Anne anbefaler Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:
1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017) Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen.
En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.
Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.
2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv) Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.
I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk.
Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.
3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016) Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.
Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.
Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!
4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017) Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt).
I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.
Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i.
Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.
5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018) Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert.
Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.
Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.
Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)
Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/03/990D51CB-C1FC-4121-93DE-339BDF01C567.jpg?fit=2264%2C303330332264Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-08-12 10:20:002020-08-12 10:30:27Anbefaling af 5 bøger om døden til børn
Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers
At være kirke i en tid hvor alt ikke er som det plejer, kræver kreativitet, omstilling og nytænkning. I Den Evangeliske Frikirke i Randers har vi fået en god ide. Vi sender hver aften ”Godnat med Skykids” – som er vores børnekirke. Godnat med Skykids består af videoer på 10-15 minutter, hvor vi fortæller godnathistorie, beder sammen og synger godnat sang. Lederne i børnekirken skiftes til at optage videoerne.
Samhørighed og nærhed
Der er mange ting jeg elsker ved dette initiativ. Jeg elsker, at det skaber det der helt særlige rum af nærvær og samhørighed mellem den voksne og barnet som lytter. Jeg elsker, at det kan fungere som inspiration til forældre og at det skaber et vindue for, hvordan man kan tale om tro derhjemme.
I videoerne introducerer vi forskellige måder at bede på samt forskellige godnatsange. Dette for at vise, at vi som leder også selv gør det forskelligt, og at der ikke er én rigtig måde at gøre det på.
Tilknytning til kirken
Jeg elsker også at børnene føler sig knyttet til kirken i en tid, hvor vi ellers ikke mødes. Og så elsker jeg, at det er nemt at gå til, og at det er muligt at bringe alle ledere i spil. I en børnekirke med 130 børn og 20 ledere er det fantastisk at kunne gøre noget som samlet børnekirke. For det enkelte barn er det vigtigt at se lige præcis den leder, som betyder noget ganske særligt for det barn.
Godnatstemning
Vi forsøger at skabe en ægte godnat stemning med dyner, bamser og dæmpet belysning. Vi har bl.a. hørt om Samuel, der hører Guds stemme for første gang. Historierne følges op ad refleksionsspørgsmål som ”Gad vide hvorfor Samuel ikke kunne høre, at det var Gud der talte?” eller ”Mon du har prøvet, at Gud talte til dig?”. Vi introducerer børnene (og deres forældre) for chat and catch, raketbøn, fadervor, at lyse velsignelsen samt forskallige salmer og sange.
“Det gør mig tryg”
Vi har indtil nu fået mange skønne reaktioner bl.a. fra en pige på 9 år, der så det sammen med sin mor. Efterfølgende ville hun gerne låne morens telefonen for at se den en gang mere. Moren kunne senere høre at datteren blev ved med at høre godnatsangen igen og igen og igen og sagde efterfølgende ”Mor den sang gør mig bare så tryg”. Se så er det jo alle anstrengelserne værd.
Kopier endelig idéen
Gud kan få det bedste ud af alting. Og selvom jeg nogle gange synes det har været udfordrende at være børnekirke i en tid præget af corona og alt hvad det bar med sig, så har Gud også brugt situationen til at åbne mine øjne over for nye muligheder og det at turde udfordre det ellers så trygge ”plejer”.
Kopier endelig ideen, hvis du tænker den kan fungere i jeres sammenhæng. Alle medarbejder har optaget deres videoer hjemme ved brug af computer eller mobil og så har vi efterfølgende klippet videoen sammen med en genkendelig intro.
Vær obs på ophavsrettet, hvis du skulle få lyst til at læse op fra en bog.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/05/2020.05-Godnat-med-SkyKids.png?fit=1920%2C108010801920Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-05-01 07:32:162020-05-01 07:32:40Godnat med SkyKids
At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.
Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.
Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.
Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.
Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.
Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?
Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.
”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.
Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”
Hvordan er vi kirke MED vores børn? ”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”
Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.
