Søndagsklumme: En ærlig bøn fra et liv med børn

Denne bøn Inspireret af samtaler med veninder og andre mødre om livet med børn. Inspireret af frustrationer med sammenligning med mig selv for 10 år siden, og det jeg ser andre uden børn kunne nu. Inspireret af mit liv med børn kommer her en bøn om at kende Gud midt i det hele:

Gud, jeg knæler ikke så ofte foran dig i bøn mere. Når jeg knæler er det for at samle legetøj op. Eller for at tørre op efter én, der har blevet spildt.

Gud, jeg våger ikke i mørket for bede længere. Når jeg våger i mørket er det over et sygt barn eller én, der skal puttes igen efter et mareridt.

Gud, jeg faster ikke, som jeg gjorde en gang. Når jeg ikke får spist er det fordi min egen mad er mindre vigtig end en andens søvn, en andens næse, en andens ble.

Gud, jeg sidder ikke stille om morgenen længe nok til at læse min bibel eller min bønnebog, som jeg gjorde en gang. Når jeg sidder ned, så er det for at bygge togbaner, smage luft-kager eller putte nogen .

Gud, jeg synger sjældent salmer og sange for dig. Når jeg synger, så er det for én, der skal nynnes i søvn eller fordi nogen elsker præcis dé fagter, der viser at hjulene på bussen drejer rundt.

Gud, der var en gang jeg meldte mig som frivillig for at servere suppe for fremmede. Nu serverer jeg havregrød , madpakker og fredagsslik for mine egne børn.

Gud, en gang græd jeg over verdens uretfærdighed og lidelser i fjerne lande. Nu knuses mit hjerte over historier fra mit barns klasse; over gråden i mit barns øjne.

Gud, du elsker mig, som du altid har gjort. Men jeg elsker dig på en anden måde nu.

For at være mor har givet mig et mikroskopisk glimt af, hvordan din kærlighed må være for mig og andre. Når jeg mærker små arme om min hals, så mærker jeg også din glæde over mig. Når jeg mærker bekymringen rive i mig eller lettelsens vrede bølge ind over mig, så hører jeg dine irettesættelser med en anden forståelse: Du vil mig det bedste. Du ved bedst. Når jeg baner mig vej gennem pokemon kort, sværd, lege-mad og bamser, bliver jeg taknemmelig over alt det du har givet mig.

Tak Gud, fordi du lærer mig at se dig også midt i vasketøj og forældredage. Når jeg af og til bliver frustreret – for det gør jeg – vil du så nænsomt minde mig om, at der ikke findes noget større end at give sit liv for en anden. Også selv den anden er et barn på 9 eller et barn på 2 år, og det, der gives er mad, tøj, kærlighed i spandevis og endnu en søvnløs nat?

Amen 

Continue Reading

Søndagsklumme – Lidt om at bede

Hvordan mon du har det med bøn? Beder du? Måske beder du regelmæssigt. På bestemte tider og bestemte steder. Måske gør du det spontant af og til. Måske gør du slet ikke. Eller også tænker du ikke på det som bøn?

Jeg skrev for længe siden, at jeg ofte beder som et barn. Som du også kan se her på bloggen beder jeg også regelmæssigt, med andres ord og på et bestemt sted – det hjæ
per mig til at finde ro og holde fokus. Det er en metode til at komme tilbage til centrum.

I sommer læste jeg en kvinde fortælle, hvordan hendes bedste og mest brugte bønner er: ”Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig!” og ”Tak, tak, tak”. Hun beskrev, hvordan den første bøn ”Hjælp mig” oftest var en bøn, hun sendte afsted som pile, når hun var i knibe. Og at den anden ”Tak” kom både når ”hjælp mig”-bønnen blev besvaret, men også hvordan ”tak” opstod ved glæde og taknemmelighed.

Hun fortalte, at hendes veninde om morgenen bad: ”Whatever”. Og om aftenen: ”O well”. Først synes jeg, det var nogle mærkelige bønner, men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere giver det mening. Ved dagens begyndelse giver det god mening at være åben overfor hvad som helst, der ligger forude. Og uanset hvad dagen har bragt er der stor nåde i at kunne sige ”nå ja”, når det hele er sluttet. Der er stor frihed i at kunne give slip på det, der måske ikke gik, som man havde håbet. Egentlig tror jeg, det er en vældig sund åndelig øvelse: at tage imod – og at give slip.

Lidt ligesom vores åndedræt. Ind. Ud.

Det, der har hjulpet mig allermest til at finde min egen måde at bede på er, da nogen sagde: ”Snak med Gud, som du ville tale til en god ven.” Bøn som et udtryk for tro eller som en praksis til at finde næring til et liv i kærlighed, fred, ligevægt og mod kan ikke være stiv eller formel. Det er nødt til at være åbenhjertigt og ærligt. Du er nødt til at være personlig, hvis Gud skal kunne komme dig ved.

