,

Velsignelse til en svær tid – til brug i familien

Vi lever i en mærkelig og omskiftelig tid. Selvom (de fleste) børn er gode til at navigere i at hverdagen er påvirket at COVID19 pandemien og nye restriktioner, så er det ikke kun voksne, der er påvirkede og pressede af, at meget er nyt, usikkert og omskifteligt.

Det følgende er et velsignelsestirual skabt af Leane Hadley, du som voksen kan bruge for at hjælpe dit barn (eller børnene i din børnekirke, klub eller menighed) med at sætte ord på det, der er svært på en god måde og samtidig være stille i Guds nærvær.

Hvis du gentager dette uge efter uge, så vil du skabe et ritual, der giver barnet en praksis til at håndtere stress på en måde, der ikke bare kan bruges nu og her, men som også kan blive til gavn også på lang sigt. På den måde bliver ritualet et redskab, som dit barn kan tage med sig til at håndtere andre svære situationer eller omstændigheder.

Til velsignelsen har du brug for de følgende ting: En sodavand (gerne i flaske), et stearinlys og noget at tænde det med og din finger.

Velsignelsesritualet:

Første del: At sætte ord på vores stress
Sæt dig ned med dit barn og ryst sodavanden. Det vil sikker fange deres opmærksomhed! Hvis barnet spørger, hvorfor du ryster flasken siger du (og hvis barnet ikke spørger, fortæller du alligevel): ”Sodavandsflasken er dig og den er mig. Vi er blevet rystede. Hver eneste bobbel i sodavanden er følelser, vi har mærket.”

Tal så med barnet om, hvad der ville ske, hvis I åbnede sodavanden hurtigt, nu hvor I har rystet den? (Hvis du har mod på det, kan I jo gå udenfor og se, hvad faktisk vil ske, hvis I gør det – så kan I også få et godt grin sammen!) ”Sodavanden vil sprøjte ud over det hele – som en lille eksplosion! Sådan kan det også gå med os, hvis vi ikke får vores følelser ud på en stille måde. De vokser og eksploderer. Og så siger vi ting vi ville ønske, vi ikke havde sagt til mennesker vi elsker – og vi kan endda ende med at slå nogen eller kaste med ting og komme til at gøre andre ondt.
Lad os prøve at sige, hvad nogle af boblerne i vores sodavand er.” (Brug så lang tid på at fortælle om det, der er trælst, svært, godt og alt muligt andet, som I har brug for).

Brug så lidt tid på at tænke over og tale om, hvad I kan gøre for at få boblerne inden i jer selv ud: Det kunne være ting som at sparke til en bold, gå en tur, gynge, danse, synge, skrive i en dagbog, tegne et billede, tage til stranden og kaste sten eller grene i vandet…. Vælg en af tingene, som I kan gøre sammen i den næste uge. Lov hinanden, at I vil gøre det mindst én gang i løbet af ugen.

Anden del: Vær stille
Når I har brugt tid på at snakke om jeres følelser og har fundet på måder at udtrykke dem på, er det tid til at tænde lyset.
Et tændt lys er beroligende og børn (og voksne, for den sags skyld) bliver instinktivt tiltrukket af det. Tænd lyset og bed dit barn om at sidde med dig i skæret fra lyset og trække vejret sammen. Træk vejret ind og ud og forestil jer, at det er Guds kærlighed, I får ind i jer. Sid bare kort tid (1 minut kan være lææænge til at starte med). Bed så dit barn om at puste lyset ud og giv dem et knus.

(Her kan du gøre brug af et kneb fra Godly Play, hvor man taler om at lyset ikke pustes ud, men forandres: flammen bliver til røgen, som bliver en del af luften. Det er et tegn på, at Jesus og hans Ånd altid er omkring os – også når vi ikke kan se det. I denne sammenhæng bliver det til et tegn på at Guds kærlighed og roen også er med os, når vi ikke sidder sammen med et stearinlys tændt. På den måde er du med til at gøre stilheden og kærligheden tilgængelig for dit barn uden at I skal have et lys tændt)

Tredje del: Velsign barnet
I velsignelsen ser du dit barn i øjnene og fortæller dem, at han/hun er stærk; at barnet kan klare svære ting; at du ved, han/hun gør sit bedste og at Gud altid er med ham/hende. (Du kender dit barn, og ved, hvad det har brug for at høre. Så brug de udtryk og ord, som du tror, vil gøre størst gavn)

Slut af med at tegne et hjerte eller et kors med din finger på dit barns hånd eller pande – som en påmindelse om, at Gud elsker dem!
Lad evt. barnet gøre det samme ved dig.

Lyder det for nemt?
Dette er et meget enkelt og samtidig godtgørende ritual for børn. Den eneste svære del af ritualet er, at den voksne, som vejleder barnet er nødt til at kunne dele barnets oprigtige følelser – det er vigtigt at barnets følelers og oplevelser bliver taget kærligt imod uden irettesættelse.

For – helt ærligt – vi er alle sammen pressede i øjeblikket og ingen af os har lyst til at blive udspurgt om hvordan eller hvorfor vi har det, som vi har. Børn gør modstand, hvis de bliver udspurgt eller presset til at dele deres dybeste følelser præcis som voksne også gør. Her er ritualet en mulighed for at samles, dele, tænde et lys, trække vejret sammen og velsigne hinanden i tillid til at hvor to eller tre er samlet er Gud med!

Leane Hadley, der har lavet dette ritual skriver: ”Ritual er en gave. Det er min bøn, at dette godgørende ritual kan blive en regelmæssig del af jeres bønneliv hjemme og at I igennem det vil finde den styrke og det håb, som kun Gud kan give os i usikre tider!”

Oversat fra “Helping our kids through stressfull times” af Rev. Dr. Leane Hadley på UMC.org

,

Godnat med SkyKids

Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers

At være kirke i en tid hvor alt ikke er som det plejer, kræver kreativitet, omstilling og nytænkning. I Den Evangeliske Frikirke i Randers har vi fået en god ide. Vi sender hver aften ”Godnat med Skykids” – som er vores børnekirke. Godnat med Skykids består af videoer på 10-15 minutter, hvor vi fortæller godnathistorie, beder sammen og synger godnat sang. Lederne i børnekirken skiftes til at optage videoerne.

Samhørighed og nærhed
Der er mange ting jeg elsker ved dette initiativ. Jeg elsker, at det skaber det der helt særlige rum af nærvær og samhørighed mellem den voksne og barnet som lytter. Jeg elsker, at det kan fungere som inspiration til forældre og at det skaber et vindue for, hvordan man kan tale om tro derhjemme.

I videoerne introducerer vi forskellige måder at bede på samt forskellige godnatsange. Dette for at vise, at vi som leder også selv gør det forskelligt, og at der ikke er én rigtig måde at gøre det på.

Tilknytning til kirken
Jeg elsker også at børnene føler sig knyttet til kirken i en tid, hvor vi ellers ikke mødes. Og så elsker jeg, at det er nemt at gå til, og at det er muligt at bringe alle ledere i spil. I en børnekirke med 130 børn og 20 ledere er det fantastisk at kunne gøre noget som samlet børnekirke. For det enkelte barn er det vigtigt at se lige præcis den leder, som betyder noget ganske særligt for det barn.

Godnatstemning
Vi forsøger at skabe en ægte godnat stemning med dyner, bamser og dæmpet belysning. Vi har bl.a. hørt om Samuel, der hører Guds stemme for første gang. Historierne følges op ad refleksionsspørgsmål som ”Gad vide hvorfor Samuel ikke kunne høre, at det var Gud der talte?” eller ”Mon du har prøvet, at Gud talte til dig?”. Vi introducerer børnene (og deres forældre) for chat and catch, raketbøn, fadervor, at lyse velsignelsen samt forskallige salmer og sange.

“Det gør mig tryg”
Vi har indtil nu fået mange skønne reaktioner bl.a. fra en pige på 9 år, der så det sammen med sin mor. Efterfølgende ville hun gerne låne morens telefonen for at se den en gang mere. Moren kunne senere høre at datteren blev ved med at høre godnatsangen igen og igen og igen og sagde efterfølgende ”Mor den sang gør mig bare så tryg”. Se så er det jo alle anstrengelserne værd.

Kopier endelig idéen
Gud kan få det bedste ud af alting. Og selvom jeg nogle gange synes det har været udfordrende at være børnekirke i en tid præget af corona og alt hvad det bar med sig, så har Gud også brugt situationen til at åbne mine øjne over for nye muligheder og det at turde udfordre det ellers så trygge ”plejer”.

Kopier endelig ideen, hvis du tænker den kan fungere i jeres sammenhæng. Alle medarbejder har optaget deres videoer hjemme ved brug af computer eller mobil og så har vi efterfølgende klippet videoen sammen med en genkendelig intro.

Vær obs på ophavsrettet, hvis du skulle få lyst til at læse op fra en bog.

Forælder og leder – interview med Rachel Turner

At være både forælder og leder i en kirkelig sammenhæng kan føles som at skulle jonglere eller konstant skifte mellem forskellige hatte: ”Nu er jeg mor, nej, nu er er jeg præst” og tilbage igen. Og selv om du ikke er præst men en del af lovsangsbandet eller med i børnekirken er mit bud, at du kender problematikken, hvis du har børn.

Når jeg ”præster” kan det være svært for menigheden at skelne; når jeg er i kirken, er jeg jo præst, så hvorfor opfører jeg mig som en forælder? Det er ikke ret lang tid siden, jeg (igen) fik en kommentar, der lod mig forstå, at mine børn var i vejen.

Børn er jo også en del af kirken
Der er bare det, at mine børn jo også er en del af menigheden, af kirken – ikke blot som mine børn, men i deres egen ret. Og hvordan skal de navigere i det, at deres mor også er præst? Det er ikke deres valg, men det er deres virkelighed.

Til en samling på B-M-K.dk for erfarne børneledere, spurgte jeg engang, om jeg var den eneste, der syntes, det var svært både at lede børnekirke og have mit eget barn med? Svaret var nikken og mild latter – det er tilsyneladende almindelig kendt, at børn af børnekirkens leder ikke nødvendigvis er dem, der har lettest ved at følge med.

Hvad i alverden skal man gøre?
Rachel Turner argumenterer i sin nyeste bog ”Parenting as a Church Leader” (PACL) for, at det handler om at barnet mister sin forbindelse til os som forældre, og dermed sin tryghed, når vi signalerer, at vi ikke er forældre men børnekirkeledere (eller lovsanger/præst/andet). Deres måde at hive os tilbage i forældre-rollen er ved deres opførsel. Det virker rigtig godt at larme, være urolig eller generelt gøre noget andet end det, der bliver bedt om: børnekirke-lederen bliver lynhutigt mor, hvis jeg begynder at løbe rundt, er det (ubevidste!) rationale.

Så hvad i alverden skal man gribe og gøre i?

Det talte jeg med Rachel Turner om. Hun har netop udgivet ”Parenting as a Church Leader” om, hvordan vi, der er ledere i kirken, kan hjælpe vores børn med at bevare både tro og tilhørsforhold til kirken – og ikke mindst til deres forældre.

”De færreste ledere i kirken tænker over, hvad deres rolle får af betydning for deres familie. Ofte ender de med at se på deres rolle i kirken og deres familie, og tænker, at de ikke kan gøre begge dele på én gang. Så de løber frem og tilbage mellem de to roller. Det er ikke holdbart. Og det er udmattende.

Kirke er en anderledes kontekst at være forælder i som leder en noget andet job. Fordi du ikke nødvendigvis slipper det, når du kommer hjem og fordi din familie er med dig i kirke, er det to blandet sammen hele tiden.”

Hvordan er vi kirke MED vores børn? 
”Spørgsmålet for mig blev, hvordan vi er kirke MED vores børn? For børnene er jo en ligeværdig del af de troendes fællesskab, af kirken. De har al mulig ret til at være der – også når mor eller far er på arbejde.”

Det sidste kan jeg mærke stikker lidt i hjertet af mig. For jeg har hørt kolleger fortælle, hvordan de har følt sig presset til, at deres familie tog i kirke et andet sted. Og selv oplevet misbilligende blikke og kommentarer, da det var svært for min søn at være i kirke, når mor var ”på” – fordi hun så ikke var tilgængelig. Det er relativt let at bede børnene om ikke at ”forstyrre” (og nogle gange underforstået: være et andet sted), men hvis vi alene ser børnene som forstyrrende elementer, misser vi (og vores menigheder) muligheden for at gøre børnene til en del af menighedens fællesskab.

