, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

,

Genfortælling af flugten gennem det røde hav

I sommer har jeg været i ørkenen – eller. Det vil sige, ørkenen var temaet for den børnelejr, som Metodistkirken holdt for en flok børn. Vi fulgtes med det israelitiske folk gennem ørkenen og ind i Jeriko, da de endelig fik en by at bo i igen. Jeg brugte flere historier fra Rachel Turners “Tryg i mørket” som udgangspunkt for fortællingerne til morgensamlingerne. Men jeg lavede også et par stykker selv, som manglede. Her kommer min version af flugten gennem det Røde Hav. Det er en dramatisk fortælling. Særligt, synes jeg, når man forsøger at forstille sig, hvordan børnene, der var med, må have haft det. Børn er altid de mest udsatte….:

Der er så mange store og vigtige ting i ørkenen, at vi er nødt til at vide, hvordan, der er.

Vi har ikke plads til hele ørkenen herinde. Det her er bare en lille smule. (Jeg havde en skål med sand, som jeg tog en håndfuld sand fra, der løb gennem mine fingre.)

Ørkenen er et farligt sted. Den ændrer sig hele tiden, så det er svært at vide, hvor du er.

Der er ikke meget vand, og hvis du ikke kan finde vand nok, kan du dø af tørst. Der vokser næsten heller ingenting, så der er kun lidt at spise. I løbet af dagen er det varmt, og solen brænder din hud. Om natten bliver det koldt. Når vinden blæser stikker sandet dig.

Mennesker er nødt til at klæde sig godt på, for at beskytte sig mod både sol og sand.

Ørkenen er farlig.

Folk går ikke derud, hvis de ikke er nødt til det.

Så du kan godt forstå, at ikke brød sig om det, da deres forældre tog dem med ud i ørkenen, selvom det betød, at de ikke længere var slaver.

Derude i ørkenen var de ikke alene. De var sammen med deres forældre. Og Gud selv gik også sammen med dem: Om dagen gik Gud som en søjle af støv foran dem, så solen ikke brændte på dem. Om natten stod Gud som en søjle af ild udenfor lejren, og lyste alting op, så der var trygt og godt at være. På den måde var det ikke så slemt at være der. Det var egentlig trygt nok.

Alligevel var børnene ikke rigtig glade. For forældrene var trætte. Og kede af det. Og nervøse. Kender I det, når voksne prøver at vise, at de er modige og ved, hvad der skal ske, men at du samtidig kan mærke, at det nok ikke er helt rigtigt?

Sådan var det for børnene ude i ørkenen i den israelitiske lejr. “Selvfølgelig skal det nok gå!”, sagde de voksne. Men børnene hørte, hvordan de hviskede sammen, når de voksne troede, at de legede. De kunne se, at de voksne også synes, at alt det nye var mærkeligt.

Men Gud var der. Som en søjle, og derfor var det okay. En dag ikke så lang tid efter flugten fra Egypten sagde Moses: “Gud siger, vi skal slå lejr her ved havet.”

Så nu havde de slået lejr her med ørkenen på den ene side og havet på den anden side. Nu kunne de få lidt fisk til maden.

Børnene badede. Og legede i strandkanten. Det var rart.

Lige indtil én så sig tilbage og fik øje på en støvsky i horisonten. Og så noget, der blinkede….

“Farao kommer” lød råbet. Voksne råbte, hev fat i deres børn. Små børn græd. Større børn blev stille. Ingen vidste, hvad de skulle. “Hvad har vi dog gjort?” spurgte nogle af de voksne. Andre blev vrede på Moses: “Synes du ikke, det var godt nok at dø som slave? Synes du, det var finere for os at dø af Faraos sværd?! Hvorfor lod du os ikke bare være slaver?! “

Og de kastede sig ned og bad til Gud om at redde dem.

Støvskyen og de blinkende sværd kom nærmere. Efterhånden kunne de også høre hestehovene buldre som torden. Det var hestenes hove og krigsvognenes hjul, der fik støvskyen til at rejse sig.

Moses, som var en voksen mand, sagde, så både børn og voksne kunne høre ham: “I skal ikke være bange! Gud kæmper for jer. Han beskytter jer.”

Så fik de voksne travlt med at tage deres telte ned. Det var ved at blive aften. Men der var ingen, som blev puttet eller fik læst godnathistorier den aften.

Istedet så de, hvordan Guds sky, som ellers havde været foran dem, flyttede sig, så den nu var imellem israelitterne og egypternes hær. Den spærrede simpelthen vejen for Faraos hær.

Moses gik ned til havet og rakte sin vandrestav ud over vandet… Og det skiltes. Vandet skiltes, så der blev en vej igennem det. Dér gik israelitterne over havet. Børn og voksne fulgtes ad over – mens havet stod som store murer omkring dem. Mange gange højere end selv de højeste mænd var vand-muren. 

Ingen havde i deres vildeste fantasi troet, at det var muligt at komme over et helt hav uden både. Men det var det nu.

Om morgenen var hele lejren kommet over på den anden side – uden så meget som at få våde fødder!

Guds sky stod stadig på den anden side af vandet og holdt egypterne væk. Men nu flyttede den sig.

Og de egyptiske soldater for frem med deres hestevogne – ud i havet efter israelitterne.

Børnene så, hvordan Moses trak sin stav til sig igen: Da han gjorde dét faldt vand-muren sammen, og alle soldaterne faldt i vandet.

Egypternes hær var væk.

Da isralitterne så dét blev de målløse. Og så priste de Gud og sang: “Vores Gud er så STOR og mægtig. Der er intet, som er umuligt for ham!”

En gammel jødisk legende fortæller, at himmelens engle jublede, da Gud ødelagde egypterne. Først da de førstefødte døde og igen da Faraos hær gik under i havet. Men Gud græd. Og så tungt på englene og sagde: “Der er ingen grund til glæde. Forstår I, de er også mine børn.”

Dén afslutning kan jeg godt lide at have med, fordi det minder os om, at vores lykke kan være forbundet med andre ulykke, og at dét ikke er noget at glæde sig over. Derfor mindes jøderne også stadig de egyptere, der måtte lade livet for, at de selv kunne slippe ud af Egypten.

, ,

Gratis materiale: Gæt en bibelhistorie med emojis

En emoji kan gøre meget ved en sms. Faktisk så meget, at de fleste af os sikkert ikke kunne tænke os at undvære muligheden for at sætte en eller anden smiley ind i en sms. Eller et stykke kage, et hjerte eller hvad det nu måtte være, der giver beskeden mere liv.
Bibelselskabet har lavet fire bibelhistorier med emojis. 
Det siger selvfølgelig noget om min fantasi (eller også bare det, at jeg ikke er digital indfødt), at jeg slet ikke havde tænkt på, at man kan bruge emojis til at fortælle hele historier med.
Det er der til gengæld nogen hos Bibelselskabet, der har. På deres hjemmeside kan du downloade et dokument med fire bibelhistorier lavet med emojis. Derudover er der også forslag til fire historier, som du selv kan fortælle med emojis.
Kan du gætte hvilke bibelhistorier, der er tale om? 
Du har måske ikke ligefrem brug for det som undervisningsmateriale, men så brug det som en icebreaker i børnekirken med de større børn, eller bare som en sjov lille ting at snakke om derhjemme.
, , , ,

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


, , , ,

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab.