, , , , , ,

Veninder med kage

 

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

,

Mor, kunne de ikke lide ham? Hvordan taler vi med vores børn om verdens uretfærdighed?

“Mor, kunne de ikke lide ham?” 
Min 6-åriges umiddelbare spørgsmål, da han ser billedet af 3-årige Aylan, der er ligger druknet på en græsk strandbred skærer i hjertet af mig.
Jeg svarer ham: “Jo, min skat. Hans forældre elskede ham over alt på jorden – de gjorde alt, hvad de kunne, for at han skulle have det godt.” Indeni fortsætter svaret: “Men resten af verden var ligeglade. Vi lod dem drukne på et hav, de aldrig skulle have været nødt til at sejle ud på.”  Hvordan forklarer man sit barn verdens uretfærdighed?
 

Billedet er fra Reuters

Sandheden er jo, at Aylan Kurdi og hans storebror Galib på den ene side var dybt elskede og på den anden side helt ukendte – ligesom hver eneste af os er det. Ligesom selv mit eget barn er det – hvor ubegribeligt det end er, når han sidder der og ser alvorligt på mig. På den ene side er vi hver især dyrebare for dem, der kender os, og på den anden side ubetydelige for mennesker alle andre steder.
Det var ikke min mening, at Samuel skulle præsenteres for billedet af den døde dreng. Det dukkede op i newsfeeded på facebook, mens vi så på billeder af nogle venner. Jeg var heldig, at Samuel så billedet af den lille syriske dreng sammen med mig. Det kunne også have været et andet sted. Eller han kunne have hørt noget i en radio, set noget på en mobiltelefon i skolen. You name it.
Børn ser og hører, hvad der sker rundt omkring os – også selvom vi ikke synes, det er passende. Spørgsmålet er så, hvordan vi taler med vores børn om det, de ser og hører? Og guider dem videre, så de ikke sidder tilbage og er magtesløse samtidig med at vi beskytter dem fra at ansvaret for verdens helse kommer til at hvile på deres skuldre.
Det er ikke muligt at komme med pæne, hele svar til vores børn, når de ser og hører historier fra verdens brændpunkter. “Kunne de ikke lide ham?”
Jeg svarer; “Jo, det kunne de. Hans forældre elskede ham – så meget, at de risiskerede deres liv for at redde ham. Og vi er heller ikke ligeglade. Selvom vi ikke kender ham eller andre som ham, så vil vi gerne hjælpe. Det er derfor vi ….”
Jeg tror, det er nødvendigt at vove at vise vores børn vores egen vantro, sårbarhed og manglende svar, hvis vi taler med dem om uretfærdighed på denne her skala. Omvendt mener jeg ikke, vi skal synge sange som I 70’erne om, at “vi voksne også kan være bange”. Det fornemmer børnene, sagtens hvis vi er. Istedet må vi vise dem, at sorg over verdens gang er okay, men at det ikke stopper os fra at være til eller at handle. Som kristen gør det en forskel at vide og give videre, at Gud altid er med –også der, hvor ingen andre er. Ligesom politiet – der i den 6-åriges verden kan ordne alt – så har han øje på, hvad der sker og med hvem.
Vi kan også vise vores børn, at vi kan være med til at gøre en forskel, når mennesker har brug for hjælp. Fordi vi også kan lide små børn (og deres forældre). Om det er at bede for de, der flygter, at gå over til naboen med lasagne, når én er syg eller det er at melde sig som kontaktfamilie til flygtninge er mindre vigtigt. Men at vise, at vi gerne vil hjælpe andre er med til at styrke barnets (og vores egen) tillid til, at verden er god og sikker at være til i. Det bekræfter, at mennesker vil hinanden det godt. Og det viser, at Guds kærlighed også giver sig til kende igennem vores hænder.

Har du andre – måske endnu mere praktiske og jordnære – idéer til, hvordan vi kan hjælpe sammen med vores børn, så skriv det endelig i en kommentar! Eller har du måder at svare på, når du bliver mødt med svære spørgsmål om det, der sker i verden?
, , , ,

SMS-udveksling: Who keeps you sane?

Det er fedt at være mor. Det er dejligt at have venner. Af og til er noget af det bedste at dele moderskabets glæder, genvordigheder og galskab med en god veninde. Det kan redde ens åndsnærvær, humoristiske sans, ja, it keeps you sane!
Jeg har særligt én veninde, som er fantastisk at føre sms-samtaler med. Det kan lette de fleste frustrerede situationer at dele det med hende – og få hendes skæve vinkel. Jeg ser mig selv tydeligere, får mere tålmodighed med dem omkring mig og opfører mig – forhåbentligt – mere kærligt som følge. Af og til er jeg endda så heldig at blive klogere på livet samtidigt med!

I weekenden var sms-udvekslingen som følger:

Lørdag kl. 7.22
Hende: 
Er der noget mere underholdende end en treårig som blander børnehave og tegnefilm sammen i actionpræget drama på kanten af sofaen?
Mig:
😀 Nej, det er svært at komme op med!
Hende: 
Særligt replikkerne som til dels stadig er uforståelig kaudervælsk.
Mig:
😀 Især det sidste er fantastisk!! 
Søndag kl. 10.53
Mig:
Det er ikke kun tre årige, der sætter mærkelige ting sammen. Godt nok er de alle tre lego-mænd, men hvad laver julemanden med guld Lloyd (ninja*) og Chase McCain (bad ass politimand*) i mit køkken? 
Julemanden sammen med guld Lloyd og Chase MacCain på mit køkkenbord.
Hende: 
Julemanden er bad ass!?
Mig:
Måske?! Er det hans sande ansigt, der viser sig?
Hende: 
Totalt!
Mig:
Det finder jeg sært befriende!
((*forklaringerne på navnene var nødvendige, da hun er mor til tre piger – og ja, Peppa Pig og Princess Sofia møder sjældent ninjaerne fra LEGO.)
Hvad med dig? Hvem eller hvad hjælper dig med åndsnærvær og humoristisk sans?
, , , , ,

Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?