, ,

Jeg drømte mig en drøm i nat

Jeg drømte om mine børn i nat. Det sker af og til. De skifter udseende, men de er altid mine. I nat var de koreanske. Den mindste var omkring halvandet, den store omkring fire år.

I nat fik jeg børnene af deres forældre, som senere kom og tog dem fra mig igen. Men da børnene blev syge, var det mig de kaldte efter, og derfor kom forældrene efter mig igen. De var dårlige og klynkede…. Da jeg vågnede kunne jeg stadig mærke fornemmelsen af den lille dreng i mine arme. Hans varme og vægt imod mig efterhånden som han faldt til ro…
Det er vældig mærkeligt at drømme på den måde. Det er bittersødt. På én gang er det så dejligt endelig at være mor. På den anden side er det så tomt når jeg vågner og opdager de er væk. Det er en underlig tom fornemmelse, som nogle gange kan vare til langt op ad dagen. Måske er det bare sådan når man venter sig? Måske er det bare længslen, der rører på sig, så man ved den findes? Måske er det en gave at kunne elske sine børn inden de findes og er hos én? 
Billedet er Duncan med alle de papirer vi nu har afleveret til AC børnehjælp. 
/2 Kommentarer/af

Jeg er nummer sjok

Da jeg var lille havde vi en bog som hed “Hvalp nummer sidst”, som handlede om en lille hundehvalp som altid var den sidste af sit kuld. Den var den sidste til at blive født, til at få æjne, til at lære at spise selv, til at blive solgt… Altid den sidste, altid lidt for sent, og altid ked af det. Sådan har jeg også haft det. Og det har været en uvant følelse.

Der er ikke meget jeg ikke kan hvis jeg sætter mig for det. Almindeligvis kan jeg få ting til at hænge sammen, hvis jeg virkelig prøver. Men jeg har ikke kunnet blive gravid.
I stedet har jeg set hvordan kvinder er blevet gravide rundt om mig. I starten på samme tid som mig, men efterhånden blev jeg også overhalet…. Jeg var hvalp nummer sidst.
Nu er jeg sidst igen. Men det er på ventelisten til adoption. Og det er en helt anden følelsel. Selvom jeg er nummer sjok!
/0 Kommentarer/af
, , , , ,

Nærmest klar

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal “lukkes” inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om mennesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det.

Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l
aver andet end at være her. Jeg kunne
 have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men …. 
De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia’er…. Det er et forsøg, men lykkes det bliver jeg rigtig rigtig glad! 
Det egentlige hængeparti er de papirer vi er blevet bedt om at indsamle til vores adoptionssag. Det er allerede blevet vores tur til at indhente attester og dokumter i lange baner. Og det betyder at vores sag snart sendes til Sydafrika! 
Vi har udfyldt to ansøgningsskemaer. Vi har fået vielsesattesten, min fødselsattest og ansættelsesbreve på plads. Vi har tre vandelsattester, og har skrevet under på at vi vil deltage i opfølgende besøg fra en sagsbehandler, når barnet er hjemme hos os. Vi har været hos lægen, politiet og på skattekontoret. Og vi har ta
get billeder af os selv, hinanden og vores hus. Vi har kopieret pas og sørget for pasbilleder. Det eneste vi mangler er et brev fra notaren og Duncans fødselsattest fra den engelske ambassade. Når de er landet kan vi sende det hele afsted til AC, og så bare vente på at det bliver vores tur til at blive sendt “afsted”.  

Grunden til at det er et hængeparti er at vi har fundet ud af at AC ikke har fået hele Duncans navn. Så nu er de nødt til at indhen
te attester bl.a. fra familiestyrelsen igen for at få alle navne til at stemme 100% overens. Så I må meget gerne be’/ønske godt/krydse fingre at det går hurtigt igennem hos dem, så vores 
ansøgning kan blive sendt afsted. For når først sagen ligger i Sydafrika er det (igen) bare et spørgsmål om tid før der er et barn til os. 
Ligenu går det godt. Det vil sige at formidlingen af børn er støt og konstant, så alt ser ud til at vi skal vente kortere end vi havde forventet. H
vis altså bare alle papirerne klapper og bliver sendt afsted! (Så kære Familiestyrelse, jeg ved det er sommmer – men vil du ikke godt skynde dig alligevel?!) 
Og jeg er nødt til at sige, at hvis nogen herefter spørger, hvad det sværeste ved at adoptere er, så er jeg nødt til at sige “billedsessionen”. Prøv du lige på 12 billeder at vise dit hus udefra og indefra, dig selv og din mand sammen og  hver for sig i hverdagssituationer, som repræsenterer jer, hvor I ser tiltalende og velsoignerede ud samtidig med at I viser velstand og overskud på en naturlig måde! 

/5 Kommentarer/af