,

Hvem er “Du”? – noget om min tatovering

Jeg har en tatovering. Det kommer som en overraskelse for mange. Den ses heller ikke særligt tydeligt, og det er helt med vilje. Den kommer egentlig ikke andre end Vorherre og mig ved. Nogen får en tatovering for at den skal ses – også som en trosbekendelse, der kan starte samtaler, eller som tydeligt viser, hvor man hører til.

Min tatovering er også en trosbekendelse af en slags. Den sidder på højre fod, og det er derfor, den ses så sjældent. Den er et lille uddrag af salme 16 fra det Gamle Testamente (Du kan læse salmen her). Den salme var min redningskrans igennem min depression for år tilbage. Det er svært at forklare, hvordan den var det, men det var den. Ordene gav mig trøst og håb og mod til at fortsætte.

Ordene på min fod er: ”Du lærer mig livets vej”

Det er et løfte fra Gud om at vise mig den vej i livet eller den måde at leve på, der gør mig til et levende menneske. Det er samtidig et løfte fra mig til både mig selv og Gud om at lytte indad og gør mig umage med at følge den stille stemme, der peger på det, der giver liv.

Forleden talte jeg med én om at blive klogere med årene. Han sagde noget med at gå på livets landevej, og jeg svarede, at det var præcis det, jeg har stående på min fod.

Han kiggede på ordene og sagde så spørgende både til mig og sig selv: ”Hvem er ”Du”?”

Jeg sagde – lettere klodset – at for mig er ”Du” Jesus. Bagefter tænkte jeg over, at selvom det er rigtigt, så er det også et utilstrækkeligt svar. For hvem er Jesus?

At jeg siger ”Jesus” fortæller dig intet om den, der hjalp mig eller om nænsomhed, vedholdenhed eller det nærvær, der omringede mig.

Det slog mig, at hvem Jesus er kommer an på, hvem du spørger. Ikke fordi Gud eller Jesus forandres, men fordi Han* er så stor, så fuldkommen og vi er så små og så forskellige, at det ikke kan være det samme vi ser, oplever eller ligger liv til.

Hvem ”Du” er kommer simpelthen an på, hvem du spørger:

For David var ”Du” den gode hyrde. David skrev en af sine stærkeste digte om ”Herren er min hyrde”.

For Paulus var Jesus højdepunktet i Guds løfte om at velsigne hele verden gennem Abrahams slægt.

For Johannes er ”Du” den, der giver os lov til at være Guds børn.

For kvinden ved brønden er ”Du” den, der gav hende værdighed og understregede at sand hengivenhed ikke handler om geografi men om indstilling.

For kvinden, der led af kronisk menstruation, var ”Du” den, der helbredte hende og igen gav hende adgang til samfundet og et almindeligt liv.

For Zakæus var Jesus den, der brød hans isolation og gjorde ham gavmild.

En mand, der var født blind, og som blev helbredt af Jesus med lidt mudder sagde det aller bedst, synes jeg: ”Jeg kan ikke sige, hvem han er. Men jeg ved, at jeg var blind før, og nu kan jeg se.”

Med andre ord: ”Jeg ved ikke, hvad han er. Men jeg kan fortælle dig, hvad han har gjort for mig.”

Er det ikke sådan det er? Vi kan ikke definere Jesus, Gud, det hellige fuldstændigt. Men vi kan fortælle vores egen historie. Vi kan fortælle, hvilken forskel Han har gjort i vores liv.

For mig er Jesus den, der satte sig ved siden af mig i bilen, da jeg skulle køre alene en mørk aften til hospitalet efter min mand havde været igennem en livsvigtige operation.

For mig har Jesus betydet tålmodighed, barmhjertighed og helbredelse i og fra en depression.

Jeg kan ikke fortælle dig helt, hvem Jesus er. Men jeg ved, at jeg nu er mor til to trods alle odds. Jeg har min mand endnu. For mig er ”Du” den, der hjalp mig med at overkomme en svær depression; den, der har hjulpet mig med at turde livet igen; den, der har givet mig håbet tilbage.

”Du” er alt det. Og meget mere. Og måske mere endnu. For Jesus, Gud er altid mere. Hans historie kan ikke indeholdes eller defineres af ét menneskes liv eller forståelse, tror jeg.

Og alligevel får vi lov til at dele vores historier med ham og lægge liv til Hans.

Hvis jeg spørger dig, hvem er ”Du” så?

 

 

*Jeg skriver Han, fordi Jesus var en mand. Gud som skaber og Helligånd; Gud som treenighed tror jeg ikke, vi kan sætte på køn. Jeg tror Gud overskrider alle vores ord. Samtidig tror jeg, at Gud er personlig og ønsker at indgå i en relation med os. Og det kan man kun, hvis det er en ”nogen” man er sammen med. Derfor bruger jeg ”Han” om Gud. Selvom jeg er fuldtud klar over at der findes masser af billeder, der forklarer Gud i Bibelen, der handler om at være kvinde, mor eller feminin. Jeg kan også godt lide at tale om og tænke på især Helligånden som ”hun”.

, ,

Søndagsklumme: Når evigheden rører øjeblikket

 

Kender du fornemmelsen af, at øjeblikket pludselig udviddes? At nuet bliver større? Som om lige nu og her bliver så stort, at det rummer meget mere end ellers? Som om evigheden bøjer sig ind over dig og kysser dig på panden, så det, der ligger i fremtiden eller gemmer sig af godt i fortiden pludselig også er virkelige eller reelle i dét nu, hvor du er?

Måske kender du så også det modsatte. Fornemmelsen af, at tiden ligesom strammer til om halsen på dig? At der ligesom ikke er plads nok i tiden omkring dig?

Jeg genkender begge dele. Den første kan jeg bedst lide – det er den, der sker, når glæden pludselig bobler op i mig over livets storhed og skønhed. Eller når øjeblikkets skønhed rammer mig mellem øjnene og jeg bliver nærværende på en måde, som jeg ikke ellers er altid. Over morgenmaden. I en samtale. Midt i skoven.

Der findes øjeblikke i mit liv, der står lysende klart fordi nuet blev større og indeholdt elementer af noget Andet: En eftermiddag i solen da jeg som barn var på vej hjem til mine forældre efter spejder, hvor glæden ved at være til blev kæmpestor. En aften på en lejr, hvor den jeg kalder Gud kom tæt på, og jeg forstod mig selv på en ny måde. En nat under månen med en mand, der kiggede dybt i mine øjne og sagde, at det skulle være os to. En eftermiddag sammen med ham og to drenge, hvor jeg lige dér i øjeblikket vidste, hvor rig jeg er fordi disse to børn på forunderligvis blev vores.

Jeg kender også følelsen af at nuet er for småt. At det strammer til om halsen på mig og tiden er for trang. Det har været, når jeg har haft alt for meget om ørene og alt for lidt energi. Eller da min mand (ham under månen) blev pludseligt og alvorligt syg.. Eller da vi ikke selv kunne lave børn, og vi måtte vente på at komme på en venteliste til adoption – her stod tiden simpelthen i vejen for mig: Tiden stod imellem mig og det, der var vigtigt. Det var så småt, at det ikke var til at være i. Det var ved at kvæle mig.

Mere dagligdags kan det være, når træthed efter endnu søvnløs nat med børn, irritation over legoklodser på gulvet eller noget andet hverdags-trummerum vokser sig for stort.

Heldigvis ved jeg også af erfaring, at de øjeblikke, der er for små kan løsne deres tag og give os plads til at trække vejret. Det kan være en ven, der ringer og opmuntrer. Eller en solstråle, der kilder og får én til at løfte blikket. Måske er det en hjælpende hånd. Nogen, der giver aftensmad eller et godt grin.

Kunne det være evigheden, der rører ved øjeblikket og får det til at udvidde sig?

Kunne det være Gud, der drypper lidt evighed ned i et nu, når øjeblikket udvidder sig?

Det giver så god (for ikke at sige smuk) mening for mig. Det er forfatteren Anne Lamott, der har lånt mig tanken. Jeg tror, hun har ret, når hun siger, at det er noget Gud (eller hvilket ord du nu bruger) giver os. At det er en gave, når det sker at tiden bliver større.

Dels giver det mening, fordi Gud er gavmild og godt kan lide os – og hvem kan lide at se nogen sprælle rundt i et alt for snert øjeblik? Men det giver særligt mening ud fra den betragtning, at Guds tid er anderledes end vores tid. Det må den være, eftersom vi er begrænsede og kun lever ét minut ad gangen, mens Gud er evig og uden begrænsninger. Guds tid, tror jeg, er så meget større end vores, at vores tid er fuldstændigt omsluttet at Guds tid. Hvis vores tid er lineær er Guds …. mange-dimensionel.

Det er da en smuk tanke. At Guds putter lidt evighed ind i vores minutter.

Kan det være evigheden giver os tålmodighed? Jeg husker, da det gik op for mig, at tålmodighed ikke bare er at vente på at tiden går, men at vente roligt med … nå ja, tålmodigt. At vente mens man tripper rundt, pruster og stønner og forsøger at skynde på tiden eller hive den tættere på er ikke tålmodighed. Det er utålmodighed.

Jeg har en fornemmelse af, at tålmodighed kan hænge sammen med tillid – tillid til, at tingene nok skal ordne sig, falde i hak og ske, som det skal. Tillid til at der er Én, der er større end mig, der har styr på det, og at den Éne er god, som jeg ser det.

Når man er ved at blive kvalt, fordi man ikke kan være i sin længsel. Eller er ved at blive splittet i atomer, fordi nuet trykker så meget, at man ligesom presses ud af alle sprækker. Så har man – efter min erfaring – brug for hjælp til at gøre nuet mere tåleligt. Det kommer ikke af sig selv. Og så er tanken om, at Gud drypper lidt evighed ned i vores minutter befriende, synes jeg:

”Anne, jeg kan se, tiden strammer dig lidt om halsen. Her. Prøv lige med en dråbe af det her. Så, nu sidder det hele lidt løsere, ikke? Tag lige en dyb indånding. Så skal du se. Det hele går nok endda.” Aaah, så kan skuldrene falde på plads og tingene må ske, som de sker.

Har jeg tillid til fremtiden, så er der ingen grund til at skynde på den – så kommer den, når den kommer – og det er godt. Lige sådan betyder tillid til fremtiden også at der ikke er nogen grund til at gå og bekymre sig for det, der skal ske. Fremtiden er ikke skræmmende og den er ikke tom eller meningsløs.

Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i minutterne, så det øjeblik, der før var trangt og utåleligt bliver stort nok til at trække vejret i. Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i et øjeblik, så det bliver udviddet og genspejler den evighed, der indeholder alt godt fra både fortid og fremtid – og pludselig er øjeblikket ikke længere bare her og nu – det er i stedet mættet med nærvær og forbinder os med en verden, der er så meget større.

 

 

Det mindede mig om denne salme:

Jeg kender en Gud, den ene,
en kunstner som maler liv.
Et ord, og evighed skabes,
Alt som ved det første ”bliv”.

Jeg kender en Gud, den ene,
som menneskesøn han var.
Med kærlighed vil han åbne,
en evighed indefra.

Jeg kender en Gud, den ene,
en ånd, et mysterium.
Som opfylder evigheden
og åbner mit indre rum.

(Thomas Boström, oversat af Henning Clausen)

 

, , , , , ,

Veninder med kage

 

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

, , , , ,

Barnets ferielov

Har dit barn ret til ferie? Det lyder måske underligt at spørge på den måde, men faktisk er børn en af de eneste grupper i vores samfund, som ikke har nogen sikrede rettigheder, når det kommer til ferie. Det er helt op til forældrene, om et barn skal holde fra fra børnehave eller SFO.

For nogle børn betyder det, at ferier kan være meget sjældne, korte eller på det nærmeste ikke-eksisterende.

Heldigvis er de fleste af os opmærksomme på, at vores børn også skal have ferie og holde fri. Eller også tager vi det bare for givet, at  når vi har fri og slapper af over sommeren, så skal børnene da være med.

Forleden faldt jeg over en ferielov for børn, som netsundhedsplejersken havde delt. Der er klart nok ikke tale om en egentlig lov, for den findes ikke. Men tanken er meget sjov. Denne ferielov blev læst op af en skoleinspektør og de første paragraffer lød sådan her:

Sommerferieloven 2015

§ 1. Ethvert barn i Danmark har ret til at være sig selv mindst 6.5 uge – uden nogen lærer eller pædagog, som blander sig.


§ 2. Ethvert barn har ret til at spille fodbold – uden at der er nogen træner, og hvor det er tilladt nogle gange at lave sine egne regler. 

Billedet er taget af Trine Knudsen i Berlin.
Det fik mig til at tænke over, hvilke paragraffer jeg gerne ville have med, hvis jeg skulle skrive sådan en ferielov for de børn jeg kender. 

Her er mine forslag:

§ Ure, der dikterer bestemte spisetider, sovetider, afleveringstider og deraf følgende tidspres skal fjernes, så en flig af evigheden kan sænke sig over tidsfornemmelsen istedet for: Ting skal have lov til at strække sig i det uendelig – om det så er en halv time, fem minutter eller tre timer er underordnet. 
§ Børn skal være med til at bestemme tempoet på dagens gøremål: Det skal være tilladt at tage en halv time om at tage tøj på, smøre sin egen mad eller stoppe op ved samtlige tissemyrer på vejen. 
§ Pligt-ting som øvning af uge-dage, farver og alfabeter skal praktiseres i yderst begrænset omfang.
§ De voksne skal give sig tid til at lege med børnene: vandkamp, brætspil, bål eller at fiske krabber bør gøres mindst en gang dagligt. 
§ Det skal være helt i orden at gøre fjollede og herlige ting som at danse i regnen, spise is til frokost eller beholde nattøjet på en hel dag.
Jeg er lige ved at tro, at det ikke kun er børn, der kunne have godt af sådan en ferielov! 
Hvad skulle med i din ferielov, hvis du skulle skrive én? 



, , ,

Idéer til at fejre fasten som familie

Tønderne har buldret – og forhåbentligt var de ikke alt for tomme! Vi har været til fastelavnsgudstjeneste, og det var som sædvanligt en fest. Det er især sjovt at flere voksne også kommer og er udklædte. 
Min mand afslørede ved gudstjenesten, at han er den superseje mand, jeg vidste han var. (Selvom det vist ikke var pointen – det var en illustration på Jesu’ forvandling for øjnene af sine venner på bjerget.)
Fastelavnssøndag markerer, at fasten så småt er på vej. Tirsdag er “hvide tirsdag” – her hjemme hedder den pandekagedag efter den engelske tradition med at spise pandekager på denne dag. Og så går det løs op onsdag. 
I vores menighed er der ikke tradition for at mødes askeonsdag og sammen starte fasten med askekors i panden. Hvilket jeg egentlig synes er en skam. Ikke desto mindre starter fasten på onsdag. For mit vedkommende betyder det, at jeg skal til at sidde stille….
Jep. Jeg skal sidde stille en lille smule hver dag gennem fastens 40 dage. Derudover skal jeg øve mig i at holde sabbat. Jeg vil læse “Det sker når du hviler” fra Boedal, og en bog på engelsk, som hedder “Mudhouse Sabbath”. 
Og det er jo alt sammen meget godt selv at gøre noget. Men hvordan lærer man så glæden ved en praksis fra sig? Oven i købet en praksis som faste, der er forbundet med så meget glæde? Jeg er i hvert fald én af dem, der ser frem til fastens fordybelse. 
Den idé vi indtil videre er kommet frem til at ville benytte os af herhjemme er en uge uden kød til aftensmaden – de penge, vi så sparer skal gå til et formål, som vi sammen beslutter os for. 
Andre idéer kunne være: 
  •  at være sammen om at deltage i rethinkchurch‘s billed-udfordring. 
  • at bede bordbøn før hvert måltid, hvis man ikke ellers er vant til det.
  • at bruge pengene på fredagsslik til at gøre en anden glad med.
  • at spille spil sammen istedet for at se fjernsyn.
  • at læse Markus evangeliet hver dag og læse det hele inden påske.
  • at blive indsamlere for Folkekirkens Nødhjælp d. 8. marts.
Har du nogen erfaringer eller idéer med at fejre eller markere fasten som familie? Alle råd og idéer er velkomne – det ville være spændende at få et dybere kendskab til, hvordan det kan gøres!