Hvad er åndelighed og spiritualitet?

 

Et af de ord jeg af og til bruger her på digogmigogvitro.dk er åndelighed eller spiritualitet, og jeg vil gerne forklare, hvad jeg mener med det:

Vi er alle sammen født med åndelighed ligesom vi alle sammen er født med intelligens. Og ligesom intelligens findes i forskellige former gør åndelighed eller spiritualitet det også. Som kristen tror jeg, at vores åndelighed strækker sig efter Kristus, men åndelighed kan sagtens komme til udtryk i andre former end i kristen tro.

Faktisk vil jeg mene, at åndelighed eller spiritualitet – som i min ordbog er synonymer – er måden vores tro kommer til udtryk på. Det vil sige at vi kan tro på det samme, men vores tro ser forskellig ud, fordi vores åndelighed er anderledes. Du er måske mere til keltisk bøn og jeg er mere til gospel. Du kan bedre lide at opleve forbindelse til Gud og dine medmennesker i praktisk arbejde, mens jeg oplever det stærkest gennem kreativitet og musik.

Åndelighed skaber perspektiv

 

Det svære ved åndelighed eller spiritualitet er, at det er så flydende at det er svært at fastholde længe nok til at skabe en fuldstændig definition eftersom vi hverken kan måle eller veje åndelighed.

“Åndelighed er mere følt, og trækker på non-verbale indsigter, syn, lyd, berøring og så videre. Åndelighed kan være en måde at vide på.”

Åndelighed handler om at være forbundet til noget eller nogen andre end sig selv – eller et ønske, en længsel efter at være det. Åndelighed kan defineres som meningsskabelse – det, der er med til at skabe perspektiv, betydning og formål for vores liv. Teologer siger ofte, at åndelighed er vores personlige svar på de eksistentielle spørgsmål vi støder på i vores liv. Det er vores svar på Guds kald til os.

 

At stå ved sin åndelighed og tage den alvorligt kræver mod, fordi det kræver at vi tør være sårbare og åbne overfor verden og menneskerne omkring os.

Citatet er fra Rebecca Nye i hendes bog “Children’s Spirituality”

, , , ,

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret – hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang…

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen – og at det er en fejl – gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut – og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si’r dig – aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt – med et brag – og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv – hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre “lykkes” med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang – og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!

, , ,

Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle “vente udenfor i to minutter ligesom sidst.”

Vi voksne mente jo nok, at han – og Samuel – ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: “Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden.”

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: “Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!”

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: “Gud, giv mig tålmodighed. NU!”

Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er “instant”. Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: “Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod.”

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!

, , ,

Dåb i England: Olie, vand og ild

Jeg havde håbet på, at jeg ville kunne lugte den: røgelsen. Jeg ved godt, det er lidt fjernt fra den spartanske indretning i de flest kirke herhjemme uanset om de er fri-, valg-, eller folkekirkemenigheder sådan ligefrem at dekorere luften. Men i den anglikanske kirke gør man det gerne. De er selvfølgelig også i en slags fætter-kusine relation til katolikkerne. Duften får mig til at føle mig hjemme med det samme. Måske fordi det er duften af Taizé og retræte. Måske bare fordi jeg er skabs-anglikaner. 
Under alle omstændigheder var den der: Den søde, krydrede duft af røgelse svøbte sig om os, så snart vi trådte ind i kirkerummet i den lille anglikanske kirke. 
Et af glasmosaikkerne i kirken forestillede Maria og Jesus som barn.

Vores nevø F. skulle døbes i den anglikanske kirke, hvor han hører til og er et lille kendt ansigt. Jeg har nok været i anglikanske kirker før, og holder af deres måde at gøre ting på. Alligevel var jeg spændt på at opleve en dåb ikke bare på engelsk men også i en anden kirketradition end den, jeg kender. 
Dåb er altid noget særligt. Uanset om det er voksne eller børn, der skal døbes. Uanset om den, der skal døbes er vidende om det, bevidst deltagende eller er der, fordi deres forældre har bestemt det. Der sker noget særligt i dåbshandlingen. Det gør der – jeg har hørt flere andre præster sige det samme. Også selvom det er udefinerligt. 
Den lille kirke var udsmykket efter alle kunstens regler – helt anderledes end de danske vægmalerier jeg har set. Til gengæld lignede dåbsbarnet kjole til forveksling en dansk en af slagsen. 

