,

Hvordan taler vi med børn om tragedier?

Nyhederne kan være overvældende og hjerteskærende. Nogle gange komme de tættere på end andre – også for voksne kan det, der sker i verden og som serveres gennem medierne være svært at ryste af sig.

Børn skal ikke være ret gamle, før de også tager del i nyhedsstrømmen – uanset om du skærmer dem eller ej. De går i skole, hvor kammerater ved og snakker om ting; de kan overhøre andre voksne tale sammen; og har de en telefon og måske en profil på sociale medier er der også ting dét, som de forholder sig til.

Så hvordan taler vi bedst muligt med vores børn, når der sker tragedier eller der foregår ting, som kan være svære at forstå?

Her er dels nogle gode råd til samtalerne og dels nogle bud på, hvad der kan være en hjælp at komme ind på:

Tag dit barns bekymringer alvorligt.
Uanset alderen på dit barn og uanset om deres bekymring virker realistisk, så tag den alvorligt. Husk at dit barn (afhængigt af alder) ikke har den samme forståelse af sammenhænge, konsekvenser og afstande, som du har. Børn har heller ikke samme erfaring som dig med at håndterer viden om kriser og tragedier andre steder.

Så selvom du godt ved, at et skoleskyderi i USA er en usandsynlig begivenhed i Danmark af et utal af grunde, så lyt til dit barns bekymringer.

Forsøg at forstå
Det lyder måske oplagt, men forsøg at forstå, hvad dit barns bekymring eller uro handler om. Er det simpelthen sorg og chok over, at en tragedie kunne ske? Måske er barnet bekymret for at noget lignende kan ske for dem eller nogen, de kender.

Undgå at komme med simplificerede svar.
Fordi tragedier og svære begivenheder kan være uoverskuelige eller smertelige også for voksne, kan det være let at komme med et oversimplificeret svar: ”Det skal du ikke bekymre dig om” eller ”Det kommer ikke til at ske her” eller ”Bare rolig, det sker ikke for os. Gud passer på os”.

Det kan måske være en hjælp lige her og nu, men på sigt hjælper det ikke barnet med at forholde sig til svære ting.

Desuden rejser det helt nye spørgsmål: Passede Gud ikke på de andre og hvorfor ikke? Hvad nu, hvis jeg ikke kan lade være med at bekymre mig, så gør jeg også noget forkert?

I forhold til barnets alder er det både legalt og fint at give udtryk for dine egne følelser: ”Jeg synes også, det er forfærdeligt”. ”Det gjorde mig ked af det, da jeg læste det.” ”Jeg forstår heller ikke, hvordan det kan ske/mennesker kan gøre sådan.”

Og hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det.

Forklar og fortæl så sandfærdigt som muligt
Forklar og fortæl dit om det, der er sket så sandfærdigt som muligt. For mindre børn skal forklaringerne være så enkle, som muligt og uden blodige detaljer.

Men find fakta: kig på et kort, hvor i verden det er; læs om stedet eller befolkningen; læs om sygdommen/jordskælv/osv.

Ofte har børn spørgsmål af flere omgange. Det er helt okay og helt almindeligt. Når de har snakket med dig om det, de har på hjerte én gang, kan de sagtens komme tilbage efter et stykke tid og have brug for igen at vende det. Det kan være for at få gentaget forklaringer og fakta eller fordi, der er kommet nye spørgsmål til. Så tag snakket én gang til.

Ved at tage imod barnets spørgsmål viser du, at det er trygt at komme til dig med de spørgsmål barnet måtte have. Det kan være en hjælp også i andre sitatuioner.

Se efter hjælperne
Noget af det, der sker hos os uanset hvor gamle vi er, når vi ser eller hører om ulykker er, at vi oplever os som magtesløse. Derfor kan én måde at hjælpe os selv og vores børn være at finde frem til muligheden for at handle. Det er ikke sikkert, det er os selv, der kan gøre noget. At se andre tage fat kan også være en hjælp.

I de fleste ulykkelige situationer er der nogen, som hjælper. Der er nødhjælpsarbejdere, brandfolk, politi, frivillige eller noget helt andet. Hjælp dit barn med at få øje på hjælperne.

Måske kan I donere penge til deres arbejde eller organisation? Måske er der nogen i nærheden, der gør et lignende arbejde, som I kan bage en kage til eller sende et kort til for at sige tak for deres vigtige arbejde?

Det kan også være, I kender mennesker, der er berørt af situationen – tag over til dem med en blomst eller en kage (Men tjek lige på forhånd hvor berørte de er, så børnene ikke bliver mere triste over at besøge dem).

Fortæl dine børn hvad I gør i jeres familie for at støtte op om gode initiativer eller hvordan ting I gør i forvejen, er med til at støtte op om demokrati, sikkerhed, venskaber, nødhjælpsarbejde eller noget helt femte.

Peg på det større håb
Der er altid håb. Også midt ulykken. Hvis I tror på Gud, så ved du, at der er håb og hjælp at hente udover tragedier og ulykker. Det kan være svært at se, men det er der, for det viser sig på en anden måde end det, vi kan se nyheder på sociale medier og i overskrifter.

Gud kæmper for os, vil os og er med os også midt i det frygtelige. Selv når menneskers kræfter og evner ikke rækker, er Gud med os.

Det betyder ikke, at livet er let eller lykkeligt. Men det betyder, at mennesker ikke er alene og at vi kan stole på Gud.

Dét håb er værd at holde fast i både for os og vores børn.

 

Uanset hvor meget vi kan ønske for vores børn, at de aldrig skal opleve svære ting, så vil de det. Sådan er livet. Derfor er det at tale med børn om det svære, der sker i verden, er med til at lære dem at håndtere livet ikke bare nu og her som børn med på sigt også som voksne. Det er med til at holde dem fast i tillid til livet og ikke mindst til Gud og dem selv.

, ,

Mine børn lærer mig om Gud

Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.

Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).

Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.

Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.

Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten! 

 

,

Ternet Ninja – en anbefaling mod min vilje

Som så mange andre har vi tradition i familien for at gå i biografen i julen. I år tog den ældste søn og jeg alene afsted.

Jeg havde forestillinger om, at vi skulle se Mary Poppins. Det stod hurtigt klart, da vi hjemme sad og så forfilm på mulige emner, at det IKKE var i overensstemmelse de forventninger sønnike havde til en film. Vi skulle se ”Ternet Ninja”. I traileren til ”Ternet Ninja” skorter det ikke på bandeord, kraftudtryk og ja, alt muligt andet, der ikke lyder lige skønt. Mine protester om dårligt sprog og voldsomme ting blev fejet væk af Samuels bemærkning om at ”Mor, jeg kan godt kende forskel på film og virkelighed.”

Og lad mig bare slå fast: Der er en del grimt sprog i Ternet Ninja, men størstedelen blev afleveret i traileren. I hvert fald blev det ikke værre end det. Til gengæld blev jeg positivt overrasket over handlingen og dybden i filmens plot.

Om handlingen
Ternet Ninja starter i Thailand på en fabrik med børnearbejdere, hvor den danske ejer er på besøg. Under besøget kommer en lille dreng ved et uheld til at sy ejerens cashmere halstørklæde om til dragt på den ninja-dukke, han syr på. Den danske ejer ender med at tærske drengen ihjel. Så er scenen ligesom sat med social uretfærdighed og verdens skævvridning!

Hjemme i Danmark har vi så Aske i 7. klasse, der er forelsket i Jessica fra 8. klasse. Askes temmelig alternative mor er flyttet sammen med Jørn, der har sønnen Sune. Ingen af de to behandler Aske særlig pænt. Sune udnytter Aske til at lave sine lektier og presser Aske med sin viden om hans forelskelse i Jessica.

Askes onkel er Stuart (som vi kender fra Terkel i knibe), der sejler på de store have. Han kommer i besiddelse af dukken fra Thailand, der på mystisk vis er blevet levende. Dukken havner hjemme hos Aske, der bliver ninjaens medsammensvorne i forsøget på at finde den danske ejer af fabrikken. Ninjaen vil have hævn. På vejen mod hævn får ninjaen også hjulpet Aske med nogle af hans problemer – på måder, som ikke umiddelbart virker særligt hjælpsomme, men som viser sig at være det.

Ternet Ninja er beskidt og barsk – men sådan er verden jo også. Den er – for mig at se – også et opråb om at tage ansvar for vores færden og om at kæmpe for retfærdigheden. Både i det små og store.

Og så er den spækket med god musik – ørenfængende melodier og gode tekster (vi synger eksempelvis om pesto herhjemme).

Modvillig anbefaling
Samuel kunne godt lide humoren i filmen. Da jeg spurgte, hvad han mente filmen handlede om, var hans bud, at den handler om, at man skal holde det, man lover.

Dét er slet ikke en tosset pointe, men jeg synes, det stak dybere endnu. Flere gange i filmens løb går en kommentar igen fra de, der træffer dårlige valg: ”Hvis ikke jeg gør det, er der bare nogle andre, som gør”. Det siger ejeren af fabrikken i Thailand, hans tolk og pusheren. De dækker sig alle sammen ind under, at det, de gør, ikke er særligt slemt, for hvis ikke det var dem, var det bare nogen andre. Som om det gør dem mindre ansvarlige for deres egne valg. På den anden side er ninjaen, som siger ”Hvis ikke jeg gør det, er der ikke andre, der gør”, når han tager et slag for retfærdigheden. Det bliver også Askes sidste replik i filmen.

Så for mig handler Ternet Ninja om, at vi har nogle valg at træffe i vores liv – børn som voksne – og at vi kan vælge, om vi vil være modige og stå ved os selv med integritet, eller om vi vil være feje og lægge ansvaret fra os.

Ternet Ninja får derfor min modvillige anbefaling: historien er god, musikken spiller og pointen er én, der kan tåle at blive tygget på og efterlevet. At der så er hårdt sprog og vold – ja, det kan vi jo så bruge som en anledning til at snakke om forskellige (og ligheder!) mellem film og virkelighed.

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu.)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

 

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”

, , , ,

Hvad kan børn lære dig om Kristus som konge?

Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase: