, ,

Snapper om forventningens glæde

Forventningens billeder - screen shot af Snappers julefilm

Forventningens billeder – screen shot af Snappers julefilm

Det er tid til at give los for forventningens glæde – i børnehaven, hvor jeg arbejder, tæller vi ikke ned til jul. Nej, vi tæller ned til december! Og SÅ tæller vi ned til jul. Der findes ingen, der som børn kan glæde sig i spændt forventning.

Det skulle da lige være Snapper – du ved, bamsen, som Sigurd har snakket om mangt og meget med. Snapper glæder sig også til jul, og det er der kommet fire små julefilm ud af fra DKM. Den første kommer her:

 

 

 

/0 Kommentarer/af
, , ,

Håbet 3 – Om en vedkommende fremtid

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.
 

Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold – og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden.

Håbet, som den kristne kan have, er ikke afhængigt af, om livet er en succes, eller om alt går glat. Glæden ved at være i live og tilliden til, at der er godt i vente, er ikke betinget af, at vi lever op til det, der dikteres omkring os. Du kan være kronisk syg, skilt, barnløs, gammel, arbejdsløs og meget mere og alligevel leve i håb, for det ikke har noget med omstændigheder at gøre. Det har derimod at gøre med den sprække, som Jesus efterlod i forhænget mellem os og Guds rige, da han gik ind bag forhænget i himmelen, for at forankre os dér.
 
(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. De foregående dele kom her og her.)

/0 Kommentarer/af
, , ,

Håbet 1 – Om at have en fremtid

Håbet er lysegrønt, siger vi i Danmark. Men i virkeligheden er det nok mere spraglet, for alle håber. Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King håbede på et Amerika uden racisme, og mange håber på godt vejr i morgen.

Ifølge håbshistoriker Bertel Nygaard ved Aarhus Universitet er håbet historisk foranderligt, skifter med livsbetingelser og eksistensbetingelser. Håbet er den drivkraft, som skaber mening og sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid. “Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen,” skriver han i sin bog “Håb”.

Håb er livsvigtigt, for det er håbet, der gør os i stand til at se ud over den aktuelle situation og dens mangler. Håbet er en process, vi befinder os i; det er væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt.

Forskning i psykologi og sociologi viser, at mennesker i den vestlige verden mangler erfaringen af håb. For håb drejer sig ikke om nutiden, men om fremtiden – ikke blot den fremtid som umiddelbart kan skrives i kalenderen, men den fjernere fremtid, som ikke lader sig indfange af femårsplaner. Sådan er det sandsynligvis, fordi vores fokus oftest ligger på umiddelbare behov, på instant, nu-og-her og forudsigelige planer.

Håbet er netop ikke knyttet til det forudsigelige, men derimod overraskende og ikke-kontrollerbart.

(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. Anden del af artiklen kan du læse her, mens den tredje og sidste del er her.)

/0 Kommentarer/af
, , , , ,

Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?

/0 Kommentarer/af
, , , ,

Hvordan får du børn?

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm. 

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

/7 Kommentarer/af