Ritualet var smukt – præsten var i stand til at usynligt at flette det skrevne sammen med egne forklaringer og uddybninger. Med sikker hånd førte han os igennem en liturgi (det kan man også kalde de ord og handlinger, der udgør en gudstjeneste), der kunne have virket ukendt og firkantet. 
Først var der olien: Helt almindelig olie, hvis oprindelse var uden betydning. “Ligesom du og jeg er den ikke noget særligt. Det, der gør den særlig er det, vi gør med den”. F. fik tegnet korsets tegn i panden med olien. “Om lidt forsvinder den igen med vandet. Det gør ikke handlingen ligegyldig. Men det viser, at det ikke er nok at vi her gør et tegn – det er med jeres fremtidige handlinger at I er med til at gøre F. i stand til selv at træffe gode beslutninger og gøre gide handlinger.” 
Forældre og faddere spillede en centralrolle hele vejen igennem dåben, ikke bare én gang men flere gange skulle de reageres på spørgsmål og bønner. Også menigheden blev bedt om at tage vare på F. med bønner og som forbilleder. Overraskende nok (for mig) skulle forældre og faddere svare på de samme spørgsmål. Her var ikke forskel på, om man var forælder eller fadder, når det kom til spørgsmålet om at lede F. ind i kirkens fællesskab og den kristne tro. 


 

Døbefonten var gammel og hugget ud i samme sten som selve bygningen. Den var dyb og her var ikke lagt noget fint guld fad henover, fordi man ikke længere dypper hele barnet ned i fonten. Det virkede smukt at der var alt for meget vand, synes jeg. Og pudsigt nok var der sat en prop i bunden af den… Det gav associationer til badekar, og det er vel ikke et helt tosset billede i forbindelse med dåb?

Ved vandet bad vi (oversættelsen er min egen):

Kærlige Fader,
vi takker dig for din tjener Moses, 
som ledte dit folk igennem det Røde Havs vande
til frihed i den forjættede land. 
Vi takker dig for din Søn Jesus, 
som gik igennem dødens dybe vande
og åbnede vejen til frelse for alle.
Send nu din Ånd, 
så de, der er vaskede i dette vand
må dø med Kristus og oprejses med ham,
for at finde sand frihed som dine børn,
levende i Kristus for evigt. Amen.

Tre gange tog præsten så vandet med skallen og øste det over F.s hoved i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Gudstjenesten sluttede med at dåbsfamilien fik et lys, som blev tændt ved et stort lys, der stod ved alteret, og som var blevet tændt første gang påskemorgen sidste år. 
Lyset blev fulgt med disse ord (igen er oversættelsen min): 
Gud har udfriet os fra mørkets magt
og har givet os en plads i lyset med helgenerne. 

Du har modtaget lyset fra Kristus; 
gå i dette lys alle dage af dit liv.
Skin som et lys i verden
til Gud Faders ære.

Det var ikke bare luften, der var tungt dekoreret men også selve gudstjenesten var fyldt med symbolik og betydning: olie, vand og ild er tre tegn, der går igen i den kristne historie. Bibelen er fyldt med historier, hvor de tre elementer på en eller anden måde spiller en væsentlig rolle. Måden hvorpå de blev inddraget som en del af dåben var utrolig smuk, synes jeg. Måske fordi jeg har den baggrund jeg har, så jeg var i stand til at fange referencerne. 
Måske er jeg anglikansk i det skjulte? 

, , , , ,

Husk, jeg elsker dig – samtale med min egen mor

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg. 

Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå.

Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach.

Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?
Først tænker jeg, at det ikke er nok at sige det, men at det skal vises.
Det gør man f.eks. som forælder ved at sætte grænser for sit barn og ved at passe på det. Det er eksempelvis ved at bestemme, hvornår ens barn skal i seng. Så kan det godt være, der er en konflikt i det lige ved sengetid, men så kan man senere sætte ord på og forklare, at “vi passer på dig, fordi vi elsker dig så meget. Vi ved, det er vigtigt at sove nok, når man skal lære og lege godt, og vi vil gerne have, at du har det godt, for vi elsker dig.” Eller at forklare, hvorfor vi spiser sundt, eller rydder op. Så får barnet en forståelse af at grunden til at vi gør, som vi gør, er for vores bedste, altså under forstået fordi jeg er elsket.
Åh, grænser. Alle forældre ved, at børn ikke reagerer med glædeshyl over at få sat grænser. Ind imellem kan det føles direkte hårdt og trælst også for forælderen at skulle holde fast og bestemme på tværs af konflikt. 
Hvorfor er det så vigtigt for børns selvværd, at jeg som forælder holder fast i, at det mig, der bestemmer?
 
Jeg tror, forældre som udgangspunkt gør, hvad de gør for og mod deres børn, fordi de elsker dem. Så er der selvfølgelig undtagelser som overgreb og misbrug. 