Det ér anderledes ”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.
”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”
”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”
”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”
Vi kan gøre det her! ”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!
Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”
”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”
”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:
Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.
En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.
Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken.
Beskyttelse:Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.
Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”
Nemmere er ikke det samme som bedre ”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”
”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”
Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.
Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/04/Skærmbillede-2020-04-27-kl.-21.13.51.png?fit=1890%2C7927921890Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-04-27 14:17:172020-04-28 08:21:19Forælder og leder - interview med Rachel Turner
Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.
Herunder kommer noget af det, som Sara Andersen fra Bethelkirken i Aalborg sammensatte til 50 børn, betweens og familier i påsken efter inspiration fra et møde med andre børnemedarbejdere sammen faciliteret af Digogmigogvitro: En børnekirke to-go om påsken med udførlig forklaring til forældrene, materialer og idéer til sange.
Sara fortæller: “Der var små “dimser” og instruktion til at lave en Jesus-figur, mønter, nadver, kors, grav….mm. Et chokoladepåskeæg (til at slå hul på påskemorgen -det er jo tomt indeni) ….. en lille malebog med påskehistorien (engelsk), en labyrintopgave, opskrift på Opstandelsesboller og “fadervor-håndvask”
En af de geni-streger Sara gjorde var, at opfordre familierne til at dele billeder fra deres påske-børnekirke på kirkens sociale medier, for på den måde at være kirke “sammen”. Det er de billeder, som er med her. “Jeg har modtaget de skønneste billeder af børn og familier, der har holdt nadver med bamser og legomænd…… og Jesus på ispindekors!!! Så bliver man da glad,” fortæller Sara.
I brevet, der fulgte med børnekirke to-go stod der bl.a.: “Her er en påskehilsen til jer fordi I på en eller anden måde har tilknytning til Bethelkirken. Måske plejer du at komme i Børnekirken/Tween eller til Messy Church eller spejder eller andet?! Som du ved, er næsten ALTING i Danmark lukket lige nu og alle børn skal være hjemme fra skole eller børnehave eller dagpleje…. Kirken er også lukket. Derfor foregår der heller ikke nogen af de aktiviteter, der plejer….. I kirken synes vi PÅSKEN er den vigtigste højtid og vi plejer at holde spejder- og børne- og festgudstjenester, så det er jo ret ærgerligt…. MEN…. Vi har lavet en lille ”Påske-Børnekirke-To-go”…. -dvs en pose med lidt ting i, så vi – SAMMEN HVER FOR SIG – alligevel kan fejre påske. Med denne pose vil vi også minde dig om, at selvom vi ikke kan ses lige nu er DU ikke glemt! Vi fra Bethelkirken har ikke glemt dig og vigtigst GUD har ikke glemt dig!”
Historien om Jesus pakket ind i en bolle.
Her kommer forslag til en aktivitet som er relativ let at gå til, uanset om du er hjemme med dine børn eller om du skal lave det sammen med en gruppe børn (når vi må mødes igen).
Påskemorgen er det blevet en tradition, at børnene i Metodistkirken i Vejle laver opstandelsesboller. Opstandelsesbollerne kaldes sådan (resurrection rolls eller empty tomb rolls på engelsk, hvis du vil google), fordi en skumfidus foldes ind i dej og når bollen bages smelter skumfidusen – bollen er derfor ”tom” når den kommer ud af ovnen igen.
Opstandelsesbollerne er en måde at fortælle hele historien om Jesus’ sidste dage, på en måde som involverer sanserne, pirker til nysgerrigheden og er noget man skal ”gøre”:
Det, der gør opstandelsesbollerne så fantastiske er historien, som du bygger op omkring dem.
