, , , ,

Hvad kan børn lære dig om Kristus som konge?

Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase:

,

Nu begynder julens arbejde

Vi har pakket julepynten ned i dag. I går sluttede julen. I dag er det Helligtrekongersdag.

Jeg faldt over en bøn af den afro-amerikanske teolog og borgerrettighedsforkæmper Howard Thurman, som jeg har oversat. På smuk og enkel vis får han fortalt hvordan julens arbejde nu kan gå i gang; hvordan alt det Jesu’ fødsel har af betydning skal omsættes til virkelighed:

Når englenes sang er blevet stille,
når stjernen på himlen er forsvundet,
når konger og prinser er hjemme,
når hyrderne er tilbage med deres flokke, 
da begynder julens arbejde: 
at finde de fortabte,
at helbrede de syge,
at give mad til de sultne,
at sætte fanger fri,
at genopbygge nationer
at bringe fred til mennesker,
at skabe musik i hjertet.

Må vi være med til at arbejde med det også gennem vores liv og vores bønner!

, ,
Advent – afmagtsbøn

Advent handler kort fortalt om at længes og vente på den bedste verden – der, hvor ingen skal græde eller lide ondt. Advent handler om den Store Drøm; om at Guds virkelighed også skal blive vores virkelighed og ikke bare noget vi kan drømme om.

Adventskrans

Adventslængslen virker vældig relevant i de her dage, hvor billeder af børn i Aleppo truer med at overdøve billeder af adventsgaver og juletræer på facebook.

Jeg har ondt langt ind i hjertekulen, når jeg ser billeder fra Syriens krigshærgede gader. Billederne af voksne med børn i hænderne, børn med sod fra bomber i ansigterne og ældre mennesker med poser i hænderne på udkig efter det næste gemmested for bomberne gør mig ked af det. Usigeligt ked af det.

Der er også andre historier om børn, der lider – syge børn, der ryger ind og ud af sygehuset både herhjemme og blandt studiekammeraterne i England. Små søskende, som må vokse op med usikkerheden ved, hvornår et lægebesøg bliver til en længere indlæggelse. Børn, som forældre kæmper for at få lov til at sætte i verden. Børn bag overskrifter om overgreb. Børn på asylcentre.

Jeg længes efter en verden, hvor børn ikke behøver være bange, i fare eller til overs. Jeg drømmer om en verden, hvor afmagten over verdens lidelse ikke længere skal være en byrde for nogen af os.

Thomas Baldur har skrevet en bøn, som han kalder Min er afmagten i bogen “Jorden kalder Gud”.

Her kommer de tre sidste afsnit af den:

Min er afmagten

Far,
dit er riget og magten. Min er afmagten.
Afmagten over børn,
der rives ud af tryghed og forvises til utryghed.
Afmagten over børn, der udsættes for vold og misbrug. Afmagten over, i hvor stort omfang synd
– magtbegær, magtmisbrug, grådighed og hensynsløshed fører til sorg, smerte og elendighed for så mange.

Jeg skammer mig næsten over at sige,
at jeg ikke kan holde af at tænke på det.
For jeg kan nøjes med at tænke på det
– mange børn må leve med det i årevis

Far,
min er afmagten.
Dit er riget og magten.
Da din Søn døde og af dig blev oprejst fra de døde,
blev synden besejret – siges det.
Åh, hvor jeg længes efter at se den fulde effekt af den sejr.

Amen

Jeg længes og drømmer…

 

 

 

Sankt Nikolas – decembers helt

Decembers helt må være Sankt Nikolas – eller Nikolaj, som han også kaldes i Danmark. Nikolas er en cool gut. Ikke alene var han modig og gavmild (og blev senere af kringlede omveje til julemanden), men han var også med til at forme de tanker, som vi stadig som kristne holder fast i i dag!

Sankt Nikolas ord-skyJeg synes næsten altid det er spændende at høre om mennesker, der har taget deres overbevisninger alvorligt og ført dem ud i livet. Nikolas er ingen undtagelse.

Her kommer lidt fakta:

  • Født i Myra i det, der i dag er Tyrkiet 300e.Kr.
  • Voksede op hos kristne, velhavende forældre
  • Mistede begge forældre til en sygdomsepidemi
  • Tog på pilgrimsrejse til Jerusalem
  • Blev biskop i Myra
  • Sad i fængsel som biskop pga. sin tro
  • Var med ved det store kirkemøde i Nikæa og var dermed en af dem, der udformede den nikænske trosbekendelse, som stadig bruges
  • Døde som en gammel mand
  • Blev helgenkåret

Der findes flere fantastiske historier om Nikolas – nogle er mere sandsynlige end andre! Nogle af dem ved man også først opstod flere hundrede år efter hans død…

Historien, han nok er mest kendt for, er, at han hjalp en fattig mand, som havde tre døtre, men som ikke havde råd til at give pigerne nogen medgift. Uden medgift var døtrene ude af stand til at blive gift – de ville enten kunne blive tiggere, prostituerede eller solgt som slaver. Ikke de bedste fremtidsudsigter. Nikolas hørte om deres problemer og gav familien en pose penge (andre historier fortæller, at han gav dem tre poser guldmønter – en til hver pige) og sikrede dermed deres fremtid. Ifølge nogle historier kastede han pengene ned af skorstenen, hvor de landede i nogle sko, som stod til tørre ved ildstedet.

Det er her traditionen med at give gaver på Sankt Nikolas’ dag kommer fra – tidligere var det faktisk her, man gav gaver i forbindelse med julen og ikke til juleaften. Det blev en tradition at stille sko frem aftenen inden Sankt Nikolas’ dag – var man heldig lå der så en lille gave, en mandarin eller andet godt der i om morgenen.

Sankt Nikolas er en af de helte vi godt kan hive fat i i december, synes jeg. Det er naturligvis oplagt fordi hans helgendag ligger d. 6. december, men fordi noget af det Nikolas er kendt for var gavmildhed er det en oplagt mulighed til at minde sig selv og sine børn om, at det er godt at give og ikke blot at få. Nikolas hjalp de fattige – måske kunne d. 6. december sætte tonen for resten af december ved at være dagen man som familien vælger et godt formål at støtte det næste år, bager kager til de hjemløse i byen eller overrasker nogen med en gave “bare fordi”?

Hvis du vil vide mere om Sankt Nikolas er St. Nicholas Centrets hjemmeside en guldgrube.

, ,

Snapper om forventningens glæde

Forventningens billeder - screen shot af Snappers julefilm

Forventningens billeder – screen shot af Snappers julefilm

Det er tid til at give los for forventningens glæde – i børnehaven, hvor jeg arbejder, tæller vi ikke ned til jul. Nej, vi tæller ned til december! Og SÅ tæller vi ned til jul. Der findes ingen, der som børn kan glæde sig i spændt forventning.

Det skulle da lige være Snapper – du ved, bamsen, som Sigurd har snakket om mangt og meget med. Snapper glæder sig også til jul, og det er der kommet fire små julefilm ud af fra DKM. Den første kommer her: