,

Kirke for og med børn mellem 0 og 3 år

Hvordan er I kirke for og med små børn? Det er værd at tænke over, for selvom børn under 3 år kan virke svære at lave egentligt program for i eks. børnekirke, hvis forældrene skal kunne være med til gudstjenesten.

Nogle kirker løser dette ved at lave rum ved siden af kirkerummet, hvor børn og forældre kan være. De forældre jeg har talt med, giver udtryk for, at lige så velment som sådan et rum er, ligeså meget betyder det, at forældrene oplever, at de lige så godt kunne blive hjemme.

Vi hjælper altså hverken forældre eller deres små børn til at være en del af menighedens gudstjeneste fællesskab ved at lave separate lokaler, hvor forældrene ikke interagerer med andre voksne. Heller ikke selvom der er lyd og skærm fra kirkerummet.

Hvordan kan I invitere forældre med små børn ind og være en del af fællesskabet?

Små børn kan være urolige. Det er sandt. Men oftest er små børn ikke mere urolige, end at det er til at håndtere i et kirkerum. Spørgsmålet er for hvis skyld, vi er bange for, at små børn kan høres?

Børn i alderen 0-5 er afhængige af deres voksne. Især hvis de skal føle sig trygge og godt tilpas. Det kan også være, at børnene ikke er trygge ved at gå fra mor og far – uanset hvor glade de i øvrigt er for at være i kirken. Derfor er der en opgave med at gøre det let at være mor og far med børn i kirken. Jo mere afslappede og godt tilpasse mor og far er, jo mere tilpasse og trygge bliver børnene oftest.

Dertil kommer, at børn og voksne er skilt fra hinanden i hverdagene – måske er det en fordel at familien i kirken kan få lov til at være sammen i kirken?

Her er nogle ting at overveje:

  • Hvordan taler I om børn i gudstjenesten? Kan I berolige forældrene, så de slapper af ved at have deres børn med? Det kan være helt små ting som at sige, at børn er velkomne, når I hilser på familien; det kan være i den generelle velkomst, at det bliver sagt højt, at det er dejligt, at der er børn til stede; det kan være at skrive på sangarket eller en slide, at Gud har skabt børn med nysgerrighed og lyst til leg og derfor er børn selvfølgelig velkomne, som de er hos jer.
  • Kan I gøre det indbydende for børnene at være i kirkerummet? Det kan eksempelvis være ved at lave et bestemt område i kirken, hvor børn kan være på gulvet. Vel at mærke med et tæppe eller lignende, så små børn ikke skal ligge, sidde eller lege direkte på et koldt gulv.
  • Er der legetøj, der ikke larmer unødigt, som børnene kan bruge og måske endda tage med ned til deres forældre? Det kunne være små kufferter med tegne ting, bamser, bøger mm.
  • Har I et sted, hvor forældre kan varme mad og vand, så børnene kan få mad, mens de er i kirken?
  • Har I stole til babyer og mindre børn?
  • Små børn skal pusles og have hjælp på toilettet. Kan I lave et puslebord, hvor det er rart at være med en baby, der skal pusles? Er der varme på?

Små børn husker ikke nødvendigvis, hvad der er blevet fortalt til dem i en gudstjeneste eller en børnekirke. Det, de husker, er først og fremmest, om det var rart at være i kirken, og om de var velkomne.

At være kirke for små børn og deres forældre er en fantastisk mulighed for hele menigheden i at øve sig i at give Guds kærlighed konkret udtryk i mødet mellem mennesker.

Kilder:
Det er bare en faste
Den røde tråd
Babies and Toddlers – Nurturing your child’s spiritual life, Rachel Turner

Nød lærer nøgen kvinde at spinde – om at holde kontakt med børnene i corona-land

Som i så mange andre sammenhænge har nedlukningen af Danmark pga. Corona-pandemien haft stor betydning for, hvordan kirker – og dermed også arbejdet med børn – kan mødes og arbejde. Forskellige kirker har løst udfordringen på forskellige måder. Fra kasser, der bliver delt ud med materialer til youtube-kanaler, facebook-sider og breve.

