Gratis materiale: Gæt en bibelhistorie med emojis

En emoji kan gøre meget ved en sms. Faktisk så meget, at de fleste af os sikkert ikke kunne tænke os at undvære muligheden for at sætte en eller anden smiley ind i en sms. Eller et stykke kage, et hjerte eller hvad det nu måtte være, der giver beskeden mere liv.
Bibelselskabet har lavet fire bibelhistorier med emojis. 
Det siger selvfølgelig noget om min fantasi (eller også bare det, at jeg ikke er digital indfødt), at jeg slet ikke havde tænkt på, at man kan bruge emojis til at fortælle hele historier med.
Det er der til gengæld nogen hos Bibelselskabet, der har. På deres hjemmeside kan du downloade et dokument med fire bibelhistorier lavet med emojis. Derudover er der også forslag til fire historier, som du selv kan fortælle med emojis.
Kan du gætte hvilke bibelhistorier, der er tale om? 
Du har måske ikke ligefrem brug for det som undervisningsmateriale, men så brug det som en icebreaker i børnekirken med de større børn, eller bare som en sjov lille ting at snakke om derhjemme.
Continue Reading

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


Continue Reading

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab. 
Continue Reading

Fadervor – inspireret af Godly Play

Børnekirken har i øjeblikket om Fadervor. Fadervor er så kendt og brugt, at det er let at glemme, at det er en bøn Jesus selv har givet os. Jeg har i hvert fald let ved at tage ordene for givet. Det tror jeg som end også er helt fint; det kan være en styrke at have ord, der sidder på rygraden. Men for at bønnen også skal være inderlig og værdifuld ville jeg gerne give børnene en fornemmelse af, “at her har vi med noget særligt at gøre.” 
Derfor besluttede jeg at tale om Fadervor som en gave, vi har fået af Jesus. 
Det gjorde næste skridt lettere. Jeg ville gerne gøre bønnen visuel for børnene. Det er kendt at børn “hører visuelt” – dvs. at hjernen allerførst opfatter ting gennem øjnene. Ørene kommer først til senere, og selv som voksen er der mange ting, som vi tillægger de ord, vi hører, som vi egentlig opfanger gennem øjnene. Så før ord giver mening giver billeder mening for vores hjerne. 
Derfor har jeg lavet en lille pakke med ting, der skal illustrere Fadervor. Jeg har også lavet et lille manuskript, sådan at alle voksne i børnekirken kan bruge (næsten) de samme ord, og på den måde ikke forstyre børnenes forståelse af tingene. Jeg er meget inspireret af Godly Play, så det har jeg naturligt nok brugt i både det visuelle og talte.  
Fadervor er en gave, Jesus har givet os. Før vi blev født var den allerede vores.
Da der var ro, tog jeg pakken her frem, og fortalte, at dette var en gave – en gave, som blevet givet til os længe inden nogen af os var født. Havde min gave nu været af guld (som jeg egentlig gerne ville have, den skulle være), ville jeg havde sagt: “Gaven er af guld. Guld er meget værdifult. Det, der er inden i, må være noget meget værdifuldt.”
De tre hvide cirkler skal understrege Guds treenighed 

