, ,

Med mor i kirke

At tage sine børn med til gudstjeneste kan være et følsomt emne. Bliver de taget godt imod? Kan de få lov til at være børn uden at blive tysset på eller skældt ud? I rigtig mange sammenhænge er vi generelt gode til at vise hensyn og overbærenhed med børn, men af en eller anden grund gør det sig ikke altid gældende i et kirkerum. Måske fordi vi har lært, at Gud møder man i stilheden – og mindre børn især kan have svært ved at sidde stille eller lytte til en masse snak.

Jeg har selv haft koldsved af stress over at føle øjne i nakken, fordi jeg sad med et barn, der ikke sad stille eller lyttede stille. Jeg har selv haft svært ved at gå i kirke, fordi det var svært for mit barn at være der. Og som præst har jeg set forældre af al magt forsøge at holde deres børn i ro af frygt for at vække opmærksomhed (Ironisk nok med det resultat, at de selv blev mere synlige end børnene, der stille tullede rundt, var det).

Så det var med nogen spænding i maven, at jeg søndag skulle have Albert med ud at holde gudstjeneste. Jeg har været det på gældende sted flere gange og holder af at komme der. Men det er altid noget andet at have et barn med sig – særligt én, der måske rykker mor i ærmet. Ikke, fordi Albert ikke er god til at gå i kirke, for han er en habil 3årig kirkegænger. Men man kan desværre ikke altid regne voksnes reaktioner ud på forhånd.

Det gik heldigvis godt – allerede den første, vi mødte bukkede sig ned og gav Albert hånd, spurgte om hans navn og bød velkommen. Albert legede under prædikestolen (en udemærket hule), spiste knoppers, legede med legetøj og læste bøger (både salmebøger og de medbragte). Og svarede højt, da jeg bad højt “Almægtige Gud …”: “NEJ”. Han skulle have hjælp til at åbne en ostehaps under prædikenen og ville gerne holdes, da den sidste salme blev sunget.

 

Og hvor var der mange kærlige øjne, som så ham. Og mig. Overbærenhed, tålmodighed og accept af den lille gudstjeneste-deltager var overvældende. Det burde måske ikke være en overraskelse, men ikke desto mindre nikkede de fleste genkendende, når jeg sagde, tak for velkomsten “for det er ikke en selvfølgelighed.”

Børn skal lære at give plads til andre. De skal lære at lytte og være med. Og det lærer de nu en gang bedst ved at være en del af et fællesskab, hvor de kan kigge på andre, efterligne og tage del i det, der foregår. (Det har jeg skrevet om før.)

Det finurlige ved det med at tage børn med i kirke er, at det sætter så dybe spor i os – hvis man én gang er blevet tysset på af en anden kirkegænger eller værre endnu af præsten er følelsen af at være forkert svær at ryste af sig igen. En ældre dame, fortalte, hvordan hun blev sendt ud af kirkerummet med hendes søn en gang, da han var 5 år. Oplevelsen ødelagde hverken hendes eller sønnens tro eller tilhørsforhold til kirken – men smerten var ikke til at tage fejl af. Det gør ondt, når vores børn ikke er velkomne.

Så meget desto større er glæden også, når de bliver taget godt imod. Så kan mor (eller far) nemlig også slappe af og være tilstede.

/0 Kommentarer/af
,

Boganmeldelse: Den mor jeg var

Læs den! Det er den korte version af denne her anmeldelse.

”Den mor jeg var” er skrevet Lotte Lyngby og handler om hendes liv som mor til drengen og pigen. Det er en poetisk, rørende og dyb refleksion og beskrivelse af hendes rejse med moderskabet fra hun første gang havde tanken om, hvorvidt hun kunne være blevet gravid til nu, hvor hun er mor til voksne børn med deres egne liv. ”At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig”, skriver Lotte Lyngby selv.

