,

Mor, kunne de ikke lide ham? Hvordan taler vi med vores børn om verdens uretfærdighed?

“Mor, kunne de ikke lide ham?” 
Min 6-åriges umiddelbare spørgsmål, da han ser billedet af 3-årige Aylan, der er ligger druknet på en græsk strandbred skærer i hjertet af mig.
Jeg svarer ham: “Jo, min skat. Hans forældre elskede ham over alt på jorden – de gjorde alt, hvad de kunne, for at han skulle have det godt.” Indeni fortsætter svaret: “Men resten af verden var ligeglade. Vi lod dem drukne på et hav, de aldrig skulle have været nødt til at sejle ud på.”  Hvordan forklarer man sit barn verdens uretfærdighed?
 

Billedet er fra Reuters

Sandheden er jo, at Aylan Kurdi og hans storebror Galib på den ene side var dybt elskede og på den anden side helt ukendte – ligesom hver eneste af os er det. Ligesom selv mit eget barn er det – hvor ubegribeligt det end er, når han sidder der og ser alvorligt på mig. På den ene side er vi hver især dyrebare for dem, der kender os, og på den anden side ubetydelige for mennesker alle andre steder.
Det var ikke min mening, at Samuel skulle præsenteres for billedet af den døde dreng. Det dukkede op i newsfeeded på facebook, mens vi så på billeder af nogle venner. Jeg var heldig, at Samuel så billedet af den lille syriske dreng sammen med mig. Det kunne også have været et andet sted. Eller han kunne have hørt noget i en radio, set noget på en mobiltelefon i skolen. You name it.
Børn ser og hører, hvad der sker rundt omkring os – også selvom vi ikke synes, det er passende. Spørgsmålet er så, hvordan vi taler med vores børn om det, de ser og hører? Og guider dem videre, så de ikke sidder tilbage og er magtesløse samtidig med at vi beskytter dem fra at ansvaret for verdens helse kommer til at hvile på deres skuldre.
Det er ikke muligt at komme med pæne, hele svar til vores børn, når de ser og hører historier fra verdens brændpunkter. “Kunne de ikke lide ham?”
Jeg svarer; “Jo, det kunne de. Hans forældre elskede ham – så meget, at de risiskerede deres liv for at redde ham. Og vi er heller ikke ligeglade. Selvom vi ikke kender ham eller andre som ham, så vil vi gerne hjælpe. Det er derfor vi ….”
Jeg tror, det er nødvendigt at vove at vise vores børn vores egen vantro, sårbarhed og manglende svar, hvis vi taler med dem om uretfærdighed på denne her skala. Omvendt mener jeg ikke, vi skal synge sange som I 70’erne om, at “vi voksne også kan være bange”. Det fornemmer børnene, sagtens hvis vi er. Istedet må vi vise dem, at sorg over verdens gang er okay, men at det ikke stopper os fra at være til eller at handle. Som kristen gør det en forskel at vide og give videre, at Gud altid er med –også der, hvor ingen andre er. Ligesom politiet – der i den 6-åriges verden kan ordne alt – så har han øje på, hvad der sker og med hvem.
Vi kan også vise vores børn, at vi kan være med til at gøre en forskel, når mennesker har brug for hjælp. Fordi vi også kan lide små børn (og deres forældre). Om det er at bede for de, der flygter, at gå over til naboen med lasagne, når én er syg eller det er at melde sig som kontaktfamilie til flygtninge er mindre vigtigt. Men at vise, at vi gerne vil hjælpe andre er med til at styrke barnets (og vores egen) tillid til, at verden er god og sikker at være til i. Det bekræfter, at mennesker vil hinanden det godt. Og det viser, at Guds kærlighed også giver sig til kende igennem vores hænder.

Har du andre – måske endnu mere praktiske og jordnære – idéer til, hvordan vi kan hjælpe sammen med vores børn, så skriv det endelig i en kommentar! Eller har du måder at svare på, når du bliver mødt med svære spørgsmål om det, der sker i verden?
2 replies
  1. Tro Håb og Kærlighed
    Tro Håb og Kærlighed says:

    Du har helt ret – det er vigtigt at vise børn, at vi kan gøre noget – og at vi vil! De må ikke opleve sig magtesløse midt i alt det ubegribelige. Vi kan ikke skåne dem for alt det barske, men vi kan hjælpe dem til ikke at blive passive tilskuere.

    Svar
  2. Anne
    Anne says:

    Nemlig. Selvom det kan være svært, fordi magtesløsheden jo netop også kan ramme os som voksne, når vi oplever meningsløsheden på stor skala og langt fra os. Og så er følelsesløsheden måske endda værre end magtesløsheden – at blive bedøvet af det, der er så forfærdeligt men uhåndterbart, så vi vender ansigtet væk, fra det, der sker, som om det ikke fandtes.
    Nemt er det ikke, men vigtigt!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *