, , ,

Min juleprædiken: Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv

Teksten til juleaften er (selvfølgelig) Lukas 2: 1-21 – som vi også kalder juleevangeliet. 

 

Den kristne tro udfoldes i et menneskes liv. Det er det mysterium, vi fejrer i julen.

Kristendommens største fester – julen og påsken – drejer sig begge om Jesus Kristus og to meget menneskelige begivenheder i hans liv: Hans undfangelse og fødsel og hans død og opstandelse. Menneskelige og så alligevel ikke.

Kristendommen påstår, at Gud selv blev menneske. At den Gud, vi kalder treenig, som fandtes før noget af det vi kender blev til, den Gud, som skabte alting, den Gud, som er evig, almægtig og kærligheden selv – dén Gud blev menneske og lod sig føde på jorden præcis som alle andre mennesker fødes til livet.

Der er så stor en kontrast – paradoks, nok nærmere – i den påstand, at det er svært at begribe. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, for det handler jo om tro, om eksistens, om det, vi ikke kan tage og føle på, så selvfølgelig er det svært at holde med tanken.

Jeg fandt for leden nogle billeder, som NASA har taget og offentlig gjort af universet:

 

Jeg har ikke nok forstand på universet til at se, hvad det er andet end at det er stort.

Og at det får mig til at føle mig lille.

Det fortælles om en tidligere præsident i Amerika (Eisenhower, måske?), at han om aftenen fik ud på terrassen og kiggede op i stjernehimlen. Efter at have stået der et stykke tid, sagde han: ”Så, nu kan vi godt gå ind – jeg er blevet lille nok nu.”

Den Gud, som skabte universets uendelige stjernevrimmel, blev foster, blev et menneske-barn og blev født som menneske i Betlehem af Maria.

 

Gud blev menneske.

Det er som en bevægelse, der indsnævres – det er det mærkelige ved den kristne Gud. Bevægelsen i den kristne åndelighed er indad, nedad. Fra det uendelige og almægtige til det begrænsede og uvidende. Fra stort til mindre – til at starte med. Fra diffust til konkret.

Derfor er det måske også let at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden.

Jo, vi ser tilbage, for en fødsel er et bestemt tidspunkt og dette barn, som blev en mand, blev også født et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Men det er er ikke hele på historien om det, der skete, da Kristus blev født.

Det er derfor jeg holder så meget af den hellige familie, som vi har tager herind i dagens anledning. Egentlig står den altid i børnekirken.

Billedet her får I, så I kan se, hvad den hellige familie er – ved gudstjenesten var den med “live”.

 

Her er Maria og Josef, koen hvis trug blev brugt til seng. Her er de vise mænd, som havde forstand på stjernehimlen, og en hyrde som repræsentant for alle hyrderne.

Og så er der den lille baby, som strækker sine arme ud, som for at give os et knus.

Som noget helt særligt er en del af denne opstilling også ham her (tag fat i den opstandne Kristus) som står bag krybben med barnet og bag Maria og Josef.

Det er den opstandne Kristus, som spejler babyens udstrakte arme. For da babyen blev en voksen mand døde han, og selvom det var trist, var det også glædeligt, fordi han opstod og blev levende igen – og nu er i stand til at give alle på jorden et knus.

Læg mærke til, at det ikke er et kors, som står her. Det er ikke døden, men opstandelsen, der markeres og er en del af historien om Kristi fødsel:

De to største fester i kristendommen, der begge peger på begivenheder i mennesket Jesus Kristus’ liv.

På den måde ser vi, at kristendommens kernehistorier udfoldes i et menneskes liv. Det hele er indeholdt i mysteriet julenat. Franciskanerne (og jeg er tilbøjelig til at være enig med dem) siger at Kristi fødsel er en del af frelsen. At det også er frelsen.

Nu er det juleaften, og vi er samlet om barnet i krybben. For her bliver den store, almægtige og evige Gud som vi – og fordi Jesus blev alt det, vi er, kan vi blive alt det, han er.

Julen minder os om, at det er i menneskers liv, Guds historie udfoldes – også i vores liv. Vi får lov til at ane det store ved at være menneske.

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Så som Marias barn. Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt, så kan vi fejre juleaften hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder mit i blandt os.

Den kristne tro udfoldes i menneskers liv – fra barnet til den voksne kvinde eller mand.

Lad mig slutte med at læse det mellemste vers af den salme, vi skal synge herefter. Det er Charles Wesleys kendte ”Hør, hvor englesangen toner!”

Mens jeg læser, får I endnu et af NASAs billeder – denne gang af jorden set fra rummet:

 

”Krist, Guds Søn i Himmerige,
evig i sin guddomspragt.
ville til det lave stige
i en fattig tjenerdragt.
Gud i kød blev åbenbaret,
Lovsangsbåret og forklaret!
Nu blandt mennesker han bor,
Vor Imanuel på jord!
Hør, nu bruser engles kor:
Ære være kongen stor! ”

Må Jesus Kristus også fødes hos os, og må vi give Hans kærlighed hænder og fødder til gavn for mennesker og til ære for Gud!

Amen

GemGem

, , , , , ,

Veninder med kage

 

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

, , , , ,

Nu må du vande høns…

Jeg fik lov til at betjene A og E.
Min lørdag er gået med at være på Børnemedarbejder konference – inspiration, undervisning og networking for mennesker, der arbejder frivilligt eller professionelt med børn i kirker og i kristne organisationer. Dét er spændende at være sammen med andre mennesker, der brænder for at være gode voksne for børn. 
Da hønen havde fået vand nok, nøs den på mig…. Der sluttede min betagelse af den en anelse.
Udover at have lært om kommunikation og kropssprog, børns hjerneudvikling og det sociale arbejde i Frelsens Hær, har jeg også lært at musik ikke skal tages mere alvorligt, end at det er helt okay at bruge play back med børn. Og at det kan være temmelig sjovt for børn (og barnlige sjæle), at spille på et keyboard med rytmeboks! Jeg har fodret en høne, der var rekvisit til en gudstjeneste fuld af overraskelser. Jeg har taget notater en mass. Og jeg er blevet glad og proppet med gode idéer. 

DongDing drikker vand. Makkeren DingDong er blevet for gammel og er gået på pension.
Vi var fire afsted fra børnekirken i Vejle, og det var guld at dele dagens oplevelser som gruppe. Jeg siger jer – børnekirken bli’r sjovere og sjovere! (Bare vent til du møder Dennis…)

Hvad har du brugt din lørdag på?

, , , , ,

Kompromisløs kærlighed – hvis mine børn er homoseksuelle

Jeg elsker mit barn. Uanset hvad andre mener om ham (og andre kan mene meget). Gad vist, hvordan hans liv vil forme sig, og hvilke udfordringer, han vil møde? Det er ikke til at vide, men som andre forældre spekulerer jeg over det. Hvad hvis han bliver syg? Hvad når han møder racisme?Hvordan vil jeg reagere – hvordan skal jeg agere? 

John Pavlovitz skrev for nyligt en blogpost med fire løfter, hvis hans børn er homoseksuelle. Hans tanker vakte genklang hos mig, for under alle løfter og overvejelser løber en fars kompromisløse kærlighed, der ikke lader sig stoppe. 
Kompromisløs kærlighed- hvis mine børn var homoseksuelle
Kompromisløs kærlighed – hvordan kan det være andet?

John Pavlovitz er præst og far til to børn. Hans løfter er bl.a., at hvis hans børn er homoseksuelle vil han stå ved det, og ikke forsøge at gemme dem væk. Hvis hans børn er homoseksuelle vil han be’ for dem om, at de må blive beskyttet mod andres fordomme og had. Hvis hans børn er homoseksuelle, vil han elske dem – ikke på sikker afstand, men med engageret og kompromisløs kærlighed. Ikke på trods af eller på grund af, men fordi de er hans. 
Eftersom debatten om homoseksualitet er temmelig ophedet ikke bare i en dansk kontekst, men absolut er det i kristne kirker i Amerika, giver det mening, at John Pavlovitz i sit indlæg henvender sig til dem, der måtte smide hademails efter ham eller skrive lange bibelcitater. Det er mere måden han gør det på, der rørte mig. Han skriver: 
Mens du har læst,  kan det være du har rullet med øjnene, klikket med tungen eller skrevet velkendte bibelvers for at sende dem til mig, eller bedt for at jeg vil omvende mig, eller bestemt at du vil u-venne mig, eller afskrive mig som synder, ond, kætter … men med så meget mildhed og forståelse som jeg kan finde; jeg kunne ikke være mere ligeglad. 
Det her handler ikke om dig. Det her er meget større end dig.
Det var ikke dig, jeg ventede på med tilbageholdt åndedræt i ni måneder. 
Det var ikke dig, jeg græd af glæde over, da du blev født. 
Det var ikke dig, jeg badede, gav mad og rokkede i søvn gennem hundrede intime midnats putte sessions. 
Hvis mine børn er homoseksuelle - Kompromisløs kærlighed
Hvis mine børn er homoseksuelle – fire løfter fra en kristen præst/forælder.
Billedet er fra http://johnpavlovitz.com
Det er ikke dig, jeg har lært at cykle, hvis skrabede knæ jeg har kysset og hvis lille, rystende hånd jeg har holdt, mens stingene blev syet. 
Det er ikke dig, hvis hoved jeg elsker at dufte, og hvis ansigt lyser op, når jeg kommer hjem om aftenen, og hvis latter er musik for min trætte sjæl. 
Det er ikke dig, som giver mine dage mening og formål, og som jeg elsker mere end jeg kunne elske noget. 
Og det er ikke dig, som jeg forhåbentligt vil være sammen med, når jeg trækker mit sidste dyrebare åndedrag på denne planet; når jeg taknemmeligt kan se tilbage på et liv med delte skatte og sikker i min viden om, at jeg har elsket dig godt.” 
For mig er det netop dét, der er perspektivet i kærligheden til min familie og i særdeleshed mit barn: Det er dem jeg skal leve og dø sammen med, og de med mig. Så ja, jeg elsker ham – kompromisløst!
Vi ved ikke, hvad hverken vi eller vores børn kommer til at stå overfor. Men derfor kan vi godt give både os selv og dem nogle løfter om, hvordan vi vil agere. Om ikke andet, så fordi det kan være vigtigt at have tænkt nogle tanker og truffet nogle beslutninger, hvis (når) det er netop dit barn, der kommer med hjertet i hænderne og har brug for, at du viser din kompromisløse kærlighed. 

,

Jubeldans

Igår kl. ca. 12. 30 dansede jeg en lille dans for mig selv på en tom korridor på Överås i Sverige i ren glæde over at have fået fremlagt min sidste opgave på master studiet. Og ikke mindst over at få lov til at bestå. Det betyder jeg nu kan kalde mig Master of Divinity, og at jeg akademisk er på det niveau, der kræves for at kunne blive ordineret til præst i metodistkirken.

Min bror spurgte om det næste efter Master of Divinity er “master of the universe”? Mindre kan nok gøre det for mit vedkommende – men det er jo Gud det handler om, og han må vel siges at være universets mester.