Du skal bruge: Hvide skumfiduser
Kanelsukker
Smeltet smør
En fed bolledej (se forslag til opskrift længere nede)
Skumfidusen symboliserer Jesus
Gaflen er tornekronen, sømmene, sværdet – det, der gjorde ondt og som gjorde, at Jesus døde (hvilket du selvfølgelig skal graduere afhængigt af hvor gamle de børn er, som du har med at gøre)
Smeltet smør og kanelsukker er symboler for det, der blev brugt ved den begravelse. Det er også symbol for den olie, som Maria Magdalena hældte ud over Jesus’ fødder. (Jesus nåede jo netop ikke at blive olieret og parfumeret og det var derfor kvinderne havde så travlt med at komme ud til graven om søndagen)
Dejen symboliserer klædet, som blev svøbt omkring Jesus, da han blev lagt ind i graven.
Ovnen er graven, hvor Jesus lå i tre dage.
Lidt om beretningen:
Afhængigt af, hvor gamle de børn er, som du skal tale med, skal du tænke over, hvor mange grufulde detaljer, du lægger på og hvordan du kobler det til det, I gør. Der kan være nogen børn, der synes, det er synd at prikke en gaffel i Jesus.
Omvendt kan nogen børn også finde stor tilfredsstillelse ved at ”gøre” hele historien.
Du kender dine børn – så brug din erfaring og dit kendskab til dem.
Måden jeg almindeligvis ville gøre det var ved at have alle tingene klar og så fortælle, for det er historien, som du bygger op, som gør opstandelsesbollerne rigtig spændende:
Skumfidusen (vis en skumfidus frem): Skumfidusen symboliserer (hvad er et symbol? Jo, det er et tegn – noget, som peger hen til noget andet. Så vi ved alle sammen godt, at skumfidusen ikke er Jesus, men den forestiller ham) Jesus var god, kærlig og gjorde ikke noget, som var uretfærdigt. Han var ren som sne på den måde. Derfor er skumfidusen helt hvid. Jesus var uskyldig, og alligevel blev lederne i hans land rigtig vred på ham. De blev vrede, fordi han fortalte, at Gud elsker alle mennesker. Han nøjedes ikke med at sige det. Han viste det også: Han spiste med mennesker, som andre ikke gad spise med. Han hang ud med dem, som ingen venner havde. Dem, som de fine og cool og vigtige sagde ikke var gode nok og ikke hørte til – dem kunne Jesus godt lide at være sammen med. Han fortalte også, at han var Guds søn. Og dét gjorde igen lederne rigtig sure.
Gaflen (prik en gaffel i skumfidusen): Det gjorde dem faktisk så vrede, at de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. De ville sætte en stopper for hans arbejde. Så de fik ham taget til fange. De fik faktisk en af hans venner, Judas, til at fortælle dem, hvor han var. Så tog de ham med til forhør. Dagen efter korsfæstede de ham.
Smeltet smør og kanelsukker: Der hvor Jesus boede blev man ikke lagt ned i jorden, når man var død. Man blev lagt i klippehuler, fordi jorden er så hård, at det er meget svært at grave huller i den.
I stedet for blomster på kisten, sådan som vi gør, puttede man ting på, som duftede. Man pakkede den, der var død ind i et fint stykke stof.
Derfor dypper vi skumfidusen i smeltet smør og kanelsukker, fordi Jesus’ grav også blev pyntet.
(Hvis børnene er ældre eller der er ældre børn tilstede, kan du også minde dem om, at Jesus fik myrra, da han blev født – nogle mener, der kan pege på det, der manglede ved hans begravelse. Eller Maria Magdalena, som hældte dyr parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. Nogle peger på, at det var det eneste tidspunkt Jesus blev olieret, fordi der netop ikke var tid til det efter korsfæstelsen, da sabbatten var lige for. Det var også derfor, man stak ham og de andre et sværd, for at sikre, at de var døde og kunne begraves før sabbatten lukkede samfundet ned i et døgn.)
Bolledejen: Jesus blev dækket i et stykke stof. Derfor ruller vi skumfidusen ind i bolledejen.
Ovnen: (her ville jeg ikke lægge bollen i ovnen endnu, fordi jeg ville vente på at alle havde lavet en bolle)
Da Jesus var død, blev han lagt ind i graven. Hans venner havde ikke rigtig tid til at holde en begravelse, fordi det snart var sabbat. Sabbaten var jødernes helligdag, og der var mange regler for, hvordan man måtte leve på den dag. F.eks. måtte man ikke gå ret langt. Man kunne ikke handle og man måtte ikke bære tunge ting. (Det var faktisk lidt som det er lige nu med corona-nedlukningen. Sådan var det bare én gang om ugen for dem).
Så da Jesus var begravet fredag eftermiddag gik de alle sammen hjem, og gik ingen steder de næste 24 timer. Først søndag morgen kunne kvinderne komme ud til graven for at lægge mere pynt og parfume.
Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte på, for der var rullet en kæmpe stor sten hen foran klippehulen, hvor Jesus var begravet, og den var så stor, at de ikke ville have kunnet flytte den.
Det mærkelige var, at da de kom hen til graven – var den TOM! Stenen var væltet væk. Og det klæde, som Jesus var rullet ind i, lå inde i hulen og var helt tomt.
Nogle beretninger fortæller, at der sad en engel og ventede på dem. Han sagde: ”Hvem leder I efter?” De fortalte, at det jo var Jesus, som de var kommet for at se til. ”Hvorfor leder I efter de levende i en grav?” spurgte englen. Lidt mærkeligt, for de havde jo selv set, at Jesus var død. ”Jesus er blevet levende igen ligesom han sagde til jer, at han ville. Gå hjem til de andre og sig, at han lever – og at han kommer og finder jer.”
Så kan I nok tro, at kvinderne fik travlt. Og det var rigtig nok: Jesus var blevet levende igen. Og han kom og fandt dem. De fik lov til at mærke på ham – også sårene. Og han spiste sammen med dem.
Når jeg har fortalt historien, får alle børn lov til at lave deres egen opstandelsesbolle og stille den på en plade med bagpapir (hvor de måske har skrevet deres navn, så de kan finde deres bolle igen bagefter). Måske genfortælles historien ganske kort efterhånden som hvert barn kommer til en ny del i historien.
Bollerne puttes i ovnen, og så er der tid til at lege, tegne, synge eller noget helt fjerde, mens bollerne bliver bagt.
Når bollen er bagt: ”Så er det spændende, om vores skumfiduser er væk ligesom Jesus var væk fra graven?”
Åben en bolle – men vær sikker på, at du gør det for de mindste eller at bollerne har nået at køle lidt ned, for de smeltede sukker fra skumfidusen kan være ret varmt.
Så er det tid til at se, undres og glæde: Jesus er væk og graven er tom! Hvordan mon det gik til? Lad der være plads til ”wauw” og for børnene til at opdage, at skumfidusen også er væk i deres bolle.
Nogen ældre børn vil kunne regne ud / vide, at det er fordi skumfidusen er smeltet. Og Jesus smeltede jo ikke – han blev levende. Det er okay. Snak evt. med dem om, at alle vores måder at prøve at forklare eller at vise på, hvordan det var, aldrig helt kan måle sig med virkeligheden. Det kan symboler og forklaringer aldrig. Og der jo faktisk ikke er nogen der ved, hvordan Gud gjorde det, da Jesus blev levende igen. Men gad vide, hvordan han gjorde? Eller hvordan det så ud, da stenen blev væltet? Og havde englene så nyt tøj med til Jesus?
Du må ikke blive skuffet, hvis bollerne ikke bliver spist – de er umanerligt søde og klistrede. Her er muligvis tale om madspild. Til gengæld skal du glæde dig til at høre børnene fortælle de voksne, hvad der er med de her boller.
God fornøjelse!!
Opskrift til fastelavnsboller: Jeg bruger denne dej, som egentlig er en fastelavnsbolle dej, som jeg har med hjemmefra:
1 dl. lunken vand
50 gr. gær
175 gr. smør
500 gr. mel
1 tsk. salt
1spsk. sukker
1 dl. ymer
1 æg
Oplæs gæren i det lunkne vand.
