Hvor er Gud, når børn lider?

Billederne af børn, der er fanget i krigen i Aleppo er hjerteskærende.
Lige nu er det strømmen af billeder med lidende børn fanget i krig eller på flugt over Middelhavet eller i flygtningelejrene med eller uden forældre. Da jeg var barn, var det billederne af afrikanske børn med store maver, der gjorde indtryk.
 
Billederne stiller spørgsmålet – eller får i hvert fald mig til at spørge – hvor Gud er, når børn lider? For selvom jeg tror på en kærlig, nærværende Gud, der griber ind i menneskers liv, så fortvivles jeg også over det, der sker i verden.

Børn er en gave

Måske er det særligt forfærdeligt med børn, der lider i disse situationer, fordi vi instinktivt forstår, at børn har særstatus? Hver gang et barn bliver født er det et tegn på håb ikke bare for den familie barnet fødes ind i, men også det samfund, der omgiver det. Børnene er vores fremtid; det er dem, der bærer os videre. Dør barnet, ødelægges det af sygdom eller traumer, så det er familiens og samfundets fremtid, der bliver såret. Der er en dimension af håbet for i morgen, der er tabt for evigt.

Børn er en gave. De er en velsignelse. Det ved de fleste forældre, og da særligt de af os, der har måttet vente og længes efter dem. Der er sågar nogen, der påpeger, at et barn er et tegn på Guds grundlæggende velsignelse over mennesket helt tilbage fra menneskets oprindelse: “Og Gud velsignede dem, og sagde: ‘Bliv frugtbare og talrige’ ” (1. Mosebog 1:28)
Det betyder også, at Gud har ønsket at alle mennesker findes – Han er skaberen af alt liv, så hvert eneste barn (og dermed også hver eneste voksne) findes i verden, må være et udtryk for Guds vilje. Vi kan med andre ord ikke se på et menneske, uden at Gud har ønsket det og bragt det til live. Derfor må alt, der hæmmer, ødelægger eller ligefrem stopper et liv må også gå imod Guds skaber-ønske. Det kan ikke være forenligt med Guds vilje
Men hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at børn bliver ved med at dø? Hvis Gud har skabt alle mennesker og ønsker, at hvert eneste barn i live – hvordan kan det så være at nogen børn lever, mens andre går til? Og hvordan kan de to ting være udtryk for den samme kærlige Gud?

Golgotha and Syria

Jeg kunne ønske, at Gud greb ind steder som Syrien og andre steder, hvor børn var i klemme; at God kom som torden og lynild og “ordnede det hele” – hvad det så end er. Kristendommen fortæller mig, at Jesus gjorde op med ondskaben, da han brød dødens magt gennem korset og opstandelsen. Jesus har vundet kampen, men det Onde kæmper stadig – lidt som i en krig, hvor den ene part har vundet, men modstanderen ikke overgiver sig frivilligt.

Kristendommen fortæller også, at Jesus skal komme igen en dag som konge af hele universet – og at på den dag skal alting ændres til det bedre. Der skal være en ny jord og en ny himmel, hvor “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” (Johannes Åbenbaring 21:4)

Det håb kan jeg godt have – det kan jeg godt holde fast i. Men hvad hjælper det børnene, der har det ondt? De lider jo stadig lige nu? For dem må frelse være NU og HER. Selv Jesus på korset virkede til at føle sig forladt af Gud (Mattæus evangeliet 27:46), hvordan må et barn så ikke have det?

Filosoffen Løgstrup funderede over, at det værste et barn kan forestille sig ikke er døden men at blive forladt. Det giver mening, tænker jeg, når man hører børns råb efter forældre – også i trygge rammer. “Mor,” lyder råbet om natten. “Du må ikke gå” græder barnet, når det afleveres. Eller barnet, der falder og slår sig vil “bare ha’ min mor”. At blive forladt og at være alene er slemt.

Nogen mener, at fordi Jesus oplevede at føle sig forladt af Gud på korset, så er Gudsforladtheden ikke længere gudsforladt. Det er måske lidt langhåret, men det giver på en sær måde mening: Vi kan ikke være alene om at være alene, for Jesus var også alene.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har været et lidende barn. Men jeg har oplevet nogle mørke stunder. Og dér i mørket, hvor alt og alle var så langt væk, at jeg knap kunne sanse dem, og tomheden var total oplevede jeg det mærkværdige at tomheden blev omfavnet. Dér i mørket var jeg alene, og dog var der nogen sammen med mig. Jeg håber, det kan være sådan Gud giver sig tilkende, også når børn er alene og lider.

Jeg tror, Gud er dér, hvor mennesker – uanset størrelsen – lider. Jeg tror, Han græder med os. Jeg tror også, Jesus kæmper for en bedre verden for os. Jeg tror, der både er et her-og-nu og et engang-og-derhenne. Det er mysteriet: hvordan Guds kærlighed kan give sig tilkende både nu og her og dog ikke endnu.

 Men så længe jeg mærker fortvivlelsen over lidelsen, så er jeg også nødt til at gøre noget for børnene – om det så bare er at huske dem, græde over dem og spørge Gud: Hvorfor? Hvor længe?

Continue Reading

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer: 

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen. 
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad. 
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. 

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18

Continue Reading

Den hellige familie

Den hellige familie – hvad er det, tænker du måske? For mange af os, der er vokset op i den protestantiske tradition af kristendommen, er Jesu’ familie som hellig en fremmed størrelse. De fleste af os kender nok bedst Jesus’ familie fra de julekrybber, som bliver stillet frem ved jul mange steder. Nogle er så fine, at de ikke er til at lege med og mange består i al deres enkelthed af Jesus barnet i en krybbe, Maria og Josef. Måske er der en hyrde og nogle får. Måske er de vise mænd med.
Den hellige familie – Josef, Maria og æslet samt Jesus i krybben.
I et rum indrettet til Godly Play har den hellige familie som fokus hele året rundt. Derfor var det en af de ting, jeg fluks bestilte efter Godly Play kurset i februar. Jeg har bestilt gennem et finsk firma, som laver de smukkeste træ-ting. Tingene er til for at blive brugt og rørt ved – de er gode for øjnene og de er indbydende for hænderne. (Firmaet er her)

Den hellige familie er i Godly Play sammenhæng ikke blot en julekrybbe, for bagerst står den opstandne Kristus med udstrakte arme. Det lille Jesus barn og den opstandne Kristus spejler hinanden, og det er helt bevidst. For inkarnationen og opstandelsen er begge centrale for den kristne historie, og her er sammenhængen ikke bare til at føle på, men også til at forstå med øjnene.

Inkarnationen og opstandelsen er centrale i kristendommen – her kommer de ind også gennem øjnene.

Allerede nu er det klart for mig, at børn helt instinktivt kobler de to figurer sammen, og dermed forstår, at den Jesus, der blev født, er den samme som den opstandne Kristus. Sådan ser den hellige familie ud, når den er stillet op til brug i børnekirken i Metodistkirken i Vejle. Vi har endnu kun haft vores nye fokus i ganske få uger. Men jeg er sikker på, at vi bliver glade for at have den opstandne Kristus stående midt imellem os – sammen med hans familie!

Sådan ser den hellige familie ud, når den er sat op til brug.

Continue Reading

Kompromisløs kærlighed – hvis mine børn er homoseksuelle

Jeg elsker mit barn. Uanset hvad andre mener om ham (og andre kan mene meget). Gad vist, hvordan hans liv vil forme sig, og hvilke udfordringer, han vil møde? Det er ikke til at vide, men som andre forældre spekulerer jeg over det. Hvad hvis han bliver syg? Hvad når han møder racisme?Hvordan vil jeg reagere – hvordan skal jeg agere? 

John Pavlovitz skrev for nyligt en blogpost med fire løfter, hvis hans børn er homoseksuelle. Hans tanker vakte genklang hos mig, for under alle løfter og overvejelser løber en fars kompromisløse kærlighed, der ikke lader sig stoppe. 
Kompromisløs kærlighed- hvis mine børn var homoseksuelle
Kompromisløs kærlighed – hvordan kan det være andet?

John Pavlovitz er præst og far til to børn. Hans løfter er bl.a., at hvis hans børn er homoseksuelle vil han stå ved det, og ikke forsøge at gemme dem væk. Hvis hans børn er homoseksuelle vil han be’ for dem om, at de må blive beskyttet mod andres fordomme og had. Hvis hans børn er homoseksuelle, vil han elske dem – ikke på sikker afstand, men med engageret og kompromisløs kærlighed. Ikke på trods af eller på grund af, men fordi de er hans. 
Eftersom debatten om homoseksualitet er temmelig ophedet ikke bare i en dansk kontekst, men absolut er det i kristne kirker i Amerika, giver det mening, at John Pavlovitz i sit indlæg henvender sig til dem, der måtte smide hademails efter ham eller skrive lange bibelcitater. Det er mere måden han gør det på, der rørte mig. Han skriver: 
Mens du har læst,  kan det være du har rullet med øjnene, klikket med tungen eller skrevet velkendte bibelvers for at sende dem til mig, eller bedt for at jeg vil omvende mig, eller bestemt at du vil u-venne mig, eller afskrive mig som synder, ond, kætter … men med så meget mildhed og forståelse som jeg kan finde; jeg kunne ikke være mere ligeglad. 
Det her handler ikke om dig. Det her er meget større end dig.
Det var ikke dig, jeg ventede på med tilbageholdt åndedræt i ni måneder. 
Det var ikke dig, jeg græd af glæde over, da du blev født. 
Det var ikke dig, jeg badede, gav mad og rokkede i søvn gennem hundrede intime midnats putte sessions. 
Hvis mine børn er homoseksuelle - Kompromisløs kærlighed
Hvis mine børn er homoseksuelle – fire løfter fra en kristen præst/forælder.
Billedet er fra http://johnpavlovitz.com
Det er ikke dig, jeg har lært at cykle, hvis skrabede knæ jeg har kysset og hvis lille, rystende hånd jeg har holdt, mens stingene blev syet. 
Det er ikke dig, hvis hoved jeg elsker at dufte, og hvis ansigt lyser op, når jeg kommer hjem om aftenen, og hvis latter er musik for min trætte sjæl. 
Det er ikke dig, som giver mine dage mening og formål, og som jeg elsker mere end jeg kunne elske noget. 
Og det er ikke dig, som jeg forhåbentligt vil være sammen med, når jeg trækker mit sidste dyrebare åndedrag på denne planet; når jeg taknemmeligt kan se tilbage på et liv med delte skatte og sikker i min viden om, at jeg har elsket dig godt.” 
For mig er det netop dét, der er perspektivet i kærligheden til min familie og i særdeleshed mit barn: Det er dem jeg skal leve og dø sammen med, og de med mig. Så ja, jeg elsker ham – kompromisløst!
Vi ved ikke, hvad hverken vi eller vores børn kommer til at stå overfor. Men derfor kan vi godt give både os selv og dem nogle løfter om, hvordan vi vil agere. Om ikke andet, så fordi det kan være vigtigt at have tænkt nogle tanker og truffet nogle beslutninger, hvis (når) det er netop dit barn, der kommer med hjertet i hænderne og har brug for, at du viser din kompromisløse kærlighed. 

Continue Reading