, , , ,

Traktor Tom er altså bare legetøj

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn.

I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den.

Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe:
Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: “Sådan, min skat”
Barnet svarer prompte og sikkert: “Nej, ikke skat.”
Voksen: “Nå, er du ikke en skat?”
Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: “Jeg er ikke skat, jeg er V…!”

Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke:
Præst: “Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag – er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?” siger præsten, og peger på de biler en af drengene har taget med.
Drengen: “Det er altså bare legetøj!”

Det er ikke altid børn og voksne taler samme sprog. Nogle gange er det, fordi barnet endnu ikke kender alle nuancer i det fælles sprog.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det mon også er fordi børnene i virkeligheden ofte er tilfredse med tingene som de er – hverken mere eller mindre, mens vi voksne gerne vil fylde ord, forklaringer, stemninger på?

Jeg ved det ikke. Har du mon oplevet lignende samtaler?

, , , ,

1 års fødselsdag

I søndags fejrede Klub Børnekirke 1 års fødselsdag i Metodistkirken i Vejle, hvor jeg kommer sammen med min familie. Jeg er en af lederne i børnekirken, og har været med til at starte Klub Børnekirke. 

Der har været børnekirke i mange år samtidig med gudstjenesten, sådan at børnene kunne opleve kirken på deres egne præmisser. Sidste år besluttede vi, at gøre det anderledes med håber om, at Klub Børnekirke kunne være med til at gøre kirken mere nærværende for børnene. Det gør vi bl.a. ved at sende invitationer direkte til børnene med posten, så de også føler sig inviterede og velkomne. 

I søndags fejrede vi så 1 års fødselsdag for Klub Børnekirke – og ingen fødselsdag uden fine invitationer, flag ved døren, kage og gaver. For at gøre det ekstra festligt for børnene havde vi lagt “den røde løber” ud, så den førte fra indgangshallen direkte ind i børnekirken. I praksis er det den gamle løber fra kirkerummet – men den gør sig fint som løber!

Jeg elsker at være med i børnekirken – her er utøjlet begejstring, oprigtige udbrud og dybtfølte spørgsmål. Der var én, der havde kæmpet mod hoste og feber hele ugen, for hun ville SÅ gerne være med til fødselsdag. Det er ikke til at stå for! Når det så ovenikøbet bliver ledsaget af jubel i hele kroppen, bliver jeg glad.

Der var gaver til alle børnene – en lille pose med nogle flag, en ballon og et får med en lille mark. Inden vi delte gaverne ud fortalte jeg, hvordan Jesus forklarede, hvem han er, ved at kalde sig selv den gode hyrde. Jeg gjorde det i store træk ud fra Godly Play manuskriptet, dog med får som dem børnene også fik. På den måde håber jeg, de fik et stykke af historien med hjem. 

Fortællingen er en blanding af Jesus’ lignelser om den gode hyrde, fåret, der væk og af salme 23. Da et af de tre små får bliver væk udbryder et af børnene med forbavselse: “Hvor er det sidste får?!” Og et par af de andre skyndte sig at pege på det, og forsikre ham om, at det altså ikke var rigtigt væk.

Det er meget at gøre ud af en formiddag for 11 børn (+ de, der var inviteret, men ikke kunne). Men det er herligt – det giver glæde både til os, der gør det, og til dem, der tager imod. Og hvem kan ikke lide at blive vist, at man betyder noget?

,

Holdninger til mennesker “med anden etnisk herkomst end dansk”

Jeg er gift med en udlænding. En fremmedarbejder, kan man vel kalde det, eftersom han er her på en arbejdstilladelse.  Når jeg stiller det sådan op siger de fleste om Duncan:”Jamen, det gælder jo ikke ham. Han er jo engelsk”. Det er rigtigt at han har lyst hår og blå øjne og deler aner med vikingerne. Alligevel er han udlænding. Når der kommer udtalelser om udlændige og indvandreres manglende vilje til integration gælder det også min mand. 
Min søn er fra et afrikansk land. Han er født syd for ækvator, har brune øjne og chokolade-mørk hud. Når jeg siger, at han kommer fra et af de lande, der eftersigende ikke rigtigt kan bidrage positivt til samfundet, får jeg at vide, at det naturligvis ikke gælder ham: Han er dansk nu, og hans opdragelse vil give ham helt andre værdier. Ikke desto mindre findes der holdninger i vores land, der uden at blinke ville sende ham hjem, “hvor han kommer fra.” Hvor det så end er med en sydafrikansk fødselsattest, en engelsk far og indfødsret i Danmark. 
 
Derfor betyder det rigtig meget for mig, at min kirke nu aktiv råber op i forhold til integration, asyl og indvandring.
 
Det gør ondt at tænke på, at vi med al sandsynlighed en dag kommer til at skulle snakke med Samuel om, hvorfor nogen kalder ham grimme ting, fordi han er mørk. Det er mærkeligt at høre mennesker i Danmark, have ondt af min søn, fordi han levede sin første tid på et børnehjem, når vi uden at blinke lader børn på danske asylcentre vokse op under værre forhold. Jo, værre. For var Samuel blevet på børnehjemmet ville han have fået en uddannelse. Og han ville være blevet opdraget med sigte på at tage del i det samfund, der var omkring ham. Den værdighed giver vi ikke asylsøgende børn. Det er beskæmmende, at vi affærdiger mennesker fordi vi er bange.
 
Derfor var jeg med til at be’ om, at mine kolleger og jeg støtter “10 principper om kirkeligt engagement vedrørende asyl, indvandring og integration.”  Tværkulturelt Center kom med i sidste uge. De er: 
 
  1    Migranter har ofte bidraget positivt til modtagerlandets kultur,   
    historie, samfunds‐ og kirkeliv.      
 
  2    Gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi.  
 
  3    Migranter har ret til et liv i værdighed uanset opholdsstatus.    
 
  4    Menneskerettigheder gælder alle mennesker.      
 
  5    Rettigheder og privilegier, der er knyttet til nationalitet og statsborgerskab, har ikke absolut værdi, men er goder betroet os af Gud.    
 
  6    Kirkens ansvar for at hjælpe trosfæller må ikke stå i vejen for ansvaret for at hjælpe alle mennesker med behov for hjælp.   
 
  7    Det er i samfundets interesse, at migranter kan leve sammen med deres nærmeste familie, og at splittede familier genforenes.   
 
  8    Alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed uanset forældrenes opholdsstatus.   
 
  9    Ord kan skabe hvad de nævner. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi omtaler migranter, og undgå nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug.    
 
10    Et lands ansvar for egne statsborgere må ikke stå i vejen for det globale medansvar for at migranter til enhver tid behandles værdigt og respektfuldt.   
 
Kunne du tænke dig at se pressemeddelelsen og det brev til menighederne vores biskop skrev kan du gå ind her
Hele materialet om de 10 principper er her.
,

Prinsessefest

Åh, så blev det endelig lørdag d. 31. januar. Suk. I flere uger er der blevet talt ned. Der var nemlig inviteret til prinsessefest i kirken, for at rejse penge til renovering og ombygning af lokalerne. Piger og kvinder i (næsten) alle aldre var mødt op i tyl, tiaraer, høje hæle og håndtaske, med organza, glimmer og glitter i næsten urimelige mængder.

Alle blev ved indgangen mødt af lakajerne, som tog imod betaling og viste ind i “garderobe salen”, inden prinsesserne i balsalen fik en glas velkomst drink. (Og læg lige mærke til den røde løber!)

Mange alvorlige og højtidelige så pige øjne så beundrende rundt på alle de andre prinsesser, der var mødt op i deres største og smukkeste skrud.
Alle havde mulighed for at blive sminket, få lagt neglelak, designe sko og teste deres viden om prinsesser eller prøve hvorvidt de nu var rigtige prinsesser og kunne finde ærten under en tyk dyne. Der blev danset, sunget og leget med balloner, inden de fantastiske kager blev spist. (Og det er faktisk ikke en konditor, der stod bag slots-kagen, selvom det ser sådan ud!)
Og sidst, men ikke mindst, sagde vi farvel ved at minde hinanden om, at vi ikke bare leger for sjov: Vi er skam alle sammen kongebørn, for vores far i himlen er universets konge. Så vi er faktisk en slags prinsesse. Også når vi “bare” har comboybukser på til dagligt.

(Vi fik samlet 2500 kr. ind.)
, , ,

I er grenene, jeg er træet

Ved søndagens gudstjeneste legede vi: vi kastede et garnnøgle rundt imellen os, for at illustrere hvordan vi alle sammen hænger sammen. Det vakte megen moro og stor begejstring hos især nogle af de yngre deltagere! (Jeg kan afsløre vi har nogle ret gode skytter!) Da vi alle sammen var viklet ind og alle hang sammen, klippede vi snoren over, så vi hver især stod med vores egen “gren”. Den kunne vi tage op til et lille vintræ, som stod i det ene hjørne af kirkerummet, og binde fast der, sammen med et blad med vores navn på. På den måde blev vi én gang til en del af det samme. Og det var nemt at se hvordan grenene alene ikke er andet end grene – for at være et træ skal der en stamme til! På træet hang der vindruer, som man selvfølgelig kunne smage på. For rigtige træer, der lever, er sunde og har det godt bærer frugt.

Billedet viser Thomas, som meget interesseret mærkede ved træet, stenene, træet er plantet i, og som nød vindruerne.
Jeg er glad for Jesus sagde: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (Johannes evangeliet kapitel 15)