Veninder med kage

 

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

Continue Reading

Antiklimaks efter julen: Det gode er allerede på vej. Om at øve sig i forventningens glæde.

Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os.

Der er sikkert ikke noget at sige til det – forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme.

Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år – tilbage er januars grå  virkelighed.

Meen måske er det ikke hele virkeligheden?

Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder “Lykkelige Alfons”.

Det sjove er nemlig allerede begyndt – også selvom Alfons og hans farmor endnu ikke ved det.  Hvad godt venter mon på dig? 

Alfons Åberg har samme udfordring, da julen skal pakkes sammen: Hvor er det trist og kedeligt. Han og far sidder rigtigt og dyrker deres tristhed, og snakker sammen om, hvor trælst det er, at julen nu er ovre. Men farmor er i godt humør. Hun synes, det er fremragende, at de keder sig – for så kan de rigtig være klar til at tage imod det næste gode, der kommer!
De tre sætter sig med kaffen og snakker sammen om, hvad de glæder sig til. Men tænk, “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjovt!”

Den sætning kan jeg godt lide: “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjov”. For sådan er det jo – alting skal forberedes, og vi kan ikke se det, der spirer under jorden.

Advent – tiden op til jul – og julen i sig selv er en øvelse i at være klar til at tage imod glæden. Det er en øvelse i forventning, der kulminerer i at få ønsker opfyldt.

Det kan føles som et antiklimaks, at forventningen er blevet mødt, og ønskerne er blevet til virkelighed.

Når forventning bliver til virkelighed kan det føles som antiklimaks. Men det gode venter på os – også selvom vi ikke kan se det endnu. 

Men det betyder jo ikke, at al glæde så er opbrugt eller færdig. Tværtimod: Nu er vi klar til at opbygge nye forventninger og forme nye ønsker. Ikke nødvendigvis i materiel forstand. Hvad mon den næste glade begivenhed er for dig? Hvad mon dine børn nu ser frem til – fastelavn, en fødselsdag, vinterferien?
Der er altid noget at glæde sig til – der er altid godt på vej. Vi ved det ikke altid, og det er derfor, vi har brug for at øve os i det sammen. At Jesus blev født ind i verden betyder, at vi nu kan finde ham også her, hvor vi bor.

De første dage tilbage i hverdagen kunne måske være en god anledning til en samtale enten derhjemme eller i børnekirken om, hvad der mon er at glæde sig til efter julen? Hvad godt er der mon gemt om hjørnet til os?
Vi trænger altid til at have håb og forventninger – måske især i januar.

Jeg glæder mig til fastelavnsboller, sprøde tulipaner, dampende the-kopper og og og …

Continue Reading

Håbet 3 – Om en vedkommende fremtid

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.
 

Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold – og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden.

Håbet, som den kristne kan have, er ikke afhængigt af, om livet er en succes, eller om alt går glat. Glæden ved at være i live og tilliden til, at der er godt i vente, er ikke betinget af, at vi lever op til det, der dikteres omkring os. Du kan være kronisk syg, skilt, barnløs, gammel, arbejdsløs og meget mere og alligevel leve i håb, for det ikke har noget med omstændigheder at gøre. Det har derimod at gøre med den sprække, som Jesus efterlod i forhænget mellem os og Guds rige, da han gik ind bag forhænget i himmelen, for at forankre os dér.
 
(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. De foregående dele kom her og her.)

Continue Reading

Håbet 2 – Om sprækker i virkeligheden

Når vi håber, er det ikke sikkert, at det vi håber på, faktisk kommer til at ske.
Hvis du er forelsket, håber du på, at den, du er forelsket i også vil elske dig – men du kan ikke forvente det. Som forelsket er man nødt til at leve  i håbet om, at den anden også elsker dig – for alle, der har været forelskede ved, at gengældelsen af en forelskelse ikke kan kontrolleres eller fremprovokeres.

Håbet bygger heller ikke på prognoser. Det er ikke muligt at spekulere i udkommet af et håb. Forventning og håb er altså ikke det samme. Du kan håbe din kærlighed bli’r gengældt, men du kan ikke forvente det, og du kan ikke lave et estimat for, hvor sandsynligt det er, at forelskelsen bli’r gengældt. Det er kun muligt at håbe, hvis du har tillid til, at fremtiden har godt i vente.

Det gælder alt håb, men det gælder i særdeleshed det kristne håb. Paulus beskriver håbet på Kristus’ opstandelseskraft som “et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind”(Hebræerbrevet 6:19) Det kristne håb strækker sig ind bag det forhæng, som døden er. Ud over livet på jorden og ind i himlen efter Jesus, der opfor til himmels efter sin opstandelse.   

De øjeblikke, hvor håbet mærkes, kalder Bertel Nygaard for “sprækker i virkeligheden”, fordi det fra den virkelighed, vi befinder os i, bliver muligt at se ind i en mulig fremtid. Det kristne håb må i så fald være en sprække fra virkeligheden og ind i Guds rige.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Første del kan du læse her, sidste kan du læse her.)

Continue Reading

Håbet 1 – Om at have en fremtid

Håbet er lysegrønt, siger vi i Danmark. Men i virkeligheden er det nok mere spraglet, for alle håber. Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King håbede på et Amerika uden racisme, og mange håber på godt vejr i morgen.

Ifølge håbshistoriker Bertel Nygaard ved Aarhus Universitet er håbet historisk foranderligt, skifter med livsbetingelser og eksistensbetingelser. Håbet er den drivkraft, som skaber mening og sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid. “Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen,” skriver han i sin bog “Håb”.

Håb er livsvigtigt, for det er håbet, der gør os i stand til at se ud over den aktuelle situation og dens mangler. Håbet er en process, vi befinder os i; det er væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt.

Forskning i psykologi og sociologi viser, at mennesker i den vestlige verden mangler erfaringen af håb. For håb drejer sig ikke om nutiden, men om fremtiden – ikke blot den fremtid som umiddelbart kan skrives i kalenderen, men den fjernere fremtid, som ikke lader sig indfange af femårsplaner. Sådan er det sandsynligvis, fordi vores fokus oftest ligger på umiddelbare behov, på instant, nu-og-her og forudsigelige planer.

Håbet er netop ikke knyttet til det forudsigelige, men derimod overraskende og ikke-kontrollerbart.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Anden del af artiklen kan du læse her, mens den tredje og sidste del er her.)

Continue Reading