Men det er vigtigt med grænser, fordi et barn, der er vant til at få dets behov og ønsker dækket lige med det samme, kommer til at sætte lighedstegn mellem “at være elsket” og “at jeg får min vilje”. Hvis et barn har det sådan, så bliver det svært at være andre steder, hvor voksne eller andre bestemmer. Når for eksempel de voksne i børnehaven elller andre steder vil bestemme, så kan barnet opleve det, som at den voksne ikke kan lide barnet. Eller hvis de andre børn ikke vil lade barnet bestemme i en leg, betyder det så, at de ikke kan lide mig?  

Dét er ikke en rar oplevelse for et barn for frustration over ikke at føle sig elsket udløser afmagt. Og den afmagt kan igen være det, der gør at barnet kommer til at slå, fordi barnet ikke synes, det har andre muligheder for at få sin vilje og på den måde føle sig elsket.

Så grænser giver barnet en måde at mærke, at de er elskede – og på den måde også muligheden for at mærke sig elsket udenfor hjemmet. Er der andet, man som forælder kan gøre? 

Kærlighed for et barn er også at forældrene sørger for, at der er skiftetøj og udetøj i børnehaven eller vuggestuen. Ikke fordi børn opfatter manglende tøj, som at mor og far ikke holder af mig. Men et barn, der mangler skiftebusker, hvis bukserne blev våde af at lege med vand bliver forkert. Hvis det barnet femte gang den uge lige dét barn skal have lånetøj på, så kommer følelsen måske af “hvorfor sørger mor og far ikke for mig?” Det er ikke tydelige tanker hos et barn, men snarere følelser, som dukker op. 
 
For hvis dem, der er sat på jorden for at passe på mig ikke gør det, hvem kan jeg så stole på? Det er ikke bevidste tanker, men noget, der er ligger som en utryghed i barnets bevidsthed. Det sker selvfølgelig ikke ved at forældre glemmer vanterne en enkelt gang eller to, men hvis det sker gentagne gange. 
 
Egentlig vil jeg mene, at det et barn har allermest brug for er troværdige voksne. Med “troværdige voksne” mener jeg voksne, som gør det, de siger og mener det, de siger. 


Når det handler om børn og deres tanker og følelser kan vi ikke vide fuldstændigt, hvordan det er. Så jeg ved ikke, om det er – det er min tolkning.


Hmm. Jeg kan godt se, hvad du beskriver. Og nu sidder jeg her og spekulerer over, hvor mange gange jeg mon har glemt Samuels vanter eller ikke har sørget for hans blyanter var blevet spidsede. 
Nogle gange så bliver jeg så træt, for der kommer gode råd, sure opstød og forskning ind fra højre og venstre om, hvordan man er en god forælder. Jeg – og de forældre jeg kender – vil jo gerne gøre det godt. Og jeg synes tit, jeg oplever, at tvivlen om hvorvidt vi nu gør det godt nok fylder en del. Du har en gang sagt, at vi moderne forældre skal glemme vores hoveder og være forældre med hjerte – hvad betyder det i denne her sammenhæng? 


I denne sammenhæng betyder det, at for mig at se ville det være godt, hvis forældre selvfølgelig tænker sig om, men også forholder sig til det de inderst inde godt ved, er det bedste for barnet.  
 
Jeg tror mange forældre i dag er pressede. Af både deres egne og andres forventninger. De 
skal helst gøre alt det, de plejede at gøre, før de fik børn. De skal se godt ud, ha’ alt det nyeste, rejser og så videre. 
Rigtig mange forældre har konstant dårlig samvittighed. Jeg møder den ofte. Det er som om det er blevet en måde at vise, at man kærer sig om sit barn. De ønsker alle at gøre det bedste, men de får ikke mærket efter, hvad der er det bedste. 
 
I virkeligheden er der nok mange forældre, der gerne ville være mere sammen med deres børn, men det passer ikke sammen med alt det andet, der “hører sig til “, og så vælger de det alle andre synes og glemmer at prioritere det, de inderst inde helst vil.
~ Og nu bevæger vi os hen imod ” mor tilbage til kødgryderne”, men det er ikke det jeg mener. Jeg synes bare, man skal ha’ det godt med de beslutninger man træffer. Ellers skal man træffe nogle andre! 
 
Da vi slutter samtalen siger hun: “Og Anne, husk at jeg elsker dig!” 



Hvordan har du det med at sætte grænser for dit barn? Altså når det skaber konflikt? Og hvad med den dårlige samvittighed – kender du også den?