Indlæg

,

Johans julekrybbe – det begyndte i Betlehem

Billedbogen ”Johans julekrybbe”, der er skrevet af Bodil Sangill, er netop udkommet. Her fortæller Bodil om sine tanker bag bogen og hvor idéen til netop denne bog overhovedet kom fra:

Det hele begyndte med en julekrybbe fra Betlehem.

Bodil Sangill var på studietur til Israel, og købte en julekrybbe med hjem. Efter opholdet på højskolen hun rejste med, blev hun ansat som pædagog i en børnehave.

”Året efter tog jeg julekrybben med i børnehaven, hvor den blev stille op, alt imens vi legede og snakkede os igennem juleevangeliet. Det blev hurtigt til en skik jeg gentog år efter år, så ofte det lod sig gøre. Senere er det blevet mine egne børn og børnebørn, der har brugt den.”

Men hvorfor lige en børnebog om juleevangeliet?

”Min erfaring er, at selv om førskolebarnet ikke rent intellektuelt forstår dybden og omfanget af, at verdens frelser blev født julenat, så er barnet udstyret med en sensitivitet, der gør at det i høj grad kan fornemme og tilegne sig beretningens glæde og tryghed. Barnet registrerer, at her er der noget helt særligt på færde.”

Billedbogen ”Johans julekrybbe” handler om drengen Johan, der sammen med sin mor stiller julekrybben frem og samtidig leger sig igennem historien om Jesus’ fødsel.

”Efter min mening har tegneren Susanne Lodahl Siggaard formået med sin varme og trygge streg at møde førskolebarnets tanker og følelser helt perfekt. Jeg elsker den illustration, hvor Johan bliver bedt om at stille Jesusbarnet ind i stalden – og hvor Johan så først bliver siddende med Jesusbarnet i hånden en tid og kigger kærligt på det.

På den sidste side i bogen har jeg valgt, at der ingen tekst skal være – kun et billede af Jesusbarnet i krybben. Det er mit håb at førskolebarnet (og den voksne) dermed kan få en lille meditativ stund sammen med Jesus. Det er i al fald min overbevisning og erfaring at Guds kærlighed igennem Jesus Kristus kan nå alle aldersgrupper – også førskolebarnet.”

Bogen er skrevet, så også børn på 2-3 år kan være med. 

”Jeg har valgt at skrive en meget enkel tekst, da jeg ønsker at børn fra 2-3 år alderen også skal kunne være med. Det er også et bevidst valg, at der kun er én illustration per opslag. Det gør det lettere for de helt små at forholde sig til det de hører og ser, og den voksne oplæser har dermed også mulighed for i ro og mag at føje flere nuancer til teksten alt efter barnets alder og udvikling.”

”Når jeg sender en billedbog ud som “Johans julekrybbe”, er det fordi jeg fornemmer, at der er et behov for netop sådan en bog. December måned er for de fleste børnefamilier tæt pakket med en masse gode juleforberedelser – så mange, at julens helt store budskab, uden man næsten opdager det, kan gå hen og få en meget lille plads. Det håber jeg, at “Johans julekrybbe” kan lave lidt om på.

”Måske kan bogen ovenikøbet inspirere til, at læserne selv får lyst til at stille en julekrybbe op i lighed med Johan og hans mor og dermed skabe en ny tradition i familien. Det håber jeg.”

”Johans julekrybbe” er netop udkommet på forlaget mellemgaard.

32 sider. 149,95 kr.

Om Bodil
Bodil Sangill (1951) er uddannet børnehavepædagog i 1974. I 1982 sagde Bodil jobbet op for at passe egne børn, og har været frivillig medarbejder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i 27 år. Fra 2004 har Bodil skrevet på fuld tid.

Bodil debuterede som forfatter i 1977 med en række billedbøger for førskolebørn (inspireret af børnene i børnehaven). Senere er det blevet til adskillige børnebøger, et par novellesamlinger og en række romaner. Læs mere på www.bodilsangill.dk

 

 

/0 Kommentarer/af

Der er brug for Englesang

Englesang er en ny youtube-kanal med kristne børnesange. Bag kanalen står Therese og Daniel Eichenwald, der fik idéen efter at have hørt venner efterlyse kristne børnesange på en tidssvarende platform. Sammen med Martin Bjørnskov, der har forstand på det tekniske i at lave video og animation, er det lykkedes dem at producere musikvideoer med kendte kristne børnesange, der på har fået stor opmærksomhed.

”En del venner med mindre børn fortalte, at de manglede de kristne sange, som de selv var vokset op med. Eller andre, der ikke selv kendte nogen børnesange og ikke kunne finde dem nogen steder, men som gerne ville kunne synge om Gud med deres børn.”

”Ja, fortsætter Therese, vi begyndte at undersøge det nærmere. For kunne det virkelig passe, at de her sange ikke var kommet ”med” online? Vi lavede noget research og opdagede at der slet ikke var så meget at finde, som vi havde ønsket os.”

Omfavn det nye format
”Men tiderne er skiftet. Det er ikke længere en CD, man sætter på for at høre musik med sine børn. Det er youtube og streaming. Det var vi faktisk ikke selv klar over, før vi passede andres børn og så, hvordan de bruger youtube. Det er jo det, man bruger i dag. Men hvis musikken ikke er tilgængelig i de formater, som børnene og deres familier bruger, hvordan skal de så lære dem at kende?”

”Vi blev enige om, at så kunne vi lige så godt omfavne youtube-formatet helt med video og animation.”

”Mange kender nok Popsi og Krelle, og vi kunne se hos dem, hvordan Youtube-formatet kan give musikken flere dimensioner. Vi blev enige om, at vi jo i hvert fald lige så godt kunne prøve.”

Corona gav luft til at handle
Musikken er ikke taget ud af den blå luft. Daniel har læst musikvidenskab på Aarhus Universitet, og deres tjeneste i kirken, hvor de kommer, er lovsang. Idéen til Englesang har længe boet hos Therese og Daniel, der til dagligt er lærere på Efterskolen Kildevæld. Med hjemsendelsen fra efterskolen på grund af corona, blev der pludselig luft til at gøre noget ved idéen.

”Med hjemsendelsen fik vi både tiden til at gøre noget ved idéen, men vi opdagede også, at behovet var der. Så man kan sige, at hjemsendelsen var det spark, der skulle til. På den måde er der for os kommet noget positivt ud af corona og nedlukning for os. Det er dejligt med en positiv historie lige nu!”

”Vi har faktisk ingen erfaring med børn. Vi er ikke en del af børnekirken, men er lovsangere,” fortæller Daniel.

Sange fra barndommen
Alligevel føltes det rigtigt at gå ind i arbejdet med en kanal henvendt til børn. Daniel og Therese kommer begge fra kristne familier og har derfor også de gamle sange med sig fra barndommen. Til trods for at de kommer fra forskellige kristne sammenhænge fra forskellige steder i landet var børnesangene noget af det, de havde til fælles. Og som de også oplever at have tilfælles med andre venner nu. ”Vi er kendt med at stå i skel mellem forskellige kirkeretninger Der har vi opdaget, at børnesangene er noget af det, vi har tilfælles. Det er megagodt, at der er så meget fælles i børnesangsuniverset,” siger Daniel og fortsætter: ”Det vil glæde mig, hvis dem, der er børn nu fra forskellige kirker og steder i landet, også kan synge de samme sange en gang. På den måde hylder vi med Englesang vores fælles arv.”

”Ja, for vi tænker jo tilbage med glæde på, at det er noget vi har fået med. Børnensangene videreformidler om noget den kristne tro på en enkel måde.”

”Jeg kan huske, at min mormor sang,” fortæller Therese. ”De sange kan jeg også synge nu. Når vi har sunget nogle af de sange og har skullet tjekke teksten, så kan jeg jo se, at jeg kan huske dem endnu. Også selvom jeg var lille, da jeg lærte dem.”

Musik og børn
Jeg spørger dem, hvad det er musik kan med børn?

Daniel er hurtig til at svare: ”Glæde! Musik er en enorm glædesformidler. Det skaber fællesskab. Og virker dragende. Kroppen sætter i gang, når musikken spiller – man skal i hvert fald være meget kedelig, hvis man kan lade være!”

Therese falder ind: ”Musik er nemt at huske – ord bliver husker bedre, når musik kobles med. Og så er de her kristne børnesange jo med til at forme et Guds billede: Når vi synger om Guds kærlighed, der er hele vejen rundt om os, så er det jo en Gud, der elsker mig. På den måde er sangene med til at give et sprog for troen og relationen til Gud.”

