, , , , ,

Husk, jeg elsker dig – samtale med min egen mor

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg. 

Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå.

Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach.

Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?
Først tænker jeg, at det ikke er nok at sige det, men at det skal vises.
Det gør man f.eks. som forælder ved at sætte grænser for sit barn og ved at passe på det. Det er eksempelvis ved at bestemme, hvornår ens barn skal i seng. Så kan det godt være, der er en konflikt i det lige ved sengetid, men så kan man senere sætte ord på og forklare, at “vi passer på dig, fordi vi elsker dig så meget. Vi ved, det er vigtigt at sove nok, når man skal lære og lege godt, og vi vil gerne have, at du har det godt, for vi elsker dig.” Eller at forklare, hvorfor vi spiser sundt, eller rydder op. Så får barnet en forståelse af at grunden til at vi gør, som vi gør, er for vores bedste, altså under forstået fordi jeg er elsket.
Åh, grænser. Alle forældre ved, at børn ikke reagerer med glædeshyl over at få sat grænser. Ind imellem kan det føles direkte hårdt og trælst også for forælderen at skulle holde fast og bestemme på tværs af konflikt. 
Hvorfor er det så vigtigt for børns selvværd, at jeg som forælder holder fast i, at det mig, der bestemmer?
 
Jeg tror, forældre som udgangspunkt gør, hvad de gør for og mod deres børn, fordi de elsker dem. Så er der selvfølgelig undtagelser som overgreb og misbrug. 

Men det er vigtigt med grænser, fordi et barn, der er vant til at få dets behov og ønsker dækket lige med det samme, kommer til at sætte lighedstegn mellem “at være elsket” og “at jeg får min vilje”. Hvis et barn har det sådan, så bliver det svært at være andre steder, hvor voksne eller andre bestemmer. Når for eksempel de voksne i børnehaven elller andre steder vil bestemme, så kan barnet opleve det, som at den voksne ikke kan lide barnet. Eller hvis de andre børn ikke vil lade barnet bestemme i en leg, betyder det så, at de ikke kan lide mig?  

Dét er ikke en rar oplevelse for et barn for frustration over ikke at føle sig elsket udløser afmagt. Og den afmagt kan igen være det, der gør at barnet kommer til at slå, fordi barnet ikke synes, det har andre muligheder for at få sin vilje og på den måde føle sig elsket.

Så grænser giver barnet en måde at mærke, at de er elskede – og på den måde også muligheden for at mærke sig elsket udenfor hjemmet. Er der andet, man som forælder kan gøre? 

Kærlighed for et barn er også at forældrene sørger for, at der er skiftetøj og udetøj i børnehaven eller vuggestuen. Ikke fordi børn opfatter manglende tøj, som at mor og far ikke holder af mig. Men et barn, der mangler skiftebusker, hvis bukserne blev våde af at lege med vand bliver forkert. Hvis det barnet femte gang den uge lige dét barn skal have lånetøj på, så kommer følelsen måske af “hvorfor sørger mor og far ikke for mig?” Det er ikke tydelige tanker hos et barn, men snarere følelser, som dukker op. 
 
For hvis dem, der er sat på jorden for at passe på mig ikke gør det, hvem kan jeg så stole på? Det er ikke bevidste tanker, men noget, der er ligger som en utryghed i barnets bevidsthed. Det sker selvfølgelig ikke ved at forældre glemmer vanterne en enkelt gang eller to, men hvis det sker gentagne gange. 
 
Egentlig vil jeg mene, at det et barn har allermest brug for er troværdige voksne. Med “troværdige voksne” mener jeg voksne, som gør det, de siger og mener det, de siger. 


Når det handler om børn og deres tanker og følelser kan vi ikke vide fuldstændigt, hvordan det er. Så jeg ved ikke, om det er – det er min tolkning.


Hmm. Jeg kan godt se, hvad du beskriver. Og nu sidder jeg her og spekulerer over, hvor mange gange jeg mon har glemt Samuels vanter eller ikke har sørget for hans blyanter var blevet spidsede. 
Nogle gange så bliver jeg så træt, for der kommer gode råd, sure opstød og forskning ind fra højre og venstre om, hvordan man er en god forælder. Jeg – og de forældre jeg kender – vil jo gerne gøre det godt. Og jeg synes tit, jeg oplever, at tvivlen om hvorvidt vi nu gør det godt nok fylder en del. Du har en gang sagt, at vi moderne forældre skal glemme vores hoveder og være forældre med hjerte – hvad betyder det i denne her sammenhæng? 


I denne sammenhæng betyder det, at for mig at se ville det være godt, hvis forældre selvfølgelig tænker sig om, men også forholder sig til det de inderst inde godt ved, er det bedste for barnet.  
 
Jeg tror mange forældre i dag er pressede. Af både deres egne og andres forventninger. De 
skal helst gøre alt det, de plejede at gøre, før de fik børn. De skal se godt ud, ha’ alt det nyeste, rejser og så videre. 
Rigtig mange forældre har konstant dårlig samvittighed. Jeg møder den ofte. Det er som om det er blevet en måde at vise, at man kærer sig om sit barn. De ønsker alle at gøre det bedste, men de får ikke mærket efter, hvad der er det bedste. 
 
I virkeligheden er der nok mange forældre, der gerne ville være mere sammen med deres børn, men det passer ikke sammen med alt det andet, der “hører sig til “, og så vælger de det alle andre synes og glemmer at prioritere det, de inderst inde helst vil.
~ Og nu bevæger vi os hen imod ” mor tilbage til kødgryderne”, men det er ikke det jeg mener. Jeg synes bare, man skal ha’ det godt med de beslutninger man træffer. Ellers skal man træffe nogle andre! 
 
Da vi slutter samtalen siger hun: “Og Anne, husk at jeg elsker dig!” 

…

Hvordan har du det med at sætte grænser for dit barn? Altså når det skaber konflikt? Og hvad med den dårlige samvittighed – kender du også den? 
/3 Kommentarer/af
, , , ,

Husk, jeg elsker dig!

“Husk, jeg elsker dig!”

Jeg siger det til vores søn hver dag – nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et “Det ved jeg godt” tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige “Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved.” Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til:

At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne.

Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elsket, kan du bevæge dig frit og med værdighed – og du kan behandle andre med den samme respekt.
Jeg ved godt, at det naturligvis ikke altid er sådan at være menneske – der er ingen af os, der altid og hele tiden er selvsikre med selvværdet i top hverken som børn eller voksne. Jeg ved også godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det foregår i en skolegård. Men jeg tror på, at det langt hen af vejen er sådan det er.

Af samme grund lægger jeg også så meget vægt på i kirken, at børn (og mennesker i det hele taget) først og fremmest skal erfare og vide, at Gud elsker os. For hvis vi først forstår og erfarer, at vi er elskede ikke bare af vores familie eller venner men af Gud selv, så kan vi bevæge os med en anden sikkerhed og værdighed i verden:

Lever vi som Guds elskede børn er der så meget andet, vi ikke behøver at tage bestik efter. Der er så meget andet, som vi ikke behøver bruge som målestok for vores værdi. Vægten og formen bliver ligegyldige i forhold til vores værdi som mennesker, om ikke for vores sundhed. Opsparing og størrelsen på vores lønindkomst bliver ikke afgørende for, om vi har en berettigelse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Baggrund og uddannelse bestemmer ikke, om vi må tage del i livet. Og andres mening om mangt eller meget behøver vi ikke beskæftige os med.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at mine børn kan leve med værdighed. Så jeg bliver ved med at sige “Jeg elsker dig – husk det nu!”  – Selvom jeg nok skal lade være med at råbe det efter den ældste ind i skolegården.

 

(Nogle dage efter dette indlæg blev skrevet snakkede jeg med min mor om, hvorfor det er så vigtigt at vide sig elsket som barn. Det kan du læse her.)

/1 Kommentar/af
, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

/0 Kommentarer/af
, ,

Det er værre at være mor

Det blev meget tydeligt for mig i dag, at der er meget lidt cool faktor i at være mor – i hvert fald set gennem øjnene af min seks årige søn og hans ven.


Vi var i Givskud Zoo på vej ind til ulvene. De to drenge går lige foran mig, da vi skal krydse sporet, hvor bilerne kører. Instinktivt træder jeg et ekstra skridt frem og be’r dem passe på bilerne. Prompte kommer det fra den ene: “Men jeg er altså ikke bange for bilerne!” Den anden er rørende enig. “Næh,” svarer jeg, “det er egentlig heller ikke så meget for jeres skyld som for min – det er mig, der er bange.” 
“Jeg heller ikke bange for ulvene,” trumfer den anden. “Næh” siger den første og henvender sig til mig: “Du er måske en bangebuks?” 

Min mund svarer for mig: “Det er meget værre. Jeg er en mor.” 

Drengene fniser og jubler, mens de straks går i gang med en længere liste over alt det, de i hvert fald ikke er bange for, men som bangebukse ikke tør eller kan eller kommet til at tisse i bukserne over. Skulle det virkelig være værre at være mor?




Det er nok svært at sammenligne en mor med en bangebuks – der er trods alt grænser for, hvor mange løver, ulve eller zombier en mor skal kunne klare. For ikke at nævne, at behovet for at kunne slukke faktiske ildebrande, krydse farlige jungle eller klatre op i toppen af det højeste træ også er ret begrænset. På den anden side er der så meget mødre ikke tør – på deres børns vegne. 

Mødre kan se potentielle farer overalt; fra biler til trapper, plastikposer og cykelture alene. De fleste af de potentielle farer vi møder, kan vi heldigvis som regel bruge fornuften til at afvise. Eller vi har selvbeherskelse nok til at ryggen til, så børnene kan få deres egne erfaringer med det, der kilder i maven på deres mor.

I nogle situationer er det mere svært. Nogle mødre bukker under, og finder den vat frem, de fleste af os render rundt med i rygsækken, så vi kan skærme, beskytte og pakke ind. Det kan være svært at skelne mellem pyller og sund fornuft. Nogle er bedre til det end andre. De fleste har deres stærke sider – for nogle er det fysiske udfoldelser, for andre er det at lade børnene gøre ting selv, for andre igen er det noget helt andet. Men de fleste af os kender vist til suget i maven, når barnet skal noget nyt eller gør noget, vi ikke er sikre på, om de magter.

Nogle farer skal vi ikke sidder overhørig som befærdede veje, behovet for almindelig høflighed eller hvad det nu kan være. Men vi kan på den anden side heller ikke lade vores bekymringsevne sætte alle grænserne for, hvad vores børn må have lov til at gøre eller prøve. Det er nødvendigt at skrabe knæene, græde af frustration før noget lykkes eller vente utålmodigt på at spare op til et-eller-andet. 

Det er vist et fælles vilkår ved at være mor, at det kan være værre end at være en bangebuks – om ikke andet så hvis en 6-årigt eller 13-årig skal bedømme rimeligheden i moderens grænser og bekymringer. 

En anden mor, Elisabeth Stone, har en gang beskrevet det sådan her: “Beslutningen om at få et barn – den er monumental. Det er at beslutte sig for altid at skulle have sit hjerte til at gå rundt uden for sin krop.”

Af have så vitalt et organ udenfor den beskyttelse, som kroppen yder, er dels meget upraktisk, dels er det meget sårbart. Man forstår godt behovet for at drage omsorg, skærme og vejlede. Når det mest dyrebare går rundt udenfor ens faktiske indflydelse, er det klart, det må være en smule angstprovokerende.



På den anden side er der en enorm styrke i at turde gøre sig så sårbar. Når vi tør mærke suget i maven som mødre uden at begrænse vores børn, gør vi det muligt for vores børn fra at prøve nye ting, udvikle sig og vokse. Prisen for at se glade smil, stolthed over at lykkes og lidt efter lidt se kompetente, hele mennesker udvikle sig, er smerten ved at have hjertet rendende rundt udenfor kroppen. 

Der er ingen tvivl om, at de 6-årige drenge ikke havde meget tilovers for noget, der er værre end at være en bangebuks – uanset hvor meget de i øvrigt elsker deres mødre. Der er simpelthen ikke cool faktor nok i at være bange for en bil.

De har sikkert ret i, at det ikke er sejt at være en bangebuks. Men jeg kender heldigvis mange mødre, der hver dag går rundt efter de hjerter, de har sat i verden, og som udviser så meget mod ved at lade deres børn udvikle sig og vokse på trods af deres egne bekymringer og sug i maven, at jeg det selskab har det fint med at være værre end en bangebuks! 
/0 Kommentarer/af
, , , , ,

Kompromisløs kærlighed – hvis mine børn er homoseksuelle

Jeg elsker mit barn. Uanset hvad andre mener om ham (og andre kan mene meget). Gad vist, hvordan hans liv vil forme sig, og hvilke udfordringer, han vil møde? Det er ikke til at vide, men som andre forældre spekulerer jeg over det. Hvad hvis han bliver syg? Hvad når han møder racisme?Hvordan vil jeg reagere – hvordan skal jeg agere? 

John Pavlovitz skrev for nyligt en blogpost med fire løfter, hvis hans børn er homoseksuelle. Hans tanker vakte genklang hos mig, for under alle løfter og overvejelser løber en fars kompromisløse kærlighed, der ikke lader sig stoppe. 
Kompromisløs kærlighed- hvis mine børn var homoseksuelle
Kompromisløs kærlighed – hvordan kan det være andet?

John Pavlovitz er præst og far til to børn. Hans løfter er bl.a., at hvis hans børn er homoseksuelle vil han stå ved det, og ikke forsøge at gemme dem væk. Hvis hans børn er homoseksuelle vil han be’ for dem om, at de må blive beskyttet mod andres fordomme og had. Hvis hans børn er homoseksuelle, vil han elske dem – ikke på sikker afstand, men med engageret og kompromisløs kærlighed. Ikke på trods af eller på grund af, men fordi de er hans. 
Eftersom debatten om homoseksualitet er temmelig ophedet ikke bare i en dansk kontekst, men absolut er det i kristne kirker i Amerika, giver det mening, at John Pavlovitz i sit indlæg henvender sig til dem, der måtte smide hademails efter ham eller skrive lange bibelcitater. Det er mere måden han gør det på, der rørte mig. Han skriver: 
“Mens du har læst,  kan det være du har rullet med øjnene, klikket med tungen eller skrevet velkendte bibelvers for at sende dem til mig, eller bedt for at jeg vil omvende mig, eller bestemt at du vil u-venne mig, eller afskrive mig som synder, ond, kætter … men med så meget mildhed og forståelse som jeg kan finde; jeg kunne ikke være mere ligeglad. 
Det her handler ikke om dig. Det her er meget større end dig.
Det var ikke dig, jeg ventede på med tilbageholdt åndedræt i ni måneder. 
Det var ikke dig, jeg græd af glæde over, da du blev født. 
Det var ikke dig, jeg badede, gav mad og rokkede i søvn gennem hundrede intime midnats putte sessions. 
Hvis mine børn er homoseksuelle - Kompromisløs kærlighed
Hvis mine børn er homoseksuelle – fire løfter fra en kristen præst/forælder.
Billedet er fra http://johnpavlovitz.com
Det er ikke dig, jeg har lært at cykle, hvis skrabede knæ jeg har kysset og hvis lille, rystende hånd jeg har holdt, mens stingene blev syet. 
Det er ikke dig, hvis hoved jeg elsker at dufte, og hvis ansigt lyser op, når jeg kommer hjem om aftenen, og hvis latter er musik for min trætte sjæl. 
Det er ikke dig, som giver mine dage mening og formål, og som jeg elsker mere end jeg kunne elske noget. 
Og det er ikke dig, som jeg forhåbentligt vil være sammen med, når jeg trækker mit sidste dyrebare åndedrag på denne planet; når jeg taknemmeligt kan se tilbage på et liv med delte skatte og sikker i min viden om, at jeg har elsket dig godt.” 
For mig er det netop dét, der er perspektivet i kærligheden til min familie og i særdeleshed mit barn: Det er dem jeg skal leve og dø sammen med, og de med mig. Så ja, jeg elsker ham – kompromisløst!
Vi ved ikke, hvad hverken vi eller vores børn kommer til at stå overfor. Men derfor kan vi godt give både os selv og dem nogle løfter om, hvordan vi vil agere. Om ikke andet, så fordi det kan være vigtigt at have tænkt nogle tanker og truffet nogle beslutninger, hvis (når) det er netop dit barn, der kommer med hjertet i hænderne og har brug for, at du viser din kompromisløse kærlighed. 

/2 Kommentarer/af