Mindfulness, tyngdekraft og accept

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:

“Acceptér rejsen..
 Acceptér den, du er..
 Acceptér alt, hvad der er til.. “

– Susan Jeffers: Dans med livet 

Det fik mig til at lægge denne kommentar:
“Åh, et kæmper jeg altså lidt med…. Måske kommer det af at have et “kamp”sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er – hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at “sådan er det nu” og at det ikke er det samme som “og sådan skal det altid være” eller “og det er helt i orden”? Hmm, måske sku’ jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)”


I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha’ så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg “og sådan var det”, for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige “sfærer” i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: “Nuvel. Jeg bli’r vred over “X”. Fint nok. Jeg reagerer “Y” under alle omstændigheder.” Eller “Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden.”

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du – eller en ved siden af dig – bliver overfaldet “for sådan er det jo bare” lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem – og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om “accept”, grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?