Dorthe er leder i en lille børnekirke og kirke i Middelfart. Dorthe har netop startet en facebook-gruppe for de familier, som havde børn i børnekirken for fortsat at have kontakt og formidle gode ressourcer til familierne i kirken. Dorthe er totalt nybegynder med at lave videoer – hun har sin telefon og sine børn til at hjælpe sig.

Dorthes børnekirke er, som mange af vores børnekirker er. Det svinger i antallet af deltagere fra søndag til søndag, fortæller Dorthe. ”På en ”almindelig” søndag er der ca. 7 børn”

Hvor mange ledere er I?
”Lige p.t. er vi tre ledere og tre teenagere som hjælpere. Vi har ingen, der får løn for at være i børnekirken.”

Prøv at fortælle os lidt om din kirke?
”Vi har i flere år kæmpet for at være mere som en familie end bare en kirke. Før i tiden var der meget generationsskel. Men det er der heldigvis blevet lavet om på. Jeg prøver at mikse generationerne sammen. Børn, der siger goddag i døren. Voksne, der deler en historie fra deres barndom. Nogle voksne tager imod det, men ikke alle altid.”

”Efter vi startede “Familienetværket” i samarbejde med Blå Kors, er der sket en forandring i kirkelivet. Det, at der er kommet ikke-kirkevante mennesker og måske en anden baggrund end dansk, har gjort at kirkens medlemmer har åbnet hjerterne op. Der var en ældre dame, +90 år, der sagde, at Gud havde smeltet hendes stenhjerte, så hun nu havde omsorg for andre. Det beskriver egentlig meget godt vores menighed.”

Du har lavet en facebookgruppe for dem, der har børn i børnekirken. Hvordan fik du idéen?
Dorthe smiler: ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde! Jeg er ikke god til at forberede noget til en længere periode, men jeg er god til at fjolle, stille spørgsmål og tage den alvorlige her-og-nu samtale.”

”Min egen søn på 6 år er meget visuel. Han gider ikke bøger eller at sidde stille mere end 5-10 min. Det var med ham i tankerne, at det startede.”

Hvad er det, du håber at opnå med din gruppe?
”Jeg vil gerne opnå to ting: at jeg bliver bedre til teknik. Det er sådan helt personligt.”

“Men jeg ønsker jo at opretholde kontakten med forældre og børn. De skal vide, at jeg er på den anden side af skærmen, eller at det er helt i orden at sende en sms eller en besked på messenger.”

Hvad har du gjort dig af erfaringer indtil videre? Og har du fået noget respons?

”Erfaringen er, at forberedelse og planlægning er nødvendigt.” Dorthe holder en pause og ler lidt: ”Lige de to ting jeg gerne ville slippe for! Og tålmodighed – heller ikke min stærkeste evne. Idéerne har jeg haft længe i skuffen. Heldigvis er mine egne børn med på idéen både foran og bag kameraet.”

”Jeg har jo kun været i gang et par dage, men allerede nu, har der været opbakning og positiv respons. Bare det,

at dem, jeg havde i tankerne, selv inviterer andre med ind i gruppen er en stor opmuntring for mig.”

5 praktiske og lige-til-at-gå-til råd, når du skal holde børnekirke (eller andet med børn)

Det er ikke alle, der finder det let at tale med eller til børn i børnekirke eller en børnetale. Men det behøver ikke være indviklet eller svært. Rådene her under kan måske virke indlysende. Godt, hvis de er det, for mere indviklet end det er det ikke, at begynde at gøre kirken til et børnevenligt fællesskab.

Her kommer 5 nede-på-jorden råd:

  1. Hils på børnene, når de kommer ind i kirken.
  2. Lær deres navne at kende.
  3. Sæt dig ned i børnehøjde, når du skal snakke med dem – både før og under program. Alle kan lide at blive talt til i øjenhøjde.
  4. Brug dit kropssprog aktivt – vis, at det er en spændende historie, du er ved at fortælle. Begejstring smitter og drager børn (og voksne) ind i det, du vil formidle.
  5. Tal normalt, men børnevenligt. Lad være med at bruge store ord, du ikke forklarer.

God fornøjelse med arbejdet!

, ,

Med mor i kirke

At tage sine børn med til gudstjeneste kan være et følsomt emne. Bliver de taget godt imod? Kan de få lov til at være børn uden at blive tysset på eller skældt ud? I rigtig mange sammenhænge er vi generelt gode til at vise hensyn og overbærenhed med børn, men af en eller anden grund gør det sig ikke altid gældende i et kirkerum. Måske fordi vi har lært, at Gud møder man i stilheden – og mindre børn især kan have svært ved at sidde stille eller lytte til en masse snak.

Jeg har selv haft koldsved af stress over at føle øjne i nakken, fordi jeg sad med et barn, der ikke sad stille eller lyttede stille. Jeg har selv haft svært ved at gå i kirke, fordi det var svært for mit barn at være der. Og som præst har jeg set forældre af al magt forsøge at holde deres børn i ro af frygt for at vække opmærksomhed (Ironisk nok med det resultat, at de selv blev mere synlige end børnene, der stille tullede rundt, var det).

Så det var med nogen spænding i maven, at jeg søndag skulle have Albert med ud at holde gudstjeneste. Jeg har været det på gældende sted flere gange og holder af at komme der. Men det er altid noget andet at have et barn med sig – særligt én, der måske rykker mor i ærmet. Ikke, fordi Albert ikke er god til at gå i kirke, for han er en habil 3årig kirkegænger. Men man kan desværre ikke altid regne voksnes reaktioner ud på forhånd.

Det gik heldigvis godt – allerede den første, vi mødte bukkede sig ned og gav Albert hånd, spurgte om hans navn og bød velkommen. Albert legede under prædikestolen (en udemærket hule), spiste knoppers, legede med legetøj og læste bøger (både salmebøger og de medbragte). Og svarede højt, da jeg bad højt “Almægtige Gud …”: “NEJ”. Han skulle have hjælp til at åbne en ostehaps under prædikenen og ville gerne holdes, da den sidste salme blev sunget.

 

Og hvor var der mange kærlige øjne, som så ham. Og mig. Overbærenhed, tålmodighed og accept af den lille gudstjeneste-deltager var overvældende. Det burde måske ikke være en overraskelse, men ikke desto mindre nikkede de fleste genkendende, når jeg sagde, tak for velkomsten “for det er ikke en selvfølgelighed.”

Børn skal lære at give plads til andre. De skal lære at lytte og være med. Og det lærer de nu en gang bedst ved at være en del af et fællesskab, hvor de kan kigge på andre, efterligne og tage del i det, der foregår. (Det har jeg skrevet om før.)

Det finurlige ved det med at tage børn med i kirke er, at det sætter så dybe spor i os – hvis man én gang er blevet tysset på af en anden kirkegænger eller værre endnu af præsten er følelsen af at være forkert svær at ryste af sig igen. En ældre dame, fortalte, hvordan hun blev sendt ud af kirkerummet med hendes søn en gang, da han var 5 år. Oplevelsen ødelagde hverken hendes eller sønnens tro eller tilhørsforhold til kirken – men smerten var ikke til at tage fejl af. Det gør ondt, når vores børn ikke er velkomne.

Så meget desto større er glæden også, når de bliver taget godt imod. Så kan mor (eller far) nemlig også slappe af og være tilstede.

, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Indlægget er skrevet med input fra de fantastiske kursister på kurset for børns åndelighed og tro i 2018, så “det, du ikke skal sige” er taget direkte fra børnemedarbejderes hverdag. Indlægget er også blevet bragt på baptist.dk