, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

, ,

Kursus om børns åndelighed i Danmark – noget om en drøm og et håb

“Vi vil gerne have dig til at være leder for et kursus om børns åndelighed og tro i Danmark.” Hun kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg tror, jeg så lidt blank ud. Jeg forstod godt ordene, men kunne ikke helt tro, at det var rigtigt. Siden efteråret 2016 har jeg været i gang med en uddannelse […]

Hvordan forklarer man åndelighed?

  Jeg har før forsøgt at definerer, hvad åndelighed er – eller i hvert fald præsenteret nogle ord om, hvordan det kan forstås. I sidste uge var jeg på sidste undervisningsmodul om børns åndelighed og tro, og det handlede netop om åndelighed og trosdannelse. Konklusionen er: at forsøge at definerer åndelighed (og tro, for den […]

, , ,

Min juleprædiken: Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv

Teksten til juleaften er (selvfølgelig) Lukas 2: 1-21 – som vi også kalder juleevangeliet. 

 

Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv. Det er det mysterium, vi fejrer i julen.

Kristendommens største fester – julen og påsken – drejer sig begge om Jesus Kristus og to meget menneskelige begivenheder i hans liv: Hans undfangelse og fødsel og hans død og opstandelse. Menneskelige og så alligevel ikke.

Kristendommen påstår, at Gud selv blev menneske. At den Gud, vi kalder treenig, som fandtes før noget af det vi kender blev til, den Gud, som skabte alting, den Gud, som er evig, almægtig og kærligheden selv – dén Gud blev menneske og lod sig føde på jorden præcis som alle andre mennesker fødes til livet.

Der er så stor en kontrast – paradoks, nok nærmere – i den påstand, at det er svært at begribe. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, for det handler jo om tro, om eksistens, om det, vi ikke kan tage og føle på, så selvfølgelig er det svært at holde med tanken.

Jeg fandt for leden nogle billeder, som NASA har taget og offentlig gjort af universet:

 

Jeg har ikke nok forstand på universet til at se, hvad det er andet end at det er stort.

Og at det får mig til at føle mig lille.

Det fortælles om en tidligere præsident i Amerika (Eisenhower, måske?), at han om aftenen fik ud på terrassen og kiggede op i stjernehimlen. Efter at have stået der et stykke tid, sagde han: ”Så, nu kan vi godt gå ind – jeg er blevet lille nok nu.”

Den Gud, som skabte universets uendelige stjernevrimmel, blev foster, blev et menneske-barn og blev født som menneske i Betlehem af Maria.

 

Gud blev menneske.

Det er som en bevægelse, der indsnævres – det er det mærkelige ved den kristne Gud. Bevægelsen i den kristne åndelighed er indad, nedad. Fra det uendelige og almægtige til det begrænsede og uvidende. Fra stort til mindre – til at starte med. Fra diffust til konkret.

Derfor er det måske også let at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden.

Jo, vi ser tilbage, for en fødsel er et bestemt tidspunkt og dette barn, som blev en mand, blev også født et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Men det er er ikke hele på historien om det, der skete, da Kristus blev født.

Det er derfor jeg holder så meget af den hellige familie, som vi har tager herind i dagens anledning. Egentlig står den altid i børnekirken.

Billedet her får I, så I kan se, hvad den hellige familie er – ved gudstjenesten var den med “live”.

 

Her er Maria og Josef, koen hvis trug blev brugt til seng. Her er de vise mænd, som havde forstand på stjernehimlen, og en hyrde som repræsentant for alle hyrderne.

Og så er der den lille baby, som strækker sine arme ud, som for at give os et knus.

Som noget helt særligt er en del af denne opstilling også ham her (tag fat i den opstandne Kristus) som står bag krybben med barnet og bag Maria og Josef.

Det er den opstandne Kristus, som spejler babyens udstrakte arme. For da babyen blev en voksen mand døde han, og selvom det var trist, var det også glædeligt, fordi han opstod og blev levende igen – og nu er i stand til at give alle på jorden et knus.

Læg mærke til, at det ikke er et kors, som står her. Det er ikke døden, men opstandelsen, der markeres og er en del af historien om Kristi fødsel:

De to største fester i kristendommen, der begge peger på begivenheder i mennesket Jesus Kristus’ liv.

På den måde ser vi, at kristendommens kernehistorier udfoldes i et menneskes liv. Det hele er indeholdt i mysteriet julenat. Franciskanerne (og jeg er tilbøjelig til at være enig med dem) siger at Kristi fødsel er en del af frelsen. At det også er frelsen.

Nu er det juleaften, og vi er samlet om barnet i krybben. For her bliver den store, almægtige og evige Gud som vi – og fordi Jesus blev alt det, vi er, kan vi blive alt det, han er.

Julen minder os om, at det er i menneskers liv, Guds historie udfoldes – også i vores liv. Vi får lov til at ane det store ved at være menneske.

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Så som Marias barn. Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt, så kan vi fejre juleaften hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder mit i blandt os.

Den kristne tro udfoldes i menneskers liv – fra barnet til den voksne kvinde eller mand.

Lad mig slutte med at læse det mellemste vers af den salme, vi skal synge herefter. Det er Charles Wesleys kendte ”Hør, hvor englesangen toner!”

Mens jeg læser, får I endnu et af NASAs billeder – denne gang af jorden set fra rummet:

 

”Krist, Guds Søn i Himmerige,
evig i sin guddomspragt.
ville til det lave stige
i en fattig tjenerdragt.
Gud i kød blev åbenbaret,
Lovsangsbåret og forklaret!
Nu blandt mennesker han bor,
Vor Imanuel på jord!
Hør, nu bruser engles kor:
Ære være kongen stor! ”

Må Jesus Kristus også fødes hos os, og må vi give Hans kærlighed hænder og fødder til gavn for mennesker og til ære for Gud!

Amen

GemGem

, , ,

Søndagsklumme: En ærlig bøn fra et liv med børn

Denne bøn Inspireret af samtaler med veninder og andre mødre om livet med børn. Inspireret af frustrationer med sammenligning med mig selv for 10 år siden, og det jeg ser andre uden børn kunne nu. Inspireret af mit liv med børn kommer her en bøn om at kende Gud midt i det hele:

Gud, jeg knæler ikke så ofte foran dig i bøn mere. Når jeg knæler er det for at samle legetøj op. Eller for at tørre op efter én, der har blevet spildt.

Gud, jeg våger ikke i mørket for bede længere. Når jeg våger i mørket er det over et sygt barn eller én, der skal puttes igen efter et mareridt.

Gud, jeg faster ikke, som jeg gjorde en gang. Når jeg ikke får spist er det fordi min egen mad er mindre vigtig end en andens søvn, en andens næse, en andens ble.

Gud, jeg sidder ikke stille om morgenen længe nok til at læse min bibel eller min bønnebog, som jeg gjorde en gang. Når jeg sidder ned, så er det for at bygge togbaner, smage luft-kager eller putte nogen .

Gud, jeg synger sjældent salmer og sange for dig. Når jeg synger, så er det for én, der skal nynnes i søvn eller fordi nogen elsker præcis dé fagter, der viser at hjulene på bussen drejer rundt.

Gud, der var en gang jeg meldte mig som frivillig for at servere suppe for fremmede. Nu serverer jeg havregrød , madpakker og fredagsslik for mine egne børn.

Gud, en gang græd jeg over verdens uretfærdighed og lidelser i fjerne lande. Nu knuses mit hjerte over historier fra mit barns klasse; over gråden i mit barns øjne.

Gud, du elsker mig, som du altid har gjort. Men jeg elsker dig på en anden måde nu.

For at være mor har givet mig et mikroskopisk glimt af, hvordan din kærlighed må være for mig og andre. Når jeg mærker små arme om min hals, så mærker jeg også din glæde over mig. Når jeg mærker bekymringen rive i mig eller lettelsens vrede bølge ind over mig, så hører jeg dine irettesættelser med en anden forståelse: Du vil mig det bedste. Du ved bedst. Når jeg baner mig vej gennem pokemon kort, sværd, lege-mad og bamser, bliver jeg taknemmelig over alt det du har givet mig.

Tak Gud, fordi du lærer mig at se dig også midt i vasketøj og forældredage. Når jeg af og til bliver frustreret – for det gør jeg – vil du så nænsomt minde mig om, at der ikke findes noget større end at give sit liv for en anden. Også selv den anden er et barn på 9 eller et barn på 2 år, og det, der gives er mad, tøj, kærlighed i spandevis og endnu en søvnløs nat?

Amen