, , , , ,

Husk, jeg elsker dig – samtale med min egen mor

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg. 

Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå.

Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach.

Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?
Først tænker jeg, at det ikke er nok at sige det, men at det skal vises.
Det gør man f.eks. som forælder ved at sætte grænser for sit barn og ved at passe på det. Det er eksempelvis ved at bestemme, hvornår ens barn skal i seng. Så kan det godt være, der er en konflikt i det lige ved sengetid, men så kan man senere sætte ord på og forklare, at “vi passer på dig, fordi vi elsker dig så meget. Vi ved, det er vigtigt at sove nok, når man skal lære og lege godt, og vi vil gerne have, at du har det godt, for vi elsker dig.” Eller at forklare, hvorfor vi spiser sundt, eller rydder op. Så får barnet en forståelse af at grunden til at vi gør, som vi gør, er for vores bedste, altså under forstået fordi jeg er elsket.
Åh, grænser. Alle forældre ved, at børn ikke reagerer med glædeshyl over at få sat grænser. Ind imellem kan det føles direkte hårdt og trælst også for forælderen at skulle holde fast og bestemme på tværs af konflikt. 
Hvorfor er det så vigtigt for børns selvværd, at jeg som forælder holder fast i, at det mig, der bestemmer?
 
Jeg tror, forældre som udgangspunkt gør, hvad de gør for og mod deres børn, fordi de elsker dem. Så er der selvfølgelig undtagelser som overgreb og misbrug. 

Men det er vigtigt med grænser, fordi et barn, der er vant til at få dets behov og ønsker dækket lige med det samme, kommer til at sætte lighedstegn mellem “at være elsket” og “at jeg får min vilje”. Hvis et barn har det sådan, så bliver det svært at være andre steder, hvor voksne eller andre bestemmer. Når for eksempel de voksne i børnehaven elller andre steder vil bestemme, så kan barnet opleve det, som at den voksne ikke kan lide barnet. Eller hvis de andre børn ikke vil lade barnet bestemme i en leg, betyder det så, at de ikke kan lide mig?  

Dét er ikke en rar oplevelse for et barn for frustration over ikke at føle sig elsket udløser afmagt. Og den afmagt kan igen være det, der gør at barnet kommer til at slå, fordi barnet ikke synes, det har andre muligheder for at få sin vilje og på den måde føle sig elsket.

Så grænser giver barnet en måde at mærke, at de er elskede – og på den måde også muligheden for at mærke sig elsket udenfor hjemmet. Er der andet, man som forælder kan gøre? 

Kærlighed for et barn er også at forældrene sørger for, at der er skiftetøj og udetøj i børnehaven eller vuggestuen. Ikke fordi børn opfatter manglende tøj, som at mor og far ikke holder af mig. Men et barn, der mangler skiftebusker, hvis bukserne blev våde af at lege med vand bliver forkert. Hvis det barnet femte gang den uge lige dét barn skal have lånetøj på, så kommer følelsen måske af “hvorfor sørger mor og far ikke for mig?” Det er ikke tydelige tanker hos et barn, men snarere følelser, som dukker op. 
 
For hvis dem, der er sat på jorden for at passe på mig ikke gør det, hvem kan jeg så stole på? Det er ikke bevidste tanker, men noget, der er ligger som en utryghed i barnets bevidsthed. Det sker selvfølgelig ikke ved at forældre glemmer vanterne en enkelt gang eller to, men hvis det sker gentagne gange. 
 
Egentlig vil jeg mene, at det et barn har allermest brug for er troværdige voksne. Med “troværdige voksne” mener jeg voksne, som gør det, de siger og mener det, de siger. 


Når det handler om børn og deres tanker og følelser kan vi ikke vide fuldstændigt, hvordan det er. Så jeg ved ikke, om det er – det er min tolkning.


Hmm. Jeg kan godt se, hvad du beskriver. Og nu sidder jeg her og spekulerer over, hvor mange gange jeg mon har glemt Samuels vanter eller ikke har sørget for hans blyanter var blevet spidsede. 
Nogle gange så bliver jeg så træt, for der kommer gode råd, sure opstød og forskning ind fra højre og venstre om, hvordan man er en god forælder. Jeg – og de forældre jeg kender – vil jo gerne gøre det godt. Og jeg synes tit, jeg oplever, at tvivlen om hvorvidt vi nu gør det godt nok fylder en del. Du har en gang sagt, at vi moderne forældre skal glemme vores hoveder og være forældre med hjerte – hvad betyder det i denne her sammenhæng? 


I denne sammenhæng betyder det, at for mig at se ville det være godt, hvis forældre selvfølgelig tænker sig om, men også forholder sig til det de inderst inde godt ved, er det bedste for barnet.  
 
Jeg tror mange forældre i dag er pressede. Af både deres egne og andres forventninger. De 
skal helst gøre alt det, de plejede at gøre, før de fik børn. De skal se godt ud, ha’ alt det nyeste, rejser og så videre. 
Rigtig mange forældre har konstant dårlig samvittighed. Jeg møder den ofte. Det er som om det er blevet en måde at vise, at man kærer sig om sit barn. De ønsker alle at gøre det bedste, men de får ikke mærket efter, hvad der er det bedste. 
 
I virkeligheden er der nok mange forældre, der gerne ville være mere sammen med deres børn, men det passer ikke sammen med alt det andet, der “hører sig til “, og så vælger de det alle andre synes og glemmer at prioritere det, de inderst inde helst vil.
~ Og nu bevæger vi os hen imod ” mor tilbage til kødgryderne”, men det er ikke det jeg mener. Jeg synes bare, man skal ha’ det godt med de beslutninger man træffer. Ellers skal man træffe nogle andre! 
 
Da vi slutter samtalen siger hun: “Og Anne, husk at jeg elsker dig!” 

…

Hvordan har du det med at sætte grænser for dit barn? Altså når det skaber konflikt? Og hvad med den dårlige samvittighed – kender du også den? 
/3 Kommentarer/af
, , ,

Beder du (også) som et barn?

De kommer drønnende over til mig. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårene ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed for at få ønsket om retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når nærmest ikke helt over til os, før ordene begynder at tumle ud af munden – hulter til butler. .

Jeg fanger sjældent hele historien – de giver ikke meget mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke altid, jeg får lov til at trøste, og ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen.


Så snart ordstrømmen stoppet vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: “Nu har jeg sagt det.” Eller bare: “Jeg sagde det.” Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det, at fortælle en voksen om konflikten er nok til at løse den – eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis.

Jeg står tilbage med en følelse af forundring blandet med morskab. Jeg bliver brugt som autoritet, som et selvtillidsboost – endda som en trussel, og dog bliver jeg ikke nødvendigvis inviteret til at være en reel del af løsningen på konflikten. Nogle gange er jeg ikke engang sikker på, at det forventes af mig at gøre andet end at modtage deres frustration.
Gad vide …  Kan det være sådan mine bønner lyder for Gud? Er jeg ligesom et af børnene, der er så sikre på at alene det at fortælle en, der er større, om deres problemer på en eller anden måde vil gøre dem mindre eller endda løse dem helt?
Stikker jeg af, før Gud kan nå at lytte, give råd eller endda trøste? Mon jeg også bruger Gud til at booste min selvtillid? Bruger jeg ham mon som trussel mod mine problemer: “Det kan godt være I virker farlige eller svære – men jeg har en stor Gud?”…

Hvordan mon Gud har det med det? Frustrerer det ham, at han ikke bliver inviteret ind for at blive en reel del af løsningen af et mine problemer? Morer det ham, at jeg præsenterer ham for problemer, men ikke forventer ham at indgå i en dialog for at finde en vej igennem dem?
Jesus satte en gang et barn i midten af en gruppe voksne, han talte med, og sagde til dem at “hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matthæus 18:3)

Hmm, på nogle områder er jeg åbenbart allerede ret barnlig. Hvad med dig?

/1 Kommentar/af
, , , ,

Traktor Tom er altså bare legetøj

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn.

I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den.

Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe:
Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: “Sådan, min skat”
Barnet svarer prompte og sikkert: “Nej, ikke skat.”
Voksen: “Nå, er du ikke en skat?”
Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: “Jeg er ikke skat, jeg er V…!”

Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke:
Præst: “Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag – er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?” siger præsten, og peger på de biler en af drengene har taget med.
Drengen: “Det er altså bare legetøj!”

Det er ikke altid børn og voksne taler samme sprog. Nogle gange er det, fordi barnet endnu ikke kender alle nuancer i det fælles sprog.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om det mon også er fordi børnene i virkeligheden ofte er tilfredse med tingene som de er – hverken mere eller mindre, mens vi voksne gerne vil fylde ord, forklaringer, stemninger på?

Jeg ved det ikke. Har du mon oplevet lignende samtaler?

/2 Kommentarer/af