Skal en blogger være ekspert?

,

Min morfar og Nelson Mandela

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.

Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.

At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.

Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.

, ,

Begyndende jubelhyl

Jeg har lige åbnet en fantastisk email. Et par fra “vores” liste har lige skrevet til os: De er blevet forældre!!! Det er ikke os, og vi er 6 pladser efter dem, men det er så FEDT! Min reaktion til emailen var kuldegysninger og tårer på én gang. Hvor er det dejligt. De har en uge til deres rejse og til de skal møde deres barn.

Åh hvor jeg glæder mig til det er vores tur, vores telefonopkald, vores email, vores afrejse dato!!!
Men åh, emailen var en påmindelse om at det er virkeligt. Det er ikke bare noget vi leger. Det er rigtigt. Der er et barn på vej…..
,

Nybagt brød eller rod på gulvet?

Det er så pudsigt med bloggen – den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det “virkelige” liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er.

Egentlig er det helt i orden – og nogle gange nødvendigt – ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte.

Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20’erne: du ved, den, der hedder “Jeg-er-perfekt-kæreste/kone,-der-har-altid-nybarberede-ben-og-manicure-negle,-smart-garderobe,-tjek-på-moden,-karrieren-og-fremtidsplanerne,-får-børn-på-linje,-klarer-mig-godt-på-jobbet-og-har-et-super-hjem,-hvor-vi-ser-vores-venner-og-bekendte,-hvis-vi-da-ikke-er-ude-at-rejse-eller-i-sommerhus,-for-ikke-at-nævne-vores-velholdte-have-og-velklædte-børn,-og-vi-kan-da-også-godt-snakke-om-kreative-fritidsinteresser,-politik,-samfund-eller-nyere-litteratur-inden-jeg-knækker-ned-med-stress…-igen.”Og måske er den eneste måde vi kan hjælpe hinanden med at bekæmpe den, ved at fortælle eller vise vores nullermænd og underskud såvel som vores succeser og overskud.

Forleden talte jeg om emner med en varm kvinde, som jeg vil skyde på er tættere på 50 end 40. Hun sagde: “Det er da synd for jer! Så må vi ældre kvinder jo fortælle jer, hvordan livet også er.” Ja, vil I ikke godt?!

Jeg vil fremover bestræbe mig på ikke kun at vise mine succeser og mit overskud på bloggen, men også udtrykke tvivl, tanker og nullermænd i alle retninger på en ikke sarkastisk måde. Ikke fordi du skal have ondt af mig, men fordi jeg gerne vil leve hele livet. Jeg har faktisk ikke lyst til at være perfekt – det er for statisk. Jeg vil gerne leve og mærke hele livet – og det lurer mig at det kun kan lade sig gøre sammen med et par nullermænd, en købe pizza og lidt ærlighed.