Ida Grarup er leder i Børnekirken i Brande Baptistkirke. Som du vil se fra det, der kommer, er hun ikke bare engageret og vidende om børns åndelighed og troslivet som familie – hun har også en stor kærlighed til de børn, hun er leder for og hun har et væld af idéer til at få skabt muligheder for samtaler om tro, liv og Gud i familielivet.
Ida har lavet en kasse med materialer, lege, bibelhistorier og lidt lækkert til en rækkefamilier i hendes menighed i anledningen af påske og den trælse corona-situation.
Hun
Hvor mange ledere er I? I Brande Baptistkirke er vi 5 frivillige der underviser i børnekirken de forskellige søndage. Vi har hverken præst eller ungdomsmedarbejder ansat.
Prøv at fortælle lidt om din kirke? Vi samles alle nede til gudstjenesten og efter indgangshilsen, en salme og 2-3 børnelovsange går alle børn i børnekirke. Der er samling for alle hvor vi synger sammen. Derefter går de 4-10 årige ind ved siden af og får bibelhistorie. Vi tager i øjeblikket udgangspunkt i Børn & Tros materiale ”Hoved-Hjerte-Hænder”. De mindste bliver passet af forældrene, der så har mulighed for at skabe relationer med hinanden eller høre prædikenen fra salen gennem en højtaler.
Antallet af børn til undervisning kan svinge fra 2 til 10 børn. Men alt i alt er vi op til 14 børn, som kommer flere gange om måneden i kirke. Til børnegudstjesterne kan vi godt komme op på 25 børn.
Vi er i kirken ca. 80 medlemmer, 35 aktive, hvor største delen er børnefamilier eller pensionister. Vi er rigtige heldige med at have 7 familier med børn, der ofte kommer til gudstjeneste. Og derudover er der 4 familier, som har tilknytning til kirken på anden vis.
Du har lavet en påskekasse – hvad er det? Og hvordan fik du idéen? Det er disse 10 familier jeg særligt har tænkt på i forhold til den kasse jeg har lavet. En familie er med spædbarn, som jeg har valgt ikke at lave til. Vi har et rigtig godt fællesskab familierne imellem på kryds og på tværs. Mange af familierne står for den årlige menighedslejr sammen. Andre er i bibelgruppe sammen og andre igen i forskellige planlægningsgrupper.
Da jeg så hørte om en anden menighed, der havde lavet en kasse med materiale til børnekirke og bragt ud til familierne, tænke jeg, at det kunne jeg også rigtig godt tænke mig. Jeg savner børnene, og jeg holder meget af hver enkelt familie. Det er ikke let at være familie med hjemmearbejde, børn i forskellige aldre, der er hjemme med lektier, der skal laves, indkøb og madlavning. Nogle familier laver om eller har sygdom i familien. Nogle er blevet fyret pga. krisen. Alle kunne godt bruge en opmuntring og blive mindet om, hvor højt de er elsket ikke bare af mig men i langt større grad af Jesus.
Hvad vil du gerne opnå med kassen?
Det er generelt ikke nemt for de enkelte familier at få snakken til at handle om Jesus, ej heller i påsken. Selv i min egen lille familie er det ikke blevet helt naturligt at finde bibelen frem og læse i den, eller bare naturligt snakke om Jesus. Jeg tror ikke, jeg er den eneste forældre, der kan frygte at få de svære spørgsmål, som der ikke umiddelbart lige er et svar på. Vi har alle brug for hjælp. Jeg har personligt været glad for Børn &Tros måde at forklare, at selvom man er kristen er livet ikke bare lutter lagkage. Vi oplever stadig svære tider.
Tanken med kasser var at den skulle bringe smil og varme. Men i særdeleshed give ideer til og mulighed for forældrene til at snakken omkring påsken med børnene.
Hvilke overvejelser gjorde du dig med indholdet? Det er vigtigt for mig at hele familien fandt kassen spændende. Så der er lidt at spise og drikke til børnene. Der er forskellige ideer til sjove lege og kreative ting med tilbehør som sukkerknalder, plastikkrus, balloner, sugerør og beton i kassen. Derudover er der en opfordring til at lave deres egen lille påskehave med legesager eller ting fra haven. Den skal vise de forskellige helligdage, og med opfordring til at lave en lille Jesus, der så de enkelte dage skal flyttes rundt til at ride på et æsel, nadver, på korset, i graven og ud af graven.
Det har jeg selv nydt at lave sidste år med mine egne børn på den gang 2 og 5 år. Det var en måde at snakke om påsken på, og samtidig give dem et ejerskab over haven, som de var med til at bygge. I kassen er der vedlagt et billede til inspiration samt piberensere, filt og karton som kan bruges dertil.
Derudover er der opgaver som er med centrum i påsken, der er kopieret til hvert barn over 4 år. Der er lagt op til en påskejagt med små chokolader, men hvor der skal gemmes et billede fra påsken sammen med (som er kopieret klippet ud og vedlagt). Børnene skal derefter lægge billederne i den rigtige rækkefølge.
Der er en påskequiz som nok særligt forældrene synes er lidt spændende, med ting de nok ikke i forvejen vidste om påsken. Det er blot nogle ting jeg har fundet på nettet.
Det vigtigste i kassen er en vedlagt udprint fra bibelen omkring påsken i håb om, at forældrene får lyst til at læse den mere præcise historie fra bibelen frem for kun deres hukommelse og børnebibler. Men der er selvfølgelig en printet fortælling til børnene også med billeder. Dertil har jeg kopieret Børn & Tros materiale med spørgsmål og praktisk anvendelse af påskebudskabet.
Det er vigtigt at børnene ikke bare hører historierne, men også får en følelse af, at det kan hjælpe dem i deres hverdag. At Jesus ER levende og hvordan de kan kommunikere med ham, og hvorfor han døde for vores skyld. Børn skal ikke bare kende bibelen godt, nej, de skal kende den levende frelser, og det er vigtigt, at vi som forældre og børnekirke hjælper dem på rette vej. Det er Børn & Tros materiale godt til, synes jeg.
Til sidst har jeg giver familierne nogle ideer til, hvordan de også kan bede sammen. Nogle lidt anderledes måder end blot at folde hænderne og sige flotte ord. Det er vigtigt, at børn finder det naturligt at snakke med Jesus. Jeg elsker, når min datter siger: ”Ikke nu, mor, jeg snakker lige med Jesus”.
Jeg vil gerne, at børnene skal vide, at Jesus altid er der til at snakke med, og at han gerne vil have en relation til alle mennesker. Og børn er bare bedre til at tro og lytte. De er nogle fantastiske forbedere, uden at de selv er klar over det.
Jeg håber at kasserne vil være et lille vindue, som Gud kan bruge til at komme tættere på alle de enkelte familier, og at de må føle sig værdsat for det er de virkelig!
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/04/2020-Ida-påskekasse.jpeg?fit=4032%2C302430244032Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-04-05 18:33:582021-02-19 18:48:55Påske i en kasse - opmuntring i en træls tid
Korskirken, som er en baptistkirke i Herlev, har udarbejdet ”Opdag troen med børnene”, som er et materiale i til familier med børn i alderen 3-8. Jeg har snakket med familie- og børnemedarbejder i Korskirken, Trine Berg Hansen, om tankerne bag materialet og hele processen omkring det:
”Projektet er startet op i samarbejde med min kollega Ole Lundegaard, som er seniorpræst i Korskirken. Han har skrevet flere bøger med inspiration til daglig trospraksisser som eks. bøgerne ”Hjertesprog”, ”Det Generøse liv”. Han er også med på facebook-siden ”Et Skridt.nu”.
”I sensommeren 2019 testede vi materialet på 15 interesserede trospraktiserende familier. Materialet dækker 14 dage og blev afprøvet i PDF og print til familier med børn på 3-8 år. I efteråret fulgte vi op med evaluering. Vi håber fremadrettet at kunne udvide samarbejdet om det fortsatte trosudviklingsprojekt til familier.”
Hvilke tanker gjorde I jer, som fik jer til at gå i gang med at lave et materiale specifikt til familier?
”Vores tanker bag trosudviklingsprojektet handler om en fælles forpligtigelse til at bidrage til trosdannelse i hver baptistmenighed lokalt og som fælles vision for Baptistkirken i Danmark nationalt.”
“Og så handler det om et fælles ansvar for at hjælpe voksne og børn i familierne med at vokse i tro på en overkommelig måde i en travl hverdag. Således at familier vokser i daglig trospraksis, som forhåbentlig bliver til en god vane og fornyet Gudslængsel.”
Hvem har I haft i tankerne?
”Materialet er målrettet familier med børn i alderen 3 – 8 år. Ikke mindst fordi studier viser, at trosudvikling ofte sker i de helt tidlige år. Og samtidig peger studier på familiens privilegerede rolle som trosopdrager.”
“Dog deler vores materiale udfordringen om, hvordan vi bedst stimulere til tro i daglige doser i familien på tværs af alder, køn, traditioner, præferencer, erfaring og tid til rådighed.”
”Vores testforsøg i 2019 har vist, at ikke alle familier får taget materialet i brug. Mange var interesserede, men var alligevel for travle. Dem, som testede det, ville gerne fortsætte med praksissen. Nogle havde andre behov, som denne form ikke dækker.”
Trine holder en pause, før hun uddyber: ”Familieliv leves jo forskelligt. Vores mål var at undgå, at materialet blev for ambitiøst og smittede med dårlig samvittighed. Så hellere stimulere og involvere familien i små bidder – i håb om at skabe medejerskab for fælles trosvandring på tværs af alder.”
Så hvad er det for vaner, I gerne vil hjælpe med og opmuntre til at familierne tager til sig? ”Med formen har vi ønsket at stimulere til daglig bibellæsning, samtale, aktivitet og bøn til gavn for relationen til Gud, hinanden, sig selv og næsten på en måde, som er sjov, legende og lærerig. Og som samtidig giver anledning til nærværende og opbyggeligt samvær i familien.”
”Der er lige adgang til Gud for barn og voksen. Og dialogen forventer inddragelse af alle parter uanset alder og tros- eller livserfaring. Et perspektiv i tråd med Jesus, som inddrog børn som en nødvendighed for at forstå Guds riget.”
Udover de gode vaner i familien – hvad håber I så at få ud af ”Opdag troen med børnene”?
”Familier i dag lever tit travle liv. Og gudstjenestefælleskab i kirken om søndagen er ikke blevet nemmere at prioritere. Alligevel findes længslen hos mange familier om fortsat at vokse i tro og give troen videre til sine børn. Vi mener, det er menighedens fælles ansvar at samarbejde om dette med forældre, børn og unge. Vi håber, at vi hver for sig og sammen kan bevares i livet med Jesus, som Hans efterfølgere. Materialet her er blot én form for trosudvikling i et større netværk af muligheder for trosdannelse på tværs af alder til gavn for den enkelte, familien og menighedslivet.”
Ole og Trine er blevet kontaktet af Liselotte Spårre fra Equmeniakyrkan i Sverige om en oversættelse af materialet til svensk. Liselotte har selv gode erfaringer med “Opdag troen med børnene”, og fortæller, at det er første gang hendes børn selv er kommet og har bedt om at familien holder andagt sammen.
”Opdag troen med børnene” ligger frit tilgængeligt på korskirken.dk som en PDF-fil. Du finder materialet her.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/04/2020-corona-Trine.png?fit=590%2C458458590Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-04-01 07:21:452020-04-01 07:24:06”Opdag troen med børnene” – præsentation af materiale
Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.
Dorthe er leder i en lille børnekirke og kirke i Middelfart. Dorthe har netop startet en facebook-gruppe for de familier, som havde børn i børnekirken for fortsat at have kontakt og formidle gode ressourcer til familierne i kirken. Dorthe er totalt nybegynder med at lave videoer – hun har sin telefon og sine børn til at hjælpe sig.
Dorthes børnekirke er, som mange af vores børnekirker er. Det svinger i antallet af deltagere fra søndag til søndag, fortæller Dorthe. ”På en ”almindelig” søndag er der ca. 7 børn”
Hvor mange ledere er I? ”Lige p.t. er vi tre ledere og tre teenagere som hjælpere. Vi har ingen, der får løn for at være i børnekirken.”
Prøv at fortælle os lidt om din kirke? ”Vi har i flere år kæmpet for at være mere som en familie end bare en kirke. Før i tiden var der meget generationsskel. Men det er der heldigvis blevet lavet om på. Jeg prøver at mikse generationerne sammen. Børn, der siger goddag i døren. Voksne, der deler en historie fra deres barndom. Nogle voksne tager imod det, men ikke alle altid.”
”Efter vi startede “Familienetværket” i samarbejde med Blå Kors, er der sket en forandring i kirkelivet. Det, at der er kommet ikke-kirkevante mennesker og måske en anden baggrund end dansk, har gjort at kirkens medlemmer har åbnet hjerterne op. Der var en ældre dame, +90 år, der sagde, at Gud havde smeltet hendes stenhjerte, så hun nu havde omsorg for andre. Det beskriver egentlig meget godt vores menighed.”
Du har lavet en facebookgruppe for dem, der har børn i børnekirken. Hvordan fik du idéen? Dorthe smiler: ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde! Jeg er ikke god til at forberede noget til en længere periode, men jeg er god til at fjolle, stille spørgsmål og tage den alvorlige her-og-nu samtale.”
”Min egen søn på 6 år er meget visuel. Han gider ikke bøger eller at sidde stille mere end 5-10 min. Det var med ham i tankerne, at det startede.”
Hvad er det, du håber at opnå med din gruppe? ”Jeg vil gerne opnå to ting: at jeg bliver bedre til teknik. Det er sådan helt personligt.”
“Men jeg ønsker jo at opretholde kontakten med forældre og børn. De skal vide, at jeg er på den anden side af skærmen, eller at det er helt i orden at sende en sms eller en besked på messenger.”
Hvad har du gjort dig af erfaringer indtil videre? Og har du fået noget respons?
”Erfaringen er, at forberedelse og planlægning er nødvendigt.” Dorthe holder en pause og ler lidt: ”Lige de to ting jeg gerne ville slippe for! Og tålmodighed – heller ikke min stærkeste evne. Idéerne har jeg haft længe i skuffen. Heldigvis er mine egne børn med på idéen både foran og bag kameraet.”
”Jeg har jo kun været i gang et par dage, men allerede nu, har der været opbakning og positiv respons. Bare det,
at dem, jeg havde i tankerne, selv inviterer andre med ind i gruppen er en stor opmuntring for mig.”
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/03/2020-coron-Dorthe-.png?fit=371%2C512512371Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-03-31 13:59:572020-03-31 14:01:25Nød lærer nøgen kvinde at spinde - om at holde kontakt med børnene i corona-land
Mød Anne Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)
Jeg mødtes med Anne Nørby Fyhn for at tale om hendes speciale om død og sorg i nyere danske børnebøger. Du kan læse mere om Annes opdagelser om, hvordan børnebøger fortæller om sorg og døden til børn her. Som en del af hendes speciale kom Anne også med en masse guldkorn om billedbøger i det hele taget, og hvorfor det er godt at læse dem sammen med sit barn. Det er dét, dette indlæg kommer til at handle om:
Vi er bygget af historier Jeg har engang hørt, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at tænke eller fortælle i historier – børns fantasi og leg er et rigtig godt eksempel på det: Børn er ikke ret gamle, før de begynder at fortælle om deres hverdag og det, de har oplevet gennem deres leg. Hvor mange forældre har ikke hørt sig selv gentaget fra legekøkkenet eller sandkassen?
