Skal man være ekspert for at blogge med udgangspunkt i et bestemt emne?

Mit spørgsmål kommer sig af en samtale med en anden blogger, der kom med en betragtning om at mange, der begynder en blog med at skrive ud fra deres hverdag efterhånden slår sig op som eksperter på et eller andet felt, og det er næsten er en nødvendighed, hvis man vil “være noget” som blogger.

Det har fået mig til at spekulere over, hvor jeg står i forhold til ekspert-tankegangen. digogmigogvitro.dk handler jo ikke først og fremmest om min hverdag, men om åndelighed, tro, børn og tro, børn og kirke, og selvfølgelig mine overvejelser som mor og præst midt i alt det. Jeg bruger bloggen til at nedfælde og samle refleksioner overvejende om liv, teologi og kirke set gennem en lup, der handler om børn. Men gør det mig til ekspert på området? Og har jeg overhovedet lys til at anses som en ekspert?

Overvejelserne bliver ikke mindre relevant af, at jeg er begyndt at holde foredrag og workshops. Skal man ikke have en eller anden form for ekspertise, når man underviser?

Jeg synes selv, jeg har flere spørgsmål end svar på mange områder. Også når det gælder børns trosliv, hvordan jeg som forælder kan lære mine børn at kende Gud, kirkens forhold til børn og hvordan den digitale revolution påvirker min familie og mine børn.

Men jeg er nysgerrig. Og jeg vil gerne vide mere og forstå mere om livet og de tanker vi gør os om det – både børn og voksne. Jeg synes det er spændende også at lytte til og lære om og af børns eksistentielle spørgsmål. Jeg vil gerne vide mere om, hvordan børn ser verden, oplever det åndelige og kan komme til at kende Jesus. Jeg vil gerne være en mor, der lever sit liv på en måde så hendes børn ser en levende, relevant tro. Jeg vil gerne  vide, hvad kloge mennesker finder ud af om børn, familier, eksistentielle spørgsmål, tro, og kirke i deres undersøgelser, forskning og praksis.

Og jeg er begejstret og passioneret: Jeg tror, børn er vigtige og at det er vigtigt at vi både som forældre og som menigheder interesserer og dygtiggør os i forhold til at hjælpe børn med at være til i tilværelsen – også med troen på Gud som en væsentlig ingrediens. Derfor vil jeg gerne dele det, jeg finder eller undres over med andre, som måske ved noget andet, har hørt eller set noget andet eller som kan bruge det, jeg opdager i deres egne liv.

Først og fremmest vil jeg gerne være bedre til at leve mit liv på en måde, så både jeg, familie, ‘min’ kirke trives.

Hvis en ekspert er en, der har løsninger, er lykkedes med forsøg og har projekter, der har vist nye veje, så er jeg ikke ekspert. Jeg er mor til to, men jeg aner ikke, om det lykkes herhjemme at give drengene tillid til Jesus, som en kærlig ven og mægtig frelser med i bagagen. Jeg er også præst i en mindre menighed med et lille børnearbejde. Vi har ikke børn flokkende omkring os og vi er ikke i gang med banebrydende arbejde med hverken menighedens egne eller nabolagets børn.

Så jeg er kommet frem til at nej, jeg behøver ikke slå mig op som ekspert for at blogge om børns trosliv, kirke og børn eller familieliv og kristendom.  Jeg må gerne “nøjes” med at være nysgerrig og meddelsom alene fordi jeg synes, emnet er vigtigt, spændende og værd at gøre opmærksom på. Det er emnet – børnene – der er det væsentlige. Ikke min eventuelle status som eventuel ekspert.