, , ,

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

Ofte er de, der arbejder med børn i en kirke passionerede mennesker. Det er muligt, de er startet i arbejdet ved et tilfælde (sådan er det for mange), men det betyder ikke, at det er tilfældigt, at de er blevet ved. Ofte ved børnemedarbejdere en hel del om børns åndelige liv og plads i menigheden. Desværre er der en tendens til, at de ikke tages med på råd. Her er 5 ting, det er en dårlig idé at sige til én, der arbejder med børn i en kirke: 

5 ting du IKKE skal sige til en børneleder:

– Børnene er jo kirkens fremtid

Børnene er i høj grad en del af fremtiden. Men de børn, der allerede er en del af menigheden er også en del af nutiden. Børn skal ikke gemmes væk indtil de bliver gamle nok til at tages alvorligt, er nyttige eller har nået et bestemt udviklingsmæssigt stadie. Studier viser, at børn, der ikke er en del af menighedens nutid, heller ikke bliver en del af fremtiden.

– Bare spil noget rundbold eller sæt en DVD på, der skal jo ikke så meget til

Rundbold og film kan være godt, lige som fri leg også kan være på sin plads for børn. Men ikke altid og ikke kun. Børn har også store spørgsmål og åndelige behov, der har brug for tid og plads til at blive taget alvorligt. Og hvor voksne stemmer med deres fødder og bliver væk næste gang, du skal holde en dårlig prædiken eller bare lukker ned, så giver børn udtryk for at de keder sig eller ikke forstår det, du siger, med det samme. Det betyder, at forberedelse er en væsentlig del af en børnemedarbejders opgave. Af samme grund vil de fleste børnemedarbejdere også gerne støttes med bøn, samtale, ressourer og kurser, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt.

– Det behøver jo ikke ligne en børnehave

Mange menigheder er udfordrede med ikke at have lokaler til at lade et lokale være børnenes alene. Men leg med tanken: Hvis lokalerne de voksne bruger ikke måtte bære præg af det, de skulle bruges til – hvordan ville det så være?

Ofte (ikke altid, men ofte) er børnenes lokaler, udstyr og legetøj ikke så højt prioriteret som de voksnes eller de unges. Det kan der være mange grunde til. Men overvej det signal det sender til børnene om deres værdi og om hvem Gud er, at deres lokale er koldt, grimt, dårligt indrettet eller ikke passer til dem?

– Vi har lige ændret …

Ofte er de, der arbejder med børn i en menighed – det være sig børnekirke eller børneklub – ikke en del af menighedens ledelse. Nogle gange bliver de heller ikke taget med på råd, når der træffes beslutninger om ændringer af ansatte, lokalefordeling eller placering af programmer. Heller ikke selvom disse kan have stor betydning for netop børnene. Inddrag dem, der ved noget om børnene, så børnenes perspektiv bliver en del af overvejelserne omkring større beslutninger i menigheden.

Alene den grund at 60-80% af kristne første gang oplevede Guds kærlighed som børn skulle være motivation nok til at tænke børnene med ind i menighedens mission og liv.

– Børnene forstår det jo ikke alligevel

Dette argument bruges ofte i forbindelse med nadver, dåb, gudstjenester eller større ting i menigheder. Nej, børnene forstår sandsynligvis ikke betydningen af Jesu soningsoffer på korset. Og slet ikke, hvis det er de ord, de voksne bruger. Men gør du? Kan du redegøre for nadverens betydning i den kristnes liv? Kan du forklare, hvordan Guds kærlighed er virkelig i din hverdag? Nej, og det er helt okay. Det kan børn heller ikke, men det betyder ikke, at de ikke kender Gud, ikke kan erfare eller lytte til Helligånden eller ikke kan være levende kristne på deres alder.

Der er naturligvis forskel på, hvad børn og voksne kan og skal tage ansvar for. Men der er meget børn kan tage del i på deres egne præmisser, fordi de intuitivt erfarer storheden, mysteriet og nærværet i livet med Gud nu og her.

Til gengæld må du gerne:

– sige højt, at det er dejligt børnene er med ved gudstjenesten

Børn er urolige, nysgerrige, umiddelbare og kan være højlydte. Sådan har Gud skabt dem. Mange steder er børn med i den første del af en gudstjeneste sammen med resten af menigheden. Nogle gang er der gudstjenester, hvor alle bliver sammen. Forældre kan få stress af strenge blikke, og nogle bliver helt væk fra kirken af frygt for skæld ud fra andre kirkegængere. Det ødelægger forældrenes forhold til kirken, men det kan også ødelægge børnenes.

Giv udtryk for, at det er dejligt, at din menighed er levende. (Også selvom du blev forstyrret). Glæd dig over, at I er med til at vise børn og forældre, at Guds kærlighed går på kryds og tværs af forskellige generationer.