Anne forklarer det sådan her: ”Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger, forskellige narrativer, ligesom vi har et eller flere narrativer, vi fortæller om os selv. Billedbøger er også bygget op over narrativer – sådan er det i hvert fald i langt de fleste tilfælde – og en hypotese inden for bl.a. narrativ medicin er, at narrativer kan hjælpe os med at forstå os selv og vores omverden bedre. Når man tænker over det, bruger mange af os billedbøger med vores børn på den måde – til at gøre dem klogere på dem selv og deres omverden. Vi kan bruge billedbøger til at forberede et barn på at skulle til lægen, til at smide bleen og påbegynde pottetræningen, til at stoppe med at bruge sut, begynde i skole eller noget helt femte.”
”I relation til død og sorg kan en en billedbog også tjene som et redskab, man kan bruge til at forberede et barn, der måske ikke har oplevet et dødsfald i familien, og/eller som stiller spørgsmål til døden. Fra kognitionsforskningen ved vi, at mennesker – og her i særlig grad yngre børn – har en tendens til at reagere på samme måde på en visuel skildring i f.eks. en billedbog, som hvis de mødte dens referent i virkeligheden. Vi kender det fra, at et barn kan blive skræmt over at have set et billede af en trold eller heks, men det kan også gælde en visuel skildring af en afdød, en mørk grav eller en noget helt tredje.”
Det kan jeg godt genkende – vi har en bog med en tiger, som vores yngste både elskede og frygtede. Han skulle helst have en arm om sig, når vi kom til en bestemt side! Men en tiger eller et monster er jo ikke døden, sådan som du har kigget på?
”Nej, men fordi en billedbog kan virke sådan på et barn, så kan en billedbog være en måde at forberede et barn på en situation i virkeligheden. Man kan opleve nogle vikarierende følelser – dvs. følelser, som er virkelige nok, men som ikke er bundet på noget konkret eller virkeligt. En slags ”øve-følelser”, for der er jo stadig en distance mellem bogen og barnet. Det kan være en måde at oparbejde et større følelsesregister på. Også selvom læsningen måske ikke taler ind i en konkret situation, kan død, sorg og savn være en udmærket ting at læse om, fordi man kan forberede barnet på, hvilke følelser, der kan opstå, når man oplever døden tæt på.”
Anne holder en pause, så tilføjer hun: ”Det interessante ved børnebøger er jo, at de oftest er skrevet af voksne. Det kunne være interessant med bøger, der var skrevet i samråd med børn. Hvordan de konkret oplever det at miste.”
Nogle gange kan det være svært at tale med børn om det, der er tungt eller svært, fordi det ligesom bliver for direkte?
”Her tror jeg, at billedbøgerne kan være en hjælp, fordi det er lettere at tale om det, der er svært, gennem en bog. Nogle ting er svære at tale om direkte, fordi det føles som om, der er meget på spil. Her tilbyder billedbøgerne en distance, fordi man kan tale om en figur og ikke sig selv.”
”Når man læser en bog med sit barn, sker der en slags fælles forhandling om, hvad man læser og hvordan det skal fortolkes – det kræver selvfølgelig, at man er lydhør overfor barnets perspektiver. På den måde kan det at læse billedbøger også være en øvelse for os som forældre i at sætte os i barnets sted. Vi giver på den måde barnet mulighed for at fortælle om sin egen oplevelse.”
”Man kan hævde, at billedbogen kan fungere som spejl; dit barn kan identificere sig med barnet i bogen. Måden, barnet i bogen håndterer sin sorg på, kan være til inspiration i forhold til handlemuligheder i sorgen, eller dit barn kan måske endda føle bekræftelse i, at det er okay f.eks. at være ked af det eller blive vred. Eller barnet kan fortælle, at sådan er det slet ikke for ham eller hende. Og så kan brugen af bøger være en af de måder, sorgen bliver normaliseret og konkretiseret på, så den også findes, når de andre i klassen har glemt det.”
Annes tips om billedbøger:
De bedste billedbøger åbner op for et stort fortolkningsrum og udnytter samspillet mellem ord og billeder. De skaber på den måde plads til, at man som læser – ung eller gammel – kan bringe sine egner perspektiver og erfaringer til fortolkningen. På den måde formår billedbogen også at åbne samtalen op imellem dem, der læser.
Når man vælger billedbøger med eller til sit barn, kan det være godt at stille sig selv spørgsmålet: “Er ord og billeder i denne bog for abstrakte? Er billederne potentielt skræmmende? Kan ord og/eller billeder tænkes at fremkalde uhensigtsmæssige fantasier?” Der er ingen grund til at være overbeskyttende, men bladr billedbøger, der tematiserer vanskelige emner, godt igennem, inden du præsenterer dem for dit barn – også så du er forberedt på, hvilke spørgsmål der evt. kan melde sig. Man må gerne være kritisk, for selvom et værk er udgivet som børnebog, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er velegnet til læsning med (dine) børn.
I sammenhæng med ovenstående: Når du vælger bøger til dit barn, så tag hensyn til, at børn forstår ting på forskellige måder alt afhængig af alder, modenhed, erfaringer osv. Hvis du er i tvivl om, hvilken aldersgruppe et værk primært er tiltænkt, kan du også spørge om vejledning på dit lokale bibliotek.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/03/Drømmehulen-opstilling.jpg?fit=3264%2C244824483264Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-03-15 09:19:302020-08-12 10:24:27Hvad er det billedbøger kan?
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram som @hymneblog.
Anne Nørby Fyhn har skrevet speciale om nyere danske børnebøger om død og sorg. Det synes jeg lød rigtig spændende, så jeg spurgte Anne, om hun kunne have lyst til at mødes for at fortælle om hendes opdagelser og dele dem med digogmigogvitro.dk.
Vi mødtes en grå fredag i februar på cafeen i Skanderborg Kulturhus – det viste sig at give rigtig god mening, for det var også her idéen til specialet dukkede op:
”Jeg var på biblioteket i Skanderborg Kulturhus, og her var et hjørne med bøger om døden i børnebiblioteket. Det provokerede mig, at det stod i øjenhøjde med min treårige datter.” Anne smiler lidt af sig selv. ”Men hvorfor blev jeg egentlig det? Jeg synes, min modvilje var interessant. Måske var det netop fordi voksne har en tendens til at gemme døden og andre svære ting væk for børn, at det netop stod frem? Den oplevelse blev min generator på specialet.”
Hvorfor billedbøger? ”Når det giver mening med billedbøger til at tale om sorg og tab, så er det jo fordi vi alle sammen er bygget op af historier, kan man sige. Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger. De fleste har en fortælling om sig selv, men den kan blive brudt ved sorg og tab. Der kan billedbøgerne være en god hjælp, fordi læseren gennem dem kan forstå sig selv bedre – man kan få hjælp til at lave en ny historie om sig. Det er simpelthen en måde at genetablere den orden på, som blev brudt, da døden kom ind i billedet.”
Hvad ved vi generelt om børns sorg? ”Jeg er jo ikke psykolog-uddannet – jeg har bare læst en masse gode bøger af folk, der ved rigtig meget om børn og sorg.
”Men vi ved, at det, der særligt kendetegner børns sorg er, at de bliver ved med at vende tilbage til den – efterhånden som barnet vokser, bliver der hele tiden skrevet nye kapitler og nye fortællinger om det, der skete. I takt med at barnet vokser, har det behov for at forstå det, der skete, med den nye
modenhed og indsigt. Man taler om at børn har gen-sørgende aktivitet: At sorgen kan blive tydelig igen. Barnet vil i forskellige situationer opleve, at dets fortælling ikke er som de flestes – hvis der nu er tale om at et nært familiemedlem er dødt.
“Børn har forskellige forståelser af døden i forskellige aldre. I førskolealderen forstår børn ikke at døden er uigenkaldelig. Det kan man ikke begribe, hvis man er to år. Det er derfor børn kan blive ved med at spørge efter, hvornår den, der er død, kommer tilbage.
”Her er børn også meget konkrete. De vil for eksempel gerne vide, hvor hovedet ligger under jorden, hvis en person er blevet begravet. De kan tænke over, at hvis jeg skal sende et kys – hvor er hovedet så henne? Den bevidsthed kan være god at have med som voksen, synes jeg, fordi vi så kan forsøge selv at være konkrete i måden vi taler på.
Hvordan giver man børnene holdepunkter for sorgen? ”En af dem jeg læste en del, Atle Dyregrov, beskæftiger sig med, hvor vigtigt det er ikke at tale for abstrakt om døden – fordi det kan give nogle helt vilde forestillinger hos børn. Det er vigtigt at tale sandfærdigt og konkret. Vi skal give den information, vi har. Han er også fortaler for ritualer og for at gøre noget konkret sammen med børn, fordi det giver nogle holdepunkter for sorgen.
”Her kan billedbøgerne også være en hjælp til at forberede et barn på fremvisning og begravelse. Der kan være mange ting, der gør indtryk på et barn: huden på afdøde var gul, håret var redt til en anden siden end det plejede at være. Det kan godt blive et lille traume, og det er der jo ikke noget at sige til, for det er en voldsom oplevelse. Men det kan også være en god ting at opleve, fordi det bliver nemmere at forstå døden, når den bliver gjort mere konkret.
”Når barnet bliver ældre – hvis man nu mister som 3-årig –når man så bliver 7 år og forstår det uigenkaldelige ved døden, så kan behovet for at få flere informationer godt opstå. Hvad skete der egentlig? Børn kan have behov for at gå tilbage igen og igen.
”Vi ved også, at børn har et kortere tristhedsspænd end voksne – de kan simpelthen ikke kapere så store følelser som voksne, og derfor kan de heller ikke være i følelserne så længe som voksne kan.
”Børn kan godt blive kede af det og så 2 minutter efter leger de eller vil spise. Vi ved, at børn går mere ind og ud af sorgen end voksne. De veksler hurtigere mellem følelserne.
”Nyere sorgteori fokuserer på, at vi pendulerer – altså at vi ligesom svinger – mellem pauser fra sorgen, hvor man forholder sig til mere konkrete ting, leg og arbejde og til sorgen, hvor man forholder sig til tabet og de svære følelser. I penduleringen oparbejdes en form for mestring, hvor man lærer at leve med det, der er svært. Det er en form for stress tilpasning.”
Har sorgen ændret sig? ”Ja, der er sket meget med måden vi ser sorg på siden 1990erne, hvor man tænkte, at sorgen primært var fasebåret. Den gang tænkte vi, at sorg var noget man gerne skulle komme over og videre fra relativt hurtigt.
”Siden da har man set på, hvordan mennesker rent faktisk forholder sig i sorgen: Mange vil gerne fastholde en relation til den, de har mistet. Hvor det førhen kunne være ildeset at “hænge fast i sorgen” og for eksempel have et billede af sin afdøde kone stående, har sorgkulturen ændret sig frem til i dag. I dag er det – for nu at tage et andet eksempel – mere legalt at sige, at man er mor til tre, selvom kun to endnu er i live. Der er større åbenhed om, at vi bærer dem, vi har mistet, med os. Og det er godt for børn, for hvis børn skal lære at mestre sorgen, er et åbent og varmt samtaleklima afgørende.
Hvordan vises døden i bøgerne? ”Jeg opdagede, at i rigtig mange billedbøger er dødsårsagen udeladt – mange bøger begynder, når den afdøde ER død. Handlingen begynder f.eks. lige før begravelsen. Måske er det et udtryk for et ønske fra billedbogsskaberne side af om at holde årsagen åben, så flest muligt kan spejle sig i værket. Men det kunne måske også være et udtryk for en forskrækkelse for ikke at gå for meget i detaljer? Måske gemmer der sig alligevel en angst for at formidle døden meget sandfærdigt og konkret?
”Jeg kunne godt ønske mig, at flere af bøgerne turde gå ind i det biologiske omkring et dødsfald – her er der ikke ret mange, der er konkrete. Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der i kapellet? Hvad sker der med kisten? Det kunne jeg godt ønske mig, at nogen tog op, og stille og roligt forklarede, hvad der foregår.
I denne forbindelse er det også pudsigt, at de fleste af bøgerne skildrer begravelser, når der er flere kremeringer end jordfæstelser i Danmark. Måske tænker mange, at det for vanskeligt eller ømtåleligt at skildre en kremering for børn?
Hvordan vises børnene i bøgerne? ”Størstedelen af bøgerne fokuserer på, hvordan hovedpersonen (der i langt de fleste tilfælde er et barn) har virkelighedstro oplevelser af den afdødes nærvær. Det kan være samtaler med personen eller at de leger med den, der er død. Det overraskede mig, for jeg havde en forventning om, at bøgerne ville afspejle flere omsorgspersoner – f.eks. den efterladte forælder eller pædagoger – og fokusere på, hvordan de kan være en støtte for barnet i dets sorgbearbejdning. Men den primære dialog var ofte mellem den afdøde og barnet. Dette giver billedet af nogle meget autonome børn. I hvert fald er der en generel tendens til at fokusere på barnet og dets oplevelse.
”Det kan jo også være en måde at billedliggøre sorg og savn eller et udtryk for at mindes. Det kan være en mestrings-strategi i sorgen at søge nærhed ved eksempelvis at kravle ind i afdødes tøjskab og “dufte denne omkring sig”.
Findes troen på liv efter døden i billedbøgerne? ”Mange bøger rummede en åbenhed i forhold til, hvad der sker efter døden. Rigtig mange talte ind i en vestlig, kristen kontekst. Der var mange kirker, præster og begravelser i bøgerne – måske var der også en hvid kiste eller et besøg på kirkegården. Både himlen og engle bliver tit nævnt. Og så forekommer tanken om, at man kan sende signaler på tværs af døden også: Et eksempel kunne være at den døde sender barnet en hilsen i form af en regnbue eller en sommerfugl. De fleste har på en eller anden måde en forståelse af, at der er en fortsat eksistens for den døde; et himmelsk efterliv.
”Tendensen til at pege hen mod et håb om forsoning, genforening, en større grad af harmoni og lindring kan måske ses i sammenhæng med en generel “barnebogspoetik”, der bl.a. kan spores tilbage til K. E. Løgstrup. Blandt billedbogs skabere lader der – i store træk – til at herske en konsensus om, at man nok må tage vanskelige og “mørke” temaer op med børn, men at man ikke må tage håbet fra dem. Børn skal have lov til at beholde deres livsmod.
