, , , ,

Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet – klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: “Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske.” 
 
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .
Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem – det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.
Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. “Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret.” 
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: “Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt.” Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 
 
Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige – de skal være forældre. 

 

Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!
,

Jeg skal i Radio24syv om racisme

I morgen 7.05 handler Radio24Syv om, hvorvidt racisme paragraffen skal afskaffes. I den anledning ringer de til mig. Det gør de, fordi jeg for år tilbage anmeldte en hændelse til politiet, som netop pga. racismeparagraffen medførte at tiltalte blev kendt skyldig.

Her kan du læse, hvordan der blev råbt på gaden efter jeg og Samuel, der dengang var 2 år gammel. Indlægget kaldte jeg “Racisme i fuldt dagslys”. Ligesom den gang bliver min pointe i morgen, at vi er nødt til at have en måde at registrere hvis eller når, der foregår racisme, så vi kan vide med sikkerhed om, hvis og hvor det foregår.

Racismeparagraffen træder i kraft hvis personer kan siges at have opildnet til racehad i offentlige sammenhænge, dvs. hvor andre mennesker har været vidne til det.

, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage førto dage før og dagen før afrejseSå tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

, , ,

Seks ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før vi adopterede

Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror.

Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika.

Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med “have vidst” mener jeg virkelig troet på – nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede:

6 ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før jeg adopterede: 

1) Det er rigtigt, når det siges, at fødslen efterhånden træder i baggrunden. Ligesom at historien om udrejsen for at hente sit barn altid vil være en fantastisk historie at fortælle, men efterhånden “blot” bliver udgangspunktet for familielivet og ikke fortsætter med at være omdrejningspunktet for den, lige sådan er det med fødslen.

2) Det gør vitterligt voldsomt ondt at blive mor gennem kroppen, men på forunderligvis er følelsen af forløsning, lettelse og taknemmelighed bagefter slet ikke ulig den, der bølgede gennem kroppen på mig, da dommerens hammer faldt efter hendes ord om, at vi nu var forældre til vores barn. Ligesom trætheden, da først lettelsen havde lagt sig, heller ikke var så forskellig.

3) Jeg havde ret, når jeg sagde, at folk skulle holde op med at sammenligne uvisheden om fødselstidspunktet med uvisheden om, hvornår telefonopkaldET ville komme, mens vi ventede på Samuel. Der er faktisk en grænse for, hvor længe man kan (og må) være gravid før en fødsel enten selv går i gang eller bliver sat i gang. Der er derimod INGEN, der kan sige noget om en bagkant for ventetiden på adoption.

4) Det passer ikke, at det (alene) er hormoner, der gør at man tuder på tredje dagen efter fødslen. Det er muligt, at de hjælper, men jeg var lige så overvældet, træt og usikker efter at være blevet mor de første dage i Sydafrika, som i dagene efter fødslen på sygehuset.

5) Det er rigtigt, at man kan mærke barnets gråd fysisk efter en fødsel – feks. i brysterne, hvor mælken løber til eller i maven. Men selvom jeg ikke kunne amme efter at være blevet mor første gang, kunne jeg stadig mærke mit barns gråd og ked-af-det-hed indeni mig. Den forbindelse eller indlevelse handler ikke kun om en navlesnor, der har været der. Så der var ingen grund til at være bange for, at jeg ikke kunne opleve overvældende følelsesmæssig samhørighed med det barn, vi adopterede.

6) Det tager tid at komme sig fysisk efter en fødsel, og man er (kan være) ret begrænset i sin faren-omkring eller lyst til at have gæster. Det er ikke kun adoptionsrelateret at holde babymoon og indstille sig og sine omgivelser på, at de kommer til at se mindre af een. Der er selvfølgelig forskelle på et spædbarn født ind i en familie og et adopteret barn på måske flere år, men det er slet ikke så mærkeligt eller uforståeligt for andre, at man trækker stikket en periode. Så gør det med god samvittighed!

Jeg har før reflekeret over forskellige måder at få børn på. Det kan du bl.a. læse her.

, ,

Et bekymrende marmelade forbrug – Paddington bjørn om adoption

Biografens mørke er noget af det bedste, der findes  – synes vi i hvert fald her hjemme. I weekenden har vi været inde for at se “Paddington” – med halvanden englænder og en anglofil dansker i huset er det jo nærmest et must.
Det er en god familiefilm – sjov, spændende og sød. De danske stemmer virker overbevisende, animationen er fantastisk og historien holder.

På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: “Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie.”

Sådan – det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.