Det ér anderledes
”Der er ingen tvivl om for mig, at det her er et vigtigt emne. Når som helst jeg har været ude og tale om eller holde workshop for forældre om at dele troen derhjemme (Rachel har startet parentingforfaith.org), endte jeg altid – som i ALTID – i et hjørne med en leder, som ville forklare mig, hvorfor det, vi havde talt om, var anderledes for dem. Fordi de ikke gik i kirke med deres børn som sådan; fordi der blev lagt mærke til, hvordan de som ledere også var forældre, når de i virkeligheden var lige så meget på bar bund som alle andre forældre; fordi de er bange for at føle sig som fiaskoer, hvis deres børn ikke ”gør” kristen og kirke rigtigt.

”Og det ER anderledes at være leder i en kirke og forælder på samme tid. Jeg oplevede også, at ledere, som ikke som sådan var interesseret i arbejdet med børn i kirken, blev voldsomt interesserede, når det pludselig handlede om deres egen familie og deres egne børn.”

”Hvis vi vil bede kirkens ledere om at vise interesse for andres børn, så er vi nødt til at tage os af dem først og tjene dem. Og det her giver mig en mulighed for at vise omsorg for kirkens ledere. ”

”Der er al mulig god grund til at kirke ledere finder det svært. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mere sandsynligt at vores børn går fra troen og kirken end andre børn. Tværtimod, faktisk.”

Vi kan gøre det her!
”Den generelle indstilling, når det gælder om børn af ledere i kirken vil holde fast i troen, er at det er håbløst. Min indstilling er en anden: Vi kan gøre det her godt!

Det er statistisk mindre sandsynligt at vores børn falder fra troen og kirken. De vender kirken og/eller troen ryggen af andre grunde, og det er grunde, vi kan gøre noget ved.”

”Jeg har læst alt, hvad der var at finde om børn og forældre i ledelse i kirkerne – og det var begrænset, hvad der var. Meget fokuserede på ægteskab og ikke familie. Der var nogle rapporter fra forskellige kirkeretninger, og flere ting var fra USA, så jeg lavede nogle undersøgelser for at se, om deres konklusioner også holdt vand i en engelsk kontekst. Derudover har jeg haft nogle fokusgrupper og samtaler en-til-en.”

”Jeg fandt frem til, at der er fire ting, vores børn har brug for fra os:

Tilknytning: Vores børn har brug for at have en tryg tilknytning til os. Følelsesmæssigt er det, hvor meget i kontakt med os, der afgør hvor trygge de føler sig. Hvis vi er opmærksomme på det, kan vi hele tiden sørge for, at vi har en forbindelse til dem. Vi kan signalere at ja, jeg har en opgave eller rolle i kirken lige nu – men jeg er stadig din mor eller far.

En af de ting jeg fandt her var, at måden forældre håndterer konflikt i kirken på, er afgørende for, hvordan børn ser på kirken. Og det, der er afgørende er, at forældre taler med deres børn om det – den største skade ser ud til at ske, når forældre ikke taler om det. Her er det en god ting at fortælle sine børn at ja, det er svært, men jeg elsker det og jeg forventer ikke, at det er perfekt i kirken. Men den samtale kan du kun have med dit barn, hvis I er i kontakt med hinanden.

Prioritering: Vores børn har brug for at føle sig prioriteret. De har en tendens til at gøre det til en konkurrence mellem dem og kirken. Det her er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tid, men om at hjælpe dine børn med at erfare, at du prioriterer den både i dit hjerte og i kirken. 

Beskyttelse: Børn af ledere – især fremtrædende kirkeledere – vokser op i en glaskugle, hvor de bliver opdraget offentligt. Som forældre kan vi blive skamfulde eller flove, hvis vi har konflikter med vores børn, hvor andre kan se det. Vores børn er udsatte og de kan finde det svært at forme normale venskaber. Kirkebørn bliver ofte udsat for at være nogens barn og ikke en ligeværdig del af Kristi kirke på deres egne præmisser. Hvordan beskytter vi dem, så de kan fortælle deres egen historie? Her handler det også om at håndtere menighedens forventninger.

Styrket i deres egen tro: Vores børn har brug for at blive opmuntret i deres egen tro. Midt i en menighed, som kigger på dem som en model for tro i et barn eller en teenager, skal de hjælpes og opmuntres til at udvikle deres egen tro.”

Nemmere er ikke det samme som bedre
”Nogle gange oplever ledere, at det bliver nemmere. Børnene tvinger dem ikke med deres opførsel til at vælge forældre-hatten, men i virkeligheden har børnene ikke fået det bedre. De er bare blevet bedre til at holde det ud. De dropper tilknytningen. Ældre børn er ofte bedre til at håndtere, at de mister deres forældre for en stund – men det er ikke udtryk for, at de har mindre brug for deres forældre. ”

”Det mest opmuntrende ved forløbet omkring “Parenting as a Church Leader” har været at se, hvordan familier har ændret sig. Den dybe glæde, som ledere har fundet ved BÅDE at kunne lede og være forældre på en og samme tid. Det har været taget fra mange ledere i kirken, og det har været en glæde at se dem finde fred i deres tjeneste.”

Jeg glæder mig til at læse bogen – og til at snakke med andre for at høre, om deres erfaringer mon ligner mine egne. Og jeg vil gerne have nogle ord for det, der sker i vores familie, så jeg bedre kan forklare, hvad der er på spil for de mennesker, som er med til at være kirke for mine drenge.

Og så glæder jeg mig til at gøre værktøjerne i bogen til mine egne, så mine drenge ikke skal være i tvivl om, at deres mor nok er præst, men at hun også er deres mor – uanset hvor jeg er.

,

”Opdag troen med børnene” – præsentation af materiale

Korskirken, som er en baptistkirke i Herlev, har udarbejdet ”Opdag troen med børnene”, som er et materiale i til familier med børn i alderen 3-8.  Jeg har snakket med familie- og børnemedarbejder i Korskirken, Trine Berg Hansen, om tankerne bag materialet og hele processen omkring det:

”Projektet er startet op i samarbejde med min kollega Ole Lundegaard, som er seniorpræst i Korskirken. Han har skrevet flere bøger med inspiration til daglig trospraksisser som eks. bøgerne ”Hjertesprog”, ”Det Generøse liv”. Han er også med på facebook-siden ”Et Skridt.nu”.

”I sensommeren 2019 testede vi materialet på 15 interesserede trospraktiserende familier. Materialet dækker 14 dage og blev afprøvet i PDF og print til familier med børn på 3-8 år. I efteråret fulgte vi op med evaluering. Vi håber fremadrettet at kunne udvide samarbejdet om det fortsatte trosudviklingsprojekt til familier.”

Hvilke tanker gjorde I jer, som fik jer til at gå i gang med at lave et materiale specifikt til familier?
”Vores tanker bag trosudviklingsprojektet handler om en fælles forpligtigelse til at bidrage til trosdannelse i hver baptistmenighed lokalt og som fælles vision for Baptistkirken i Danmark nationalt.”

“Og så handler det om et fælles ansvar for at hjælpe voksne og børn i familierne med at vokse i tro på en overkommelig måde i en travl hverdag. Således at familier vokser i daglig trospraksis, som forhåbentlig bliver til en god vane og fornyet Gudslængsel.”

Hvem har I haft i tankerne?
”Materialet er målrettet familier med børn i alderen 3 – 8 år. Ikke mindst fordi studier viser, at trosudvikling ofte sker i de helt tidlige år. Og samtidig peger studier på familiens privilegerede rolle som trosopdrager.”

“Dog deler vores materiale udfordringen om, hvordan vi bedst stimulere til tro i daglige doser i familien på tværs af alder, køn, traditioner, præferencer, erfaring og tid til rådighed.”

”Vores testforsøg i 2019 har vist, at ikke alle familier får taget materialet i brug. Mange var interesserede, men var alligevel for travle. Dem, som testede det, ville gerne fortsætte med praksissen. Nogle havde andre behov, som denne form ikke dækker.”

Trine holder en pause, før hun uddyber: ”Familieliv leves jo forskelligt. Vores mål var at undgå, at materialet blev for ambitiøst og smittede med dårlig samvittighed. Så hellere stimulere og involvere familien i små bidder – i håb om at skabe medejerskab for fælles trosvandring på tværs af alder.”

Så hvad er det for vaner, I gerne vil hjælpe med og opmuntre til at familierne tager til sig?
”Med formen har vi ønsket at stimulere til daglig bibellæsning, samtale, aktivitet og bøn til gavn for relationen til Gud, hinanden, sig selv og næsten på en måde, som er sjov, legende og lærerig. Og som samtidig giver anledning til nærværende og opbyggeligt samvær i familien.”