Smørret smuldres ind i melet (Eller smeltes) og blandes med gær og vand.
Resten af ingredienserne blandes i, og dejen æltes. Lad dejen hæve i 40 min.
Bages ved 190 grader til bollerne er lysebrune.
Anbefaling af 5 bøger om døden til børn
Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:
1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen.
En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.
Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.
2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.
I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk.
Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.
3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.
Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.
Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!
4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt).
I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.
Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i.
Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.
5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert.
Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.
Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)
Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.
Du finder et interview med Anne her.
Godnat med SkyKids
Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers
At være kirke i en tid hvor alt ikke er som det plejer, kræver kreativitet, omstilling og nytænkning. I Den Evangeliske Frikirke i Randers har vi fået en god ide. Vi sender hver aften ”Godnat med Skykids” – som er vores børnekirke. Godnat med Skykids består af videoer på 10-15 minutter, hvor vi fortæller godnathistorie, beder sammen og synger godnat sang. Lederne i børnekirken skiftes til at optage videoerne.
Samhørighed og nærhed
Der er mange ting jeg elsker ved dette initiativ. Jeg elsker, at det skaber det der helt særlige rum af nærvær og samhørighed mellem den voksne og barnet som lytter. Jeg elsker, at det kan fungere som inspiration til forældre og at det skaber et vindue for, hvordan man kan tale om tro derhjemme.
I videoerne introducerer vi forskellige måder at bede på samt forskellige godnatsange. Dette for at vise, at vi som leder også selv gør det forskelligt, og at der ikke er én rigtig måde at gøre det på.
Tilknytning til kirken
Jeg elsker også at børnene føler sig knyttet til kirken i en tid, hvor vi ellers ikke mødes. Og så elsker jeg, at det er nemt at gå til, og at det er muligt at bringe alle ledere i spil. I en børnekirke med 130 børn og 20 ledere er det fantastisk at kunne gøre noget som samlet børnekirke. For det enkelte barn er det vigtigt at se lige præcis den leder, som betyder noget ganske særligt for det barn.
Godnatstemning
Vi forsøger at skabe en ægte godnat stemning med dyner, bamser og dæmpet belysning. Vi har bl.a. hørt om Samuel, der hører Guds stemme for første gang. Historierne følges op ad refleksionsspørgsmål som ”Gad vide hvorfor Samuel ikke kunne høre, at det var Gud der talte?” eller ”Mon du har prøvet, at Gud talte til dig?”. Vi introducerer børnene (og deres forældre) for chat and catch, raketbøn, fadervor, at lyse velsignelsen samt forskallige salmer og sange.
“Det gør mig tryg”
Vi har indtil nu fået mange skønne reaktioner bl.a. fra en pige på 9 år, der så det sammen med sin mor. Efterfølgende ville hun gerne låne morens telefonen for at se den en gang mere. Moren kunne senere høre at datteren blev ved med at høre godnatsangen igen og igen og igen og sagde efterfølgende ”Mor den sang gør mig bare så tryg”. Se så er det jo alle anstrengelserne værd.
Kopier endelig idéen
Gud kan få det bedste ud af alting. Og selvom jeg nogle gange synes det har været udfordrende at være børnekirke i en tid præget af corona og alt hvad det bar med sig, så har Gud også brugt situationen til at åbne mine øjne over for nye muligheder og det at turde udfordre det ellers så trygge ”plejer”.
Kopier endelig ideen, hvis du tænker den kan fungere i jeres sammenhæng. Alle medarbejder har optaget deres videoer hjemme ved brug af computer eller mobil og så har vi efterfølgende klippet videoen sammen med en genkendelig intro.
Forælder og leder – interview med Rachel Turner
At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.
Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.
Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.
Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.
Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.
Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?
Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.
”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.
Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”
Hvordan er vi kirke MED vores børn?
”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”
Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.
”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.
”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”
”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”
”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”
Vi kan gøre det her!
”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!
Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”
”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”
”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:
Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.
En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.
Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken.
Beskyttelse: Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.
Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”
Nemmere er ikke det samme som bedre
”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”
”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”
Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.
Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.
Børnekirke to-go i Aalborg
Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.
Sara fortæller: “Der var små “dimser” og instruktion til at lave en Jesus-figur, mønter, nadver, kors, grav….mm. Et chokoladepåskeæg (til at slå hul på påskemorgen -det er jo tomt indeni) ….. en lille malebog med påskehistorien (engelsk), en labyrintopgave, opskrift på Opstandelsesboller og “fadervor-håndvask”
En af de geni-streger Sara gjorde var, at opfordre familierne til at dele billeder fra deres påske-børnekirke på kirkens sociale medier, for på den måde at være kirke “sammen”. Det er de billeder, som er med her. “Jeg har modtaget de skønneste billeder af børn og familier, der har holdt nadver med bamser og legomænd…… og Jesus på ispindekors!!! Så bliver man da glad,” fortæller Sara.
I brevet, der fulgte med børnekirke to-go stod der bl.a.: “Her er en påskehilsen til jer fordi I på en eller anden måde har tilknytning til Bethelkirken. Måske plejer du at komme i Børnekirken/Tween eller til Messy Church eller spejder eller andet?!
Som du ved, er næsten ALTING i Danmark lukket lige nu og alle børn skal være hjemme fra skole eller børnehave eller dagpleje…. Kirken er også lukket. Derfor foregår der heller ikke nogen af de aktiviteter, der plejer…..
I kirken synes vi PÅSKEN er den vigtigste højtid og vi plejer at holde spejder- og børne- og festgudstjenester, så det er jo ret ærgerligt….
MEN…. Vi har lavet en lille ”Påske-Børnekirke-To-go”…. -dvs en pose med lidt ting i, så vi – SAMMEN HVER FOR SIG – alligevel kan fejre påske.
Med denne pose vil vi også minde dig om, at selvom vi ikke kan ses lige nu er DU ikke glemt! Vi fra Bethelkirken har ikke glemt dig og vigtigst GUD har ikke glemt dig!”
I pakken var der alle de ting, der skulle bruges for at følge denne vejledning:
DIY påske-børnekirke-to-go
Opstandelsesboller
Historien om Jesus pakket ind i en bolle.
Her kommer forslag til en aktivitet som er relativ let at gå til, uanset om du er hjemme med dine børn eller om du skal lave det sammen med en gruppe børn (når vi må mødes igen).
Påskemorgen er det blevet en tradition, at børnene i Metodistkirken i Vejle laver opstandelsesboller. Opstandelsesbollerne kaldes sådan (resurrection rolls eller empty tomb rolls på engelsk, hvis du vil google), fordi en skumfidus foldes ind i dej og når bollen bages smelter skumfidusen – bollen er derfor ”tom” når den kommer ud af ovnen igen.
Opstandelsesbollerne er en måde at fortælle hele historien om Jesus’ sidste dage, på en måde som involverer sanserne, pirker til nysgerrigheden og er noget man skal ”gøre”:
Det, der gør opstandelsesbollerne så fantastiske er historien, som du bygger op omkring dem.
Du skal bruge:
Hvide skumfiduser
Kanelsukker
Smeltet smør
En fed bolledej (se forslag til opskrift længere nede)
Skumfidusen symboliserer Jesus
Gaflen er tornekronen, sømmene, sværdet – det, der gjorde ondt og som gjorde, at Jesus døde (hvilket du selvfølgelig skal graduere afhængigt af hvor gamle de børn er, som du har med at gøre)
Smeltet smør og kanelsukker er symboler for det, der blev brugt ved den begravelse. Det er også symbol for den olie, som Maria Magdalena hældte ud over Jesus’ fødder. (Jesus nåede jo netop ikke at blive olieret og parfumeret og det var derfor kvinderne havde så travlt med at komme ud til graven om søndagen)
Dejen symboliserer klædet, som blev svøbt omkring Jesus, da han blev lagt ind i graven.
Ovnen er graven, hvor Jesus lå i tre dage.
Lidt om beretningen:
Afhængigt af, hvor gamle de børn er, som du skal tale med, skal du tænke over, hvor mange grufulde detaljer, du lægger på og hvordan du kobler det til det, I gør. Der kan være nogen børn, der synes, det er synd at prikke en gaffel i Jesus.
Omvendt kan nogen børn også finde stor tilfredsstillelse ved at ”gøre” hele historien.
Du kender dine børn – så brug din erfaring og dit kendskab til dem.
Måden jeg almindeligvis ville gøre det var ved at have alle tingene klar og så fortælle, for det er historien, som du bygger op, som gør opstandelsesbollerne rigtig spændende:
Skumfidusen symboliserer (hvad er et symbol? Jo, det er et tegn – noget, som peger hen til noget andet. Så vi ved alle sammen godt, at skumfidusen ikke er Jesus, men den forestiller ham) Jesus var god, kærlig og gjorde ikke noget, som var uretfærdigt. Han var ren som sne på den måde. Derfor er skumfidusen helt hvid. Jesus var uskyldig, og alligevel blev lederne i hans land rigtig vred på ham. De blev vrede, fordi han fortalte, at Gud elsker alle mennesker. Han nøjedes ikke med at sige det. Han viste det også: Han spiste med mennesker, som andre ikke gad spise med. Han hang ud med dem, som ingen venner havde. Dem, som de fine og cool og vigtige sagde ikke var gode nok og ikke hørte til – dem kunne Jesus godt lide at være sammen med. Han fortalte også, at han var Guds søn. Og dét gjorde igen lederne rigtig sure.
Gaflen (prik en gaffel i skumfidusen):
Det gjorde dem faktisk så vrede, at de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. De ville sætte en stopper for hans arbejde. Så de fik ham taget til fange. De fik faktisk en af hans venner, Judas, til at fortælle dem, hvor han var. Så tog de ham med til forhør. Dagen efter korsfæstede de ham.
Smeltet smør og kanelsukker:
Der hvor Jesus boede blev man ikke lagt ned i jorden, når man var død. Man blev lagt i klippehuler, fordi jorden er så hård, at det er meget svært at grave huller i den.
I stedet for blomster på kisten, sådan som vi gør, puttede man ting på, som duftede. Man pakkede den, der var død ind i et fint stykke stof.
Derfor dypper vi skumfidusen i smeltet smør og kanelsukker, fordi Jesus’ grav også blev pyntet.
(Hvis børnene er ældre eller der er ældre børn tilstede, kan du også minde dem om, at Jesus fik myrra, da han blev født – nogle mener, der kan pege på det, der manglede ved hans begravelse. Eller Maria Magdalena, som hældte dyr parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. Nogle peger på, at det var det eneste tidspunkt Jesus blev olieret, fordi der netop ikke var tid til det efter korsfæstelsen, da sabbatten var lige for. Det var også derfor, man stak ham og de andre et sværd, for at sikre, at de var døde og kunne begraves før sabbatten lukkede samfundet ned i et døgn.)
Bolledejen:
Jesus blev dækket i et stykke stof. Derfor ruller vi skumfidusen ind i bolledejen.
Ovnen: (her ville jeg ikke lægge bollen i ovnen endnu, fordi jeg ville vente på at alle havde lavet en bolle)
Da Jesus var død, blev han lagt ind i graven. Hans venner havde ikke rigtig tid til at holde en begravelse, fordi det snart var sabbat. Sabbaten var jødernes helligdag, og der var mange regler for, hvordan man måtte leve på den dag. F.eks. måtte man ikke gå ret langt. Man kunne ikke handle og man måtte ikke bære tunge ting. (Det var faktisk lidt som det er lige nu med corona-nedlukningen. Sådan var det bare én gang om ugen for dem).