Har du en konklusion eller sidste tanke? Billedbøgerne har været med til at åbne mine øjne for, at børn som regel reflekterer mere over “store” emner, end vi som voksne regner med. Når man tænker over det, møder børn jo døden hele tiden – de mister olde- eller bedsteforældre, de finder døde biller på legepladsen eller mister et kæledyr. Hvis vi som voksne censurerer, ved for eksempel at tilbageholde eller afskærme dem fra information om døden, så vil børn formentlig bare opsøge den selv – men nu uden en voksen i hånden, der kan hjælpe dem med at forstå. Så et vigtigt spørgsmål, man kan stille sig selv, tænker jeg, er, for hvis skyld, man eventuelt vælger at censurere; Er det, fordi barnet finder (korte) samtaler om døden ubehagelige, eller stammer ubehaget fra mig selv?
Anne har lavet en liste med de fem billedbøger hun synes bedst om – du finder anbefalingerne her.
Derudover kommer også et indlæg om, hvad det er billedbøgerne ifølge Anne kan som samtale-starter. Det finder du her.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2020/03/Anne-Nørby-Fyhn.jpg?fit=920%2C12341234920Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2020-03-10 19:57:542020-08-12 10:22:41Billedbøger om børn og døden
Påske i en kasse – opmuntring i en træls tid
Ida Grarup er leder i Børnekirken i Brande Baptistkirke. Som du vil se fra det, der kommer, er hun ikke bare engageret og vidende om børns åndelighed og troslivet som familie – hun har også en stor kærlighed til de børn, hun er leder for og hun har et væld af idéer til at få skabt muligheder for samtaler om tro, liv og Gud i familielivet.
Ida har lavet en kasse med materialer, lege, bibelhistorier og lidt lækkert til en rækkefamilier i hendes menighed i anledningen af påske og den trælse corona-situation.
Hun
Hvor mange ledere er I?
I Brande Baptistkirke er vi 5 frivillige der underviser i børnekirken de forskellige søndage. Vi har hverken præst eller ungdomsmedarbejder ansat.
Prøv at fortælle lidt om din kirke?
Vi samles alle nede til gudstjenesten og efter indgangshilsen, en salme og 2-3 børnelovsange går alle børn i børnekirke. Der er samling for alle hvor vi synger sammen. Derefter går de 4-10 årige ind ved siden af og får bibelhistorie. Vi tager i øjeblikket udgangspunkt i Børn & Tros materiale ”Hoved-Hjerte-Hænder”. De mindste bliver passet af forældrene, der så har mulighed for at skabe relationer med hinanden eller høre prædikenen fra salen gennem en højtaler.
Antallet af børn til undervisning kan svinge fra 2 til 10 børn. Men alt i alt er vi op til 14 børn, som kommer flere gange om måneden i kirke. Til børnegudstjesterne kan vi godt komme op på 25 børn.
Vi er i kirken ca. 80 medlemmer, 35 aktive, hvor største delen er børnefamilier eller pensionister. Vi er rigtige heldige med at have 7 familier med børn, der ofte kommer til gudstjeneste. Og derudover er der 4 familier, som har tilknytning til kirken på anden vis.
Du har lavet en påskekasse – hvad er det? Og hvordan fik du idéen?
Det er disse 10 familier jeg særligt har tænkt på i forhold til den kasse jeg har lavet. En familie er med spædbarn, som jeg har valgt ikke at lave til. Vi har et rigtig godt fællesskab familierne imellem på kryds og på tværs. Mange af familierne står for den årlige menighedslejr sammen. Andre er i bibelgruppe sammen og andre igen i forskellige planlægningsgrupper.
Da jeg så hørte om en anden menighed, der havde lavet en kasse med materiale til børnekirke og bragt ud til familierne, tænke jeg, at det kunne jeg også rigtig godt tænke mig. Jeg savner børnene, og jeg holder meget af hver enkelt familie. Det er ikke let at være familie med hjemmearbejde, børn i forskellige aldre, der er hjemme med lektier, der skal laves, indkøb og madlavning. Nogle familier laver om eller har sygdom i familien. Nogle er blevet fyret pga. krisen. Alle kunne godt bruge en opmuntring og blive mindet om, hvor højt de er elsket ikke bare af mig men i langt større grad af Jesus.
Hvad vil du gerne opnå med kassen?
Det er generelt ikke nemt for de enkelte familier at få snakken til at handle om Jesus, ej heller i påsken. Selv i min egen lille familie er det ikke blevet helt naturligt at finde bibelen frem og læse i den, eller bare naturligt snakke om Jesus. Jeg tror ikke, jeg er den eneste forældre, der kan frygte at få de svære spørgsmål, som der ikke umiddelbart lige er et svar på. Vi har alle brug for hjælp. Jeg har personligt været glad for Børn &Tros måde at forklare, at selvom man er kristen er livet ikke bare lutter lagkage. Vi oplever stadig svære tider.
Tanken med kasser var at den skulle bringe smil og varme. Men i særdeleshed give ideer til og mulighed for forældrene til at snakken omkring påsken med børnene.
Hvilke overvejelser gjorde du dig med indholdet?
Det er vigtigt for mig at hele familien fandt kassen spændende. Så der er lidt at spise og drikke til børnene. Der er forskellige ideer til sjove lege og kreative ting med tilbehør som sukkerknalder, plastikkrus, balloner, sugerør og beton i kassen. Derudover er der en opfordring til at lave deres egen lille påskehave med legesager eller ting fra haven. Den skal vise de forskellige helligdage, og med opfordring til at lave en lille Jesus, der så de enkelte dage skal flyttes rundt til at ride på et æsel, nadver, på korset, i graven og ud af graven.
Det har jeg selv nydt at lave sidste år med mine egne børn på den gang 2 og 5 år. Det var en måde at snakke om påsken på, og samtidig give dem et ejerskab over haven, som de var med til at bygge. I kassen er der vedlagt et billede til inspiration samt piberensere, filt og karton som kan bruges dertil.
Derudover er der opgaver som er med centrum i påsken, der er kopieret til hvert barn over 4 år. Der er lagt op til en påskejagt med små chokolader, men hvor der skal gemmes et billede fra påsken sammen med (som er kopieret klippet ud og vedlagt). Børnene skal derefter lægge billederne i den rigtige rækkefølge.
Der er en påskequiz som nok særligt forældrene synes er lidt spændende, med ting de nok ikke i forvejen vidste om påsken. Det er blot nogle ting jeg har fundet på nettet.
Det vigtigste i kassen er en vedlagt udprint fra bibelen omkring påsken i håb om, at forældrene får lyst til at læse den mere præcise historie fra bibelen frem for kun deres hukommelse og børnebibler. Men der er selvfølgelig en printet fortælling til børnene også med billeder. Dertil har jeg kopieret Børn & Tros materiale med spørgsmål og praktisk anvendelse af påskebudskabet.
Det er vigtigt at børnene ikke bare hører historierne, men også får en følelse af, at det kan hjælpe dem i deres hverdag. At Jesus ER levende og hvordan de kan kommunikere med ham, og hvorfor han døde for vores skyld. Børn skal ikke bare kende bibelen godt, nej, de skal kende den levende frelser, og det er vigtigt, at vi som forældre og børnekirke hjælper dem på rette vej. Det er Børn & Tros materiale godt til, synes jeg.
Til sidst har jeg giver familierne nogle ideer til, hvordan de også kan bede sammen. Nogle lidt anderledes måder end blot at folde hænderne og sige flotte ord. Det er vigtigt, at børn finder det naturligt at snakke med Jesus. Jeg elsker, når min datter siger: ”Ikke nu, mor, jeg snakker lige med Jesus”.
Jeg vil gerne, at børnene skal vide, at Jesus altid er der til at snakke med, og at han gerne vil have en relation til alle mennesker. Og børn er bare bedre til at tro og lytte. De er nogle fantastiske forbedere, uden at de selv er klar over det.
Jeg håber at kasserne vil være et lille vindue, som Gud kan bruge til at komme tættere på alle de enkelte familier, og at de må føle sig værdsat for det er de virkelig!
Du kan læse mere om Børn & Tro her.
”Opdag troen med børnene” – præsentation af materiale
Korskirken, som er en baptistkirke i Herlev, har udarbejdet ”Opdag troen med børnene”, som er et materiale i til familier med børn i alderen 3-8. Jeg har snakket med familie- og børnemedarbejder i Korskirken, Trine Berg Hansen, om tankerne bag materialet og hele processen omkring det:
”Projektet er startet op i samarbejde med min kollega Ole Lundegaard, som er seniorpræst i Korskirken. Han har skrevet flere bøger med inspiration til daglig trospraksisser som eks. bøgerne ”Hjertesprog”, ”Det Generøse liv”. Han er også med på facebook-siden ”Et Skridt.nu”.
”I sensommeren 2019 testede vi materialet på 15 interesserede trospraktiserende familier. Materialet dækker 14 dage og blev afprøvet i PDF og print til familier med børn på 3-8 år. I efteråret fulgte vi op med evaluering. Vi håber fremadrettet at kunne udvide samarbejdet om det fortsatte trosudviklingsprojekt til familier.”
Hvilke tanker gjorde I jer, som fik jer til at gå i gang med at lave et materiale specifikt til familier?
”Vores tanker bag trosudviklingsprojektet handler om en fælles forpligtigelse til at bidrage til trosdannelse i hver baptistmenighed lokalt og som fælles vision for Baptistkirken i Danmark nationalt.”
“Og så handler det om et fælles ansvar for at hjælpe voksne og børn i familierne med at vokse i tro på en overkommelig måde i en travl hverdag. Således at familier vokser i daglig trospraksis, som forhåbentlig bliver til en god vane og fornyet Gudslængsel.”
Hvem har I haft i tankerne?
”Materialet er målrettet familier med børn i alderen 3 – 8 år. Ikke mindst fordi studier viser, at trosudvikling ofte sker i de helt tidlige år. Og samtidig peger studier på familiens privilegerede rolle som trosopdrager.”
“Dog deler vores materiale udfordringen om, hvordan vi bedst stimulere til tro i daglige doser i familien på tværs af alder, køn, traditioner, præferencer, erfaring og tid til rådighed.”
”Vores testforsøg i 2019 har vist, at ikke alle familier får taget materialet i brug. Mange var interesserede, men var alligevel for travle. Dem, som testede det, ville gerne fortsætte med praksissen. Nogle havde andre behov, som denne form ikke dækker.”
Trine holder en pause, før hun uddyber: ”Familieliv leves jo forskelligt. Vores mål var at undgå, at materialet blev for ambitiøst og smittede med dårlig samvittighed. Så hellere stimulere og involvere familien i små bidder – i håb om at skabe medejerskab for fælles trosvandring på tværs af alder.”
Så hvad er det for vaner, I gerne vil hjælpe med og opmuntre til at familierne tager til sig?
”Med formen har vi ønsket at stimulere til daglig bibellæsning, samtale, aktivitet og bøn til gavn for relationen til Gud, hinanden, sig selv og næsten på en måde, som er sjov, legende og lærerig. Og som samtidig giver anledning til nærværende og opbyggeligt samvær i familien.”
”Der er lige adgang til Gud for barn og voksen. Og dialogen forventer inddragelse af alle parter uanset alder og tros- eller livserfaring. Et perspektiv i tråd med Jesus, som inddrog børn som en nødvendighed for at forstå Guds riget.”
Udover de gode vaner i familien – hvad håber I så at få ud af ”Opdag troen med børnene”?
”Familier i dag lever tit travle liv. Og gudstjenestefælleskab i kirken om søndagen er ikke blevet nemmere at prioritere. Alligevel findes længslen hos mange familier om fortsat at vokse i tro og give troen videre til sine børn. Vi mener, det er menighedens fælles ansvar at samarbejde om dette med forældre, børn og unge. Vi håber, at vi hver for sig og sammen kan bevares i livet med Jesus, som Hans efterfølgere. Materialet her er blot én form for trosudvikling i et større netværk af muligheder for trosdannelse på tværs af alder til gavn for den enkelte, familien og menighedslivet.”
Ole og Trine er blevet kontaktet af Liselotte Spårre fra Equmeniakyrkan i Sverige om en oversættelse af materialet til svensk. Liselotte har selv gode erfaringer med “Opdag troen med børnene”, og fortæller, at det er første gang hendes børn selv er kommet og har bedt om at familien holder andagt sammen.
”Opdag troen med børnene” ligger frit tilgængeligt på korskirken.dk som en PDF-fil. Du finder materialet her.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde – om at holde kontakt med børnene i corona-land
Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.
Dorthe er leder i en lille børnekirke og kirke i Middelfart. Dorthe har netop startet en facebook-gruppe for de familier, som havde børn i børnekirken for fortsat at have kontakt og formidle gode ressourcer til familierne i kirken. Dorthe er totalt nybegynder med at lave videoer – hun har sin telefon og sine børn til at hjælpe sig.
Dorthes børnekirke er, som mange af vores børnekirker er. Det svinger i antallet af deltagere fra søndag til søndag, fortæller Dorthe. ”På en ”almindelig” søndag er der ca. 7 børn”
Hvor mange ledere er I?
”Lige p.t. er vi tre ledere og tre teenagere som hjælpere. Vi har ingen, der får løn for at være i børnekirken.”
Prøv at fortælle os lidt om din kirke?
”Vi har i flere år kæmpet for at være mere som en familie end bare en kirke. Før i tiden var der meget generationsskel. Men det er der heldigvis blevet lavet om på. Jeg prøver at mikse generationerne sammen. Børn, der siger goddag i døren. Voksne, der deler en historie fra deres barndom. Nogle voksne tager imod det, men ikke alle altid.”
”Efter vi startede “Familienetværket” i samarbejde med Blå Kors, er der sket en forandring i kirkelivet. Det, at der er kommet ikke-kirkevante mennesker og måske en anden baggrund end dansk, har gjort at kirkens medlemmer har åbnet hjerterne op. Der var en ældre dame, +90 år, der sagde, at Gud havde smeltet hendes stenhjerte, så hun nu havde omsorg for andre. Det beskriver egentlig meget godt vores menighed.”
Du har lavet en facebookgruppe for dem, der har børn i børnekirken. Hvordan fik du idéen?
Dorthe smiler: ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde! Jeg er ikke god til at forberede noget til en længere periode, men jeg er god til at fjolle, stille spørgsmål og tage den alvorlige her-og-nu samtale.”
”Min egen søn på 6 år er meget visuel. Han gider ikke bøger eller at sidde stille mere end 5-10 min. Det var med ham i tankerne, at det startede.”
Hvad er det, du håber at opnå med din gruppe?
”Jeg vil gerne opnå to ting: at jeg bliver bedre til teknik. Det er sådan helt personligt.”
“Men jeg ønsker jo at opretholde kontakten med forældre og børn. De skal vide, at jeg er på den anden side af skærmen, eller at det er helt i orden at sende en sms eller en besked på messenger.”
Hvad har du gjort dig af erfaringer indtil videre? Og har du fået noget respons?
”Erfaringen er, at forberedelse og planlægning er nødvendigt.” Dorthe holder en pause og ler lidt: ”Lige de to ting jeg gerne ville slippe for! Og tålmodighed – heller ikke min stærkeste evne. Idéerne har jeg haft længe i skuffen. Heldigvis er mine egne børn med på idéen både foran og bag kameraet.”
”Jeg har jo kun været i gang et par dage, men allerede nu, har der været opbakning og positiv respons. Bare det,
at dem, jeg havde i tankerne, selv inviterer andre med ind i gruppen er en stor opmuntring for mig.”