Hvis vi ønsker, at Guds energi skal fylde os, trøste os, opmuntre os, styrke os – os, som de mennesker vi er, med alt det, vi er – så er vi nødt til at vove at være ærlige og sårbare. Ellers gemmer vi os, og gemmer vi os kan Gud ikke vise os, hvad vi har brug for at se.

Min erfaring med Gud er, at der ikke er nogen grund til at gemme sig – selv om jeg kan have lyst til at gemme mig fra smerte, skam eller angst for at se mig selv, som jeg (også) er, så er Gud nådig og kærlig. Det betyder ikke, at det ikke kan være hårdt, men det er altid kærligt. For Han er jo min ven – og venner taler pænt til hinanden. Også hvis sandheden er svær og tung. Måske især, når noget er svært.

Teresa af Avila, der levede som nonne i 1500-tallet, har sagt, at bøn i hendes øjne ikke er andet end samtale mellem to venner. Den tanke kan jeg godt lide.

Hvordan mon du beder? Måske har du lyst til at bede, men ved ikke hvordan. Så lad Teresas ord være en vejledning: Sæt dig et roligt og behageligt sted – og snak til Gud, som du ville til en god ven.

Fortsat god søndag!

Continue Reading

Ribs i min turban – til dig, der har fået nok

Jeg har en bøn til dig, der føler dig trængt. Den fik mig til at trække på smilebåndet. Måske fordi jeg kan genkende billedet, der beskriver. Måske fordi jeg selv har haft reaktionen: Jeg finder mig ikke i det! Måske fordi det er befriende at vide, at andre har og har haft det som jeg har?

Bønnen er fra “Himlen i mine fodsåler”, som indeholder et  væld af fantastiske, poetiske og nutidige bønner.

Her den – en bøn til dig, der har fået nok.

Ribs i min turban

Hvordan kan det være, Gud
at det som falder som appelsiner i de andres turban
skal jeg klatre op ad kilometerlange stiger for at få?
Og så er det ikke engang appelsiner jeg finder
men små ribs

Jeg er træt i benene, Gud
Hvad har du egentlig tænkt dig?
Jeg finder mig ikke i det.

Så kom bare an, Gud!
Lad os lægge arm!

Continue Reading

Advent – afmagtsbøn

Adventskrans

Advent handler kort fortalt om at længes og vente på den bedste verden – der, hvor ingen skal græde eller lide ondt. Advent handler om den Store Drøm; om at Guds virkelighed også skal blive vores virkelighed og ikke bare noget vi kan drømme om.

Adventskrans

Adventslængslen virker vældig relevant i de her dage, hvor billeder af børn i Aleppo truer med at overdøve billeder af adventsgaver og juletræer på facebook.

Jeg har ondt langt ind i hjertekulen, når jeg ser billeder fra Syriens krigshærgede gader. Billederne af voksne med børn i hænderne, børn med sod fra bomber i ansigterne og ældre mennesker med poser i hænderne på udkig efter det næste gemmested for bomberne gør mig ked af det. Usigeligt ked af det.

Der er også andre historier om børn, der lider – syge børn, der ryger ind og ud af sygehuset både herhjemme og blandt studiekammeraterne i England. Små søskende, som må vokse op med usikkerheden ved, hvornår et lægebesøg bliver til en længere indlæggelse. Børn, som forældre kæmper for at få lov til at sætte i verden. Børn bag overskrifter om overgreb. Børn på asylcentre.

Jeg længes efter en verden, hvor børn ikke behøver være bange, i fare eller til overs. Jeg drømmer om en verden, hvor afmagten over verdens lidelse ikke længere skal være en byrde for nogen af os.

Thomas Baldur har skrevet en bøn, som han kalder Min er afmagten i bogen “Jorden kalder Gud”.

Her kommer de tre sidste afsnit af den:

Min er afmagten

Far,
dit er riget og magten. Min er afmagten.
Afmagten over børn,
der rives ud af tryghed og forvises til utryghed.
Afmagten over børn, der udsættes for vold og misbrug. Afmagten over, i hvor stort omfang synd
– magtbegær, magtmisbrug, grådighed og hensynsløshed fører til sorg, smerte og elendighed for så mange.

Jeg skammer mig næsten over at sige,
at jeg ikke kan holde af at tænke på det.
For jeg kan nøjes med at tænke på det
– mange børn må leve med det i årevis

Far,
min er afmagten.
Dit er riget og magten.
Da din Søn døde og af dig blev oprejst fra de døde,
blev synden besejret – siges det.
Åh, hvor jeg længes efter at se den fulde effekt af den sejr.

Amen

Jeg længes og drømmer…

 

 

 

Continue Reading

En mors bøn #3: Gud, hjælp mig med at tilgive mig selv

Hvordan har du det med tilgivelse? Falder det dig let? Og er der forskel på, om du skal tilgive dig selv eller andre?
Det kan være svært at tilgive andre, for de kan såre og gøre os ondt – også uden at de selv ved af det.
Noget af det, der gør tilgivelsen svær er, at man skal være villig til at føle smerte for at tilgive. For at tilgive er, at lade noget dø – og til død hører tab og sorg.
Hvis du virkelig skal tilgive noget, skal du være villig til at lade noget dø – det kan være du skal slippe dine forventninger til et andet menneske eller drømmen om, at noget er muligt. Det kan være du skal slippe den magt, det giver, at ville have ret. Måske skal du begravet håbet om en undskyldning. Uanset hvad, så er du nødt til at give slip på det – for alvor. Det er ikke nok at putte det ned i en lille kasse og sætte den væk i et mørkt hjørne. Det skal ikke kunne findes frem igen. Det skal forsvinde helt og fuldstændigt. Og det er dét, der er forbundet med sorg.
Og sorg er ikke rart. Det gør ondt, gør os kede af det og er en følelse, vi helt naturligt gemmer os fra. Derfor er tilgivelse så svært. Og derfor er kan der være brug for hjælp fra oven!
C.S. Lewis (teolog og forfatter til en lang række bøger om væsentlige emner for det kristne liv – og ikke mindst serien om Narnia) har sagt om tilgivelse: “At tilgive i øjeblikket er ikke så svært. Det kan vi alle finde ud af. Den virkelige prøvelse ligger i igen og igen og igen at tilgive. Jesus blev spurgt: “Hvor mange kan skal jeg tilgive min broder? Op til syv gange?” Jesus svarede: “Ikke syv, men 77 gange.” Ligesom vi husker de synder, andre har forvoldt os, kan vi se de selvsamme synder i vores egne liv. Vi forventer tilgivelse, og ligeledes må vi tilgive andres skyld.” (Citatet er hentet her)
Tilgivelse er som oftest en øvelse og en intention. Og med tiden kan den lykkes. Men netop fordi det er så svært og forbundet med tab for os selv, kan det nogen gange være for svært.
Præcis det samme gør sig gældende, når det kommer til at tilgive os selv. Det er heller ikke let for igen hænger tilgivelsen sammen med villighed til at give slip på forestillinger, forventninger og muligheden for at noget ændres.
Det kan være smertefuldt at måtte give slip på sin forventning om at kunne overskue alt. Eller sin forståelse af sig selv, som overskudsmor (eller far); som hende (eller ham) der ikke laver store fejl; hende (eller ham) der ikke bliver fyret; den, der er sporty og ikke skal tabe sig; den, der lykkes …
Trust me – jeg har selv måttet give slip på et par forestillinger og forventninger og acceptere istedet at være “ufrivilligt barnløs”, “hende, der led af depression”, “hende, der blev fyret”. At gøre op med selvbilleder og give slip på forbitrelse og anklager mod sig selv (og andre, der måtte være involveret i processen), for istedet for at acceptere, at det ikke bliver lavet om; at der ikke kommer en undskyldning; at jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger – det er ikke små ting. Det gør ondt, det er smerteligt og det skal gøre alene. Selvom du sagtens kan få hjælp af en god ven, en psykolog el.lign.
TIlgivelse
En mors bøn om tilgivelse
Det er vigtigt at tilgive – også sig selv. Forleden delte jeg en tanke om kristen praksis; om at rejse sig op, når vi falder. Ikke at tilgive er lidt som at blive liggende, hvis du er faldet. Vi kan blive så tyngede at skyld og skam, at det ikke er til at bevæge sig frit for os. Derfor er tilgivelse en nødvendig øvelse, som Jesus selv sætter på dagsordenen, da han gav os Fadervor.
Det er nemlig også gennem tilgivelse vi giver os selv frihed – også når det gælder om at tilgive andre end os selv.
Desmond Tutu og hans datter skriver i deres bog om tilgivelse:
“At tilgive er ikke blot at være altruistisk. Det er den bedste form for selvpleje. Det er også en proces, som ikke udelader had og vrede. Disse følelser er en del
Men når jeg taler om tilgivelse, så mener jeg troen på, at du kan komme ud på den anden side som et bedre menneske. Et bedre menneske, end den, der bliver opslugt af vrede og had. At forblive i dén tilstand fastholder dig i en tilstand som offer, og gør dig dermed nærmest afhængig af gerningsmanden. Hvis du kan formå at tilgive, er du ikke længere bundet til gerningsmanden.”
Så: Gud, hjælp mig med at tilgive mig selv!
Continue Reading