”Der er lige adgang til Gud for barn og voksen. Og dialogen forventer inddragelse af alle parter uanset alder og tros- eller livserfaring. Et perspektiv i tråd med Jesus, som inddrog børn som en nødvendighed for at forstå Guds riget.”

Udover de gode vaner i familien – hvad håber I så at få ud af ”Opdag troen med børnene”?
”Familier i dag lever tit travle liv. Og gudstjenestefælleskab i kirken om søndagen er ikke blevet nemmere at prioritere. Alligevel findes længslen hos mange familier om fortsat at vokse i tro og give troen videre til sine børn. Vi mener, det er menighedens fælles ansvar at samarbejde om dette med forældre, børn og unge. Vi håber, at vi hver for sig og sammen kan bevares i livet med Jesus, som Hans efterfølgere. Materialet her er blot én form for trosudvikling i et større netværk af muligheder for trosdannelse på tværs af alder til gavn for den enkelte, familien og menighedslivet.”

Ole og Trine er blevet kontaktet af Liselotte Spårre fra Equmeniakyrkan i Sverige om en oversættelse af materialet til svensk. Liselotte har selv gode erfaringer med “Opdag troen med børnene”, og fortæller, at det er første gang hendes børn selv er kommet og har bedt om at familien holder andagt sammen.

”Opdag troen med børnene” ligger frit tilgængeligt på korskirken.dk som en PDF-fil. Du finder materialet her.

,

Pandekagedag

Skrevet af Charlotte Frederiksen, børnekirkeleder
i Den Evangeliske Frikirke, Randers 
I morgen er det international pandekagedag og det fejres fordi det var her hvor man i “gamle dage” begyndte en 40 dages faste frem til påske. I fasten var alle “hvide” ingredienser totalt forbudt, så derfor lavede man pandekager for at få tømt ud i de hvide varer som mel, æg og mælk – Lige netop de ingredienser der bliver brugt i en pandekage. Dagen ligger fast hver år, som den første tirsdag efter fastelavn, og i folkemunde blev den ofte kaldt “hvide tirsdag”.
Selvom vi ikke længere faster frem til Påske, så er det stadig en måde at starte nedtællingen, ligesom vi fra 1. advent starter nedtællingen til jul.
I vores familie har vi ikke tidligere fejret international pandekagedag, men det skal vi da i år, for helt ærligt, pandekager på en tirsdag det bliver da ikke meget bedre. Så tirsdag står den på pandekager til aftensmad, leg og en snak om faste.
Ide til leg “Pust, pust, pust – legen”.
Alle får en ballon og en plastik kop. Bordet skal være ryddet så I kan spille. I stiller jer i den ene ende af bordet, hvor I placerer koppen foran jer på bordet. Nu gælder det ved brug af ballon at få jeres kop pustet ned i den anden ende. Den kop der først falder ud over kanten i den modsatte ende, har vundet. I må kun flytte koppen ved at puste ballonen op og lukke luft ud, når der ikke er mere luft i ballonen, pustes den op igen. Falder ens kop ud over siden på bordet starter man forfra.
Har I små børn kan det at puste ballon op være noget af en kraftanstrengelse, her kan I i stedet bruge en lille vatkugle, som pustes til ved brug af munden. Ryk evt ned på gulvet og lav en start- og en slutlinje.
Faste
I Esajas bog kap. 58 vers 6-7 står der “Nej, den slags faste jeg ønsker, er, at I sætter de uretfærdigt anklaget fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker, at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har og i det hele taget gør, hvad I kan for at hjælpe de behov, der findes lige omkring jer.”
Spørgsmål til snak derhjemme:
  • Har du prøvet at faste fra- eller for noget så del din historie og dine erfaringer med din familie i et sprog, omfang og dybde der matcher børnenes udvikling.
  • Hvorfor tror I at Gud så brændende ønsker at vi skal være gode ved hinanden og vise hinanden kærlighed og omsorg?
  • Hvilke behov kan I se omkring jer, i jeres hverdag. Måske I som familie har lyst til at gøre noget sammen…
Find opskrift på klassiske tynde pandekager hos Valdemarsro  eller sunde bananpandekager hos Mummum eller køb dem færdige – hurtigt og nemt i dit supermarked!