Hvad er det billedbøger kan?
Mød Anne
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)
Jeg mødtes med Anne Nørby Fyhn for at tale om hendes speciale om død og sorg i nyere danske børnebøger. Du kan læse mere om Annes opdagelser om, hvordan børnebøger fortæller om sorg og døden til børn her. Som en del af hendes speciale kom Anne også med en masse guldkorn om billedbøger i det hele taget, og hvorfor det er godt at læse dem sammen med sit barn. Det er dét, dette indlæg kommer til at handle om:
Vi er bygget af historier
Jeg har engang hørt, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at tænke eller fortælle i historier – børns fantasi og leg er et rigtig godt eksempel på det: Børn er ikke ret gamle, før de begynder at fortælle om deres hverdag og det, de har oplevet gennem deres leg. Hvor mange forældre har ikke hørt sig selv gentaget fra legekøkkenet eller sandkassen?
Anne forklarer det sådan her: ”Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger, forskellige narrativer, ligesom vi har et eller flere narrativer, vi fortæller om os selv. Billedbøger er også bygget op over narrativer – sådan er det i hvert fald i langt de fleste tilfælde – og en hypotese inden for bl.a. narrativ medicin er, at narrativer kan hjælpe os med at forstå os selv og vores omverden bedre. Når man tænker over det, bruger mange af os billedbøger med vores børn på den måde – til at gøre dem klogere på dem selv og deres omverden. Vi kan bruge billedbøger til at forberede et barn på at skulle til lægen, til at smide bleen og påbegynde pottetræningen, til at stoppe med at bruge sut, begynde i skole eller noget helt femte.”
”I relation til død og sorg kan en en billedbog også tjene som et redskab, man kan bruge til at forberede et barn, der måske ikke har oplevet et dødsfald i familien, og/eller som stiller spørgsmål til døden. Fra kognitionsforskningen ved vi, at mennesker – og her i særlig grad yngre børn – har en tendens til at reagere på samme måde på en visuel skildring i f.eks. en billedbog, som hvis de mødte dens referent i virkeligheden. Vi kender det fra, at et barn kan blive skræmt over at have set et billede af en trold eller heks, men det kan også gælde en visuel skildring af en afdød, en mørk grav eller en noget helt tredje.”
Det kan jeg godt genkende – vi har en bog med en tiger, som vores yngste både elskede og frygtede. Han skulle helst have en arm om sig, når vi kom til en bestemt side! Men en tiger eller et monster er jo ikke døden, sådan som du har kigget på?
”Nej, men fordi en billedbog kan virke sådan på et barn, så kan en billedbog være en måde at forberede et barn på en situation i virkeligheden. Man kan opleve nogle vikarierende følelser – dvs. følelser, som er virkelige nok, men som ikke er bundet på noget konkret eller virkeligt. En slags ”øve-følelser”, for der er jo stadig en distance mellem bogen og barnet. Det kan være en måde at oparbejde et større følelsesregister på. Også selvom læsningen måske ikke taler ind i en konkret situation, kan død, sorg og savn være en udmærket ting at læse om, fordi man kan forberede barnet på, hvilke følelser, der kan opstå, når man oplever døden tæt på.”
Anne holder en pause, så tilføjer hun: ”Det interessante ved børnebøger er jo, at de oftest er skrevet af voksne. Det kunne være interessant med bøger, der var skrevet i samråd med børn. Hvordan de konkret oplever det at miste.”
Nogle gange kan det være svært at tale med børn om det, der er tungt eller svært, fordi det ligesom bliver for direkte?
”Her tror jeg, at billedbøgerne kan være en hjælp, fordi det er lettere at tale om det, der er svært, gennem en bog. Nogle ting er svære at tale om direkte, fordi det føles som om, der er meget på spil. Her tilbyder billedbøgerne en distance, fordi man kan tale om en figur og ikke sig selv.”
”Når man læser en bog med sit barn, sker der en slags fælles forhandling om, hvad man læser og hvordan det skal fortolkes – det kræver selvfølgelig, at man er lydhør overfor barnets perspektiver. På den måde kan det at læse billedbøger også være en øvelse for os som forældre i at sætte os i barnets sted. Vi giver på den måde barnet mulighed for at fortælle om sin egen oplevelse.”
”Man kan hævde, at billedbogen kan fungere som spejl; dit barn kan identificere sig med barnet i bogen. Måden, barnet i bogen håndterer sin sorg på, kan være til inspiration i forhold til handlemuligheder i sorgen, eller dit barn kan måske endda føle bekræftelse i, at det er okay f.eks. at være ked af det eller blive vred. Eller barnet kan fortælle, at sådan er det slet ikke for ham eller hende. Og så kan brugen af bøger være en af de måder, sorgen bliver normaliseret og konkretiseret på, så den også findes, når de andre i klassen har glemt det.”
Annes tips om billedbøger:
Måske kan indlægget her om at tale med børn om tragedier også være en hjælp.
Anne Nørby Fyhn anbefaler 5 billedbøger til børn om døden her.
Du kan læse interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden her.
Billedbøger om børn og døden
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram som @hymneblog.
Anne Nørby Fyhn har skrevet speciale om nyere danske børnebøger om død og sorg. Det synes jeg lød rigtig spændende, så jeg spurgte Anne, om hun kunne have lyst til at mødes for at fortælle om hendes opdagelser og dele dem med digogmigogvitro.dk.
Vi mødtes en grå fredag i februar på cafeen i Skanderborg Kulturhus – det viste sig at give rigtig god mening, for det var også her idéen til specialet dukkede op:
”Jeg var på biblioteket i Skanderborg Kulturhus, og her var et hjørne med bøger om døden i børnebiblioteket. Det provokerede mig, at det stod i øjenhøjde med min treårige datter.” Anne smiler lidt af sig selv. ”Men hvorfor blev jeg egentlig det? Jeg synes, min modvilje var interessant. Måske var det netop fordi voksne har en tendens til at gemme døden og andre svære ting væk for børn, at det netop stod frem? Den oplevelse blev min generator på specialet.”
Hvorfor billedbøger?
”Når det giver mening med billedbøger til at tale om sorg og tab, så er det jo fordi vi alle sammen er bygget op af historier, kan man sige. Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger. De fleste har en fortælling om sig selv, men den kan blive brudt ved sorg og tab. Der kan billedbøgerne være en god hjælp, fordi læseren gennem dem kan forstå sig selv bedre – man kan få hjælp til at lave en ny historie om sig. Det er simpelthen en måde at genetablere den orden på, som blev brudt, da døden kom ind i billedet.”
Hvad ved vi generelt om børns sorg?
”Jeg er jo ikke psykolog-uddannet – jeg har bare læst en masse gode bøger af folk, der ved rigtig meget om børn og sorg.
”Men vi ved, at det, der særligt kendetegner børns sorg er, at de bliver ved med at vende tilbage til den – efterhånden som barnet vokser, bliver der hele tiden skrevet nye kapitler og nye fortællinger om det, der skete. I takt med at barnet vokser, har det behov for at forstå det, der skete, med den nye
modenhed og indsigt. Man taler om at børn har gen-sørgende aktivitet: At sorgen kan blive tydelig igen. Barnet vil i forskellige situationer opleve, at dets fortælling ikke er som de flestes – hvis der nu er tale om at et nært familiemedlem er dødt.
“Børn har forskellige forståelser af døden i forskellige aldre. I førskolealderen forstår børn ikke at døden er uigenkaldelig. Det kan man ikke begribe, hvis man er to år. Det er derfor børn kan blive ved med at spørge efter, hvornår den, der er død, kommer tilbage.