– tale helt almindeligt og forståeligt

Børn i menigheden er en storartet mulighed for at blive helt skarp på forkyndelsen – for hvordan kommer dit budskab til at give mening på helt almindeligt sprog på en måde, så alle forstår det? Børn forstår sjældent store ord. De kan også have svært ved at følge indviklede forklaringer eller billedrige sammenligninger.

Til gengæld er de gode til at stille spørgsmål og forholde sig til det, du fortæller, som noget, der har konkret betydning for dem. I virkeligheden har mange voksne også lettere ved at følge en prædiken eller andagt, der er er kort, konkret – og måske endda sjov.

– give din børnemedarbejder lov til at tage på kursus

Der findes gode kurser rundt omkring. Hjælp de, der arbejder med børn i din menighed med at finde gode kurser, komme med i netværk eller at få nye bøger ikke bare om koncepter og programmer, men om børns tro, åndelige udvikling og teologi om børn i kirken. Det klæder lederne på og giver dem lov til at vide og forsvare børnene som en del af menigheden.

– blive gode venner med et barn eller to i menigheden

Børn har brug for voksne for at blive en del af en menighed – også flere end deres egne forældre og børnekirkens/klubbens ledere. Lær et barn at kende. Lyt til dets spørgsmål. Forsøg at besvare dem eller lad dig forundre sammen med barnet. Måske er der noget, du kunne lære af barnets erfaring, spørgsmål eller umiddelbarhed? Tag et barn under armen, når det er din tur til at stå for kaffen, samle penge ind eller byde velkommen i døren. På den måde er du med til at lære barnet, hvordan kirkens tjenester ser ud, og du er med til at vise det vejen ind i kirkens fællesskab. Børn både vil og kan være gode venner og have reel betydning for et fællesskab.

-huske at børns tro også er vigtig og  betydningsfuld

Kan du huske, hvad du spekulerede over som barn? Hvad du drømte om eller var bange for? Det var garanteret ikke småting. Sådan er det også for børn i dag. Børn har store og spændende indre liv. De kan kende Gud og leve sammen med ham i deres hverdag. Deres åndelighed er med andre ord lige så farverig og nuanceret som voksnes er det. Derfor kan voksne også lære af børnene. Derfor er det også vigtigt, at vi er kirke for og  sammen med dem. Nu.

Så næste gang du ser én, der har børnekirke, klub eller noget andet med børn i din menighed – så giv dem et klap på skulderen, tak dem og hjælp dem med at støtte op om børnenes plads i din menighed!

Del endelig
Hvis du gerne vil dele indholdet af dette indlæg med andre på papir er det her som PDF:
5 ting du IKKE skal sige til en børneleder

, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikelmin facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

, ,

10 gode grunde til at gå til babysalmesang

Noget af det bedste jeg gjorde under min barsel med Albert var at gå til babysalmesang i den lokale folkekirke. Derfor er jeg kommet op med 10 gode grunde for gå til babysalmesang.

2016-babysalmesang-foraar-195

Det er skønt at give sig selv tid og rum til “bare” at være sammen.

At gå til babysalmesang i Vor Frelsers kirke blev lynhurtigt et favorit tidspunkt på ugen i hvert fald for moren. Roen i kirkerummet, samværet til musikken og den glæde et lille menneske kan have og vise ved lyde og bevægelser var fantastiske. Det blev ikke ringere af, at kaffen og snakken bagefter med de andre mødre og babyer blev lynhurtigt til “mødregruppe nr.2”.

Barnevognene står i kø til babysalmesang

Barnevognene står i kø til babysalmesang

Her er 10 gode grunde til at gå til babysalmesang med dit barn:

  1. Babysalmesang lægger op til ufortyndet nærvær mellem dig og din baby
  2. Det er dejlig introduktion til musik for dit barn.
  3. Dit barns sanser bliver stimuleret: Både lyd, lys og bevægelser sætter gang i hele sanseapparatet.
  4. Dit barn har mulighed for at se på andre babyer – og måske lege med dem.
  5. Du får glæden ved at synge – i “ly” af andre.
  6. Du møder andre mødre og kan få snakket med dem.
  7. Babysalmesang er en mulighed for at bede sammen med eller for dit barn.
  8. Du lærer ord til sange uden ad som kan bruges derhjemme til aften-putning eller til leg.
  9. Dit barn og dig får en halv times koncentreret samvær med kontakt gennem både krop, øjne og stemme.
  10. Du bliver garanteret i godt humør af at se dit eget barn (og andres børn) glædes over sæbebobler, blafrende tørklæder eller måbe i benovelse over lyden på en xylofon.
Opmærksomheden er stor til babysalmesang

Opmærksomheden er stor til babysalmesang

Når det kan være svært i en barsel at få rytme eller mening i en hverdag er det guldværd at kunne tage afsted til noget, der både er godt for baby og mor. Baby bliver stimuleret, og mor kan slappe af i den ro, der er i et smukt kirkerum. What’s not to like?

 

, ,

Dåb i England: Giv børnene en rugby tackling

“Hvis I ser barnet komme for tæt på det store påskelys, så giv dem en rugby tackling”, sagde præsten, og menigheden lo. 
Jeg skal love for, at jeg lærte noget om at være en velkommende kirke overfor børn, da vi i sidste weekend var til dåb hos vores nevø F. Og det var på den gode måde! For jeg, hvis kæphest er, at børn ikke bare skal have lov til at være i kirken men også ER kirken, gjorde alt hvad jeg kunne for at mit barn blev så usynligt som muligt i kirken. 
Skoene var vintage og dårligt egnede til at rugby tackle nogen som helst!
Albert sov i barnevognen, da vi kom til kirken, hvor dåben skulle holdes. Hmm, hvad skulle vi gøre med ham? Samuel skulle med ind og være med, selvfølgelig skulle han det. Men Albert, den sovende baby? Vi fik ham op af den lille trappe og sat i forgangen. Der var rimelig med plads, så der kunne han godt stå, blev vi enige om og gik ind. Her er det så kirketjeneren første gang henvender sig til mig: “I er velkomne til at køre barnevognen med ind.” Nej, vi synes jo nok det var mest diskret at han blev derudenfor. Så forstyrrede han heller ikke, når/hvis han vågnede med et hvin. “Det er selvfølgelig op til jer”, sagde den venlige kirketjener.
Indenfor kom vi i tanke om, at det måske ikke var det smarteste sted, vi havde stillet det sovende barn, når det nu var lige under klokketårnet. Mig ud igen til barnevognen. Jeg får den bugseret ind i kirkerummet med et undskyldende smil til kirketjeneren, der med et smil sagde: “Vi skal slet ike bruge klokken. Men børn er altså også velkomne her i kirken.” 
Her skal jeg indrømme jeg fik en lille smule røde øren, for hvorfor i alverden havde jeg fået den idé fra at (spæd-)børn ikke var velkomne? Eller skulle pakkes væk? 
Måske fordi jeg selv var nervøs ved tanken om en skrigende baby halvvejs gennem gudstjenesten, hvor jeg selv skulle stå fadder. “Nå ja”, sagde min svigerindes far, “så skriger han, men du tager ham da bare med op. I dag handler jo om børnene.” 
Nåeh ja, det er jo det, den gør. 
Da gudstjenesten gik i gang startede præsten med at byde velkommen. Aldrig før har jeg hørt så fin en velkomst til forældre og deres børn. Han gjorde i den grad bekymringer til skamme om at komme til at larme. 
“Børnene er velkomne her i kirken, og det gør ikke noget, vi kan høre dem. De må meget gerne gå rundt også heroppe foran – derovre i hjørnet er der legesager. Det eneste vi beder om er, at I har et øje på dem, så de forbliver sikre. Det drejer sig særligt om det store påskelys her oppe ved alteret, som er meget flot, men som ikke står så stabilt. Inden i lyset er en beholder med flydende voks, og det ville være skrækkeligt om et barn – eller en voksen for den sags skyld – skulle få voks ned over sig. Så ser du et barn med retning mod lyset, så giv dem en rugby tackling.”
Så fortsatte han med at forklare at han undervejs i gudstjenesten ville få brug for hjælpere til at hælde vand op i døbefonten og til at samle en gave ind til kirken. Og at det var vigtigt at børnene kunne se, hvad der skete, så de skulle selvfølgelig endelig gå med rundt efterhånden som vi bevægede os igennem ritualet!
Og hvad har jeg så taget til mig om at få forældre og deres børn til at føle sig velkomne?

  • Sørg for at dem, der byder velkommen eller gør rummet klart fortæller og viser, at børn er velkomne. (Her var det kirketjeneren, der fik mig til at slappe af med at have et sovende barn med ind i en klodset barnevogn.)
  • Brug velkomsten til at gøre det klart, at børnene er velkomne – også selvom de opfører sig som børn. (Dvs. børnene her måtte gerne lege og måtte gerne kunne høres)
  • Fortæl forældrene, hvad der er okay, deres børn gør og hvad der forventes af dem som forældre (Her var det okay at børnene gik omkring i kirken, og forventningen var, at det var forældrene, der holdt øje med dem)
  • Brug humor for at få noget væsentligt løftet frem. (Her var det rugby tacklingen og påskelyset, som kunne være decideret farligt.)
  • Forbered børnene (og forældrene) på at de kan blive inddraget i selve gudstjenesten. (Her ved at hælde vandet op i fonten, samle kollekt ind og ved at flytte sig, så de kunne se.)
Jeg må indrømme at mine fordomme mod en traditionel kirke som værende ikke-favnende af børn og forældre blev gjort til skamme. Og heldigvis for det! Der blev (naturligvis) ikke brug for rugby tacklinger, og Albert sov selvfølgelig sødeligt fra hele molevitten. 
Og måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Det handler i høj grad om at få forældrene til at føle sig tilpas og afslappede, så kan børnene meget nemmere være børn i kirken.
, , , ,

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab.