Kender du fornemmelsen af, at øjeblikket pludselig udviddes? At nuet bliver større? Som om lige nu og her bliver så stort, at det rummer meget mere end ellers? Som om evigheden bøjer sig ind over dig og kysser dig på panden, så det, der ligger i fremtiden eller gemmer sig af godt i fortiden pludselig også er virkelige eller reelle i dét nu, hvor du er?

Måske kender du så også det modsatte. Fornemmelsen af, at tiden ligesom strammer til om halsen på dig? At der ligesom ikke er plads nok i tiden omkring dig?

Jeg genkender begge dele. Den første kan jeg bedst lide – det er den, der sker, når glæden pludselig bobler op i mig over livets storhed og skønhed. Eller når øjeblikkets skønhed rammer mig mellem øjnene og jeg bliver nærværende på en måde, som jeg ikke ellers er altid. Over morgenmaden. I en samtale. Midt i skoven.

Der findes øjeblikke i mit liv, der står lysende klart fordi nuet blev større og indeholdt elementer af noget Andet: En eftermiddag i solen da jeg som barn var på vej hjem til mine forældre efter spejder, hvor glæden ved at være til blev kæmpestor. En aften på en lejr, hvor den jeg kalder Gud kom tæt på, og jeg forstod mig selv på en ny måde. En nat under månen med en mand, der kiggede dybt i mine øjne og sagde, at det skulle være os to. En eftermiddag sammen med ham og to drenge, hvor jeg lige dér i øjeblikket vidste, hvor rig jeg er fordi disse to børn på forunderligvis blev vores.

Jeg kender også følelsen af at nuet er for småt. At det strammer til om halsen på mig og tiden er for trang. Det har været, når jeg har haft alt for meget om ørene og alt for lidt energi. Eller da min mand (ham under månen) blev pludseligt og alvorligt syg.. Eller da vi ikke selv kunne lave børn, og vi måtte vente på at komme på en venteliste til adoption – her stod tiden simpelthen i vejen for mig: Tiden stod imellem mig og det, der var vigtigt. Det var så småt, at det ikke var til at være i. Det var ved at kvæle mig.

Mere dagligdags kan det være, når træthed efter endnu søvnløs nat med børn, irritation over legoklodser på gulvet eller noget andet hverdags-trummerum vokser sig for stort.

Heldigvis ved jeg også af erfaring, at de øjeblikke, der er for små kan løsne deres tag og give os plads til at trække vejret. Det kan være en ven, der ringer og opmuntrer. Eller en solstråle, der kilder og får én til at løfte blikket. Måske er det en hjælpende hånd. Nogen, der giver aftensmad eller et godt grin.

Kunne det være evigheden, der rører ved øjeblikket og får det til at udvidde sig?

Kunne det være Gud, der drypper lidt evighed ned i et nu, når øjeblikket udvidder sig?

Det giver så god (for ikke at sige smuk) mening for mig. Det er forfatteren Anne Lamott, der har lånt mig tanken. Jeg tror, hun har ret, når hun siger, at det er noget Gud (eller hvilket ord du nu bruger) giver os. At det er en gave, når det sker at tiden bliver større.

Dels giver det mening, fordi Gud er gavmild og godt kan lide os – og hvem kan lide at se nogen sprælle rundt i et alt for snert øjeblik? Men det giver særligt mening ud fra den betragtning, at Guds tid er anderledes end vores tid. Det må den være, eftersom vi er begrænsede og kun lever ét minut ad gangen, mens Gud er evig og uden begrænsninger. Guds tid, tror jeg, er så meget større end vores, at vores tid er fuldstændigt omsluttet at Guds tid. Hvis vores tid er lineær er Guds …. mange-dimensionel.

Det er da en smuk tanke. At Guds putter lidt evighed ind i vores minutter.

Kan det være evigheden giver os tålmodighed? Jeg husker, da det gik op for mig, at tålmodighed ikke bare er at vente på at tiden går, men at vente roligt med … nå ja, tålmodigt. At vente mens man tripper rundt, pruster og stønner og forsøger at skynde på tiden eller hive den tættere på er ikke tålmodighed. Det er utålmodighed.

Jeg har en fornemmelse af, at tålmodighed kan hænge sammen med tillid – tillid til, at tingene nok skal ordne sig, falde i hak og ske, som det skal. Tillid til at der er Én, der er større end mig, der har styr på det, og at den Éne er god, som jeg ser det.

Når man er ved at blive kvalt, fordi man ikke kan være i sin længsel. Eller er ved at blive splittet i atomer, fordi nuet trykker så meget, at man ligesom presses ud af alle sprækker. Så har man – efter min erfaring – brug for hjælp til at gøre nuet mere tåleligt. Det kommer ikke af sig selv. Og så er tanken om, at Gud drypper lidt evighed ned i vores minutter befriende, synes jeg:

”Anne, jeg kan se, tiden strammer dig lidt om halsen. Her. Prøv lige med en dråbe af det her. Så, nu sidder det hele lidt løsere, ikke? Tag lige en dyb indånding. Så skal du se. Det hele går nok endda.” Aaah, så kan skuldrene falde på plads og tingene må ske, som de sker.

Har jeg tillid til fremtiden, så er der ingen grund til at skynde på den – så kommer den, når den kommer – og det er godt. Lige sådan betyder tillid til fremtiden også at der ikke er nogen grund til at gå og bekymre sig for det, der skal ske. Fremtiden er ikke skræmmende og den er ikke tom eller meningsløs.

Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i minutterne, så det øjeblik, der før var trangt og utåleligt bliver stort nok til at trække vejret i. Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i et øjeblik, så det bliver udviddet og genspejler den evighed, der indeholder alt godt fra både fortid og fremtid – og pludselig er øjeblikket ikke længere bare her og nu – det er i stedet mættet med nærvær og forbinder os med en verden, der er så meget større.

Det mindede mig om denne salme:

Jeg kender en Gud, den ene,
en kunstner som maler liv.
Et ord, og evighed skabes,
Alt som ved det første ”bliv”.

Jeg kender en Gud, den ene,
som menneskesøn han var.
Med kærlighed vil han åbne,
en evighed indefra.

Jeg kender en Gud, den ene,
en ånd, et mysterium.
Som opfylder evigheden
og åbner mit indre rum.

(Thomas Boström, oversat af Henning Clausen)