”Her er børn også meget konkrete. De vil for eksempel gerne vide, hvor hovedet ligger under jorden, hvis en person er blevet begravet. De kan tænke over, at hvis jeg skal sende et kys – hvor er hovedet så henne? Den bevidsthed kan være god at have med som voksen, synes jeg, fordi vi så kan forsøge selv at være konkrete i måden vi taler på.
Hvordan giver man børnene holdepunkter for sorgen?
”En af dem jeg læste en del, Atle Dyregrov, beskæftiger sig med, hvor vigtigt det er ikke at tale for abstrakt om døden – fordi det kan give nogle helt vilde forestillinger hos børn. Det er vigtigt at tale sandfærdigt og konkret. Vi skal give den information, vi har. Han er også fortaler for ritualer og for at gøre noget konkret sammen med børn, fordi det giver nogle holdepunkter for sorgen.
”Her kan billedbøgerne også være en hjælp til at forberede et barn på fremvisning og begravelse. Der kan være mange ting, der gør indtryk på et barn: huden på afdøde var gul, håret var redt til en anden siden end det plejede at være. Det kan godt blive et lille traume, og det er der jo ikke noget at sige til, for det er en voldsom oplevelse. Men det kan også være en god ting at opleve, fordi det bliver nemmere at forstå døden, når den bliver gjort mere konkret.
”Når barnet bliver ældre – hvis man nu mister som 3-årig –når man så bliver 7 år og forstår det uigenkaldelige ved døden, så kan behovet for at få flere informationer godt opstå. Hvad skete der egentlig? Børn kan have behov for at gå tilbage igen og igen.
”Vi ved også, at børn har et kortere tristhedsspænd end voksne – de kan simpelthen ikke kapere så store følelser som voksne, og derfor kan de heller ikke være i følelserne så længe som voksne kan.
”Børn kan godt blive kede af det og så 2 minutter efter leger de eller vil spise. Vi ved, at børn går mere ind og ud af sorgen end voksne. De veksler hurtigere mellem følelserne.
”Nyere sorgteori fokuserer på, at vi pendulerer – altså at vi ligesom svinger – mellem pauser fra sorgen, hvor man forholder sig til mere konkrete ting, leg og arbejde og til sorgen, hvor man forholder sig til tabet og de svære følelser. I penduleringen oparbejdes en form for mestring, hvor man lærer at leve med det, der er svært. Det er en form for stress tilpasning.”
Har sorgen ændret sig?
”Ja, der er sket meget med måden vi ser sorg på siden 1990erne, hvor man tænkte, at sorgen primært var fasebåret. Den gang tænkte vi, at sorg var noget man gerne skulle komme over og videre fra relativt hurtigt.
”Siden da har man set på, hvordan mennesker rent faktisk forholder sig i sorgen: Mange vil gerne fastholde en relation til den, de har mistet. Hvor det førhen kunne være ildeset at “hænge fast i sorgen” og for eksempel have et billede af sin afdøde kone stående, har sorgkulturen ændret sig frem til i dag. I dag er det – for nu at tage et andet eksempel – mere legalt at sige, at man er mor til tre, selvom kun to endnu er i live. Der er større åbenhed om, at vi bærer dem, vi har mistet, med os. Og det er godt for børn, for hvis børn skal lære at mestre sorgen, er et åbent og varmt samtaleklima afgørende.
Hvordan vises døden i bøgerne?
”Jeg opdagede, at i rigtig mange billedbøger er dødsårsagen udeladt – mange bøger begynder, når den afdøde ER død. Handlingen begynder f.eks. lige før begravelsen. Måske er det et udtryk for et ønske fra billedbogsskaberne side af om at holde årsagen åben, så flest muligt kan spejle sig i værket. Men det kunne måske også være et udtryk for en forskrækkelse for ikke at gå for meget i detaljer? Måske gemmer der sig alligevel en angst for at formidle døden meget sandfærdigt og konkret?
”Jeg kunne godt ønske mig, at flere af bøgerne turde gå ind i det biologiske omkring et dødsfald – her er der ikke ret mange, der er konkrete. Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der i kapellet? Hvad sker der med kisten? Det kunne jeg godt ønske mig, at nogen tog op, og stille og roligt forklarede, hvad der foregår.
I denne forbindelse er det også pudsigt, at de fleste af bøgerne skildrer begravelser, når der er flere kremeringer end jordfæstelser i Danmark. Måske tænker mange, at det for vanskeligt eller ømtåleligt at skildre en kremering for børn?
Hvordan vises børnene i bøgerne?
”Størstedelen af bøgerne fokuserer på, hvordan hovedpersonen (der i langt de fleste tilfælde er et barn) har virkelighedstro oplevelser af den afdødes nærvær. Det kan være samtaler med personen eller at de leger med den, der er død. Det overraskede mig, for jeg havde en forventning om, at bøgerne ville afspejle flere omsorgspersoner – f.eks. den efterladte forælder eller pædagoger – og fokusere på, hvordan de kan være en støtte for barnet i dets sorgbearbejdning. Men den primære dialog var ofte mellem den afdøde og barnet. Dette giver billedet af nogle meget autonome børn. I hvert fald er der en generel tendens til at fokusere på barnet og dets oplevelse.
”Det kan jo også være en måde at billedliggøre sorg og savn eller et udtryk for at mindes. Det kan være en mestrings-strategi i sorgen at søge nærhed ved eksempelvis at kravle ind i afdødes tøjskab og “dufte denne omkring sig”.
Findes troen på liv efter døden i billedbøgerne?
”Mange bøger rummede en åbenhed i forhold til, hvad der sker efter døden. Rigtig mange talte ind i en vestlig, kristen kontekst. Der var mange kirker, præster og begravelser i bøgerne – måske var der også en hvid kiste eller et besøg på kirkegården. Både himlen og engle bliver tit nævnt. Og så forekommer tanken om, at man kan sende signaler på tværs af døden også: Et eksempel kunne være at den døde sender barnet en hilsen i form af en regnbue eller en sommerfugl. De fleste har på en eller anden måde en forståelse af, at der er en fortsat eksistens for den døde; et himmelsk efterliv.
”Tendensen til at pege hen mod et håb om forsoning, genforening, en større grad af harmoni og lindring kan måske ses i sammenhæng med en generel “barnebogspoetik”, der bl.a. kan spores tilbage til K. E. Løgstrup. Blandt billedbogs skabere lader der – i store træk – til at herske en konsensus om, at man nok må tage vanskelige og “mørke” temaer op med børn, men at man ikke må tage håbet fra dem. Børn skal have lov til at beholde deres livsmod.
Har du en konklusion eller sidste tanke?
Billedbøgerne har været med til at åbne mine øjne for, at børn som regel reflekterer mere over “store” emner, end vi som voksne regner med. Når man tænker over det, møder børn jo døden hele tiden – de mister olde- eller bedsteforældre, de finder døde biller på legepladsen eller mister et kæledyr. Hvis vi som voksne censurerer, ved for eksempel at tilbageholde eller afskærme dem fra information om døden, så vil børn formentlig bare opsøge den selv – men nu uden en voksen i hånden, der kan hjælpe dem med at forstå. Så et vigtigt spørgsmål, man kan stille sig selv, tænker jeg, er, for hvis skyld, man eventuelt vælger at censurere; Er det, fordi barnet finder (korte) samtaler om døden ubehagelige, eller stammer ubehaget fra mig selv?
Anne har lavet en liste med de fem billedbøger hun synes bedst om – du finder anbefalingerne her.
Derudover kommer også et indlæg om, hvad det er billedbøgerne ifølge Anne kan som samtale-starter. Det finder du her.