, ,

De få heldige – anmeldelse

ANMELDELSE*: Hvem er de få heldige? Er det de børn, der bliver adopteret, de børn, der får lov til at leve med Downs Syndrom eller er det de forældre, der får lov til at blive forældre til disse børn?

Heather Avis, som er forfatter til “De få heldige”, ville muligvis ikke have været enig i sin egen konklusion for 10 år siden. Som så mange andre unge kvinder med godt job og en god mand drømmer hun om at blive mor. Hun planlægger endda at skulle være gravid første gang, når hendes søster skal have sit andet barn. Men ting går som bekendt ikke altid som planlagt.

Heather Avis og hendes mand kan ikke lave børn. Under udredningen for barnløshed opstår en komplikation, som er yderst sjælden. Den kaster først Heather ned i et håbløst mørke. Derefter ud i overvejelser om adoption.

“De få heldige” er Heather Avis’ beretning om den rejse, der går fra håbet om at bære og føde sin egne børn til at adoptere børn med særlige behov og kendte kromosom fejl. Hun beskriver den følelsesmæssige rutchetur, hun gennemgik og de overvejelser hun og hendes mand gjorde sig undervejs. Med troen på Jesus som kompas forsøger hun at bruge sin længsel som en måde at komme nærmere Gud. Troen på Gud er til tider et bolværk mod mismodet; nogle gange det, der giver hende et holdepunkt; ofte er det relationen med Gud, der skubber hende ud over sine egne comfort-zoner.

Heather Avis tror, Gud har kaldet hende og hendes mand til at være det, hun selv beskriver, som en tosset familie – en familie, der peger på, at der er større ting i verden en at have 21 kromosompar eller at være forbundet af blod.

Troen på Gud går igennem hele bogen og er en naturlig del af Heather Avis’ måde at se og beskrive verden på. Jeg vil tro, at den måde at tale om Gud og en åndelig virkelighed kan være svær at forholde sig til, hvis du ikke selv er kristen eller ikke bruger samme måde at tale om Gud på. Ikke desto mindre er bogen rørende og oprigtigt.

Jeg kan genkende mange af de føleleser og overvejelser, som beskrives i “De få heldige” – der er tilsyneladende ikke den store forskel på barnløshed fra Danmark til USA eller mellem valget af international adoption i Danmark eller lokal adoption i USA. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om et adoptionssystem, der er meget anderledes end det danske: Der er mindre uddannelse, en kortere godkendelsesproces og betydeligt kortere ventetider.

Men den allerstørste forskel er måske, at adoption af børn lokalt overhovedet er en mulighed. I Danmark ville mennesker, der i forvejen var forældre, sjældent bortadoptere et barn med Downs Syndrom (og hjertefejl) – det ville sandsynligvis ende med en abort. Jeg er ikke imod abort, men jeg undrer mig over, at (bort)adoption ikke er en mere udbredt løsning også i Danmark.

Selvom min historie langt fra er som Heather Avis’ kan jeg genkende meget af det følelsesmæssige landskab, hun beskriver: længslen efter et barn; efter at blive mor; ventetiden, der strakte sig i en evighed. Jeg husker tvivlen om, hvorvidt man kunne blive en normal familie gennem adoption. Jeg husker forvirringen over hvordan man overhovedet kan tage stilling til at skulle vælge et barn med et handicap …. Og jeg lever også med det vilkår at min glæde er – eller i hvert fald har været – uløseligt forbundet med en andens sorg.

Fortælling om “De få heldige” er oprigtig, ærlig og varm i sin overbevisning om, at alle har værdi og at det, der ikke lever op til vores forventninger om det “normale” eller den “rigtige” måde at gøre tingene på, også kan være der livet udfolder sig på helt nye og fantastiske måder!

“De få heldige” er udgivet af ProRex og koster 199 kr

Heather Avis er @theluckyfewofficial på instagram, hvis du vil følge med i en usædvanlig families almindelige liv.

 

*Jeg har fået denne bog til anmeldelse af forlaget ProRex. Reflektionerne over bogen er mine egne.

/0 Kommentarer/af
, , , ,

Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet – klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: “Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske.” 
 
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .
Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem – det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.
Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. “Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret.” 
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: “Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt.” Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 
 
Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige – de skal være forældre. 

 

Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!
/2 Kommentarer/af
, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage før, to dage før og dagen før afrejse. Så tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

/0 Kommentarer/af
,

Mindfulness, tyngdekraft og accept

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:

 

“Acceptér rejsen..
 Acceptér den, du er..
 Acceptér alt, hvad der er til.. “

– Susan Jeffers: Dans med livet 

Det fik mig til at lægge denne kommentar:
“Åh, et kæmper jeg altså lidt med…. Måske kommer det af at have et “kamp”sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er – hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at “sådan er det nu” og at det ikke er det samme som “og sådan skal det altid være” eller “og det er helt i orden”? Hmm, måske sku’ jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)”


I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha’ så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg “og sådan var det”, for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige “sfærer” i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: “Nuvel. Jeg bli’r vred over “X”. Fint nok. Jeg reagerer “Y” under alle omstændigheder.” Eller “Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden.”

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du – eller en ved siden af dig – bliver overfaldet “for sådan er det jo bare” lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem – og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om “accept”, grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?

/0 Kommentarer/af
, , , ,

Hvordan får du børn?

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm. 

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

/7 Kommentarer/af