, , , , ,

Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?

/0 Kommentarer/af
, , , , ,

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.

/2 Kommentarer/af
, , , ,

Traktor Tom er altså bare legetøj

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn.

I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den.

Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe:
Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: “Sådan, min skat”
Barnet svarer prompte og sikkert: “Nej, ikke skat.”
Voksen: “Nå, er du ikke en skat?”
Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: “Jeg er ikke skat, jeg er V…!”

Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke:
Præst: “Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag – er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?” siger præsten, og peger på de biler en af drengene har taget med.
Drengen: “Det er altså bare legetøj!”

Det er ikke altid børn og voksne taler samme sprog. Nogle gange er det, fordi barnet endnu ikke kender alle nuancer i det fælles sprog.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det mon også er fordi børnene i virkeligheden ofte er tilfredse med tingene som de er – hverken mere eller mindre, mens vi voksne gerne vil fylde ord, forklaringer, stemninger på?

Jeg ved det ikke. Har du mon oplevet lignende samtaler?

/2 Kommentarer/af
, , , ,

1 års fødselsdag

I søndags fejrede Klub Børnekirke 1 års fødselsdag i Metodistkirken i Vejle, hvor jeg kommer sammen med min familie. Jeg er en af lederne i børnekirken, og har været med til at starte Klub Børnekirke. 

Der har været børnekirke i mange år samtidig med gudstjenesten, sådan at børnene kunne opleve kirken på deres egne præmisser. Sidste år besluttede vi, at gøre det anderledes med håber om, at Klub Børnekirke kunne være med til at gøre kirken mere nærværende for børnene. Det gør vi bl.a. ved at sende invitationer direkte til børnene med posten, så de også føler sig inviterede og velkomne. 

I søndags fejrede vi så 1 års fødselsdag for Klub Børnekirke – og ingen fødselsdag uden fine invitationer, flag ved døren, kage og gaver. For at gøre det ekstra festligt for børnene havde vi lagt “den røde løber” ud, så den førte fra indgangshallen direkte ind i børnekirken. I praksis er det den gamle løber fra kirkerummet – men den gør sig fint som løber!

Jeg elsker at være med i børnekirken – her er utøjlet begejstring, oprigtige udbrud og dybtfølte spørgsmål. Der var én, der havde kæmpet mod hoste og feber hele ugen, for hun ville SÅ gerne være med til fødselsdag. Det er ikke til at stå for! Når det så ovenikøbet bliver ledsaget af jubel i hele kroppen, bliver jeg glad.

Der var gaver til alle børnene – en lille pose med nogle flag, en ballon og et får med en lille mark. Inden vi delte gaverne ud fortalte jeg, hvordan Jesus forklarede, hvem han er, ved at kalde sig selv den gode hyrde. Jeg gjorde det i store træk ud fra Godly Play manuskriptet, dog med får som dem børnene også fik. På den måde håber jeg, de fik et stykke af historien med hjem. 

Fortællingen er en blanding af Jesus’ lignelser om den gode hyrde, fåret, der væk og af salme 23. Da et af de tre små får bliver væk udbryder et af børnene med forbavselse: “Hvor er det sidste får?!” Og et par af de andre skyndte sig at pege på det, og forsikre ham om, at det altså ikke var rigtigt væk.

Det er meget at gøre ud af en formiddag for 11 børn (+ de, der var inviteret, men ikke kunne). Men det er herligt – det giver glæde både til os, der gør det, og til dem, der tager imod. Og hvem kan ikke lide at blive vist, at man betyder noget?

/1 Kommentar/af
, , , ,

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr

 

Billedet er malet af Tine Gjessø

Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.

Jeg kan ikk’ fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker “gør” mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.) 
Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.
Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken “forkert” sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.
Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.
Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet – altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud – var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)
 
Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen – og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli’r godt.
Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet – det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje – det kommer vi til lidt senere.)
Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li’. Jeg kan godt li’ forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke “Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen” men “Åh nej, nu har de spist af træet, der gi’r visdom, de ikke kan styre – bare de nu ikk også gir’ sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen.” Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!
Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige “Velkommen hjem!”
Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.
/0 Kommentarer/af