Fadervor – en oversigt

Da jeg i sin tid gik til mini-konfirmand, er en af de ting jeg husker, at vi gennemgik Fadervor bøn for bøn. Vi fik sådan nogle fine ark udleveret i A3 med historier, opgaver og billeder på – nogle af historierne husker jeg endnu.

Jeg tror, det var først gang nogen åbnede mine øjne for, at Fadervor ikke bare er én bøn men flere bønner samlet i én.

Billedet er fra Kristi Dagblads prisvindende artikel om Fadervor

Billedet er fra Kristi Dagblads prisvindende artikel om Fadervor

Let overskuelig og let læst bøn

For nyligt cirkulerede denne her artikel rundt, i de kredse jeg kommer i på facebook. Det er en gennemgang af Fadervor samlet af udtalelser fra forskellige mennesker – præster, teologer, forfattere, skuespillere, levende og døde. (Altså, de sidstnævnte udtalte sig før de døde…) Den er rigtig god, fordi den er let overskuelig og let læst, men også sætter tanker i gang om indholdet af den lille bøn, som mange af os – uanset om vi i øvrigt beder eller ej – har lært og måske bruger dagligt.

Fra artiklen har jeg særligt bidt mærke i Joakim Stender, præst, som siger om bønnen “Ske din vilje i himlen således også på jorden”: “Vi beder om at kunne acceptere, at vi dybest set ikke har tjek på ret meget.”

Ååh, som jeg synes, det kan være svært. Selvom det er en daglig erkendelse, at det er sådan det er med ammehjerne og søvnunderskud.

Og så Iben Krogsdal, der er forfatter og salmedigter, som om “Giv os i dag vort daglige brød” siger: “Gud ved, hvad vi ønsker os, og han ved, hvad vi har brug for, og han ved, at de to ting ikke altid er de samme.”

Ganz so – hvad jeg ønsker mig og hvad jeg har godt af, er ikke altid det samme! Og det sværeste er, at jeg ikke altid selv har sans for forskellen.

Tag og læs artiklen her.  Måske får du også nyt indhold til en god gammel bøn!

/0 Kommentarer/af
, , , ,

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret – hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang…

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen – og at det er en fejl – gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut – og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si’r dig – aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt – med et brag – og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv – hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre “lykkes” med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang – og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!

/0 Kommentarer/af
, , ,

Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle “vente udenfor i to minutter ligesom sidst.”

Vi voksne mente jo nok, at han – og Samuel – ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: “Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden.”

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: “Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!”

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: “Gud, giv mig tålmodighed. NU!”

Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er “instant”. Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: “Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod.”

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!

/0 Kommentarer/af
, ,

En mors bøn #2 Fri mig fra dårlig samvittighed!

Den dårlige samvittighed kan veje tungt. Nærmest fysisk kan den hvile på skuldrene eller ligge som en klump i maven. Hvis du kender fornemmelsen er du ikke alene. Særligt forældre er modtagelige overfor den dårlige samvittighed.
Det spænder vidt både i alvor og i emne. Jeg mener, der er den dårlige samvittighed over noget, der ikke vejer særlig tungt, og så er der den dårlige samvittighed, som virkelig kan nage én. Emnerne spænder fra den mad, vi serverer for vores børn – eller ikke servere – til mængden af tid foran Ipads eller TV. Det drejer sig om manglende gåture i skoven, skæld ud, nærvær, mulig udsættelse for skadelige kemikalier eller at vi afleverer vores dyrebare børn til “fremmede” i en institution. 
Og hvis vi ikke har det dårligt med det vi gør, kan vi få dårlig samvittighed over det vi ikke gør. For vi ved godt, at alle valg vi træffer medfører fravalg. 
Det betyder ikke, at vi tror, der kun findes én god eller rigtig måde at gøre tingene på. Snarere tværtimod. Når jeg tænker over det, så det nærmest en større udfordring netop fordi vi ved, der ikke kun er én måde men mange måder at være forældre og familie på. For hvad er så den allerbedste måde? Hvordan sikrer vi vores barn/børn de bedste betingelser ikke bare lige nu men også på lang sigt i tilværelsen? 
Den dårlige samvittighed er udtryk for en konstant tvivl om, hvorvidt vi vælger ikke bare det rigtige, men det bedste. Den er udtryk for et ønske om at gøre det allerbedste vi kan. 

Den gode nyhed er, at det faktisk ikke er fordi vi er hysteriske, at den dårlige samvittighed – eller tvivlen – er blevet en trofast følgesvend for så mange af os. Vi er bare moderne mennesker, der er over-informerede. Kloge hoveder (bl.a. sociologen D.W. Winnicot) mener faktisk, at den grundlæggende tvivl er blevet et grundvilkår for moderne mennesker. For vi ved, at alting kan gøres på flere måder. Vi er udemærket klar over, at der findes flere muligheder, andre løsninger, forskellige scenarier i alle situationer. Og det er dét, der giver os ondt i samvittigheden. 

Det kan vi ikke lave om på. Udfordringen er bare, at den dårlige samvittighed – eller den nagende tvivl om, hvorvidt vi nu gør tingene godt nok – kommer til at spærre for udsigten til det, der er og som er godt. Når vi har ondt i samvittigheden risikerer vi at blive ubeslutsomme, og ude af stand til at fokuserer på det gode ved måden vi nu har valgt at gøre tingene på.
Derfor kan vi have brug for at bede Gud fri os fra dårlig samvittighed. Ikke fordi vi skal slippe for at stå ved vores valg, men netop fordi vi skal kunne koncentrere os alene om de valg, vi faktist har truffet og ikke dem vi også kunne have valgt.
“Gud, fri mig fra den dårlige samvittighed, så jeg kan være tilstede, hvor vi er. Fjern den nagende tvivl om, hvorvidt jeg har valgt godt nok. Lad mig i stedet hvile i, at jeg gør det, så godt jeg formår, og at du ser mine intentioner og min længsel efter at gøre mitt allerbedste for mine børn og min familie. Hvor er det heldigt, at din kærlighed bærer os alle sammen!”
PS: Hvis du har dårlig samvittighed over noget, som du ved, du har gjort galt, er den dårlige samvittighed selvfølgelig på sin plads – så er den ligesom en forstuvning, der skal heles igen, før du får det godt igen. Så er den dårlige samvittighed din ven. Bed om tilgivelse (også hos dig selv), sig undskyld og gør hvad du kan, for at ændre situationen. Så skal samvittigheden nok komme sig!

/0 Kommentarer/af
, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

/0 Kommentarer/af