, ,

Anmeldelse: Guldgraverne. En samtalebog om Gud og os

“Her er en lækker bog!”

” Bogen kommer langt omkring og er ambitiøs. Der er helt klart tænkt over, hvilke temaer, der skal med for at man kan sige, man kommer omkring hele troslivet og et helt kirkeår eksempelvis.“

“Jeg savner mere åbne og flere undrende spørgsmål som oprigtigt åbner emnet op for børnene i samtalen omkring spisebordet, så børnene, der bliver læst for, kan gøre stoffet til deres eget.”

Modtaget til anmeldelse

Lækker bog

Min første reaktion til ”Guldgraverne” var, at her er en lækker bog! Omslaget og fornemmelsen af bogen, snorene og farverne på illustrationerne giver til sammen et meget indbydende indtryk. Indbydende nok til at den 4 årige ved siden af mig straks bad om at få læst op. 

Bogens opbygning

Bogen er opbygget med forskellige temaer, der hver strækker sig over én uge. Hver dag har så én side med en historie, nogle spørgsmål til oplæg for samtale og en bøn. 

Historierne tager alle sammen udgangspunkt i børn, der oplever, spørger og gør sig erfaringer med livet. På den måde kommer bogen i øjenhøjde med børn, og voksne kan give forklaringer, forståelse og fortælle om livet med Gud på en naturlig måde. 

Samtidig gør bogens opbygning, at der er sammenhæng på tværs af bogen, så det, man har læst først i bogen, bliver uddybet senere. Med undtagelse af de afsnit, man kan bruge når der er eksempelvis fødselsdage eller en højtid. 

Bogens indhold

Bogen kommer langt omkring og er ambitiøs. Der er helt klart tænkt over, hvilke temaer, der skal med for at man kan sige, man kommer omkring hele troslivet og et helt kirkeår eksempelvis. Lidt som en katekismus også dækker det grundlæggende i troen. 

Det betyder, at mange væsentlige emner som historien om Jesus, Guds tanker for menneskeheden, kirkens rolle, synd og hvordan vi lever vores liv bliver berørt igennem bogen. Svære men væsentlige emner som synd, svære følelser og Jesus’ død bliver også behandlet. 

En anden kirkebaggrund

Bogen forekommer mig til tider at være moraliserende, altså at løfte en pegefinger og fortælle, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg studser også over måden svære følelser bliver behandlet på, men om det handler om kirkeretning, teologi eller simpelthen aldersforskel og deraf følgende forskel på børnesyn, er jeg ikke sikker på. 

Bogen er klart skrevet fra en anden kirketradition end jeg kommer fra, og derfor er der ting i indholdet, som virker fremmed på mig og også ville gøre det for mine børn. Det kan selvfølgelig give anledning til nogle gode snakke, men det kræver også, at du som forælder er i stand til både at kunne se, forklare og reflektere over forskellene i kirketraditioner. 

Mangler åbne spørgsmål

Spørgsmålene til hver dag kan også bruges, men jeg savner mere åbne og flere undrende spørgsmål, som oprigtigt åbner emnet op for børnene og i samtalen omkring spisebordet, så børnene, der bliver læst for, kan gøre stoffet til deres eget, frem for spørgsmål, der alene har til formål at tjekke, om børnene har hørt efter. 
Taget i betragtning, at der er tale om en samtalebog er det for mig den største mangelvare i bogen.

Historien bag

Bag ”Guldgraverne” gemmer sig historien om en andagtsbog Birgitte Kjær selv skrev til sin familie i 1994, fordi hun manglede en god andagtsbog. At nogen på den måde tager sagen i egen hånd, kan jeg slet ikke stå for! 
Det er den andagtsbog, der har lagt til grund for Guldgraverne, som er omskrevet og udbygget sammen med Gunvor Lundsgaard. Tre børnefamilier har afprøvet materialet i skriveprocessen og givet feedback.

Guldgraverne ér en lækker bog! Og den er klart værd at trække på som en del af trosoplæringen derhjemme. 

Guldgraverne er til dig, der: 

  • gerne vil have én bog, der kan dække en bred vifte af kerneområderne indenfor den kristne tro og livet som kristen
  • selv kan omformulere, når sproget omkring synd, skyld og ”forkert” bliver for tungt
  • selv kan stille spørgsmål, som åbner eller lægger op til undren
  • gerne vil supplere læsning af bibelen med dine børn med at reflektere over livet som kristen også i børnehøjde

Guldgraverne er IKKE til dig, der 

  • har børn, der har brug for en bog, der fungerer mere som en billedbog for at kunne følge med
  • ikke kan overskue at skulle tage stilling til, om indholdet er 100% relevant for dig og dit barn i alle opslag
  • føler dig forpligtet til at læse alt i en bog, før du må lægge den fra dig

Fakta om bogen: 

Skrevet af Birgitte Kjær og Gunvor Lundsgaard. 
Illustreret af Rebekka Bach Gummesen
296 sider, indbundet
Udgivet på Lohse, LogosMedia og ELM-forlag. 299,95 kr. 

/af

Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på opdragelse og indoktrinering. Når vi opdrager, giver vi opførsel, værdier og holdninger videre til barnet både bevist og ubevidst, men forventer også, at barnet indgår i et samspil med den, der opdrager. Modsat handler indoktrinering også om at give andre bestemte meninger og holdninger, men med metoder, der ikke giver plads til at tænke anderledes eller stille spørgsmål. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

/0 Kommentarer/af

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu (januar 2019)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, “det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

 

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

/1 Kommentar/af
,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org

/0 Kommentarer/af
,

Godnat med SkyKids

Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers

At være kirke i en tid hvor alt ikke er som det plejer, kræver kreativitet, omstilling og nytænkning. I Den Evangeliske Frikirke i Randers har vi fået en god ide. Vi sender hver aften ”Godnat med Skykids” – som er vores børnekirke. Godnat med Skykids består af videoer på 10-15 minutter, hvor vi fortæller godnathistorie, beder sammen og synger godnat sang. Lederne i børnekirken skiftes til at optage videoerne.

Samhørighed og nærhed
Der er mange ting jeg elsker ved dette initiativ. Jeg elsker, at det skaber det der helt særlige rum af nærvær og samhørighed mellem den voksne og barnet som lytter. Jeg elsker, at det kan fungere som inspiration til forældre og at det skaber et vindue for, hvordan man kan tale om tro derhjemme.

I videoerne introducerer vi forskellige måder at bede på samt forskellige godnatsange. Dette for at vise, at vi som leder også selv gør det forskelligt, og at der ikke er én rigtig måde at gøre det på.

Tilknytning til kirken
Jeg elsker også at børnene føler sig knyttet til kirken i en tid, hvor vi ellers ikke mødes. Og så elsker jeg, at det er nemt at gå til, og at det er muligt at bringe alle ledere i spil. I en børnekirke med 130 børn og 20 ledere er det fantastisk at kunne gøre noget som samlet børnekirke. For det enkelte barn er det vigtigt at se lige præcis den leder, som betyder noget ganske særligt for det barn.

Godnatstemning
Vi forsøger at skabe en ægte godnat stemning med dyner, bamser og dæmpet belysning. Vi har bl.a. hørt om Samuel, der hører Guds stemme for første gang. Historierne følges op ad refleksionsspørgsmål som ”Gad vide hvorfor Samuel ikke kunne høre, at det var Gud der talte?” eller ”Mon du har prøvet, at Gud talte til dig?”. Vi introducerer børnene (og deres forældre) for chat and catch, raketbøn, fadervor, at lyse velsignelsen samt forskallige salmer og sange.

“Det gør mig tryg”
Vi har indtil nu fået mange skønne reaktioner bl.a. fra en pige på 9 år, der så det sammen med sin mor. Efterfølgende ville hun gerne låne morens telefonen for at se den en gang mere. Moren kunne senere høre at datteren blev ved med at høre godnatsangen igen og igen og igen og sagde efterfølgende ”Mor den sang gør mig bare så tryg”. Se så er det jo alle anstrengelserne værd.

Kopier endelig idéen
Gud kan få det bedste ud af alting. Og selvom jeg nogle gange synes det har været udfordrende at være børnekirke i en tid præget af corona og alt hvad det bar med sig, så har Gud også brugt situationen til at åbne mine øjne over for nye muligheder og det at turde udfordre det ellers så trygge ”plejer”.

Kopier endelig ideen, hvis du tænker den kan fungere i jeres sammenhæng. Alle medarbejder har optaget deres videoer hjemme ved brug af computer eller mobil og så har vi efterfølgende klippet videoen sammen med en genkendelig intro.

Vær obs på ophavsrettet, hvis du skulle få lyst til at læse op fra en bog.

/0 Kommentarer/af