,

Hvem er “Du”? – noget om min tatovering

Jeg har en tatovering. Det kommer som en overraskelse for mange. Den ses heller ikke særligt tydeligt, og det er helt med vilje. Den kommer egentlig ikke andre end Vorherre og mig ved. Nogen får en tatovering for at den skal ses – også som en trosbekendelse, der kan starte samtaler, eller som tydeligt viser, hvor man hører til.

Min tatovering er også en trosbekendelse af en slags. Den sidder på højre fod, og det er derfor, den ses så sjældent. Den er et lille uddrag af salme 16 fra det Gamle Testamente (Du kan læse salmen her). Den salme var min redningskrans igennem min depression for år tilbage. Det er svært at forklare, hvordan den var det, men det var den. Ordene gav mig trøst og håb og mod til at fortsætte.

Ordene på min fod er: ”Du lærer mig livets vej”

Det er et løfte fra Gud om at vise mig den vej i livet eller den måde at leve på, der gør mig til et levende menneske. Det er samtidig et løfte fra mig til både mig selv og Gud om at lytte indad og gør mig umage med at følge den stille stemme, der peger på det, der giver liv.

Forleden talte jeg med én om at blive klogere med årene. Han sagde noget med at gå på livets landevej, og jeg svarede, at det var præcis det, jeg har stående på min fod.

Han kiggede på ordene og sagde så spørgende både til mig og sig selv: ”Hvem er ”Du”?”

Jeg sagde – lettere klodset – at for mig er ”Du” Jesus. Bagefter tænkte jeg over, at selvom det er rigtigt, så er det også et utilstrækkeligt svar. For hvem er Jesus?

At jeg siger ”Jesus” fortæller dig intet om den, der hjalp mig eller om nænsomhed, vedholdenhed eller det nærvær, der omringede mig.

Det slog mig, at hvem Jesus er kommer an på, hvem du spørger. Ikke fordi Gud eller Jesus forandres, men fordi Han* er så stor, så fuldkommen og vi er så små og så forskellige, at det ikke kan være det samme vi ser, oplever eller ligger liv til.

Hvem ”Du” er kommer simpelthen an på, hvem du spørger:

For David var ”Du” den gode hyrde. David skrev en af sine stærkeste digte om ”Herren er min hyrde”.

For Paulus var Jesus højdepunktet i Guds løfte om at velsigne hele verden gennem Abrahams slægt.

For Johannes er ”Du” den, der giver os lov til at være Guds børn.

For kvinden ved brønden er ”Du” den, der gav hende værdighed og understregede at sand hengivenhed ikke handler om geografi men om indstilling.

For kvinden, der led af kronisk menstruation, var ”Du” den, der helbredte hende og igen gav hende adgang til samfundet og et almindeligt liv.

For Zakæus var Jesus den, der brød hans isolation og gjorde ham gavmild.

En mand, der var født blind, og som blev helbredt af Jesus med lidt mudder sagde det aller bedst, synes jeg: ”Jeg kan ikke sige, hvem han er. Men jeg ved, at jeg var blind før, og nu kan jeg se.”

Med andre ord: ”Jeg ved ikke, hvad han er. Men jeg kan fortælle dig, hvad han har gjort for mig.”

Er det ikke sådan det er? Vi kan ikke definere Jesus, Gud, det hellige fuldstændigt. Men vi kan fortælle vores egen historie. Vi kan fortælle, hvilken forskel Han har gjort i vores liv.

For mig er Jesus den, der satte sig ved siden af mig i bilen, da jeg skulle køre alene en mørk aften til hospitalet efter min mand havde været igennem en livsvigtige operation.

For mig har Jesus betydet tålmodighed, barmhjertighed og helbredelse i og fra en depression.

Jeg kan ikke fortælle dig helt, hvem Jesus er. Men jeg ved, at jeg nu er mor til to trods alle odds. Jeg har min mand endnu. For mig er ”Du” den, der hjalp mig med at overkomme en svær depression; den, der har hjulpet mig med at turde livet igen; den, der har givet mig håbet tilbage.

”Du” er alt det. Og meget mere. Og måske mere endnu. For Jesus, Gud er altid mere. Hans historie kan ikke indeholdes eller defineres af ét menneskes liv eller forståelse, tror jeg.

Og alligevel får vi lov til at dele vores historier med ham og lægge liv til Hans.

Hvis jeg spørger dig, hvem er ”Du” så?

 

 

*Jeg skriver Han, fordi Jesus var en mand. Gud som skaber og Helligånd; Gud som treenighed tror jeg ikke, vi kan sætte på køn. Jeg tror Gud overskrider alle vores ord. Samtidig tror jeg, at Gud er personlig og ønsker at indgå i en relation med os. Og det kan man kun, hvis det er en ”nogen” man er sammen med. Derfor bruger jeg ”Han” om Gud. Selvom jeg er fuldtud klar over at der findes masser af billeder, der forklarer Gud i Bibelen, der handler om at være kvinde, mor eller feminin. Jeg kan også godt lide at tale om og tænke på især Helligånden som ”hun”.

Instagram – mit sociale medie på en øde ø

Jeg er rigtig glad for instagram. Hvis jeg skulle have ét socialt medie med på en øde ø ville det være et let valg. Jeg kan godt lide opbygningen af instagram, fordi der kun er én ting af forholde sig til ad gangen – og fordi det mest er billedbåret. Der bliver flere ord, men det er stadig billederne, der kommer i første række. Generelt er stemningen også bedre, synes jeg – ellers også har det at gøre med hvem, jeg følger.

Det er jeg nemlig meget bevist om på instagram: Jeg følger kun mennesker og organisationer, der gør (eller gerne vil gøre) mig til en bedre version af den, jeg er. Derfor dropper jeg ret konsekvent mennesker, butikker eller organisationer, der giver mig mindreværd, gør mig misundelig eller gør mig i tvivl om mig selv ligesom jeg stopper med at følge dem, der ikke opmuntrer, som opfordrer til at udelukke nogen eller som ikke er reflekterede i deres holdninger (også selvom de kan være forskellige fra mine.)

Det betyder ikke, at det nødvendigvis er mennesker eller organisationer, der stryger mig med hårene – det er ikke  kun pæne billeder, der fortæller mig, at jeg er dejlig, som jeg er eller har ret til alverdens ting. (Bl.a. derfor er andre medier også gavnlige – f.eks. gammeldagsaviser, radio og pdocasts) Jeg kan bedre lide dem, der får mig til at tænke over, hvem jeg er og hvordan jeg tager del i livet.

Jeg bruger instagram som inspirations boost, som refletionsrum eller som kirkerum, om du vil. Det er her jeg øver mig i alt det, jeg gerne vil, at mine børn også kommer til at tænke over på sociale medier og andre steder: Hvem lader du påvirke dig? Hvem lader du fortælle dig om verden, dine medmennesker og dig selv?

Jeg følger forskellige humanitære organisationer som bl.a. @verdensbedstenyheder, der peger på alle de steder, hvor der sker positiv udvikling i verden både med uddannelse, sundhed og natur.

I samme boldgade – men fuldstændig anderledes – er @upworthy, som deler små og store historier om mennesker og bevægelser, som gør en forskel for andre under #bestofhumanity.

Jeg følger@savethechildren og @wwf også selvom her begge steder kan være hårde, er det samtidig en reminder om, at der findes mennesker, som kæmper for vigtige emner.

Jeg bruger instagram til at blive dygtigere (eller bare inspireret) på det, jeg beskæftiger mig med og på at holde mit fokus. Derfor følger jeg @christinacaine, der er en fantastisk prædikant fra Australien. @craiggroeschel, der er en dygtig underviser om ledelse og om at følge Jesus. @orangeleaders, fordi de er gode til også at have fokus på børn. @rethinkchurch, fordi de sætter kirke i et andet perspektiv. Dertil kommer en del kolleger og kirker fra forskellige kirker i både Danmark og andre lande.

@jenhatmaker, @jordanleedooley og @annvoskamp følger jeg, fordi de er dygtige til at kommunikere både på skrift og tale.

@hopewriters giver mig inspiration til at skrive.

@prayasyougo_official er den bedste bønne-prompter, jeg har fundet.

@onbeing har et væld af spændende artikler og podcasts og deres citater på instagram er gode at blive eftertænksom af.

Børn, familie liv og tjeneste i kirken med børn er også noget jeg bruger instagram til at informere mig om. Derfor følger jeg @parentcue, som er de bedste (hvis du spørger mig) til at give idéer til at åbne samtaler med sine børn. Det danske @blackbird_institute er nye for mig, men er gode til at give viden om børn, børneliv og familieliv. Jeg følger også @heatheravis, som har adopteret tre børn, hvoraf to har downs syndrome – hun har også @theluckyfewofficial, hvor hun forsøger at gøre opmærksom på børn med særlige behov.

Jeg forsøger at blive klogere på kvinders rettigheder og ligestilling ved at følge @unwomen , @malalafund  @emmwatson (som også kan fortælle om bæredygtig mode). @kvinfo – så er vi inde på dansk kønspolitisk område. @kritiskpynt er sjov, kritisk og feministisk. @rebelgirlsbook deler opfordringer af alskens art til at give piger forbilleder, som smadrer glaslofter på forskellige områder.

Og så følger jeg flere have-entusiaster som @havedagbogen@clausdalby og @signewenneberg. Garn-entusiaster som min lokale garnpusher @garniskovhytten @kitcouturecph og @alleelskeragnes.

Bøger har jeg som bekendt svært ved at få nok af og det gælder også på instagram, hvor jeg er særligt glad for at følge @annebogel, @whatshouldireadnext, @julesrules, @rejsendeibørnelitteratur og @bogblogger.

Hvem følger du og hvilke kriterier har du for, om du holder op eller begynder med at følge nogen?

Skal en blogger være ekspert?

,

Min morfar og Nelson Mandela

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.

Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.

At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.

Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.