og virke som baggrund for bønnen, som er henvendt til hele Gud.
Det første, jeg tog ud, var tre cirkler af hvidt filt, som danner underlaget for resten af tingene til bønnen. Cirklerne bruges i Godly Play til dåben for at understrege treenigheden i Guds væsen. For at binde alle de efterfølgende ting sammen følte jeg, det var nødvendigt med et underlag eller en baggrund. Det blev cirklerne, fordi jeg synes, det var vigtigt at vise, at bøn handler om alle tre dele af Gud: Fadervor blev givet os af Jesus, så vi kan henvende os til vores himmelske Far, og Helligånden gør samtalen mulig. 
“Vor Far. Du som er i himlen.”
Til “Vor far, du som er i himlen, helliget blive dit navn” valgte jeg et hjerte. Jeg er ikke helt tilfreds, men kunne ikke komme på andre symboler, der bedre illustrerer forholdet vi har til Gud.  
En lille kongekrone symboliserer “Ske din vilje”.
Til “Ske din vilje…” satte jeg en lille kongekrone på – den fangede særligt børnenes interesse også bagefter. 
“… som i himlen, således også på jorden.”
“…som i himlen således også på jorden.” er en lille bold, der forestiller verden.
                              “Giv os i dag vort daglige brød.”
Til “Giv os i dag vort daglige brød” havde jeg først tænkt at bruge rigtigt brød – men blev så alligevel enig med mig selv om, at det ville blive for tørt og at krummer ville ødelægge pointen med at børnene selv skulle kunne bruge tingene til at sige bønnen. Derfor blev det et stykke Haba brød fra sønnikes legekøkken.
“Forlad os vor skyld…”
“Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” delte jeg op i to dele. Ved første del lagde jeg et stort rødt filthjerte frem, og ved anden del kom et tilsvarende rødt filthjerte frem – bare mindre. Jeg synes, at det var en god måde at illustrere, at vores tilgivelse af andre er et spejlbillede af Guds tilgivelse for os. Jeg er så til gengæld ikke helt sikker på, at jeg synes, et hjerte er den bedste illustration til denne bøn. 
Det lille hjerte skal illustrere, at når vi tilgiver andre, spejler vi Guds tilgivelse af mennesker. 
Så så bønnen sådan ud: 
Fadervor inspireret af Godly Play
Til den næste del brugte har jeg igen brugt Godly Play ret direkte – den bedste måde jeg kunne finde på at illustrerer fristelser med, var ved at bruge de sorte pletter, som bruges til at vise farene i lignelsen om den gode hyrde og fårene. 
Jeg forestiller mig, at ved at genbruge symbolikken bliver børnene også indirekte mindet om, at den gode hyrde altid kommer og redder fåret, når det er i fare. En pointe, som jeg synes er væsentligt, også når det gælder fristelser.
Så ved “Led os ikke ind i fristelse…” lagde jeg tre sorte filt pletter frem.
“Led os ikke ind i fristelse” – pletterne ligner dem, der bruges i lignelsen om den gode hyrde i Godly Play.
Ved “… men fri os fra det onde.” lagde jeg så et kors ovenpå pletterne. Korset er vel det stærkeste symbol på overvindelsen af det onde, man kan tænke sig. 
Fri os fra det onde.
Det føltes ret stærkt at lægge korset frem på denne måde – oven på de sorte pletter, så Jesus kom imellem mig og børnene og det, der frister og er farligt.
Korset står imellem os og alle fristelse og al fare.
Istedet for at finde symboler for “For dit er riget, magten og æren” besluttede jeg at pege på dele af bønnen, som allerede var fundet frem, for på den måde at understrege at Guds rige, magt og ære hænger sammen med og kommer ud af de andre dele af bønnen. 
Ved “For dit er riget …” pegede jeg på kongekronen og dermed “Ske din vilje”.
“For dit er riget … “
Ved “… og magten” pegede jeg på jordkloden og dermed på “… som i himlen således også på jorden.” For Guds magt dækker jo netop både jorden og himlen. 
Ved at pege på symbolet fra “Ske din vilje” forsøger jeg, at understrege at ved at gøre 
Guds vilje er vi med til at give Gud magten.
Og endelig ved ” … og æren i evighed.” spredte jeg fingrene og bevægede hånden i en bevægelse som for at pege på det hele. For den største ære vi kan vise Gud må være ved at leve efter hans vilje, tilgive andre, tage imod hans tilgivelse, stole på at han giver os det, vi har brug for og ved at sætte vores lid til, at korset beskytter os mod alt ondt. 
“… og æren i evighed.” Fadervor med symboler afsluttes.
Herefter havde vi en lille runde med samtale om, hvilken del af bønnen, som mon var den vigtigste? Og hvilken del af bønnen, som mon handlede om hvert af børnene. 
Især den sidste del af vores undring var stor – det var nogle tænksomme og dybe svar, som kom frem. Én synes, det var brødet, der handlede om ham. En anden synes, det var jordkloden, der handlede om hende. En tredje synes, det var kongekronen, der var den vigtigste del.
Har du forslag til forbedringer af symbolerne vil jeg rigtig gerne høre det. Og har du selv prøvet at lave fadervor med symboler, så fortæl det endelig! Måske kan du bruge de steder, hvor jeg har fundet inspiration: 
Jeg brugte hovedsageligt All Play on Sunday 
Men også Barnabas in Churches havde nogle gode ting om Fadervor med symboler. 
Endelig kiggede jeg også på den udgave Spiritual Child havde lavet. 

Continue Reading

Traktor Tom er altså bare legetøj

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn.

I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den.

Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe:
Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: “Sådan, min skat”
Barnet svarer prompte og sikkert: “Nej, ikke skat.”
Voksen: “Nå, er du ikke en skat?”
Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: “Jeg er ikke skat, jeg er V…!”

Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke:
Præst: “Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag – er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?” siger præsten, og peger på de biler en af drengene har taget med.
Drengen: “Det er altså bare legetøj!”

Det er ikke altid børn og voksne taler samme sprog. Nogle gange er det, fordi barnet endnu ikke kender alle nuancer i det fælles sprog.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det mon også er fordi børnene i virkeligheden ofte er tilfredse med tingene som de er – hverken mere eller mindre, mens vi voksne gerne vil fylde ord, forklaringer, stemninger på?

Jeg ved det ikke. Har du mon oplevet lignende samtaler?

Continue Reading