Så da Jesus var begravet fredag eftermiddag gik de alle sammen hjem, og gik ingen steder de næste 24 timer. Først søndag morgen kunne kvinderne komme ud til graven for at lægge mere pynt og parfume.
Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte på, for der var rullet en kæmpe stor sten hen foran klippehulen, hvor Jesus var begravet, og den var så stor, at de ikke ville have kunnet flytte den.
Det mærkelige var, at da de kom hen til graven – var den TOM! Stenen var væltet væk. Og det klæde, som Jesus var rullet ind i, lå inde i hulen og var helt tomt.
Nogle beretninger fortæller, at der sad en engel og ventede på dem. Han sagde: ”Hvem leder I efter?” De fortalte, at det jo var Jesus, som de var kommet for at se til. ”Hvorfor leder I efter de levende i en grav?” spurgte englen. Lidt mærkeligt, for de havde jo selv set, at Jesus var død. ”Jesus er blevet levende igen ligesom han sagde til jer, at han ville. Gå hjem til de andre og sig, at han lever – og at han kommer og finder jer.”
Så kan I nok tro, at kvinderne fik travlt. Og det var rigtig nok: Jesus var blevet levende igen. Og han kom og fandt dem. De fik lov til at mærke på ham – også sårene. Og han spiste sammen med dem.
Når jeg har fortalt historien, får alle børn lov til at lave deres egen opstandelsesbolle og stille den på en plade med bagpapir (hvor de måske har skrevet deres navn, så de kan finde deres bolle igen bagefter). Måske genfortælles historien ganske kort efterhånden som hvert barn kommer til en ny del i historien.
Bollerne puttes i ovnen, og så er der tid til at lege, tegne, synge eller noget helt fjerde, mens bollerne bliver bagt.
Når bollen er bagt:
”Så er det spændende, om vores skumfiduser er væk ligesom Jesus var væk fra graven?”
Åben en bolle – men vær sikker på, at du gør det for de mindste eller at bollerne har nået at køle lidt ned, for de smeltede sukker fra skumfidusen kan være ret varmt.
Så er det tid til at se, undres og glæde: Jesus er væk og graven er tom! Hvordan mon det gik til? Lad der være plads til ”wauw” og for børnene til at opdage, at skumfidusen også er væk i deres bolle.
Nogen ældre børn vil kunne regne ud / vide, at det er fordi skumfidusen er smeltet. Og Jesus smeltede jo ikke – han blev levende. Det er okay. Snak evt. med dem om, at alle vores måder at prøve at forklare eller at vise på, hvordan det var, aldrig helt kan måle sig med virkeligheden. Det kan symboler og forklaringer aldrig. Og der jo faktisk ikke er nogen der ved, hvordan Gud gjorde det, da Jesus blev levende igen. Men gad vide, hvordan han gjorde? Eller hvordan det så ud, da stenen blev væltet? Og havde englene så nyt tøj med til Jesus?
Du må ikke blive skuffet, hvis bollerne ikke bliver spist – de er umanerligt søde og klistrede. Her er muligvis tale om madspild. Til gengæld skal du glæde dig til at høre børnene fortælle de voksne, hvad der er med de her boller.
God fornøjelse!!
Opskrift til fastelavnsboller:
Jeg bruger denne dej, som egentlig er en fastelavnsbolle dej, som jeg har med hjemmefra:
1 dl. lunken vand
50 gr. gær
175 gr. smør
500 gr. mel
1 tsk. salt
1spsk. sukker
1 dl. ymer
1 æg
Oplæs gæren i det lunkne vand.
Smørret smuldres ind i melet (Eller smeltes) og blandes med gær og vand.
Resten af ingredienserne blandes i, og dejen æltes. Lad dejen hæve i 40 min.
Bages ved 190 grader til bollerne er lysebrune.