, , , , , ,

Veninder med kage

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

Lad Gud flytte dig

For noget tid siden blev jeg spurgt om at skrive en artikel til baptist.dk – et rigtig godt blad (og hjemmeside) af, ja, baptistkirken i Danmark – om helliggørelse. Jeg blev overrasket over at blive spurgt. Jeg synes ikke lige jeg var den oplagte kandidat til at beskrive helliggørelse, der er en af kernerne i Metodistkirkens teologi. Men jo, blev jeg forsikret. Det var ikke et uheld det var mig, de henvendte sig til.

Derfor skrev jeg denne artikel “Lad Gud flytte dig” om helliggørelse – eller “fuldkommenhed i kærlighed”, som egentlig er en bedre betegnelse, synes jeg. Det endte med, at jeg var helt godt tilfreds med resultatet.

Her er hovedtrækkene i tankerne om fuldkommenhed i kærlighed (men læs endelig hele artiklen her).

Mennesker kan samarbejde med Gud 
“Tanken om helliggørelse indebærer, at mennesker ved at tage ansvar for deres åndelige liv og deres egen livsførelse kan samarbejde med Gud, så det bliver muligt for Helligånden at forandre mennesket til større lighed med Gud. Men kun lighed i kærlighed, ikke i visdom, ufejlbarlighed, almægtighed eller andre af Guds karakteristika. Derfor kaldes helliggørelse også for ‘fuldkommenhed i kærlighed’.”

Kærlighed fortrænger synden
“Fuldkommenhed i kærlighed betyder, at kærligheden optager så meget plads i dig, at der kun er kærlighed som bevæggrund for tanker, ord og handlinger. På engelsk er udtrykket ‘love excluding sin’: ‘Kærlighed, der fortrænger synden’, så vi bliver fornyet og kommer til at ligne Gud.”

Syndfri betyder hverken fejlfri eller ubegrænset
“Det er også vigtigt at forklare, at syndfri hverken betyder fejlfri eller ubegrænset. Som menneske bliver du både sulten og træt, du kan ikke ov
erkomme alting, og det er ikke muligt at være flere steder på én gang. Fordi vi er begrænsede, vil vi begå fejl. Kun Gud er ufejlbarlig. Det bliver – desværre – stadig muligt at såre andre mennesker i god tro.”

Sammen med Gud kan du forandre dig
“Tanken om helliggørelse giver os ansvar for vores egen livsførelse; det er ikke lige meget, hvad vi gør, eller hvordan vi plejer vores tro. Sammen med Gud kan du forandre dig. Du kan få det bedre, blive bedre, leve et mere fuldt og helt liv i Guds kærlighed.”

, ,

Hvor er Gud, når børn lider?

Billederne af børn, der er fanget i krigen i Aleppo er hjerteskærende.
Lige nu er det strømmen af billeder med lidende børn fanget i krig eller på flugt over Middelhavet eller i flygtningelejrene med eller uden forældre. Da jeg var barn, var det billederne af afrikanske børn med store maver, der gjorde indtryk.
 
Billederne stiller spørgsmålet – eller får i hvert fald mig til at spørge – hvor Gud er, når børn lider? For selvom jeg tror på en kærlig, nærværende Gud, der griber ind i menneskers liv, så fortvivles jeg også over det, der sker i verden.

Børn er en gave

Måske er det særligt forfærdeligt med børn, der lider i disse situationer, fordi vi instinktivt forstår, at børn har særstatus? Hver gang et barn bliver født er det et tegn på håb ikke bare for den familie barnet fødes ind i, men også det samfund, der omgiver det. Børnene er vores fremtid; det er dem, der bærer os videre. Dør barnet, ødelægges det af sygdom eller traumer, så det er familiens og samfundets fremtid, der bliver såret. Der er en dimension af håbet for i morgen, der er tabt for evigt.

Børn er en gave. De er en velsignelse. Det ved de fleste forældre, og da særligt de af os, der har måttet vente og længes efter dem. Der er sågar nogen, der påpeger, at et barn er et tegn på Guds grundlæggende velsignelse over mennesket helt tilbage fra menneskets oprindelse: “Og Gud velsignede dem, og sagde: ‘Bliv frugtbare og talrige’ ” (1. Mosebog 1:28)
Det betyder også, at Gud har ønsket at alle mennesker findes – Han er skaberen af alt liv, så hvert eneste barn (og dermed også hver eneste voksne) findes i verden, må være et udtryk for Guds vilje. Vi kan med andre ord ikke se på et menneske, uden at Gud har ønsket det og bragt det til live. Derfor må alt, der hæmmer, ødelægger eller ligefrem stopper et liv må også gå imod Guds skaber-ønske. Det kan ikke være forenligt med Guds vilje
Men hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at børn bliver ved med at dø? Hvis Gud har skabt alle mennesker og ønsker, at hvert eneste barn i live – hvordan kan det så være at nogen børn lever, mens andre går til? Og hvordan kan de to ting være udtryk for den samme kærlige Gud?

Golgotha and Syria

Jeg kunne ønske, at Gud greb ind steder som Syrien og andre steder, hvor børn var i klemme; at God kom som torden og lynild og “ordnede det hele” – hvad det så end er. Kristendommen fortæller mig, at Jesus gjorde op med ondskaben, da han brød dødens magt gennem korset og opstandelsen. Jesus har vundet kampen, men det Onde kæmper stadig – lidt som i en krig, hvor den ene part har vundet, men modstanderen ikke overgiver sig frivilligt.

Kristendommen fortæller også, at Jesus skal komme igen en dag som konge af hele universet – og at på den dag skal alting ændres til det bedre. Der skal være en ny jord og en ny himmel, hvor “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” (Johannes Åbenbaring 21:4)

Det håb kan jeg godt have – det kan jeg godt holde fast i. Men hvad hjælper det børnene, der har det ondt? De lider jo stadig lige nu? For dem må frelse være NU og HER. Selv Jesus på korset virkede til at føle sig forladt af Gud (Mattæus evangeliet 27:46), hvordan må et barn så ikke have det?

Filosoffen Løgstrup funderede over, at det værste et barn kan forestille sig ikke er døden men at blive forladt. Det giver mening, tænker jeg, når man hører børns råb efter forældre – også i trygge rammer. “Mor,” lyder råbet om natten. “Du må ikke gå” græder barnet, når det afleveres. Eller barnet, der falder og slår sig vil “bare ha’ min mor”. At blive forladt og at være alene er slemt.

Nogen mener, at fordi Jesus oplevede at føle sig forladt af Gud på korset, så er Gudsforladtheden ikke længere gudsforladt. Det er måske lidt langhåret, men det giver på en sær måde mening: Vi kan ikke være alene om at være alene, for Jesus var også alene.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har været et lidende barn. Men jeg har oplevet nogle mørke stunder. Og dér i mørket, hvor alt og alle var så langt væk, at jeg knap kunne sanse dem, og tomheden var total oplevede jeg det mærkværdige at tomheden blev omfavnet. Dér i mørket var jeg alene, og dog var der nogen sammen med mig. Jeg håber, det kan være sådan Gud giver sig tilkende, også når børn er alene og lider.

Jeg tror, Gud er dér, hvor mennesker – uanset størrelsen – lider. Jeg tror, Han græder med os. Jeg tror også, Jesus kæmper for en bedre verden for os. Jeg tror, der både er et her-og-nu og et engang-og-derhenne. Det er mysteriet: hvordan Guds kærlighed kan give sig tilkende både nu og her og dog ikke endnu.

 Men så længe jeg mærker fortvivlelsen over lidelsen, så er jeg også nødt til at gøre noget for børnene – om det så bare er at huske dem, græde over dem og spørge Gud: Hvorfor? Hvor længe?

, ,
Advent – afmagtsbøn
Adventskrans

Advent handler kort fortalt om at længes og vente på den bedste verden – der, hvor ingen skal græde eller lide ondt. Advent handler om den Store Drøm; om at Guds virkelighed også skal blive vores virkelighed og ikke bare noget vi kan drømme om.

Adventskrans

Adventslængslen virker vældig relevant i de her dage, hvor billeder af børn i Aleppo truer med at overdøve billeder af adventsgaver og juletræer på facebook.

Jeg har ondt langt ind i hjertekulen, når jeg ser billeder fra Syriens krigshærgede gader. Billederne af voksne med børn i hænderne, børn med sod fra bomber i ansigterne og ældre mennesker med poser i hænderne på udkig efter det næste gemmested for bomberne gør mig ked af det. Usigeligt ked af det.

Der er også andre historier om børn, der lider – syge børn, der ryger ind og ud af sygehuset både herhjemme og blandt studiekammeraterne i England. Små søskende, som må vokse op med usikkerheden ved, hvornår et lægebesøg bliver til en længere indlæggelse. Børn, som forældre kæmper for at få lov til at sætte i verden. Børn bag overskrifter om overgreb. Børn på asylcentre.

Jeg længes efter en verden, hvor børn ikke behøver være bange, i fare eller til overs. Jeg drømmer om en verden, hvor afmagten over verdens lidelse ikke længere skal være en byrde for nogen af os.

Thomas Baldur har skrevet en bøn, som han kalder Min er afmagten i bogen “Jorden kalder Gud”.

Her kommer de tre sidste afsnit af den:

Min er afmagten

Far,
dit er riget og magten. Min er afmagten.
Afmagten over børn,
der rives ud af tryghed og forvises til utryghed.
Afmagten over børn, der udsættes for vold og misbrug. Afmagten over, i hvor stort omfang synd
– magtbegær, magtmisbrug, grådighed og hensynsløshed fører til sorg, smerte og elendighed for så mange.

Jeg skammer mig næsten over at sige,
at jeg ikke kan holde af at tænke på det.
For jeg kan nøjes med at tænke på det
– mange børn må leve med det i årevis

Far,
min er afmagten.
Dit er riget og magten.
Da din Søn døde og af dig blev oprejst fra de døde,
blev synden besejret – siges det.
Åh, hvor jeg længes efter at se den fulde effekt af den sejr.

Amen

Jeg længes og drømmer…

Sankt Nikolas – decembers helt

Decembers helt må være Sankt Nikolas – eller Nikolaj, som han også kaldes i Danmark. Nikolas er en cool gut. Ikke alene var han modig og gavmild (og blev senere af kringlede omveje til julemanden), men han var også med til at forme de tanker, som vi stadig som kristne holder fast i i dag!

Sankt Nikolas ord-skyJeg synes næsten altid det er spændende at høre om mennesker, der har taget deres overbevisninger alvorligt og ført dem ud i livet. Nikolas er ingen undtagelse.

Her kommer lidt fakta:

  • Født i Myra i det, der i dag er Tyrkiet 300e.Kr.
  • Voksede op hos kristne, velhavende forældre
  • Mistede begge forældre til en sygdomsepidemi
  • Tog på pilgrimsrejse til Jerusalem
  • Blev biskop i Myra
  • Sad i fængsel som biskop pga. sin tro
  • Var med ved det store kirkemøde i Nikæa og var dermed en af dem, der udformede den nikænske trosbekendelse, som stadig bruges
  • Døde som en gammel mand
  • Blev helgenkåret

Der findes flere fantastiske historier om Nikolas – nogle er mere sandsynlige end andre! Nogle af dem ved man også først opstod flere hundrede år efter hans død…

Historien, han nok er mest kendt for, er, at han hjalp en fattig mand, som havde tre døtre, men som ikke havde råd til at give pigerne nogen medgift. Uden medgift var døtrene ude af stand til at blive gift – de ville enten kunne blive tiggere, prostituerede eller solgt som slaver. Ikke de bedste fremtidsudsigter. Nikolas hørte om deres problemer og gav familien en pose penge (andre historier fortæller, at han gav dem tre poser guldmønter – en til hver pige) og sikrede dermed deres fremtid. Ifølge nogle historier kastede han pengene ned af skorstenen, hvor de landede i nogle sko, som stod til tørre ved ildstedet.

Det er her traditionen med at give gaver på Sankt Nikolas’ dag kommer fra – tidligere var det faktisk her, man gav gaver i forbindelse med julen og ikke til juleaften. Det blev en tradition at stille sko frem aftenen inden Sankt Nikolas’ dag – var man heldig lå der så en lille gave, en mandarin eller andet godt der i om morgenen.

Sankt Nikolas er en af de helte vi godt kan hive fat i i december, synes jeg. Det er naturligvis oplagt fordi hans helgendag ligger d. 6. december, men fordi noget af det Nikolas er kendt for var gavmildhed er det en oplagt mulighed til at minde sig selv og sine børn om, at det er godt at give og ikke blot at få. Nikolas hjalp de fattige – måske kunne d. 6. december sætte tonen for resten af december ved at være dagen man som familien vælger et godt formål at støtte det næste år, bager kager til de hjemløse i byen eller overrasker nogen med en gave “bare fordi”?

Hvis du vil vide mere om Sankt Nikolas er St. Nicholas Centrets hjemmeside en guldgrube.