke går sukkerkolde i løbet af dagen. En meget fornuftig ordning, som virker efter hensigten. I øvrigt er det jo sådan at muslimerne, ligesom alle andre religioner der praktiserer faste har det, har retningslinjer også for sikkerheden i forbindelse med faste. F.eks. frarådes det syge, gravide og småbørn at faste.

Nå, men i indslaget hørte man en kommunel leder på området, som fortalte at tiltaget hjalp, men at man i øvrigt aldrig har oplevet problemer med børn i ramadanen. “Alligevel”, sagde rapporteren “fremsætter Dansk Folkeparti forslag om at forældre straffes økonomisk hvis deres børn som følge af fasten har særligt koncentrationsbesvær.”

Her er jeg nødt til at sige fra. Hvis det er af hensyn til børnene, hvorfor skal de forældre som ugentligt sender børn afsted uden morgenmad og ordentlig madpakke så ikke straffes?!

For mig lugter det langt væk af endnu et indgreb i religionsfriheden. Til religionsfriheden hører friheden til at opdrage sine børn ifølge den tro og praksis man følger. Og til religionsfrihed hører også at børn har ret til at lære om de handlinger og højtider som hører til deres religion og kultur. Hvis muslimerne skal straffes økonomisk for at følge deres faste, så forventer jeg også at kristne inden påsken skal pålægges særlige sanktioner. Det er vel bare rimeligt?!

…for der imellem kommer fasten …

Idag er det Askeonsdag – bvegyndelsen på fasten. Igår var det pandekage dag. Noget som Kop og Kande IKKE har opfundet, selvom det nemt kommer til at lyde sådan i en dansk kontekst. Pandekage dag handler ikke om køkkenudstyr, men om at holde fest før fasten. Hvor vi i Danmark spiser fastelavnsboller og slår katten af tønden, så spiser man f.eks. i England pandekager til den store guldmedalje tirsdag inden fasten går igang. (Ifølge Duncan gælder det om at spise flest når man er barn, så man kan prale i skolen dagen efter) Igår spiste vi pandekager en mass. Og fordi jeg synes det er snyd at en køkkenbutik skal få det til at lyde som om fasten handler om dem, så lavede jeg også små pandekager til både små og store gospelkor i Vejle i går. Og fortalte om Pandekage dag, og om fasten. For fasten er en god ting, selvom vi måske ikke synes det at skulle faste inden en operation eller undersøgelse er så rart, så er det her noget helt andet. Og selvom vi i andre situationer ikke kan forstå, hvorfor vi ikke må få det vi gerne vil have NU, så handler fasten om frivilligt at give afkald på noget – for at få øje på hvad der er vigtigst. I andre lande hedder fastelavn karneval, og det betyder ret beset “farvel til kødet”, for traditionelt har det været kød man fastede fra fra Askeondag til påske. Men måske er det noget andet, du gerne vil give slip på i en periode for at markere at det ikke er vigtigst? Men at Ham, som giver os alting, er vigtigst af alt.

,

Jubeldans

Igår kl. ca. 12. 30 dansede jeg en lille dans for mig selv på en tom korridor på Överås i Sverige i ren glæde over at have fået fremlagt min sidste opgave på master studiet. Og ikke mindst over at få lov til at bestå. Det betyder jeg nu kan kalde mig Master of Divinity, og at jeg akademisk er på det niveau, der kræves for at kunne blive ordineret til præst i metodistkirken.

Min bror spurgte om det næste efter Master of Divinity er “master of the universe”? Mindre kan nok gøre det for mit vedkommende – men det er jo Gud det handler om, og han må vel siges at være universets mester.

A pro pos påske

Nedenstående citat af Tine Bryld fra en artikel i “Ud&Se”:

“I det her samfund synes alle omkostninger ved livet efterhånden at være fjernet, eller i bedste fald er de gjort overflødige. Nu skal man helt enkelt bare flyde ovenpå, i stedet for at tage smerten som en del af den erfaring, man har brug for for at overleve. Og det er et problem. Det er virkeligt et problem. For man skal selv opleve sine nederlag – man skal ud og mærke livet, som det er. Gøre sine egne bitre erfaringer, opleve sine egne højdepunkter, sine egne røvture. Og hvis man for alvor vil lære at leve livet, er man nødt til at komme igennem de svære stunder helt alene. Et voksent menneske kan klare sig selv. Man kan ikke bare coache sig igennem tilværelsen.”

Det fik mig til at tænke, at det er endnu en god grund til at vi i kirken skal holde fast ved fejringen af Langfredag. Selvom det er en svær og hård dag. Selvom det kan være rædselfuldt at se det onde, mørke, tunge i øjnene. Havde det ikke været for Jesu død på korset havde der ikke været nogen opstandelse påskemorgen.

Den kristne Gud forklarer eller underskylder ikke lidelsen i vores liv. Han ser den i øjnene. Han går i clinch med den. Han døde af det, og hans liv vendte døden på hovedet så det mørke, tunge, grimme ikke længere har det sidste ord. Derfor er det sikkert at fejre Lang Fredag; vi kender jo slutningen så vi ved påskemorgen kommer!

,

Påske

Kristus er opstanden. Ja, sandelig, Han er opstanden!

Med de ord har kristne verden over mødt hinanden idag. Der er glæde i de ord.
Påskemorgen er en morgen som ingen anden, der er en hel særlig stemning i kirkerummet inden gudstjenesten – glæde og forventning.

Kristus er opstanden. Døden er ikke mere. Livet er størst. Lyset overvinder mørket.

Som en del af gudstjenesten i formiddag var der selvføgelig børnehjørne, og alle børnene sad oppe foran, og jeg spurgte dem, om de nogensinde havde skyndt sig efter noget. ( Vi havde lige hørt historien om hvordan disciplene løb alt hvad de kunne for at komme ud og se den tomme grav). Der var børn, der havde skyndt sig hen til en ven, eller hen til gudstjenesten, eller efter bussen. Alle sammen ting, som er vigtige at skynde sig efter. Og fordi vi kender fornemmelsen af at der er noget, som er vigtigt at gøre, eller se, eller et menneske som det er vigtigt at være sammen med, kan vi genkende noget af disciplenes iver efter at se graven.
Jeg fortalte hvordan nyt liv er et mirakel, som får mennesker til at skynde sig. F.eks. skyndte jeg mig fra den ene ende af landet til den anden forleden for at se en lille nyfødt pige. Ny liv er noget særligt. Det er vigtigt at se, fordi det jo egentlig er et lille mirakel at et menneske kommer ind i verden – ud af det bare ingenting.
Og så meget desto mere grund til at skynde sig hen for at se at Jesus er genopstået fra de døde. Og er blevet levende igen!
Som afslutning på børnehjørnet fik børnene et lille påskeæg – de får ellers ikke chokolade til børnehjørnet, men nu er påskemorgen jo noget helt specielt. Og så var det den fineste illustration kom på det, Maria Magdalene gjorde da hun havde set graven og hørt englen: Hun løb tilbage for at fortælle de andre disciple hvad hun havde oplevet. Børnene kiggede ned i min kasse og så at der var mange flere chokoladeæg end dem, de havde fået: “Skal de voksne også have påskeæg?” Nej, det havde jeg jo egentlig ikke tænkt. Men det synes børnene nu ikke de voksne skulle gå glip af, så de begyndte egenhændigt at dele påskeæg ud også til de voksne. Jo, opstandelsen er noget meget fint, og noget som er så godt at vi er nødt til at dele det med andre!