”Musikken kan tale igennem det, vi forsøger at forstå. Musikken kan komme ind og tale til noget af det, der er dybere i os.” forklarer Daniel, før han fortsætter: ”Jeg kan ikke huske, hvordan jeg som barn forholdt mig til troen i de sange, vi sang. Men jeg har jo båret dem med mig, og så de er nået dybere ind og har sat deres aftryk i mig.”

”Sangene får lov at tale til krop, sjæl og følelser, så troen bliver plantet på et andet plan.”

”For os har musik altid fyldt meget. Og for mig,” siger Daniel ”har musikken altid været mit sprog. Der er nogen, der siger, at et billede siger mere en 1000 ord. For mig er det musikken, der kan det.”

Håb for fremtiden
Så hvad er håbet med Englesang?

”I første omgang er kanalen tænkt som et værktøj for kristne forældre. Ligesom børnekirker kan bruge det som en ressource. Vi vil gerne hjælpe, så de her sange bliver en naturlig del af dagligdagen for familier, fordi de ligger på en platform, som folk er vant til at bruge.”

”Vi er blevet positivt overraskede over, hvor meget det vokser, og hvor langt det når ud – og hvor hurtigt. Det gør det hele værd. For vi har haft ret i, at der var et behov!”

Therese fortæller, hvordan hun vågnede en nat i juleferien: ”Jeg kunne bare mærke, at det var NU vi skulle rykke på det her med Englesang. Jeg ved ikke, om man kan kalde det et kald, men jeg er sikker på, at Gud har inspireret os og velsigner det.”

Hun holder en kort pause, før hun siger: ”Også den måde vi selv bliver velsignet af arbejdet. Vi bliver glade af det, vi hygger os med det, og vi bliver selv fyldt på af det.

Det føles rigtigt. Og det er den rigtige tid til det.”

”Vi gør, hvad vi kan, for at det skal være godt. Vi har lagt ud med en ny sang om ugen. Vi kan godt se allerede nu, at det er meget, hvis det skal fortsætte i det tempo, for det er jo bare en sidebeskæftigelse.”

”Vi håber da, at vi kan fortsætte med at lægge ud og med at vedligeholde. Men vi gør det, fordi det giver mening. Og det giver mening, når vi modtager videoer af børn, der danser foran fjernsynet. Fagterne og glæden smitter.”

Der er en pause i samtalen.

Så siger Daniel: ”Før vi lagde de første videoer ud, havde vi overhovedet ikke tænkt over, hvordan Englesang så ud om to år. Det kan da godt være, at vi kommer til at skulle det.”

Therese venter parrets første barn. Og som Daniel tørt konstaterer: ”Det skal vi da nok bruge 14 dage på!” Hvor meget tid, der bliver til Englesang og hvad Englesang bliver til, må tiden vise. Men at Therese, Daniel og Martin har set rigtigt, da de så et behov, er der i hvert fald ikke tvivl om!

Du kan følge med hos Englesang på facebook her.

Du finder Youtube-kanalen Englesang her

/0 Kommentarer/af
,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

/1 Kommentar/af
,

Billedbøger om børn og døden

Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram som @hymneblog.

Anne Nørby Fyhn har skrevet speciale om nyere danske børnebøger om død og sorg. Det synes jeg lød rigtig spændende, så jeg spurgte Anne, om hun kunne have lyst til at mødes for at fortælle om hendes opdagelser og dele dem med digogmigogvitro.dk.

Vi mødtes en grå fredag i februar på cafeen i Skanderborg Kulturhus – det viste sig at give rigtig god mening, for det var også her idéen til specialet dukkede op:

”Jeg var på biblioteket i Skanderborg Kulturhus, og her var et hjørne med bøger om døden i børnebiblioteket. Det provokerede mig, at det stod i øjenhøjde med min treårige datter.” Anne smiler lidt af sig selv. ”Men hvorfor blev jeg egentlig det? Jeg synes, min modvilje var interessant. Måske var det netop fordi voksne har en tendens til at gemme døden og andre svære ting væk for børn, at det netop stod frem? Den oplevelse blev min generator på specialet.”

Hvorfor billedbøger?
”Når det giver mening med billedbøger til at tale om sorg og tab, så er det jo fordi vi alle sammen er bygget op af historier, kan man sige. Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger. De fleste har en fortælling om sig selv, men den kan blive brudt ved sorg og tab. Der kan billedbøgerne være en god hjælp, fordi læseren gennem dem kan forstå sig selv bedre – man kan få hjælp til at lave en ny historie om sig. Det er simpelthen en måde at genetablere den orden på, som blev brudt, da døden kom ind i billedet.”

 Hvad ved vi generelt om børns sorg?
”Jeg er jo ikke psykolog-uddannet – jeg har bare læst en masse gode bøger af folk, der ved rigtig meget om børn og sorg.

”Men vi ved, at det, der særligt kendetegner børns sorg er, at de bliver ved med at vende tilbage til den – efterhånden som barnet vokser, bliver der hele tiden skrevet nye kapitler og nye fortællinger om det, der skete. I takt med at barnet vokser, har det behov for at forstå det, der skete, med den nye

modenhed og indsigt. Man taler om at børn har gen-sørgende aktivitet: At sorgen kan blive tydelig igen. Barnet vil i forskellige situationer opleve, at dets fortælling ikke er som de flestes – hvis der nu er tale om at et nært familiemedlem er dødt.

“Børn har forskellige forståelser af døden i forskellige aldre. I førskolealderen forstår børn ikke at døden er uigenkaldelig. Det kan man ikke begribe, hvis man er to år. Det er derfor børn kan blive ved med at spørge efter, hvornår den, der er død, kommer tilbage.
”Her er børn også meget konkrete. De vil for eksempel gerne vide, hvor hovedet ligger under jorden, hvis en person er blevet begravet. De kan tænke over, at hvis jeg skal sende et kys – hvor er hovedet så henne? Den bevidsthed kan være god at have med som voksen, synes jeg, fordi vi så kan forsøge selv at være konkrete i måden vi taler på.

 Hvordan giver man børnene holdepunkter for sorgen?
”En af dem jeg læste en del, Atle Dyregrov, beskæftiger sig med, hvor vigtigt det er ikke at tale for abstrakt om døden – fordi det kan give nogle helt vilde forestillinger hos børn. Det er vigtigt at tale sandfærdigt og konkret. Vi skal give den information, vi har. Han er også fortaler for ritualer og for at gøre noget konkret sammen med børn, fordi det giver nogle holdepunkter for sorgen.

”Her kan billedbøgerne også være en hjælp til at forberede et barn på fremvisning og begravelse. Der kan være mange ting, der gør indtryk på et barn: huden på afdøde var gul, håret var redt til en anden siden end det plejede at være. Det kan godt blive et lille traume, og det er der jo ikke noget at sige til, for det er en voldsom oplevelse. Men det kan også være en god ting at opleve, fordi det bliver nemmere at forstå døden, når den bliver gjort mere konkret.

”Når barnet bliver ældre – hvis man nu mister som 3-årig –når man så bliver 7 år og forstår det uigenkaldelige ved døden, så kan behovet for at få flere informationer godt opstå. Hvad skete der egentlig? Børn kan have behov for at gå tilbage igen og igen.

”Vi ved også, at børn har et kortere tristhedsspænd end voksne – de kan simpelthen ikke kapere så store følelser som voksne, og derfor kan de heller ikke være i følelserne så længe som voksne kan.

”Børn kan godt blive kede af det og så 2 minutter efter leger de eller vil spise. Vi ved, at børn går mere ind og ud af sorgen end voksne. De veksler hurtigere mellem følelserne.

”Nyere sorgteori fokuserer på, at vi pendulerer – altså at vi ligesom svinger – mellem pauser fra sorgen, hvor man forholder sig til mere konkrete ting, leg og arbejde og til sorgen, hvor man forholder sig til tabet og de svære følelser. I penduleringen oparbejdes en form for mestring, hvor man lærer at leve med det, der er svært. Det er en form for stress tilpasning.”

Har sorgen ændret sig?
”Ja, der er sket meget med måden vi ser sorg på siden 1990erne, hvor man tænkte, at sorgen primært var fasebåret. Den gang tænkte vi, at sorg var noget man gerne skulle komme over og videre fra relativt hurtigt.

”Siden da har man set på, hvordan mennesker rent faktisk forholder sig i sorgen: Mange vil gerne fastholde en relation til den, de har mistet. Hvor det førhen kunne være ildeset at “hænge fast i sorgen” og for eksempel have et billede af sin afdøde kone stående, har sorgkulturen ændret sig frem til i dag. I dag er det – for nu at tage et andet eksempel – mere legalt at sige, at man er mor til tre, selvom kun to endnu er i live. Der er større åbenhed om, at vi bærer dem, vi har mistet, med os. Og det er godt for børn, for hvis børn skal lære at mestre sorgen, er et åbent og varmt samtaleklima afgørende.

Hvordan vises døden i bøgerne?
”Jeg opdagede, at i rigtig mange billedbøger er dødsårsagen udeladt – mange bøger begynder, når den afdøde ER død. Handlingen begynder f.eks. lige før begravelsen. Måske er det et udtryk for et ønske fra billedbogsskaberne side af om at holde årsagen åben, så flest muligt kan spejle sig i værket. Men det kunne måske også være et udtryk for en forskrækkelse for ikke at gå for meget i detaljer? Måske gemmer der sig alligevel en angst for at formidle døden meget sandfærdigt og konkret?

”Jeg kunne godt ønske mig, at flere af bøgerne turde gå ind i det biologiske omkring et dødsfald – her er der ikke ret mange, der er konkrete. Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der i kapellet? Hvad sker der med kisten? Det kunne jeg godt ønske mig, at nogen tog op, og stille og roligt forklarede, hvad der foregår.

I denne forbindelse er det også pudsigt, at de fleste af bøgerne skildrer begravelser, når der er flere kremeringer end jordfæstelser i Danmark. Måske tænker mange, at det for vanskeligt eller ømtåleligt at skildre en kremering for børn?

Hvordan vises børnene i bøgerne?
”Størstedelen af bøgerne fokuserer på, hvordan hovedpersonen (der i langt de fleste tilfælde er et barn) har virkelighedstro oplevelser af den afdødes nærvær. Det kan være samtaler med personen eller at de leger med den, der er død. Det overraskede mig, for jeg havde en forventning om, at bøgerne ville afspejle flere omsorgspersoner – f.eks. den efterladte forælder eller pædagoger – og fokusere på, hvordan de kan være en støtte for barnet i dets sorgbearbejdning. Men den primære dialog var ofte mellem den afdøde og barnet. Dette giver billedet af nogle meget autonome børn. I hvert fald er der en generel tendens til at fokusere på barnet og dets oplevelse.

”Det kan jo også være en måde at billedliggøre sorg og savn eller et udtryk for at mindes. Det kan være en mestrings-strategi i sorgen at søge nærhed ved eksempelvis at kravle ind i afdødes tøjskab og “dufte denne omkring sig”.

Findes troen på liv efter døden i billedbøgerne?
”Mange bøger rummede en åbenhed i forhold til, hvad der sker efter døden. Rigtig mange talte ind i en vestlig, kristen kontekst. Der var mange kirker, præster og begravelser i bøgerne – måske var der også en hvid kiste eller et besøg på kirkegården. Både himlen og engle bliver tit nævnt. Og så forekommer tanken om, at man kan sende signaler på tværs af døden også: Et eksempel kunne være at den døde sender barnet en hilsen i form af en regnbue eller en sommerfugl. De fleste har på en eller anden måde en forståelse af, at der er en fortsat eksistens for den døde; et himmelsk efterliv.

”Tendensen til at pege hen mod et håb om forsoning, genforening, en større grad af harmoni og lindring kan måske ses i sammenhæng med en generel “barnebogspoetik”, der bl.a. kan spores tilbage til K. E. Løgstrup. Blandt billedbogs skabere lader der – i store træk – til at herske en konsensus om, at man nok må tage vanskelige og “mørke” temaer op med børn, men at man ikke må tage håbet fra dem. Børn skal have lov til at beholde deres livsmod.

Har du en konklusion eller sidste tanke?
Billedbøgerne har været med til at åbne mine øjne for, at børn som regel reflekterer mere over “store” emner, end vi som voksne regner med. Når man tænker over det, møder børn jo døden hele tiden – de mister olde- eller bedsteforældre, de finder døde biller på legepladsen eller mister et kæledyr. Hvis vi som voksne censurerer, ved for eksempel at tilbageholde eller afskærme dem fra information om døden, så vil børn formentlig bare opsøge den selv – men nu uden en voksen i hånden, der kan hjælpe dem med at forstå. Så et vigtigt spørgsmål, man kan stille sig selv, tænker jeg, er, for hvis skyld, man eventuelt vælger at censurere; Er det, fordi barnet finder (korte) samtaler om døden ubehagelige, eller stammer ubehaget fra mig selv?

 

Anne har lavet en liste med de fem billedbøger hun synes bedst om – du finder anbefalingerne her.

Derudover kommer også et indlæg om, hvad det er billedbøgerne ifølge Anne kan som samtale-starter. Det finder du her.

/2 Kommentarer/af