Selvom ”Den mor jeg var” er både personlig og går tæt på Lotte Lyngbys liv, så er den hverken privat eller plat. Lotte formår på fineste vis også at værne om hendes børns privat-liv. F.eks. hører vi aldrig navnene på børnene; de hedder slet og ret drengen og pigen gennem hele bogen. Lotte skriver heller ikke til dem, fortæller hun i forordet. De klarer sig fint uden. Bogen er derimod dedikeret til alle mødre og til den mor, hun er.

Jeg kan selv have det sådan, at det gør godt at se andre forældre i øjnene og blive bekræftet i at livet som familie, livet med børn er både godt og hårdt. At det er svært at være forælder, men det hele værd. Jeg har brug for at blive mødt med forståelse og opmuntring; at selvom jeg ikke altid gør det optimale, men det bedste jeg kan, så er det godt nok; at mine børn klarer sig ikke altid på grund af men også på trods af mig. Det er det Winnicot, der var sociolog, kaldte ”den gode nok mor” – at den mor, der ikke kan alt, er et barns eneste mulighed for at kunne vokse op og udvikle sig til et helt menneske. Den opmuntring og det skulderklap er ”Den mor jeg var”

Lotte Lyngby mener, vi har brug for at være ærlige om bagsiderne af livet sammen med vores børn. Vi skal stå ved, at der også revner og pletter og tårer og hårde ord. Det gør hun. Med kærlighed ikke bare til børnene, men også til den mor hun var. Her er ingen belæringer med referencer til forældre-eksperter eller bedrevidende opstød fra ”jeg-kan-godt-huske-hvordan-det-var-og-det-er-slet-ikke-så-hårdt-i-dag”. Og mange tak for det! Det er der rigeligt af.

I stedet er her en levende, ærlig og enkel bog om at være mor med op og ned tur. Om glæden ved ”at mærke længslen efter et barn blafre i sig”; om at aflevere sine børn til fremmede; om at blive én, der deler sine børn; om at have en kort lunte; om ikke at kunne men at skulle alligevel.

Oveni formår Lotte Lyngby også at stille mødre fra Bibelen univers ind som spejl overfor hendes egen historie gør det – i mine øjne – absolut ikke dårligere. Måske især fordi hun gør det så enkelt og ligetil, at det ikke bliver tungt eller støvet. Det er levende kvinders historier, som hun sammenholder med sine egne og dermed åbner op for både hendes egen og deres historier– præcis som det sker, når vi deler vores historier med mennesker, som vi kan stole på.

Dermed bliver Lotte Lyngbys historie om den mor hun var også et spejl, der hjælper med at kaste nyt lys over det, der er min historie.

Den stærkeste del af bogen, synes jeg, er den sidste del, hvor vi ikke længere følger den mor, Lotte Lyngby var, drengen og pigen kronologisk men i stedet med overordnede penselstrøg under overskrifter som hønemor, bekymringsmor, emsig mor. Især i denne del af bogen synes jeg, refleksionerne over at være ”en god nok-mor” virkelig folder sig ud. Her er ikke noget forsvar for at være curling mor, men snarere en konstatering af, at sådan er det. Her er på én gang erkendelse af, at det ikke dur og samtidig accept af, at det en mors byrde at ville sine børn det bedste.

”Jeg er nu en mor med hænderne fri. Jeg får aldrig hjertet fri Navlestrengen er ved at blive klippet. Hjertestrengen kan ikke kappes over.” Sådan skriver Lotte Lyngby mod slutningen af ”Den mor jeg var”.

At være mor holder aldrig op. Der er altid nyt land i forældre-verdenen, som må indtages. Så snart, der er et barn, er der en mor (og en far) som var, er og bliver. Kærlighed og bekymring følges ad hele vejen. Og heldigvis er det som oftest sådan, som Lotte Lyngby også konkluderer; børnene vokser lige så stille op og bliver til fine mennesker, mens deres forældre forsøger det bedste de har lært.

Jeg læser og ved, at om nogle år er det mig, der ikke længere har små børn eller bare halv-store børn mellem hænderne. Om nogle år – bare ganske få år – så er der ikke flere bleer, ikke flere skrabede knæ. Så er det ikke mere mig, der er udgangspunktet for deres verden. Og det gør ondt. Men også godt. Det er det hele på én og samme tid.

Jeg forstår godt Lotte Lyngby: At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig. Det er allermest det bedste.

”Den mor jeg var” af Lotte Lyngby, 199 kr., 170 sider, er udgivet på Eksistensen. Læs den!

GemGem

GemGemGemGem

/0 Kommentarer/af
, , ,

Søndagsklumme: En ærlig bøn fra et liv med børn

Denne bøn Inspireret af samtaler med veninder og andre mødre om livet med børn. Inspireret af frustrationer med sammenligning med mig selv for 10 år siden, og det jeg ser andre uden børn kunne nu. Inspireret af mit liv med børn kommer her en bøn om at kende Gud midt i det hele:

Gud, jeg knæler ikke så ofte foran dig i bøn mere. Når jeg knæler er det for at samle legetøj op. Eller for at tørre op efter én, der har blevet spildt.

Gud, jeg våger ikke i mørket for bede længere. Når jeg våger i mørket er det over et sygt barn eller én, der skal puttes igen efter et mareridt.

Gud, jeg faster ikke, som jeg gjorde en gang. Når jeg ikke får spist er det fordi min egen mad er mindre vigtig end en andens søvn, en andens næse, en andens ble.

Gud, jeg sidder ikke stille om morgenen længe nok til at læse min bibel eller min bønnebog, som jeg gjorde en gang. Når jeg sidder ned, så er det for at bygge togbaner, smage luft-kager eller putte nogen .

Gud, jeg synger sjældent salmer og sange for dig. Når jeg synger, så er det for én, der skal nynnes i søvn eller fordi nogen elsker præcis dé fagter, der viser at hjulene på bussen drejer rundt.

Gud, der var en gang jeg meldte mig som frivillig for at servere suppe for fremmede. Nu serverer jeg havregrød , madpakker og fredagsslik for mine egne børn.

Gud, en gang græd jeg over verdens uretfærdighed og lidelser i fjerne lande. Nu knuses mit hjerte over historier fra mit barns klasse; over gråden i mit barns øjne.

Gud, du elsker mig, som du altid har gjort. Men jeg elsker dig på en anden måde nu.

For at være mor har givet mig et mikroskopisk glimt af, hvordan din kærlighed må være for mig og andre. Når jeg mærker små arme om min hals, så mærker jeg også din glæde over mig. Når jeg mærker bekymringen rive i mig eller lettelsens vrede bølge ind over mig, så hører jeg dine irettesættelser med en anden forståelse: Du vil mig det bedste. Du ved bedst. Når jeg baner mig vej gennem pokemon kort, sværd, lege-mad og bamser, bliver jeg taknemmelig over alt det du har givet mig.

Tak Gud, fordi du lærer mig at se dig også midt i vasketøj og forældredage. Når jeg af og til bliver frustreret – for det gør jeg – vil du så nænsomt minde mig om, at der ikke findes noget større end at give sit liv for en anden. Også selv den anden er et barn på 9 eller et barn på 2 år, og det, der gives er mad, tøj, kærlighed i spandevis og endnu en søvnløs nat?

Amen 

/2 Kommentarer/af
, , ,

Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle “vente udenfor i to minutter ligesom sidst.”

Vi voksne mente jo nok, at han – og Samuel – ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: “Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden.”

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: “Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!”

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: “Gud, giv mig tålmodighed. NU!”

Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er “instant”. Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: “Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod.”

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!

/0 Kommentarer/af
, , , ,

Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet – klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: “Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske.” 
 
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .
Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem – det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.
Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. “Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret.” 
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: “Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt.” Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 
 
Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige – de skal være forældre. 

 

Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!
/2 Kommentarer/af