,

Min morfar og Nelson Mandela

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.

Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.

At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.

Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.

, ,

Begyndende jubelhyl

Jeg har lige åbnet en fantastisk email. Et par fra “vores” liste har lige skrevet til os: De er blevet forældre!!! Det er ikke os, og vi er 6 pladser efter dem, men det er så FEDT! Min reaktion til emailen var kuldegysninger og tårer på én gang. Hvor er det dejligt. De har en uge til deres rejse og til de skal møde deres barn.

Åh hvor jeg glæder mig til det er vores tur, vores telefonopkald, vores email, vores afrejse dato!!!
Men åh, emailen var en påmindelse om at det er virkeligt. Det er ikke bare noget vi leger. Det er rigtigt. Der er et barn på vej…..
,

Nybagt brød eller rod på gulvet?

Det er så pudsigt med bloggen – den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det “virkelige” liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er.

Egentlig er det helt i orden – og nogle gange nødvendigt – ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte.

Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20’erne: du ved, den, der hedder “Jeg-er-perfekt-kæreste/kone,-der-har-altid-nybarberede-ben-og-manicure-negle,-smart-garderobe,-tjek-på-moden,-karrieren-og-fremtidsplanerne,-får-børn-på-linje,-klarer-mig-godt-på-jobbet-og-har-et-super-hjem,-hvor-vi-ser-vores-venner-og-bekendte,-hvis-vi-da-ikke-er-ude-at-rejse-eller-i-sommerhus,-for-ikke-at-nævne-vores-velholdte-have-og-velklædte-børn,-og-vi-kan-da-også-godt-snakke-om-kreative-fritidsinteresser,-politik,-samfund-eller-nyere-litteratur-inden-jeg-knækker-ned-med-stress…-igen.”Og måske er den eneste måde vi kan hjælpe hinanden med at bekæmpe den, ved at fortælle eller vise vores nullermænd og underskud såvel som vores succeser og overskud.

Forleden talte jeg om emner med en varm kvinde, som jeg vil skyde på er tættere på 50 end 40. Hun sagde: “Det er da synd for jer! Så må vi ældre kvinder jo fortælle jer, hvordan livet også er.” Ja, vil I ikke godt?!

Jeg vil fremover bestræbe mig på ikke kun at vise mine succeser og mit overskud på bloggen, men også udtrykke tvivl, tanker og nullermænd i alle retninger på en ikke sarkastisk måde. Ikke fordi du skal have ondt af mig, men fordi jeg gerne vil leve hele livet. Jeg har faktisk ikke lyst til at være perfekt – det er for statisk. Jeg vil gerne leve og mærke hele livet – og det lurer mig at det kun kan lade sig gøre sammen med et par nullermænd, en købe pizza og lidt ærlighed.

, ,

En gammel kærlighed

For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive – og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup – altså, at de havde været mand og kone i 70 år.
Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende.
Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej.
I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann – to små, ukendte mennesker, som vi alle sammen stammer fra. At sidde dér og ser på børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn i alle aldre og vide, at vi alle sammen fandtes på grund af de to mennesker og deres kærlighed var noget særligt.
At de to altid har elsket hinanden, har der vist ikke været tvivl om. De har haft deres del af prøvelser og hårde tider. De har fået børn, været syge og fattige. De har arbejdet hårdt og strukket alle ender, for at få det hele til at hænge sammen. De har grinet, haft husrum og givet plads til mennesker. Så længe jeg kan huske har de holdt hinanden i hånden i ubemærkede øjeblikke. Kom man stille en aften, kunne man se dem sidde i sofaen og holde i hånden. Morfar redte mormors hår, hvis han synes det blev “skævt” af blæsten, og hun pillede fnuller af hans trøjer.
Nogen tid inden bryllupsdagen spurgte jeg mormor, hvad hun ville sige hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab er, når man tænker på, hvor mange, der går fra hinanden, bliver skilt, eller bare kæmper med kærligheden og parforholdet. Hun svarede: “Maj ska’ bår’ ræt’ sæ’ ei’ etter hina’en.” (=man skal bare rette sig lidt ind efter hinanden.) Da hun blev spurgt af journalisten på dagen, hvad det bedste var ved Ingemann kom det prompte: “Dæ’ er at a hår ha’em!” (=Det er at jeg har ham!)
Flere gange i løbet af dagen sagde journalister, borgmester og os andre til hinanden: tænk som 90 årige at have den samme kærlighed, som man havde da man var 20! Men der om aftenen i Lendum forsamlingshus gik det op for mig hvad underet var: Vi fik lov at være vidner til en gammel kærlighed. En kærlighed, der var ovre begær, lidenskab og usikkerhed. En kærlighed, som havde gennemlevet kriser, glæder, håb og skuffelser. En kærlighed, som havde set livet udfolde sig og bære frugt: som har set børn, børnebørn og oldebørn vokse op. En kærlighed, som ikke blot var romantisk rettet mod et objekt, men forpligtende vendt mod en anden halvdel. 
Vi fik lov til at se, at det kan lade sig at gøre for kærligheden at vokse sig gammel, dyb og stærk – og stadig være øm ud over alle grænser. 
Dét var det stille under. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at have fået lov til at være en del af den!  
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
(1. Korinterbrev kapitel 13:1-8a og 13)
Her kan du se hvad jeg skrev sidste år. Og her kan du se det, der kom i TV.
, , ,

Dag tolv.

Ved I hvad der sker, når man bliver forælder til en dreng på 15 måneder? Man lærer lynhurtigt hvor ondt det gør at få tænder!! I den forbindelse har jeg også lært at også jeg besidder den refleks, der gør at mødre griber alt (alt!) der kommer ud af munden på deres barn…

I går var vi i Pretoria for at få dansk pas. Det skulle være så fint, og jeg ville virkelig gerne kunne vise billeder frem af ambassaden og os med pas, men de findes ikke på vores kamera – vi havde nemlig for travlt med opkast und so weiter…. De er nu søde på den danske ambassade i Sydafrika, vil jeg så dertil indskyde. Så
billedet med flagene er fra Impilo, som er den organisation, der formidler børn til AC børnehjælp fra Danmark.
I dag har vi været ved frisøren med Samuel – han er blevet klippet noget så grundigt. Og tog det rigtig godt. Det er første gang jeg har været i en frisørsalon,

hvor der på disken udover bogen med aftaler også lå en bibel 🙂
Derudover nyder vi varmen. I morgen er sidste dag på modsatte side af ækvator. Vi glæder os til at komme hjem. Til at sove i vores egne senge og til at byde Samuel Sipho velkommen hjem. Og så glæder vi os til at se dem, vi kender og holder af igen!